Indlæg tagged med Malaysia

Optakt til COP21 i Paris

24. november 2015

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Share

Biodiversitet II – Næsehornskrigen

25. august 2012

Dette billede af et hvidt næsehorn, som forbløder efter at have fået fjernet sine horn, har jeg haft liggende længe på min computer. Det sammenfatter på mange måder den absurditet, hvormed vi behandler vores omgivelser. Og nu hvor jeg har sat mig for at lave en række små biodiversitetstekster, satte jeg en lille afsøgning i gang.

Hvad får mennesker til at maltraktere næsehornene, så de verden rundt er alvorligt udryddelsestruede?

En af de afrikanske savanners store flotte dyr er næsehornet. Som mange af de andre store dyr har det været stærkt eftertragtet. Det var efterhånden lykkedes at få skabt reservater, hvor de store dyr kunne overleve, det værste krybskytteri var ved at være kommet til livs, og en bestand, som havde været nær udryddelse var igen i fremgang.

Men i den senere år har hornene været voldsomt eftertragtede i Sydøstasien – i lande som Malaysia, Thailand, Vietnam og Kina bliver hornene solgt til astronomiske summer. Hornene har fået ry som detox-middel, hvis man har drukket og spist og svælget i fede sager, vil et udtræk af pulveriseret horn være en god kur mod tømmermænd og generelt være styrkende for helbredet. Hornene har været kendt fra den traditionelle kinesiske medicin og har her i nyere tid fået ry for at kunne helbrede terminalt syge kræftpatienter. Sådanne myter omkring hornene har dels skabt en guldrandet forretning, dels en voldsom stigning i antallet af næsehorn, som forbløder efter at have fået hornene skåret af ved roden.

I et land som Zimbabwe regner man med, at der i 1970 var omkring 65.000 sorte næsehorn. I dag er der kun 440. Det er ikke kun krybskytteri og indskrænkede levevilkår, men i høj grad på grund af illegal afhorning til det sydøstasiatiske marked. Med kilopriser på op til 35-50.000 £ for de afskårne horn er de genstand for en kynisk organiseret kriminalitet, som man formoder, er drevet af den vietnamesiske mafia.

Der er tale om velorganiseret kriminalitet, som bruger helikoptere, bedøvelsesmidler og avanceret moderne teknologi som infrarødt lys. Alene i Kruger Nationalpark i Sydafrika var der i første halvdel af 2011 så mange træfninger mellem vagtpatruljer og indtrængende næsehornsjægere, at 17 næsehornsjægere er dræbt. Så der er tale om en veritabel næsehornskrig.

Læs mere »

Share