Indlæg tagged med Laurent Fabius

Strøtanker om COP22 i Marrakech 7.-18. november

4. november 2016

I dag var dagen, hvor Paris-aftalen trådte i kraft. Det skete 30 dage efter, at mindst 55 lande med mindst 55% af verdens samlede udledninger havde ratificeret den aftale, som blev indgået ved COP21 i Paris i december 2015. I dette øjeblik har mere end 100 lande med tilsammen 73% af verdens udledninger ratificeret. Dette var den perfekte optakt til COP22 i Marrakech, hvor verdens klimaforhandlingsdelegationer fra førstkommende mandag er samlet til to ugers forhandlinger.

Jeg har haft det klimapolitiske lidt på afstand og har sat mig for i forbindelse med COP22 at søge at samle lidt op på, hvad der er sket i det år, som allerede snart er gået siden klimaaftalen kom i hus i Paris. Derfor vil dette blog-indlæg tage form af løbende optegnelser i løbet af de to uger i Marrakech, og nederst vil der være en artikeloversigt, som dels ser på, hvad der verden rundt bliver skrevet om COP22, dels prøver at give et billede af udviklingen i det år, der snart er gået siden vedtagelsen af Paris-aftalen.

Var der blot tale om højstemt festtale-retorik, som vil vise sig at være tomme løfter, eller har vi for alvor fattet, at Paris-aftalen kun var en første begyndelse, en rammeaftale, som skriger på at blive taget alvorligt og blive fulgt op af handling, konsekvent handling? Har de politikere og virksomheder, som hver dag verden rundt træffer beslutninger med klimaimplikationer mange år frem i tiden, reelt fattet, at der ikke er tid til at vælge forkert. Er det sunket ind, at der ikke er noget, der hedder at udsætte, hvis vi som verdenssamfund skal lykkes med at forløse Paris-aftalens målsætning om at sikre at den gennemsnitlige globale temperaturstigning holder sig godt under 2°C med en aspiration om at kunne holde den på blot 1,5°C?

22. april, på Moder Jords Dag, nåede Paris-aftalen det andet af tre faser i godkendelsen (se blog-indlægget: Paris-aftalen underskrevet). Og gradvist er der i løbet af året indløbet så mange ratifikationer, at Paris-aftalen fra i dag, 4. november, er trådt i kraft. Den proces, som i 1992 startede med etableringen af FNs klimasekretariat UNFCCC, og som første frugt havde Kyoto-aftalen, som pålagde de rige lande at reducere deres udledninger, førte i december sidste år til vedtagelsen af en klimaaftale i Paris, som omfatter samtlige verdens lande. Et kvart århundrede tog det at skabe den aftale, som hvis alle gør deres del kan føre menneskeheden og dens levevilkår godt videre fra den fossile æra.

I maj takkede Christiana Figueres af som leder af FNs klimasekretariat UNFCCC efter en enestående indsats. Hun overtog posten efter Yvo de Boer, som her i København under COP15 brød grædende sammen over den manglende vilje til det fælles bedste, og den svigtende erkendelse af nødvendigheden af at handle i fællesskab, som gjorde, at man i 2009 måtte opgive at indgå en egentlig aftale. Figueres kan med rette være stolt af de mellemliggende 5½ år, som ledte frem til Paris-aftalen. For hun formåede at løfte en umulig opgave ud af mørket. Hun har skiftevis lokket, tryglet, irettesat, danset og løftet – nok mest løftet. Hun skabte den nødvendige gensidige tillid og bragte så mange parter sammen, at det lykkedes at lave en aftale, hvortil alle bidrager efter evne.

På COP22 kan vi således for første gang for alvor opleve Figueres’ afløser, Patricia Espinosa. Vi vil også se den marokkanske vært Hakima el Haite, som synes at have et vidunderligt systemisk-rummeligt perspektiv på klimaproblematikken og den franske klimaambassadør Laurence Tubiana. FNs klimaforhandlinger er i disse år betydeligt omfang drevet af kvinder.

PÅ UNFCCCCs hjemmeside skriver Espinosa som optakt til COP22 i Marrakech:

“The UN Climate Change Conference in Marrakech is the crucial next step for governments looking to operationalize the Paris Climate Change Agreement adopted last year. While the Paris Agreement gave clear pathways and a final destination in respect to decisive action on climate change, many of the details regarding how to move forward as one global community in that common direction still need to be resolved. With the entry into force of the Agreement happening on 4 November – just days before COP 22 – the dialogue and decisions in Marrakech hold immense potential to accelerate and amplify the immediate response to the challenge recognized in the Paris Agreement. This meeting is therefore incredibly important.

I encourage governments of the world to come to COP 22 ready to work together in the same spirit that produced such success over recent years. I also encourage leaders of public and private sectors and every citizen to follow the Marrakech Conference proceedings to further understand how you can take action and contribute to the mounting momentum to meet the interlinked global challenges of climate change and sustainable development.”

Læs mere »

Share

Paris-noter II – anden uges forhandlinger

7. december 2015

Gå direkte til noter for 07., 08., 09., 10., 11. og 12. december, eller til link-sektionen, som ud over at dække anden uge af forhandlingerne i Paris omfatter et bredt udvalg af reaktioner på resultatet af COP21. 

Så er der taget hul på anden uge i Paris, hvor det efter at det lørdag over middag i ADP2-forhandlingssporet lykkedes forhandlingsdelegationerne at blive enige om et oplæg til de afsluttende forhandlinger, er den videre politiske proces, som står i centrum. Der er stadig mange ting at afklare, og stort set samtlige de ‘store’ problemer er endnu uafklarede. Men hvor forhandlingsteksten ved starten af første uge havde mere end 1.600 kantede parenteser, som hver især indikerer ord, sætninger eller tekstdele, som der er flere forslag til, så er der nu ‘kun’ 937 af disse kantede parenteser tilbage. Og de vigtigste problemer er så at sige blevet filtret så meget ud af hinanden, at de, selvom de hænger tæt sammen, endda meningsfuldt kan behandles, forhandles og besluttes hver for sig.

Sammen med dette tekstoplæg er ledelsen af forhandlingerne her i anden uge overgået til det franske værtskab, så fra nu af er den fanske udenrigsminister Laurent Fabius, som står i spidsen for forhandlingerne. I løbet af den første uge har jeg oplevet flere sessions, hvor han har deltaget, og man må sige, at COP21 med Christiana Figueres, Laurence Tubiana, Ségolène Royal og Laurent Fabius er i virkelig gode hænder. I forhold til hvad vi så i København i 2009, så har de en enestående procesbevidsthed og et meget klart billede af, hvad det er for en aftale, som fremtiden har brug for – og en så stærk procesbevidsthed at det, som skete i København ikke kommer til at gentage sig, at en lille gruppe lande så at sige ‘kuppede’ processen med et forslag, som var forberedt i kulissen en snæver kreds. Det kan man måske slippe godt fra i det politiske spil omkring en finanslov i Folketinget, men ikke i en aftale som denne, som skal guide verdens 195 lande gennem en stor og svær proces, som kommer til at tage det meste af det 21. århundrede. Så samtidig med, at Fabius (ligesom Figueres) synes at bære en naturlig autoritet omkring sig og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om en stor og ambitiøs aftale, så kan han ydmygt sige, at han har brugt ugen på at lytte – at gå fra gruppering til gruppering og tune sig ind på, hvilke forestillinger, der rundt i krogene er om det endelige resultat, og hvordan der kan bygges bro til en fælles aftale, som ikke bare er et kompromis, men en god aftale.

På en pressekonference i lørdags sagde Fabius meget betegnende, at succeskriteriet for ham ikke bare var en aftale, og ikke bare en god aftale. For selvfølgelig var aftalen central – den skulle på plads. Men der hvor processen for alvor blev forløst – konferencens tipping point – var først dér, hvor alle de mange non-state aktører, byer, regioner, virksomheder, organisationer og NGOer, var fuldt involveret i det videre arbejde. For løsningen af klimaudfordringen krævede, at ikke bare alle lande var med, men at alle dele af samfundet var med.

Med dette indlæg vil jeg søge i de kommende dage at fastholde en række elementer og stadier i forhandlingerne frem mod den endelige klimaaftale.

Læs mere »

Share

Paris-noter I – den første uges forhandlinger

30. november 2015

Eiffel-tårnet har fået en prominent rolle i billeddannelsen omkring COP21 med stadig skiftende budskaber om 100% vedvarende energi, træplantning eller som her den kærlighed til vores fælles klode, som må vende den nu ødelæggende kurs.

Gå direkte til noter for 29., 30. nov., 01., 02., 03., 04., 05. dec. eller til link-sektionen.

Så er klimakonferencen i Paris skudt i gang, og i de næste to uger vil klimaet fylde medierne verden rundt. Allerede på dag 1 vil der være op imod 150 statsledere, hvilket er med til at gøre, at der er 6.000 journalister, som har søgt om akkreditering, hvor der er gjort plads til 3.000. Der er 2.800 politifolk til at passe på selve konferencestedet, mens 30.000 er indkaldt til at varetage sikkerheden i Paris og andre 8.000 til at øge kontrollen langs grænserne. Selve konferencen har omkring 20.000 registrerede deltagere, men der er sandsynligvis langt flere lobbyister, NGOer og frivillige omkring de mange sideløbende events. Så der er tale om et gigantisk system.

Jeg vil på dette sted om ikke dagligt, så løbende under vejs i de kommende to uger fastholde noter, egne og ikke mindst andres refleksioner over ‘slagets’ gang – og søge at undgå militaristisk billedsprog, for alt efter udfaldet bliver vi alle vindere – eller alle tabere. Så under vejs vil indlægget have karakter af byggeplads.

I blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris har jeg søgt at samle en række af de mange tråde, som væver sig sammen omkring COP21-konferencen, som står overfor den store opgave at skulle samle alle verdens lande om en samlet indsats om at tackle verdens klimaproblemer. Nederst i dette indlæg er der information om nogen af de mange muligheder der er for at følge med via webcasts, Twitter-feeds osv. samt en linksamling, som dagligt suppleres op. Hvor dette indlæg følger konferencen i Paris igennem den første uge, er processen tilsvarende fulgt i den afsluttende uge i blog-indlægget Paris noter II.

Læs mere »

Share

Optakt til COP21 i Paris

24. november 2015

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Share

Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris

17. oktober 2015

Der er nu blot halvanden måned til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. Som forberedelse hertil er der i den kommende uge er der sidste officielle samling inden – hvis ikke der viser sig behov for yderligere møder. Dette blog-indlæg rummer et første rids af udfordringerne for den kommende uges forhandlinger og nederst en link-samling, som i løbet af ugen vil blive løbende opdateret. Samtidig er det planen under vejs at lave flere kommentarer og updates. Forhandlingerne vil kunne følges fra UNFCCCs hjemmeside, hvor de centrale sessions både kan ses live og on demand.

Selvom der har været stor anerkendelse af den forkortede tekst, som forelå tidligere på måneden (se blog-indlægget Konturerne af den endelige Paris-aftale), ikke mindst at den havde opnået en nødvendig entydig struktur, så er der også fra mange sider rejst alvorlige spørgsmål til tekstens indhold – herunder ikke mindst hvad der nu mangler i teksten. EUs klimakommissær Miguel Arias Canete har klart meldt ud, at teksten er dårligt afbalanceret og at ambitionsniveauet er for lavt – han efterlyser en aftale, som kan holde hele århundredet – og dermed at aftalen overordnet rummer et rids af den nødvendige udvikling videre fra det fossile samfund.

Indien har været blandt de mest markante kritikere, og der er en vis sandsynlighed for, at vi i den kommende uge vil se Indien ‘larme’ på vegne af udviklingslandene, i hvert fald er der fra indisk side rejst en massiv kritik ikke bare af af den nu foreliggende tekst, men af de rige landes ‘ferie’ fra klimaindsatsen, og der er formuleret minimumskrav for at aftalen overhovedet kan vedgås. Ed King sammenfatter på Climate Home 16.10. fem indiske hovedkritikpunkter:

– Finance: no predictability or adequacy
– Loss and damage: just notes the problem
– Long term goal: no mention of decarbonisation
– Mitigation cycles: when will these happen?
– How binding will the national commitments be?

Fra indisk side vil det givet også blive påpeget, at referencerne til equity og en common but differentiated indsats så godt som er forsvundet fra teksten. Indien synes ikke at tale alene – tværtimod fornemmes det fra hele G77-blokken, som omfatter 134 lande, at aftaleteksten med den nu foreliggende formulering har fået en katastrofal slagside, så der er lagt op til en hektisk uge i Bonn.

Her forud for den (måske) sidste forberedelsesrunde i Bonn er der gjort adskillige forsøg på at sammenfatte de vigtigste punkter. Lad mig herunder bruge fem punkter fra WRIs intro 15.10. og supplere efter behov.

Læs mere »

Share

Seks europæiske olieselskaber melder klar til klimaindsats

2. juni 2015

Herover ses et brev underskrevet af lederne af Europas seks største olieselskaber og sendt dels til Christiana Figueres, lederen af FNs klimaforhandlinger, dels til Laurent Fabius, lederen af det forestående klimatopmøde i Paris COP21. I brevet melder olieselskaberne sig klar til at gøre deres til at imødegå klimaforandringerne og siger, at det er bydende nødvendigt at få indført en pris på CO2, hvis det skal lykkes at holde 2°C-målsætningen.

Brevet ligger på linje med Christiana Figueres’ udmelding for mindre end en uge siden, at det var på tide at komme videre fra dæmoniseringen af olieselskaberne. Og selvom det for mange er en torn i øjet, når disse giganter, som indtil nu i det skjulte har arbejdet ganske målrettet på at fornægte klimavidenskaben og forsinke omstillingen fra de fossile brændstoffer, sidder med ved de store klimakonferencer, får lov at sole sig som sponsorer osv., så var verden bedre tjent med, at de som i sin tid DONG under Anders Eldrup beslutter sig for at bidrage til omstillingsprocessen frem for at bekæmpe den.

Vi har blot stadig til gode at se, at disse selskaber virkelig mener deres udmelding seriøst, eller om der er tale om en form for strategisk positionering forud for COP21 i Paris. Og hvor konsekvensen for enhver klimatænkende må være, at så må de dog standse deres aktiviteter i det arktiske område og lukke ned for tar sands-udvindingerne og koncentrere sig om de tilbageværende kendte forekomster med mindst CO2-udledning pr. udvundet energienhed. Ligeledes ville det være en naturlig konsekvens af den accept af 2°C-målsætningen, som brevet formulerer, at indlede al yderligere udforskning efter nye forekomster, fordi verden allerede har flere kendte forekomster end vi kan bruge, hvis vi skal holde os under 2°C.

Denne udmelding giver også anledning til at overveje en nuancering af den divestment-kampagne, som har kørt med en ganske betydelig succes i de seneste år. Ville det være rimeligt fortsat at investere i de olieselskaber, som stander yderligere eftersøgninger, som neddrosler deres kulaktiviteter over en årrække, som har en forretningsplan ala DONGs, hvor man over en 10-årig periode går fra en andel af vedvarende energi-aktiviteter på 15% til en vedvarende energi-andel på 85%. Og skal vi, som brevet lægger op til, til gengæld acceptere inddragelsen af naturgassen? – også når det gælder fracking? Det sidste vil jeg mene er en dårlig idé.

Under motivation skriver de seks selskaber i brevet:

“We want to be a part of the solution and deliver energy to society sustainably for many decades to come. Like our counterparts in other industry sectors we will play a key role in implementing the measures and deploying the technologies that will lead to a lower carbon future. Low carbon business models and solutions are fragile until they reach critical size, but with linked carbon pricing systems worldwide, uncertainty would be reduced and such solutions will start to create value for business more rapidly.”

Det er her brevet er spændende. Kan man etablere et nyt playing field, hvor olieselskaberne konkurrerer i omstillingsrelevante aktiviteter? For de ligger jo inde med en betydelig entreprenør-entreprise.

Er det nok med de store europæiske selskaber, eller skal de russiske, kinesiske og amerikanske kul- og olieselskaber også med om bord, før det lykkes at etablere nye, omstillingsrettede spilleregler? Amerikanske selskaber som Chevron, ConocoPhillips og ExxonMobil har glimrer ved deres fravær, selvom de på et tidspunkt har fået buddet om at deltage.  Men ifølge Reuters havde Totals leder Patrick Pouyanne ved lanceringen af brevet erklæret, at det var vigtigt for de europæiske olieselskaber at få markeret deres ønske om en CO”-pris: “Instead of waiting for the smallest common denominator, we got convinced it was worth making a commitment as European oil majors, as we command a significant share of the oil market, without necessarily waiting for an American to come on board.”

Brevet er gengivet herunder i dets fulde omfang.

Læs mere »

Share