COP18 noter III – Polen, COP19 og slaget om luftfarten

28. november 2012

Ons. 28.11. – I dag blev det besluttet, at COP19 ville blive afholdt i Polen – og at hovedkonferencen ville finde sted på et stadion. Igen har valget umiddelbart valgt undren. Men som med Qatar synes valget af værtsland at afspejle ønsket om ikke bare at showcase de mest klima’rigtige’ byer og samfund, men at prøve at løfte også hvor det kniber lidt mere med viljen.

Polen har i de senere år tydeligt profileret sig som EUs bagtrop, når det gælder klimaet. Der trues konstant med vetoretten, og når EU ikke for længst har strammet ambitionerne, hænger det sammen med det forhold, at Polen stadig brænder store mængder kul af, og at landet – og ikke mindst dets stærke kullobby – ikke er til sinds at lave om på det lige med det første. En ting er at omlægge gradvist, men Polen sigter i disse år målrettet på at udbygge kulkraft og kulbrydning.

Polen ligger inde med et stort antal ubrugte kvoter fra det europæiske kvotesystem, som hænger sammen med voldsom tilbagegang for landets kulfyrede industri. Og i den opstramning af kvotesystemet, som Connie Hedegaard har varslet inden nytår, som blandt andet indebærer en støvsugning for de mange overskydende kvoter, har Polen igen markeret sig som den store obstruktør – og krævet, at de går urørte videre i næste runde (se blog-indlægget Førstehjælp til det europæiske kvotesystem).

Der synes efterhånden ikke at være anden løsning end at lave et krybespor til Polen. Én ting er, at de i den grad er på afveje i Polen. Men det virker absurd, at et enkelt land kan være så tung en bremse for hele EU, at det ved flere lejligheder har vetoet EUs klimapolitik.

Når det er vigtigt at få EUs kvotesystem effektiviseret, er det ikke kun for, at det med den rette kurspleje ville kunne stimulere omlægningen fra fossile drivmidler langt stærkere end hidtil, men nok så meget fordi et i mange henseender tilsvarende system efter al sandsynlighed bliver en central størrelse i den globale klimaaftale, som gerne skulle være et godt skridt videre her når COP18 lukker ned i slutningen af næste uge.

EU har på mange måde været lokomotiv for klimaudviklingen, og bør stadig være det, selv i tider med alvorlig økonomisk krise i store dele af Sydeuropa.

Da den første Kyoto-aftale blev til, udelod man i første omgang den internationale luftfart og skibsfart. Dels var begge sektorer markant mindre dengang end nu, dels havde man ikke lige de rette principper klar for, hvordan man håndterede disse udledninger, som lå mellem landene. Ikke mindst flyvningen er en stor klimafaktor, og den internationale luftfartsorganisation har da også i mange år nølende drøftet, om man skulle indføre en form for klimaafgift på luftfarten. Men … viljen har ikke rigtigt været til stede. Så fra starten af i år indførte EU en CO₂-afgift på alle fly i EU samt alle fly som fløj til og fra EU. Det har vakt voldsom harme. EUs egne selskaber kalder det unfair konkurrence. Og lande som Kina, Indien og USA har modsat sig det ganske voldsomt.

Det førte til, at Connie Hedegaard her få dage inden COP18 nulstillede flyafgiften i et år, for at give bolden tilbage til den internationale luftfartsorganisation ICAO (se: EU indstiller CO₂-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale).

På den baggrund virker det meget unødvendigt, at USA i går udstedte en lov, som aktivt beskytter amerikanske luftfartselskaber fra at skulle lægge klimaskat i EU. Og alt andet end lovende for Obamas klimaindsats. For det hele kan alt for let ende med, at ICAO inden for det næstkommende år ikke får lavet nogen klimaafgift og luftfarten dermed endnu en gang sneg sig uden om.

Det skal hertil siges, at hele provenuet fra EUs klimaskat, som er nærmest symbolsk lav i forhold til, hvad den burde være, går til finansiering af klimaprojekter i verdens fattigste lande. Og et af de helt store problemer ved COP18 er, hvor de mange penge til den nødvendige omstilling i verdens fattigste lande skal komme fra? Der ligger her i en god klimabeskatning af den internationale skibsfart, den internationale luftfart og den internationale valuta- og aktiehandel et fantastisk potentiale i at kunne finansiere omstillingen til bæredygtige ligevægtssamfund kloden rundt.

Hvis man lagde en afgift på blot en promille af alle valutatransaktioner og handler med værdipapirer, ville det ikke kunne mærkes på den enkelte reelle handel. Men det ville måske dæmpe den nuværende situation, hvor gigantiske computere står og handler enorme beløb med lysets hastighed, for at skabe profit af selv små forskydninger. Den slags er i den grad med til at destabilisere det 21. århundredes økonomi, så det ville være godt at få dæmpet tempoet en anelse. Men ikke mindst i amerikansk optik vil det givet være noget nær socialisme.

Ved en pressekonference i dag tog Connie Hedegaard til genmæle: “I think the signing yesterday is very much linked to some domestic situation in the U.S. and the cooperation with the Congress.”

Hun konstaterede derefter, at Obama umiddelbart efter valget havde erkandt, at han ikke havde gjort nok for klimaet, og at han ville iværksætte yderligere initiativer efter en lyttetur. “I just hope that when the presidential listening tour is over, it won’t be just the climate policies for a domestic audience, but also for the international audience that we will see,” lød det fra Hedegaard (se video i Obama om den forestående klimaindsats).

Obama står overfor at skulle vælge ny udenrigsminister, og hans førstekandidat har været Susan Rice, hvilket har ført til en meget voldsom reaktion fra de tabende republikanere, som om de har skullet afreagere på valgnederlaget. Men det fremgår af Treehugger i dag, at Rice har investeret i tar sand-udledningerne i Canada og efter sigen skule have aktier i TransCanada for 300-600.000 $. Så det bliver ikke hende som lukker Keystone XL olieledningen, og ud fra et klimaperspektiv var verden langt bedre tjent med en anden af topkandidaterne til posten, John Kerry. I går kunne man i E&E læse, at han i givet fald ville give klimaproblematikken højeste prioritet.

Det amerikanske forsvar har indset, at klimaforandringerne vil føre til stadig flere konflikter verden rundt, som med den amerikanske tendens til at blande sig i forhold verden rundt (og afhængighed af olieforsyninger) vil føre til potentielt flere og flere militære aktioner. Så det amerikanske militær så gerne en langt stærkere klimaindsats. En rapport fra denne måned viste direkte, at klimforandringer var årsag eller medårsag til stadig større del af verdens konflikter. Og dette vil kun blive mere udtalt i de kommende år.

Apropos valg af sted for COP18, skriver lederen af Environmental Parliament Pano Kroko på sin blog Bleeding Edge i dag, at: “In Doha things are going swimmingly bad at the UNFCCC and all the attendant meetings of Ministers at the COP18 of the United Nations process of dealing with Climate Change. We are drowning in the quick sands of Qatar.

Whoever had the seriously mentally deficient idea of holding the United Nations Climate Change talks in the most autocratic and most polluting oil producing state of the Gulf is in need of a head clock cleaning…”