Strøtanker om bæredygtighed

Den første uge i Warszawa har været en prøvelse for håbene om at få lagt fundamentet for en bindende global klimaaftale. Dels har man måttet gå rundt i konference-faciliteter, hvor alt er sponsoreret af den polske kulindustri – ikke fordi de og den polske regering endelig vil være klimavenlige, tværtimod står det klart, at Polen også fremover vil være den store bremsklods i EUs klimapolitik, og man regner med at kul helt frem til 2060 vil være vigtigste energikilde i Polen. Dels har signalerne fra den nye australske regering, som åbenlyst er i færd med at demontere den begyndende australske klimaindsats, været hård kost i en situation, som i forvejen er skrøbelig.

Så da Japan i går til morgen kundgjorde, at man i konsekvens af Fukushima-katastrofen ville frafalde sit hidtidige klimamål: at reducere sine CO₂-udledninger i 2020 med 25% i forhold til 1990, og i stedet søge at reducere 3,8% i forhold til 2005, var det et regulært chok for forhandlingsmiljøet. For der var lagt op til, at der om noget skulle mere ambition på bordet ved denne COP, ikke mindst fra de rige lande. Reduktionen på 3,8% er endda et forsøg på at få det til at se mindre grotesk ud end det i virkeligheden er, for hvis man regner det nye mål i forhold til 1990, som det er almindelig praksis, så repræsenterer det reviderede klimamål en stigning på 3,1% i forhold til 1990.

Reaktionerne var da også i første omgang, at der måtte være tale om en joke, efterfulgt af ganske stærke fordømmelser fra alle dele af verden – pakket mere eller mindre høfligt ind.

Sammenslutningen af verdens øriger, AOSIS, siger, at det er et attentat på bestræbelserne på at holde udviklingen under 1½-2ºC – en målsætning som Japan også officielt støtter. Engelske Ed Davey kalder det i sin fordømmelse “deeply disappointing”, lederen af den kinesiske klimadelegation Su Wei kalder det et kæmpe svigt: “I don’t have any words to describe my dismay at that announcement,” og NGOer på stribe har fordømt det japanske træk. Kompasset rundt er der absolut ingen forståelse for, at man bare løber fra én gang afgivne løfter.

I hele denne proces med at få etableret en global klimaaftale, som formår at vende udviklingen i tide, er den japanske udmelding et ødelæggende attentat. Og selvom Japans økonomiske rolle i disse år er svindende, så er Japan stadig en af verdens helt store udledere, så der ligger et kolossalt medansvar for at tage sin del af de nødvendige skridt for at bringe verden  ud af sin fossile afhængighed. Samtidig står Japan for resten af verden som et land, som har det teknologiske stade og den teknologiske snilde, som skulle til, at man i den udstrækning man tog klimaudfordringen alvorligt, ville kunne være en lysende leder på området og basere en ny velfærd på at tage aktivt del i at forme den nye postfossile virkelighed.

Læs mere »

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte  skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »

I går blev der fra UNFCCC, som leder forhandlingerne frem mod en klimaaftale i København til december, offentliggjort tal som viser, at de rige lande minus USA (de lande som indgik bindende reduktionsmål i Kyoto-aftalen) tilsammen frem mod 2020 har budt ind med CO₂-reduktioner på 15-21 % i forhold til 1990. Det svinger over ganske store forskelle. EU og de øvrige europæiske lande har budt ind med de højeste reduktioner, mens lande som Japan og Rusland ligger i den tunge ende. Det amerikanske bud på den kommende klimaaftale er at være tilbage på 1990-niveau i 2020!

Der er således lige nu meget langt til de 25-40 %, som ifølge klimavidenskabsmændene er nødvendige i 2020, for at afbøde de værste klimaforandringer – og for at være på rette kurs for at nå den reduktion på 80% i 2050, som G8-landene for nylig besluttede sig for i Frankrig. Og … hvor svært det kan blive at nå en de 80% reduktion i 2050, så er det endda i underkanten af det nødvendige, hvis temperaturstigningerne skal holdes under 2° C, som G8-landene også fastholdt på deres seneste møde.

Der er således en graverende kløft mellem ikke bare, hvad klimavidenskaben siger er nødvendigt, og de politiske mål, men også mellem de overordnede politiske målsætninger og det de enkelte lande er villige til at binde sig til. Så lige nu tegner det til, at vi får en klimaaftale i København til december, men en aldeles utilstrækkelig en af sin slags.

De rige landes fedten med tilsagnene er det helt forkerte signal, hvis man skal gøre sig håb om at få resten af verden med på bindende reduktionsmål. Og det er dobbelt paradoksalt på baggrund af, at vi med at svindende oliereserver står overfor, at oliepriserne i nærmeste fremtid igen vil stige til nye svimlende højder, så en systematisk omlægning til vedvarende energikilder ud fra helt rationelle betragtninger vil være en samfundsøkonomisk sund beslutning. Selv Det Internationale Energiagentur advarer nu om at vi hastigt nærmer os den sidste olie.¹

Alister Doyle: Rich Nations Offer 15-21 Percent CO₂ Cuts By 2020: U.N., Reuters 12.08.2009.

Steve Connnor: Warning: Oil supplies are running out fast, The Independent 03.08.2009.¹

Det kunne være plottet til en let fordøjelig katastrofefilm, af den slags som oftest kommer direkte ud på DVD:

Videnskabsmænd melder, at de i bogstavelig forstand kan se Jorden tælle ned til uoverskuelige og truende klimaforandringer, fordi havisen i Arktis smelter med større og større hast som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.

En gruppe højtstående politikere fra hele verden mødes, og diskuterer hvad man skal gøre. Men ingen synes at have tillid nok til de andre til at turde gå forrest med at skære ned på deres CO₂-udledninger, som kunne bremse opvarmningen. Alle venter på alle.

De fleste ledere venter dog især på, at en af de stærkeste ved forhandlingsbordet, USA, får vedtaget sin nye klimalov. Den skal sørge for at landets industri gradvist bremser sine CO₂-udledninger, som står for omkring 22 % af verdens samlede udledninger – men der er stadig stor modstand i USA fra magtfulde lobbygrupper og senatorer.

Og så kommer pludselig et udspil fra Det Hvide Hus, som måske kan få klimaloven igennem Senatet: Lad os skære ned på CO₂-udledningerne fra fossile brændstoffer og gengæld bygge nye atomkraftværker …!

På samme tid blokerer en gruppe aktivister fra en miljøorganisation store kulfabrikker i værtslandet for at tvinge lederne til at skynde sig til at få vedtaget nogle reduktionsmål som er store nok og som kommer tidsnok – og vel at mærke uden brug af atomkraft.

Men ovenstående historie udspiller sig desværre i virkelighedens, og ikke fiktionens, verden. Den udspiller sig dels i det amerikanske Senat – samt i Italien hvor G8-landene holder møde indtil i morgen fredag sammen med Major Economies Forum (MEF) – de 17 lande i verden, som tilsammen står for 80% af alle drivhusgas-udledninger. Men mens NASA igen melder at man vha. ny satellitdata kan måle, at isen i havet omkring Nordpolen bliver tyndere og tyndere, er G8-lederne i fuld gang med at udtynde deres fælles klimaløfter.

Problemet handler i første omgang om Nordpolens is. Indtil for nylig overlevede størstedelen af den arktiske havis mindst én sommer og ofte adskillige somre. Men tingene har ændret sig dramatisk. Den sæsonbestemte is – dvs. is som smelter og fryser igen hvert år – udgør i dag 70 % af den arktiske havis ved vintertid. Det er en stigning fra 40-50 % i 1980’erne og 1990’erne.

Den tykkere is, der overlever to eller flere år, udgør derimod nu kun 10 % af isdækket om vinteren. Det er et fald fra 30-40 % i forhold til førnævnte periode. Og denne tynde, etårige vinter-is er langt mere sårbar over for sommerafsmeltning, vind og storm. At der bliver mere af den tynde is, fremskynder derfor formentlig det tidspunkt, hvor den globale opvarmning gør Nordpolen helt isfri om sommeren (mere om disse data her.)

Læs mere »

Selvom USA i disse dage er ramt af både valgkamp og finanskrise, sker der bag kulisserne vigtige ting på klimafronten. Demokraterne fremlagde således tidligere på ugen et forslag, som dels vil indebære etableringen af et CO₂-marked, dels CO₂-reduktioner på 80% i 2050.¹ Med en CO₂-udledning på mere end 20 ton pr. indbygger vil det kræve en gennemgribende transformation af The American Way of Life, som i dag er voldsomt afhængig af fossile energikilder.

Forslaget, som kan downloades via Committee on Energy and Commerce, vil dog først blive fremlagt i 2009, efter præsidentvalget er afgjort, og forhåbentlig i så god tid inden klimatopmødet i København, at det kan nå at være med til at sætte niveauet for de globale reduktioner.

Klimapolitikken har ikke fyldt ret meget i den amerikanske valgkamp. Det er som om alle har været bange for i den amerikanske medievirkelighed at drage komplicerede forhold frem, som kan give bagslag. Og længe har det været sagt som en trøst, at både Obama og McCain i forholdt til Bush-administrationen begge vedkendte sig nødvendigheden af store forandringer på energiområdet og begge ville være et skridt i den rigtige retning. Men med den amerikanske valgkamps udvikling på det seneste, hvor Obama med udpegelsen af Biden som vicepræsidentkandidat har styrket klimaprofilen, mens McCain med udnævnelsen af Sarah Palin har udnævnt en klimaskeptiker, er det blevet lysende klart, at udfaldet af det amerikanske præsidentvalg får en kolossal indflydelse på mulighederne for at få en klimaaftale forhandlet på plads.

Læs mere »

Efter at de liberale demokrater i sidste måned fremlagde en klimaplan, som sigtede mod at gøre Storbritannien CO₂-neutral i 2050 har premierminister Gordon Brown på en Labour-konference i går hævet sine planer for CO₂-reduktioner fra 60% til 80% i 2050 – og har bedt hans Climate Change Committee om at afrapportere, om det er gennemførligt inden for en måned. Så de britiske klimamålsætninger rykker sig markant i disse måneder. I talen talte han om et nødvendigt opgør med “the dictatorship of oil.”

Dette er nærmest et kvantespring på baggrund af G8-topmødet i Toyako i juli, hvor man kun kunne blive enige om en 50% udledning, og det knapt nok stod klart om det var i forhold til i dag eller 1990. Og det er en klar en vedkenden sig ikke bare problemets alvor, men at det kræver gennemgribende forandringer i hel den måde, hvorpå samfundet skaffer sig sin energi og bruger sine ressourcer.

Gordon Browns udmeldinger er da også blevet meget positivt modtaget blandt de britiske miljøorganisationer. Det er målsætninger i den størrelsesorden eller større, der skal til fra alle de industrialiserede lande, hvis vi skal gøre os håb om en klimaaftale, som får global gennemslagskraft.

Og her forstår jeg simpelthen ikke vores hjemlige Klima- og Energiministerium. Hvorfor har vi som kommende vært for underskrivelsen af afløseren for den nuværende Kyoto-aftale ikke for længst fremlagt en detaljeret køreplan for en fuldstændig afvikling af det fossilt afhængige samfund?

Paul Eccleston: Labour Conference: Gordon Brown says CO₂ targets must be raised to 80% by 2050, Telegraph 23.09.2008.

Paul Eccleston: Gordon Brown vows to drive out fossil fuels, Telegraph 23.09.2008.

Gordon Brown’s speech in full, The Guardian 23.09.2008 / som audio.

Se tidligere blog-indlæg: De liberale demokrater: Storbritannien CO₂-neutral i 2050, G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050 og G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050.

Parallelt med det seneste G8 topmøde i Japan afholdt FN-universitetet i Tokyo 4. juli et symposium: Innovation & Entrepreneurship in the Time of Climate Change. I den anledning havde man inviteret en af verdens ledende klimaforskere, James E. Hansen, til at tale. Hans forelæsning: Climate Threat to the Planet: Implications for Energy Policy kan opleves i videoen nedenfor.

James Hansen taler under vejs om klimatiske Tipping Points, hvoraf nogle allerede er nået, om vigtigheden af at nå tilbage til en koncentration af CO₂ i atmosfæren på under 350 ppm samt om nødvendigheden af et moratorium for afbrændingen af kul (se tidligere blog-indlæg Stop afbrændingen af kul).

Under vejs fortæller Hansen (27:10 min), at vi ved systematisk at bruge CO₂-binding i økosystemerne gennem skovplantninger, beskyttelse af regnskov og ændrede dyrkningsmetoder i landbruget vil kunne sænke atmosfærens CO₂-koncentration med omkring 50 ppm. Hvis vi derfor får standset den nuværende afbrænding af kul og styrket bindingen af CO₂ i biosfæren, vil det være muligt at få koncentrationen af CO₂ i atmosfæren tilbage under 350 ppm.

Med James Hansen er man i godt selskab. Han formår som få at gøre de komplekse klimasammenhænge forståelige, så Climate Threat to the Planet er en yderst anbefalelsesværdig video, som man kunne ønske sig, at alle politikere ansvarlige for Kyoto-aftalens afløser tog sig god tid til at se – og fatte konsekvenserne af.

Læs mere »

For blot få uger siden var Japan vært for et G8-topmøde, hvor det midt i glæden over, at man endelig havde fået USA med i et tilsagn om bindende CO₂-reduktioner var forstemmende at se, at de store økonomier ikke var i stand til at melde ansvarligt ud i forhold til klimaudfordringens omfang. Man fik vegt fremstammet en 50% reduktion i 2050, endda med forbehold at alle skulle være med. Det er bedre end ingenting, men det løser ikke problemerne.

Derfor er det dobbelt glædeligt, at Japan i dag har vedtaget en handlingsplan for reduktion af CO₂ med op til 80% i 2050. Japan må fortsætte med at vise lederskab i miljøspørgsmålet, sagde premierminister Yasuo Fukuda i dag til det japanske parlament: Japan må tage initiativet og skabe et lav-CO₂-samfund.¹

Japan har tydeligvis taget kritikken fra de store udviklingsøkonomier, som var inviteret med til topmødet i Toyako, til efterretning. Det er reduktioner i det omfang, som skal til fra samtlige industrialiserede lande, for at vi har nogen chance for at bremse stigningen i koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren. Og det er udmeldinger af den radikalitet, som skal til, for at en række af de største udviklingsøkonomier overhovedet vil høre tale om, at også de skal reducere deres udslip.

Planen indebærer en tidobling af den japanske solenergi inden 2020 og en fyrredobling inden 2030. Yderligere ligger der i klimapakken en styrkelse af udviklingen af CCS-teknologi (Carbon Capture Storage), indførelsen af en kvoteordning samt en udbygning af kernekraften med yderligere 9 reaktorer inden for de næste 10 år.

Bortset måske lige fra det med atomkraften kunne vi meget vel ønske os en tilsvarende plan for udviklingen af et CO₂-neutralt Danmark. Ikke for at det er vigtigt om det bliver i 2049 eller 2051, men fordi det er vigtigt, at der overfor borgere og virksomheder og embedsmænd og hele resten af verden bliver slået fast med syvtommersøm, at målet er det CO₂-neutrale samfund. Det er mig ufatteligt, at vi som værtsnation for Kyoto-aftalens afløser står med stigende CO₂-udledninger og uden en sammenhængende klimapolitik for den danske overgang til CO₂-neutralitet. IDA beregnede for nyligt, at det samfundsøkonomisk set vil være en kolossal gevinst for Danmark (se tidligere blog-indlæg: Milliardbesparelser ved systematisk satsning på vedvarende energi).

Se også: G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050, Japan vedtager målsætning om 80% CO₂-reduktion i 2050 og James Hansen: Stop afbrændingen af kul.

Japan adopts action plan against global warming, The Wall Street Journal (AFP) 29.07.2008.¹

Risa Maeda: Japan to start trial carbon trading in October, Reuters 30.07.2008.

Så kom det endelig: en fælles målsætning for G8-landene om en reduktion af CO₂-udledningerne på 50% inden 2050. På en måde en stor milepæl: For første gang nogensinde er USA med i en aftale om bindende reduktioner. Men aftalen er så vegt formuleret, at der i virkeligheden ikke er ret meget at glæde sig over. Og Bush har fået den klausul med, at lande som Indien og Kina skal med.

G8-ledernes klimamål har derfor vakt alt andet end entusiasme. Dels er der ingen midtvejsmålsætninger – her stritter også Japan meget imod. Dels er et reduktionsmål på 50% underligt uambitiøst i en tid, hvor det står stadig mere klart, at det frem mod 2050 vil kræve reduktioner i størrelsesordenen 80-90% at stabilisere klimaet. Og så har man endda ikke valgt 50% af 1990-udledningerne, som ellers er fast referencepunkt, men 50% af de nuværende udledninger, som for USAs vedkommende ligger næsten 20% over 1990.¹

Det er kort sagt et meget tandløst resultat, som ikke vil sikre kloden mod alvorlige klimaforandringer. Men det giver styrket tiltro til, at vi med Bush ude af Det Hvide Hus får etableret en bred klimaaftale i København.

I morgen vil der være endnu en runde med klimaforhandlinger på G8-mødet i Toyako, hvor lande som Indien, Kina og Indonesien er inviteret med. Men at få et land som Indien med CO₂-udledninger på blot en femogtyvendedel af de amerikanske til vedgå bindende reduktioner, som amerikanerne insisterer på, vil kræve noget nær fuld finansiering fra de rige lande for at vinde accept.

Tværtimod har fem lande, Mexico, Brasílien, Sydafrika, Indien og Kina, som sidder med i forhandlingerne i morgen, efter et fælles møde i dag i Sapporo udsendt et communique, hvori de kræver, at G8-landene tager klimaudfordringe alvorligt og sigter mod reduktioner på 80-95% i 2050 med midtvejsmål på 25-40% i 2020 – begge i forhold til 1990-niveau.²

Det ville have været en ansvarlig udmelding fra G8-landene. Det ville være en målsætning, man kunne have respekt for – i overensstemmelse med det, som videnskaben siger er nødvendigt for at langtidssikre klodens klima. “We … urge the international community, especially developed countries, to promote sustainable consumption patterns and lifestyles responsive to mitigation requirements,” hedder det fra de fem landes communique.²

Sheryl Gay Stolberf: G-8 Leaders Pledge to Cut Emissions in Half by 2050, New York Times 09.07.2008.¹

G8 emissions decision labelled ‘toothless’, The West Australian (AFP) 08.07.2008.

Sahil Nagpal: G-8 for continuation of science-based approach on climate protection efforts, ANI 08.07.2008.

Manmohan rejects Bush’s stance on climate change, Beijing News 07.07.2008.

Lucy Hornby: Big emerging nations demand G8 greenhouse gas cuts, Reuters 08.07.2008.²

Kenneth Lund: Hedegaard glæder sig over nyt klimamål, Politiken 08.07.2008.

G8-lande er enige om klimamål, Politiken 08.07.2008.

Kåre Pedersen: Udviklingslande bittert skuffede over G8-klimamål, Information 09.07.2008.

Andrew C. Revkin: Global Warming Talks Leave Few Concrete Goals, New York Times 10.07.2008.

Jørgen Steen Nielsen: G5, ikke G8, Information 10.07.2008.

I de kommende dage er der G8-topmøde på Japans nordligste ø Hokkaido, hvor yderligere en række store udviklingslande som Kina og Indien er inviteret med, for om muligt at komme et skridt nærmere den klimaaftale, som skal falde i hak senest i København næste år. Ingen forventer dog, at vi vil se den definitive afklaring nu. Amerikanerne siger, at de ikke vil binde sig før alle de store lande er med, mens kineserne siger, at de ikke kunne drømme om at binde sig til reduktioner, før alle de rige lande er godt i gang og har demonstreret en reel vilje til at gå forrest i omlægningen til CO₂-neutrale samfund.

Europakommissionens formand, Jose Manuel Barroso, udtrykte for få dage siden optimisme omkring at få en klimaaftale i hus. For første gang i 8 år var der tegn på, at USA vil vedkende sig bindende reduktioner. Men realistisk set skal Bush ud af det hvide hus, før vi ser klare fremskridt på klimaområdet fra amerikansk side.¹

Bevidsthedsmæssigt er der således endnu et stykke til, at det for alle står som en win-win-situation. Den engelske premierminister Brown synes at være en af de få, som har indset dette.²

Topmøderne har gennemgående god pressedækning, og i dagene op til G8-mødet har man kunnet se den sædvanlige vifte af aktiviteter, aktioner og konferencer (se blog-indlæggene James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Brev til den japanske statsminister).

Og så var der alligevel en aktion, eller rettere en gestus, som jeg ikke kan forestille mig noget andet sted i verden: Tsutomu Oteru har lavet et stempel med hver af de otte G8-lederes ansigtstræk og har forud afleveret dem på de respektive ambassader med det håb, at G8-lederne vil nå frem til en god beslutning og bruge disse stempler til at markere deres enighed på aftalen.³

‘Hanko’, som disse stempler kaldes på japansk, er en vital del af japansk dagligdag. Aftaler bekræftes med et stempel, kunstnere verificerer deres værker med et stempel, skribenter og brevskrivere markerer deres tekster med et stempel – meget som vi tidligere brugte laksegl og i dag underskrift. ‘Hanko’et er som en grafisk identitet. Da jeg for nogle år siden underviste på Hokkaido, var det første, der skulle ske, at jeg fik lavet mit officielle hanko, som der så gik en kopi af til et centralt register. Først herefter var der en masse andet, der kunne lade sig gøre.

Vi må håbe, at G8-lederne denne gang gør brug af ikke bare stemplerne, men af det forhold, at mødet denne gang afholdes i spabyen Toyako, og at de nedsænket i de varme bade fik løsnet så meget for forhandlingsspændingerne, at kabalen gik op. De japanske værter er i hvert fald meget optimistiske med at finde fælles fodslag omkring en aftale om 50% reduktion af CO₂-udledningerne inden 2050.

Barroso: USA tæt på accept af klimamål, (Ritzau) Berlingske 06.07.2008.¹

Larry Elliott: Gordon Brown: West must not give up on aid and climate change, The Guaridan 05.07.2008.²

Inventor produces stamp seals of G-8 leaders with their portraits, Mainichi Daily News 28.06.2008.³

Martin Gøttske: Ringe udsigt til klima-enighed, Information 07.07.2008.