Indlæg tagged med Alberta

Obama om Keystone XL

28. juni 2013

Op til Obamas klimatale i tirsdags var der givet det indtryk, at han på ingen måde ville komme ind på et af de mest centrale sprøgsmål i det seneste års amerikanske klimadebat, om USA skal tillade opførelsen af Keystone XL olieledningen, som vil kunne føre mere end 800.000 tønder tar sand-olie om dagen fra Alberta til Texas, hvor den vil blive raffineret og udskibet til det globale marked. Men i Georgetown talte han faktisk i halvandet minut derom, og nåede så at sige at repolarisere debatten.

Der har i de sidste snart to år været talt meget om Keystone XL i forhold til antallet af arbejdspladser, miljøødelæggelser, energisikkerhed og det vanvittige i på en gang at totalrasre et skovlandskab på størrelse med Frankrig og at medvirke til at gøre verdens mest snavsede olie tilgængelig på verdensmarkedet. Men Obama fik med sin tale præciseret, at det afgørende for hans godkendelse af keystone XL var, om rørledningen øgede klimapåvirkningen markant.

Obamas ord var som følger:

Our energy strategy must be about more than just producing more oil. And, by the way, it’s certainly got to be about more than just building one pipeline.

Now, I know there’s been, for example, a lot of controversy surrounding the proposal to build a pipeline, the Keystone pipeline, that would carry oil from Canadian tar sands down to refineries in the Gulf. And the State Department is going through the final stages of evaluating the proposal. That’s how it’s always been done. But I do want to be clear: Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward. It’s relevant.

Jeg hørte det umiddelbart som om, at han hermed sagde, at Keystone XL aldrig bliver til noget – ud fra en forudantagelse af, at Keystone XL er dybt problematisk for den globale klimaindsats, da den muliggør, at enorme forekomster af den mest snavsede (og CO2-holdige) form for olie bliver lukket ud på verdensmarkedet. Men en række iagttagere har hørt det pæcist modsatte, at Obama på den baggrund ville kunne godkende Keystone XL. Der foreligger da også på nuværende tidspunkt en miljøredegørelse, som har været kritiseret sønder og sammen, fordi den slet ikke har fat om problemrnes kerne. Den konkluderer, at klimapåvirkningen ikke vil øges ved anlæggelsen af Keystone XL-rørledningen – men det har efterfølgende vist sig, at den er skrevet af en gruppe mennesker med tæt tilknytning til canadiske olieinteresser og betragtes i dag som kassabel.

Læs mere »

Share

Garth Lenz: The true cost of oil

7. april 2012


.

Igennem 20 år har Garth Lenz skildret verdens miljøproblemer i billeder – mange af de billeder, som kan ses i blog-indlægget fra i forgårs, Landskaber under ødelæggelse, er indfanget med hans linser.

I denne video kan man opleve Garth Lenz på en TED-konference i januar fortælle med en næsten knugende indlevelse om de drastiske konsekvenser af tar sand-udvindingen i Alberta, som i disse år totalskamferer stadig større dele af Canadas oprindelige landskaber samtidig med at det forgifter mennesker og dyr og slår bunden ud af den globale klimaindsats.

Kan kun opfordre til at støtte op om tar sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i uhyrlighederne i Alberta.

Vi må sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

Se tidligere blog-indlæg: Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningenJames E. Hansen om norsk klimapolitik og James Hansen: Why I must speak out about climate change.

P.S. Kom til at se, at dette er blog-indlæg nr. 800 – en slags rund dag for Strøtanker om bæredygtighed med et indlæg, som med billedet til hjælp spænder ud mellem det globale og det lokale, det smukke og det grusomme.

 

Share

To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands

6. april 2012


.

.
To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands er en dokumentarfilm af Niobe Thompson om tar sand-udvindingen i Alberta. Den varer i alt 48 min., men er her delt i to for at kunne ligge på YouTube. To the Last Drop giver et godt billede af de kolossale miljøødelæggelser, som udvindingen af tar sand-forekomsterne i medfører, selvom udvindingen endnu langt fra er oppe på fuldt niveau. Inden for få år regner man med at nå op på 3 mio. tønder pr. dag, og Alberta er hermed en af verdens største olieleverandører.

Hvis ikke denne udvikling bremses, er det en bombe under det internationale samfunds målsætninger om en global temperaturstigning på max 2° C og max 450 ppm. Hvis disse målsætninger skal have en chance, skal Albertas tar sand (og en hel masse mere) blive liggende hvor det er. I dokumentaren siger Monbiot da også (op til COP15), at det ikke er Saudi Arabien, Kina eller USA som er klimaforhandlingernes største obstruktør, men Canada. Så store olieforekomst bogstaveligt liggende for fødderne gør det meget vanskeligt at tænke klart og sige: “Tar Sands are best left in the ground”.

I floder og søer fanger man i dag misdannede fisk nedenfor de igangværende udvindingsområder og i den lokale indianske befolkning har man kunnet konstatere en markant forhøjet forekomst af dødsfald efter kræftformer, som er nært forbundet med olieforurening. De undersøgelser, som skulle sikre miljøet, er betalt for (og indtil for nylig hemmeligholdt) af olieindustrien, så officielt har det blot heddet sig, at der ikke er tale om nogen betydende forurening. Men uafhængige målinger har vist, at udvindingen af tar sand sender markante mængder af tungmetaller som arsenik, kviksølv, bly, beryllium, selen, zink, kobber, nikkel, krom og cadmium ud i miljøet, dels gennem de omfattende afbrændinger, dels gennem stadige sivende lækager fra de store udskilningsdamme. Ingen tror i dag på, at landskaberne nogensinde kommer videre fra det ødeland, som udvindingen efterlader.

Indimellem kunne man ønske sig, at klimaudfordringen blev håndteret i et større, klarere og mere rent klimatologisk-videnskabeligt perspektiv – selv denne dokumentar synes indimellem at miste overblikket i beskrivelserne af de umiddelbare ulykker i Albertas lokalsamfund. Men hele problemkomplekset omkring Albertas tar sand-olie og den Keystone XL rørledning, som skal føre olien til det amerikanske marked og muliggøre videreførelsen af den fossile levevis endnu et årti eller to, som vi strengt taget godt ved det gælder om at få afviklet hurtigst muligt, rejser en række helt centrale spørgsmål for menneskeheden. Om oprindelige folkeslags rettigheder, om naturbevarelse, om kortsigtet-langsigtet, om retten til at ødelægge, til at fortie, forvirre og forvrænge, til at obstruere den nødvendige omstillingsproces, og måske allervigtigst spørgsmålet, om vi er i stand til – selvom vi har teknologien til at udvinde tar sand-olien – at lade den ligge i jorden? Er vi i stand til at lade hensynet til naturen, til fremtiden, til det fælles bedste få plads overfor øjeblikkets grådighed?

Alle ansvarlige virksomheder og myndigheder ved i dag, at de med tar sand-udvindingen står med en gennemført beskidt virksomhed. Alligevel fortsætter de uantastet, alligevel fortsætter bagatelliseringen og bortforklaringerne. I stedet investeres massivt i klimafornægtelse og misinformation.

Særligt én sætning fra dokumentaren bliver hængende, hvor Bill McKibben taler om vi (amerikanerne) som afhængige junkier, som skal have deres fix … koblet med Hilary Clintons resignerende erkendelse af at ja, Albertas tar sand er dirty oil, men i virkeligheden er al olie dirty oil – hvilket ikke er helt forkert. USA har måttet kæmpe adskillige krige for sin olieforsyning fra de arabiske lande.  Kan man forvente rationel adfærd af junkier? Kan de/vi nedtrappe sig selv?

 

Share

Landskaber under ødelæggelse

5. april 2012

.
Disse billeder stammer fra Alberta, Canada, hvor udstrakte oprindelige landskaber i disse år bliver revet op med rode for at få adgang til underliggende lag af tar sand – bitumen- og tjæreholdige sandlag, som man med kolossale kraftanstrengelser kan omdanne til en tyktflydende råolie. Men prisen er voldsom, for ikke at sige ubetalelig.

Dels står et tempereret urskovsområde på 3½ gange Danmarks størrelse overfor at blive totalraseret og vandkredsløbet uhelbredeligt svinet til. Dels er forekomsterne af tar sand i området så omfattende – det vurderes, at der er i alt 169,3 billioner tønder olie i området – at afbrændingen af denne olie vil medføre en fordobling af den mængde CO2, som mennesket har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse og dermed gøre det 100% sikkert, at verdens klimamålsætninger ikke kan overholdes, men at vi tværtimod vil se så stor en global opvarmning, at klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

Stadig er “kun” et areal på størrelse med det dobbelte af Bornholm blevet raseret som på billederne herover, men tar-sand-forekomsterne strækker sig over 142.000 km² eller et område på størrelse med England.

Tar sand-olien er derfor blevet et af klimapolitikkens vigtigste brændpunkter. Dels har der været fokuseret meget på tåbeligheden af planlagte rørledninger fra Alberta til Stillehavsområdet og Keystone XL rørledningen tværs over kontinentet til de amerikanske raffinaderier ved den amerikanske sydkyst, så olien kan nå frem til forbrugerne. Dels står der lige nu i EU en administrativ kamp for at forbyde tar sand-olien – ikke fordi det er tar sand, men fordi der går langt mere energi til udvindingen af tar sand-forekomsterne end konventionel olie. Af samme grund troede man indtil for få år ikke, at disse forekomster nogensinde ville blive rentable at udvinde.

Læs mere »

Share

Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth

16. februar 2012


.
For få uger siden lykkedes det efter måneders pres at få Obama-administrationen til at udsætte beslutningen af Keystone XL olieledningen, som skal føre canadisk tar sand olie til amerikanske rederier. Men nu har en række senatorer sat sig for alligevel at presse den igennem. Derfor iværksatte en gruppe klima- og miljøorganisationer i forgårs en aktion, hvor de i løbet af 24 timer lykkedes at mønstre 802.000 mails til senatet om ikke at røre ved beslutningen om udsættelse. Og derfor er i titusindvis af mennesker i disse timer ved at kime senatorerne ned med protester og henstillinger.

Jeg tænkte, at det var en god anledning til at gense denne nu snart et år gamle video om tar sand-olien: The Dirty Truth. Den opruller i al sin gru det, som måske er verdens i dag største organiserede miljøødelæggelsesprojekt. Et skovområde tre gange større end Danmark står i de kommende år til at blive totalt raseret. Udledningen vil føre til, at verdens tredjestørste vandafledningsområde står til at blive uhelbredeligt forurenet. Og samtidig er det beregnet, at CO2-udledningerne fra tar sand-olien globalt set vil være lige så store, som den mængde CO2, som der er udledt fra afbrændingen af olie tilbage fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, hvilket vil medføre en forøgelse af den nuværende koncentration af CO2 på omkring 70 ppm.

Canadas helt store klimasvigt er således ikke, at landet har trukket sig ud af Kyoto-protokollen for at slippe for at betale bøden for ikke at have levet op til sine klimamål, men at landet ved at insistere på at udvinde og sælge tar sand-olien, som indtil for få år siden blev betragtet som for kostbar og for svinsk at udlede, sætter klimaet i kog og hele klodens fremtid på spil.

EU er i disse dage ved at lægge sidste hånd på en lovgivning, som vil gøre det umuligt for Canada at sælge tar sand olien i EU, fordi der er for stort et energiforbrug bundet til udvindingen. Et prisværdigt initiativ fra Connie Hedegaard, og det canadiske lobby-apparat har arbejdet på højtryk for at undgå en sådan stempling af tar sand-olien som klimaskadelig. Men som tingene ser ud lige nu, vil olien nok blive brændt af alligevel, hvis først den for alvor begynder at flyde.

Se tidligere blog-indlæg om tar sand og Keystone XL: Det 21. århundredes dårligste idéBill McKibben om kampen for klimaet, Canadas klimasvigtJames Hansen foran Det Hvide Hus, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid, James E. Hansen om norsk klimapolitik og Tjæresand.

Damian Carrington: Canada threatens trade war with EU over tar sands, The Guardian 20.02.2012.

Mike de Souza: Pro-oil lobby retreat urges feds to deliver climate-change solutions, Vancouver Sun 12.02.2012.

Damian Carrington: Revealed: Europe’s plan to penalise Canada’s tar sands goes Dutch, The Guardia 16.01.2012.

Damian Carrington: UK secretly helping Canada push its oil sands project, The Guardian 28.11.2011.

Bill McKibben: Britain’s promotion of Canada’s tar sands oil is idiotic, The Guardian 28.11.2011.

Suzanne Goldenberg: Canada looks to China to exploit oil sands rejected by US, The Guardian 14.10.2010.

Terry Macalister: Shell faces shareholder revolt over Canadian tar sands project, The Guardian 18.01.2010.

 

Share

Canadas klimasvigt

13. december 2011

I tiden op til klimaforhandlingerne i Durban har Canada stået til store verbale hug. Kyoto-protokollen pålagde Canada og de øvrige deltagende I-lande en reduktion af sine CO2-udledninger på 6% i forhold til 1990, hvilket ikke er meget, men dog noget, som ikke kommer af sig selv i en verden styret af mere større hurtigere. Men canadierne har blot sovet grundigt i timen, og de canadiske CO2-udledninger er i mellemtiden vokset med omkring en tredjedel. “Løsningen”, blev det derfor antydet af canadierne, ville derfor være at Canada trak sig ud af Kyoto-aftalen.

Canada har holdt lav profil i slutspillet i Durban – hvis muligt skulle man ikke have flere ridser i sit image i denne omgang. Men knapt var delegationerne nået hjem, før Canadas miljøminister Peter Kent offentligt bekendtgjorde, at Canada trækker sig ud af Kyoto-protokollen.

Canada stod til en gigantisk bøde på omkring 60 mia. kr. for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen – eller det beløb, som det ville koste at købe CO2-kvoter for mankoen. Det svarer til næsten 10.000 kr. pr. canadisk familie. Den “bøde” slipper Canada nu for. Og hermed har et af verdens rigeste lande totalt svigtet klimaudfordringen.

Undskyldningerne er så mange, så tynde og så kortsigtet selvretfærdige, at jeg end ikke vil bruge plads på dem her – der er præcist den type argumentation, som har gjort det umuligt at nå til enighed om den nødvendige klimaaftale. Hvis det skal lykkes, er lande som USA og Canada nødt til at erkende, at de historisk set har ledt markant mere CO2 ud i atmosfæren end de nu hurtigt voksende udviklingslande. Rundt regnet tre fjerdedele af den CO2, som er pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse, er udledt af de industrialiserede lande. For eksempel har USA samlet udledt omkring 3½ gange mere CO2 end Kina, selvom Kina i dag har større udledninger end USA. Omvendt er udviklingslandene nødt til at se argumentationen om, at de har ret til samme (i bakspejlet vanvittige) udvikling som I-landene. Vi er nødt til at omdefinere denne ret til, at de har ret til en tilsvarende udvikling uden samme umådeholdne tilførsel af fossil energi, og at de rige lande har en forpligtigelse i at sikre, at levestandarden i disse lande sikres, samtidig med, at klimaudfordringen håndteres bedst muligt.

Læs mere »

Share

Bill McKibben om kampen for klimaet

7. oktober 2011

I går bragte Leo Hickman i The Guardian et interview med Bill McKibben,¹ som fint trækker konturerne op af de seneste udviklinger i den amerikanske klimakamp, som har ført til fortsatte markeringer foran Det Hvide Hus for at fremtvinge et stop for den XL Keystone pipeline, som står overfor vedtagelse i USA.

Keystone XL olieledningen skal føre den såkaldte tar sand-olie fra det nordlige Canada, hvor den findes i store mængder under udstrakte skovområder, til de store raffinaderier i det sydlige USA. Det er op til Obama at godkende olieledningen, men presset fra klima- og miljøorganisationer er lige nu stort for, at han kommer til besindelse og gør noget for klimaet, som han forud for sit valg som præsident så klart markerede, at han ville.

Olie fra Tar Sand er på mange leder en miljømæssig katastrofe. Ikke bare vil det medføre, at naturområder flere gange større end Danmark totalraseres. Det er beregnet, at CO2-udledningerne fra forekomsterne i det nordlige Alberta vil være så store, at afbrændingen vil føre til udledningen af lige så meget mere CO2, som der er udledt fra afbrændingen af fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse, hvilket vil føre til en forøgelse af den nuværende koncentration af CO2 på omkring 70 ppm.

Hvis man siger ja til Keystone XL, har man dermed gjort det umuligt at holde den samlede koncentration under 450 ppm, som det har været målet med de globale klimaforhandlinger. Og vejen tilbage til et niveau under 350 ppm bliver voldsomt meget sværere. Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen har direkte sagt, at hvis vi først for alvor tager hul på udvindingen af tar sand, har vi tabt kampen for at stabilisere det globale klima.

Ifølge en artikel i Information i mandags er Connie Hedegaard er da også på vej med at forslag, som skal blokere for indførsel i EU af tar sand-olien, som kræver store mængde energi at udvinde og dermed giver store CO2-udledninger.² Men det var langt bedre for klimaet, at olien ikke bare blev holdt uden for EU, men forblev i de sandede jorder under de canadiske skove. Så vi må håbe, at Obama her forud for næste valgkamp er sig sit klimaansvar bevidst og sætter sig igennem overfor de mange lobbyister fra olieindustrien, som klemmer voldsomt på for at få olieledningen igennem.

Man har endog set eksempel på astroturfing, det at olieindustrien finansierer pro Keystone XL aktivisme.³

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen foran Det Hvide HusBill McKibben om Keystone XL olieledningen og Keystone XL Pipeline – moderne vanvid.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Leo Hickman: Bill McKibben on tar sands, Obama, geoengineering and population growth, The Guardian 06.10.2011.¹

Niels Ivar Larsen: EU på vej til at forbyde import af olie fra tjæresand, Information 07.10.2011.²

Kate Sheppard: Oil Companies Use Fake Twitter Handles to Rally Support for Tar Sands Pipeline, The Guardian 05.08.2011.³

Brant Olson: Tar Sands Pipeline Backers Resort to Fake Twitter Accounts To Show “Grassroots” Support, The Understory 04.08.2011.³

Share

Keystone XL Pipeline – moderne vanvid

24. august 2011


.
En ny generation fredelig klima-protest foran Det Hvide Hus – 2:51 min. YouTube video.

Udvindingen af tar sand er måske det mest beskidte projekt, mennesket endnu har opfundet. Under store uberørte skovlandskaber i Alberta, Canada, findes der store mængder af en særlig tyktflydende bitumen-olie. Den kan indsamles, men det kræver store mængder energi, og det kræver, at man totalrydder store oprindelige naturområder og tilsviner enorme vandmasser. Kort sagt koncentreret dumhed.

Næst efter Saudi Arabien er tar sand-forekomsterne i Alberta verdens største kendte oliereserve. Og det er beregnet, at afbrændingen af den tar sand-olie, som ligger under Albertas skove, ud over at totalrasere et landskab tre gange større end Danmark vil medføre så store udledninger af drivhusgasser, at det vil øge koncentrationen af CO2 med 100 ppm, eller lige så stor en stigning som fra industrialiseringens første dage frem til i dag. Hvis vi først starter på at udvinde og afbrænde tar sand-olien, er klimakampen tabt.

For at få olien frem til forbrugerne, er det planlagt at anlægge en kæmpe Keystone XL Pipeline fra det centrale Canada til de store Huston i det sydlige USA, hvorfra olien kan videredistribueres til det olieafhængige amerikanske samfund.

350-bevægelsen protesterer i disse dage foran Det Hvide Hus. En efter en lægger de tavse armene over kors for at blive fængslet. Ingen aggression, ingen modstand, ingen panik, intet sagt – en i yderste konsekvens civil(iseret) ulydighed. Man vil tage Obama på ordet, at under hans ledelse vil verdenshavene stige langsommere. Et nej til olieledningen over amerikansk område vil ikke nødvendigvis stoppe udvindingen i Alberta. Men det vil sætte udviklingen nogle år tilbage , og måske give menneskeheden tid til at komme på bedre tanker.

www.tarsandsaction.org kan man frem til 3. september deltage i underskriftsindsamlingen mod olieledningen. Og man kan passende undlade at tanke ved Statoil, som har investeret store summer i udvindingen af tjæresandet ved Alberta.

Se også ovenstående blog-indlæg Bill McKibben om Keystone XL olieledningen samt tidligere blog-indlæg om tar sand: Tjæresand, James E. Hansen om norsk klimapolitik og The Carbon President.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Share

The Carbon President

22. juni 2011

Først på måneden tog grundlæggeren af 350-bevægelsen Bill McKibben bladet fra munden i en frontal kritik af Barack Obamas klimaindsats.¹

Da Obama kom til magten, stod det for mange som det store håb for klodens fremtid. Han forstod, at noget måtte gøres, han havde begavelsen til at vende det fossile amerikanske samfund, han talte om “a planet in peril”, han ansatte folk omkring sig som John Holdren, som forstod klimavidenskaben og nødvendigheden at en hurtig radikal indsats, han lovede at råde bod på forgængernes fornægtelse af klimaproblematikken og gøre en indsats for at tæmme de stigende verdenshave. Han talte om håb og om forandring.

I stedet har han åbnet for nye tikkende miljøkatastrofer med øget dybhavs olieeftersøgninger, han har stimuleret yderligere amerikansk kuludvinding og er i gang med at lægge forsyningsrør til den nok mest beskidte olie-forekomst, de store tar sand-reserver fra Alberta-regionen i Canada. Alt sammen et resultat af den lobbyist-befængte situation i Washington, som han ville rense ud i. Nu nåede han kun at støtte atomkraft-industrien med store lånepakker, før han måtte opgive yderligere klima-lovgivning. Kul- og olieindustriens massive lobbyisme og misinformationskampagner har effektivt blokeret for enhver begavet udvikling i USA. Og den “New Green Deal”, som en overgang var lige ved at tegne sig,

I dag har Al Gore så taget bladet fra munden med en stor artikel i Rolling Stone, Climate of Denial,² som samtidig er sendt ud over AP³ og tilgængelig i hundredvis af medier kloden over. Hvor mange har mon ikke læst artiklen, når den udkommer på tryk 7. juli?

“Obama has never presented to the American people the magnitude of the climate crisis,” skriver Al Gore: “He has not defended the science against the ongoing withering and dishonest attacks. Nor has he provided a presidential venue for the scientific community … to bring the reality of the science before the public.”³

Gore slutter sin artikel sådanher: “The climate crisis, in reality, is a struggle for the soul of America. It is about whether or not we are still capable – given the ill health of our democracy and the current dominance of wealth over reason – of perceiving important and complex realities clearly enough to promote and protect the sustainable well-being of the many. What hangs in the balance is the future of civilization as we know it.”²

Læs mere »

Share

Tjæresand

4. januar 2009

En af konsekvenserne af peak oil er, at selv olieforekomster, man for få år siden betragtede som uinteressante at udnytte, fordi de var for omkostningstunge, i dag, således står USA overfor beslutninger om at indlede boringer en række steder i fastlandssoklen og i Alaska – begge dele med store miljømæssige risici.

Ligeledes er forekomsten af tar sands, tjæresand, som hidtil har været regnet som for dyre at udvinde, med de seneste års stigende oliepriser nået inden for det økonomisk rentable. For eksempel i Canada har man indledt udnyttelsen af den såkaldte tar sand, sandlag med et højt indhold af en meget tung bitumen-olie. Omkring Alberta er man i gang med at omdanne et areal på størrelse med Florida – tre gange Danmarks areal – til et månelandskab.

Oliesandet kræver store mængder vand og energi at udnytte, så det er først med de seneste olieprisstigninger, at forekomsterne overhovedet er blevet rentable. Samtidig stiger både CO2-udledning og anden forurening pr. færdig tønde råolie markant, så i en tid, hvor vi skulle reducere udledningen af drivhusgasser drastisk, bliver udledningerne derfor ved med at stige selv hvis vi formår at spare 5%, 10% eller 20% på olien.

Med det vi i dag ved om klimaets følsomhed overfor en øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, er udvindingen af tar sand er således et på alle måder absurd projekt.

Ligesom James E. Hansen så klart sagde: “Coal is best left in the ground”, må man sige “Tar Sand must stay in the ground”.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Craig Thomson: Re-enact the oil shale moratorium, Denver Post 19.01.2009.

Tim Webb: Tide turns against ‘dirty’ oil sands, the Guardian 16.11.2008.

Renee Schoff: U.S. taps Canada’s oil sands — but at what cost? McClatchy Newspaper 12.10.2008.

Jørgen Steen Nielsen: Nu skraber de bunden for at nå den sidste olie, Information 20.08.2008.

Jørgen Steen Nielsen: BP går efter tjæresand: ‘Back to Petroleum’, Information 20.08.2008.

Anne von Sperling: BP møder voldsom klimakritik i Canada, Information 20.12.2007.

Joseph Romm: Time for tar sands, Grist 28.05.2008.

Dru Oja Jay: What the Tar Sands Need, The Dominion 31.12.2007.

A Sticky Mess, Nixonishell 10.11.2007.

Wikipedia om oil shale og tar sand.

Share