Strøtanker om bæredygtighed

.
Med denne lille tegnefilm tager George Monbiot, Leo Murray og PIRC hul på et alvorligt problem, som vi også kender herhjemmefra, at mens de officielle statistikker viser faldende CO₂-udledninger, så er vores samlede klimapåvirkning faktisk stigende.

Det hænger sammen med fundamentale fejl i hele den måde. vi opgør udledninger på, som stammer tilbage fra Kyoto-aftalen i 1998. Allerede den gang vidste man, at det var langt fra perfekt – at man burde have den internationale skibsfart og luftfart med og burde finde en måde at indregne, at en større og større del af de rige landes forbrugsvarer bliver produceret i lande som Indien og Kina. Når CO₂-produktionen er faldende i lande som Danmark og England, er det derfor i høj grad fordi vi har udflaget produktionen af en stor del af de varer, som fører ti store CO₂-udledninger.

Faktisk peger den fine lille 3 min. animation på tre sammenhængende vildfarelser (for nu ikke at kalde dem løgne), at vores CO₂-udledninger er faldet i de seneste år, at vores regeringer gør alt de kan i omstillingen til bæredygtigt ligevægtssamfund, og at vi bliver lykkeligere ved at forbruge mere. Den lille animations visuelle højdepunkt er mod slutningen, hvor vi som søvngænger-zombier drages mod stormagasinerne for at hente dagens pose med forbrugsvarer, som verden omkring os gør sit bedste for at indprente os, at vi ikke kan leve lykkeligt foruden, men som undersøgelse efter undersøgelse viser ikke gør os lykkeligere.

At denne bevidstløse forbrugerisme samtidig med at den hastigt forøder klodens livsgrundlag, er med til at forurene og depravere vores tilværelsers målretning … er det 21. århundredes store tragik.

www.carbonomissions.org.uk.

I går blev verdens største havvindmøllepark indviet ved Walney, ud for den kumbriske kyst. Den er interessant af flere grunde – dels står danske DONG bag projektet med en andel på 50,1% af Walney Offshore Windfarms Ltd. og viser dermed, at man er i fuld gang med at tage konsekvensen af sin målsætning om fremover primært at arbejde med vedvarende energi efter historisk at have været en olie- og naturgas-virksomhed. DONG Energy står således som den ledende part i opførelsen og driften af Walney Offshore Windfarms. De to øvrige parter er energiselskabet SSE, (Scottish and Southern Energy, 25,1%) samt OPW (24,8%), et selskab ejet i fællesskab af den hollandske pensionskasse PGGM og den hollandsk kapitalfond Ampère Equity Fund. Walney er således et godt eksempel på, at pensionsmidler og pensionskasser på mere end én måde kan være med til at sikre fremtiden, som man kunne håbe vinder langt større udbredelse fremover.

I en meddelelse fra DONG Energy siger DONGs leder Anders Eldrup: “Vi er meget tilfredse med at have udviklet og opført Walney havvindmøllepark på rekordtid. Dette er ikke alene den største havmøllepark i verden, men også den hurtigst opførte havmøllepark i verden. Den markerer en ny æra i forhold til finansiering som det første projekt i Storbritannien, der har tiltrukket institutionelle investorer. Walney er en milepæl inden for offshore vindkraft og DONG Energys mål om yderligere industrialisering af offshore vindkraft og reducering af omkostninger.”¹

Læs mere »

Forslag til nye højspændingsmaster til det engelske landskab af 1) Bystrup Arkitekter og Designere, 2) Plexus by Al-A med Arup, 3) Oval Partnership Architecture Ltd., 4)  og 5) Agencie Group LLC. Se konkurrencens seks short-listede forslag her.

I alt 88.000 elmaster trækker deres tråde gennem de engelske landskaber, og hvor formgivningen af sådanne objekter op igennem det 20. århundrede ofte har været et rent teknisk anliggende, så har den engelske arkitektforening RIBA haft udskrevet en konkurrence om fremtidens højspændingsmast, som blev afgjort i går – med en dansk vinder ved Bystrup Arkitekter og Designere.

Når man ser paletten af forslag (i det lille udvalg herover har jeg udeladt nogle af de mest fantasifulde), vil mange nok mene, at det danske forslag T-Pylon, er blandt de kedeligste. Det lægger sig præcist i en dansk designtradition, som skærer ind til den rene, nødvendige form. Ingen herresving, ingen pynt eller dikkedarer. Ingen kroge, hvor skidtet kan samle sig eller tæringen sætte uset ind.

Man kan umiddelbart savne den transparens, som har ligget i det 20. århundredes gittermaster, og som mange af de øvrige 250 bidrag til konkurrencen har søgt at viderearbejde til mindre teknisk betonede – for nogle forslags vedkommende direkte legende – udtryk. Men ud over at T-Pylon-masterne vil bruge mindre materiale end den traditionelle gittermast, vil de være mindre og fremstå mindre dominerende end gittermasterne i det åbne landskab. Så det ville være spændende at se dem prøveopsat også i det danske landskab.

Winner of the Pylon Design competition announced, RIBA, Royal Institute of British Architects, 14.10.2011.

Danish company wins pylon design contest, The Guardian 14.10.2011.

The winner of a new generation of electricity pylons is announced, (med billeder af en række af de fremhævede forslag) The Guardian 14.10.2011.

T-Pylon (2011), Bystrup Arkitekter og Designere.

.
I en situation, hvor den danske regerings klima-ambitioner kan ligge på et meget lille sted, er det opløftende at se, hvordan man i England har håndteret situationen.

Instruktøren bag filmen Age of Stupid, Franny Armstrong, introducerede i 2009 i samarbejde med The Guardian en 10:10-kampagne, som i al sin enkelhed gik ud på at reducere ens CO₂-udledninger med 10% i løbet af et år (og når man så var kommet i gang at tage yderligere 10% næste år og næste år og næste år).

Kort efter at den nuværende engelske premierminister David Cameron tiltrådt, greb han 10:10-udfordringen for de engelske regeringsbygninger. Og på et år er det her lykkedes at reducere CO₂-udledningerne med 13,8% – eller 100.000 ton. Det er præcist den slags indsatser som skal til – og skal opretholdes over de næste årtier – for at vi kan vende klodens lige nu noget dystre klimaperspektiver. Det har været prisværdigt, at også konservative politikere tog klimaudfordringen seriøst. Derfor er det dobbelt sørgeligt, at en række af Camerons partifæller tidligere på måneden var med til at underminere den engelske støtte til på EU-basis at gøre de nuværende klimakrav på 20:20 til 30:20 eller 40:20 (40% reduktioner i 2020).

Alene i England havde 3.000 virksomheder og 80.000 individer et år efter lanceringen tilmeldt sig 10:10-kampagnen, som har fået fodfæste i 45 lande verden over. Byer som Amsterdam, Zagreb, Paris og Mexico City har tilmeldt sig. Og i Danmark har blandt andet Østerbro kastet sig ud i som bydel at spare 10%.

Kunne man udfordre de mange ministerier, organisationer og virksomheder i København til en tilsvarende kappestrid – ikke bare om 10% reduktioner det første år, men hvem som når først 20, 40, 60, 80% og CO₂-neutralitet? Det ville give Københavns Kommunes planer om at nå CO₂-neutralitet i 2025 et kærkomment skub i den rigtige retning.

Whitehall exceeds PM’s 10% carbon target, (pressemeddelelse) Department of Energy & Climate Change, 06.07.2011.

Fiona Harvey: UK government claims it has exceeded its own carbon reduction target, The Guardian 06.07.2011.

James Randerson: Cameron: I want coalition to be the ‘greenest government ever’, The Guardian 14.05.2010.

James Randerson: Coalition pledges to cut central government emissions by 10%, The Guardian 12.05.2010.

Franny Armstrung: 10:10 – our chance to save the world, The Guardian 01.09.2009.

The Guardian’s 10:10 climate change campaign, en 3:26 min. video, hvor Franny Armstrong introducerer 10:10-udfordringen.

Amy Fallon: 10:10 climate campaign gains support from four medical associations, 18.10.2010.

Tom Moseley: Four capital cities sign up to 10:10, The Guardian 14.10.2010.

Ashleigh Searle : London Underground goes greener by signing up to 10:10 campaign, The Guardian 10.06.2010.

Racchekl Williams: Schools back the 10:10 campaign, The Guardian 24.05.2010.

Juliette Jowitt: Foreign Office’s 10:10 plan takes off with economy flights for ambassadors, The Guardian 17.02.2010.

Ian Katz: 10:10 – The time for action, The Guardian 31.12.2009.

Hélène Mulholland: Boris Johnson signs London City Hall up to 10:10, The Guardian 08.12.2009.

Ian Katz: 10:10: What’s it all about? The Gaurdian 01.09.2009.

Ligesom den danske regering har den engelske regering til stadighed fremhævet, at det er lykkedes at afkoble økonomisk vækst og CO₂-udledinger. Officielt hedder det sig, at England siden 1998 har reduceret sine CO₂-udledninger med 5% – ikke meget, slet ikke i forhold til hvad der er brug for, men nok til at vække opmærksomhed ude i den store verden, hvor udledningerne af drivhusgasser stiger og stiger i takt med den stigende økonomiske aktivitet.

For nylig beregnede Stockholm Environment Institute, at hvis man beregnede de samlede engelske udledninger, var CO₂-udledningerne i virkeligheden steget markant siden 1992 (se tidligere blog-indlæg: Samlede engelske CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Og nu har WWF i samarbejde med Stockholm Environment Institute en rapport på trapperne, som kommer frem til, at CO₂-udledningerne er steget med hele 44%, hvis man regner samtlige emissioner med – eller 49% højere end de officielle tal.

Det peger på et centralt problem med Kyoto-aftalen, som det kun delvist ser ud til at man kommer til at løse med den kommende Københavner-aftale. At de rige lande med en kombination af de nuværende kvotemekanismer og de globale markedsmekanismer overhovedet ikke skruer med for blusset, men blot systematisk udflager al produktion, som sviner og producerer CO₂ til lande, som endnu ikke er kvotebelagte. Det kan måske sminke den nationale statistik, men det løser ikke problemerne. Tværtimod.

Læs mere »

Det fremgår af en række artikler i The Guardian på det seneste, at England på få år har halveret sit forbrug af plasticposer.

Det er umiddelbart lidt af en bedrift. Det startede i al uskyldighed med, at filmproducenten Rebecca Hosking i 2007 overtalte butikker i den lille by Modbury til at nægte at uddele gratis plasticposer, og fik for alvor momentum, da syv store supermarkedskæder satte sig for at halvere deres forbrug af plasticposer og den engelske regering gjorde det til en mærkesag. Således har England på blot godt to år så godt som halveret sit forbrug. Hvor der i maj 2006 blev uddelt 870 mio. engangsplasticposer i engelske butikker, var det i maj 2009 blot 450 mio. engangsplasticposer – eller et fald fra 17½ til 9 engangsplasticposer pr. englænder pr. måned.

George Monbiot er straks på pletten med skarpe modsynspunkter på sin blog på The Guardian: “Krigen mod plasticposen er spild af tid”, harcelerer han efter i april sammesteds at have kaldt englændernes besathed af plasticposerne en form for miljømæssig ignorans. Brugte vi samme ildhu på at halvere vores forbrug af flyrejser og transport, ville det virkelig batte noget, og i det store perspektiv har han ikke helt uret. Hvis vi vil gøre os håb om at håndtere klimaudfordringen, er vi nødt til at skelne mellem store og små problemer og i hvert fald forholde os til nogen af de store problemer. Vi er nødt til at udvikle en form for proportionssans i vores miljøindsats, så plasticposen ikke bare bliver et uskyldigt dække for fortsættelsen af en på alle de afgørende områder klimamæssigt graverende livsstil, og vores ene hånd solder væk, hvad vi møjsommeligt sparede os til med den anden.

Men de stigende plasticmængder er et reelt problem. Danmark har netop måttet opskrive sine nationale CO₂-udledninger betragteligt, fordi man kunne konstatere, at der var langt mere plastic i vores affald end hidtil antaget – og dermed, at vores affaldsafbrænding gav anledning til markant større CO₂-udledninger end hidtil indregnet. Det er små mængder, men samlet drejer det sig for Danmark om en merudledning, som kræver indtil flere store havvindmølleparker à 100 møller at kompensere. I stedet var det måske smartere at tage rygsækken med i Irma næste gang eller bruge en pose, som kan genbruges mange gange.

Se tidligere blog-indlæg: Organiske plasticposer og Kina forbyder gratis plasticposer.

John Vidal: Plastic bag revolt halves nationwide use to 450m, The Guardian 17.07.2009.

George Monbiot: War on plastic bags is a waste of time, The Guardian 15.07.2009.

George Monbiot: Plastic bag obsession is carrier for environmental ignorance, 07.04.2009.

Rebecca Smithers: UK retailers criticised over plastic bags, The Guardian 06.07.2009.

Hvis man virkelig vil få det skidt over trafikforurening, så kan nøglen være at gøre den synlig. Og det er lige netop det, som et projekt i Storbritannien gør.

Ved hjælp af billige trådløse sensorer overvåges niveauet af luftforurening i forbindelse med trafikken, således så det bliver lettere at identificere hvor man skal sætte ind for at skabe et bedre miljø i byerne.

Projektet hedder MESSAGE (Mobile Environmental Sensing Systems Across Grid Environments) og er et pilotprogram, hvor sensorer bliver sat op i byen Gateshead nær Newcastle i England for at kortlægge hvor luftforureningen er værst. Sensornetværket i Gateshead består af omkring 50 separate trådløse sensorer i små metalbokse. De er sat fast til gadelamper og rækværk langs større veje.

Sensorerne opsamler data om kulilte, svovldioxid, temperatur, luftfugtighed og støj-niveauer, og så tæller de også biler. Disse data bliver sendt til en central computer-server og opdateret hvert minut, sådan at man får et online-kort, der konstant viser den aktuelle forureningssituation i et givent område.

Enhver kan klikke ind og se forureningskortet, sådan at borgerne kan vælge rejseruter med mindst luftforurening og politikere kan få hjælp til at vælge de bedste løsninger til at mindske forureningen. Det er håbet at projektet kan føre til færre sundhedsproblemer, som skyldes dårlig luftkvalitet, og hjælpe med i kampen mod klimaforandringer.

I en ny udvikling af projektet er det børn og cyklister, som bærer sensorerne rundt i byen og dermed hjælper med at sende information til forureningskortet. Se en kort video-introduktion fra Sky News nedenfor.

Læs mere »

Klimaforskeren James E. Hansen har i dag en tankevækkende artikel i The Guardian, hvor han under overskriften Coal-fired power stations are death factories. Close them trækker konsekvensen af den fortsatte udbygning af kulkraften skarpt op. Det er meget på sin plads i et land som England, som på trods af at det i dag står med en af verdens skarpeste klimaplaner (med en reduktion på 80% inklusive skibs- og luftfart i 2050) planlægger opførelsen af nye kulkraftværker og nye landingsbaner på Heathrow.

Vores hjemlige energiselskab DONG burde også læse skriften på væggen. DONG har pt. fremskredne planer om at opføre gigantiske kulkraftværker i både Skotland og Tyskland. Argumenterne om, at de er (lidt) bedre end de nu værste kulkraftværker holder ikke en meter, for disse værker vil i adskillige årtier frem i tiden binde os til en afbrænding af kul, som fra et klimaperspektiv er helt uacceptabel. Vi er nødt til i den rigeste del af verden at fastholde nødvendigheden af, at al udbygning af energisektoren fremover sker i form af vedvarende energikilder. Alt andet er hasard med klodens fremtid.

Man taler ofte om den kinesiske kulkraft som det store problem – og det er det på ét plan. Men de tre lande i verden, som har den største afbrænding af kul pr. indbygger, er England, USA og Tyskland.

James Hansen: Coal-fired power stations are death factories. Close them, The Guardian 15.02.2009.

Trods 70.000 indsigelser, besluttede den engelske transportminister sig torsdag for at gennemføre en tredje landingsbane ved Heathrow. Forslaget har vakt stor modstand i England, blandt miljøorganisationer, klimaforskere og befolkningen i bred almindelighed. I en situation, hvor England har vedtaget meget skarpe CO₂-reduktionsmål på 80% inden 2050 inklusive luftfarten, virker beslutningen da også helt ude af trit med virkeligheden.

Med de nuværende regeringsfremskrivninger, vil trafikken på Heathrow i 2050 stå for hele 20% af de samlede engelske CO₂-udledninger. Det er som om, at det ikke er trængt ind, at man i den nuværende situation er nødt til at spare alvorligt på lufttrafikken, og at en udvidelse af Heathrows kapacitet fra 480.000 til 700.000 årlige fly vil være at sige ja til en miljømæssig katastrofe.

Greenpeace har derfor sammen med en række prominente mennesker købt et stykke land ved landsbyen Sipson, som vil blive helt udslettet, hvis udvidelsesplanerne gennemføres. Grunden er ikke større end en halv fodboldbane, men ejerne har erklæret, at de aldrig vil sælge jordstykket, og vil gøre hvad de kan for at forhale den eksproprieringssag, som regeringen nu må igennem for at sikre sig retten til det nødvendige areal for udvidelsen.

Taktikken er tidligere med stort held blevet brugt ved Tokyos største lufthavn, Narita. Allerede i 60erne havde man planer om at udvide den med en ekstra landingsbane, men man fik spurgt de bønder, der måtte afgive deres jord for at landingsbane kunne realiseres, på en så upassende måde, at det rejste en voldsom protest. Og det er lykkedes at forhale planerne om udvidelsen af Narita helt frem til i dag, hvor ingen forestiller sig, at lufthavnen nogensinde får sin anden landingsbane.

I den japanske jordlovgivning er det stort set umuligt at ekspropriere – derfor er en af den japanske mafias vigtigste opgaver er at facilitere ejendomshandler. Ved Heathrow er håbet foreløbig, at man med erhvervelsen af grunden ved Sipson kan få forhalet situationen frem til parlamentsvalget næste år. Det er således et genialt træk fra Greenpeace m.fl.s side. Både Konservative og Liberale Demokarter er imod udvidelsen, og lige nu er det ikke utænkeligt, at den miljømæssige inkonsekvens omkring Heathrow kom til at vælte Gordon Browns Labour-regering.

Som The Garadian skriver i en leder i går: “In the end, Britain’s courageous, world-leading and scientifically rational response to climate change lived and died within the space of a few weeks. Born, with great hopes, in late 2008, when a new department was created and the Climate Change Act was passed, forcing aviation emissions to fall along with everything else, it was killed off yesterday when the transport secretary handed the aviation lobby what it wanted, a third runway at Heathrow.”¹

Desværre er det ikke bare den engelske regering, som synes ude af stand til at tage de nødvendige politiske konsekvenser af klimasituationen. Med engelske Sir Nicholas Sterns ord har vi fremover kun ret til ét ton CO₂ per person pr. år. En enkelt returbillet til Bangkok medfører omkring 7 ton CO₂-ækvivalenter, og til Australien omkring 10 ton. I en situation, hvor luftfarten ikke har udsigt til nogensinde at kunne blive blive bare tilnærmelsesvis CO₂-neutral, må der nærmest være tale om en global brist blandt vores politikere, når man bliver ved med pr. rygmarvsproces at forlænge fossile vækstkurver ind i fremtiden.

Se tidligere blog-indlæg: Udvidelse af Heathrow udsat.

Michael McCarty: Protesters buy land to thwart third runway, The Independent 13.01.2009.

James Chapman: 10,000 protesters join Alistair McGowan and Emma Thompson to buy a slice of Heathrow’s new runway, Daily Mail 13.01.2009.

Greenpeace buys land to foil London runway plans, (AP) North County Times 15.01.2009.

Gregory Katz: British govt OKs 3rd runway for Heathrow, (AP) Forbes.com 15.01.2009.

John Vidal: Environmental groups condemn Heathrow third runway plans, The Guardian 15.01.2009.

Michael McCarthy: Gordon Brown doesn’t get climate change, The Independent 15.01.2009.

A new runway is the last thing that Heathrow needs, (leder) The Independent 15.01.2009.

Dan Milmo: We can have hundreds of extra flights a day and still be green – ministers, The Guardian 16.01.2009.

Juliette Jewitt: Can aviation increase and carbon emissions fall at the same time? The Guardian 16.01.2009.

Concrete and calamity, (leder) The Guardian 16.01.2009.¹

Alok Jha: Heathrow third runway a mistake, says Lord Stern, The Guardian 22.05.2009.

Den engelske transportminister Geoff Hoon meddelte i dag, at han med 70.000 indsigelser på sit skrivebord endnu en gang så sig nødsaget til at udsætte afgørelsen, om Heathrow lufthavn skulle have tilladelse til at udvide med endnu en landingsbane, denne gang til en gang i begyndelsen af 2009. Med de nuværende to baner kan Heathrow klare 480.000 fly om året. Ved at anlægge endnu en landingsbane skulle kapaciteten nå op over 700.000 fly om året.

British Airways og lufthavnsmyndighederne insisterer på, at det er nødvendigt for at bevare konkurrenceevnen. Og den engelske premierminister Gordon Brown har indtil for nylig været for. Men miljøorganisationer har i årevis kæmpet hårdnakket imod udvidelsen. Fra et klimaperspektiv virker det fuldstændig absurd, at samme engelske regering, som netop har vedtaget verdens måske skarpeste CO₂-lovgivning, med reduktionsmål for 2050 på 80% inklusive flytrafikken, ikke indser, at hvis den klimaplan nogensinde skal i hus, skal flytrafikken på Heathrow om noget reduceres – ikke udvides.

Den engelske klimarådgiver Lord Stern har sagt det tydeligt: Der er fremover kun plads til ét ton CO₂ til hver. Det er blot som om, det ikke siver ind, at det betyder, at vi fremover bliver nødt til at flyve mindre. Selv ellers begavede mennesker nægter at se det i øjnene. En enkelt flyvning tur-retur mellem København og Sydney producerer mere end 10 ton CO₂-ækvivalenter. Selv hvis vi ellers levede CO₂-neutralt ville vi således kun kunne flyve til Fjernøsten hvert 7.-8. år. Og selv med superglatte overflader forfinet forbrænding og anden teknologisk forfinelse har man kun formået at reducere udledningerne med nogle få procent, som slet ikke kan følge med væksten i flytrafikken.

Læs mere »