Kogebøger og klimastrategier

8. maj 2008

Ja, kloden er ved at koge over, og nej, kogebøger har ikke umiddelbart så meget med global opvarmning at gøre – og så alligevel. I hvert fald stod jeg i dag under opvasken med et flash back til en illustration i en kogebog fra for længe siden, med et øjebliks fornemmelse af klarsyn.

Her var i al sin undselighed et forståelsesbillede på, hvorfor vi i Vesten, selv når vil gøre tingene rigtigt, i vores dualistisk forankrede forståelsesunivers let kan komme til at vælge de forkerte strategier, når vi står overfor umiddelbart uhåndterbare situationer som klimatruslen og de stadig klarere tegn på, at vi bæredygtighedsmæssigt er på en endog meget uholdbar kurs.

Makrobiotikken er et sæt spise- og leveregler med rødder langt tilbage i tiden. Den første kendte brug af ordet stammer fra Hippokrates (ca. 460-370 f.Kr.), som brugte betegnelsen om mennesker, som evnede et langt (og sundt) liv. Ordet kommer da også af græsk, macro, stor/lang og bios, liv. I dag forbinder vi makrobiotikken med mikro-makro, yin-yang og noget fra Østen. Makrobiotikken som system, som den kendes i dag, er da også sammenfattet og introduceret til Vesten af japaneren George Ohsawa (1893-1966), som i 1965 udgav bogen Zen Macrobiotics.

I makrobiotikken er alle fødeemner delt ind på en skala mellem yin og yang, som betegner komplementære egenskaber som udvidende-sammentrækkende, varmeproducerende-kølende osv. Den stadige bestræbelse er hele tiden at opretholde en optimal balance, som modsvarer årstiderne, vores væsen og mængden og arten af vores arbejde. Vi har således for eksempel brug for en varmeproducerende og udvidende kost i vintertiden, som ville gøre os dorske og utilpasse i sommervarmen, og det er ganske interessant at læse Hippokrates’ overvejelser om, hvordan der om sommeren skal mindre kød i diæten og mere vand i vinen for ikke at producere for meget varme. Ifølge Hippokrates fordrer det særlig i forårs- og efterårsmånederne en vis opmærksomhed at få overgangsperioderne vel afbalanceret.

Det var denne figur til højre, som tonede frem under opvasken (se den med billedtekst nedenfor). Den øverste linje viser en situation, hvor balancen mellem yin og yang (trekanterne) er opnået gennem at spise fødeemner, der er ekstremt yin, og fødeemner, der er ekstremt yang. Dette giver en meget stor amplitude og en resulterende situation, som er ustabil.

Et typisk eksempel kunne være at afbalancere masser af øl og vin (udvidende) med rygning(sammentrækkende). Det virker faktisk som ønsket i situationen, men bliver dybt problematisk, hvis det står på i årevis.

Den nederste linje viser en situation, hvor kosten hovedsageligt består af fødeemner, som yin-yang-mæssigt ligger tæt på balancepunktet. Dette giver en langt mere stabil og velafbalanceret situation.

Overført på nutiden har industrisamfundet i forhold til naturen og dens kompleksitet og balancer været ganske ekstremt. Og nu, hvor vi er ved at vågne til de miljømæssige konsekvenser, så kompenserer vi i stor udstrækning med andre ekstreme løsninger (cigaretter og vin), frem for at afbalancere, som i den nederste linje. Det har sin egen dynamik og logik, som det kan være svært at træde ud af, men det er i mine øjne tvivlsomt, om det nogensinde vil føre til bæredygtige samfund.

Palle Gringer: Naturlig kost – giftfri føde, Vinten 1971 p. 31.

Vi flytter ting rundt som aldrig før i verdenshistorien, og en stor og stigende del af CO2-udledningerne kommer fra skibsfarten og lastbiltrafikken. Endda stiller vi ikke spørgsmålstegn ved det indlysende i frihandelen eller det forhold, at stadig mere af vores mad og de ting, som vi omgiver os med, kommer stadig længere borte fra.

Vi konstruerer et kompensationssystem, så vi gennem CO2-kvoter kan købe os til CO2-begrænsninger andre steder i verden frem for at indrette os, så vi naturligt CO2-sviner mindre.

Vi flyver mere end nogensinde, på arbejde, uddannelse og ferie – og måske stadig også på dannelsesrejse. Men når vi så indser, at det er en rigtig dårlig ting for klimaet at flyve kloden rundt i det omfang vi gør, da det lukker store mængder drihusgasser ud i en højde, hvor den gør særlig meget skade, så holder vi ikke bare op med at flyve. Nej, vi fortsætter som om intet var galt og går måske i gang med at udtænke løsninger, som gør, at vi kan fortsætte med at flyve uhæmmet: Hvad nu hvis vi giver havene kosttilskud? Hvad med at lave store CO2-støvsugere i ørkenen eller brugte vores mad til de forslugne firehjulstrækkere? Og måske skulle vi alligevel genoverveje atomkraften?

Noget af det eneste vi ved, er at vi gennem at øge vegetationsmængden over alt på kloden ville kunne akkumulere store mængder CO2. Endda gør vi systematisk det modsatte, asfalterer stadig større arealer, driver mulden ud af jorden og fælder regnskove i troperne som aldrig før for at kunne fodre vores biler med biobrændstof.

Vi kunne lære rigtig meget ved at lære os at stille og løse de rigtige spørgsmål.

indlæg oprettet af Jens Hvass