10. juni 2008 arkiv

Japan vedtager målsætning om 80% CO2-reduktion i 2050

10. juni 2008

Japans premierminister Yasuo Fukuda fremlagde i går planer om en 80% reduktion af de japanske CO2-udledninger inden 2050. Det er en glædelig udvikling, for det er sådanne statements fra de store industrilande, som kan være med til, at Kyoto-aftalens afløser får en en bred opbakning, og at selv udviklingslandene i de kommende år vil vedgå en form for begrænsninger.

For blot en måned siden varslede Japan reduktioner i størrelsesordenen 60-80%, så det går den rigtige vej (se tidligere blog-indlæg: Japan fremlægger planer for 60-80% CO2-reduktioner i 2050).

Fra miljøside har der været rejst markant kritik af, at Japan ikke har fastsat midtvejs-målsætninger for eksempel for 2020. Men Fukuda siger hertil, at Japan vil kunne skære sine CO2-udledninger med 18% inden 2020, og at en mere detaljeret plan er på vej. Japan har også været kritiseret for at bruge de nuværende udledninger som referenceudledning frem for udledningerne i 1990, som det ellers er sædvane.

Samtidig har Japan givet tilsagn om at yde 1,2 mia. $ til en fond til at støtte af reduktioner i udviklingslande forud for et G8-topmøde i Japan i næste måned. Japan ønsker ved den lejlighed at få fælles fodslag om en målsætning om at verdens CO2-udledninger er halveret i 2050.

Som del af de fremlagte planer vil Japan fra efteråret påbegynde et kvotemarked.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Chisa Fujioka: Japan to test carbon trade; puts off interim CO2 goal, Reuters 10.06.2008.

David Battey: Japan unveils new emissions target, The Guardian 10.06.2008.

Masami Ito: Emissions trading test run by fall: Fukuda, Japan Times 10.06.2008.

UN climate boss: Japan’s move on climate “doesn’t go far enough”, AFP 12.06.2008.

Jun Hongo: Nobel laureate raps Japan for avoiding midterm carbon goal, Japan Times 22.06.2008.

Share