Strøtanker om bæredygtighed

I dag er det præcis 20 år siden at NASA-forskeren James Hansen stod frem for det amerikanske senat og fortalte den chokerende nyhed, at vi med de stadigt stigende CO₂-udledninger var i færd med at udløse en katastrofe af globalt omfang. Det blev starten på, at global opvarmning fandt vej til den politiske dagsorden. 20-årsdagen er blevet markeret med en række miljøevents i Washington, og James Hansen selv har i dag vidnet overfor senatets komite for global opvarmning.

Allerede den gang kunne han meddele, at det var 99% sikkert, at vores stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer havde medført en begyndende opvarmning af jordkloden, og at det var vigtigt for den globale balance, at der blev bremset op hurtigst muligt.

På en måde er der ikke sket ret meget siden da. Der forbrændes mere fossilt brændstof end nogensinde, og det amerikanske CO₂-udledninger, som pr. indbygger er blandt de største i verden, ligger endnu højere end for 20 år siden. Klodens regnskovsområder, som udgør andre store CO₂-lagre, ødelægges med uformindsket hastighed. Oceanerne, som langsomt har absorberet broderparten af den ekstra CO₂, som siden industrialiseringens begyndelse er er lukket ud i atmosfæren, er ved at have nået en grad af forsuring, som virker alvorligt forstyrrende ind på de biologiske systemer. Og omstillingen til vedvarende energikilder har indtil nu vist sig sværere end som så at gennemføre i stor skala. Koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er derfor nu oppe omkring 380 ppm – eller højere end på noget tidspunkt i de seneste 600.000 år. Og koncentrationen stiger med omkring 2 ppm pr. år.

Men verdenssamfundet har fået oprettet et klimapanel, som er i færd med at etablere en aftale, som involverer alle verdens lande i et fælles forsøg på at løse opgaven. Hvor Kyoto-aftalen kun omfatter de industrialiserede lande – og USA endda har holdt sig udenfor – da er den klare ambition for den aftale, som efter planerne er forhandlet på plads til underskrivelse i København næste år, at den involverer samtlige verdens lande. Hvis jeg skal se positivt på det, så har der aldrig før i verdenshistorien været så mange mennesker, som over alt i verden arbejdede på at løse samme ene opgave.

Læs mere »

Så skete det endelig. Sidste mandag gav Al Gore sin stemme til Barack Obama, efter at kapløbet om nomineringen som det demokratiske partis præsidentkandidat var afgjort. Om det var af respekt for Clinton-familien, eller for først at bringe klimaspørgsmålet på banen, efter at primærvalgene var overstået, får vi nok aldrig opklaret. Men siden Obama i januar 2007 meldte sig som kandidat, har Gore og Obama løbende drøftet en lang række spørgsmål, overvejende omkring klima- og energiproblematikken, dog uden at Gore på noget tidspunkt før nu at have taget stilling til nomineringen.

Al Gores endorsement fandt sted i bilbyen Detroit, hvor situationen er præget af arbejdsløshed og usikkerhed om fremtiden. Hvor USA for blot få årtier siden var verdensledende på bilfronten, er man i dag totalt udkonkurreret af japanske biler. De biler, som ruller af samlebåndene i Detroit, er miljømæssigt så slappe, at de dårligt kan sælges andre steder end på hjemmemarkedet – og heller ikke har nogen fremtid i et USA, som er nødt til at vriste sig ud af sit afhængighedsforhold af fossile brændstoffer, hvis landets og klodens fremtid skal sikres. Nedenfor er der to videoer fra Al Gores endorsement af Barack Obama.

I den første video ser man Al Gore, som fornemt bakker op om Obamas Change-motiv og elegant forbinder den forandring, som er nødvendig for at bringe USA på fode, med den forandring, som skal til at sikre verdens sikkerhed og som kan være med til at sikre verdens klima mod at løbe løbsk. I den anden video, er det Obama, som taler sig varm. Og hvor han i primærvalgene indimellem har været ganske forsigtig, når det gjaldt klimaet, melder han i selskab med Gore rent ud.

Det er to blændende oratorikere, vi møder her i Michigan, som for de 21.000 mennesker på stadion virkelig forstår at fremmane en vision af USA i kreativ forandringsproces. Hvor man under vejs i primærvalgene kan have være alvorligt i tvivl, om klimaudfordringen overhovedet ville få nogen plads i det kommende præsidentvalg, så er den med de seneste måneders stadig stigende oliepriser rykket langt længere op på listen. Fik Obama og Gore magt, som de har agt, ville verdens fremtid se lysere ud.

Læs mere »

I en tid, hvor de klimaproblematikken og de hastigt stigende oliepriser fylder stadig mere i den amerikanske bevidsthed, har John McCain i sin politiske kampagne måttet indse, at han for at have nogen chance overfor Barack Obama er nødt til at styrke sit grønne profil. Han taler således nu åbent om et ‘clean cut’ med Bush-administrationens fornægtelse af klimaudfordringen, og han har netop ansat Jim Woolsey, som gennem Bill Clintons præsidentperiode var leder af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, som rådgiver på klima- og energiområdet. Woolsey er hovedkraften bag McCains planer for et amerikansk CO₂-kvotesystem.

Woolsey tilhører en ny generation af ‘grønne’ strateger, som ikke ser den største ufordring for amerikansk sikkerhed i krigs- og terrortruslen, men i klimaforandringer og i hele den amerikanske afhængighed af fossile brændstoffer, som ud over at være en stadig større byrde for den amerikanske økonomi er en kraftigt medvirkende årsag til klimaforandringerne, samtidig med at det er den egentlige årsag til de nuværende amerikanske – og danske – militære engagementer adskillige steder i verden, med den øgede antiamerikanisme og terrorisme, som den form for magtanvendelse naturligt genererer.¹

Tim Shipman skriver i Telegraph, at for Woolsey er USAs stærkeste våben ikke en Stealth-bomber, en Abrams-tank eller et F-16-fly, men en beskeden plug-in hybridbil, som vil kunne bringe den amerikanske befolkning rundt på elkraft.¹

Læs mere »