Indlæg tagged med Danmark

Tid for et dansk stop for al yderligere fossil udvinding

4. juli 2017

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har her til morgen via Ritzau rundsendt en meddelelse i anledningen af offentliggørelsen af en ny Olie- og Gasstrategi for Nordsøen, der påpeger, at der stadig er masser af gas og olie at hente op af den danske del af Nordsøen. “Der er fortsat brug for olie og gas, og samfundet har en interesse i at sikre den mest hensigtsmæssige udnyttelse af olie- og gasressourcerne i den danske del af Nordsøen,” hedder det heri.

Ingen stillen spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at udbygge den danske efterforskning? Om det var godt at gemme lidt til det 24. århundrede? Eller om vi i Danmark på nuværende tidspunkt har hentet så meget olie op af Nordsøen, at det var små fattige afrikanske lande, der skulle have de sidste indtægter ved den gas og olie, der skal til at drive verdens samfund i den forhåbenligt korte årrække, hvor vi systematisk omstiller vores samfund til vedvarende energi? Ingen refleksion over, om en fortsat udbygning af olie- og gasudvindingen er i overensstemmelse med Paris-aftalens målsætning om well below 2°C og om muligt max 1,5°C.

Det er tværtimod et foruroligende snævert købmandsperspektiv i en situation, hvor det må stå klart for alle, at den blinde fortsættelse deraf vil føre os alle ud over den afgrund, hvor klimatologiske tipping points gør det for sent at genoprette atmosfærens klimabalance.

På forbrugssiden er vi godt på vej til at udfase de fossile brændsler, selvom det under Venstreregeringens ledelse sker med bind for øjnene mens de mange nødvendige infrastrukturelle afklaringer – elektrificeringen af transporten, et klimapositivt landbrug, en fuldt cirkulær ressourceøkonomi osv. – blot udskydes.

Men på udvindingssiden halter Danmark og Verden alvorligt bagefter. Vi ved, at størstedelen af de i dag kendte fossile forekomster skal forblive uafbrændte, hvis vi skal gøre os håb om at holde Paris-aftalen. Men ingen har endnu turdet tage hul på de nødvendige beslutninger om, hvilke fossile forekomster, der skal forblive under jordoverfladen.

Her kunne Danmark virkelig tage et vigtigt skridt for verden ved at vedtage et moratorium for alle nye efterforskninger og udvindinger af fossile forekomster. Ikke flere nye sugerør i Nordsøen, ikke mere roden efter skifergas i de danske landskaber.

Meddelelsen fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet er gengivet i sin helhed herunder.

Ny strategi for olie og gas i Nordsøen

En ny Olie- og Gasstrategi viser, at der fortsat er et betydeligt potentiale for olie- og gasindvinding i den danske del af Nordsøen. Strategien peger også på, at det er nødvendigt at udnytte infrastrukturen i Nordsøen bedre, og at der er behov for flere investeringer i efterforskning og ny teknologi for at kunne udnytte potentialet.

Læs mere »

Share

Paris-noter I – den første uges forhandlinger

30. november 2015

Eiffel-tårnet har fået en prominent rolle i billeddannelsen omkring COP21 med stadig skiftende budskaber om 100% vedvarende energi, træplantning eller som her den kærlighed til vores fælles klode, som må vende den nu ødelæggende kurs.

Gå direkte til noter for 29., 30. nov., 01., 02., 03., 04., 05. dec. eller til link-sektionen.

Så er klimakonferencen i Paris skudt i gang, og i de næste to uger vil klimaet fylde medierne verden rundt. Allerede på dag 1 vil der være op imod 150 statsledere, hvilket er med til at gøre, at der er 6.000 journalister, som har søgt om akkreditering, hvor der er gjort plads til 3.000. Der er 2.800 politifolk til at passe på selve konferencestedet, mens 30.000 er indkaldt til at varetage sikkerheden i Paris og andre 8.000 til at øge kontrollen langs grænserne. Selve konferencen har omkring 20.000 registrerede deltagere, men der er sandsynligvis langt flere lobbyister, NGOer og frivillige omkring de mange sideløbende events. Så der er tale om et gigantisk system.

Jeg vil på dette sted om ikke dagligt, så løbende under vejs i de kommende to uger fastholde noter, egne og ikke mindst andres refleksioner over ‘slagets’ gang – og søge at undgå militaristisk billedsprog, for alt efter udfaldet bliver vi alle vindere – eller alle tabere. Så under vejs vil indlægget have karakter af byggeplads.

I blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris har jeg søgt at samle en række af de mange tråde, som væver sig sammen omkring COP21-konferencen, som står overfor den store opgave at skulle samle alle verdens lande om en samlet indsats om at tackle verdens klimaproblemer. Nederst i dette indlæg er der information om nogen af de mange muligheder der er for at følge med via webcasts, Twitter-feeds osv. samt en linksamling, som dagligt suppleres op. Hvor dette indlæg følger konferencen i Paris igennem den første uge, er processen tilsvarende fulgt i den afsluttende uge i blog-indlægget Paris noter II.

Læs mere »

Share

Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?

12. september 2015

Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget. 

Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.

Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.

Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.

Læs mere »

Share

Blå kyster

24. august 2015

Danmarks kystlinje er ved lov friholdt fra bebyggelse i en 300 m zone. Det kan synes restriktivt, men det har sikret en fantastisk natur- og oplevelsesrigdom i de danske landskaber. Og når man ser, hvordan turismens mangfoldige indretninger har udviklet sig langs kysterne mange andre steder i verden, må man sige, at der ligger megen visdom i denne fredning. Ikke bare giver det smukke landskaber og fælles adgang til havet. Det giver også den hårdt trængte danske natur en vigtig zone. For her på kanten af det dyrkbare har en stor mangfoldighed af dyr og planter tilpasset sig de ofte omskiftelige forhold på overgangen mellem land og vand. Foto fra Janne Klerk: Danmarks kyster.  

I den pakke af indsatser, som den blå regering har varslet for at få gang i økonomien i de danske landdistrikter, ligger et opgør med de planlovsbestemmelser, som lige nu gør, at det er umuligt at bygge i en 300 m bred zone langs de danske kyster. Der er dels det ideologiske, at det forbud fra central hold næsten pr. definition er at onde. Dels kan det fra lokalt hold være svært at se, hvorfor man ikke bare lige kan lave en lille ting her hos os – det ville kunne give en masse omsætning.

Under alt dette ligger nogle ret så udokumenterede påstande om, at turister i Danmark rent faktisk efterspørger turistanlæg, liggestolslandskaber, tavernaer, stranddiskoteker, underholdning og aktivitetsmuligheder. Dansk sommer er alligevel ikke til middelhavsagtige ferier, dertil er vejret endnu for ustadigt, koldt og blæsende. Selvfølgelig vil der altid kunne finde nogen, som kunne bruge disse tilbud, eller ville leje sig ind i ferieboliger, hvis de var anlagt med balkoner med udsigt direkte til strandlivet. Men når først vi har fået det, så forsvinder det ikke bare igen. Og hvis det bliver med privat ejerskab, så står sådanne lejligheder let tomme 10 måneder om året. Så det boost, det måtte give lokalområdet, giver måske stor travlhed i ferietiden, men der er ikke ret meget helårsbeskæftigelse deri, og man får let ret spøgelsesagtige bebyggelser i de øverige ni-ti måneder.

Allerede i 2014 blev der åbnet for en forsøgsordning, hvor der kunne blive tale om et etablere et begrænset antal projekter. Billedet herunder stammer fra en artikel i Berlingske Tidende, hvor man i online-udgaven kan klikke på hver af de projekter, som der er til overvejelse i denne forsøgsordning. Ved at klikke kommer der et lille billede frem samt link til yderligere projektbeskrivelser.

Læs mere »

Share

Blå landskaber

22. august 2015

Mols Bjerge, udsnit af foto fra Janne Klerks netop udkomne to-binds værk ‘Danmarks Kyster’, som skildrer den enestående landskabelige skat, Danmark har med sine 7.000 km kystlinje.   

Da VK-regeringen tiltrådte i november 2001, var det med en reformiver, som jeg ikke mindes eller tror kongeriget har set på noget tidligere tidspunkt (det skulle da lige være Struense). Værdikamp blev det døbt, og inden for de første få måneder blev en lang række af de instanser og udvalg, som karakteriserede det moderne danske velfærdssamfund og dets fundament af indsigt, slagtet. Men kampen gik langt videre. Det velfærdssamfund, som efterkrigstiden møjsommeligt havde udviklet på basis af en solidaritet og et samfundssind, som spændte over hele det politiske spekter, blev næsten brutalt søgt nedrevet. Selvfølgelig skulle vi stadig have hospitaler, men hvis de var private, ville de med en næsten fundamentalistisk markedslogik blive både billigere og bedre, samtidig med at mere var overgivet til det frie initiativ, og tilsvarende blev flere og flere at de funktioner, som prægede en moderne samfund, privatiseret. Ligeledes med postvæsen, kollektiv transport, kommunikation osv. – alt ville blive bedre, hvis det privatiseret, så den frie konkurrence kunne sikre den til enhver tid bedste pris.

Med den nuværende mindretalsregerings spinkle parlamentariske grundlag er det lidt sværere blot at svinge sværdet, men man fornemmer en tilsvarende intens, næsten vredesbetonet vilje til at dæmme op for københavneriets tyranni af landdistrikterne – en indestængt rasen over naturbeskyttelsens ‘urimelige’ barrierer for at dansk landbrug (som underforstået er verdens bedste) kan blive rentabelt. Så hvor det i år 2000 var kultureliten, som stod for, så er det denne gang naturen og det åbne landskab, som må stå for (altså ud over flygtninge og indvandrere, som Dansk Folkeparti på beskæmmende vis har formået at gøre til blå bloks hadeobjekt).

Står det til blå blok, skal planlovs- og fredningsbestemmelserne langs kysterne ryddes af vejen, så ‘Vandkantsdanmark’ friere kan opdyrke kystlandskabernes turistpotentiale. Og i det åbne landskab skal alle hindringer for danske landmænd ryddes af vejen. Væk med randzoner, væk med krav om vinterafgrøder, væk med begrænsninger på gødningsmængder og husdyrhold, kort sagt væk med al regulering, som står i vejen for landbrugets indtjeningspotentiale. Herunder de umiddelbart uproduktive natur- og randzoneområder, som skal kapitaliseres i et absurd regnestykke, hvor nogle få kroners indtægter til de gældsplagede landbrug i et pinagtigt forsimplet regnestykke gøres vigtigere end biodiversitet og sammenhængende naturområder, naturoplevelser, rent drikkevand også til vores efterkommere, og danske farvande, hvor vi ikke hver sommer må høre om bundvendinger og fiskedød.

“Grøn realisme” kaldes det med en forvrængning af gængs sprogbrug på højde med det konventionelle landbrugs forening ‘Bæredygtigt Landbrug’, hvor man med samme sans for sproglig terror ensidigt fokuserer på den økonomiske bæredygtighed. For i den grønne realisme tager man gerne miljøhensyn – tydeligvis har der i formuleringen af regeringsgrundlaget siddet en kommunikationsansat og klippet en masse uforpligtende grønne besværgelser ind i teksten – bare ikke det koster noget eller er til besvær for nogen. Dansk landbrug vil skam gerne være miljøvenlig, bare det ikke går ud over indtjeningen og konkurrenceevnen.

Læs mere »

Share

Blå klimapolitik – eller mangel på samme

20. august 2015

I 2014 lavede den nu forhenværende regering et forlig om den danske klimaindsats frem mod 2020, som ud over rød blok talte de konservative, netop for at give den fornødne klarhed og langsigtethed, som gør, at virksomheder og kommuner og det globale samfund kunne regne med kursen og investere i overensstemmelse dermed. Op til valget før sommerferien blev det fra flere sider i blå blok luftet, at klimamålsætningen for 2020 kunne blive tilbagerullet.

Efter valget kunne den nyudnævnte energi, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til alles lettelse 7. august meddele, at der ikke ville være behov for at røre ved energiforliget fra 2014. Men i går meldte Lars Christian Lilleholt (V) så ud, at den 40% klimamålsætning er for dyr og bør reduceres til 37%.

Det har dog vakt heftig modstand, ikke bare fra rød blok og klima-og miljøorganisationerne, hvor æteren og de sociale medier siden i går har været rødglædende af harme. Også Konservative har meldt ud, at man ikke er til sinds at acceptere en svækkelse af klimamålsætningen, men står ved sin deltagelse i aftalen om de 40%. De Konservatives klima- og energiordfører Mette Abildgaard tweetede i går, at: “K: Vi er ikke indstillet på at slække på klimaambitionerne om 40 % reduktion i 2020. Man opgiver heller ikke et maraton efter 37 km”. Og Connie Hedegaard har skrevet hjem og istemt de danske NGOers kerneargument, at det her blot tre måneder før COP21 i Paris er det værst tænkelige tidspunkt at pille ved billedet af Danmark som foregangsland. Verden har brug for symboler på, at det kan lade sig gøre.

En medvirkende årsag til, at det kunne være ønskværdigt for Venstre at få nulstillet de seneste tilføjelser til klimaindsatsen, som løftede reduktionerne fra 34% til 40%, er sandsynligvis, at der i denne fase var lagt op til, både transportsektoren og landbruget, som indtil nu kun har leveret en forholdsvis mindre del af den danske klimaindsats, skulle inddrages. For selvom nogen af de mest prisbillige klimareduktioner sandsynligvis lige nu er at finde i landbruget, så er det lidt af en kamel for en Venstre-regering at komme til at lægge navn til markante klimapolitiske indgreb i dansk landbrug, ikke mindst i en situation, hvor man har gjort sig til beskytter i en sådan grad, at man er indstillet på at skrotte en lang række miljøbeskyttelseskrav for at give dansk landbrug mere albuerum.

Læs mere »

Share

Olieselskaber på skrump

27. juli 2015

På billedet herover forlader to fartøjer, som Shell har specialudviklet til eftersøgning og udvinding af olie i det arktiske område, i 2012 Seattle på vej mod farvandet nord for Alaska. På trods af gigantiske investeringer taler meget nu for, at sådanne projekter bringes til ophør.  

Den nuværende oliepris, som er dikteret af hvad der ligner et saudi-arabisk ophørsudsalg, presser ikke kun den vedvarende energisektor. Mange fossile forekomster er meget vanskelige at udnytte med en pris på råolien som den nuværende på omkring 55 $ pr. tønde. Selv rentabiliteten i allerede etablerede udvindinger er presset. På den baggrund har olieselskaberne i et forsøg på at undgå røde tal alene i år aflyst nye projekter for 200 mia. $, heraf omkring en fjerdedel i den canadiske tar sands-udvinding. Så Saudi-Arabiens prisdumpning synes effektivt at lægge en bremse på klima- og miljømæssigt set mere ‘vanvittige’ udvindingsprojekter.

Når selv olieselskaberne således melder sig i divestment-bevægelsen og afholder sig fra at investere i nye udvindingsprojekter, er det et tegn på, at noget i den globale energisektor er begyndt at gå i den rigtige retning. Der er selvfølgelig en regression i den kinesiske økonomi til mere normale vækstrater, men verden rundt installeres der solceller og vindmøller som aldrig før, mens effektiviseringer og teknologiudviklingen gør, at vi både konkret og billedligt kommer længere på literen. Så vi står på tærsklen til en tid, hvor forbruget af fossile brændsler vil være markant faldende – og nødvendigvis må være det.

Lige præcis Shells olieeftersøgning i de arktiske egne synes man dog at have ikke planer om at udsætte, og for få dage siden gav præsident Obama endelig Shell tilladelse til at foretage yderligere to undersøgelsesboringer i det arktiske område, hvilket har givet anledning til megen harme i NGO-kredse. Man fornemmer, at Shell her efter at have investeret så massivt i så mange år, er så tæt på realiseringen af det arktiske olieeventyr, at man ikke ‘har råd til’ at standse nu, hvor man omvendt ud fra et klima- og miljøperspektiv kun kan komme til den modsatte konklusion, at det i en situation, at udforskning og udvinding af olie i de arktiske egne dybt ubegavet og hasard med fremtidens levevilkår.

Den franske præsident Hollande meldte for få dage siden ud, at 80% af alle kendte fossile reserver er nødt til at forblive uudnyttede, hvis vi skal have en chance for at holde verdenssamfundets målsætning om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til max 2°C. Det er den kontekst, der skal forhandles i frem mod COP21 i Paris. Så det er i yderste øjeblik, at verden standser op. Og bortset lige fra arktis olieselskaberne har set rigtigt: Der er ikke brug for nye eftersøgninger, og det giver i den nuværende situation ingen mening at indlede udvindingen af de blot lidt mere omkostningstunge, risikable og miljømæssigt problematiske forekomster.

Læs mere »

Share

Danmark lige nu nær 80% sol- og vindenergi

8. juli 2015

Energinet.dk har en side, hvor man døgnet rundt kan følge med i den øjeblikkelige danske energisammensætning, hvor meget energi der kommer fra sol og vind, hvor meget vi låner og sælger til vores nabolande osv. Hvis man klikker sig ind her en blæsende weekend-aften, hvor energiforbruget er lavt og vindmøllerne kører på fuld tryk, så kan man nogle gange se, at Danmark med den kapacitet af vedvarende energi, vi har, allerede på særlige tidspunkter producerer mere energi end vi bruger. Øjebliksbilledet herover er fra i dag kl. 10:41. Vejret udenfor er let diset, og vinden her midt i byen kun lige, så træerne skælver let. Alligevel kan man se, at rundt regnet 75% af energiforbruget kommer fra vind og andre 5% fra solceller.

Så stor er andelen ikke på årsbasis, men den er stigende. I første halvår 2015 stod vindkraften for 43% af vores samlede energiforbrug. Målet er mindst 50% inden 2020, hvilket er komfortabelt inden for rækkevidde. For nylig kom det frem, at dette tal i 2030 ville stige til 90%, hvis den nu fastsatte udvikling ellers opretholdes (se blog-indlægget Danmark på vej mod 90% vedvarende el og fjernvarme i 2030).

Hele denne udvikling blev der stillet spørgsmålstegn ved op til valget. Men efterfølgende har Venstre meldt ud, at der i og med at stort set alle initiativer frem til 2020 allerede var implementeret eller igangsat, alligevel ikke var nogen grund til at genåbne energiforliget.

Til gengæld må vi – hvis Venstreregeringen holder mere end det første år – formode, at fortsættelsen bliver mere reaktiv, at Danmark frem for at være foregangsland blot skal hænge på udviklingen – hvilket store dele af erhvervslivet er lodret uenige i, for det danske forspiring i den grønne omstilling er med til at sikre en endog meget stor del af vores udenlandske indtjening.

Tilbage til det øjeblikkelige energibillede, så fik vi i dag 75% af strømmen fra vindmøller, selvom der kun er tale om jævn til frisk vind. Den samlede kapacitet for de danske vindmøller er omkring 4,8 GW. Så hvis alle møllerne producerede 100%, ville ydelsen være omkring 50% højere end her til formiddag. Men på enhver given dag er der møller som er taget ud for udbedringer, vedligeholdelse og sikkerhedseftersyn, og der er sjældent samme kraftige vind over alle danske farvande og landskaber. Så i praksis ligger den maksimale reelle produktion noget lavere.

Læs mere »

Share

Folketingsvalget 2015

18. juni 2015

(Opdateres løbende) Ved dette folketingsvalg har der været flere opinionsundersøgelser end nogensinde før. Der har været små forskelle, og under vejs i valgkampen har de mange daglige undersøgelser på skift vist røde og blå flertal, med så små marginaler, at hvis man tog den statistiske usikkerhed alvorligt, ville man ikke kunne sige noget som helst om valgets udfald.

Grafen herover stammer fra Berlingske Barometer, som igennem hele valgkampen har sammenregnet et gennemsnit for de seneste målinger, og det man ser herover angiver billedet af situationen dagen før valgdagen. Den venstre søjle for hvert parti giver øjebliksbilledet pr. 17. juni 2015, mens den lysere højre søjle viser valgresultatet i 2011. Her har blå blok 50,5% af stemmerne, mens rød blok har 49,5%. Men i og med at Kristendemokraterne står til at få 0,9% af vælgerne og dermed ikke kommer ind, er der stort set dødt løb mellem blokkene, men marginalerne falder ud, så rød blok ifølge et gennemsnit af de seneste meningsmålinger står til at få 88 mandater.

Når man yderligere medregner at de fire nordatlantiske mandater traditionelt har fordelt sig med tre til rød blok og et til blå, giver Berlingske Baromenter lige nu en lille rød fordel.

Tilsvarende har Politiken løbende bragt et Ritzau Index, som er en sammenvejning af de seneste 15 meningsmålinger, hvor de seneste målinger vejer tungest. For mere end halvdelen af partierne passer stemmeprocenterne på marginalerne, og største afvigelse er 0,4%, så de er ret enige om analysen, hvilket også burde være tilfældet, da det er samme råmateriale. I Ritzau Index står rød blok til at vinde 49,4%, mens blå blå blok står til 50,5% hvoraf Kristendemokraterne tegner sig for 0,9%, så her står blå blok til at få de 88 mandater, mens rød blok kun får 87.

Hvis dette bliver resultatet, må man endda forvente, at de nordatlantiske mandater ender med, at det bliver Helle Thorning Schmidt, som får til opgave at danne en ny regering, selvom der har været signaleret nordfra, at det blev med betingelser. For eksempel så et af de grønlandske mandater gerne, at aftalen om Thulebasen blev genforhandlet.

Og … vi skal ikke længere tilbage end til det engelske valg i sidste måned, for at finde en situation, hvor alle blev snydt. Alle forventede et meget tæt valg, måske endda med en lille fordel til Labour. Så da de første exit polls indløb og varslede et markant skred mod højre, troede ingen rigtigt på det. Først da de endelige optællingsresultater begyndte at rulle ind, stod det helt klart, at Cameroun og de konservative på dagen havde gjort det bedst.

Jeg vender tilbage her, når de første exit polls foreligger.

Læs mere »

Share

Danmark på vej mod 90% vedvarende el og fjernvarme i 2030

17. juni 2015

En hel ny fremskrivning, som fremlægges på en konference i København i morgen, viser, at den danske energi- og fjernvarmeforsyning  i 2030 vil nå op på en vedvarende energiandel på 90%, i den udstrækning energiforliget fra 2012 følges til dørs.

Det er først og fremmest vind og biomasse, som fylder. Selvom der i den seneste år har været talt en del om solceller, så fylder det endnu forsvindende i det samlede regnskab. Vi er dermed fremme ved et sted, hvor der ikke bare skal ekspanderes blindt på alle områder, men situationen tværtimod kalder på nøje afvejninger af hvilke andele af hvilke vedvarende energikilder, som er den optimale. Dette skal i høj grad ses i sammenhæng med spørgsmålene om i hvor høj grad vi vil være i stand til selv at at lagre de tilstrækkelige mængder af vedvarende energi, eller om vi i primært skal sikre forsyningskapaciteten ved at udveksle over- og underskud af energi med omverdenen.

Indtil nu har energilagring været så kostbar, at man har prioriteret udvekslingen med nabolandene. Men hvor udbygningen af højspændingsnettet om noget bliver dyrere fremover, tyder alt på, at en række lagringsteknologier har samme faldende priskurve som vi har set for vind- og solenergi. Så alt i alt er der tale om en meget dynamisk situation, hvor den optimale komposition af energiforsyningen vil forandre sig betydeligt i de kommende årtier. Så selvom solceller stadig i dag har en marginal rolle for danske forhold, kan det meget vel være, at prisbilligheden plus den teknologiske udvikling, som gør det muligt integrere solceller stadig flere steder, vil gøre, at solenergien i 2030 fylder mere.

Til gengæld vil den nuværende afbrænding af affald og biomasse måske mindskes, da samme ressourcer i en mere cirkulær økonomi var bedre anvendt som materiale end som brændsel.

Omvendt er der ikke noget til hinder for, at vi kommer til at producere mere energi, end vi vi bruger, og bliver storeksportør af vedvarende energi. Hvis yderligere hele vores transportsektor skal over på vedvarende energi og det ender med primært at blive elbaserede løsninger, så er der en betydelig del af det tilbageværende energiforbrug i energifremskrivningen for 2030, som også skal dækkes af vedvarende energikilder, så det er for tidligt, som blå blok ellers her op til valget har signaleret, at bremse op i udbygningen. Og hvis vi også vil kunne levere vedvarende energi til fremdriften hele A.P. Møllers handelsflåde, så er der 40-50 mio. ton CO2 yderligere om året at få styr på, inden vi synes vi nærmer os mætningspunktet. Men i alle de situationer, hvor forbruget sker fra enheder, som flytter sig mere rundt, end hvad man kan klare med en ledning i stikkontakten, står vi med en kolossal innovationsopgave. Bidrag til løsningen heraf kan – hvis vi prioriterer det – blive det, som vi i Danmark kan bygge vores videre velfærd på op igennem det 21, århundrede.

90% vedvarende energi i fjernvarme- og energiforsyningen er stort. Og det er flot at det med energiforliget fra 2012 ligger i faste rammer (hvis ellers blå blok kan lade det ligge). Det burde give anledning til at rette fornyet fokus på en række af de øvrige udledningsområder, først og fremmest trafikken og landbruget, som halter langt bagefter, men også energirenoveringer i det byggede miljø. Og når

Danmark tager tigerspring med grøn energi, (Ritzau) Børsen 17.06.2015.

 

Share