Mere A-kraft kan blive afgørende for USAs klimaindsats

9. juli 2009

NASA-satellitmålinger der grafisk viser hvordan havisen ved Nordpolen stadig bliver tyndere

Det kunne være plottet til en let fordøjelig katastrofefilm, af den slags som oftest kommer direkte ud på DVD:

Videnskabsmænd melder, at de i bogstavelig forstand kan se Jorden tælle ned til uoverskuelige og truende klimaforandringer, fordi havisen i Arktis smelter med større og større hast som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.

En gruppe højtstående politikere fra hele verden mødes, og diskuterer hvad man skal gøre. Men ingen synes at have tillid nok til de andre til at turde gå forrest med at skære ned på deres CO2-udledninger, som kunne bremse opvarmningen. Alle venter på alle.

De fleste ledere venter dog især på, at en af de stærkeste ved forhandlingsbordet, USA, får vedtaget sin nye klimalov. Den skal sørge for at landets industri gradvist bremser sine CO2-udledninger, som står for omkring 22 % af verdens samlede udledninger – men der er stadig stor modstand i USA fra magtfulde lobbygrupper og senatorer.

Og så kommer pludselig et udspil fra Det Hvide Hus, som måske kan få klimaloven igennem Senatet: Lad os skære ned på CO2-udledningerne fra fossile brændstoffer og gengæld bygge nye atomkraftværker …!

På samme tid blokerer en gruppe aktivister fra en miljøorganisation store kulfabrikker i værtslandet for at tvinge lederne til at skynde sig til at få vedtaget nogle reduktionsmål som er store nok og som kommer tidsnok – og vel at mærke uden brug af atomkraft.

Men ovenstående historie udspiller sig desværre i virkelighedens, og ikke fiktionens, verden. Den udspiller sig dels i det amerikanske Senat – samt i Italien hvor G8-landene holder møde indtil i morgen fredag sammen med Major Economies Forum (MEF) – de 17 lande i verden, som tilsammen står for 80% af alle drivhusgas-udledninger. Men mens NASA igen melder at man vha. ny satellitdata kan måle, at isen i havet omkring Nordpolen bliver tyndere og tyndere, er G8-lederne i fuld gang med at udtynde deres fælles klimaløfter.

Problemet handler i første omgang om Nordpolens is. Indtil for nylig overlevede størstedelen af den arktiske havis mindst én sommer og ofte adskillige somre. Men tingene har ændret sig dramatisk. Den sæsonbestemte is – dvs. is som smelter og fryser igen hvert år – udgør i dag 70 % af den arktiske havis ved vintertid. Det er en stigning fra 40-50 % i 1980′erne og 1990′erne.

Den tykkere is, der overlever to eller flere år, udgør derimod nu kun 10 % af isdækket om vinteren. Det er et fald fra 30-40 % i forhold til førnævnte periode. Og denne tynde, etårige vinter-is er langt mere sårbar over for sommerafsmeltning, vind og storm. At der bliver mere af den tynde is, fremskynder derfor formentlig det tidspunkt, hvor den globale opvarmning gør Nordpolen helt isfri om sommeren (mere om disse data her.)

Klimaforskerne har efterhånden længe advaret om, at den globale opvarmning skal bremses længst muligt under 2 graders temperaturstigning – hvis risikoen for en fuldstændig smeltning af den arktiske havis og Grønlands indlandsis skal begrænses. At forhindre dette kræver i følge de seneste vurderinger fra videnskabeligt hold, at de globale CO2-udledninger mindskes med 60-70% i 2050 – og med 80-95% for i-landenes vedkommende. Men de politiske ledere i G8-gruppen og MEF synes imidlertid at være på tilbagetog, når det gælder forpligtelser til at gøre noget aktivt ved klimatruslen.

Hermed er vi kommet til det andet problem, der – som så ofte før – handler om politisk vilje. I udkast til sluterklæringer fra G8 og MEF-møderne var der faktisk oprindeligt omtale af både en klimatisk smertetærskel på 2 graders opvarmning – og – et ”efterstræbelsesværdigt” mål på 50% globale CO2-reduktioner i 2050, herunder 80 % i i-landene. Men en forberedende forhandling tirsdag aften på ministerniveau i MEF-gruppen førte til, at man slettede 50% målet! Det var Kina og Indien, der afviste formuleringen om dette, globale 2050-mål, fordi de rige lande fortsat ikke vil forpligte sig på et tilstrækkelig ambitiøst CO2-reduktionsmål på kort sigt – dvs. før 2020.¹

Så er der endelig problemet med hvilken pris, der måske skal betales for at rykke ved klimaforhandlingerne, særligt for at det land, som er blandt de suverænt største udledere af CO2 i verden – USA – overhovedet kommer med i en aftale. Parallelt med G8-mødet foregår der nemlig i USA i disse dage hårde forhandlinger, som får stor betydning for hvad resten af G8 og MEF-landene beslutter sig for at ville gå med til af reduktionsmål på klimatopmødet i København. Det drejer sig om den endelige vedtagelse af USA’s nye klima-lovgivningspakke, som etablerer et kvotehandelssystem til gradvist at bremse landets CO2-udledninger.

Lovpakken er blevet vedtaget i Repræsentanternes Hus med et snævert flertal, og nu lobbyerer Obama-regeringen på fuld kraft for, at Senatet skal gøre det samme. Men på grund af stærk modstand fra både republikanere – såvel som demokratiske senatorer fra de stater, der er meget afhængige af kulindustri – har Obama kastet et nyt forslag ind: Der skal åbnes mulighed for at genoptage nybyggeriet af atomkraftværker, som ellers i årevis har stået stille.

Stephen Chu, Obamas’ energiminister og tidligere Nobelpristager, sagde om forslaget:

“I think nuclear power is going to be a very important factor in getting us to a low carbon future … we want to recapture the lead on industrial nuclear power. We have lost that lead as we have lost the lead in many energy technologies and we want to get it back.”

De republikanske senatorer som stort set alle er imod lovforslag der kan reducere udledningen af drivhusgasser – og deres førnævnte demokratiske støtter – har i følge The Guardian længe ønsket en “nuklear renæssance” i USA, hvilket angiveligt ville medføre opførelsen af 100 nye A-kraftværker i 2030. Obama åbner med sit udspil således muligheden for at imødekomme A-kraftlobbyens ønsker helt eller delvist, hvis det kan sikre en endelig vedtagelse af klimapakken i Senatet.²

Men hvis der er nogen som aldrig har lagt skjul på deres modstand mod A-kraft, så er det miljøorganisationen Greenpeace. Så det bliver næppe en eventuel ‘A-kraft for CO2-reduktion byttehandel’ i USA’s senat, der får dem til at standse demonstrationer for en mere progressiv klimapolitik blandt verdens mest magtfulde lande.

11 Greenpeace-aktivister kravler op i to skorstene på det italienske kulkraftværk Vado Ligure, og maler budskabet “TIME TO ACT ON CLIMATE”Over 100 Greenpeace-aktivister påbegyndte nemlig fra i går onsdag en blokade af fire kulkraftværker i Italien med krav om, at G8 “viser lederskab på klimaområdet nu”. Blokaden begyndte i de tidlige morgentimer, hvor aktivister fra 18 lande låste sig fast til transportbånd og klatrede op i skorstene på de fire kulkraftværker Brindisi og Marghera lige uden for Venedig, samt Vado Ligure nær Genova og Porto Tolle. Brindisi er Italiens største kulfyrede kraftværk og landets største enkeltkilde til udledning af CO2. Greenpeace-aktivisterne ønsker at stoppe værkets udledning ved at blokere de transportbånd, der sender kul op til værket.

Greenpeace appellerer nu kraftigt til G8-landene om at nå til enighed om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur så langt under 2 grader, som muligt, set i forhold til før-industrielt niveau, og om at sikre at den globale udledning af drivhusgasser topper i 2015 for herefter at komme så tæt på nul som muligt i 2050.³

I følge DR Nyheder kalder Tobias Muenchmeyer, Greenpeaces internationale politiske rådgiver, G8’s foreløbigt erklærede mål om 80 % globale reduktioner i 2050 for et “skridt i den rigtige retning”. Han fortsatte dog med at kritisere, at landene har udskudt diskussionen, om hvordan klimamålet skal finansieres, og delmålene for år 2020, som der tidligere har været talt om, ikke er blevet vedtaget.

” – Tiden løber ud for klimaet, befolkningerne og forhandlingerne. Det er som at have aftalt et topmøde på toppen af Mount Everest, mens støvlerne, rebene og ilten er blevet i butikken. Aftalen er for lille og for sen”, siger han.

Alt imens fortsætter slagsmålet om USA’s klimapakke i Senatet en tid endnu. Set i lyset af Obamas åbning for mere A-kraft er spørgsmålet dog stadig, hvad prisen bliver for at det endelig lykkes verdens største udleder at få vedtaget reduktionsmål, hvis eksempel kan give fornyet liv til de internationale forhandlinger.

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

¹ Jørgen Steen Nielsen: Værsgo’ G8: Her er en hilsen fra virkeligheden, Information 09.07.2009

² Suzanne Goldenberg: Obama makes nuclear compromise to pass clean energy bill, Guardian 08.07.2009

³ Pressemeddelelse: Greenpeace blokerer fire kulkraftværker i Italien, Greenpeace 08.07.2009

Greenpeace: G8-klimamål er for små, DR 09.07.2009

Patrick Wintour og Larry Elliott: G8: World leaders fail to agree specific targets for climate cuts, Guardian 09.07.2009

New NASA Satellite Survey Reveals Dramatic Arctic Sea Ice Thinning, NASA 07.07.2009

Wikipedias side om det 35. G8-møde

Andrew Revkin: More on Thinning Arctic Sea Ice, Dot Earth Blog, 08.07.2009

Share