Indlæg tagged med IAEA

Bataan – historien om Filippinernes hvide elefant

28. april 2016

Opførelsen af det filippinske atomkraftværk Bataan blev efter mange års tilløb påbegyndt i 1977. Det stod klar til ibrugtagning i 1986, men har endnu ikke produceret en eneste kilowatttime.

Snarere end et H.C. Andersensk eventyr, hvor alt mod slutningen forløses på et højere plan, må fortællingen om Bataan, Filippinernes første og hidtil eneste atomkraftværk regnes som en klassisk tragedie – et på mange planer dybt tragisk forløb. Men i en tid, hvor der igen bliver talt meget om nødvendigheden af at udbrede atomkraften til hele verden for at tackle klimaudfordringen, er den værd at genlæse. For en udbredelse af atomkraften til det store flertal af verdens lande, som endnu ikke har nogen atomkraft og indtil nu ikke haft nogen planer derom, vil stå overfor mange af de samme udfordringer som på Filippinerne.

Ligesom alle moderne stater skulle Filippinerne i årene efter 2. verdenskrig også have atomkraft, så i 1961 grundlagde man PAEC – The Philippine Atomic Energy Commission – for at forberede Filippinerne til at træde ind i atomalderen. For det kræver viden og personale og infrastruktur at bygge og drive et atomkraftværk, hvis det skal fungere efter hensigten. Forud havde Filippinerne i 1955 (samme år vi i Danmark grundlagde prøvestation Risø) underskrevet en aftale med USA om fredelig udnyttelse af atomenergien, ligesom Filippinerne i 1956 blev medlem af det internationale atomenergiagentur IAEA. Allerede i 1957 udarbejdede et amerikansk konsulentfirma en første vurdering af mulighederne for at etablere atomkraft på Filippinerne. Konklusionen var dog, at det var for tidligt i og med, at hele den infrastrukturelle sammenhæng manglede, men at det kunne blive relevant i 1970erne. I 1958 grundlægges PNRI, The Philippine Nuclear Research Institute, og med støtte fra FNs program for fredelig udnyttelse af atomkraften fik man i 1963 en lille 1 MW forskningsreaktor i gang.

I 1963 igangsætter PAEC i samarbejde med IAEA en ny pre-investment-analyse, som i 1965 anbefaler Filippinernes regering dels seriøst at overveje atomkraft i energiforsyningen af hovedøen Luzon fra først i 70erne, dels at forberede hele det lovkompleks, som skal til for at kunne igangsætte og drive et atomkraftværk – Luzon er omkring 2½ gange Danmarks størrelse og har en befolkning på omkring 50 mio. På den baggrund bliver der i 1967 indhentet tilbud om en reaktor på 300-500 MW, som skal stå færdig i 1975. Der sker dog ikke rigtigt mere i dette spor. Men i 1968 vedtages en lovgivning, som muliggør atomkraft i landet, og allerede måneden efter indgås der en rammeaftale med den amerikanske regering om udarbejdelsen af to reaktorer samt leveringen af det nødvendige brændsel dertil.

I 1971 autoriserer præsident Ferdinand Marcos det nationale energiforsyningsselskab NPC til at forestå udarbejdelsen af atomkraftværker. Og samtidig med at Filippinerne bliver erklæret i undtagelsestilstand, som varede fra 1972-81 og gjorde det muligt for ham at fortsætte som præsident trods den stærkt voksende modstand, går IAEA i 1972 i gang med endnu et feasibility-studie, som i 1973 konkluderer, at en 600 MW-reaktor på hovedøen ville være teknisk mulig, og at det var muligt at finde egnede placeringer.  Præsident Marcos proklamerer herefter med landet i undtagelsessituation sine planer om at opføre to 600 MW reaktorer.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XXII – optegnelser marts 2014

1. marts 2014

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Her tre år efter er pendulet på forunderligt-foruroligende vis tilbage til tiden før Fukushima-katastrofens begyndelse for tre år siden. Presset fra regering og erhvervsliv for at få hurtige genstarter er massivt, og selvom man godt ved, at man skal fare med lempe, hvis man vil undgå igen at vække den massive folkestemning, så er kursen lige nu lagt målrettet mod genstarter inden sommervarmen for alvor tager ved, jo flere og jo hurtigere, jo bedre.  

Endda kommer det ikke til at gå særlig hurtigt, ikke mindst fordi den nye sikkerhedsinstans, som man har etableret, NRA, ser foreløbig ud til at tage sin opgave alvorligt, at genskabe sikkerheden omkring de japanske atomreaktorer, så en katastrofe som Fukushima Daiichi aldrig igen vil kunne finde sted. På den led synes det en indlysende ting, at NRAs leder Shunichi Tanaka stammer fra Fukushima, for mens det øvrige Japan her tre år efter Fukushima-katastrofens begyndelse så småt synes at glemme, så vil han stadig vide, hvilke lidelser Fukushima har været igennem, og at sdtadig her tre år efter, at de fleste af dem som i sin tid blev evakueret, stadig har lange udsigter i forhold til at kunne vende tilbage. Og selvom den politiske modstand mod genstarten kan synes helt paralyseret i og med Abe-regeringens komfortable flertal i begge kamre, så bliver tingene ikke bare som før. Men omvendt tegner det lige nu til, at Fukushima ikke blev det vendepunkt, som kunne have givet smerten og lidelsen en retning, et håb, en forklaring, en forløsning. 

Der tegnede sig en overgang en vision om at gøre Fukushima-katastrofen til springbræt for en ny æra, som vendepunkt for et postindustrielt Japan, som var drevet på vedvarende energi og som igen formåede at høste sine fornødenheder bæredygtigt af sit naturgrundlag og leve i harmoni med sine omgivelser. Selvom pendulet lige nu synes på vej tilbage – at Fukushima søges gjort til en ubetydelig parentes i historien – så forfølger man stadig i Fukushima Amt dette mål om at lægge fuldt om til vedvarende energi, hvorfor man har insisteret på ikke bare at få standest genstarten af de to funktionsduelige reaktorer ved Fukushima daiichi – hvilket TEPCO efter pres fra centraladministrationen har accepteret – men også TEPCOs fire reaktorer ved Fukushima Daini. Og visionen om dette fremtidens Japan har været så stærkt fremme, og har tilhængere så langt ind i selv premierministerAbes regeringsparti, at det kun er et spørgsmål om, hvornår pendulet igen svinger fremad.

For snart to år siden indledte jeg disse optegnelser for at følge processen fem til genstarten af de første reaktorer. Der kom ret hurtigt derefter en midlertidig genstart af to reaktorer ved Oi-værket, men processen, hvor Japan som noget nyt havde store offentlige høringer, hvor man på forskellige måder spurgte og inddrog den japanske befolkning lovede godt for, at der ville komme noget konstruktivt ud af hele situationen. Men så blev alt forkludret. Den nu forhenværende regering fik ikke rigtig samlet konklusionerne i en bindende energiplan, men blot som et uforpligtende hensigtserklæring, og sådan lidt på afstand så var der trods mange sympatiske synspunkter også en politisk uformåenhed, ikke mindst overfor embedsværket. Selvom det til dels var Fukushima-katastrofen, som tog alle kræfterne og satte alt på standby, så nåede DPJ-regeringen at demonstrere, at vejen fra lovende valgløfter til realpolitiske forandringer er endog meget lang, og at det japanske statsbureaukrati ikke bare lige er sådan at ændre kurs på. 

NRA har stillet i udsigt, at man her i løbet af marts vil fremlægge en prioriteret liste over den eller de atomreaktorer, hvor sagsbehandlingen er så fremskredet, at man kan gå videre til den videre afklaring. Fra regeringsside er det magtpåliggende, at der kommer reaktorer i gang inden midten af juli sommervarmen for alvor sætter ind – ikke fordi Japan ikke vil kunne klare sig igennem, for det er gået fint de forudgående somre, og der er de seneste to år opført så mange solcelleanlæg i Japan, at det i sommerspidsbelastningsperioden svarer til 4-5-6 nye atomkraftværker. Derfor udhules argumentet om de snarlige genstarters uomgængelige nødvendighed, hvis ikke de kommer i gang nu. Men NRA har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade sig kyse af administrativ utålmodighed. Tværtimod kører man ganske grundt og principielt frem – og gør til forskel fra de fleste andre aktører det eneste rigtige, hvis det skal lykkes at genskabe tilliden til de japanske reaktorer. Endda bliver det nok kun lige med lodder og trisser, hvis det skal lykkes at få de første reaktorer i gang til den tid – og sandsynligvis bliver det reaktorer på Kyushu eller på Shikoku, der som de første vil kunne genstartes efter NRAs nye sikkerhedsregler. For til forskel fra rigtig mange andre steder i Japan, hvor den lokale modstand så massiv, at der vil kunne gå ikke bare måneder, men år, før den lokale accept af genstarterne er faldet på plads, så vil det for værkerne på Skikoku og Kyushu være muligt at forhandle den lokale accept på plads relativt hurtigt efter at NRA har givet sin godkendelse.

Udviklingen er således nu kommet ind i en fase, hvor visionerne kommer i tredje række, hvor diskussionerne om den samlede vision er lagt på hylden, hvor økonomien dominerer over sikkerheden, hvor spørgsmålet om Japans fremtidige energipolitik frem for visioner og klarhed er styret af et utal af små lokale positionskampe. Det kan blive en lang kamp, og af samme grund er jeg indstillet på at lukke ned for disse optegnelser. Mere end 700 er det blevet til, og måske det på et tidspunt var interessant at vende tilbage og sammenfatte. Men nu er der i første omgang søgt fastholdt en proces, hvor Fukushima-katastrofen en overgang så ud til at kunne blive definerende for en større omlægning af det japanske samfund.

Muligheden for at gøre Fukushima Daiichi til et stort og flot om end smertefuldt vendepunkt var der, men blev forpasset – i hvert fald i denne omgang. Som det så viseligt stod i Japan Times den anden dag: mens halveringstiden for plutonium er skræmmende lang (24.100 år), så er halveringstiden for den menneskelige hukommelse foruroligende kort.  

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2014

1. marts – I dag 60 år siden prøvesprængningerne ved Bikiniøerne
1. marts – Depressionsramte kyster
2. marts – Massive udfordringer forude for at vinde lokal accept af genstarter
2. marts – Antiatomkraft-demo i Tokyo
3. marts – NRA udvider sin stab markant

4. marts – Asahi-serie: Three Years After
5. marts – Fukushima sagsanlæg opgivet
6. marts – stadig mange uafklarede spørgsmål
7. marts – 74% af de frivilligt evakuerede vender aldrig tilbage
8. marts – TEPCO-arbejderes familier dæmoniserede

8. marts – Stort forretningsperspektiv i dekommissioneringsekspertise
9. marts – Antiatomkraft-demonstrationer over hele Japan
9. marts – Revision af skolemateriale om Fukushima-katastrofen
9. marts – TEPCO lader dagligt store mængder vand sive i jorden
10. marts – 80% ønsker atomreaktorer afviklet

10. marts – Asahi leder: NRAs sikkerhedsregelsæt har alvorlige mangler
11. marts – Den svære genopbygning
12. marts – Asahi Shimbun om reaktor-genstarter
13. marts – Noam Chomsky om Fukushima-katastrofen
13. marts – Naoto Kan om Fukushima-katastrofen

13. marts – To amerikanske eksperter om Fukushima-situationen 3 år efter
15. marts – NRA: To reaktorer ved Sendai-værket først i køen for genstart
15. marts – Gregory Jaczko: eneste sikre løsning er ikke at genstarte
16. marts – Pres på japanske forskere
17. marts – Transportsække ved at være møre

17. marts – Demonstrationer på Kyushu
18. marts – Massiv modstand mod genstart af atomreaktorer
19. marts – Bunmei Ibuki om ‘the ultimate goal of phasing out nuclear power’
20. marts – Pandoras Promise was a lie (blog-indlæg)
20. marts – NRA revser TEPCO

21. marts – Træerne nedbrydning gået i stå omkring Chernobyl

Stadig under udarbejdelse …

Se Fukushima links for marts 2014.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XIX – optegnelser december 2013

1. december 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Selvom mange A-kraft-fortalere i juli havde set frem til hurtig genstart, når først NRAs nye regelsæt var på banen, så er der efterhånden ikke noget, som tyder på, at der kommer reaktorer i gang inden nytår. Lige nu er der sagsbehandling på 7 reaktorer, og yderligere to ved Kashiwazaki-Kariwa-værket synes så småt at være kommet i gang, selvom det er endnu et af de værker, hvor der skal yderligere undersøgelser af undergrunden til.

Det går langsomt, det går trægt, der er modstand over alt i det japanske samfund, hvor et flertal stadig efter mere end 2½ års stram energiforsyning helst så Japan slå om på en kurs, hvor A-kraften blev udfaset.

Der var så meget, man kunne gøre i stedet, sol og vind og geotermisk varme, og måske allervigtigst systematiske energibesparelser. Der sker da også rigtig meget på snart sagt alle fronter. Lavenergihuse med egen energibackup, masser af sol- og vindprojekter. Men det sker uden styring, og det sker i blinde, og det er klart, at der i den grad mangler en egentlig energiplanlægning – i høj grad fordi den Abe-regering, som skulle lave den, trækker den længst muligt i håbet om at få mest mulig A-kraft med.

Det er med til at også Japans klimamålsætning sejler, og det er et åbent spørgsmål, om den kritik, Japan fik ved det netop opståede klimatopmøde i Warszawa var så massiv, at man indser, at man ikke bare uden videre kan nulstille Japans globale forpligtelser. 

Permierminister Abe har på det seneste fået en stadig mere massiv kritik fra egne rækker, ikke mindst fra hans mentor, forhenveærende premierminister Koizumi, som meget direkte udfordrer Abes A-kraft-plolitik. Koizumi er gået efter affaldshåndteringen, at det er absurd at søge genstarten og fortsætte udbygningen, når de foreløbige lagre rundt omkring på A-kraftværkerne er ved at være fyldte, og landet stadig ikke efter 50 års A-kraft har fået taget hul på at løse sit lagringsproblem. Han siger meget ligeud, at det ikke er muligt med den jordskælvsplagede japanske undergrund.

Koizumi går skridtet videre og siger til Abe, at han (Abe) er personen, som kan samle Japan om en kurs, hvor A-kraften udfases, og at det ville formå at samle Japan og give en kolossal følelese af fælles mål og retning, som ville frisætte enorme kræfter, hvis Abe indkorporerede omstillingen af Japan til vedvarende energi i sin økonomiske politik, kaldet Abenomics.

Abe har i første omgang blot afvist Koizumis ærinde som uansvarligt, men det har han fået lige i hovedet igen, at det er dybt uansvarligt at fortsætte udbygningen, så længe man ikke har fået hul på affaldsproblematikken (når det har været skubbet foran er det også fordi man i snart tre årtier har forsøgt sig med oparbejdningsanlæg og fast-breeder-reaktorer, så man kan bruge den fulde brændselsværdi og ikke som nu kun omkring 1%, men trods gigantiske investeringer er der endnu ikke noget, som tyder på, at dette lykkes). Spørgsmålet her op under jul er det stadig mere påtrængende, om Abe kan fortsætte med at sidde denne kritik fra egne rækker overhørig.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser december 2013

2. december – Indkøringsproblemer for ALPS-systemet
3. december – Oparbejdningsanlægget ved Rokkasho 200 mia. yen dyrere
3. december – TEPCO: Kashiwazaki-Kariwa fuldt i gang fra foråret 2016
3. december – Omfattende retssager mod Oi-værket
4. december – Nuclear-free Japan is a reality, not a political slogan

4. december – IAEA: Hæld det i Stillehavet *
5. december – Hemmeligholdt Chernobyl-rapport om evakuering *
6. december – A-kraften ‘vigtig’ for Japan *
6. december – Frankrig opgiver A-kraft i USA
7. december – NRA inspicerer undergrunden ved Mihama-værket

8. december – Rekordstråling omkring Fukushima-værket
9. december – Abe lander ny sikkerhedslov (lille politisk update)
10. december – fire atomaffaldspladser på vej
10. december – TEPCO-farce på NRA-møde: Saving money coming first
11. december – Væg til væg-asfaltering af Fukushima Daiichi

11. december – Sydkorea skruer ned for A-kraften
11. december – NRA accepterer genstart af oparbejdningsanlægget ved Tokai
13. december – Naoto Kan: LDP-modstandere mod A-kraften må stå frem
14. december – TEPCO: kernenedsmeltning skyldes tidligt tab af køling
16. december – Konturerne af den ny energiplan *

17. december – Undergrunden ved Tsuruga-værket genundersøges
17. december – Amerikanske søfolk sagsøger TEPCO
18. december – TEPCO opgiver reaktor 5 og 6 ved Fukushima Daiichi
18. december – NRA etablerer nye sikkerhedsregler for oparbejdningsanlæg
18. december – Handelsunderskud for november vokset 35%

19. december – Pressekonference: øget kræftforekomst blandt Fukushimas børn
19. december – IAEA tidlig formodning om fuld kernenedsmeltning
20. december – Forhøjet risiko for ødelæggende jordskælv i Tokyo-området *
20. december – Hamaoka-værket gør sig klar
20. december – Onagawa-værket gør sig klar til opstart

21. december – TEPCO vil lave særlig dekommissioneringsafdeling
21. december – ikke alle kan regne med at komme tilbage *
21. december – Igen forhøjet stråling ved Fukushima Daiichi *
23. december – Dekontamieringen af Fukushima-området stærkt forsinket *
25. december – Den luftbårne radioaktivitet faldende

27. december – Fukushima-fisk stadig forurenede
29. december – Horrible forhold for løsarbejdere ved Fukushima Daiichi *
30. december – Den indre opposition
30. december – LDP-forslag om et Japan uden A-kraft *
31. december – Status for genstart

Se Fukushima links for december 2013.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft X – optegnelser marts 2013

1. marts 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

I marts er det 2 år siden Fukushima Daiichi-værket havde tre reaktornedsmeltninger på stribe i hvad der efterhånden ligner verdens alvorligste atomkraftulykke. Det er svært ikke at sammenligne med Chernobyl, og selvom Fukushima-katastrofen i den grad tog Japan på sengen, har den efterfølgende håndtering af krisen gjort, at man sandsynligvis ender med væsentligt færre dødsfald. Men oprydningsarbejdet er kolossalt – og dårligt nok kommet i gang her to år efter.

I tiden efter nytår har man kunne opleve en afmatning i, hvor meget der blev skrevet om Fukushima-problematikken – og i løbet af februar har der for første gang været dage, hvor der ikke var skrevet nævneværdigt om problemerne i den engelsksprogede presse – eller hvor det kun var nyhedstelegrammernes råtekster, som blev lagt ud. Så den nye premierminister Shinzo Abe har langt hen ad vejen fået den stilhed om situationen, som han kunne ønske sig, så han kan gentage sit valgkup i december og også opnå et flertal ved i valget til overhuset i juli. Men her omkring toårsdagen vil der igen komme en lang række markeringer, og spørgsmålet er, om det herefter vil klinge ud? Sandsynligvis ikke, for Fukushima-katastrofen lægger stadig sin tunge skygge ind over det japanske samfund og vil gøre det mange år frem.

Den nye sikkerhedsinstans NRA gør tilsyneladende et stort og flot arbejde med at få lavet den sikkerhedsopgradering af landets 50 reaktorer som giver den størst mulige sikkerhed for, at Japan aldrig igen vil stå med en tilsvarende situation. Men er man villig til at betale regningen? Er landet kar til at gå igennem endnu en sommer med blot to reaktorer i gang, og hvad vil der ske, når de to nu startede reaktorer ved Oi-værket lidt ud på sommeren skal standses for det årlige gennemsyn? Vil man så turde genstarte dem? Hvad vil man gøre ved de konkurstruede forsyningsselskaber? Og hvor meget vil Abe ændre i den energiplan, som blev fastlagt i efteråret under indtryk af en stor national høringsrunde?

Sådanne spørgsmål vil sandsynligvis komme op at vende i løbet af marts.    

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2013

1. marts – Edano: Energiplanen må fastholdes 
2. marts – Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme – blog-indlæg
2. marts – Amerikansk pres på Japan for ikke at afvikle A-kraften 
3. marts – Strålingen aftagende i landskaberne omkring Fukushima 
4. marts – A Tale of Two Forests

5. marts – Abe sætter klima- og miljøfolk på porten 
6. marts – Rygter om genstart af flere A-kraftværker 
6. marts – TEPCO ønsker at lede radioaktivt vand i havet 
6. marts – Stadig høje strålingsdoser i vild mad 
7. marts – Stor online 3/11-database åbner

8. marts – Asahi Shimbun om bedste sikring mod atom-terror 
9. marts – Sikkerhedskultur – eller mangel på samme 
9. marts – Futaba i Prometheus’ fælde 
9. marts – Allerede jordskælvet satte Fukushima-værket skakmat 
10. marts – Sikkerhedsmæssige opstramninger 

10. marts – Store antiatomkraft-demonstrationer forud for toårsdagen
11. marts – TEPCO ‘nødt til’ at genstarte reaktorer 
11. marts – En stribe før-efter-billeder
11. marts – Fukushima – 2 år senere – blog-indlæg
11. marts – Helen Caldicott om sundhedskonsekvenserne 

12. marts – 1.650 anlægger sag mod stat og TEPCO 
13. marts – Japan løber fra sine klimamålsætninger 
13. marts – Radioaktivitet fra Fukushima i fisk fra Østersøen 
13. marts – Naoto Kan: Den sikreste A-kraft er ingen A-kraft
13. marts – Chernobyl vs. Fukushima 

14. marts – Setsuden-varsel for den kommende sommer 
14. marts – Nye dyrkningsmetoder i Fukushima 
15. marts – Gigantiske mængder af affald skyllet i havet efter 3/11
16. marts – Kyoto-forsker om Fukushima-katastrofens udfoldelse 
16. marts – A-kraft-modstandere stort set fjernet fra energiudvalg 

17. marts – Greenpeace ønsker producenterne stillet til regnskab 
18. marts – NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand – blog-indlæg
19. marts – Sammenbrud af vandkølingen ved Fukushima Daiichi
19. marts – Oi-værket får lov at køre indtil september
19. marts – Mainichi-leder: Japan kan ikke bare løbe fra sine klimaforpligtelser

20. marts – Nankai-jorsdskælv kan koste op til 40% af Japans BNP 
21. marts – Tredje strålingsrekord i år for Fukushima-fisk 
22. marts – Dekontaminering et Sisyfos-arbejde 
24. marts – 7.000 demonsterende kræver Fukushima uden A-kraft 
25. marts – TEPCO taget i falsk folkelighed 

25. marts – Abe gør genstart af reaktorer til forudsætning for genopbygning 
28. marts – Not in my backyard 
28. marts – Kyushu Electric Power Company taget i falsk folkelighed 
28. marts – NRA vil undersøge Fukushima-katastrofen 
29. marts – Google Streetview “for ikke at glemme Fukushima” 

29. marts – Det daglige brød, den daglige frygt 
30. marts – Etårsdag for anti-A-kraftdemonstrationer foran premierministeren

Se Fukushima links for 1.-11. marts 2013 / 11.-31. marts 2013.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft III – august 2012

1. august 2012

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

I løbet af august bliver det klart, hvor overvældende ønsket om en hurtig udfasning af A-kraften er i det japanske samfund, men også, at der er stærke økonomisk-poltiske kræfter, som ønsker A-kraften fortsat. Diskussionen af Japans energiplan kommer efterhånden til at stå i skyggen af Nodas politiske overlevelseskamp, hvor resultatet af den stort anlagte høring fortoner sig i politiske uenigheder og spilfægterier, så vedtagelsen må udskydes.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

 

Optegnelser august 2012

1. august – Retsligt efterspil for Fukushima-katastrofen
1. august – Japansk A-kraft fuldt afviklet på 10 år / inden 2025
1. august – Høring i Fukushima
2. august – NISAs afløser
3. august – Fresh Currents – Japan fra A-kraft til vedvarende energi – blog-indlæg

3. august – Japan spørger også det internationale samfund
4. august – Hosono går ind for 15%-scenariet
4. august – Noda på vej ind i overlevelseskamp
5. august – Mellem Hiroshima og Fukushima – blog-indlæg
6. august – TEPCO frigiver videoer fra Fukushima-katastrofens første døgn

6. august – Mindedag i Hiroshima
7. august – Første mistillidsvotum til Noda
8. august – Noda tvunget til at udskrive valg “inden længe”
8. august – Edano og Kan om A-kraft
9. august – Noda overlever første mistillidsvotum

9. august – 67-årsdagen for atombomben over Nagasaki
10. august – 10% moms vedtaget
11. august – Flere undersøgelser nødvendige
12. august: Strålingsramte sommerfugle – blog-indlæg
13. august – Underskriftindsamling mod Hamaoka-værket

13. august – 89.000 høringssvar om Japans fremtidige energipolitik
13. august – DPJ splittet over A-kraft-spørgsmålet
13. august – Masser af biomasse
13. august – Japans CO2-udledninger stigende
15. august – Nyt parti på trapperne: Ishin no Kai

16. august – Nodas undvigemanøvrer
16. august – Oi-reaktor nr. 4 nu på fuld kraft
18. august – 10 Fukushima-reaktorer dømt ude
18. august – Flere rømmer DPJ
19. august – Store virksomheder om A-kraft
20. august – Mere smøring

21. august – Et sted mellem scenario 1 og scenario 2
22. august – “Deliberative polling” styrker ønsket om at udfase A-kraften
22. august – Ny gruppe for udfasning af A-kraften i 2025
21. august – Genstarten af Oi-reaktorerne var unødvendig I
22. august – Radioaktive fisk.

22. august – Noda mødes med de demonstrerende.
24. august – Regeringens energiplan vil indebære fuld udfasning af A-kraft
24. august – Fredagsdemo foran Nodas kontor
25. august – Genstarten af Oi-reaktorerne var unødvendig II
25. august – 58% ønsker fuld udfasning inden for 10 år

26. august – 42% af parlamentarikerne ønsker fuld udfasning af A-kraften
27. august – strålingsramte fisk ud for Aomori
28. august – afstemning på vej om genstarten af Hamaoka-værket
29. august – Hashimoto varsler partidannelse midt september
29. august – Befolkningen ønsker A-kraften afskaffet

29. august – Noda stillet endnu et mistillidsvotum
30. august – Voldsom opjustering af tsunami-risiko ved Japans sydlige kyster
30. august – Forsyningsselskaberne konkurs ved øjeblikkeligt stop for A-kraft

Se: Fukushima links for august 2012.

Læs mere »

Share