Strøtanker om bæredygtighed

.
Ved et pressemøde i Det Hvide Hus i går blev Obama spurgt om sine planer og overvejelser omkring klimaudfordringen i den kommende tid. I det fire minutter lange svar i videoen herover, giver han sig vitterligt tid til at udfolde sine tanker og overvejelser.

Efter en lang valgkamp med næsten demonstrativ tavshed om klimaspørgsmålet er det befriende at høre, at han betragter det som en af de helt store udfordringer, som USA må samles om, og som vil præge hans indsats i de kommende fire år.

“You can expect that you’ll hear more from me in the coming months and years about how we can shape an agenda that garners bipartisan support and helps move this agenda forward,” siger han på pressemødet. “I am a firm believer that climate change is real, that it is impacted by human behavior and carbon emissions,” siger han, “and as a consequence, I think we’ve got an obligation to future generations to do something about it.”

Man fornemmer i Obamas næsten tøvende svar, at han gør sig store overvejelser om, hvordan man kan tale om klimaudfordringen, så man får alle med. Det er ikke gennem akopalyptiske skræmmebilleder og tipping points, hvorfra klimaet løber løbsk – den del klarer vejrguderne til fulde, med ødelæggende orkaner og en tørke, som i år har spoleret høsten i store dele af USA.

Obama ved, at han er nødt til at navigere i et USA, som stadig er på vej bort fra afgrunden, som stadig mest af alt mangler flere arbejdspladser, som stadig er stærkt delt mellem et rødt og et blåt USA, hvor ingen endnu rigtig ved, hvor republikanerne lander ovenpå det svinede valgnederlag, som endnu kun er en uge gammelt – og som måske blev ekstra sviende, fordi det så længe og så ekstremt blev kørt på værdipolitikken.

Læs mere »

.
Natten mellem torsdag og onsdag vandt Obama Four More Years som præsident for USA – ikke stort, men sikkert nok til at han og demokraterne kan gå videre med et mandat til at fortsætte den genopretning efter Bush-tiden og det deraf følgende kaos, som han har brugt kolossale kræfter på at rydde op i. Som man kan høre i hans sejrstale i Chicago natten til 7. november i videoen herover, har han genfundet de store, stærkt malende fraser, som forud for hans valg i 2008 skabte en næsten global bølge af håb – håb om en fremtid, hvor der var lige muligheder for alle, uanset race, køn, opvækst og seksuel orientering.

Det er et andet håb, han søger at tænde nu, et håb mærket af fire år med hårde tider, et håb om at der findes et samlet USA efter en fase, hvor højrefløjen har været på ideologisk korsttog, og hvor den fossile mafia har sat kolossale ressourcer ind på at modarbejde – for ikke at sige dæmonisere – hans visioner om forandringer, som ikke bare ville løse USAs umiddelbare problemer, men bringe natonen styrket ind i det 21. århundrede. Men det er på en måde et stærkere håb – for det bygger på det, at han midt i al modstanden fra den nært kollapsede økonomi og den rabiate højrefløj, er lykkedes med at vende udviklingen. Selvom hans håb ikke har samme vidtløftighed, så er det et erfaringens håb, et materialiseret håb, et håb om at kunne udfolde og færdiggøre det, som der er lagt grunden til i de første fire år.

Det har været fire hårde år. I 2010 genvandt republikanerne flertal i begge kamre i Kongressen, og siden da er 80% af alle Obamas lovforslag faldet på modstand i Kongressen. Så listen af incompletes er foruroligende lang. Som det er nærmere behandlet i et efterfølgende indlæg om Obamas klimastrategi (se blog-indælgget Obama om den forestående klimaindsats) tog Obama den i bakspejlet nok fejlagtige beslutning ikke at tale direkte om klimaudfordringer og klimaforandringer, men stilfærdigt at søge at implementere en række af de forandringer, som er nødvendige for at nedbringe USAs nu gigantiske klimafodaftryk, uden at referere til klimaet, men tværtimod give det begrundelser i energisikkerhed, jobskabelse osv.

I både demokraternes og republikanernes kampagner har klimaspørgsmålet i denne valgkamp været stort set fraværende (se blog-indlægget Den unævnelige klimaudfordring). For Romney forståeligt, da det var et af de områder, hvor hans umage bagland lige under overfladen er dybt uenigt. For Obamas kampagne ganske paradoksalt, da der syntes at være et stærkt klima-argument overfor den del af vælgerne, som stadig ikke havde besluttet sig (se blog-indlægget Det klimaløse valg).

Under vejs har Obama ved enkelte lejligheder, som for eksempel ved demokraternes konvent markeret, at klimaudfordringen ikke var en hoax. Men der synes blandt Obamas nærmeste rådgivere at have hersket en så stor usikkerhed om, hvilke dæmoner, man ville fremmane i det meget ladede landskab, hvis man tog hul på klimaspørgsmålet, at man har prioriteret andre områder. Men ingen i USA er i tivivl om, at en klimaindsats vil være i bedre hænder med Obama end med Romney, så måske endda at Obamas kampagnerådgiver Axelrod så rigtigt i, at det ikke havde flyttet stemmer at inddrage klimaudfordringen.

Først i valgkampens allersidste fase tvang orkanen Sandy emnet på bordet, og selv da lykkedes det næsten Obama ikke at tale om det. Men det var som om at en forbandelse var brudt, og allemulige andre tog hul på diskussionen, om Sandy var forårsaget af klimaudfordringen? Sandy ramte direkte ind i noget, som man godt vidste, men i det betændte Tea Party-klima havde holdt tilbage. Med Sandy var det alvor langt ind i de republikanske rækker (se blog-indlægget Sandy bryder klimatavsheden). Og New Jerseys republikanske senator Chris Christie personificerer det opgør med højrefundamentalismen, som Sandy fremkaldte. Ikke bare skamroste han Obama for sin indsats og for den statslige beredskabsstøtte, som Romney principielt havde sagt burde afvikles. Han samarbejdede med fjenden (Obama) og erkendte åbent, at der måtte gøres noget ved klimaudfordringen. Man kunne da også i valgkampens sidste døgn høre Obama referere til klimaudfordringen, ligesom han gør det i sin sejrstale herover (11:22 min. ff.).

Endda findes der en ikke bare formodning om, men ganske stærk forventning om, at Obama i en anden valgperiode vil prioritere en klimaindsats højt. Hvor højt får vi allerede en fornemmelse af her op til COP18 i Quatar sidst på måneden. Amerikanerne har siden COP15 i København været en næsten destruktiv størrelse i de globale klimaforhandlinger.

Læs mere »

.
I disse dage, hvor støvet efter den amerikanske valgkamp langsomt lægger sig og verdens egentlige problemer igen toner frem af valgtågerne, får Obama mange henvendelser og formaninger om, hvad han skal gøre i de kommende fire år.

En af dem er fra Pa Ousman Jarju, som er forhandlingsleder for verdens 48 fattigste lande, de såkaldte LCD-lande ved FNs klimaforhandlinger. Han påpeger, at selvom LCD-landene tegner sig for 12% af verdens befolkning, står de kun for 1% af verdens CO₂-udledninger, men har 34% af verdens dødsfald som følge af klimaforandringer. I et åbent brev til Obama opfordrer Jarju direkte Obama til at gå i alliance med EU, LCD og AOSIS-landene (Alliance of Small Island States) om at få fastlagt en stærk og nødvendig klimaindsats.

Jarjus brev starter som følger:

.
Dear President Obama,

As the lead negotiator for the world’s 48 Least Developed Countries (LDCs) in the United Nations climate change negotiations, I congratulate you on your re-election. I also want to express my admiration for your response to superstorm Sandy: without the preparations that you made, the impacts to those hit by the storm would have been even more devastating. As communities in the north-east work to rebuild and recover, the world has an opportunity to begin a new, reality-based conversation about climate change.

I write with a simple request: as this discussion continues in the world’s most developed countries, remember those who live in its poorest regions. Remember that as a result of climate change, this kind of fatal weather event has become commonplace for us while we lack the infrastructure and resources to adequately protect our citizens.

As researchers at Brown University’s climate and development lab have shown, climate-related disasters such as droughts, extreme temperatures, floods, and hurricanes have caused an estimated 1.3 million deaths since 1980. Two-thirds of these deaths (over 909,000) occurred in the least developed countries. We are only 12% of the world’s population, but we suffer the effects of climate-related disasters more than five times as much as the world as a whole.

Læs Jarjus fulde henvendelse på The Guardian …

Pa Ousman Jarju: An open letter to Obama from the world’s poorest countries, The Guardian 08.11.2012.

Det nordøstlige USA er i disse dage vidne til et helt usædvanligt vejrfænomen, en tropisk storm, Sandy, som har bevæget sig endog meget langt nordpå og netop i disse timer trækker ind over land i det nordøstligste USA.

Ingen ved endnu, hvor voldsomt, det kommer til at foregå – men der er varslet markante regnfald, vindstyrker af op til stormstyrke, og tre meter stormflod, en cocktail som vil lave alvorlig ravage langs de nordøstlige kyster i de kommende døgn, og foreløbigt tegner det meget voldsomt. Sandy går på land syd for New York med det dybeste lavtryk, som er målt i USA nogensinde. Som man kan se af det lille kort herover, som findes i større størrelse nedenfor, vil Sandy husere det meste af ugen. Efterhånden trækker orkanens centrum ind over Canada, og forventes fredag og lørdag at passere hhv. Montreal og Quebec. Hvor voldsomt det bliver, og hvor længe Sandy holder pusten inde over land, kan ingen endnu vide. Men der har været tale om op imod 10 mio. mennesker uden strøm i op til en uge, det store beredskab er aktiveret, New Yorks toge, busser og undergrund er blevet indstillet i løbet af dagen og New Yorkerne har hamstret som vilde.

Den amerikanske valgkamp, som igennem de sidste mange måneder har skubbet stort set alt andet i baggrunden, er for et øjeblik sat på standby. Både Obama og Romney har måttet indstille en lang række aktiviteter – Obama er rykket tilbage til Det Hvide Hus for at stå i spidsen for beredskabsarbejdet, Romney er blæst inde i en lille flække i Ohio med kun 10.000 indbyggere, hvorfra han, samtidig med at han og konen ved en fundraiser-event karakteriserede Obama som umoden, over fjernsynet kunne se Obama som statelig statsmand dirigere forsvaret mod den indtrængende fjende og få forærende ikke bare ros fra republikanske senatorer for sin indsats, men nok så meget en uvurderlig taletid, hvor folk må forventes at høre efter – til forskel fra den tæppebombning med valgspots, som på nuværende tidspunkt er ved at drive folk til vanvid. Begge må de regne med at ændre deres kampagneplaner radikalt for de kommende dage, for flytrafikken vil være stærkt begrænset i store dele af svingstatsområdet.

Det er som om at det klima – og den klimaudfordring – som både Obama og Romney er gået i en stor bue udenom, her i allersidste øjeblik på sin helt egen måde insisterer på alligevel at være med i valgkampen. Mike Tidwell, leder af Marylands Chesapeake Climate Action Network og forfatter til bogen The Ravaging Tide (2006) siger i en artikel i dagens Huffington Post: “The irony is that the two presidential candidates decided not to speak about climate change, and now they are seeing the climate speak to them,” … “That’s really what’s happening here. The climate is now speaking to them – and to everyone else.”¹

Læs mere »

Også i den anden af de tre planlagte debatter mellem Obama og hans udfordrer ved det snart nært forestående amerikanske præsidentvalg var noget af det eneste, de to overhovedet kunne enes om, fuldstændigt at fortie klimaspørgsmålet.

Debattens format var ellers sådan, at der var mange gode muligheder for at komme ind på det – en hel serie spørgsmål fra tilhørerne hvor hver af de to kandidater til præsidentvalget havde to minutter og derefter to minutter til “debat”. Som Chris Hayes fra nyhedskanalen MSNBC udtrykte det i en af de mange analyser umiddelbart efter debatten, så var det at fortie klimaspørgsmålet fra den ganske diskuterede energisituation som at diskutere rygning uden at tale om kræft.¹

Debatlederen tirsdag nat var CNNs Candy Crawley. Og hun gjorde det på mange måder kompetent, men på grund af den manglende disciplin fra de to kombattanter – det var flere gange lige før man frygtede, at de ville tage næverne i brug – nåede hun kun 11 spørgsmål fra salen, hvor planen forud havde været, at man på de halvanden time ville nå 13 runder. Adspurgt efter debatten, hvorfor hun ikke inddrog et klimaspørgsmål, siger Candy, at hun havde planlagt det, men at der så ikke var tid, og at de fleste nok var mere interesseret i at høre om økonomi (se klip på Treehugger²).

Under vejs i debatten var de to kombattanter på et tidspunkt ved at falde over hinanden for at sandsynliggøre, hvem som havde pumpet mest olie op, hvem som ville flest pipelines, hvem som ville mest fracking og mest kul. Her var den Obama, vi kunne se anno 2012, endog meget langt fra den Obama, som i 2007 ville sikre, at verdenshavene steg langsommere, og at der efter års neglegt blev taget seriøst hånd om klimaudfordringen.

Læs mere »

Det har været sagt, at det eneste Obama og Romney havde til fælles, var deres uvilje over for at skulle inddrage klimaet i valgkampen. Det af forskellige grunde – Romney har et blodtørstigt Tea Party bagland, som over en kam pure benægter, at klimaforandringer finder sted, eller i hvert fald at de er menneskeskabte, mens Obama og den demokratiske lejr mere synes nervøs ved at lukke op for et spørgsmål, som deler vandene meget voldsomt. Konventionel visdom har da også været, at miljøspørgsmål ikke egnede sig som valgspørgsmål – og vi så måske en bekræftelse af den frygt på vores hjemlige politiske scene med den hårde medfart, som forslaget om en betalingsring omkring København fik. Det kan meget let blive noget, som det er lettest at være imod.

Men grafen herover fra Mother Jones 3. oktober¹ mere end antyder, at klimaspørgsmålet kunne blive vigtigt for Obama i valgets slutspurt. Den bygger på en undersøgelse fra Yale / George Mason University² af holdningen til klimaspørgsmål blandt de vælgere, som endnu ikke har besluttet sig, om de vil stemme demokratisk eller republikansk, og den viser ganske interessant, at hvor under en tredjedel af dem som sandsynligvis vil stemme Romney mener at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er der omkring to tredjedele af både af dem som hælder til at stemme på Obama (men som ikke har besluttet sig endeligt), og dem som er åbent i tvivl finder, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Hvor mange miljøorienterede næsten havde opgivet Obama, som syntes helt at have svigtet klima- og miljøindsatsen eller at have indset, at der ikke var noget at komme efter med republikansk flertal i Kongressen, kunne man da også ved demokraternes konvent i begyndelsen af september høre Obama sige følgende: “And yes, my plan will continue to reduce the carbon pollution that is heating our planet – because climate change is not a hoax. More droughts and floods and wildfires are not a joke. They are a threat to our children’s future. And in this election, you can do something about it.”³

Læs mere »

Op til det amerikanske præsidentvalg opdaterer Huffington Post løbende dette Election Dashboard. Det er skabt på baggrund af hundredvis af enkeltmålinger. Det amerikanske valg afgøres stat for stat, og den kandidat som kan samle mindst 270 valgmandsstemmer, bliver præsident. Man kan således godt blive præsident uden at have flertal af befolkningen bag sig, hvis man blot vinder flertallet af valgmændene.

Mange stater er hhv. sikre republikanske stater (de mørkerøde) og sikre demokratiske stater (de mørkeblå), og man vil se, at Obama og Romney her i slutspurten op til valget den 6. november vil fokusere deres indsats præcist i de områder, hvor de er nødt til at sikre en lille fordel, som når Demokraterne lægger deres konvent i North Carolina (den gule, som lige nu er helt åben). Kortet opdateres løbende, og man kan abonnere på de seneste opdateringer via et RSS-feed. Som man kan se til højre, har North Carolina inden for det seneste døgn skiftet kategori to gange. Under selve kortet kan man stat for stat se, hvem som vandt ved de seneste tre præsidentvalg.

Som det ser ud nu, står Obama til et vinde komfortabelt – her 6 uger inden valgdagen står Obama til at vinde 332 valgmænd overfor Romneys 191. Men meget kan endnu ske frem mod valgdagen. Hvis blot en stat som Florida glipper (den største af de lyseblå blokke på den øverste sammentællingslinje) – og republikanerne har gjort hvad de kunne for at besværliggøre valget for typiske Obama-vælgergrupper i Florida – så er situationen allerede langt mere åben. Så vælgerne i disse svingstater vil i de kommende uger blive tæppebombet med reklamer, systemariske opringninger osv.

Læs mere »

Når vi er ved klima-dimensionen ved det amerikanske valg, så er der på climatesilence.org lavet en fin oversigt over, hvad de to præsidentkandidater Obama og Romney gennem tiderne har sagt om klimaudfordringen, dens natur og vigtighed.

Det er lavet på en lang tidslinje, som spænder fra 2007 til i dag. Illustrationen herover er et lille udsnit fra midten af 2011 til begyndelsen af 2012. Fra hvert af de enkelte udsagn kan man klikke til dets fulde sammenhæng, og hvert udsagn er vertikalt ordnet efter en skala som øverst har “action”, og længere nede af skalaen har undgåelse, fornægtelse og modarbejdelse.

Og lade det stå klart, der sker langt mest under den stiplede linje – også for Obamas vedkommende. Før valget i 2008 svingede Obama sig op til at love at møde vor tids vigtigste udfordring. Men efter hans indsættelse er det blevet ved løfterne – kun en enkelt “action” er det blevet til (krav om højere  brændstof-effektivitetskrav i 2009). Romneys kurve ligger gennemgående lavere. Tilbage i 2007-08 var han ved flere lejligheder oppe over den stiplede linje, i det affirmative felt, men med Tea Party-bevægelsens dominans i det republikanske parti er det blevet sådan, at ingen republikaner tør vedkende sig klimaudfordringen.

Så selvom Obama foreløbig i manges øjne har “spildt” fire års muligheder, og har skuffet mange, fordi han forud for valget talte så klart og direkte om udfordringen og direkte lovede at bremse havenes stigning, så er der klimamæssigt set mere at håbe på med Obama i Det Hvide Hus end hvis Romney tager over. Og hvad man ikke ser af diagrammet er, at demokraterne i tiden omkring Obamas valg som præsident arbejdede systematisk med at få en klimaplan igennem, som sigtede mod en 80% CO2-reduktion i 2050 (se blog-indlægget: Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej).

Det lykkedes som bekendt ikke, og efter midtvejsvalget hvor republikanerne genvandt en del mandater, var der politisk set lukket for den videre udvikling. Men klimaplanen havde også modstand i demokraternes egne rækker ikke mindst fra stater, som i dag har en betydelig kulproduktion.

På en data-side er udsagnene samlet i mere udførlig form. Det første udsagn fra Obama er fra en høring om Kyoto-protokollen i 2005, da han stadig var senator i Illinois, hvor han fastslår, at klimaudfordringen og videnskaben bag ikke står til diskussion, og han efterlyser handling og lederskab. Han slutter her med at sige: “And I hope that our primary response as a country is not simply to try to study the problem more to death or to think that voluntary initiatives by the private sector alone are somehow going to achieve the important goals that need to be achieved.”

climatesilence.org.

Goldenbergs artikel i The Guardian (skrevet fem uger efter dette blog-indlæg) afdækker ganske præcist Obama-admnistrationens valg ikke at nævne klimaudfordringen:

Suzanne Goldenberg: Revealed: the day Obama chose a strategy of silence on climate change, The Guardian 01.11.2012.

.
Donald Brown: Romney 13:37 min. video.

For godt en uge siden bragte jeg miljøetik-juristen Donald Browns video i tre dele om, hvordan den nuværende klimafornægtelse, som den praktiseres af de amerikanske kul- og olieinteresser, kan betragtes som en forbrydelse mod menneskeheden.

Nu har Brown lavet en videreførelse, hvor han ser på Mitt Romneys klimaperspektiv – eller rettere mangel på samme. Og på Browns hjemmeside Ethics and Climate kan man finde en fuld transskription af vidoen.¹

År tilbage, da Romney var guvernør i Massachusetts, var han  indforstået med, at klimaforandringerne var virkelige og klimaudfordingen var reel. Men i takt med, at Tea Party-fløjen har overtaget luftherredømmet i det republikanske parti, har Romney skiftet standpunkt, og han er nu helt afvisende overfor, at der er et problem, som USA skal tage sig af eller særlige forpligtelser overfor.

Lad mig sige med det samme, Romney har ikke nogen god sag i Browns etiske ret. Romney anklages for enten at lyve bevidst eller udvise ansvarspådragende misligeholdelse ved på trods af verdens samlede ekspertise at fastholde sin benægtelse af, at klimaforandringer er menneskeskabte. Han overtræder ikke bare forsigtighedsprincippet, men basale regler om ikke at skade andre (lande), og han øger udgifterne til den nødvendige indsats voldsomt ved at forhale processen.

Romneys insisteren på, at det kun giver mening for USA at handle, hvis alle lande gør tilsvarende, holder heller ikke i Browns perspektiv. Uanset andres indsats er alle lande forpligtet til at søge at tage vare om deres rimelige del (Brown kommer her end ikke på, at USA stadig historisk set er det land i verden, som samlet har haft de største klimaudledninger). Så Romneys afvisning af en amerikansk klimaindsats er etisk set dybt problematisk.

Romneys modkandidat til det forestående præsidentvalg, Barack Obama, kom til magten ikke med detaljerede klimaløfter, men alligevel klare udmeldinger om, at klimaudfordringen var vigtig, og at vi under hans styre ville se verdenshavene mindske deres stigningstakt – hvilket måske er meget ambitiøst på blot fire år. Men to af de stadigt tilbagevendende Obama-citater fra 2008 viser, at han faktisk har en god forståelse af klimaudfordringen:

“All across the world, in every kind of environment and region known to man, increasingly dangerous weather patterns and devastating storms are abruptly putting an end to the long-running debate over whether or not climate change is real. Not only is it real, it’s here, and its effects are giving rise to a frighteningly new global phenomenon: the man-made natural disaster.”

Læs mere »

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen havde i gårsdagens New York Times et indlæg, hvor han opsummerer, hvorfor det er vitalt at få standset ikke bare Keystone XL-rørledningen og tar sand-udvindingen i Alberta, men som verdenssamfund at komme overens med, hvilke fossile reserver, vi giver plads til at udvinde, og hvilke, vi som ansvarligt verdenssamfund lader ligge i jorden.

For omkring fem år siden udtrykte Hansen det i al sin enkelhed: “Coal is best left in the ground”. Siden har højere oliepriser gjort udvinding af en række unconventional olieforkomster, tar sands og tar shale rentable. Og Hansen har måttet udvide sine anbefaling til, at vi klimatologisk set gjorde bedste i at lade kul og en bred vifte af ukonventionelle olieforekomster blive i jorden. Hvis ikke vi gør det, er det ifølge Hansen “Game over for the climate”.

Det er stærke ord, som vi alle burde lade sive ind, for at handle efter dem.

Men er verdenssamfundet overhovedet i stand til at handle rationelt i forhold til en sådan samlet udfordring? Eller vil vi verden rundt se den kortfristede interesse overvokse det fælles bedste? Siden COP15 synes kul- og olieindustriens lobbyisme og støjproduktion at have taget til i en sådan grad, at man har fået rum for at kunne fortsætte uantastet nogle år endnu. Og hvor vi for fire år siden havde et håb om, at Obama ville løfte USA ind i en omstillingsproces på en måde, så det var med til at vise vejen i verdenssamfundet. Så er det svært at finde næring for samme håb om lederskab på klima-området, selv hvis han bliver valgt for en ny fireårs-periode.

James Hansens opinion i New York Times har jeg tilladt mig at gengive i sin helhed herunder:

.

Game Over for the Climate

James Hansen, New York Times 09.05.2012.

GLOBAL warming isn’t a prediction. It is happening. That is why I was so troubled to read a recent interview with President Obama in Rolling Stone in which he said that Canada would exploit the oil in its vast tar sands reserves “regardless of what we do.”

If Canada proceeds, and we do nothing, it will be game over for the climate.

Canada’s tar sands, deposits of sand saturated with bitumen, contain twice the amount of carbon dioxide emitted by global oil use in our entire history. If we were to fully exploit this new oil source, and continue to burn our conventional oil, gas and coal supplies, concentrations of carbon dioxide in the atmosphere eventually would reach levels higher than in the Pliocene era, more than 2.5 million years ago, when sea level was at least 50 feet higher than it is now. That level of heat-trapping gases would assure that the disintegration of the ice sheets would accelerate out of control. Sea levels would rise and destroy coastal cities. Global temperatures would become intolerable. Twenty to 50 percent of the planet’s species would be driven to extinction. Civilization would be at risk.

That is the long-term outlook. But near-term, things will be bad enough. Over the next several decades, the Western United States and the semi-arid region from North Dakota to Texas will develop semi-permanent drought, with rain, when it does come, occurring in extreme events with heavy flooding. Economic losses would be incalculable. More and more of the Midwest would be a dust bowl. California’s Central Valley could no longer be irrigated. Food prices would rise to unprecedented levels.

If this sounds apocalyptic, it is. This is why we need to reduce emissions dramatically. President Obama has the power not only to deny tar sands oil additional access to Gulf Coast refining, which Canada desires in part for export markets, but also to encourage economic incentives to leave tar sands and other dirty fuels in the ground.

Læs mere »