Strøtanker om bæredygtighed

.

.
To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands er en dokumentarfilm af Niobe Thompson om tar sand-udvindingen i Alberta. Den varer i alt 48 min., men er her delt i to for at kunne ligge på YouTube. To the Last Drop giver et godt billede af de kolossale miljøødelæggelser, som udvindingen af tar sand-forekomsterne i medfører, selvom udvindingen endnu langt fra er oppe på fuldt niveau. Inden for få år regner man med at nå op på 3 mio. tønder pr. dag, og Alberta er hermed en af verdens største olieleverandører.

Hvis ikke denne udvikling bremses, er det en bombe under det internationale samfunds målsætninger om en global temperaturstigning på max 2° C og max 450 ppm. Hvis disse målsætninger skal have en chance, skal Albertas tar sand (og en hel masse mere) blive liggende hvor det er. I dokumentaren siger Monbiot da også (op til COP15), at det ikke er Saudi Arabien, Kina eller USA som er klimaforhandlingernes største obstruktør, men Canada. Så store olieforekomst bogstaveligt liggende for fødderne gør det meget vanskeligt at tænke klart og sige: “Tar Sands are best left in the ground”.

I floder og søer fanger man i dag misdannede fisk nedenfor de igangværende udvindingsområder og i den lokale indianske befolkning har man kunnet konstatere en markant forhøjet forekomst af dødsfald efter kræftformer, som er nært forbundet med olieforurening. De undersøgelser, som skulle sikre miljøet, er betalt for (og indtil for nylig hemmeligholdt) af olieindustrien, så officielt har det blot heddet sig, at der ikke er tale om nogen betydende forurening. Men uafhængige målinger har vist, at udvindingen af tar sand sender markante mængder af tungmetaller som arsenik, kviksølv, bly, beryllium, selen, zink, kobber, nikkel, krom og cadmium ud i miljøet, dels gennem de omfattende afbrændinger, dels gennem stadige sivende lækager fra de store udskilningsdamme. Ingen tror i dag på, at landskaberne nogensinde kommer videre fra det ødeland, som udvindingen efterlader.

Indimellem kunne man ønske sig, at klimaudfordringen blev håndteret i et større, klarere og mere rent klimatologisk-videnskabeligt perspektiv – selv denne dokumentar synes indimellem at miste overblikket i beskrivelserne af de umiddelbare ulykker i Albertas lokalsamfund. Men hele problemkomplekset omkring Albertas tar sand-olie og den Keystone XL rørledning, som skal føre olien til det amerikanske marked og muliggøre videreførelsen af den fossile levevis endnu et årti eller to, som vi strengt taget godt ved det gælder om at få afviklet hurtigst muligt, rejser en række helt centrale spørgsmål for menneskeheden. Om oprindelige folkeslags rettigheder, om naturbevarelse, om kortsigtet-langsigtet, om retten til at ødelægge, til at fortie, forvirre og forvrænge, til at obstruere den nødvendige omstillingsproces, og måske allervigtigst spørgsmålet, om vi er i stand til – selvom vi har teknologien til at udvinde tar sand-olien – at lade den ligge i jorden? Er vi i stand til at lade hensynet til naturen, til fremtiden, til det fælles bedste få plads overfor øjeblikkets grådighed?

Alle ansvarlige virksomheder og myndigheder ved i dag, at de med tar sand-udvindingen står med en gennemført beskidt virksomhed. Alligevel fortsætter de uantastet, alligevel fortsætter bagatelliseringen og bortforklaringerne. I stedet investeres massivt i klimafornægtelse og misinformation.

Særligt én sætning fra dokumentaren bliver hængende, hvor Bill McKibben taler om vi (amerikanerne) som afhængige junkier, som skal have deres fix … koblet med Hilary Clintons resignerende erkendelse af at ja, Albertas tar sand er dirty oil, men i virkeligheden er al olie dirty oil – hvilket ikke er helt forkert. USA har måttet kæmpe adskillige krige for sin olieforsyning fra de arabiske lande.  Kan man forvente rationel adfærd af junkier? Kan de/vi nedtrappe sig selv?

Nedenstående hilsen tikkede lige ind fra Bill McKibben, lederen af 350-bevægelsen, som lige nu synes bedre informeret end den danske presse. Billedet er i dag stadig uklart, men selvom både Nasheeds vicepræsident, som nu er indsat som præsident, og den tidligere diktator Maumoon Abdul Gayoom nægter at have noget med det at gøre – og benægter at der er tale om et kup – så ligner det lige nu en sammensværgelse for at stoppe Nasheeds forsøg på at modernisere Maldiverne og skabe transparens i ørigets økonomiske transaktioner.

Jeg opdaterer løbende listen over links til information om udviklingen på Maldiverne på gårsdagens blog-indlæg: Maldivernes præsident truet til at trække sig.

.

Dear friends,

We’ve spent the last 36 hours talking with many of our 350.org friends in the Maldives. The situation changes frequently, but its basic outlines are clear: our ally President Nasheed was forced at gunpoint to resign in what seems to be a coup carried out by police forces. Several of his aides and associates have been hospitalized after beatings, and an arrest warrant has been issued for Nasheed — with one official for the new government promising that he will spend the rest of his life in prison.

At a moment like this, we need to show the kind of solidarity we’d all hope for from our friends and allies. Please spread this action to get more people to sign onto our statement of support. You can share it on Facebook here, spread it on Twitter here, or just pass along this link: www.350.org/nasheed.

We’re communicating urgently the US State Department and other key diplomats in the UK, EU and India to press for a peaceful and democratic resolution of the struggles in the Maldives. The surge of democracy that swept the Arab world last year really began a few years before in the Maldives, an entirely Muslim nation – and Nasheed’s op-ed in the New York Times explains just how difficult this kind of transition can be. A new video provides a chilling glimpse of the challenges that face this threatened, fragile country:

Se Jon Shenks video-portræt: The Island President Desposed.

We also received this touching note from Ayesha, a friend of ours from the Maldives:

“To the 350 family: thank you for your support and for insisting on the safety of President Nasheed and all Maldivians…I plea for my friends who fight for climate justice to help us bring peace to our nation. By helping us bring peace and justice to this nation, you will help strengthen our resilience to climate change which is crucial for our very existence.”

When people are free to speak there minds, crucial issues like climate change rise to the fore. We need to make sure that people in the Maldives and elsewhere can be a full part of the global debate on the most important issues the world has ever faced.

Onwards,
Bill

Ved slutningen af det 20. århundrede lavede Time Magazine en liste over det 20. århundredes 100 værste ideer. Og i gårsdagens Washington Post udpeger Bill McKibben i artiklen Burning America’s future den forestilling, at vi skal (eller kan) udvinde og afbrænde al tilgængelig fossile brændstoffer, som topkandidat til det 21. århundredes værste idé – som McKibben sammenfatter som en burn ‘em if you got ‘em-strategi.¹

Hvis USA, som den nuværende energiforsyningspolitik lægger op til, udvandt og afbrændte alle sine kendte fossile reserver, vil det føre til et bidrag på yderligere 1.837 trillioner ton CO₂ i atmosfæren. Samtidig har klimatologer beregnet, at vi samlet på verdensplan kan udlede max. yderligere 650 trillioner ton CO₂, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning på under 2° C – og dermed undgå de værste konsekvenser. Så alene USA har planer om det tredobbelte. Canada har med sine tar sand ressourcer en potentiel tilførsel af CO₂ til atmosfæren på ligeså meget yderligere, som de udledninger, olieafbrændingen på verdensplan har medført siden industrialiseringens begyndelse. McKibben har forhørt sig hos NASAs James Hansen: Den fulde afbrænding af de amerikanske og canadiske fossile ressourcer vil medføre, at atmosfærens koncentration af CO₂ vil vokse fra de nuværende 392 ppm til omkring 650 ppm.¹ Og så er der alle de andre milliarder af mennesker – hvis ikke rige lande som USA og Canada målrettet arbejder på at reducere deres CO₂-udledninger, så vil udviklingingslandens motivation for at gøre kunne ligge på et meget lille sted.

Ikke bare er en sådan ureflekteret burn ‘em if you got ‘em-strategi således totalt ødelæggende for fremtidens levevilkår. Det kunne jo også være, at verden i det 24. århundrede havde brug for råolie til andre af de mange fine ting, som olien kan bruges til ud over at afbrænde den.

Og har vi først forstået umuligheden i at brænde alle verdens fossile brændstoffer af, er det oplagt at genoverveje, hvilke fossile forekomster, som det er oplagt at lade ligge, hvor de nu ligger. Det gælder ikke bare de fleste af kullene, men også de dirty oil-forekomster, tar sand og oil shale, hvis udvinding medfører kolossale landskabsødelæggelser. Og det ville gøre, at vi kunne indstille eftersøgningen efter olie i regnskovsområder, på dybt vand og i de arktiske egne, hvor miljøkonsekvenserne og risikoen for og ved miljøkatastrofer er særligt store – fordi der alligevel ikke er plads i atmosfæren til al den CO₂. Tænk alle de enestående landskaber, vi kunne bevare for fremtiden.

Vi er her inde ved kernebetydningen af kampen mod Keystone XL rørledningen. Og selvom det lige nu ser ud til at Obama-administrationen udskyder afgørelsen om Keystone XL af administrative grunde, så har den endnu til gode at vise, at den formår at handle i et mere fremsynet fremtidsperspektiv.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Se blogindlæg tagged Bill McKibben, Keystone XL, 350 ppm og James Hansen.

Bill McKibben: Burning America’s future, Los Angeles Times 18.01.2012.¹

I går bragte Leo Hickman i The Guardian et interview med Bill McKibben,¹ som fint trækker konturerne op af de seneste udviklinger i den amerikanske klimakamp, som har ført til fortsatte markeringer foran Det Hvide Hus for at fremtvinge et stop for den XL Keystone pipeline, som står overfor vedtagelse i USA.

XL Keystone olieledningen skal føre den såkaldte tar sand-olie fra det nordlige Canada, hvor den findes i store mængder under udstrakte skovområder, til de store raffinaderier i det sydlige USA. Det er op til Obama at godkende olieledningen, men presset fra klima- og miljøorganisationer er lige nu stort for, at han kommer til besindelse og gør noget for klimaet, som han forud for sit valg som præsident så klart markerede, at han ville.

Olie fra Tar Sand er på mange leder en miljømæssig katastrofe. Ikke bare vil det medføre, at naturområder flere gange større end Danmark totalraseres. Det er beregnet, at CO₂-udledningerne fra forekomsterne i det nordlige Alberta vil være så store, at afbrændingen vil føre til udledningen af lige så meget mere CO₂, som der er udledt fra afbrændingen af fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse, hvilket vil føre til en forøgelse af den nuværende koncentration af CO₂ på omkring 70 ppm.

Hvis man siger ja til XL Keystone, har man dermed gjort det umuligt at holde den samlede koncentration under 450 ppm, som det har været målet med de globale klimaforhandlinger. Og vejen tilbage til et niveau under 350 ppm bliver voldsomt meget sværere. Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen har direkte sagt, at hvis vi først for alvor tager hul på udvindingen af tar sand, har vi tabt kampen for at stabilisere det globale klima.

Ifølge en artikel i Information i mandags er Connie Hedegaard er da også på vej med at forslag, som skal blokere for indførsel i EU af tar sand-olien, som kræver store mængde energi at udvinde og dermed giver store CO₂-udledninger.² Men det var langt bedre for klimaet, at olien ikke bare blev holdt uden for EU, men forblev i de sandede jorder under de canadiske skove. Så vi må håbe, at Obama her forud for næste valgkamp er sig sit klimaansvar bevidst og sætter sig igennem overfor de mange lobbyister fra olieindustrien, som klemmer voldsomt på for at få olieledningen igennem.

Man har endog set eksempel på astroturfing, det at olieindustrien finansierer pro XL Keystone aktivisme.³

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen og Keystone XL Pipeline - moderne vanvid.

Leo Hickman: Bill McKibben on tar sands, Obama, geoengineering and population growth, The Guardian 06.10.2011.¹

Niels Ivar Larsen: EU på vej til at forbyde import af olie fra tjæresand, Information 07.10.2011.²

Kate Sheppard: Oil Companies Use Fake Twitter Handles to Rally Support for Tar Sands Pipeline, The Guardian 05.08.2011.³

Brant Olson: Tar Sands Pipeline Backers Resort to Fake Twitter Accounts To Show “Grassroots” Support, The Understory 04.08.2011.³

.
Den oprindelige video i dette blog-indlæg: All Terrain: Bill McKibben on the Keystone XL Oil Pipeline, er fjernet fra AOL, hvorfor jeg har sat denne lidt senere reportage fra democracy.now fra 07.11.2011 op. Den giver bredere baggrunden for situationen omkring Keystone XL og rummer et godt interview med Bill McKibben.

Se også det forudgående blogindlæg, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid, om 350-bevægelsens aktion ved det Hvide Hus.

.
En ny generation fredelig klima-protest foran Det Hvide Hus – 2:51 min. YouTube video.

Udvindingen af tar sand er måske det mest beskidte projekt, mennesket endnu har opfundet. Under store uberørte skovlandskaber i Alberta, Canada, findes der store mængder af en særlig tyktflydende bitumen-olie. Den kan indsamles, men det kræver store mængder energi, og det kræver, at man totalrydder store oprindelige naturområder og tilsviner enorme vandmasser. Kort sagt koncentreret dumhed.

Næst efter Saudi Arabien er tar sand-forekomsterne i Alberta verdens største kendte oliereserve. Og det er beregnet, at afbrændingen af den tar sand-olie, som ligger under Albertas skove, ud over at totalrasere et landskab tre gange større end Danmark vil medføre så store udledninger af drivhusgasser, at det vil øge koncentrationen af CO₂ med 100 ppm, eller lige så stor en stigning som fra industrialiseringens første dage frem til i dag. Hvis vi først starter på at udvinde og afbrænde tar sand-olien, er klimakampen tabt.

For at få olien frem til forbrugerne, er det planlagt at anlægge en kæmpe Keystone XL Pipeline fra det centrale Canada til de store Huston i det sydlige USA, hvorfra olien kan videredistribueres til det olieafhængige amerikanske samfund.

350-bevægelsen protesterer i disse dage foran Det Hvide Hus. En efter en lægger de tavse armene over kors for at blive fængslet. Ingen aggression, ingen modstand, ingen panik, intet sagt – en i yderste konsekvens civil(iseret) ulydighed. Man vil tage Obama på ordet, at under hans ledelse vil verdenshavene stige langsommere. Et nej til olieledningen over amerikansk område vil ikke nødvendigvis stoppe udvindingen i Alberta. Men det vil sætte udviklingen nogle år tilbage , og måske give menneskeheden tid til at komme på bedre tanker.

På www.tarsandsaction.org kan man frem til 3. september deltage i underskriftsindsamlingen mod olieledningen. Og man kan passende undlade at tanke ved Statoil, som har investeret store summer i udvindingen af tjæresandet ved Alberta.

Se også ovenstående blog-indlæg Bill McKibben om Keystone XL olieledningen samt tidligere blog-indlæg om tar sand: Tjæresand, James E. Hansen om norsk klimapolitik og The Carbon President.

Først på måneden tog grundlæggeren af 350-bevægelsen Bill McKibben bladet fra munden i en frontal kritik af Barack Obamas klimaindsats.¹

Da Obama kom til magten, stod det for mange som det store håb for klodens fremtid. Han forstod, at noget måtte gøres, han havde begavelsen til at vende det fossile amerikanske samfund, han talte om “a planet in peril”, han ansatte folk omkring sig som John Holdren, som forstod klimavidenskaben og nødvendigheden at en hurtig radikal indsats, han lovede at råde bod på forgængernes fornægtelse af klimaproblematikken og gøre en indsats for at tæmme de stigende verdenshave. Han talte om håb og om forandring.

I stedet har han åbnet for nye tikkende miljøkatastrofer med øget dybhavs olieeftersøgninger, han har stimuleret yderligere amerikansk kuludvinding og er i gang med at lægge forsyningsrør til den nok mest beskidte olie-forekomst, de store tar sand-reserver fra Alberta-regionen i Canada. Alt sammen et resultat af den lobbyist-befængte situation i Washington, som han ville rense ud i. Nu nåede han kun at støtte atomkraft-industrien med store lånepakker, før han måtte opgive yderligere klima-lovgivning. Kul- og olieindustriens massive lobbyisme og misinformationskampagner har effektivt blokeret for enhver begavet udvikling i USA. Og den “New Green Deal”, som en overgang var lige ved at tegne sig,

I dag har Al Gore så taget bladet fra munden med en stor artikel i Rolling Stone, Climate of Denial,² som samtidig er sendt ud over AP³ og tilgængelig i hundredvis af medier kloden over. Hvor mange har mon ikke læst artiklen, når den udkommer på tryk 7. juli?

“Obama has never presented to the American people the magnitude of the climate crisis,” skriver Al Gore: “He has not defended the science against the ongoing withering and dishonest attacks. Nor has he provided a presidential venue for the scientific community … to bring the reality of the science before the public.”³

Gore slutter sin artikel sådanher: “The climate crisis, in reality, is a struggle for the soul of America. It is about whether or not we are still capable – given the ill health of our democracy and the current dominance of wealth over reason – of perceiving important and complex realities clearly enough to promote and protect the sustainable well-being of the many. What hangs in the balance is the future of civilization as we know it.”²

Læs mere »

.
Har den seneste tid tænkt på, om pusten var gået af 350-bevægelsen. Men i går kom der mail fra 350.org med link til en video, hvor Bill McKibben holder tale for 10.000 unge klima-aktivister ved Power Shift 2011-konferencen i Washington DC. I forhold til den forstående, natursynsreflekterende, visdoms-aspirerende McKibben, som vi havde på besøg to gange i 2009, er det en helt anden energi, en nødvendighedshandling – en mand, som har opgivet at vente på politikerne og formået at omsætte sin desperation til ildsprudlende praksis.

Klimaspørgsmålet har haft det hårdt under Obama. Det startede så rigtigt, med hans stort opsatte forandringsretorik og tilbagevendende talen om en klode “in peril”, og med ansættelsen af mennesker som John Holdren blandt Obamas nærmeste rådgivere, som rent faktisk forstod klimaudfordringens alvorlighed. Men i det lobbyist-inficerede politiske klima rakte kræfterne ikke til både at løfte en stor sundhedsreform og en samlet klimalovgivning – og han satsede på den indenrigspolitiske succes. Allerede ved midtvejsvalget blev Obamas handlingsrum drastisk indskrænket, og finanskriser, Tea Party-retorik, gigantiske olieudslip og på det seneste arabisk forår og japansk atomkatastrofe har tilsammen gjort, at klimaspørgsmålet siden klimatopmødet i København i december 2009 er trådt længere og længere i baggrunden.

“This city looks clean and sparkling,” siger McKibben om Washington DC under vejs i den 15 min. lange tale. “But no: This city is as polluted as Beijing. But instead of coal pollution, it’s money pollution. We’re hear to start the clean up.” I Washington er der dusinvis af lobbyister for hvert parlamentsmedlem. Og lobbyismen har i USA nået et niveau, hvor kortsigtede særinteresser reelt har sat demokratiet ud af spil.

Se tidligere indlæg tagged med Bill McKibben.

Transskription af Bill McKibbens Power Shift Speech.

www.350.org – www.350.dk.

Gideon Mendel: When the floods came, 7:21 min. YouTube video.

I dagens The Guardian kan man se en tankevækkende konstellation af video og artikel: Natural disasters? ¹

I filmen viser Gideon Mendel parallelt billeder fra oversvømmelser i Sind-provinsen i Pakistan i september 2010 og oversvømmelser fra Victoria og Queensland i Australien i januar i år. Mendels nøgternt afsøgende billeder har reallyd, men står uden forklarende smørtenorspeakerstemme, uden sensationsbilleder, fri af patos. De to skildringer er sideløbende, der er en smertelig skønhed ved de oversvømmede landskaber, et skæbnefællesskab, omend på forskellig klasse. Der er ikke så meget at forklare, meget at forstå. Mere højvande, flere skovbrande, voldsommere storme, mere tørke, voldsommere nedbør … naturen synes at lade sine ekstremer nå nye højder.

I artiklen stiller grundlæggeren af 350-bevægelsen, Bill McKibben, spørgsmålet, om den senere års stadig mere omfattende naturkatastrofer i virkeligheden er menneskeskabte? – man fristes til at kalde dem kulturkatastrofer. For verden rundt ser vi i disse år konsekvenserne af den industrialiserede æras omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Verden undt ser vi klimaforandringerne forandre vores livsvilkår – ofte på meget voldsom vis. Selv når der som ved det nylige jordskælv ud for den japanske kyst stadig er tale om naturkatastrofer, så ligger der i vores teknologiske formåen – og ikke mindst letsindighed – en voldsom forstærkelse af katastrofens omfang. I worst case scenariet for Fukushima-værket vil et stort landområde være uegnet til menneskebrug meget lang tid fremover.

Læs mere »

Bill McKibben på David Letterman Show 31. august 2010.

Bill McKibben, grundlæggeren af 350.org, fortæller på David Letterman Show om perspektiverne for det 21. århundrede og baggrunden for det kommende 10/10/10 Global Work Party den 10. oktober.

Se tildigere indlæg med Bill McKibben: We’re Hot as Hell and We’re Not Going to Take It Any More, Bill McKibben i København, Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse og McKibben at Yale.