Strøtanker om bæredygtighed

Tre forskere fra NASAs klimaforskningsafdeling har med James Hansen i spidsen netop offentliggjort et nyt studie i Proceedings of the National Academy of Sciences. Artiklen er ikke frit tilgængelig fra PNAS, men der er en fri udgave tilgængelig via Columbia Universitys hjemmeside: The New Climate Dice: Public Perception of Climate Change (pdf).

Hansen et al. kunne ikke have valgt bedre tidspunkt at offentliggøre artiklen på, for vejret i USA har i år vist sig fra sin mere ekstreme side, med bragende hede og knasende tørke. I vejrudsigten i går blev der lovet +40ºC i store dele af det centrale USA, og majs- og kornhøsten i et af verdens største spisekamre er i år alvorligt truet af tørke. Der har da også været spekuleret en del over, om det var et udslag af klimaforandringer.

Hidtil har meteorologer været hurtige til at afvise sådanne spekulationer og igen og igen sagt, at man må skelne mellem klima og vejr. Men det, som Hansen et al. demonstrerer gennem den foreliggende analyse af det observerede vejr i USA for de seneste seks årtier, er, at det sandsynlighedsfelt, som klimaet varierer inden for, gradvist forandrer sig.

Hvis man ser på grafen i øverste til højre, er det umiddelbart aflæseligt, at sandsynlighedsfeltet årti for årti bliver varmere og varmere.

Men man ser også, at spredningen bliver større, at fordelingskurven bliver bredere og fladere. Så selvom gennemsnittet gradvist bliver varmere, vi stadig indimellem vil have kolde isvintre og kølige somre, samtidig med at forekomsten af de ekstreme vejrforhold bliver gradvist mere og mere hyppige. Stadig er det svært at sige, at orkanen Katrina, som for nogle år siden forvoldte kolossal skade i det sydlige USA, skete på grund af klimaforandringer. Men det er rigtigt at sige, at sandsynligheden for, at der dannes orkaner af en voldsomhed som Katrinas, er markant forhøjet.

Læs mere »

Dette dobbeltbillede har de sidste døgn cirkuleret i alle medier. Det viser, hvordan afsmeltningen fra Grønlands indlandsis fra 8. juli at omfatte en randszone mod kysten og så det meste af den sydlige del blot fire dage senere omfattede stort set hele den af udstrækning kolossale isflade. Dette siger ikke i sig selv noget om, hvor stort et massetab er der tale om. men det har endda vakt bekymringer, da man ikke i de 30 år, man har haft satellitovervågning af Indlandsisen, har set en afsmeltning af det omfang.

Men hvis man sammenligner kortene med dem, jeg bragte i blog-indlægget Indlandsisen vådrer for 2½ år siden, begynder det at dæmre. Her er der dels to tilsvarende kort fra 1992 og 2002 som viser hvor der overhovedet i løbet af sommerhalvåret havde forekommet afsmeltning, og her er der skønsmæssigt tale om under 10% og 35% af den samlede indlandsis. Dels har blog-indlægget et kort, som sammenligner 1998 og 2005 og angiver, hvor mange flere smeltedage, der er tale om.

Et tredje kort i indlægget viser, at indlandsisens albedo, et mål for isfladens reflektivitet (og dermed hvor meget af det lys som rammer, som akkumuleres som varme i isoverfladen), har været stigende i årene 2000-2007. Det er baggrunden for, at man nu hvor der er gået stilstand i klimaforhandlingerne skulle prioritere i mellemtiden at få filtre på alle kulkraftværker. For ud over at give en tiltrængt luftrensning i Kina og Østeuropa ville det også kunne dæmme op for den øgede afsmeltning fra indlandsisen. I blog-indlægget Islandskaber samlede jeg en række billeder fra indlandsisen. Det er alt andet en hvide flader, der er tale om. Her ud på sommeren dannes der veritable søer og floder af smeltevandet, og pludselig forsvinder det i store skakter ned under isen, hvor det vådrer gletsjerens fæste mod bunden og er med til at øge iskælvingen.

Læs mere »

I dagene 5.-7. marts var der særlig voldsom aktivitet på solens overflade, hvilket førte til varsel om forstyrrelser af forskellige former for netværk, satellit-kommunikation, GPS-funktioner mv., og NASA har nu lagt en 1½ min. videosekvens ud på flickr med solpletaktiviteten fra disse dage.

I denne omgang var konsekvenserne dog begrænsede. Men i meget voldsomme tilfælde kan forstyrrelserne blive omfattende. I 1989 førte solstorme således til sammenbrud i el-forsyningen i flere lande, værst i Quebec-provinsen i Canada, hvor 6 millioner mennesker var uden strøm i et halvt døgn.

Disse kolossale udladninger varierer i en cirka 11-års cyklus, som har været forsøgt tillagt en markant rolle i forhold til den globale opvarmning. Men denne solplet-teori er i disse dage ved at blive forladt idet den korrelation mellem temperaturudvikling og solcyklus-længde, som har kunnet iagttages igennem dele af det 20. århundrede, simpelthen ikke passer mere – se det forudgående blog-indlæg: Solpletteorien på vej i mølposen.

Wikipedia om Soludbrud.

I dagens Ingeniøren kan man læse, at den hypotese om solpletaktivitetens centrale rolle overfor udviklingen i den globale opvarmning, som har fyldt en del i den danske klimadebat – til dels fordi teorien har været fremsat af den danske astrofysiker Henrik Svensmark – er ved at blive forladt.¹ Som kurven herover viser, har der fra 1850 og frem til sidste fjerdedel af det 20. århundrede været et besnærende sammenfald mellem kurven over solcyklussens længde og den globale temperaturudvikling, hvilket har ført til mange spekulationer om, at solpletaktiviteterne og ikke drivhusgasserne havde den primære rolle i udviklingen af det globale klima (hvilket ville være komfortabelt, da det ville fjerne ansvaret for klimaudviklingen fra industrisamfundene og deres stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændstoffer ). Men en undersøgelse af Peter Stauning, seniorforsker emeritus ved Danmarks Meteorologiske Institut, som blev fremlagt i november 2011,² og hvorfra grafen herover stammer, viser, at disse to kurver fra 1985 i den grad gik hver for sig.

Jeg mindes stadig, da lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen i marts 2009 var i Danmark og på et arrangement ved Ingeniørforeningen omhyggeligt imødekommende overfor os danskere fremlagde, at solplet-aktiviteterne skam havde en rolle, men at deres kraft (forcing) lå i størrelsesordenen <0,2 W/m², hvor den samlede energi-ubalance (forskellen mellem den indstrålede og den udstrålede energi) nærmere lå på 2,5 W/m², hvorfor det ikke gav nogen mening at fastholde teorien om, at solpletaktiviteten var den primære faktor i den globale opvarmning.

Dette er ikke stedet at udfolde Svensmark & cos teori om, at denne korrelation skyldtes en indirekte effekt, hvor solpletaktiviteten regulerede den kosmiske stråling, som har indflydelse på skydannelsen, som igen er med til at regulere, hvor meget af Solens lys der dels reflekteres og dels tilbageholdes i atmosfæren på grund af skydækket – og dermed temperaturen. Men nu fremgår det af Jens Ramskovs artikel i Ingeniøren, at selv forskere, som har været med til at forfølge dette spor, er parate til at opgive teorien. Men det er måske godt for et øjeblik at minde sig om, at det så langt fra er alle sådanne mønstersammenfald og tilsyneladende sammenhænge, som rent faktisk er årsagsforbundne. Kan ikke lige nu komme på, hvem som sagde, at 19 ud af 20 parallelslutninger er forkerte.

Med den stadig stærkere konsensus om klimaudfordringens natur mangler vi efterhånden kun at gøre noget alvorligt ved de stadig stigende udledninger af drivhusgasser.

Jens Ramskov: Enige forskere: Solen kan ikke forklare klodens hedetur, Ingeniøren 27.03.2012.¹

Peter Stauning:” Solens aktivitet-klima relationer: En anderledes tilgang” in  Journal of Atmospheric and Solar–Terrestrial Physics nr. 73 2011, pp. 1999-2012.²

Solaktivitet og klima – en ny analyse, DMI 02.08.2011.

.
NASA har frigivet en video-visualisering, Perpetual Ocean, som fornemt illustrerer det stadige flow af de havstrømme, som flyder gennem verdenshavene. Den 3 minutter lange visualisering modsvarer en 30-måneders periode, fra juni 2005 til december 2007.

Blot til et øjebliks betagelse af den uudgrundelige skønhed i vandets stadigt flydende bevægelsesmønstre.

Range: NASA Makes Earth’s Oceans Look like Van Gogh’s Starry Night, NASA 26.03.2012.

.
NASA har udgivet denne blot 26 sekunder lange video,¹ som år for år viser den globale temperatur tilbage fra 1880, hvor man begyndte at foretage systematiske temperaturmålinger. Billedsekvensen giver bedst mening, hvis man inden hæfter sig ved farveskalaen, hvor de blålige nuancer er koldere end nulpunktet (1945), mens de varme nuancer er varmere.

Kurven herunder har sammenfattet den globale temperaturstigning for samme periode. Den angivne gennemsnitlige stigning i global temperatur siden 2. verdenskrig er på 0,51 °C. Selvom der er variationer fra år til år, er tendensen ganske klar, at der frem til midten af det 20. århundrede er tale om en kun svagt stigende tendens, som til gengæld har accelereret markant de sidste 30-40 år.

Hvis man ser på videoen, er denne temperaturstigning ikke jævnt fordel, men tværtimod markant højere over land end over vand, og typisk højere over de nordligste landmassiver. Selvom den gennemsnitlige temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse har været på omkring 0,7 °C er stigningen mange steder i de arktiske egne således allerede over 2 °C.

En række faktorer påvirker den globale temperaturstigning, men langt den vigtigste enkeltfaktor er de stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren. Hvor koncentrationen af CO₂ i 1880 var 280 ppm (parts per million) er den i dag 390 ppm og stigende med ~2 ppm pr. år. I blog-indlægget Visualisering af CO₂-udviklingen findes en tilsvarende visualisering fra NOAA af udviklingen af atmosfærens koncentration af drivhusgasser.

Se tidligere blog-indlæg: Det 21. århundredes dårligste idé, IEA: Fem år til at vende udviklingen, Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, James Hansen: Sidste udkald, Gambling med vores fælles fremtid, Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppm, Hvor store CO₂-reduktioner skal der til? og Skeptikerne i gabestokken.

NASA Finds 2011 Ninth-Warmest Year on Record, NASA 19.01.2012.¹

.

Den nyligt afsluttede klimakonference i Durban gav verden en køreplan for en fælles klimaindsats, som efterlader et svimlende op imod ti års hul i verdens klimaindsats, når det gælder kerneproblemet, at få mindsket CO₂-udledningerne og få vendt den stadig stigende CO₂-kurve. Dette ovenpå, at IEA i måneden op til COP17 i Durban havde fremlagt tal, som viste, at det var ved at være allersidste udkald, hvis vi skulle have en chance for at knække CO₂-kurven under 450 ppm (se blog-indlægget IEA: Fem år til at vende udviklingen). I de mellemliggende 9-10 år, indtil verden i sin helhed kommer i gang med bindende reduktionsstrategier, er vi derfor i høj grad nødt til at tænke og handle “out of the box”: Hvad kan gøres for at vinde tid? Hvilke muligheder findes der, som kan iværksættes, mens vi venter på Durban-aftalen.

I dag bringer i Science Magazine en artikel skrevet af forskere fra en lang række ledende forskningsinstitutioner,¹ som opregner 14 indsatsområder for at mindske udledning af metan og sodpartikler, som ud over på kort at have en markant positiv indvirkning overfor den globale opvarmning, har væsentlige positive konsekvenser for vores sundhed og fødevaresikkerhed. I en kommentar skriver Richard A. Kerr, at den foreslåede vifte af indsatser ud over sin klimavirkning har en virkning på vores sundhed og øgede fødevareproduktion, som mere end opvejer udgifterne ved indsatsen.² Desværre er hverken artikel eller kommentar frit tilgængelige i fuld udstrækning, men der er uddybende informationer at finde i et podcast, hvor artiklens hovedforfatter, Drew Shindell fra NASAs klimaforskningsafdeling, bliver interviewet af to Science-medarbejdere.³

Abstract’et lyder sådan her i sin fulde udstrækning:

Tropospheric ozone and black carbon (BC) contribute to both degraded air quality and global warming. We considered ~400 emission control measures to reduce these pollutants by using current technology and experience. We identified 14 measures targeting methane and BC emissions that reduce projected global mean warming ~0.5°C by 2050. This strategy avoids 0.7 to 4.7 million annual premature deaths from outdoor air pollution and increases annual crop yields by 30 to 135 million metric tons due to ozone reductions in 2030 and beyond. Benefits of methane emissions reductions are valued at $700 to $5000 per metric ton, which is well above typical marginal abatement costs (less than $250). The selected controls target different sources and influence climate on shorter time scales than those of carbon dioxide–reduction measures. Implementing both substantially reduces the risks of crossing the 2°C threshold.¹

Der er tale om en stor vifte af indsatser, som på én gang omfatter diesel-udledninger, afgasninger fra oversvømmede rismarker, rutiner i vores håndtering af affald og husdyr, I-landenes kulkraftværker og U-landenes madlavning over ofte meget primitive ildsteder. Hver af dem med sine komplikationer af implementere. Men det interessante er, at de alle hver i sær er koblet til sundhedsfordele og ikke blot refererer til indgriben i et diffust varmende klima.

Læs mere »

Det kunne være plottet til en let fordøjelig katastrofefilm, af den slags som oftest kommer direkte ud på DVD:

Videnskabsmænd melder, at de i bogstavelig forstand kan se Jorden tælle ned til uoverskuelige og truende klimaforandringer, fordi havisen i Arktis smelter med større og større hast som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.

En gruppe højtstående politikere fra hele verden mødes, og diskuterer hvad man skal gøre. Men ingen synes at have tillid nok til de andre til at turde gå forrest med at skære ned på deres CO₂-udledninger, som kunne bremse opvarmningen. Alle venter på alle.

De fleste ledere venter dog især på, at en af de stærkeste ved forhandlingsbordet, USA, får vedtaget sin nye klimalov. Den skal sørge for at landets industri gradvist bremser sine CO₂-udledninger, som står for omkring 22 % af verdens samlede udledninger – men der er stadig stor modstand i USA fra magtfulde lobbygrupper og senatorer.

Og så kommer pludselig et udspil fra Det Hvide Hus, som måske kan få klimaloven igennem Senatet: Lad os skære ned på CO₂-udledningerne fra fossile brændstoffer og gengæld bygge nye atomkraftværker …!

På samme tid blokerer en gruppe aktivister fra en miljøorganisation store kulfabrikker i værtslandet for at tvinge lederne til at skynde sig til at få vedtaget nogle reduktionsmål som er store nok og som kommer tidsnok – og vel at mærke uden brug af atomkraft.

Men ovenstående historie udspiller sig desværre i virkelighedens, og ikke fiktionens, verden. Den udspiller sig dels i det amerikanske Senat – samt i Italien hvor G8-landene holder møde indtil i morgen fredag sammen med Major Economies Forum (MEF) – de 17 lande i verden, som tilsammen står for 80% af alle drivhusgas-udledninger. Men mens NASA igen melder at man vha. ny satellitdata kan måle, at isen i havet omkring Nordpolen bliver tyndere og tyndere, er G8-lederne i fuld gang med at udtynde deres fælles klimaløfter.

Problemet handler i første omgang om Nordpolens is. Indtil for nylig overlevede størstedelen af den arktiske havis mindst én sommer og ofte adskillige somre. Men tingene har ændret sig dramatisk. Den sæsonbestemte is – dvs. is som smelter og fryser igen hvert år – udgør i dag 70 % af den arktiske havis ved vintertid. Det er en stigning fra 40-50 % i 1980’erne og 1990’erne.

Den tykkere is, der overlever to eller flere år, udgør derimod nu kun 10 % af isdækket om vinteren. Det er et fald fra 30-40 % i forhold til førnævnte periode. Og denne tynde, etårige vinter-is er langt mere sårbar over for sommerafsmeltning, vind og storm. At der bliver mere af den tynde is, fremskynder derfor formentlig det tidspunkt, hvor den globale opvarmning gør Nordpolen helt isfri om sommeren (mere om disse data her.)

Læs mere »

James Hansen, leder af NASA Goddard Institute for Space Studies gennem en menneskealder, gav i går i Washington en forelæsning for det amerikanske senats klimapanel, på 20-årsdagen for en fremlæggelse af han gav for den amerikanske kongres, hvor det første gang blev klart for offentligheden, at vi stod overfor fænomenet global opvarmning.

I mine øjne er James Hansen en helt central kilde, hvis man vil forstå klimaproblematikken og dens konsekvenser. Jeg har derfor kopieret hans forelæsning fra i går ind nedenfor. De tilhørende slides kan downloades i pdf-format (2.9 Mb). Se mere om James Hansen i gårsdagens blog-indlæg: James Hansen: Sidste udkald.
..

Global Warming Twenty Years Later: Tipping Points Near

by James Hansen¹

My presentation today is exactly 20 years after my 23 June 1988 testimony to Congress, which alerted the public that global warming was underway. There are striking similarities between then and now, but one big difference.

Again a wide gap has developed between what is understood about global warming by the relevant scientific community and what is known by policymakers and the public. Now, as then, frank assessment of scientific data yields conclusions that are shocking to the body politic. Now, as then, I can assert that these conclusions have a certainty exceeding 99 percent. The difference is that now we have used up all slack in the schedule for actions needed to defuse the global warming time bomb. The next President and Congress must define a course next year in which the United States exerts leadership commensurate with our responsibility for the present dangerous situation.

Otherwise it will become impractical to constrain atmospheric carbon dioxide, the greenhouse gas produced in burning fossil fuels, to a level that prevents the climate system from passing tipping points that lead to disastrous climate changes that spiral dynamically out of humanity’s control.

Changes needed to preserve creation, the planet on which civilization developed, are clear. But the changes have been blocked by special interests, focused on short-term profits, who hold sway in Washington and other capitals.

Læs mere »

I dag er det præcis 20 år siden at NASA-forskeren James Hansen stod frem for det amerikanske senat og fortalte den chokerende nyhed, at vi med de stadigt stigende CO₂-udledninger var i færd med at udløse en katastrofe af globalt omfang. Det blev starten på, at global opvarmning fandt vej til den politiske dagsorden. 20-årsdagen er blevet markeret med en række miljøevents i Washington, og James Hansen selv har i dag vidnet overfor senatets komite for global opvarmning.

Allerede den gang kunne han meddele, at det var 99% sikkert, at vores stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer havde medført en begyndende opvarmning af jordkloden, og at det var vigtigt for den globale balance, at der blev bremset op hurtigst muligt.

På en måde er der ikke sket ret meget siden da. Der forbrændes mere fossilt brændstof end nogensinde, og det amerikanske CO₂-udledninger, som pr. indbygger er blandt de største i verden, ligger endnu højere end for 20 år siden. Klodens regnskovsområder, som udgør andre store CO₂-lagre, ødelægges med uformindsket hastighed. Oceanerne, som langsomt har absorberet broderparten af den ekstra CO₂, som siden industrialiseringens begyndelse er er lukket ud i atmosfæren, er ved at have nået en grad af forsuring, som virker alvorligt forstyrrende ind på de biologiske systemer. Og omstillingen til vedvarende energikilder har indtil nu vist sig sværere end som så at gennemføre i stor skala. Koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er derfor nu oppe omkring 380 ppm – eller højere end på noget tidspunkt i de seneste 600.000 år. Og koncentrationen stiger med omkring 2 ppm pr. år.

Men verdenssamfundet har fået oprettet et klimapanel, som er i færd med at etablere en aftale, som involverer alle verdens lande i et fælles forsøg på at løse opgaven. Hvor Kyoto-aftalen kun omfatter de industrialiserede lande – og USA endda har holdt sig udenfor – da er den klare ambition for den aftale, som efter planerne er forhandlet på plads til underskrivelse i København næste år, at den involverer samtlige verdens lande. Hvis jeg skal se positivt på det, så har der aldrig før i verdenshistorien været så mange mennesker, som over alt i verden arbejdede på at løse samme ene opgave.

Læs mere »