Strøtanker om bæredygtighed

Dette blog-indlæg er en meget nedredigeret genudgivelse, idet de indlejrede, meget smukke videoer nu kun kan ses fra Vimeo samt fra Extreme Ice Surveys hjemmeside.

Siden 2007 har folkene bag Extreme Ice Survey arbejdet målrettet på at dokumentere verdens gletsjere. De har i stor udstrækning brugt time lapse optagelser, hvor man for eksempel tager ét billede i timen for derefter at afspille dem i video-sekvenser. På den måde har formået at tydeliggøre, at klodens store ismassiver er langt mere bevægelige og plastiske – og truede af klimaforandringer – end man umiddelbart kan erfare på stedet eller fra det enkelte billede, og at det gennemgående billede er, at afsmeltningen er langt større end tilvæksten.

Columbia Glacier i Alaska, time lapse-optagelser 2007-10, 1:29 min. Vimeo video.
Columbia Glacier i Alaska, time lapse-optagelser 2007-11, 0:55 min. Vimeo video.

Disse to time lapse videoer (sim indtil for få dage siden var indjejret i dette blog-indlæg) viser Columbia-gletsjerens bevægelse fra to forskellige kamera-positioner igennem henholdsvis tre og fire år. Columbia er en mangearmet gletsjer med en udstrækning på omkring 1.100 km², som tømmer sine ismassiver ud i Prince William-sundet i det sydlige Alaska. I årene 1957-74 holdt den en stort set fast størrelse, med små variationer i forhold til årstiden. Men efter den tid har gletsjeren været i stadig tilbagetrækning, og siden 1981 har gletsjerens forkant trukket sig 16 km tilbage, og tykkelsen er aftaget med omkring 500 m. Inden for de næste par årtier forventes Colombia-gletsjeren at trækker sig yderligere 15 km tilbage, så  forkanten rykker op på land.¹

Extreme Ice Survey har tilsvarende lavet time lapse-videoer over gletsjere fra Grønland og Island samt fra Alperne og Himalaya-bjergene. Det er bevægende billeder,  og det bedste overblik over de tilgængelige videoer får man fra Extreme Ice Surveys hjemmeside.

Se tidligere blog-indlæg: Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Indlandsisen vådrer, Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigninger, Storbyhimle, Vatnajökull smelter, Kulstøv øger isafsmeltningen, Grønland: Håndgribelige klimaforandringer, Bolivia hårdt ramt af vigende gletsjere og Gletsjere smelter med rekordhastighed.

Columbia Glacier, Alaska, USGS.¹

Columbia Glacier (Alaska), Wikipedia.¹ 

I konsekvens af klimaforhandlingerne i Durban bad klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard lige før jul DMI om at udarbejde scenarier for konsekvenserne ikke bare af en global temperaturstigning på 2º C, som er den nuværende globale målsætning, men også for 6º C.

“Vi er selv en lavtliggende østat, så det kan få ganske alvorlige konsekvenser, hvis det går mod seks grader i dette århundrede,” siger han til Ritzau: “Det er nogle ekstreme scenarier, som ikke er særligt rare at tænke på. Men som verdens gang er, synes jeg, vi er nødt til at forberede os på, at det kan blive virkelighed.”¹

Mens videnskabsfolk diskuterer, om verden kan tåle 2º C eller blot 1½º C i global opvarmning, hvis man vil undgå kollaps i økosystemerne og sikre sig mod at klimaudviklingen når såkaldte tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver en selvaccelererende proces, da er sandsynligheden for at vi får den nødvendige klimaaftale så ringe i den nuværende politiske situation, at det virker rimeligt at undersøge konsekvenserne af 6º C, som må siges at være en realistisk mulighed – i hvert fald hvis man ser på den vilje til konkrete tiltag i forhold til at mindske atmosfærens udledninger af klimagasser, som kunne frembydes i Durban.

Hvad vil det betyde for Danmark? – skal vi til at have airconditioning i store dele af vores bygningsmasse for at holde sommervarmen ude? – vil landbruget dyrke helt andre afgrøder ved slutningen af dette århundrede, vil kombinationen af kraftigere storme og stigende verdenshave ændre på de danske kystlinjer, som historisk set har været meget foranderlige? Et worst case scenario for 6º C vil sandsynligvis indebære, at afsmeltningen af den grønlandske indlandsis er uafvendelig (hvilket alene indebærer en havstigning på omkring 7 m), og at tundraegnenes store indefrosne metandepoter er under optøning.

Det er både modigt og rigtigt af Martin Lidegaard at forestå en sådan udredning. Vi er nødt til at have konsekvenserne af den nuværende uansvarlighed trukket langt mere præcist op end den er i dag. Men spørgsmålet er på den ene side, om det kan føre til fornyet pres på etableringen af ikke bare en global aftale, men nok så meget en konsekvent global indsats; på den anden side, om det overhovedet er muligt lokalt at beskytte Danmark mod en sådan udvikling, eller om man først som sidst må i gang med at undersøge ”store” løsninger ala fælles kystsikring for hele den baltiske region? (se blog-indlægget Østersøen inddæmmet).

Konklusionen vil sandsynligvis være, at man kun et stykke hen ad vejen kan klimatilpasse sig, og at det bliver astronomisk dyrt – markant dyrere end hvis alle verden rundt satte systematisk ind på at mindske klimabelastningen. Men den globale situation efter Durban er sådan, at langt de fleste af verdens største udledere ikke i den nuværende situation er indstillet på at reducere deres udledninger. Og hvis ikke Obama genvinder magten i både senat og kongres, får vi heller ikke nogen global aftale i 2020.

Se tidligere blog-indlæg: Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel, En temperaturstigning på 2-3º betyder at … og Gambling med vores fælles fremtid.

Minister gør Danmark klar til klimakollaps, (Ritzau) Information 23.12.2011.¹

Birgitte Marfelt: Minister efter håbløs klimaaftale: Nu ruster vi os mod en seks graders stigning, Ingeniøren 23.12.2011.

Poul-Henning Kemp: Kurven Lidegaard frygter, Ingeniøren 31.12.2011.

Mathew Stutz: A real sea change, Scientific American 23.12.2011.

Det har været gentaget til hudløshed, at der er forskel på vejr og klima. Og da Al Gore for blot to måneder siden lancerede sit Climate Reality Project, var en tilbagevendende kritik, at han i sit velmente forsøg på at tydeliggøre de forestående klimaforandringer for hr. og fru Hansen, trak de stadig flere og større klimakatastrofer omkring os alt for kraftigt op. Man kunne ikke slutte så direkte mellem det, at der var mere tørke, voldsommere storme, flere skybrud og oversvømmelser og så den globale opvarmning. Men en række nylige resultater understreger, at Gore havde ret.

For blot en uge siden rundsendte James Hansen et paper,¹ hvori han viser, at nylige ekstreme vejrsituationer som dette års sommervarme i Texas med meget stor sandsynlighed ikke ville have forekommet uden global opvarmning. Og i dag barslede IPCC med Special Report on Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation (SREX).

Eller rettere, det er stadig kun et 29 sider langt Summary for Policymakers, som bliver lanceret her, hvor der stadig er tid til at få det læst grundigt inden COP17 i Durban. Hovedrapporten, som er et samarbejde mellem 220 klimaforskere fra 62 lande, vil forelægge i sin fulde udstrækning til februar. Og – her er det med at holde tungen lige i munden – man kan stadig ikke sige, at præcist den og den oversvømmelse, storm, tørke, hedebølge osv. skete på grund af global opvarmning. Men man kan sige med stor sikkerhed, at hyppigheden af, hvad vi i dag betragter som ekstreme vejrsituationer, vil være langt større i årene fremover på grund af den globale opvarmning. Som med det voldsomme regnfald over København denne sommer, som blev karakteriseret som det voldsomste i 500 år, og samtidig vi kunne forvente fremover hvert tyvende år.

Lederen af IPCC, Rajendra Pachauri, siger i en pressemeddelelse: “This summary for policymakers provides insights into how disaster risk management and adaptation may assist vulnerable communities to better cope with a changing climate in a world of inequalities”. Og han fortsætter: “It also underlines the complexity and the diversity of factors that are shaping human vulnerability to extremes – why for some communities and countries these can become disasters whereas for others they can be less severe.”²

Læs mere »

2. juli i år åbnede Himlens sluser over København med en ny voldsomhed, og gader og kældre blev sat under vand, som vi knapt har set det før. I det seneste nummer af Dansk Meteorologisk Selskabs blad Vejret, som udkommer fire gange om året, er der da også to artikler om skybruddet, skrevet af forskere ved Danmarks Meteorologiske Institut, som ser nærmere på, dels hvor meget vand der egentlig faldt, dels analyserer, hvordan et sådant vejr opstår.

I  Tropisk styrtregn over København skriver Flemming Vejen om nedbørmængder og intensiteter i skybruddet 2. juli.¹ DMI har ikke målere oppe alle steder, men kombinationer af nedbørsradarer og punktobservationer giver et billede af, at nedbøren fordeler sig alt andet end jævnt, og at der er en særligt stor nedbør over det centrale København. Nogle områder fik således mere en 150 mm regn, hvilket i Danmark er helt usædvanligt – eller har været det indtil nu.

I Skybruddet over København 2. juli analyserer Niels Woetmann Nielsen vejrudviklingen op til skybruddet, hvorfor det blev så kraftigt og hvorfor det netop ramte København.² Begge artikler er tilgængelige i pdf-format via DMIs hjemmeside (se nedenfor).

Med den globale opvarmning øges intensiteten i en lang række meteorologiske fænomener, og klimatologerne mere end antyder, at vi kommer til ikke bare at vænne os til, at sådanne voldsomme skybrud fremover vil være langt mere hyppige. Vi kommer også til at indrette vores byer, så de i langt højere grad end i dag er forberedt på sådanne nedbørsmængder.

Se tidligere blog-indlæg: København under vand, Reetablering af Københavns vandkredsløb, Flere skybrud i vente, Københavns Kommunes klimatilpasningsplan og Kortlægning af klimaforandringer.

Flemming Vejen: “Tropisk styrtregn over København. Alle danske monsterregns moder …“, Vejret 128, august 2011, pp. 1-11 (pdf).¹

Niels Woetmann Nielsen: ”Skybruddet over København 2. juli“, Vejret 128, august 201,1 pp. 12-22 (pdf).²

Georg Metz havde i weekendens Information en næsten profetisk artikel, Historiens stemme fra før vandene steg,¹ hvor han fra år 2211 år ser tilbage på den danske nutid med dens klimafornægtelse, krigsliderlighed, selvtilstrækkelighed og systematiske demontering af velfærdsstaten under den VKO-regering, som kom til at fremstå som Danmarks første diktatur. Og lørdagens tordenskylle med op til 150 mm regn over København står som en utrolig understregning af dagens ignorans af klimaudfordringen. I skrivende stund tøver jeg med at skulle på arbejde efter weekenden – ikke fordi jeg ikke har lyst, jeg har faktisk været der både lørdag og søndag for at redde det vigtigste ud af kælderens oversvømmede mørke, men fordi der ikke er strøm efter weekendens skybrud, og dermed heller ikke internetforbindelse.

Lørdag aften faldt der regn svarende til to måneders nedbør. Det er blevet kaldt det største regnfald i 4-500 år, samtidig med, at vi nok må regne med, at det på grund af klimaforandringerne fremover vil ske langt tiere – nogle har sagt hvert tredje år. Det gode er, at man kan indrette sig, så regnskyl af det omfang ikke er noget problem. Fra min tid i Japan husker jeg vejrudsigter for regntiden, hvor der ofte på sydvestvendte kyster var varsler om over 25 cm regn inden for 24 timer, nogle gange op til 50 cm.

Pensionskasserne har da også været hurtige til at melde ud med, at de gerne skyder penge i en fornyelse af kloaknettet og udbygning af regnvandsbassiner mv. Det ville i givet fald være en solid kunde, hvor man kan være nogenlunde sikker på at få sine penge igen. Politikerne – i hvert fald den del af spektret, som ser privatisering som et ideologisk mål i sig selv – har været lige så hurtige til at melde ud, at det er en oplagt måde at løse kommunernes magtesløshed på.

Læs mere »

Gideon Mendel: When the floods came, 7:21 min. YouTube video.

I dagens The Guardian kan man se en tankevækkende konstellation af video og artikel: Natural disasters? ¹

I filmen viser Gideon Mendel parallelt billeder fra oversvømmelser i Sind-provinsen i Pakistan i september 2010 og oversvømmelser fra Victoria og Queensland i Australien i januar i år. Mendels nøgternt afsøgende billeder har reallyd, men står uden forklarende smørtenorspeakerstemme, uden sensationsbilleder, fri af patos. De to skildringer er sideløbende, der er en smertelig skønhed ved de oversvømmede landskaber, et skæbnefællesskab, omend på forskellig klasse. Der er ikke så meget at forklare, meget at forstå. Mere højvande, flere skovbrande, voldsommere storme, mere tørke, voldsommere nedbør … naturen synes at lade sine ekstremer nå nye højder.

I artiklen stiller grundlæggeren af 350-bevægelsen, Bill McKibben, spørgsmålet, om den senere års stadig mere omfattende naturkatastrofer i virkeligheden er menneskeskabte? – man fristes til at kalde dem kulturkatastrofer. For verden rundt ser vi i disse år konsekvenserne af den industrialiserede æras omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Verden undt ser vi klimaforandringerne forandre vores livsvilkår – ofte på meget voldsom vis. Selv når der som ved det nylige jordskælv ud for den japanske kyst stadig er tale om naturkatastrofer, så ligger der i vores teknologiske formåen – og ikke mindst letsindighed – en voldsom forstærkelse af katastrofens omfang. I worst case scenariet for Fukushima-værket vil et stort landområde være uegnet til menneskebrug meget lang tid fremover.

Læs mere »

Ingeniøren bragte i går en tankevækkende artikel med udgangspunkt en undersøgelse, som Grontmij Carl Bro har udarbejdet for Furesø Kommune. Med artiklen følger to kort fra undersøgelsen (se udsnit nedenfor), som viser de topografiske forandringer, man vil kunne forvente ved en grundvandsstigning på en halv meter.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvor meget og hvor hurtigt nedbørsmængderne vil stige som følge af klimaforandringerne. Men det er tankevækkende, at det ikke kun er havet, som stiger, men også grundvandspejlet, som i takt med at det langsomt hæver sig vil fylde hulheder og lavtliggende områder i landskabet.

Mange vil nok blive kede af, at lige præcis deres parcelhushave endte som åkandedam eller fiskehejre-paradis, men det ville blive et smukkere og frodigere Danmark, med små søer og vandhuller over alt. Og det ville give en kolossal styrkelse af biodiversiteten.

Umiddelbart kan jeg dog ikke forestille mig, at langt de fleste af disse potentielle søer nogensinde vil blive virkelighed. I vores psyke er vi ikke rigtig gearet til blot at lade naturens gang ske, så det stigende grundvandspejl vil snarere lede til omfattende dræningsprojekter og grøftegravning.

Men smukt kunne det blive.

Læs mere »

I denne måned er der mulighed for at se flere spændende film i Cinemateket i København om klima og miljø.

Yann Arthus-Bertrands ‘Home’ – Fantastisk film om den truede jord optaget fra luften i 54 lande med fire filmhold over 21 måneder. Introduktion og debat den 19. og 25. august. Se omtale i et tidligere blog-indlæg: Yann Arthus-Bertrand: Home.

Du kan også se filmen i høj kvalitet på YouTube her.

Foruden Home er der også en anden, lidt anderledes, men ikke mindre seværdig film på programmet i Cinemateket:

The Age of Stupid – Dokumentar møder elementer af science fiction og animation i bemærkelsesværdig klima-film, der har som mål at skabe 250 millioner klimaaktivister! Med online videokonference. 23. august kl. 14.30. Historien om filmen er mindst ligeså bemærkelsesværdig som filmen selv. Den er nemlig lavet af ‘amatører’ og finansieret af såkaldt crowd-funding.

The Age of Stupid – trailer.

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Borking, Lars: “Dumhedens tidsalder”, Information 19.08.2009

”Kommer havet om natten i fremtidens Danmark, bliver borgerne næppe vækket af en piblen. De bliver måske snarere advaret af en elektronisk stemme. I de sydlige dele af Storkøbenhavn siger den noget i retning af:

’Vandstanden i Køge Bugt er nu mere end halvanden meter over daglig vande. Vi forudser, at den stiger yderligere inden for de næste seks timer. Se at komme ud af huset!’

De fleste af borgerne er forberedte og har formentlig gjort kufferter og vigtige ejendele klar til evakuering, efter at fremtidens medier i god tid har videreformidlet meteorologernes varsler om stormflod. Men højvandet gør det meget svært at lede de store mængder regn- og kloakvand ud i bugten … De kraftigere pumper kommunen har installeret til formålet er ikke nok til at dæmme op for en stormflod af den type, der bliver stadig mere almindelig, jo længere vi kommer ind i det 21. århundrede.” ¹

Ovenstående fremtidsscenarie er visualiseret i Michael Rothenborgs bog, Tordenregn – Danmarks fremtid i en varmere verden, der giver et bud på, hvordan det bliver at leve i Danmark i 2090’erne. Stigende vandstand i verdenshavene og stigende temperaturer over hele Jorden forstærker gensidigt hinanden, så risikoen for stormflod og oversvømmelser år for år øges – også i Danmark. At udviklingen fortsætter i denne retning, kan vi sige med baggrund i de stadigt mere raffinerede studier af forandringerne i klimaet indenfor de sidste 30 år, samt om betydningen herfor i fremtiden af vores udledninger af drivhusgasser.

FN’s klimapanel, IPCC, vurderer således i deres Fourth Assessment Report fra 2007, at der har været en trend siden midten af 1970’erne mod at storme over hele verden varer længere og bliver kraftigere, og at denne udvikling har en stærk korrelation med stigningen i de tropiske havtemperaturer. Desuden noterer IPCC sig, at der nu forekommer orkaner på steder i verden, hvor der aldrig har været orkaner før (f.eks. i dele af Sydatlanten).²Ifølge DMI er der også tendens til flere kraftige storme i Danmark. Siden 1971 har vi således haft 14 orkaner og orkanagtige storme. Det er lige så mange som i de foregående 80 år. Med andre ord: fortsætter den menneskeskabte opvarmning af jorden vil vi ikke nødvendigvis få flere storme, men vi vil få stærkere og mere ødelæggende storme.

Læs mere »

Det kunne være plottet til en let fordøjelig katastrofefilm, af den slags som oftest kommer direkte ud på DVD:

Videnskabsmænd melder, at de i bogstavelig forstand kan se Jorden tælle ned til uoverskuelige og truende klimaforandringer, fordi havisen i Arktis smelter med større og større hast som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.

En gruppe højtstående politikere fra hele verden mødes, og diskuterer hvad man skal gøre. Men ingen synes at have tillid nok til de andre til at turde gå forrest med at skære ned på deres CO₂-udledninger, som kunne bremse opvarmningen. Alle venter på alle.

De fleste ledere venter dog især på, at en af de stærkeste ved forhandlingsbordet, USA, får vedtaget sin nye klimalov. Den skal sørge for at landets industri gradvist bremser sine CO₂-udledninger, som står for omkring 22 % af verdens samlede udledninger – men der er stadig stor modstand i USA fra magtfulde lobbygrupper og senatorer.

Og så kommer pludselig et udspil fra Det Hvide Hus, som måske kan få klimaloven igennem Senatet: Lad os skære ned på CO₂-udledningerne fra fossile brændstoffer og gengæld bygge nye atomkraftværker …!

På samme tid blokerer en gruppe aktivister fra en miljøorganisation store kulfabrikker i værtslandet for at tvinge lederne til at skynde sig til at få vedtaget nogle reduktionsmål som er store nok og som kommer tidsnok – og vel at mærke uden brug af atomkraft.

Men ovenstående historie udspiller sig desværre i virkelighedens, og ikke fiktionens, verden. Den udspiller sig dels i det amerikanske Senat – samt i Italien hvor G8-landene holder møde indtil i morgen fredag sammen med Major Economies Forum (MEF) – de 17 lande i verden, som tilsammen står for 80% af alle drivhusgas-udledninger. Men mens NASA igen melder at man vha. ny satellitdata kan måle, at isen i havet omkring Nordpolen bliver tyndere og tyndere, er G8-lederne i fuld gang med at udtynde deres fælles klimaløfter.

Problemet handler i første omgang om Nordpolens is. Indtil for nylig overlevede størstedelen af den arktiske havis mindst én sommer og ofte adskillige somre. Men tingene har ændret sig dramatisk. Den sæsonbestemte is – dvs. is som smelter og fryser igen hvert år – udgør i dag 70 % af den arktiske havis ved vintertid. Det er en stigning fra 40-50 % i 1980′erne og 1990′erne.

Den tykkere is, der overlever to eller flere år, udgør derimod nu kun 10 % af isdækket om vinteren. Det er et fald fra 30-40 % i forhold til førnævnte periode. Og denne tynde, etårige vinter-is er langt mere sårbar over for sommerafsmeltning, vind og storm. At der bliver mere af den tynde is, fremskynder derfor formentlig det tidspunkt, hvor den globale opvarmning gør Nordpolen helt isfri om sommeren (mere om disse data her.)

Læs mere »