Indlæg tagged med England

Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?

12. september 2015

Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget. 

Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.

Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.

Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.

Læs mere »

Share

Briterne lukker deres sidste kulmine

13. juli 2015

For 100 år siden havde Storbritannien mere end 1 mio. minearbejdere beskæftiget med at skaffe kul til det engelske imperiums gigantiske industriapparat. Dengang var der 3.000 miner, men siden da er det gået støt tilbage, og til december lukker briterne deres sidste (undergrunds) kulmine. 

Det hele startede i England – altså det med den industrielle revolution. Her var luften tyk af kulrøg og skinger af prustende stampende dampmaskiner før noget andet sted i verden. Klædefabrikker, jernvalsefabrikker, altmulig-fabrikker satte en hel ny standard for, hvor meget der kunne produceres hvor hurtigt. Dette forspring var en vigtig nøgle til engelske koloniriges udbredelse, som da det var på sit højeste, spændte hele kloden rundt, større end noget rige forud i verdenshistorien.

Efter 2. verdenskrig har andre lande taget føringen i det industrielle kapløb, men i neo-kolonialismes æra behøver man ikke som tidligere at besætte et land for at kunne inddrive rigdommene. Så rent geografisk kommer der ikke noget større end det engelske kolonirige – hvilket er godt det samme.

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 22. november

22. november 2013

Som det forlød sent natten mellem torsdag og fredag er der gode nyheder på REDD+fronten. Så her er der (som forud forventet) idet mindste ét område, hvor man nåede til konkrete resultater. Der følger endda en vis finansiering med projektet, først og fremmest fra Norge og England REDD+ har til formål én gang at sikre verdens skove mod fældning og binde større mængder af CO2 i dem. I en pressemeddelelse fra UNFCCC i dag kan man læse:

Governments at the UN Climate Change Conference in Warsaw on Friday agreed a set of decisions on ways to reduce greenhouse gas emissions from deforestation and the degradation of forests.

The agreement on the so-called REDD+ initiative is backed by pledges of 280 million dollars in financing from the US, Norway and the UK.

President of the conference Marcin Korolec said: “I am proud of this concrete accomplishment. We are all aware of the central role that forests play as carbon sinks, climate stabilizers and biodiversity havens. We know the destructive impact that forest fires and deforestation have on peoples and economies. Through our negotiations, we have made a significant contribution to forest preservation and sustainable use which will benefit the people who live in and around them and humanity and the planet as a whole.”

The decisions adopted provide guidance for ensuring environmental integrity and pave the way towards the full implementation of REDD+ activities on the ground. The package also provides a foundation for transparency and integrity of REDD+ action, clarifies ways to finance relevant activities and how to improve coordination of support.” 

I hovedforhandlingssporet, hvor der gerne skulle ligge en helt klar arbejdsplan for den globale klimaaftale, som skal være klar til underskrift i Paris i slutningen af 2015, har det helt store problem i løbet af dagen været det banale, hvornår de enkelte lande skal fremlægge sine reduktionsmål for perioden 2020-30, så man kan nå at vurdere, om de nu er rimelige.

Læs mere »

Share

10:10 klimasucces

16. juli 2011


.
I en situation, hvor den danske regerings klima-ambitioner kan ligge på et meget lille sted, er det opløftende at se, hvordan man i Storbritannien har håndteret situationen.

Instruktøren bag filmen Age of Stupid, Franny Armstrong, introducerede i 2009 i samarbejde med The Guardian en 10:10-kampagne, som i al sin enkelhed gik ud på at reducere ens CO2-udledninger med 10% i løbet af et år (og når man så var kommet i gang at tage yderligere 10% næste år og næste år og næste år).

Kort efter at den nuværende engelske premierminister David Cameron tiltrådt, greb han 10:10-udfordringen for de engelske regeringsbygninger. Og på et år er det her lykkedes at reducere CO2-udledningerne med 13,8% – eller 100.000 ton. Det er præcist den slags indsatser som skal til – og skal opretholdes over de næste årtier – for at vi kan vende klodens lige nu noget dystre klimaperspektiver. Det har været prisværdigt, at også konservative politikere tog klimaudfordringen seriøst. Derfor er det dobbelt sørgeligt, at en række af Camerons partifæller tidligere på måneden var med til at underminere den engelske støtte til på EU-basis at gøre de nuværende klimakrav på 20:20 til 30:20 eller 40:20 (40% reduktioner i 2020).

Alene i England havde 3.000 virksomheder og 80.000 individer et år efter lanceringen tilmeldt sig 10:10-kampagnen, som har fået fodfæste i 45 lande verden over. Byer som Amsterdam, Zagreb, Paris og Mexico City har tilmeldt sig. Og i Danmark har blandt andet Østerbro kastet sig ud i som bydel at spare 10%.

Kunne man udfordre de mange ministerier, organisationer og virksomheder i København til en tilsvarende kappestrid – ikke bare om 10% reduktioner det første år, men hvem som når først 20, 40, 60, 80% og CO2-neutralitet? Det ville give Københavns Kommunes planer om at nå CO2-neutralitet i 2025 et kærkomment skub i den rigtige retning.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Whitehall exceeds PM’s 10% carbon target, (pressemeddelelse) Department of Energy & Climate Change, 06.07.2011.

Fiona Harvey: UK government claims it has exceeded its own carbon reduction target, The Guardian 06.07.2011.

James Randerson: Cameron: I want coalition to be the ‘greenest government ever’, The Guardian 14.05.2010.

James Randerson: Coalition pledges to cut central government emissions by 10%, The Guardian 12.05.2010.

Franny Armstrung: 10:10 – our chance to save the world, The Guardian 01.09.2009.

The Guardian’s 10:10 climate change campaign, en 3:26 min. video, hvor Franny Armstrong introducerer 10:10-udfordringen.

Amy Fallon: 10:10 climate campaign gains support from four medical associations, 18.10.2010.

Tom Moseley: Four capital cities sign up to 10:10, The Guardian 14.10.2010.

Ashleigh Searle : London Underground goes greener by signing up to 10:10 campaign, The Guardian 10.06.2010.

Racchekl Williams: Schools back the 10:10 campaign, The Guardian 24.05.2010.

Juliette Jowitt: Foreign Office’s 10:10 plan takes off with economy flights for ambassadors, The Guardian 17.02.2010.

Ian Katz: 10:10 – The time for action, The Guardian 31.12.2009.

Hélène Mulholland: Boris Johnson signs London City Hall up to 10:10, The Guardian 08.12.2009.

Ian Katz: 10:10: What’s it all about? The Gaurdian 01.09.2009.

 

Share

England halverer forbrug af engangsplasticposer

18. juli 2009

Det fremgår af en række artikler i The Guardian på det seneste, at England på få år har halveret sit forbrug af plasticposer.

Det er umiddelbart lidt af en bedrift. Det startede i al uskyldighed med, at filmproducenten Rebecca Hosking i 2007 overtalte butikker i den lille by Modbury til at nægte at uddele gratis plasticposer, og fik for alvor momentum, da syv store supermarkedskæder satte sig for at halvere deres forbrug af plasticposer og den engelske regering gjorde det til en mærkesag. Således har England på blot godt to år så godt som halveret sit forbrug. Hvor der i maj 2006 blev uddelt 870 mio. engangsplasticposer i engelske butikker, var det i maj 2009 blot 450 mio. engangsplasticposer – eller et fald fra 17½ til 9 engangsplasticposer pr. englænder pr. måned.

George Monbiot er straks på pletten med skarpe modsynspunkter på sin blog på The Guardian: “Krigen mod plasticposen er spild af tid”, harcelerer han efter i april sammesteds at have kaldt englændernes besathed af plasticposerne en form for miljømæssig ignorans. Brugte vi samme ildhu på at halvere vores forbrug af flyrejser og transport, ville det virkelig batte noget, og i det store perspektiv har han ikke helt uret. Hvis vi vil gøre os håb om at håndtere klimaudfordringen, er vi nødt til at skelne mellem store og små problemer og i hvert fald forholde os til nogen af de store problemer. Vi er nødt til at udvikle en form for proportionssans i vores miljøindsats, så plasticposen ikke bare bliver et uskyldigt dække for fortsættelsen af en på alle de afgørende områder klimamæssigt graverende livsstil, og vores ene hånd solder væk, hvad vi møjsommeligt sparede os til med den anden.

Men de stigende plasticmængder er et reelt problem. Danmark har netop måttet opskrive sine nationale CO2-udledninger betragteligt, fordi man kunne konstatere, at der var langt mere plastic i vores affald end hidtil antaget – og dermed, at vores affaldsafbrænding gav anledning til markant større CO2-udledninger end hidtil indregnet. Det er små mængder, men samlet drejer det sig for Danmark om en merudledning, som kræver indtil flere store havvindmølleparker à 100 møller at kompensere. I stedet var det måske smartere at tage rygsækken med i Irma næste gang eller bruge en pose, som kan genbruges mange gange.

Se tidligere blog-indlæg: Organiske plasticposer og Kina forbyder gratis plasticposer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

John Vidal: Plastic bag revolt halves nationwide use to 450m, The Guardian 17.07.2009.

George Monbiot: War on plastic bags is a waste of time, The Guardian 15.07.2009.

George Monbiot: Plastic bag obsession is carrier for environmental ignorance, 07.04.2009.

Rebecca Smithers: UK retailers criticised over plastic bags, The Guardian 06.07.2009.

 

Share

Luftforurening på kort

23. juni 2009

Hvis man virkelig vil få det skidt over trafikforurening, så kan nøglen være at gøre den synlig. Og det er lige netop det, som et projekt i Storbritannien gør.

Ved hjælp af billige trådløse sensorer overvåges niveauet af luftforurening i forbindelse med trafikken, således så det bliver lettere at identificere hvor man skal sætte ind for at skabe et bedre miljø i byerne.

Projektet hedder MESSAGE (Mobile Environmental Sensing Systems Across Grid Environments) og er et pilotprogram, hvor sensorer bliver sat op i byen Gateshead nær Newcastle i England for at kortlægge hvor luftforureningen er værst. Sensornetværket i Gateshead består af omkring 50 separate trådløse sensorer i små metalbokse. De er sat fast til gadelamper og rækværk langs større veje.

Sensorerne opsamler data om kulilte, svovldioxid, temperatur, luftfugtighed og støj-niveauer, og så tæller de også biler. Disse data bliver sendt til en central computer-server og opdateret hvert minut, sådan at man får et online-kort, der konstant viser den aktuelle forureningssituation i et givent område.

Enhver kan klikke ind og se forureningskortet, sådan at borgerne kan vælge rejseruter med mindst luftforurening og politikere kan få hjælp til at vælge de bedste løsninger til at mindske forureningen. Det er håbet at projektet kan føre til færre sundhedsproblemer, som skyldes dårlig luftkvalitet, og hjælpe med i kampen mod klimaforandringer.

I en ny udvikling af projektet er det børn og cyklister, som bærer sensorerne rundt i byen og dermed hjælper med at sende information til forureningskortet. Se en kort video-introduktion fra Sky News nedenfor.

Læs mere »

Share

James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker

15. februar 2009

James HansenKlimaforskeren James E. Hansen har i dag en tankevækkende artikel i The Guardian, hvor han under overskriften Coal-fired power stations are death factories. Close them trækker konsekvensen af den fortsatte udbygning af kulkraften skarpt op. Det er meget på sin plads i et land som England, som på trods af at det i dag står med en af verdens skarpeste klimaplaner (med en reduktion på 80% inklusive skibs- og luftfart i 2050) planlægger opførelsen af nye kulkraftværker og nye landingsbaner på Heathrow.

Vores hjemlige energiselskab DONG burde også læse skriften på væggen. DONG har pt. fremskredne planer om at opføre gigantiske kulkraftværker i både Skotland og Tyskland. Argumenterne om, at de er (lidt) bedre end de nu værste kulkraftværker holder ikke en meter, for disse værker vil i adskillige årtier frem i tiden binde os til en afbrænding af kul, som fra et klimaperspektiv er helt uacceptabel. Vi er nødt til i den rigeste del af verden at fastholde nødvendigheden af, at al udbygning af energisektoren fremover sker i form af vedvarende energikilder. Alt andet er hasard med klodens fremtid.

Man taler ofte om den kinesiske kulkraft som det store problem – og det er det på ét plan. Men de tre lande i verden, som har den største afbrænding af kul pr. indbygger, er England, USA og Tyskland.

indlæg oprettet af Jens Hvass

James Hansen: Coal-fired power stations are death factories. Close them, The Guardian 15.02.2009.

Share

Heathrow update

17. januar 2009

Trods 70.000 indsigelser, besluttede den engelske transportminister sig torsdag for at gennemføre en tredje landingsbane ved Heathrow. Forslaget har vakt stor modstand i England, blandt miljøorganisationer, klimaforskere og befolkningen i bred almindelighed. I en situation, hvor England har vedtaget meget skarpe CO2-reduktionsmål på 80% inden 2050 inklusive luftfarten, virker beslutningen da også helt ude af trit med virkeligheden.

Med de nuværende regeringsfremskrivninger, vil trafikken på Heathrow i 2050 stå for hele 20% af de samlede engelske CO2-udledninger. Det er som om, at det ikke er trængt ind, at man i den nuværende situation er nødt til at spare alvorligt på lufttrafikken, og at en udvidelse af Heathrows kapacitet fra 480.000 til 700.000 årlige fly vil være at sige ja til en miljømæssig katastrofe.

Greenpeace har derfor sammen med en række prominente mennesker købt et stykke land ved landsbyen Sipson, som vil blive helt udslettet, hvis udvidelsesplanerne gennemføres. Grunden er ikke større end en halv fodboldbane, men ejerne har erklæret, at de aldrig vil sælge jordstykket, og vil gøre hvad de kan for at forhale den eksproprieringssag, som regeringen nu må igennem for at sikre sig retten til det nødvendige areal for udvidelsen.

Taktikken er tidligere med stort held blevet brugt ved Tokyos største lufthavn, Narita. Allerede i 60erne havde man planer om at udvide den med en ekstra landingsbane, men man fik spurgt de bønder, der måtte afgive deres jord for at landingsbane kunne realiseres, på en så upassende måde, at det rejste en voldsom protest. Og det er lykkedes at forhale planerne om udvidelsen af Narita helt frem til i dag, hvor ingen forestiller sig, at lufthavnen nogensinde får sin anden landingsbane.

I den japanske jordlovgivning er det stort set umuligt at ekspropriere – derfor er en af den japanske mafias vigtigste opgaver er at facilitere ejendomshandler. Ved Heathrow er håbet foreløbig, at man med erhvervelsen af grunden ved Sipson kan få forhalet situationen frem til parlamentsvalget næste år. Det er således et genialt træk fra Greenpeace m.fl.s side. Både Konservative og Liberale Demokarter er imod udvidelsen, og lige nu er det ikke utænkeligt, at den miljømæssige inkonsekvens omkring Heathrow kom til at vælte Gordon Browns Labour-regering.

Som The Garadian skriver i en leder i går: “In the end, Britain’s courageous, world-leading and scientifically rational response to climate change lived and died within the space of a few weeks. Born, with great hopes, in late 2008, when a new department was created and the Climate Change Act was passed, forcing aviation emissions to fall along with everything else, it was killed off yesterday when the transport secretary handed the aviation lobby what it wanted, a third runway at Heathrow.”¹

Desværre er det ikke bare den engelske regering, som synes ude af stand til at tage de nødvendige politiske konsekvenser af klimasituationen. Med engelske Sir Nicholas Sterns ord har vi fremover kun ret til ét ton CO2 per person pr. år. En enkelt returbillet til Bangkok medfører omkring 7 ton CO2-ækvivalenter, og til Australien omkring 10 ton. I en situation, hvor luftfarten ikke har udsigt til nogensinde at kunne blive blive bare tilnærmelsesvis CO2-neutral, må der nærmest være tale om en global brist blandt vores politikere, når man bliver ved med pr. rygmarvsproces at forlænge fossile vækstkurver ind i fremtiden.

Se tidligere blog-indlæg: Udvidelse af Heathrow udsat.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Michael McCarty: Protesters buy land to thwart third runway, The Independent 13.01.2009.

James Chapman: 10,000 protesters join Alistair McGowan and Emma Thompson to buy a slice of Heathrow’s new runway, Daily Mail 13.01.2009.

Greenpeace buys land to foil London runway plans, (AP) North County Times 15.01.2009.

Gregory Katz: British govt OKs 3rd runway for Heathrow, (AP) Forbes.com 15.01.2009.

John Vidal: Environmental groups condemn Heathrow third runway plans, The Guardian 15.01.2009.

Michael McCarthy: Gordon Brown doesn’t get climate change, The Independent 15.01.2009.

A new runway is the last thing that Heathrow needs, (leder) The Independent 15.01.2009.

Dan Milmo: We can have hundreds of extra flights a day and still be green – ministers, The Guardian 16.01.2009.

Juliette Jewitt: Can aviation increase and carbon emissions fall at the same time? The Guardian 16.01.2009.

Concrete and calamity, (leder) The Guardian 16.01.2009.¹

Alok Jha: Heathrow third runway a mistake, says Lord Stern, The Guardian 22.05.2009.

Share

Udvidelse af Heathrow udsat

4. december 2008

Den engelske transportminister Geoff Hoon meddelte i dag, at han med 70.000 indsigelser på sit skrivebord endnu en gang så sig nødsaget til at udsætte afgørelsen, om Heathrow lufthavn skulle have tilladelse til at udvide med endnu en landingsbane, denne gang til en gang i begyndelsen af 2009. Med de nuværende to baner kan Heathrow klare 480.000 fly om året. Ved at anlægge endnu en landingsbane skulle kapaciteten nå op over 700.000 fly om året.

British Airways og lufthavnsmyndighederne insisterer på, at det er nødvendigt for at bevare konkurrenceevnen. Og den engelske premierminister Gordon Brown har indtil for nylig været for. Men miljøorganisationer har i årevis kæmpet hårdnakket imod udvidelsen. Fra et klimaperspektiv virker det fuldstændig absurd, at samme engelske regering, som netop har vedtaget verdens måske skarpeste CO2-lovgivning, med reduktionsmål for 2050 på 80% inklusive flytrafikken, ikke indser, at hvis den klimaplan nogensinde skal i hus, skal flytrafikken på Heathrow om noget reduceres – ikke udvides.

Den engelske klimarådgiver Lord Stern har sagt det tydeligt: Der er fremover kun plads til ét ton CO2 til hver. Det er blot som om, det ikke siver ind, at det betyder, at vi fremover bliver nødt til at flyve mindre. Selv ellers begavede mennesker nægter at se det i øjnene. En enkelt flyvning tur-retur mellem København og Sydney producerer mere end 10 ton CO2-ækvivalenter. Selv hvis vi ellers levede CO2-neutralt ville vi således kun kunne flyve til Fjernøsten hvert 7.-8. år. Og selv med superglatte overflader forfinet forbrænding og anden teknologisk forfinelse har man kun formået at reducere udledningerne med nogle få procent, som slet ikke kan følge med væksten i flytrafikken.

Læs mere »

Share

Nedtælling

2. november 2008

I The Guardian indledte Andrew Simms 1. august artikelserien 100 months to save the world. Baggrunden er, at vi ifølge Simms hastigt nærmer os et klimatisk ‘tipping point’, som gør øjeblikkelig handling uomgængeligt vigtig. Den første af artiklerne, The final countdown, giver et rids af den underliggende metode.

Måned for måned følger han den klimapolitiske udvikling. Og med foreløbig fire artikler ligner det en artikelserie, som kan give et fint perspektiv. I den seneste rapport for oktober var et af de få lyspunkter den engelske beslutning om en 80% reduktion i 2050, som også omfatter luftfart og skibsfart. I Simms’ september-rapport skriver han om frikendelsen af Greenpeace-aktivister i deres aktion mod det engelske kulkraftværk Kingsnorth og betydningen af at få etableret et moratorium for afbrænding af kul (se tidligere blog-indlæg: Britiske Greenpeace-aktivister frikendt).

I august-rapporten skriver han, at blot tre store engelske firmaer, BP, Centrica og Shell i første halvår 2008 havde en profit på 1.000 £ pr. sekund. I samme tidsrum var de samlede globale udledninger af CO2 1.000 ton CO2. Det er således en opgave af kolossale dimensioner at bringe de nuværende CO2-udledninger til ophør. Men i lyset af den nuværende kvotepris på omkring 13 £ (130 kr), som er markedsprisen på at reducere et ton CO2, er det omvendt en mulig opgave, hvis vi blot kan mobilisere den politiske vilje.

Som den engelske klima-rådgiver Sir Nicholas Stern så klart har sagt det, prisen for ikke at gøre noget er astronomisk i forhold til at tage seriøst fat nu (se blog-indlægget: Prisen for ikke at handle).

indlæg oprettet af Jens Hvass

Andrew Simms: The final countdown, The Guardian 01.08.2008.

Andrew Simms: 99 months, and counting, The Guardian 01.09.2008.

Andrew Simms: 98 months to save the world, The Guardian 01.10.2008.

Andrew Simms: 97 months left, The Guardian 01.11.2008.

www.onehundredmonths.org.

100 Months: Technical note (pdf).

 

Share