Indlæg tagged med Bill McKibben

Bernies klima

15. april 2016

Bernie Sanders har i sin kampagne for at blive den demokratiske kandidat til præsidentvalget i USA til november givet klimaindsatsen en central placering – og ikke kun ved at ønske sig lidt flere solceller, vindmøller, elbiler og smart technology. Han har tværtimod sat klimapolitikken ind i et stort anlagt politisk og socialt perspektiv, hvor han samtidig adresserer retfærdighedsaspektet, det intergenerationelle, den morale forpligtelse og de eksisterende magtstrukturer, som foreløbig er lykkedes med at forsinke den nødvendige klimaindsats med adskillige årtier. 

Tilbage i juli sidste år skrev jeg et indlæg om Hillary Clintons klimapolitiske linje – Hillarys klima – som forsøgte at indkredse, i hvilken udstrækning man ville kunne forvente, at hun, hvis hun blev Obamas efterfølger, videreførte hans påbegyndte klimapolitik. I mellemtiden er Bernie Sanders kommet på banen som udfordrer til nomineringen som demokraternes præsidentkandidat. Bernie har i høj grad formået at udfordre Hillary, ikke mindst på klimaområdet, hvilket også afspejler sig i, at flere og flere af de løbende opdateringer i blog-indlægget om Hillarys klimapolitik handlede lige så meget om Bernies klima. For med Bernie på banen har hun været nødt til løbende at skærpe sin klimaposition for om muligt at vinde lidt af Bernies indhug i de unges stemmer tilbage. Så nu, hvor der om mindre end en uge er primærvalg i New York, hvor klima og miljø ser ud til at få en vis rolle, var det på plads at lave en pendant om Bernies klima og se på, hvordan han har været med til at sætte klimadagsordenen i det demokratiske primærvalg og i hvilken grad, de to demokratiske kandidaters klimaperspektiv er forskelligt.

Som oftest er det demokratiske primærvalg for længst afgjort, når det når til New York. Men i år er det anderledes. En sejr – eller i hvert fald et godt resultat i New York nu 19. april – er uomgængeligt vigtig for begge de tilbageværende kandidater. I en række primærvalg i det sydlige USA, som traditionelt er ganske konservativt, vandt Hillary stort tidligere på foråret, ikke mindst takket være en massiv opbakning fra de afro-amerikanske vælgere. Så hun vil med en en stor sejr i New York om ikke lukke ballet endeligt, så gøre det endnu mere usandsynligt, at Bernie kan nå at indhente hende. For Hillary er New York hjemmebane. Hun har været senator for staten New York i to fireårsperioder, så alle kender hende. Hun er da også storfavorit til at vinde nu på tirsdag, og hvis Bernie skulle gå hen og vinde i New York eller bare komme tæt på, så vil det psykologisk set være en gigantisk lussing, efter at hun for blot en måned siden var urørligt foran. For Bernie er New York tilsvarende vigtig, hvis han skal gøre sig håb om at stå med flest forpligtede delegerede, når primærvalgende er ovre. Han har indhentet noget på det seneste, men er stadig mere end 200 bagefter.

Læs mere »

Share

2-graders-målsætningen

16. november 2015

Denne graf stammer fra Carbon Brief og giver et godt rids af 2°C-målsætningens historie.

2-graders målsætningen – dette at den gennemsnitlige globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse ikke må overstige 2 grader Celsius – blev introduceret tilbage i 1975, hvor klimavidenskaben var i sin allerførste vorden. Her blev den i en artikel af William Nordhaus forsøgsvist antydet som en mulig tærskel for, hvornår klimaforandringer ville blive katastrofale. Siden er den gadvist blevet del af en standard-målsætning, som i adskillige år var dobbelt, at vi skulle sikre en målsætning, som bremsede temperaturudviklingen før 2°C / 450 ppm, hvor de 450 ppm angiver den maksimalt acceptable koncentration af CO2 i atmosfæren.

Ved den klimaaftale, som endte med ikke at blive vedtaget i København i 2009, var målsætningen således defineret som 2°C / 450 ppm. Men dels var de synlige virkninger af klimaforandringerne på den tid ved at markere sig, selvom den globale temperaturstigning stadig kun var under 1°C. Dels var der stadig klarere tegn i de fremskrivninger, klimavidenskaben gjorde, på, at en stabilisering af det globale klima på 2°C / 450 ppm ikke ville være nogen stabilisering, men tværtimod på langt sigt ville føre til voldsomme klimaforandringer og på meget lang sigt muligvis fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver – med havstigninger på op til 60 meter eller mere til følge. I 2008 fastlagde James Hansen et al. fra NASA således argumentation for, at en langtidsstabilisering af det globale klimasystem krævede en koncentration af CO2 i atmosfæren på max 350 ppm  (den var omkring på 280 ppm før industrialiseringens begyndelse), så allerede i København i 2009 var der mere end 100 lande bag et krav om en målsætning på max 1½C og max 350 ppm. Denne skærpede målsætning for klimaindsatsen er direkte indfældet i navnet på 350.org, den klimabevægelse, som Bill McKibben var med til at grundlægge.

Læs mere »

Share

Keystone XL afvist !!!

6. november 2015

Her til aften dansk tid har Obama endelig efter 6 års overvejelser givet Keystone XL det definitive nej. Det var også på tide, kunne man mene, og det har efterhånden stået klar for de fleste, at det ville ende dér. Men nu skete det – og strategisk set var der nok heller ikke flere gevinster at få ved at fortsat at udsætte, efter at Canada med Trudeau har fået en ny og mere klimavenlig regering og klimaspørgsmålet stortrives i det demokratiske primærvalg.

Kampen har stået på i syv år nu, og det er en kæmpe sejr til miljøbevægelsen – ikke mindst for 350.org, som med Bill McKibben i spidsen har sat alt ind på at vende en udvikling og med denne sejr har vist, at man med gejst og strategi og en god sag i ryggen kan vinde over selv de allerstørste.

Læs mere »

Share

OFF+ON: The Climate Movement and the Road Through Paris

11. september 2015

.
Off and On: The Climate Movement and the Road Through Paris, Brooklyn Academy of Music, New York 10.09.2015.

I nat kunne man online følge multimedieshowet OFF+ON om klimakrisen, med Bill McKibben (forfatter, 350.org co-founder), Naomi Klein (forfatter), Cynthia Org (klimaaktivist fra Borneo), Lennox Yearwood (præst, Hip Hop Caucus) og en lang række andre på scenen. Det er klart det fossile misbrug, som skal turnes OFF, og den vedvarende energi, som skal turnes ON.

Det imponerende er, at en sådan aften ikke bare er en grædetur over, hvor galt det er, og hvor synd og uretfærdigt det er, men hvor mange sejre, hvor muligt og indlysende det er, hvor mange steder klimabevidstheden vokser, og hvor mange sejre, der er kommet de senere år – men også hvor meget det haster. Så vi ser lige nu de fossile interesser få et massivt og kvalificeret modspil verden rundt. Ikke bare Keystone XL, men standsede kulkraftværker i Indonesien, en i hvert fald foreløbigt standset kulmine i Australien, som hvis den blev iværksat ville betyde CO2-udledninger svarende til 5% af resten af vores carbon budget.

Under vejs er der musikalske indslag, og de fire hovedpersoner supplerer hinanden ganske godt, omend det et par steder virker lidt løst i timingen. Men der er nerve og urgency, der er indblik og udsyn. Mod slutningen giver May Boeve, som nu er 350.orgs executive director, et rids af de mange arrangementer op til og under COP21 i Paris sammen med en opfordring til at bringe så mange nye divestment-tilsagn med til Paris, som overhovedet muligt.

Jeg havde mulighed for at se store dele af den og må sige at det var en god oplevelse. I løbet af de godt to timer får vi ud over et fantastisk indblik i, hvad der sker verden rundt, et fantastisk perspektiv på klimakampen, som den udfolder sig lige nu – som breder klimaindsatsen ud til at omfatte indsatsen for en mere lige og retfærdig verden.

Antonique Smith rundede af med at synge “Here comes the sun …”

Læs mere »

Share

Bill McKibben på Paris Divestment Conference

9. september 2015


.
Bill McKibben keynote speech ved Paris Divestment Conference 01.09.2015.

(under udarbejdelse) European Greens og 350.org afholdt 1. september i fællesskab en konference om divestment, hvor Bill McKibben, grundlæggeren af 350.org, gav den indledende tale. Her kommer mere introduktion en af dagene, men i første omgang er der mulighed for at se hans 40 min. indlæg. nederst er der links til konferencens øvrige indslag og paneldiskussioner.

Teksten herunder stammer fra konferencefolderens introduktion:

The case of the carbon bubble and divesting from fossil fuels

The world is agreed: the temperature of the atmosphere must not rise by more than 2°C. At the 2010 UN Climate Conference in Cancún, Mexico, representatives of 194 states committed themselves to this target. Even the USA and China, who never signed the Kyoto Protocol, supported the decision, as do all other major greenhouse gas emitters. The 2°C target refers to the rise in temperature relative to pre-industrial levels. How this can best be achieved is the subject of much controversy. However, there is a large measure of consensus that it must be achieved in order to limit the impact of climate change to a level which humanity can bear.

The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), where hundreds of international scientists analyse climate change and propose countermeasures, have on a number of occasions stressed the urgency of consistent measures if we are to keep the Earth on track towards the 2°C target.

How much CO2 emissions have to be cut and what does it mean for current fossil fuel reserves?
But what does the 2°C target mean in concrete terms? How much CO2 can humanity emit into the atmosphere without jeopardising getting there? A joint study by the Carbon Tracker Initiative and the London School of Economics has produced a detailed answer: Between now and 2050, only 900 gigatons of CO2 can be emitted if the 2°C target is to be attained with a probability of 80%. In the second half of the century, only a further 75 gigatons can be emitted. If more CO2 is emitted, the probability of remaining within the 2°C limit falls rapidly. With 1,075 gigatons by 2050, the probability is only 50%.

Læs mere »

Share

Bodil – århundredets stormflod?

6. december 2013

Refshalevej under vand, 6. december 2013 – foto: Nils Vest.

Da regnen 2. juli for godt to år siden stod ned over København med en i hvert fald for disse breddegrader hidtil uset kraft, var meteorologerne ikke sene til at kalde det en hundredeårsregn, enkelte kaldte det endda en femhundredeårsregn – forstået på den led, at det var en så udsædvanligt voldsom regnhændelse, at den kun ville optræde én gang hvert 100. eller hvert 500. år. Eller sådan havde det i hvert fald været indtil nu. For de klimaforandringer, som vi så småt er ved at mærke de første tegn på også i Danmark, vil gøre, at regnskyl med en sådan voldsomhed fremover vil forekomme langt hyppigere, måske hvert 30.-40. år, og på lidt længere sigt så tit, at det bliver noget naturligt – den nye normal.

Tilsvarende med det stormvejr, som det sidste halvandet døgn har raset over Danmark, som ikke har været nogen rekordstorm, når det gælder vindhastigheder. Men til gengæld har den nordvestlige storm – af uransagelige grunde kaldet Bodil – i skrivende stund haft en så uophørlig vedholdenhed, at den har nået at stuve store vandmasser op i de indre farvande. Uden at vi endnu kender de fulde data for Bodil, er “hun” derfor allerede kategoriseret som en hundredeårshændelse.

Fra mine unge dage, hvor jeg sejlede meget i de indre farvande, husker jeg Havnelodsens ofte næsten u-trolige angivelser af, hvor meget ekstra højvande, der kunne være under særlige vindforhold. Sine steder kendte man til vindstuvninger på 1½-2 meter for særlige vindretninger. For eksempel i havnen i Løgstør var der en stor pæl, hvor højvander gennem tiderne var markeret. Men der ser ud til, at Bodil mange steder har formået at slå disse rekorder. Ikke bare steder som Limfjorden og Vadehavet, hvor vindstuvningen traditionelt er stor, men denne gang også Roskilde Fjord, hvor vindstuvningen flere steder har nået to meter.

Selvom der er tale om en hundredeårshændelse i forståelsen stormvejr af en styrke, som vi hidtil hun har set én gang i hvert århundrede, så bliver det næsten med garanti ikke århundredets stormflod – overskriften havde mere korrekt været århundredets første stormflod. For med den stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændsler har vi lagt så meget i kakkelovnen, at vi i løbet af det 21. århundrede vil se den globale opvarmning accelerere. Det vil give både hyppigere og voldsommere vejrfænomener i takt med at den globale opvarmning ‘lader’ atmosfæren med mere fugt og varme, så vi vil se stadig nye rekorder for største, hurtigste, længste, varmeste, vådeste, voldsomste storm-, regn-, snevejr osv. Dels vil verdenshavene stige, så udgangspunktet for en storm som Bodil gradvist løfter dens virkning længere ind på land.

Læs mere »

Share

NRCD: Keystone XL øger klimabelastningen markant

25. juli 2013


.
Ved Obamas nylige klimatale var det forventet, at han ville gå uden om spørgsmålet om Keystone XL, som i de seneste år har været et af klimaindsatsens store fokuspunkter. Men tværtimod gjorde han det klart, at det ikke bare var et spørgsmål om arbejdspladser eller sikkerhed i energiforsyningen, men at Keystone XL først og fremmest ville blive vurderet på dens klimapåvirkning og kun ville blive godkendt, hvis det ikke førte til øget klimabelastning (Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL og Obamas klimaplan).

NRCD, Natural Ressources Defence Council, har derfor lavet en analyse af Keystone XLs klimapåvirkning, som i går blev fremlagt ved National Press Club i Washington. Den gør det klart, at Keystone XL over en 50-årig periode vil øge CO2-udledningerne med rundt regnet 1 mia. ton CO2 (0,9-1,2 mia. ton CO2) – hvilket rundt regnet er 20 mio. ton CO2 om året. Heri er ikke indregnet de ganske betydelige udledninger af drivhusgasser fra den totalrydning af oprindelige skovlandsskaber, som går forud for indvindingen af Albertas tar sands olie, og som hvis det står til de canadiske myndigheder over tid kan totalrasere et naturområde på størrelse med Frankrig.

Der er således tale om en betydelig stigning i CO2-udledningerne, som må betyde, at Obama, hvis han står ved hvad han sagde ved sin klimatale, nødvendigvis må afvise Keystone XL.

Den instans under Det Hvide Hus, som står for godkendelsesprocessen, har tidligere fået lavet en redegørelse for Keystone XLs klimapåvirkning, som kom til den konklusion, at rørledningen ikke ville øge klimabelastningen (da olien så blot ville finde andre veje). Den er blevet kritiseret stærkt, ikke mindst efter at det kom frem, at den var udarbejdet af en enhed med nære bånd til de selskaber, som står for udvindingen af den canadiske tar sands-olie.

Virkeligheden er, at tar sands-olien ikke bare er særdeles svinsk at udvinde, men også ganske kostbar, så i en tid, hvor vedvarende energi bliver stadig billigere og USA i stor stil fracker en gas som er langt billigere, så der er en rimelig chance for, at den ikke er rentabel at udvinde, hvis transporten til raffinaderierne i det sydlige USA bliver fordyret.

Samtidig arbejder Connie Hedegaard på en EU-lovgivning som vil hindre tar sands-olien i at komme ind på det europæiske marked på grund af dens høje CO2-niveau. Der er således en udvikling på vej, som med lidt held gør, at det meste af tar sands-olien bliver liggende, hvor den skal, under Albertas udstrakte skovlandskaber.

I videoen kan man høre Susan Casey-Lefkowitz fra NRDC, Bill McKibben fra 350.org; Steven Anderson, som har været militærlogistiker i Irak, Anthony Swift, som er NRDC-advokat samt Kate Colarulli fra Beyond Oil-kampagnen.

Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL, Obamas klimaplan, Klimaforskere: Keystone XL dårlig for klima, miljø og sundhed, James Hansen: Game Over for the Climate, Garth Lenz: The true cost of oil, To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands og Landskaber under ødelæggelse.

Se blog-indlæg tagged Keystone XL.

Susan Casey-Lefcowitz: Keystone XL Fails President Obama’s Climate Test, Huffington Post 23.07.2013.

 

Share

Do the Math – The Movie

22. april 2013


.
350-bevægelsen har nu barslet med en video over temaet Do the Math, som har præget dens seneste kampagner. Man hører således indledende Bill McKibben fortælle, hvordan han ikke betragter sig som den fødte aktivist. Han var forfatter, han skrev om problemerne og verden blev klogere og rettede ind. Men sådan er det ikke, sådan sker ingen forandringer. Man er nødt til at markere, lave lidt støj, rykke ud af komfortzonen, gøre sig selv og andre lidt ukomfortable.

Og med de seneste ryk i 350-bevægelsen har man sat direkte ind overfor den fossile industri, som nu foreløbig er sluppet af sted med at forplumre en fælles global indsats i tre årtier og ikke mindst i USA synes at være indstillet på at bruge alle nødvendige midler på at kunne køre videre som hidtil, selvom det er med fremtiden som indsats.

Lester Brown runder filmens indledning af med den betragting, at vi længe har talt om at måtte redde planeten, men at planeten skal nok overleve – det er menneskehedens eksistens og livsvilkår, som er på spil.

Under vejs møder man en lang række fremtræden skikkelser inden for klimabevægelsen og klimavidenskaben: James Hansen (Director, NASA’s Goddard Institute for Space Studies), Naomi Klein (Author, The Shock Doctrine), Lester Brown (President, Earth Policy Institute), Michael Brune (Executive Director, Sierra Club), Majora Carter (Founder, Sustainable South Bronx), Jessy Tolkan (Co-Executive Director of Citizen Engagement Laboratory), Phil Radford (Executive Director of Greenpeace), James Gustave Speth (Co-Founder of Natural Resources Defense Council), Mike Tidwell (Executive Director, CCAN), Van Jones (CNN Correspondent & Author, The Green Collar Economy), Bobby Kennedy Jr. (President, Waterkeeper Alliance) og mange flere. Alt i alt en yderst seværdig film.

Filmen ligger i forlængelse af den artikel, som Bill McKibben skrev til Rollng Stone sidste sommer – se blog-indlægget Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math.

Se tidligere blog-indlæg tagged Bill McKibben.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Hvis der er problemer med at se videoen her, så prøv via disclose.tv.

Share

An open letter to governments and their negotiators

27. november 2012

Jeg har herunder hentet et åbent brev fra 350-bevægelsen til verdens regeringer og deres forhandlingsdelegationer ved de forestående klimaforhandlinger i Doha, som i kort form ridser det perspektiv op, som Bill McKibben tilbage i juli udfoldede i en artikel i Rolling Stone: Global Warming’s Terrifying New Math.
.

To really address climate change UNFCCC-COP18 should decide
to leave under the soil more than 2/3 of the fossil reserves

by Bill McKibben, Nnimmo Bassey & Pablo Solon

2012 saw the shocking melt of the Arctic, leading our greatest climatologist to declare a ‘planetary emergency,’ and it saw weather patterns wreck harvests around the world, raising food prices by 40% and causing family emergencies in poor households throughout the world.

That’s what happens with 0.8ºC of global warming. If we are going to stop this situation from getting worse, an array of institutions have explained this year precisely what we need to do: leave most of the carbon we know about in the ground and stop looking for more.

If we want a 50-50 chance of staying below two degrees, we have to leave 2/3 of the known reserves of coal and oil and gas underground; if we want an 80% chance, we have to leave 80% of those reserves untouched. That’s not “environmentalist math” or some radical interpretation – that’s from the report of the International Energy Agency last month.

It means that – without dramatic global action to change our path – the end of the climate story is already written. There is no room for doubt – absent remarkable action, these fossil fuels will burn, and the temperature will climb creating a chain reaction of climate related natural disasters.

Negotiators should cease their face-saving, their endless bracketing and last minute cooking of texts and concentrate entirely on figuring out how to live within the carbon budget scientists set. We can’t emit more than 565 more gigatons of carbon before 2050, but at the current pace we’ll blow past that level in 15 years. If we want to have a chance to stick to this budget by 2020 we can’t send to the atmosphere more than 200 gigatons.

Rich countries who have poured most of the carbon into the atmosphere (especially the planet’s sole superpower) need to take the lead in emission reductions and the emerging economies have also to make commitments to reduce the exploitation of oil, coal and gas. The right to development should be understood as the obligation of the states to guarantee the basic needs of the population to enjoy a fulfilled and happy life, and not as a free ticket for a consumer and extractivist society that doesn’t take into account the limits of the planet and the wellbeing of all humans.

There’s no longer time for diplomatic delays. Most of the negotiators in the Eighteenth Conference of the Parties of the UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change) know that these are the facts. Now is the time to act for the future of humanity and Nature.

Bill McKibben founder of 350.org, Nnimmo Bassey Environmental Rights Action & Coordinator of Oilwatch International, Pablo Solon Executive Director of Focus on the Global South, former Bolivian Ambassador to the UN and former chief negotiator for climate change.

Se blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Se tidligere blog-indlæg: Det 21. århundredes dårligste idé og Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 linksCOP18COP17COP16, COP15.

An open letter to governments and their negotiators, 350.org 27.11.2012.

 

Share

Disconnecting the dots

17. august 2012

En undersøgelse af amerikanske TV-mediers dækning af den ekstreme varme og tørke, viser, at man i meget høj grad undlader at sætte vejrfænomenerne i forbindelse med klimaforandringer.¹

Samtidig med at USA denne sommer står med den værste varme og tørke siden mellemkrigsårene, er der fremkommet en stribe forskningsresultater, som tilsammen gør det indlysende klart, at den stadigt hyppigere forekomst af ekstremvejr i meget høj grad er menneskeskabt og stort set forårsaget af menneskeskabt global opvarmning. Men sandheden er ilde hørt, og ikke mindst i et valgår, hvor de republikanske præsidentkandidater på stribe har meldt sig som klimafornægtere, har de amerikanske TV-medier stort set været tavse.

En undersøgelse af TV-mediets omtale af hedebølgen i juli viser, at situationen kun i 8% af indslagene blev sat i forbindelse med klimaforandringer. I CNN for eksempel blev klimaforandringer kun nævnt i 4% af indslagene, og på ABC i 2% af indslagene.¹

Det er alt efter temperament foruroligende, tankevækkende eller dybt provokerende, at man i God’s Own Country, som historisk er verdens største udleder af drivhusgasser, er så fuldstændigt fornægtende overfor sin egen indvirkning på levevilkårene.

Fornægtelsen er en sammensværgelse af kul- og olieinteresser, som for at sikre kortsigtede interesser finansierer den konstante tvivlssættelse af alt, som har med menneskeskabte klimaforandringer at gøre. Selv når man få virkeligheden trukket op, som man har fået det i år, hvor afgrøderne svigter og skovbrandene hærger, bliver det stort set fortiet og fortrængt.

Kortet herover viser tørkesituationen primo august 2012, hvor 52% af USA havde moderat tørke, mens 20% havde ekstrem eller exceptionel tørke.

Den amerikanske tørke er alvorlig og har været så massiv så længe, at årets høst mange steder ikke står til at redde, selvom det har regnet let i de seneste dage. Midtvesten er et af verdens store spisekamre, så man kan frygte, at verdens fødevarepriser på ny vil stige. Prognoser taler om, at sojabønner, majs og hvede vil kunne stige 30-40%.

I en fornuftsbetonet lille husholdning ville man et sådant år bruge mindre af afgrøderne til at lave bio-ethanol og spare på køreturene, så der var mad på bordet til alle. Men i markedsvirkeligheden vil vi se, at det er de sultne motorer, som står først til at blive mættet. Bilerne – eller rettere deres ejere – har større købekraft end verdens fattige.

Læs mere »

Share