Strøtanker om bæredygtighed

Figur 41 fra rapporten Vers un mix électrique 100% renouvelable en 2050 (pdf) viser fordelingen på de enkelte energikilder i et energiscenario for Frankrig i 2050, som er baseret på 100% vedvarende energi. De grønne felter er vindenergi, de gule felter er solenergi, de blå felter er forskellige former for vandkraft, det brune felt er geotermi, mens den smalle 0,92 GW-stribe er anlæg til lagring af metan.

Frankrig er et af de lande i verden, som historisk har satset stærkest på A-kraft, så den har været oppe på at dække 78% af den samlede energiforsyning og har hele vejen igennem kørt uden katastrofer som Sellafield, Chernobyl, Three Mile Island og Fukushima. Men mange af reaktorerne nærmer sig skelsår. Og mens A-kraften, så længe reaktorerne er i drift, er billig energi, så synes prisen for at etablere nye værker stadig mere astronomisk, så i en tid, hvor prisen for vedvarende energi er markant faldende, er ny A-kraft simpelthen ikke konkurrencedygtig, også fordi sikkerhedskravene for atomkraftværker i de fleste lande blev strammet efter Fukushima, med yderligere omkostninger til følge.

I Tyskland og Schweiz førte Fukushima direkte til beslutningen om at udfase atomkraften. Helt så voldsom en reaktion var der ikke tale om i Frankrig, men den nuværende præsident Hollande gik på valg på et løfte om over en årrække at reducere andelen af atomkraft fra 75% til 50% af den franske energiforsyning og indfase vedvarende energikilder, så efterhånden som de første reaktorer når skelsår, bliver der ikke bygget nye, men opsat solceller og vindmøller.

Den franske regering har i den situation fået udarbejdet en yderst interessant undersøgelse, som viser, at en omstilling fra den nuværende forsyning med en overvægt af A-kraft til en 95% el-forsyning fra vedvarende energikilder vil kunne gøres til en billigere energipris end i dag, og at selv en 100% forsyning med vedvarende energikilder kun vil føre til en prisstigning fra 117 € pr. MWh til 119 MWh – eller stort set samme pris.

Yderligere fremgår det, at prisen ved en 40% andel af vedvarende energi er 117 € pr. MWh eller det samme som ved at fortsætte med den nuværende energiforsyning, mens den ved 80% falder til 113 € pr. MWh.

I rapportens 100%-scenario er den optimale fordeling på vedvarende energikilder (som giver bedst dækning og mindst behov for lagringskapacitet) 63% fra vindkraft, 17% fra solenergi, 13% fra forskellige former for vandkraft og 7% fra fornyelige brandbare (biomasse, træ).

Terje Osmundsen vurderer i sin præsentation af det franske scenario, French government study: 95% renewable power mix cheaper than nuclear and gas, at rapporten bruger nogle meget forsigtige vurderinger af størrelsesordenen af prisfaldet på solcellerne, og at de vil blive så billige i forhold til vindkraften, at den optimale fordeling vil indeholde betydeligt mere solenergi (35-40%) samtidig med, at selv en 100% forsyning med vedvarende energi vil være billigere end en fortsat udbygning med A-kraft.

Som man kan se i lagkagediagrammet øverst, er der i scenariet for 100% vedvarende energiforsyning for Frankrig i 2050 tale om en bred vifte af vedvarende energikilder, hvor dog vindkraften og solenergien er langt de største komponenter.

Læs mere »

I de seneste dage er der skrevet en del om den kommende klimarapport fra IPCC, International Panel for Climate Change, som med 5-6 års mellemrum søger at sammenfatte, hvad vi ved om klimaforandringer. Den senest forudgående udgave, Assessment Report 4, eller i daglig tale blot AR4, udkom i 2007, så det er ved at være tid for AR5. Faktisk har AR5 været under udarbejdelse i flere år. For disse rapporter skrives som et gigantisk konsensus-projekt af mere eller mindre alle klodens fremmeste klimaforskere. AR5 har 840 hovedforfattere fra 35 lande, og endnu langt flere tilknyttet konsensus-processen. Derfor tager det lang tid, og derfor når al den seneste klimaforskning ikke at komme med ind i billedet. Og når konklusionerne i slutfasen skal drages og godkendes – ikke bare af forskerne, men også af lande som Rusland, Kina, Canada, USA og Saudiarabien, som ikke ønsker skismaet mellem videnskabens forståelse af den nødvendige indsats og de enkelte landes faktiske klimaindsats for stærkt udstillet – så ligger det i kortene, at der bliver klippet adskillige hæle og tæer.

Joe Romm fra Climate Progress skriver om det resulterende konsensus-resultat, at:

“AR5 is a ‘partial’ review that is ‘hopefully’ the last because, like every IPCC report, it is an instantly out-of-date snapshot that lowballs future warming because it continues to ignore large parts of the recent literature and omit what it can’t model. For instance, we have known for years that perhaps the single most important carbon-cycle feedback is the thawing of the northern permafrost. The IPCC’s Fifth Assessment climate models completely ignore it, thereby lowballing likely warming this century.”¹ I et interview i MSNBC) i dag sammenligner Romm IPCCs anbefalinger af, hvad der må gøres, med overkirurgens anbefalinger ikke at ryge for meget – stadig mere indtrængende, men alligevel så forsigtigt, at de fleste fortsætter med at ryge.²

Tilsvarende var der allerede ved udgivelsen af AR4 i 2007 en række områder, som man vidste, skulle inddrages i næste udgave, og generelt var vurderingerne af klimaforandringernes hastighed (klimaets følsomhed) i den lave ende af, hvad den nyeste litteratur på området indikerede, fordi mange af de nyeste resultater endnu ikke var blevet en del af konsensus.

Samtidig ved ingen, hvad der sker i de kommende år – om verdens lande vitterligt overkommer den fossile afhængighed og får lavet de nødvendige drastiske reduktioner, eller om det fortsat lykkes den fossile industri aktivt at modarbejde den globale klimaindsats, så den omstilling og den udbygning med sol og vind og geotermiske varme, som rent faktisk sker i disse år, kun lige akkurat kan følge med væksten i energiforbruget. Konklusionerne må derfor i høj grad blive abstrakte – hvad sker der hvis og hvis og hvis? – og knyttes sammen med en række forskellige scenarier for, hvordan verden udvikler sig, og i hvilken grad vi bliver i stand til som verdenssamfund at imødegå klimaudfordringen tidligt og effektivt.

En af hovedkonklusionerne, at der nu videnskabeligt set er 95% sandsynlighed for, at klimaforandringerne er menneskeskabte, vil for lægmand virke som om at videnskaben endnu ikke er afklaret, hvor det omvendt i det videnskabelige sprog netop betyder, at det nærmest er så sikkert, som det overhovedet kan blive – at diskussionen for og imod er ovre og man kan tage det for givet. Den 95% sikkerhed er 5% højere end AR4 i 2007. I 2001 fandt AR3 en 66% sandsynlighed for at klimaforandringer var menneskeskabte, mens det i 1995 blot var lige over 50%. Selvom de første spadestik til forståelsen af drivhuseffekten stammer tilbage fra det 18. århundrede, så har det været en lang vej for videnskaben at komme til denne grad af afklarethed.

Den endelige udgave af AR5 vil blive lanceret 27. september – eller rettere den første af fire dele, som omhandler den fysiske videnskab bag klimaforandringerne, hvor de øvrige dele af AR5 vil blive fremlagt inden for det kommende års tid:

WG I: The Physical Science Basis – september 2013
WG II: Impacts, Adaptation and Vulnerability – marts 2014
WG III: Mitigation of Climate Change – april 2014
AR5 Synthesis Report (SYR) – oktober 2014

Alene første del vil omfatte omkring 2.000 tætskrevne sider, inklusive summaries, 14 hovedkapitler, supplerende materiale, appendixes osv. og vil indeholde 1250 figurer og referencer til 9.200 videnskabelige artikler.

Hvis man har interesse deri, vil der dagen efter ved Stockholm Environment Institute være et totimers seminar, Climate Change – the State of Science, hvor en række af AR5s hovedforfattere præsenterer hovedkonklusionerne. Det vil være muligt at følge med online via SEIs hjemmeside (se program).

Læs mere »

Forud for COP18 i Doha har FNs miljøorganisation UNEP fremlagt en rapport, The Emissions Gap Report 2012, som dels ser på, hvilke tilsagn om CO₂-begrænsende tiltag, som er afgivet fra de enkelte lande, dels ser på, hvilke samlede CO₂-reduktioner, som er nødvendige, for at kunne holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i det 21. århundrede, som det blev besluttet i København i 2009, eller 1½ºC, som flere og flere lande ønsker målsætningen skærpet til, efterhånden som det står klart, hvor voldsomme klimaforandringer vi har fået blot med den nuværende temperaturstigning (på ~0,7ºC).

Tilsammen giver rapporten et meget klart billede af det nuværende “emission gap” – og ser derefter på, hvordan dette “emission gap” kan lukkes.

Kurven herover viser sammenhængen mellem forskellige udledningsscenarier og den forventede samlede globale temperaturstigning i år 2100. Den lodrette skala er gigaton CO_2e, og som man kan se, vil den øverste violette kurve, som modsvarer et business as usual-scenario føre til globale temperaturstigninger over 5ºC i år 2100 (og en situation, hvor temperaturen vil fortsætte med at stige længe efter at man tog sig sammen og mindskede udledningerne). Et scenario som den grønne, hvor temperaturstigningerne i år 2100 er holdt under 2ºC, kræver derimod, at kurven knækkes snarest og at de samlede udledninger på verdensplan mindskes inden for ganske få år.

Derfor er den køreplan for en global klimaaftale, som man lagde grunde til i Durban sidste år dybt problematisk. Den foreskriver at fastlægge den nødvendige aftale senest i 2015, men derefter, at aftalen først effektueres i 2020. De fem år er decideret ubegavede. Alle, som har bidraget dertil, må vide, at det er det helt forkerte og kun gør det endnu sværere at lykkes med at holde den samlede stigning under 2ºC.

Men det er ikke sandsynligt, at man ændrer ved denne Durban Platform. Derfor bliver opgaven i Doha i de kommende to uger at sikre, at der i årene 2012-2020 sker en reel klimaindsats. Og det er ikke gjort med, at EU hæver sit ambitionsniveau fra 20% til 25%, 30% eller 40%. Det er i disse umiddelbart forestående år, at CO₂-kurven skal være knækket i samtlige lande verden rundt, hvis det samlede mål på 2ºC ikke skal tabes af syne.

Nedenfor har jeg hentet illustrationerne fra rapportens executive summary ind – det giver et godt billede af udfordringerne her i årene frem mod 2020. Kan vi lukke hullet til 2ºC-scenariet, er verden på rette kurs. For det er den første omstillingsproces, som for alvor er vanskelig. Dernæst vil der være en fase, hvor udviklingen “af sig selv” fører til løsninger med mindre emissioner, men når alle de lavthængende frugter er høstet, vil der tilbagestå en kategori af emissioner, som kan blive meget vanskelige at slippe af med – som vil kræve teknologiske nybrud, eller noget så uartigt at spørge om som markante ændringer af vores nuværende livsstil.

Læs mere »

.
Et netop udgivet studie peger på 4ºC som den definitive katastrofe-tærskel, hvor fødevareproduktionen mange steder i verden vil bryde sammen. Det er Verdensbanken som står bag udgivelsen, og det er det anerkendte Potsdam Institute for Climate Impact Research and Climate Analytics, som har udarbejdet rapporten.

Stiger temperaturen med fire grader, får det meget negative – ja direkte katastrofale – følger over hele kloden, selv om regioner og verdensdele bliver ramt meget forskelligt, fremgår det af Verdensbankens analyse. I forordet kan man læse:

“The 4°C scenarios are devastating: the inundation of coastal cities; increasing risks for food production potentially leading to higher malnutrition rates; many dry regions becoming dryer, wet regions wetter; unprecedented heat waves in many regions, especially in the tropics; substantially  exacerbated water scarcity in many regions; increased frequency of high-intensity tropical cyclones; and irreversible loss of biodiversity, including coral reef systems.”

Men med den nuværende utilstrækkelighed og manglende konsekvens i den globale klimaindsats, er et 4°C scenario en realistisk mulighed. Efter COP17 i Durban iværksatte vores klimaminister undersøgelser af konsekvenserne ved en 6°C stigning, som må forventes, hvis verden endte med ikke at kunne blive enige om at spare på de fossile brændstoffer.

Verdensbankens leder Jim Yong Kim understreger på den baggrund, at det er uomgængeligt vigtigt, at verdenssamfundet tackler klimaudfordringen langt mere direkte end i dag og beslutter sig for de nødvendige forandringer for at kunne holde de globale temperaturstigninger under 2ºC.

Læs mere »

I tiden forud for klimatopmødet COP15 i København lavede IDA i 2008-09 en vision for et fossilfrit Danmark i 2050, hvor udledningen af drivhusgasser samtidig var reduceret med 90% i forhold til i dag.

Det var før klimakommissionen barslede med sin plan for, hvordan det kunne finde sted, så planen vakte en del opsigt – i en tid, hvor de folkerettede kampagner hed “ét ton mindre” og mest handlede om sparepærer, var IDAs plan med til at forme bevidstheden om, at det overhovedet kunne lade sig gøre at slippe afhængigheden af den fossile energi og basere samfundet fuldt ud på vedvarende energikilder. Måske endnu mere overraskende forventede IDA, at det til den tid ville være 13 mia. kr. billigere, end hvis vi havde fortsat, alene på baggrund af de mindre udgifter til brændsel.

Havde IDA samtidig indregnet de øgede priser til klimatilpasning og ødelæggelser efter stormflod mv. havde regnestykket understreget endnu kraftigere, at omlægningen til vedvarende energi ikke bare er en drøm eller en fiks idé, men nok så meget forretningsmæssigt set en gennemsund målsætning.

I dag offentliggjorde IDA så en status efter 3 år: Er Danmark på rette vej?.¹ Og ifølge den går det overhovedet ikke den rigtige vej på en lang række parametre. I en måske let simplificeret smiley-opgørelse, er der ud af statusopgørelsens 29 parametre kun 10, hvor Danmarks udvikling i de mellemliggende fire år sandsynliggør, at vi når målene for et fossilfrit Danmark i 2050.

IDA skriver om statusrapporten, at “Analysen viser, at Danmark ikke er på rette kurs, når det eksempelvis gælder om at nå målet om reduktion af drivhusgasser og når det gælder om at skrue ned for det samlede energiforbrug, som er to af hoved-indikatorerne i analysen. Til gengæld er Danmark på sporet, når det gælder omlægningen til vindkraft. Men af de i alt 29 indikatorer, som analysen inddrager, er det pt. kun 10, der bevæger sig hurtigt nok til at nå målet i 2050.”²

Læs mere »

.
Denne video stammer fra den officielle fremlæggelse 11. februar af Rocky Mountain Institutes scenario for et USA i 2050, Reinventing Fire, som ikke bare overlever, men stortrives uden kul og olie. Fremlæggelsen bliver forestået af RMIs leder Amory Lovins.

Lovins er en sjælden begavelse, med et skarpt blik for det store perspektiv og en god evne til at se ud over de umiddelbare hindringer – og man får i løbet af videoens 26 minutter virkelig god besked.

I mine øjne er Reinventing Fire det hidtil bedste indspark i den amerikanske valgkamp.

2050-scenariet vil blive nærmere belyst i et følgende blog-indlæg: Reinventing Fire.

To tidligere blog-indlæg bringer video-præsentationer med Lovins: Amory Lovins: Winning the Oil Endgame samt Amory Lovins: Advanced Energy Efficiency (fem forelæsninger ved Stanford).

I konsekvens af klimaforhandlingerne i Durban bad klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard lige før jul DMI om at udarbejde scenarier for konsekvenserne ikke bare af en global temperaturstigning på 2ºC, som er den nuværende globale målsætning, men også for 6ºC.

“Vi er selv en lavtliggende østat, så det kan få ganske alvorlige konsekvenser, hvis det går mod seks grader i dette århundrede,” siger han til Ritzau: “Det er nogle ekstreme scenarier, som ikke er særligt rare at tænke på. Men som verdens gang er, synes jeg, vi er nødt til at forberede os på, at det kan blive virkelighed.”¹

Mens videnskabsfolk diskuterer, om verden kan tåle 2ºC eller blot 1½ºC i global opvarmning, hvis man vil undgå kollaps i økosystemerne og sikre sig mod at klimaudviklingen når såkaldte tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver en selvaccelererende proces, da er sandsynligheden for at vi får den nødvendige klimaaftale så ringe i den nuværende politiske situation, at det virker rimeligt at undersøge konsekvenserne af 6ºC, som må siges at være en realistisk mulighed – i hvert fald hvis man ser på den vilje til konkrete tiltag i forhold til at mindske atmosfærens udledninger af klimagasser, som kunne frembydes i Durban.

Hvad vil det betyde for Danmark? – skal vi til at have airconditioning i store dele af vores bygningsmasse for at holde sommervarmen ude? – vil landbruget dyrke helt andre afgrøder ved slutningen af dette århundrede, vil kombinationen af kraftigere storme og stigende verdenshave ændre på de danske kystlinjer, som historisk set har været meget foranderlige? Et worst case scenario for 6ºC vil sandsynligvis indebære, at afsmeltningen af den grønlandske indlandsis er uafvendelig (hvilket alene indebærer en havstigning på omkring 7 m), og at tundraegnenes store indefrosne metandepoter er under optøning.

Det er både modigt og rigtigt af Martin Lidegaard at forestå en sådan udredning. Vi er nødt til at have konsekvenserne af den nuværende uansvarlighed trukket langt mere præcist op end den er i dag. Men spørgsmålet er på den ene side, om det kan føre til fornyet pres på etableringen af ikke bare en global aftale, men nok så meget en konsekvent global indsats; på den anden side, om det overhovedet er muligt lokalt at beskytte Danmark mod en sådan udvikling, eller om man først som sidst må i gang med at undersøge “store” løsninger ala fælles kystsikring for hele den baltiske region? (se blog-indlægget Østersøen inddæmmet).

Konklusionen vil sandsynligvis være, at man kun et stykke hen ad vejen kan klimatilpasse sig, og at det bliver astronomisk dyrt – markant dyrere end hvis alle verden rundt satte systematisk ind på at mindske klimabelastningen. Men den globale situation efter Durban er sådan, at langt de fleste af verdens største udledere ikke i den nuværende situation er indstillet på at reducere deres udledninger. Og hvis ikke Demokraterne genvinder magten i både Senatet og i Repræsentanternes Hus, får vi heller ikke nogen global aftale i 2020.

Se tidligere blog-indlæg: Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel, En temperaturstigning på 2-3º betyder at … og Gambling med vores fælles fremtid.

Minister gør Danmark klar til klimakollaps, (Ritzau) Information 23.12.2011.¹

Birgitte Marfelt: Minister efter håbløs klimaaftale: Nu ruster vi os mod en seks graders stigning, Ingeniøren 23.12.2011.

Poul-Henning Kemp: Kurven Lidegaard frygter, Ingeniøren 31.12.2011.

Mathew Stutz: A real sea change, Scientific American 23.12.2011.

Professor Ross Garnaut, klimarådgiver for den australske regering, fremlagde i går Garnaut Climate Change Review, en 537 sider lang klimahandlingsplan, som indeholder et tankevækkende scenario for Australien for år 2100, hvis ikke der bliver igangsat gennemgribende ændringer i allernærmeste fremtid. Australien synes at være det at de udviklede lande, som står overfor de voldsomste konsekvenser af klimaforandringerne, og scenariet fremmaner et dystert billede af et land med flere tusinde døde hver sommer fra et bagende varmt sommerklima og en befolkning på flugt fra stigende verdenshave og voldsomme storme langs kysterne, hvor langt de fleste nu bor.

Murray-Darling-bassinet i det sydøstlige Australien, Australiens i dag frugtbare landbrugsområde 20 gange større end Danmark, vil i år 2100 være tæt på at være opgivet som landbrugsland på grund af stadig mere udbredt tørke, mens Murray-Darling-floden i worst case-scenariet vil være næsten tørlagt og høstudbyttet være blot 3% af i dag.

Den omfattende tørke vil have stor konsekvens for biodiversiteten, og The Great Barrier Reef, verdens største system af koralrev, som strækker sig mere end 2.000 km langs den australske østkyst, vil i år 2100 være dødt. Alt i alt et skræmmende billede, som man kan håbe kan få Australien sporet ind på en CO₂-neutral kurs.

Garnaut Climate Change Review rummer langt mere end klima-scenariet. Den er en omfattende analyse af klimasituationen og de tiltag som er under opbygning for at kunne håndtere klimaudfordringen globalt. De centrale afsnit udgøres af en omfattende analyse af og køreplan for indførelsen af et CO₂ kvotesystem for Australien. Rapportens mål er da også at kvalificere den politiske beslutningsproces for det australske kvotesystem med påbegyndelse i 2010. Vedtagelsen er i bedste fald på plads i løbet af denne måned.

Læs mere »

IDA, Ingeniørforeningen i Danmark, udarbejdede i 2006 en Energiplan 2030, som gav et solidt bud på, hvordan Danmark i 2030 med CO₂-udledninger 60% lavere end i dag kan være godt på vej til CO₂-neutralitet, uafhængighed af fossile brændstoffer og etableringen af langt mere bæredygtige tilstande.

Siden har meget ændret sig. Dollarkursen er faldet markant, mens olieprisen er steget voldsomt, og alt tyder på, at den aldrig igen vil komme under 100 $, men tværtimod fortsætter med at stige. Ingeniørforeningen har derfor genberegnet energiscenariet fra 2006 med de nuværende priser. Og hvor beregningerne i 2006 viste, at en udvikling, som i 2030 havde halveret CO₂-udledningerne samtidig i 2030 ville medføre en besparelse på 15 mia. kr. pr. år, så har de mellemliggende prisforskydninger medført, at vi ved systematisk at satse på energibesparelser, kollektiv trafik og omlægning til vedvarende energi vil kunne spare 27 mia. kr. om året ved at lægge kursen mod CO₂-neutralitet.

[nggallery id=124]

.
Herover er det en række af rapportens centrale grafer, som giver en god fornemmelse af Energiplan 2030s sigte.

På den baggrund virker energiforliget fra februar i år næsten deprimerende uambitiøst. Hver gang oliepriserne stiger, bliver den økonomiske gevinst ved en systematisk omlægning større, så selvom det for mange kan virke uoverskueligt at igangsætte en sådan transformationsproces i hele den måde, hvorpå samfundet tilvejebringer sin energi på, er det grundlæggende sundt købmandskab, både i snæver økonomisk forstand og i forvaltningen af klodens fremtid. Det er således tid til konsekvent handling, og jeg håber, at beregninger som disse kan inspirere beslutningstagere på alle niveauer til at tage fat, nu!

Energiplan 2030 vil indebære store positive virkninger for Københavns miljø. For eksempel luftkvaliteten burde kunne være meget bedre. Ikke mindst vil den nu dødbringende ultrafine partikelforurening kunne reduceres radikalt i takt med, at de fossile brændstoffer udfases. Trafikmængden på landevejene, som ifølge Infrastrukturkommissionens rapport forventes at stige 70-90% i de kommende år, vil med Ingeniørforeningens plan ligge lavere i 2030 end i dag i kraft af den systematiske satsning på udbygningen af jernbanen og den kollektiv trafik. En national målsætning som i Energiplan 2030 vil således være det perfekte udgangspunkt for, at København vil kunne udvikle sig til Verdens Miljømetropol.

Nedenfor følger Energiplan 2030s 11 centrale anbefalinger:

Læs mere »

Til en haveudstilling i Chelsea har Tyndall Centre for Climate Change Research lavet The 2050 Garden, en klimahave med tre scenarier, som tilsammen giver et tankevækkende billede af den globale opvarmnings konsekvenser for hvad, som naturligt vokser i vores haver.

Det ene er et reference-scenario, en typisk engelsk have omkring 1950 med blomster som akelejer, lupin og azaleaer – heriblandt en række urteagtige planter, som vil få de svært under varmere og mere tørre vilkår. De to andre have-scenarier er begge fra 2050. I det ene har vi fået stabiliseret CO₂-udledningerne gennem en udfasning af brugen af fossile brændstoffer, så den årlige gennemsnitstemperatur til den tid kun er steget 1°. Det andet have-scenario viser udviklingen, hvis vi ikke får begrænset CO₂-udledningerne. Her vil temperaturen i 2050 vil ligge godt 2° over i dag.

2° lyder ikke af meget set i forhold til både døgnvariationen og temperaturforskellen mellem sommer og vinter. Men en 2° temperaturstigning giver markante ændringer i vækstvilkårene. I højemissions-scenariet for 2050 vil foråret starte lidt før nu, og sommeren vil vare væsentlig længere, og man regner med 26 flere meget varme dage. Nedbøren vil være omkring den samme som nu, men den vil falde voldsommere og mere ujævnt fordelt på årstiderne. Det vil være mere stormende, og der vil være længere perioder med tørke. Den højere temperatur vil også øge fordampningen, så selv med blot 1° øget temperatur vil det blive vigtigt med et bunddække af planter for at undgå, at haven tørrer ud.

Læs mere »