Fukushima – otte måneder i tvivl

11. november 2011

I dag er det otte måneder siden, at et jordskælv ud for Japan udløste en voldsom tsunami, som sine steder nåede 10 km ind i landet og spredte død og ødelæggelse over en flere hundrede kilometer lang kyststrækning. Mere end 20.000 mennesker omkom, heraf er ganske mange endnu ikke fundet og bliver det aldrig. I titusindvis af mennesker har måttet flytte i lejre og midlertidige boliger, og der forestår et kolossalt genopbygningsarbejde, som det vil tage adskillige år at gennemføre.

Oven i alt dette ramte tsunamien Fukushima Daiichi-værket, at A-kraftværk med seks reaktorer placeret langs kysten. Ikke bare nødstrømsforsyningen, men stort set alle sikkerhedsforanstaltninger svigtede, og tre af reaktorerne løb løbsk, mens store mængder brugt brændsel, som ikke kunne holdes nedkølet, udgjorde endnu en tikkende bombe i en fjerde reaktor.

Her otte måneder efter ser det ud til, at situationen langsomt er ved at være under kontrol. Men der har været meget omfattende radioaktive udslip, og efterhånden som det står klart, at der har været tale om kernenedsmeltninger i tre af reaktorerne, nærmer Fukushima-ulykken sig verdens største A-kraft-ulykke. Samtidig holder alle vejret for, at der ikke kommer et stort efterskælv, som man ofte ser det kort tid efter store jordskælv. For med eksploderede reaktorbygninger og serier af intermistiske løsninger ville endnu en tsunami af samme størrelse igen bringe ulykken helt ud af kontrol.

Hvor ødelæggelserne fra jordskælv og tsunami trods deres omfang er afgrænsede og håndterbare, da får en A-kraft-ulykke af dette omfang en gennemgribende indvirkning på et helt samfund. Det har været tankevækkende at følge, hvordan konsekvenserne af et sådant teknologisk kollaps breder sig som ringe i vandet til alle dele af samfundet – ved at lade øjnene løbe ned over link-samlingen i det forudgående blog-indlæg, Fukushima – links, får man en fornemmelse af, hvor omfattende ravage en sådan ulykke har i et højteknologisk samfund. Siden 11. marts har det præget hver eneste dag for samtlige 126 millioner japanere, og ingen kan endnu sige noget om, hvornår og i hvilken udstrækning tingene igen bliver “normale”.

Samtidig har Fukushima-ulykken haft omfattende internationale implikationer, og verden rundt er der stillet spørgsmålstegn både ved udbygningsplaner for A-kraft og ved sikkerhedsforanstaltninger for eksisterende værker. Det er for tidligt at afgøre, i hvor høj grad verden for alvor ændrer kurs efter Fukushima. Men det har klart gjort indtryk, at lande som Tyskland, Schweiz og Italien som konsekvens af Fukushima-ulykken har vedtaget fuld afvikling af A-kraften i deres energiforsyning.

Japanerne er vågnet op til, at teknologi i den kaliber ikke bare er børnelegetøj, men kan dræbe og forpeste miljøet og skabe usikkerhed om alt – og at de gentagne forsikringer om, at A-kraften var en både sikker, billig og ren energikilde, var usandfærdige. Ledelsen hos Tepco, Tokyos energiselskab, som ejer de forulykkede reaktorer, har ved flere lejligheder været gjort opmærksom på, at der var aspekter ved sikkerhedsforanstaltningerne på det næsten 40 år gamle værk, som måtte betragtes som helt utilstrækkelige, uden at man har foretaget sig noget. Alle har levet i en drøm om, at det ikke kunne gå galt. En tryghedsboble er bristet.

Som en naturlig konsekvens heraf erklærede Japans premierminister Naoto Kan midt i juni, at Japan fuldstændigt burde gentænke sin energistrategi, stoppe udbygningen af A-kraften, afvikle de eksisterende reaktorer inden for relativt få år (mange af de 56 japanske reaktorer nærmer sig skelsår) og i stedet satse målrettet på vedvarende energikilder. Hen over sommeren så det således ud til, at Japan ville satse på en 100% omlægning til vedvarende energi.

Den folkelige vilje er til stede – en undersøgelse i juni viste en 74% tilslutning til en udfasning af A-kraften. Det gav mening ikke bare at genopføre, men at skabe noget nyt og bedre. Og ud over rigelige mængder af sol og vind har Japan over alt termisk varme lige under overfladen.

Men sidst i august tiltrådte en ny premierminister, Yoshihiko Noda. Og uden at han tør gå åbent imod folkestemningen, ser han det som et mål at få så mange reaktorer som muligt i gang igen inden næste sommer, så Japan ikke skal klare sig igennem endnu en sveddryppende sommer med 30% mindre strøm i stikkontakterne. Så det er igen et åbent spørgsmål, hvilken konklusion, Japan ender med at tage af sin A-kraft-ulykke. Samtidig med, at A-kraft-spørgsmålet har bragt japanerne på gaden i et hidtil uset omfang, bliver der givet i kulisserne arbejdet på at sikre A-kraftens rolle i Japans fremtidige energiforsyning.

I skyggen af Fukushima-ulykken har der rundt omkring i Japan har været stor modvilje mod at genstarte reaktorerne. Derfor er der lige nu kun 10 af Japans 54 reaktorer, som er i drift. Tallet kan nå så lavt som 6 ved nytårstid og nul næste år i maj. Derfor er alle i Kansai og Kyushu (i det centrale og sydlige Japan) netop blevet pålagt moderate energibesparelser også vinteren over.

Frygten for den usynlige stråling dukker op over alt i den japanske dagligdag. For både fisk, kød, grøntsager og svampe har der været konstateret for høje strålingsniveauer, så hverdagen er fyldt med spørgsmål og tvil, om man kan spise årets rishøst, drikke vandet og teen, samle svampe og urter i skoven? Kan man lade sine børn lege ude? Kan man stole på myndighedernes målinger? Kan man leve med A-kraft? – kan man leve uden? Kan man nå klimamålsætningerne med A-kraft, kan man nå dem uden? Og hvordan kan man blive ved med at kalde A-kraft for en billig energikilde, når den er så dyr at etablere, at det kræver voldsom statsstøtte samtidig med, at ingen synes for alvor at have detailplanlagt, hvordan vi rent faktisk gennemfører den fredelige nedlukning. Ingen ved, hvad det koster at demontere et A-kraftværk og få delene deponeret i århundreder.

Og når det som ved Fukushima Daiichi-værket går alvorligt galt, så må staten træde ind og foretage det kolossale oprydnings- og genopbygningsarbejde. Midt i alle de rituelle undskyldninger har ejeren af det forulykkede værk, TEPCO, været pinligt tæt på at stikke af fra ansvaret. Det er staten, som betaler bønderne for land, de ikke kan dyrke på grund af strålingen, og for kød, som ikke kan spises på grund af strålingen, og langt størstedelen af oprydningsarbejdet vil blive finansieret med statslige midler.

Vi ved endnu ikke, hvor omfattende følgevirkningerne bliver, hvor mange, som kan flytte hjem hvor hurtigt, hvornår man igen kan spise – og eksportere – risen og fisken, eller om te-høsten næste år kan drikkes. Vi ved endnu ikke, hvor omfattende langtidsvirkningen på sundhedstilstanden bliver.

Strålingsniveauet har været nævnt som både 30 og 128 gange højere end Hiroshima-bomben, hvor man efterhånden er langt over en kvart million dødsfald linket til sprængningen i 1945. På årsdagen i år blev listen med dødsfald relateret Hiroshima-bomben opdateret med mere end 5.000 nye navne, og det sidste dødsfald er ikke født endnu.

Hvis man ser ud over de lidelser og prøvelser, som mange japanere har været udsat for i det seneste halve år og stadig står til halsen i, så er der meget at lære. Ikke bare for Japan og japanerne, som er vågnet til en voldsom cocktail af utilregnelig teknologi, ødelæggende naturkræfter og svigagtige virksomheder og politikere, men for verdenssamfundet. Igen og igen har det i udfoldelsen af katastrofen været trukket op, hvordan store løsninger fører til endog særdeles store problemer.

Selv for de mest lidenskabelige A-kraft-tilhængere er det, der er sket i Japan – og det at det kunne ske i det perfektionistiske Japan – en alvorlig påmindelse om, at teknologien ikke blot kan være perfekt i sig selv, men fungerer i en menneskelig kontekst, som før eller siden begår fejl, og står i nogle omgivelser, som før eller siden lader uforudsigeligt voldsomme naturkræfter fri.

Den vigtigste – og måske allersværeste – lære at drage er derfor, at selvom ulykken kunne være undgået hvis og hvis og hvis … så vil det ske igen.

En række klima-profiler har været fremme med, at vi set ud fra et klimaperspektiv ikke må opgive A-kraften. For eksempel George Monbiot har efter Fukushima-ulykken har erklæret, at A-kraften er en nødvendig del af klimaløsningen, og at folk lader sig forføre af sine følelser. Normalt har jeg stor respekt for ham og hans analyser. Men jeg har svært ved at følge logikken og ser kernekraften som forbuden frugt – som noget, der ligesom genetisk manipulation ligger ud over vores økologiske niche. Det er så let at dvæle ved fordelene, og så umuligt at forudse bivirkningerne.

Det koster at omlægge til vedvarende energi, men det er fremtiden. Og for langt færre midler, end det ville koste at udbygge den japanske A-kraft, ville man kunne sikre sig den nødvendige energi som vedvarende energi. Lederen af The Rocky Mountain Insitute, Amory Lovins, har vurderet, at man for de samme penge får 2-10 gange mere CO2-reduktion for pengene ved at bruge dem på vedvarende energi end på A-kraft, og at det kan gå 20-40 gange hurtigere.

Hvis der i stedet for reaktorerne havde stået titusinde vindmøller langs den japanske Stillehavskyst, samtidig med, at der havde ligget solceller på tagene (som det i høj grad allerede ligger solfangere til varmt brugsvand) og været boret efter termisk varme, så havde det efter jordskælvet og tsunamien i marts været langt enklere at få samfundet i gang igen og at kunne koncentrere sig om de menneskelige problemer – oprydningsarbejdet efter tsunamien ville have været forståeligt, håndterbart og muligt. Nu står man med en masse problemer, som der kun findes halve løsninger på.

Teoretisk set kan man godt skrælle 5 cm af jorden i et område på 400 km² for at bringe strålingen ned under grænseværdierne, samle alle nedfaldne blade i omfattende skovarealer og højtryksspule hver en sprække mellem tagstenene, men hvor skal man gøre af de enorme jordmængder og affaldsmængder, og hvor skal erstatningsjorden komme fra? Den natur der var, vil for en tid være totalraseret, og under grænseværdierne betyder ikke, at der er rent. Samtidig er de store mængder radioaktivitet, som er løbet i havet i forbindelse med forsøgene på nedkølingen af tre nedsmeltede reaktorer, i første omgang umulige at rense, spredt ud i et endeløst ocean. Men dele deraf vender med tiden tilbage i toppen af fødekæden – vi mennesker.

Der er således noget uigenkaldeligt uopretteligt over de nukleare katastrofer – måske fordi vi mennesker her er ude at rode i et område, hvor naturen aldrig har fået opbygget erfaringer med at rydde op efter os.

Tvivlen nager i disse måneder det japanske samfund. Og det skal blive spændende at se, om man formår at omsætte tvivlen og de smertelige erfaringer til et systematisk arbejde på at lægge den fossil afhængighed bagude.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima Daiichi-ulykken:  Fukushima – linksFukushima – No Nukes Art ProjectFukushima – patienten i bedring, Fukushima – stress tests, Murakami: Vi må bygge en verden af “urealistiske drømmere”, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – nye grænseværdier og We Are All Fukushima.

Illustrationerne i højre margin er Fukushima-plakater fra siden nonukeart.org. Se mere derom i det efterfølgende blog-indlæg Fukushima – No Nukes Art Project.

Share