Paris-noter II – anden uges forhandlinger

7. december 2015

Gå direkte til noter for 07., 08., 09., 10., 11. og 12. december, eller til link-sektionen, som ud over at dække anden uge af forhandlingerne i Paris omfatter et bredt udvalg af reaktioner på resultatet af COP21. 

Så er der taget hul på anden uge i Paris, hvor det efter at det lørdag over middag i ADP2-forhandlingssporet lykkedes forhandlingsdelegationerne at blive enige om et oplæg til de afsluttende forhandlinger, er den videre politiske proces, som står i centrum. Der er stadig mange ting at afklare, og stort set samtlige de ‘store’ problemer er endnu uafklarede. Men hvor forhandlingsteksten ved starten af første uge havde mere end 1.600 kantede parenteser, som hver især indikerer ord, sætninger eller tekstdele, som der er flere forslag til, så er der nu ‘kun’ 937 af disse kantede parenteser tilbage. Og de vigtigste problemer er så at sige blevet filtret så meget ud af hinanden, at de, selvom de hænger tæt sammen, endda meningsfuldt kan behandles, forhandles og besluttes hver for sig.

Sammen med dette tekstoplæg er ledelsen af forhandlingerne her i anden uge overgået til det franske værtskab, så fra nu af er den fanske udenrigsminister Laurent Fabius, som står i spidsen for forhandlingerne. I løbet af den første uge har jeg oplevet flere sessions, hvor han har deltaget, og man må sige, at COP21 med Christiana Figueres, Laurence Tubiana, Ségolène Royal og Laurent Fabius er i virkelig gode hænder. I forhold til hvad vi så i København i 2009, så har de en enestående procesbevidsthed og et meget klart billede af, hvad det er for en aftale, som fremtiden har brug for – og en så stærk procesbevidsthed at det, som skete i København ikke kommer til at gentage sig, at en lille gruppe lande så at sige ‘kuppede’ processen med et forslag, som var forberedt i kulissen en snæver kreds. Det kan man måske slippe godt fra i det politiske spil omkring en finanslov i Folketinget, men ikke i en aftale som denne, som skal guide verdens 195 lande gennem en stor og svær proces, som kommer til at tage det meste af det 21. århundrede. Så samtidig med, at Fabius (ligesom Figueres) synes at bære en naturlig autoritet omkring sig og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om en stor og ambitiøs aftale, så kan han ydmygt sige, at han har brugt ugen på at lytte – at gå fra gruppering til gruppering og tune sig ind på, hvilke forestillinger, der rundt i krogene er om det endelige resultat, og hvordan der kan bygges bro til en fælles aftale, som ikke bare er et kompromis, men en god aftale.

På en pressekonference i lørdags sagde Fabius meget betegnende, at succeskriteriet for ham ikke bare var en aftale, og ikke bare en god aftale. For selvfølgelig var aftalen central – den skulle på plads. Men der hvor processen for alvor blev forløst – konferencens tipping point – var først dér, hvor alle de mange non-state aktører, byer, regioner, virksomheder, organisationer og NGOer, var fuldt involveret i det videre arbejde. For løsningen af klimaudfordringen krævede, at ikke bare alle lande var med, men at alle dele af samfundet var med.

Med dette indlæg vil jeg søge i de kommende dage at fastholde en række elementer og stadier i forhandlingerne frem mod den endelige klimaaftale.

 

I det sidste års tids mange forberedelser synes de franske værter løbende at have refereret til de carbon budgets, som følger med beslutninger om 1½°C- og 2°C-målsætninger. I forhold hertil er det, verdens lande indtil har budt ind med, stadig begrædeligt utilstrækkeligt (dette er mere indgående behandlet i blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris). Derfor er kunsten, hvis Paris-aftalen skal kunne lede udviklingen frem igennem det 21. århundrede for dette menneskehedens største projekt til dato, ikke bare at få fastlagt en ambitiøs målsætning med det rigtige langsigtede mål, men nok så meget at sikre den videre dynamik og proces i de kommende år, så man frem for at få fastfrosset et kronisk lavt ambitionsniveau, som det nu er kommet til udtryk i de mange INDC, får lagt fundamentet til en proces, som løbende kan optimere og opstramme sig selv.

Det var forventet, at den politiske del begyndte i dag mandag, men Fabius indkaldte til en første runde allerede i går aftes, og arbejdsplanen er foreløbig, at alle mødes hver aften kl. 7-9, og at der mellemliggende (i løbet af dagen og natten) bliver arbejdet i en række arbejdsgrupper (kaldet consultation processes), som er nedsat omkring en række af de centrale tilbageværende spørgsmål. De skal så hver dag rapportere tilbage og give drafting guidance, og der vil på baggrund heraf blive lavet nye udgaver af forhandlingsteksten, så man forhåbentligt onsdag aften har et klart billede af den endelige aftale og kan drøfte og beslutte de sidste tilretninger, så teksten kan blive oversat til fem sprog i løbet af torsdagen og kan blive klar til underskrivelse fredag i det, Fabius beskrev som “The Week of Hope.”

Sådan kommer det nok ikke helt til at gå, men i udgangspunktet er det planen. De fire arbejdsgrupper, som blev etableret allerede lørdag og havde deres første arbejdsmøder søndag, er (med gruppelederne angivet):

1) Means of implementation  – financing, technology and capacity building
– Emmanuel Issoze-Ngondet (Gabon) og Jochen Flasbarth (Tyskland)
2) Differentiation – with regard to mitigation financing and transparancy
– Izabella Monica Vieira Texeira (Brasílien) og Vivian Balakrishnan (Singapore)
3) Ambition – including long term goal and periodic review
– Tine Sundtoft (Norge) og James Fletcher (Saint Lucia)
4) Acceleration of pre 2020 actions  (dog ikke pre 2020-financing)
– Pa Ousman Jarju (Gambia) og Amber Rudd (Storbritannien)

Møderne er åbne, og Fabius anbefaler, at de gennem disse møder når omkring alle grupperinger for at identificere de centrale politiske punkter for at kunne nå frem til en aftale. Og allerede her mandag aften har Fabius bedt grupperne komme med deres første anbefalinger, for at nærme sig en first vision of the final text.

Der er derudover etableret konsultationsgrupper omkring:

5) Adaptation and loss and damage
– René Orellana (Bolivia) og Åsa Romson (Sverige)
6) Preample
– Claudia Salerno (Venezuela)
7) Forests 
– Daniel Vicente Ortega Pacheco (Ecuador), Doris Leuthard (Schweiz) og Henri DJombo (Congo)
8) Cooperation mechanisms
– Catherine McKenna (Canada) og Raymond Tshibanda N’Tungamulongo (Congo)
8) Response measures
– Jan Szyszko (Polen) og Khaled Mohamed Fahmy Abdelall (Egypten)
9) Facilitating implementation and compliance
– Rafael Pacchiano (Mexico)
10) Civil Society mission
– Manuel Pulgar Vidal (Peru), som var præsdent for COP20

Listen er opdateret tirsdag i takt med at facilitatorer for 6-10 er faldet på plads.

Derudover åbner Fabius op for, at der om nødvendigt etableres yderligere grupper. Processen er åben og transparent, siger han, og han lover (med slet skjult reference til COP15 i København), at der ikke kommer nogen overraskelser fra Fabius selv! Han opfordrer alle til at bidrage. Tiden er ovre for gentagelser af standpunkter, vi allerede har hørt til bevidstløshed – tiden er inde til kompromisløsninger, der kan findes konsensus om.

Så der er lagt op til nogle tætte dage. Banen er kridtet op, nogle problemstillinger bliver det klart enklere end andre at finde et kompromis for – og nogle er lettere at acceptere som problemer end andre. For eksempel er det svært at se på, at to af verdens store olieproducerende lande, Venezuela og Saudi-Arabien, indtil nu har kunnet blokere for beslutningen om, at den overordnede målsætning bliver skærpet fra 2°C til 1½°C, eller at man ikke i aftaleteksten kan tale om fuld decarbonisering eller CO2-neutralitet, selvom det lige præcis er det, som skal til. Når det gælder den slags klimafornægtelse, så er der synspunkter, som måske kan være svære at lægge fra sig, men som endda kun har meget lille gyldighed.

Her ved ugens begyndelse synes alle at turde tro på, at vi får en aftale, men at være tøvende overfor, om det lykkes at lave den store og stærke aftale, som verden fortjener, og som kan guide verdens lande i transformationen videre fra den fossile afhængighed såpas hurtigt, at vi undgår de værste klimaforandringer. For det er … meget hurtigt, og det ved de mange mennesker, som deltager i forhandlingerne i Paris lige nu.

Oprindelige folkeslag har traditionelt haft en plads ved FNs klimaforhandlinger, og der er bestræbelser på at involvere dem som varetagere af de landskaber, som vi må bevare som del af klimaindsatsen. På billedet ses her Felix Saniti, som er leder af Sarayacu-folket, som lever i Pastaza-regionen Ecuadors del af Amazon-området. Ecuador solgte i 1996 uden forudgående konsultationer rettigheder til olieefterforskning i store dele af Sarayacu-folkets området. I 2003 blev der rejst sag ved Inter-American Court of Human Rights, som i 2012 afgjorde, at olieudvindingstilladelsen var uretmæssigt udstedt. To år efter gav Ecuadors justitsminister Sarayacu-folket en undskyldning og en erstatning (link). Men problemet er stadigt tilbagevendende, og med Yasuní-området, som regnes for verdens mest biodiverse sted, har Ecuadors regering udstedt olielicenser til kinesiske interesser til trods for den helt enestående biodiversitet og det forhold, at der i Yasuní bor stadig ukontaktede oprindelige folkeslag. Der ligger således en vigtig afgørelse i at stadfæste de oprindelige folkeslags ret til at opretholde deres landområder som oprindelige, uden de irreversible skader på miljø og biodiversitet, som en olieudvinding nødvendigvis medfører. Og i en tid, hvor vi ved at op imod 80% af alle kendte fossile reserver skal forblive i jorden, er det decideret meningsløst at lede efter mere.

 

Dag 7 – mandag den 7. december

På aftenens plenum-møde indledte Fabius med at gennemgå arbejdsgangen, som det er opridset ovenfor. Derefter fortalte Emmanuel Issoze-Ngondet (Gabon) som den første facilitator om det fortsatte arbejde søndag og mandag i arbejdsgruppen omkring temaet Implementation means – financing, technology and capacity building, at der var kommet mange små afklaringer og opblødninger, omend der også havde været markeringer fra visse parter (læs Indien) om, at nogle af forslagene var i strid med udgangspunktet (igen: Indien er meget bange for at de rige lande er ved at løbe fra tilsagnet om de 100 mia $ pr. år fordi andre lande end de i 1992 udråbte lande i dag er begyndt at være bidragslande), hvor de oprindeligt rige lande markerer, at denne opdeling er antikveret, i og med at flertallet af verdens rigeste lande målt i per capita-indkomst, i dette system har status som udviklingsland. Men Indien fastholder her, at der i den situation er tale om syd-syd-samarbejde, og at det ikke tæller med som klimafinansiering (i forhold til tilsagnet om 100 mia. $). Yderligere har det i denne gruppe været intenst diskuteret, at der er et behov for at afklare og opskalere denne klimafinansiering. Der tilbagestår her betydelige uenigheder om, hvordan dette kan løses til fuld tilfredshed for alle parter. Emmanuels makker Jochen Flasbarth (Tyskland) fortsætter med at referere fra gruppens arbejde og siger, at der på en række punkter kunne gøres konkrete fremskridt. Yderligere har man baslet med en række undergrupper, herunder en gruppe med fokus på technology development and transfer. På en række områder er der opnået ren tekst og tekst med kun få tilbageværende parenteser. Arbejdet vil blive fortsat allerede i aften, og der er håb om yderligere afklaringer inden i morgen aften. På et møde i morgen formiddag vil det sidste emne, som endnu ikke har været behandlet, pre 2020 finance, blive taget op.

I gruppen omkring differentiation synes det centralt, at de udviklede lande har forsikret deres intention om at gå forrest i indsatsen og at fastholde, at der ikke kunne være tale om backsliding – at man løb fra én gang givne løfter (for eksempel har Japan med Fukushima-katastrofen som undskyldning fuldstændig skrottet sine klimamålsætninger). I betragtning af, at USA forud virkede ubøjelig i sit krav om, at begrebet differentiation blev sløjfet, har der været en markant enighed om at differentieringen – og dermed erkendelsen af at de enkelte lande har endog meget forskellige udgangspunkter for deres indsats – er vital for at gøre indsatsen operationel. Med hensyn til finansiering blev det understreget fra de udviklede lande, at der ikke var tale om at forpligte udviklingslande, men om hvor det var muligt at udvide donorbasen på frivilligt bidrag.

I den tredje gruppe, omkring Ambition – long term goal and periodic review, var der søndag åbent møde, og i løbet af mandagen har der været afholdt en lang serie af bilaterale møder med i alt 23 grupperinger af lande. Flere har bøjet af i forhold til deres oprindelige positioner i forsøget på at finde en fælles løsning. Alle parter er blevet stillet samme 5 spørgsmål, om synspunkterne på en 1½°C-målsætning, om tidsrammerne for en fuld decarbonisering, om review-hyppigheden af de nationale klimaplaner osv. I arbejdet har der været en del bud på, hvor man kunne finde nye kompromiser, men der har også været megen gentagelse af kendte positioner. Et meget stort antal både udviklede og særligt sårbare udviklingslande har udtrykt deres vilje til at se på formuleringen af et 1½°C-målsætning, så den for eksempel udtrykte, at det var essentielt for de særligt sårbare lande. Andre lande bekræftede deres støtte til den 2°C-målsætning, som var en del af aftalen ved COP16 i Cancun, og mange lande fastholder nødvendigheden af at se disse langsigtede mål i sammenhæng med equity og sustainable development. Men der er udefra set en nærmest foruroligende spredning i, hvad landene ønsker på dette område.

Alt i alt synes det endda som om, at dialogformen i de åbne møder under de forskellige facilitatorer med et præcist udgangspunkt i den foreliggende tekst og dens mange parallelformuleringer formår at sætte bevægelse i tingene og rydde op i parentes-junglen, så der kan zoomes endnu skarpere ind på, hvad de virkelig svære problemer er, og hvordan der bedst kan nås til enighed på disse områder. I denne fase er det blot meningsløst at referere til alle disse mange små daglige bevægelser. Så ovennævnte er mest medtaget for at give et glimt af arbejdsmetoden i de kommende døgn, og lad mig i stedet fastholde et par betragtninger om enkeltlande.

Canada – Canadas nytiltrådte klima- og miljøminister Catherine McKenna har klart markeret, at Canada støtter en Paris-aftale med en 1½°C målsætning, en fem-årig review-periode og en aftale, som prioriterer klimatilpasningen. Canada har tidligere markeret, at man er på linje med USA, når det gælder frivilligheden. Men i de seneste markeringer bliver det slået fast, at det er obligatorisk for landene at udarbejde klimaplaner og løbende at indrapportere fremskridt i forhold til dem. Og, siger hun: “There should also be a legally binding requirement in the agreement that countries improve their targets regularly” (link).

Samtidig har den også nytiltrådte canadiske premierminister Justin Trudeau kæmpet for at bevare passager i klimaaftalen om oprindelige folks rettigheder og simpelthen erklæret, at for Canada var det en red line. I hans åbningstale for en uge siden sagde han med stor overbevisning, at vi har utrolig meget at lære af de oprindelige folkeslag. Fredag udstedte han en erklæring, hvori han siger: “I have instructed Canada’s chief negotiator for climate change and her team to strongly advocate for the inclusion in the Paris Agreement of language that reflects the importance of respecting the rights of Indigenous Peoples. We have also highlighted the importance of considering Indigenous traditional knowledge alongside scientific analysis.” Her er Canada markant imod EU, som har stillet krav om at få fjernet referencerne til oprindelige folkeslags kollektive rettigheder (link). Dette burde nu ikke være noget kardinalspørgsmål for EU.

Men alt i alt er det et meget anderledes Canada, vi ser folde sig ud i disse dage – et Canada som ønsker en stor og visionær klimaaftale, og som efter et sort årti med Harper-regeringen ønsker at genplacere Canada som leder på klimaområdet. Som det er antydet i billedteksten herover, kan spørgsmålet om oprindelige folkeslag have betydelige klimaimplikationer ikke bare i forhold til at værne om verdens skove og landskaber, men nok så meget i den nært forestående næste fase, hvor vi skal have afklaret, hvilke 80% af de allerede kendte fossile reserver, som skal gøres ‘værdiløse’, fordi de skal blive i jorden, uudnyttede.

Indien – Indien er kommet til Paris med noget, som de selv betragter som en meget ambitiøs klimaplan, men samtidig har man ikke givet nogen indikation af, hvornår Indiens udledninger kan forventes at toppe. Tværtimod synes situationen at være, at jo mere Indienbliver presset til at sætte nogle rammer for sine udledninger rammer, jo mere bastant melder Indien tilbage om sin ‘ret’ til at gennemløbe samme udvikling drevet af fossil energi, som de vestlige industrilande har gjort det. I en samtale med Ed King fra Climate Home siger den indiske forhandlingsdelegationsleder, at han ikke har nogen indvendinger overfor 1½°C, hvis blot de rige lande reducerer det som skal til – dvs. at man hurtigt må udfase og bruge kræfter på at få CO2 ud af atmosfæren, mens Indien fortsat afbrænder kul for at passe sin udvikling.

Jeg håber meget, at retorikken her i det næste døgn eller to når et så ekstremt niveau, at en række af de andre udviklingslande siger fra. For selvom Indien gør det for at beskytte de fattige landes ‘ret’ til udvikling, så er jeg ret sikker på, at mange af dem hellere vil have 1½°C og så lidt mindre ret til fortsat at udbygge kulafbrændingen. Indiens logik kunne måske retfærdiggøres, hvis der havde været tale om et lille land for flere årtier siden, men carbon budget-kabalen går simpelthen ikke op, hvis Indien forfølger en udvikling tilsvarende de tidligt industrialiserede lande.

Set fra et land, som har måttet udstå at være koloniseret, er ganske rigtigt dybt uretfærdigt, at alle lande ikke kommer til at kunne gøre det samme som England, Tyskland og USA. Men der er den ikke uvæsentlige forskel, at vi i de første mere end 100 år af kulafbrændingsfasen ikke vidste, at det ville føre til katastrofale klimaforandringer – så det skete længe i uvidenhed. Og vi havde ikke i 1800-tallet noget alternativ. I dag har vi alternativer, og en pwc-analyse fremlagt umiddelbart op til COP21 viser, at solcellestrømmen i Indien allerede i dag var konkurrencedygtig med de indenlandske kul og i 2018 ville være omkring 10% billigere. Så der er et alternativ. Det kræver blot at vi bruger flere ressourcer på at løse lagringsproblemerne.

I mit perspektiv er de rige lande derfor moralsk set forpligtet til 1) meget hurtigt at bringe deres udledninger i nul (den danske Venstreregerings attitude er utilgiveligt umoralsk), samt 2) at sikre, at lande som Indien får mulighed for at gennemløbe en tilsvarende udvikling blot baseret på vedvarende energi, med den nødvendige teknologiske og finansielle støtte. Til gengæld er det med den viden vi har i dag uacceptabelt at lande som Indien blot fortsætter udbygningen med kul. På den led må den ret, som Indien nu påkalder sig, transformeres til en ret til udvikling, og ikke som nu retten til en udvikling baseret på kul. Sundheds- og forureningsmæssigt ville dette have så mange fordele for Indien, at det er ufatteligt, at  ikke er sket for længst. For de nuværende planer koster livet og helbredet for i millionvis af indere.

Verden burde videre vedtage et stop for nye kulminer, et stop for nye kulkraftværker, en lukning af alle de ældste og mest svinende kulkraftværker og en effektiv filtrering af alle de øvrige afbrændingsenheder, som ville kunne mindske afsmeltningen af de arktiske egne i og med at verdens is- og sneflader bliver langt mere hvide. Og så måtte vi i fællesskab tage de problemer der givet ville opstå derved.

Så selvom man på mange måder kan forstå Indiens interesser, så holder de indiske argumenter ikke. For det er en løsning af udviklingsmulighederne, som næsten uanset hvordan man vender og drejer det vil medvirke til, at både 1½°C- og 2°C-målsætningerne løber os af hænde. Og set bare 100 år frem, vil prisen også for Indien være katastrofal ødelæggelse.

Hvis vi omvendt kollektivt standser op, og accepterer, at udviklingsmulighederne baseret på vedvarende energi tilbyder en lige så god og samtidig moralsk forsvarlig vej, så ville forhandlingerne i disse dage se meget anderledes ud. For lige nu kæmper Indien for noget, som de samtidig med at de med stolthed siger de gør på alle de fattige udviklingslandes vegne, som de var bedre tjent med ikke at gøre og som verdens øvrige fattige lande sandsynligvis i det stille ville ønske ikke skete.

Kumi Naidoo, leder af Greenpeace, har da også sendt et åbent brev til Indiens premierminister Narendra Modi, hvor han trygler Indien om uanset de historiske forhold at gentænke sin position: “I urge you to consider the plight of the most vulnerable people in India and around the world, and embrace that long-term goal of 100% renewable energy access for all by 2050. That would be the best way to keep alive the possibility that temperature rises can be kept below 1.5 degrees.” (link).

Rusland har gennem årene ofte været med til at forhale og blokere for fremskridt i klimaforhandlingerne, nogle gange qua faktuelle forhold, men i de senere år mest proceduremæssige – et år gik den første uge således med overhovedet at få forhandlingerne i gang. Men mandag har Vladimir Putin overfor Angela Merkel lovet, at der ikke kommer den slags obstruktionisme fra russisk side.

Side Events 07.12. – Blandt de mange side events har der søndag-mandag været afholdt Caring for Climate Business Forum at COP 21 og Earth To Paris—Le HubIISD laver dag for dag et omfattende dokumentationsarbejde af en del af de mange sideløbende aktiviteter. Herunder et par eksempler fra i dag:

Fossil Fuel Subsidies and Climate Change, IISD 07.12.2015.
Strategic Climate Change Partnerships: Opportunities and Actions in Developing Countries – Lessons from Kenya, IISD 07.12.2015.
Energy Efficiency Improvements with Mitigation Co-Benefits through Economic Diversification, IISD 07.12.2015.

I det førstnævnte arrangement er Faith Birol, lederen af IEA, refereret for at henvis til den absutde situation “of the opposite forces at work in the global energy economy, in which the carbon price in Europe is approximately US$10, yet incentives for fossil fuel use, in the form of FFS, equate to a global average of US$110 per tonne of carbon.”

I det sidstnævnte arrangement er det godt at se, at et land som Qatar, på trods af en INCD, som var absolut uden nogen form for klimamålsætninger, endda synes at arbejde med forskellige former for energieffektiviseringer. Og et Saudi Energy Efficiency Program har lanceret 70 initiativer til energieffektiviseringer, som pt. er i forskellig grad af gennemførelse.

INDC status pr. 07.12. – Der er ikke indløbet flere INDC de seneste dage, så noget tyder på, at vi ikke får flere i denne omgang. Med 185 ud af 195 mulige, som tilsammen dækker 98,5% af verdens udledninger (2011) er det da også en overvældende tilslutning. De lande, som der mangler fra, er: Venezuela, Usbekistan, Nordkorea, Libyen, Syrien, Nepal, Nicaragua, Panama, Timor-Leste samt Saint Kitts and Lewis. Heraf har Nicaragua meddelt, at man har udarbejdet sin INDC, men vil afvente at se den endelige aftale, før man beslutter sig for at indlevere eller ej.

Fossil of the Day – Denne hæder, som Climate Action Network løbende under COP-forhandlingerne uddeler til det land, som ‘har gjort mest for at gøre mindst’, gik igen i dag til Saudi-Arabien med USA på andenpladsen. Den udløsende faktor var en bemærkning i går om, at Saudi-Arabien gerne så, at der ikke var nogen som helst form for diskriminering mellem de forskellige energiformer – underforstået heller ikke overfor olie – samt at Saudi-Arabien indtil nu har blokeret overfor en aftale med 1½°C målsætning.

Den lille video fra overrækkelsen kan ses på YouTube: COP21 Fossil of the Day 7 Winner: Saudi Arabia (samme i lang udgave).

I tiden op til COP21 i Paris blev der gradvist optrappet en strid mellem EU og USA, om klimaaftalen i Paris skulle være juridisk bindende, som EU og Kina insisterer på, eller om den skulle være frivillig, som de amerikanske forhandlere insisterer på, for at den ikke skal godkendes af Senatet, hvor den med det nuværende klimafornægter-flertal ikke ville have nogen chance for at gå igennem. Så kunsten bliver at udarbejde den aftale, som forpligter mest muligt uden at kræve politisk godkendelse i USA. I disse døgn bliver hvert eneste udsagn i aftalen derfor minutiøst gennemgået for at sikre denne balance.

 

Dag 8 – tirsdag den 8. december

Dagens gode oplysning var, at verdens samlede CO2-udledninger i 2015 vil falde med 0,6%, efter at stigningen i 2014 blev på ‘kun’ 0,6%. I 2007 så vi også udledningerne falde, men da var det forbigående, forbundet med den økonomiske krise. Med 2015 er det første gang, at tallene falder, uden at der er tale om økonomisk krise. Den altovervejende komponent i det globale fald er dog et fald i det kinesiske kulforbrug på 3,9%, og den kinesiske vækst er kølet noget af på det seneste, så det er måske for tidligt at glæde sig alt for meget.

Her til aften kl. 19 var der andet møde i den Comité de Paris, hvor den franske udenrigsminister Laurent Fabius samler til daglig status over arbejdet i de mange forskellige komiteer og undergrupper for at få høvlet de mange tilbageværende uenigheder ud af klimaaftalens ordlyd. Jeg vil ikke her søge at referere alt, men man kan følge med i det 61 minutter lange møde via webcast. FNs meget formelle samtaleform er der stadig, men man fornemmer, at Fabius i løbet af de seneste år har har direkte dialoger med mange af de medvirkende, og det er en vigtig grund til, at FN-formatet virker uendeligt meget mindre stift end tidligere år. I The Guardian er en diplomat citeret for, at Fabius driver processen “med halsbrækkende fart”. Og det synes at være lykkedes at skabe et format for denne fase af forhandlingerne, som der er fuld accept af, og som – samtidig med at der arbejdes parallelt på virkelig mange fronter – sikrer en grad af transparens, inklusivitet og tillid til procesledelsen – som vi ikke har set tidligere.

Mødets struktur er i store træk, at facilitatorerne for de enkelte grupper efter tur gennemgår dagens forhandlinger med fokus på hvad der er opnået enighed om, hvad der begyndende enighed på vej om, og hvad der stadig skiller parterne. Og … 14 dage mere med denne proces kunne sikkert have drevet processen endnu videre, men omvendt synes efterhånden de fleste af de små uenigheder at være klaret, så det kun er kardinal-uenighederne, som står tilbage, og som man så må lave en form for kompromis omkring – hvis man vil have en aftale.

På mødet ridsede Fabius afsluttende den videre arbejdsgang op. Næste trin var at få udarbejdet et først udkast til en parentesfri tekst. Det var i den forbindelse muligt for alle frem til midnat at meddele sig direkte til Comité de Paris, ligesom mere eller mindre alle arbejdsgrupperne kører videre med aftenarbejde. Og facilitatorerne for hver enkelt af grupperne har som opgave at komme med et udkast til en parentesfri aftaletekst for deres særlige område, som så ville blive sammenfattet til en første parentesfri tekst, som skulle foreligge i morgen ved middagstid. Så ville alle have eftermiddagen til videre drøftelser på det grundlag, hvorefter der var samling i Comité de Paris onsdag aften kl. 19.

Endnu har ingen rigtigt villet give sig på de vigtigste områder, så mere eller mindre alles favoritudgave er at finde i en af de mange kantede parenteser, men sådan vil det ikke mere være fra i morgen middag. Så onsdag er der lagt op til drama. Dem, som insisterer på 1½ºC, vil udvandre, hvis der står 2ºC i aftalen osv. Endda synes det som om at stemningen har nået et nu eller aldrig-sted, hvor der kommer en aftale, og hvor flere års modsætninger kan forløses på målstregen.

Binding Targets – I de sidste dage op til klimakonferencens begyndelse var der næsten daglige udmeldinger fra EU, at det nødvendigvis måtte være en fuldt bindende aftale – det var det eneste, som gav mening. Omvendt blev det fra USAs side meget dogmatisk sagt, at der kun kunne blive tale om en frivillig aftale. Så dukkede Canada op og understøttede den amerikanske position, og det ligende endnu en potentiel faldgrube. Hvor ingen kan være tjent med en fuldstændigt uforpligtende aftale, så kender alle omvendt den amerikanske situation, hvor Senatet og ikke mindst Repræsentanternes Hus er domineret af et af den fossile industri finansieret kobbel af Tea Party klimafornægtere, som til enhver tid vil blokere, hvis klimaaftalen i Paris blev udformet, så den havde karakter af decideret traktat. Så det giver omvendt ikke mening at give aftalen en så juridisk bindende udformning, at den ikke vil kunne blive underskrevet af USA.

Heldigvis har både USA og EU meget store aktier i, at vi får en aftale, og i løbet af den første uge er den underligt kantede retorik afløst af en sund pragmatisme, hvor man for eksempel på en EU pressekonference fredag kunne høre Connie Hedegaards efterfølger som EUs klimakommissær, Miguel Arias Cañete udfolde sagen, som at man måtte udforme aftalen, så den så vidt muligt blev forpligtende, og samtidig gav USA mulighed for at underskrive. For verden har allerede én gang lavet en klimaaftale, som USA ikke kunne tiltræde, og ingen ønsker at det sker igen. USAs chefforhandler Todd Stern har også her i de seneste dage været anderledes forsigtig i sine udmeldinger. Også for ham og for USA er det vigtigt at få en så bindende og forpligtende aftale som muligt, som ikke behøver godkendelse i Senatet. Man kan spørge sig selv om hele denne strid om ‘binding targets’ er lavet som teateroptrin for at tilfredsstille den amerikanske hjemmebane gennem at demonstrere, at man har kæmpet bravt for at sikre frivillighedsprincippet.

High Ambition Coalition – Tidligere på dagen fik vi et fælles udspil fra en gruppe af lande, som ud over EU tæller 79 lande fra Afrika, Caribien og Stillehavet, deriblandt mange af de mest sårbare lande (link). Det gjorde det klart, hvad de forventede sig af klimaaftalen:

  • Agreement must be legally binding, inclusive, fair, ambitious, durable and dynamic
  • Must set out a clear and operational long-term goal which is in line with science
  • Must establish a review mechanism for countries to come together every five years to consider progress made and enhance collective and individual efforts as appropriate
  • Must include a transparency and accountability system to track progress on the delivery of national commitments and the sharing of best practice

Alliancen omfatter lige over halvdelen af verdens lande og splitter den enighed, som har været genopstået i G77+Kina siden det første ret kiksede forsøg på forkortelse af forhandlingsteksten i oktober (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). Samtidig er det ikke sådan, at de øvrige lande tilsvarende er enige om det meste, så der står to relativt klare udgave overfor hinanden. Så High Ambition Coalition er en rimeligt kraftfuld markering, som kommer, efter at EU har været gledet lidt i baggrunden som aktør i en fase, hvor USA har lavet en stribe bilaterale aftaler med Indien, Kina, Brasilien osv.

Som ovenfor nævnt er der uenighed med USA om hvordan og i hvor høj grad, aftalen kan gøres bindende, og ingen ønsker sig en aftale, som USA ikke kan være med i. Men modstanden skal nok i højere grad findes ved de store udviklede udviklingslande, som er allergiske overfor tanken om at lægge nogen dæmper på deres udviklingsproces. Og så er der et par olieproducerende lande, som helst så, at der ikke var klimaproblemer. Men det er et åbent spørgsmål, om det giver ret til at forhindre en hel verden fra at løse sit mest presserende problem.

1½°C-målsætningen – er ikke udspecificeret i ovennævnte High Ambition-udspil. Men det ligger implicit i første linjes krav om en ambitiøs aftale. Mange lande har arbejdet på højtryk for at få den overordnede 2°C-målsætning, som var indbygget i det udgangspunkt for forhandlingerne, som blev vedtaget i Cancun for fire år siden, strammet til 1½°C – hvilket der var åbnet mulighed for, hvis det i mellemtiden viste sig, at en skærpelse var nødvendig for at undgå alvorlige klimaforandringer.

Midt i sidste uge så det lidt sort ud for 1½°C-målsætningen, da Saudi-Arabien og Indien blokerede for at inkludere referencer til den evaluering af 2°C-målsætningen, som har stået på igennem to år, som med det vi i dag ved om klimaforandringernes udfoldelse giver al mulig grund til at stramme målsætningen til 1½°C, indarbejdet i klimaaftalen. Indien har siden været under hårdt pres fra de mange særligt sårbare udviklingslande, som Indien hele tiden foregiver at tale på vegne af, mens disse lande gerne så, at selv Indien skruer ned for sine kulplaner. For hvis man bor på en atol, som kun rager 2 m over havets overflade, så er fortsat kulfyring bogstaveligt livstruende, og selv 2°C-målsætningen (ved vi nu til forskel fra for 4 år siden) vil på lidt længere sigt sætte ikke bare verdens atolriger, men også verdens lavtliggende og ofte tættest beboede egne under vand: Florida og den amerikanske østkyst, Holland, verdens store floddeltaer – alle vil de være alvorligt pressede med 4-5 m havstigninger, som på lidt længere sigt er den forventede konsekvens af 2°C (2,3 m pr. °C). Så på bare lidt længer sigthar verden slet ikke råd til ikke at sigte efter 1½°C.

Der synes da også dag for dag i Paris at tegne sig en stadig større opbakning bag kravet om 1½°C. Tyskland og Frankrig har tidligt udmeldt deres støtte, og de seneste dage har der på dette område udviklet sig en stærk alliance mellem EU, de afrikanske lande, de caribiske lande og AOSIS, sammenslutningen af verdens mange øsamfund, som i dag førte til en fælles udmelding.

Vi så i går også Canada melde klart ud om det rigtige i en 1½°C-løsning (link), ligesom Australien i sidste uge lovede at støtte 1½°C. Også Indien har efter sin blokade af omtalen af 1½°C i forhandlingsteksten i sidste uge meldt ud, at man ikke ville modsætte sig en 1½°C-målsætning. Det samme gælder Kina, som også i princippet er åben for 1½°C, men som den indiske klimajournalist Nitin Sethi udtrykker det, ligesom Indien ønsker at se det i kontekst med, hvordan dette mål kan opnås (link).

USA har tidligere meldt ud, at målet ikke bare var 2°C, men at vi måtte ramme så langt under 2°C som overhovedet muligt – dog uden eksplicit at nævne 1½°C. Hvilket kunne pege på at videnskaben faktisk peger på, at et endnu lavere mål end 1½°C ville være at foretrække. Men i og med at USA og Canada (Obama og Trudeau) forud for Paris synes at have givet hinanden håndslag på, at man vil samarbejde om klimamålsætningerne, må man forvente, at USA ikke ville modsætte sig en 1½°C-aftale. Og John Kerry sagde da også i et Facebook Live interview i går, at USA var positivt stemt overfor at skærpe målsætningen til 1½°C (link).

I en pressemeddelelse fra Climate Action Network (link), udtaler Ruth Davis fra Greenpeace i dag: “Many leaders say they support a 1.5 degree temperature limit, and we’re heartened to hear that, but that doesn’t change anything if you don’t have a map and a car to get to that destination. We feel that this map is in serious jeopardy. We need a long-term goal that shows us where to go, and we need an ambition mechanism that accelerates action over time. If we rule out the ability to revisit our commitments before 2020, there is no chance to get to 1.5 degrees. We don’t think everything is lost, but we are concerned. The ministers are holding the pen. Those of us who have watched for a long time see a new spirit of cooperation, but this cooperation has to result in something real and meaningful.”

Dette er for så vidt problemet i en nøddeskal. Hvis politikerne i Paris ender med at 1½°C-aftale uden at samtidig at vedtage de nødvendige indsatser for at nå dertil – eller i det mindste de nødvendige ratcheting up-mechanisms, så vi gradvist får bøjet temperaturkurven stadig lavere, så bliver gabet mellem den overordnede målsætning og de indsatser, som bliver etableret for at nå dette mål, svimlende. Dette er udtrykkeligt ikke nogen begrundelse for ikke at stramme målsætningen til 1½C. Men det gør det endnu mere vigtigt, at de opstramnings- og review-mekanismer, man får etableret, rent faktisk formår at lukke dette mitigation gap.

Mark Hertsgaard skriver på The Nation, at: “Previously dismissed by most wealthy countries as economically unrealistic, the 1.5 degrees C target has reemerged at the Paris summit due to a confluence of factors: increased recognition by many wealthy countries that even 2 degrees C will bring ruinous changes to food, water, and other vital systems; a more unified diplomatic posture on the part of the 100-plus poor and highly vulnerable countries on record supporting a 1.5 degrees C target; and relentless pressure from civil society.” (link)

Det er i sidste øjeblik, men den erkendelse, at en 1½°C-løsning er at foretrække, selvom den vil forudsætte en virkelig hurtig afvikling af det fossile samfund, fordi en 2°C-løsning være ødelæggende for vores livsgrundlag og ruinerende for verdensøkonomien, synes i disse døgn at materialisere sig. Det indebærer, at der skal flere penge på bordet til en 1½°C-løsning, men det vil på bare lidt længere sigt være en radikalt billigere løsning, fordi udgifterne til adaptation og loss and damage vil forblive relativt begrænsede.

Side Events tirsdag – CCAC High Level Assembly samt Gender Day at COP 21.

1) Growth, the Driver of Climate Change Action, IISD 07.12.2015.
2) Financing the Demonstration and Deployment of Carbon Capture and Storage in
2) Developing Countries, IISD 07.12.2015.*
3) Women and Climate, IISD 07.12.2015. **
4) The Business Case for Carbon Neutral Cities, IISD 07.12.2015. ***
5) Clean Energy Ministerial – Implementation and Increasing Ambition Beyond Paris,
5) IISD 07.12.2015. ****
6) Global Carbon Budget 2015, IISD 07.12.2015.
7) Looking Forward: REDD+ Post 2015, IISD 07.12.2015.
8) Aviation Carbon-Neutral Growth (CNG2020): Working Towards a Global Market-Based
9) Measure for Aviation at the International Civil Aviation Organization (ICAO), IISD 07.12.2015.

ad 2) Nicholas Stern, Chair of Economics and Government, Grantham Institute, London School of Economics (LSE), stressed that since fossil fuels will be used in the near future anyway, in addition to discussions on phasing them out, ways to handle them should also be addressed. He noted four ways to move towards the zero or negative emission rates that will be necessary in the second half of the 21st century: soil rehabilitation; reforestation; CO2 capturing from the air; and biomass with CCS.

ad 3) Vandana Shiva, Research Foundation for Science, Technology and Natural Resource Policy, called for a non-violent response to climate change, saying the world needs to move beyond its narrow, patriarchal economic structures that are based on violence, uniformity, mastery and rights without responsibility. She noted there is no terminology for climate change in many languages, but that women on the ground fundamentally understand and experience it as a “disharmony in our relationship with the earth.”

ad 4) Kristian Jensen, Minister of Foreign Affairs, Denmark, stressed that as cities will play a major role in combating climate change and the global transition to a green economy, systems thinking is necessary to ensure that all challenges are adequately addressed. [sic!]

ad 5) Ali Al-Naimi, Minister of Petroleum and Mineral Resources, Saudi Arabia, said the CEM offers a practical approach to real world problems, placing technology at the forefront of answers to global challenges. He underscored the commitment of Saudi Arabia to develop solutions in the fields of renewable energy and energy efficiency.

ad 7) Joan Carling, UN Permanent Forum on Indigenous Issues (UNPFII), congratulated the UN-REDD Programme for its role in enhancing Indigenous Peoples’ participation in national and international decision-making on REDD+, pointing out that, in certain countries, this had never happened before. She highlighted that issues of land tenure and evaluation of how safeguards are implemented remain outstanding, and called for placing Indigenous Peoples at the center of forest governance.

INDC status pr. 08.12. – Igen i dag ikke nogen nye INDC. Men Guillermo Barreto, Venezuelas minister for folkemagt, økosocialisme og vand, fortalte i dag ved en pressekonference, at Venezuela ønskede ikke bare en aftale, men en god aftale, som var retfærdig (just, fair, equitable) og lå inden for de principper, som var udstukket for aftalen. Venezuela har udarbejdet en INDC, og vil beslutte sig for at aflevere den, når klimaaftalen er vedtaget (underforstået når man kender dens udformning og juridiske implikationer). Siden 2012 havde Venezuela haft en lovgivning, som fordrer ambitiøse mitigation-indsatser, så landet var i færd med at udarbejde planer for en omfattende indsats, selvom Venezuela ikke betragtede sig som ansvarlig for den nuværende klimakrise. Venezuela er gået stærkt i rette med begrebet decarbonization (og har fået meget kritik derfor), men der er tale om en misvisende term, for vi er lavet af carbon, vores levende omgivelser er bygget af carbon, og mange af de stoffer, som giver klimaproblemer, indeholder ikke carbon. I et efterfølgende spørgsmål, om hvilken term man så foretrækker, svarer Barreto: Stabilization of greenhouse gasses.

Efterfølgende siger Venezuelas chefforhandler Claudia Salerno, at de franske værter indtil nu har formået at sikre alle parters tillid til processen, og hun håber – og henstiller til – at denne ’tilstand’ opretholdes til vejs ende.

PÅ et spørgsmål om Venezuelas holdning til 1½°C-målsætningen svarer Salerno, at den gruppe af lande (AILAC), som Venezuela tilhører, tidligere gik ind for 1°C, men siden har sluttet op om well below 2° – vi er således nødt til også at nå well below 1½° siger hun, ikke bare i den overordnede politiske målsætning, men i den praksis, som kommer til udtryk i landenes INDC. Så først: Hvordan sikrer vi, at der er den nødvendige støtte til, at de fremlagte INDC bliver gennemført? Dernæst: Hvordan lukker vi det tilbagestående emission gap? Det er Venezuelas standpunkt, at ansvaret herfor hviler på skuldrene af den industrialiserede verden. (link)

Verdenshandelens skibsruter … en afgift kunne her blive en måde at tilvejebringe finansiering til den globale omstilling på, ikke mindst til verdens fattigste lande. 

 

Dag 9 – onsdag den 9. december

Der var varslet en ny, ’ren’ aftaletekst kl. 1 i dag, men den forelå først kl. 3. Den er nu blot 24 sider lang, og der er i løbet af det seneste døgn blevet luget virkelig mange parenteser ud, men der er stadig 361 kantede parenteser tilbage, og de ’store’ spørgsmål står endnu tilbage. Nogle af dem er der allerede tegn på opblødning af, mens der for andre stadig mangler at vise sig reelle åbninger. Fabuis sagde ved fremlæggelsen, at alt stadig var i spil, og indkaldte til samling i Comité de Paris kl. 8.

Ved aftenens møde fremlagde de enkelte landegrupper på skift deres synspunkter, og der var bred enighed om, at Fabius og de franske værter indtil nu havde gjort et enestående arbejde med at facilitere processen, og at den havde været transparent og inklusiv, så der var tillid til, at Fabius kunne lede processen videre. Der var også stort set samstemmende tilbagemeldinger om, at teksten var et godt udgangspunkt for det videre arbejde i de sidste døgn, samtidig med at de fleste parter stadig havde punkter og aspekter, som de synes manglede, var uafbalancerede, eller var ’crossing the red line’ – dvs. så uacceptable, at man ikke ville kunne acceptere den samlede aftale.

Sydafrika fremlagde på vegne af G77+Kina, som med 123 lande udgør den største gruppering. Her var der meget fokus på dilution of principles, hvilket mest refererer til først og fremmest amerikanske ønsker om at skrotte opdelingen af verdens forskellige lande i båse med stærkt forskellige ansvar. Den meget omtalte differentiation af ansvar og forpligtelser mellem de rige og de fattige lande var ikke tilstrækkelig klart præsenteret i teksten. Der var også kritik af, at der ikke var tilstrækkelig klarhed om means of implementation – herunder først og fremmest de rige landes sikring af de tilstrækkelige finanser til at gennemføre indsatsen i verdens fattigste lande. Uden at sige præcist, hvad man ønskede (store forskelle internt i gruppen) krævede G77+Kina et ambitiøst langsigtet mål. Og man ønskede loss and damage omtalt i et selvstændigt afsnit, ligesom det skulle have sin egen instans. Endda blev det afrundende understreget, at teksten udgjorde en god basis for de endelige forhandlinger.

I alt var der mere end 50 bidrag fra lande og grupper af lande, så det giver ikke mening at referere alle, så blot nogle iagttagelser undervejs i den næsten 3½ time lange session.

Schweiz fremhævede på vegne af EIG (Environmental Integrity Group, bestående af Mexico, Sydkorea og Schweiz), at teksten ikke var balanced – hvilket mere eller mindre alle fandt og har fundet hele vejen igennem. Og man ankede over, at der stod parenteser, som repræsenterede kompromisforslag side om side med parenteser, som repræsenterede hardline partsindlæg. EIG krævede også, at skibsfarten og luftfarten kom med i aftalen.

Maldiverne fremlagde på vegne af AOSIS, sammenslutningen af øsamfund. Og her blev det som ventet indskærpet, at målsætningen ikke kunne være 2ºC eller well below 2ºC, men nødvendigvis måtte være below 1½ºC. Samtidig var der brug for en langsigtet målsætning, som sendte stærke signaler om, at vi allerede midt i det 21. århundrede var meget tæt på en fuld decarbonisation. Derfor var det stærkt nødvendigt med en stærk renewal process, hvor de enkelte lande med femårige intervaller fornyede og forstærkede deres klimaindsats, første gang senest i 2020 for ikke at fortsætte den nu etablerede kurs for længe.

Kravet om en 1½ºC-målsætning gik igen ved et stort flertal af de mere end 50 lande, som tog ordet, de afrikanske lande, østaterne, de caribiske lande, bjergnationerne – alle sagde de på forskellige måder, og med stadige henvisninger til den videnskabelige komite, som i årene 2013-15 har konkluderet, at der vil være betydelig voldsommere klimaforandringer ved 2ºC end ved 1½ºC, så alle målsætninger over 1½ºC var en red line. Barbados meddelte på vegne af de caribiske lande, at man ikke kunne underskrive sin dødsdom med en 2ºC-aftale, mens blandt andet Syd-Sudan brugte udtrykket well below 1½ºC, og en gruppe latinamerikanske lande påpegede, at de tidligt havde foreslået 1ºC som målsætning.

En række lande efterlyste med stor insisteren REDD+ som ved tidligere COP-runder har været forhandlet på plads. Det er faktisk også besynderligt, at det ikke har været medinddraget, men der synes at være så markante krav herom fra lande i den tropiske zone om at få det ind igen, at REDD+ burde kunne dukke op igen.

Angola efterlyst en mekanisme, som sikrede, at klimafinansieringen særligt gik til de allerfattigste og allermest sårbare lande, som trængte mest.  Blandt andet Guatemala understregede, at de mellemamerikanske lande også var blandt de særligt sårbare lande (som ofte nævnes som øsamfundene og Afrika), så de gerne ville medindregnes i de situationer, hvor de sårbare lande (og situationer) blev opregnet. Samme pointe havde Nepal og Bhutan vedrørende højtliggende bjerglande.

Chile efterlyste en global pris på CO2. Egypten understregede på vegne af de afrikanske lande, at der var en række tilbageværende nøglebeslutninger, som måtte tages i aften

Indonesien efterlyste en reference til Agenda 21 om oprindelige folkeslag og lokalsamfunds rettigheder. En række lande efterlyste referencer, som tidligere havde været i teksten til størrelse som gender, human rights osv.

EU takkede som mere eller mindre alle Fabius og præsidiet for en yderst kompetent ledelse af forhandlingerne og viljen til at arbejde natten igennem for at forberede nye stadier af forhandlingsteksten. EU fandt i det nuværende tekstoplæg basis for den fra alle sider eftersøgte landing zone. Men omvendt var der i de tilbageværende parenteser mange options, som overskred EUs red lines. For eksempel var det et ultimativt krav, at der skulle være en review-proces hvert 5. år, at transportområdet kom med, og at ambitionsniveauet blev hævet.

Rusland foreslog i sit indlæg, at man i de sidste døgn kun koncentrerede sig om det, som allerede stod i teksten, og ikke tog nye input ind (hvilket synes at være adresseret Fabius, som hele tiden efterlyser nye kompromispositioner, som han forløse de mest fastgroede positioner).

Saint Lucia fandt det utilfredsstillende at alle henvisninger til SDG, FNs bæredygtighedsmål (hvori mitigation, adaptation og sustainable development er søgt integreret) var blevet sat i parentes – og krævede dem debracketed. Mens Malaysia på vegne af LMDC ( LikeMinded Development Countries) i et langt og principielt indlæg insisterede på ikke at udvande princippet om CBDRcommon but differentiated responsibilities – som havde været et stålsat princip for forhandlingerne gennem alle årene og fortsat måtte være som et grundfjeld under forhandlingerne.

Indien understregede, at når det gjaldt ambition og differentiation, så måtte de nødvendigvis følges af. Indien forstod kravet om 1½°C, men det krævede massive reduktioner og massiv finansiel støtte. Påpegede også, at INDC var en virkelig god opfindelse, som blot slet ikke var nævnt i teksten. Afsluttende påpegede Narendra Modi, at en del af at opnå climate justice kunne være at ændre livsstil (underforstået at Vesten afviklede sin stærkt ubæredygtige livsstil).

Columbia fremhævede for AILAC-gruppen, at man savnede ambition i de periodiske review, og at et første review i 2021 ville være alt for sent. Det langsigtede mål måtte fastlægges i overensstemmelse med IPCC(s carbon budgets).

Venezuela roste det franske værtskab for at være sundere og bedre end tidligere år. Efterlyste en klarere præsentation af CBDRcommon but differentiated responsibilities. Understregede, at INDC ikke tilstrækkelige, så pre 2020 indsatsen er helt central for at kunne holde 1½°C-målsætningen.

Philippinerne krævede full decarbonisation inden 2050 og en reference til The Warshaw Mechanism – forhandlingernes begyndelse til en loss and damage-instans.

Bolivia påpegede, at lande med historiske emissioner havde et særligt ansvar for hurtige reduktioner og efterlyste instanser, som kunne identificere overtrædelser af de aftaler, som blev indgået i forbindelse med Paris-aftalen. Bolivia rundede af med at fastslå, at der var for meget fokus på market mechanisms.

Vietnam insisterede på, at CBDR måtte skrives ind over alt i aftalen.

Paulau påpegede at 1½°C-målsætningen ville indebære full decarbonisation by mid century og krævede, at loss and damage fik sit eget afsnit i aftalen.

Bangladesh påpegede, at den bedste adaptation var mitigation.

Manuel Pulgar-Vidal (prædident for COP20) rapporterede fra konsultationer med NGOer og businessrepræsentanter, at der var bekymringer for ambitionsniveauet og støtte til at lave en stærk og fair aftale.

Afsluttende opridsede Fabius spillereglerne for nattens forhandlinger. Der ville blive to forskellige indaba, den ene under hans ledelse, den anden under Pulgar-Vidal. Ved Fabius’ bord skulle man drøfte de tre sammenhængende hovedproblemer: finance, differentiation og ambition. Ved Pulgar-Vidals bord var der fire andre emner, deriblandt REDD+, som det i lyset af aftenens indlæg virkede oplagt at tage unde behandling. Fabius henstillede indtrængende til alle om ikke at gentage allerede kendte standpunkter (reinstate), men udelukkende at fokusere på konkret ordlyd til opnåelse af brugbare kompromiser.

Det sidste er åbenbart svært. En forhandler siger dagen efter til The Guardian, at mindst 80% af tiden gik med at gentage allerede kendte positioner, som står i parenteser, fordi der ikke er flertal for dem.

Side Events 09.12. – her blot nogle få af dagens mange side events, med link til IISDs referater:

Global Market-Based Mechanisms for Reducing Emissions from Aviation and Shipping, IISD 09.12.2015.
The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) at a Crossroads: Enhancing the Usefulness of the IPCC to the UNFCCC Process, IISD 09.12.2015.
Multi-Level Climate Governance: An Integrated Analysis of National, Regional and Local Policies, IISD 09.12.2015.
Planet at the Crossroads: Advancing Nature Based Solutions to Climate Change after Paris, IISD 09.12.2015.
Reducing Short-Lived Climate Pollutants for Quick Results on Climate and Development, IISD 09.12.2015.
Why the Climate Change Agreement is Critical to Public Health, IISD 09.12.2015.
Health Central to Climate Change Action, IISD 09.12.2015.

Herunder uddrag fra referaterne af hhv. øverste og nederste af ovenfor listede side events.

Martin Cames, Öko-Institut, focused on emissions reduction standards, stressing, inter alia, that: efforts by the International Civil Aviation Organization (ICAO) and the International Maritime Organization (IMO) fall short of global mitigation requirements; to stay below 2°C, emissions from aviation and shipping should decrease by 41% and 63% respectively by 2050, compared to 2005 levels; there is need for technical and operational measures, as well as changes in offsets and behavior to achieve the targets; non-CO2 impacts of aviation will remain even if fossil fuels are substituted by alternative fuels; and mitigation targets will provide clear signals for potential investors.

Zsuzsanna Jakab, Regional Director for Europe, WHO, stated many investments in climate mitigation are also investments in human health, noting the health co-benefits of addressing transboundary air pollution, transport, energy, buildings and agriculture. David King, Special Representative for Climate Change, UK, presented on the health consequences of climate change, questioning human capability to survive as extreme weather conditions increasingly become the norm. He noted the 2003 summer heatwave across central Europe, with 65,000-70,000 deaths, as the first large-scale climate-related disaster in Europe.

Her en formationsdemonstration i Paris for 100% vedvarende energi. Der har op til og under COP21 været et massivt pres fra A-kraft-industrien for at få A-kraften ind som den ‘store’ klimaløsning, hvor blandt andet fire fremtrædende klimavidenskabsfolk med James Hansen i spidsen har været i Paris for at advokere. Men det sker helt uden økonomiske beregninger – hvilket er klogt, for de tredjegenerations EPR-reaktorer, som er under opførelse i Finland og Frankrig, tegner til at blive ekstremt dyre og ekstremt forsinkede (se blog-indlægget Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?). Når man ser, hvor mange år det har taget at få finansieringen på plads for 2 nye reaktorer ved Hinkley C, og hvor ubetaleligt dyr energien derfra bliver, så er det, som Hansen & co. drømmer om, at få 110 nye reaktorer om året færdige fra nu af og frem til 2050, rent fatamorgana. For de samme penge kan man få meget mere sol- og vindenergi – så der er plads til de ekstra udgifter, det måtte kræve, til lagring.

 

Dag 10 – torsdag den 10. december

Det forlyder fra flere sider, at nattens forhandlinger på de centrale områder var ‘inconclusive’. Næste version af aftaleteksten, som skulle foreligge her først på eftermiddagen, vil således stadig have en række parenteser, og spørgsmålet er, om tiden er kommet for at skifte forhandlingsmetode, hvis det skal lykkes at få slået bro over de sidste store uenigheder – om der er nogen vej uden om at samle de mest indædte for og imod-parter på de forskellige hovedspørgsmål og fremtvinge et kompromis? Det sagt er de tilbageværende hovedspørgsmål så indbyrdes forbundne, at de ikke meningsfuldt lader sig adskille, så vi er nok også kommet dertil, hvor forhandlingsspørgsmålene ikke kommer til at stå klarere.

Laurent Fabius identificerede ovenpå nattens forhandlinger de tre centrale områder, som må løses, for at en god aftale kan landes:

1) climate finance – støtten til omstilling og adaptation for de fattigste udviklingslande
2) differentiation – hvordan landenes forskellige udviklingsniveau afspejles i aftalen, og
3) overall ambition – at der kan skabes enighed om 1½°C og tidsramme for full decabonisation 

Problemerne med i hvilket omfang der skal være tale om en bindende aftale synes gradvist at være løst med den pragmatiske holding, at den skal være så bindende som muligt, dog så Obama stadig vil kunne underskrive aftalen uden at skulle have den godkendt af Senatet, mens den såkaldte ratcheting up-mechanism også er et problemfelt, som kan slå gnister. I aftenens runde i Comité de Paris blev det fra en lang række lande meldt ud, at de ikke ville acceptere at lave en stram overordnet målsætning uden samtidig at lave de tilhørende mekanismer, som gør, at den samlede indsats (som nu er helt utilstrækkelig) vil kunne udvikles dertil, at den matcher det samlede ambitionsniveau.

Ligeledes bliver det interessant at se, om områder som REDD+ , indigenous people og carbon markets, som mange lande og grupperinger efterlyste  i den store runde  i går aftes, har fundet vej tilbage i teksten sammen med skibsfarten og luftfarten, som alt for længe har fået lov til at køre på frihjul. Alene REDD+ har et reduktionspotentiale langt over de nu indleverede INDC, samtidig med at det er vitalt i forhold til biodiversitetsproblematikken, så det ville være fuldstændig vanvittigt ikke at få det med, efter at man i løbet af de seneste COP-forhandlinger faktisk har fået forhandlet en brugbar løsning på plads.

Indien har opblødt sin position, at man forholdt sig ret til at fortsætte sin afbrænding af kul langt op igennem det 21. århundrede, hvilket ville være gift for både en 2°C-løsning og en 1½°C-løsning. Nu siger Indien, at man vil skifte til vedvarende energi og A-kraft i den udstrækning, det overhovedet er muligt – og dermed at det vil ske i jo højere grad, jo mere finansiel og teknologisk støtte, der vil være til stede.

John Kerry har holdt en meget stærk og personlig tale, hvor han gav tilsagn om en fordobling af den amerikanske støtte til klimatilpasning (hvilket nok skal give respons blandt republikanerne) – og han brugte billedet, at den nuværende aftale ville være ikke et loft for den videre indsats, men et fundament for at øge den videre indsats. USA har nu sluttet sig til den Coalition of ambition, som Marshall-øernes Tony de Brum har etableret, som omfatter mere end 100 lande, som ud over målsætningen på 1½°C insisterer på 5-årige evalueringer af de enkelte landes INDC, sådan at det nuværende nærmest svimlende ambition gap kan lukkes. Der synes på den måde stadig at være gode chancer for at få en 1½°C-målsætning i den endelige aftale, hvilket overordnet set må være det allervigtigste spørgsmål. For der vil heri ligge et imperativ for at rette indsatserne ind, så vi reelt får en 1½°C-løsning. Og det vil være lettere at finde samling om dette end mere teknologisk betingede målsætninger som zero emissions / full decarbonization i 2050, selvom det vil kræve noget i den retning – og endnu hurtigere for de industrialiserede lande.

Her i eftermiddag har også Argentina meldt klart ud, at man støtter en 1½°C-målsætning. Endda skriver Ed King via de løbende opdateringer på Climate Home, at der bag de lukkede døre er mindre entusiasme omkring de 1½°C, da det vil være yderst vanskeligt at opnå i praksis.

Sidst på eftermiddagen tilsluttede også Canada sig den #HighAmbitionCoalition, som har markeret sig i de seneste døgn – i løbet af i dag har yderligere Philippinerne, Scehyellerne, Chile, Fiji, Grenada Mikronesien og Luxembourg tilsluttet sig. Denne koalitions vigtigste samlingspunkter er en målsætning på max 1½°C, en 5-årig review cycle for for styrkelsen af de nationale klimaplaner samt en garanti for de 100 mia. $ pr. år fra 2020 (link). Ligeledes har EU og Bhutan indgået en HighAmbition klimapagt (link).

Ved en EU pressekonference gjorde Miguel Arias Cañete det klart, at en 5-årig review-proces var uomgængeligt vigtig – at uden den var det hele meningsløst. Det forlyder da også, at der i den tekst alle lige nu venter på, indgår et første review for de enkelte landes INDC i 2018 eller 2019, men at der lige nu arbejdes på, at det lidt uforpligtende ord shall bliver erstattet med et must. Cañete understregede ved pressekonferencen, at EU selvfølgelig kan skærpe sine reduktionsmålsætninger. Og han nævnte, at Kina ville kunne fremrykke sit peak-år – hvilket ville være af “outmost importance to the world”.

Det kommer Kina nok også til, men traditionelt er landet meget forsigtig med at love for meget og vil hellere overperforme. Men Li Junfeng, som leder afdelingen for klimastrategi ved National Development and Reform Commission of China sagde ved en konference i Paris i tirsdags, Energy for Tomorrow, at den kinesiske regering pressede hårdt på for at gøre vedvarende energi billigere. Så regeringen håbede at prisen på solceller kunne reduceres med 2% om året og vindenergi kunne reduceres med 3-5% om året (link).

Nu midt eftermiddag kom der signaler, at næste runde af teksten først vil foreligge ved 7-8-tiden. Med lidt tid til at læse den og cleare forandringerne med det politiske bagland bliver det således langt ud på aftenen, før der kan tages en ny runde – og dermed endnu senere end i går, før de efterfølgende forhandlinger, hvor tingene kan flytte sig, kommer videre. Man må håbe, at forsinkelserne skyldes, at der rent faktisk er kommet til gennembrud omkring de tilbageværende centrale spørgsmål. Samtidig er der konstante bilaterale møder mellem de centrale blokke i forhandlingerne med henblik på at få hul på samtlige udestående områder inden næste udgave af teksten, som i bedste fald er den næstsidste, men realistisk set ikke kom helt så langt.

 

Morgenrøde over tysk vindmøllepark – står vi efter COP21 på tærsklen til et globalt Energiewende? Lord Stern siger om Paris-aftalen: “If we get this right this will be something more powerful than the industrial revolution. But there’s a real danger we get it wrong.” (link 16:14).

Her kl. 9 aften dansk tid kaldte Fabius endelig til kort møde i Comité de Paris. Han ridsede her nattens arbejde op, hvor de to parallelle indaba-sessions havde kørt natten igennem, Fabius’ indaba havde kørt til kl. 5 om morgenen, mens Manuel Pulgar-Vidals indaba blev ved til kl. 8 morgen, samtidig med at facilitatorerne havde opsamlet input. Det havde været hårdt, men det var det, som havde gjort det muligt at gøre fremskridt, og han roste alle for deres bidrag.

Der var lige straks en ny version klar, som i forhold til teksten i går var lidt længere, hvilket afspejlede, at der var geninddraget emner som der var ytret ønsker om på mødet i går og i løbet af de to sessions i nat. Der var flere områder, som var tæt på at falde på plads, og en række afsnit var allerede så parentesfri, at han havde overdraget dem til juridisk og sproglig behandling for om muligt at vinde tid til færdiggørelsen af den endelige aftale. Men der tilbagestod stadig uløste problemer, primært inden for tre forbundne problemkomplekser: differentiation, finance og ambition. Så han ville efter et par timer til at læse den nye udgave indkalde til et tilsvarende indaba som i går, fra kl. 23.30. Dog med den regel, at der ikke måtte leveres statements om positioner, kun tales kompromisløsninger på de tre områder. Hvis der var delemner, som ikke kunne løses, kunne der under vejs laves små grupper, som under ledelse af en af facilitatorerne fik 30-45 min. til at komme op med kompromisforslag. Så der var mere arbejde i de kommende timer, men det var meget tæt på, at vi havde en fair og ambitiøs klimaaftale, sagde Fabius.

En indaba betegner en mindre formel mødeform, hvor hver forhandlingsgruppe kun kan have tre med ad gangen – de øvrige må følge med i et tilstødende lokale, hvor det kan følges på storskærm. Indaba er zulu for møde, hvilket afspejler, at denne form for rundbordssamtale første gang blev brugt ved COP17 i Durban, hvor planerne for det forhandlingsforløb, som med lidt held munder ud i en stor klimaaftale her inden for de nærmeste to døgn, blev fastlagt i den såkaldte Durban Platform.

Ovenpå gårsdagens maraton var mødet eksemplarisk kort 11½ minut – ingen andre end Fabius fik ordet bortset fra nogle få afsluttende tekniske detaljer om, hvor man fik adgangsbadge til nattens forestående møde. Men der var store klapsalver, og der synes selv i denne meget vanskelige fase at stå stor respekt for hans ledelse af forhandlingerne.

Den seneste tekst kan ses her (link). Den er markant ‘renere’ end de tidligere udgaver. Ved ugens begyndelse var der 1639 kantede parenteser, udgaven i går havde 361, mens der nu kun er 50 tilbage – hvoraf mange berører samme problemkompleks forskellige steder i teksten. Så uanset de tilbagestående problemer synes nattens arbejde at have båret frugt.

Når det gælder den overordnede temperaturmålsætning, så var der tidligere 3 muligheder, 2°C, well below 2°C eller 1½°C. I den nu foreliggende tekst er der lagt op til en mellemvej mellem 2 og 3:

  • “Hold the increase in the global average temperature to well below 2°C above pre-industrial levels and to pursue efforts to limit the temperature increase to 1.5°C, recognizing that this would significantly reduce risks and impacts of climate change.”

Så det er ikke en ren 1½°C-målsætning, men en styrket hensigtserklæring om at bestræbe sig på 1½°C sammen med en well below 2°C-formulering, som måske kan fortolkes som 2°C med større sandsynlighed. Yderligere er 1½°C nævnt i aftalens preample, indledningen. Sandsynligvis vil mange af de særligt sårbare lande protestere vildt, men selv denne formulering vil give ammunition til at kræve alvorlige opstramninger mange år frem i tiden. I betragtning af, at selv 2°C-målsætningen på et tidspunkt har været ved at blive opgivet som værende ‘urealistisk’, så er der tale om en fastholdelse af et markant højere ambitionsniveau.

Man kan sige, at det herfra ikke er målsætningen, som halter, men sikringen af den nødvendige indsats for at “pursue efforts to limit the temperature increase to 1.5°C”. For der skal ske noget drastisk med de enkelte landes INDC, hvis vi skal have nogen chance for at holde os i nærheden af 1½°C, og alle de aktører og sektorer, som nu mangler, skibsfart og luftfart, virksomheder og byer, sikring af skove og lagring i muldjorden, indsats mod luftforureningen og short-lived pollutants etc. skal inddrages, hvis det skal kunne lade sig gøre. Al Gore kommenterer således kort efter at den seneste tekst forelå, at det er svært at se aftrykket fra Coalition of Ambition, for der er ikke nogen ren 1½°C-målsætning, og den ratcheting up mechanism, som man særligt ville satse på for at kunne styrke ambitionsniveauet i de enkelte landes klimaplaner, er meget svær at få øje på.

UNEPs leder Achim Steiner siger i et video-intervew på Climate Home, at Parisaftalen vil føre til gennemgribende forandringer af alle dele af vores samfund, og spurgt om betydningen af regelmæssige reviews siger han, at en Paris-aftale uden review-instans vil mangle troværdighed, fordi UNEPs Emission Gap Report (som er refereret i blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris) viser, at de nu foreliggende INDC kun vil tage os et stykke af vejen til en 2°C / 1½°C-løsning. Paris-aftalen kan kun accelerere udviklingen, hvis den har indbygget en ambition mechanism (link).

Den High Ambition Coalition, som dagen igennem har fået tilslutning fra stadig flere lande, vil givet presse på i nattens forhandlinger ikke bare for en ren 1½°C-løsning, men også en 5-årig review-cyklus, hvor første gang er i 2018 eller 2919.

Skibsfarten og luftfarten er stadig holdt udenfor, til trods for at de omfatter 5% af verdens samlede udledninger og er stadig stigende. Det kommer nok til at give larm fra EUs side, men ICAO meddeler i dag, at der vil være en aftale på plads fra næste år (link).

Til gengæld er der igen kommet henvisninger til human rights og indigenous peoples rettigheder. Og selvom REDD+ ikke er nævnt direkte i den seneste udgave, så er der i aftalen et sprogbrug, som direkte lægger op til en REDD+aftale. “There is clear language in both the agreement and decision text that recognizes REDD,” siger Gustavo Silva-Chávez (project manager ved Forest Trends) til Climate Central: “We’ve got everything here that we need.” (link)

Der synes også at være kommet mere hold på finansieringsdelen, med klare forsikringer om mindst 100 mia. $ i 2020. Men til gengæld er der ikke givet ved dørene, når det gælder loss and damage, og der er lige nu indskrevet en passus om at de gamle industrilande ikke kan stilles til ansvar – givet USAs betingelse for overhovedet at nævne fænomenet i aftaleteksten.

Suzanne Goldenberg skiver kl. 20.30 dansk tid på The Guardian, at den brasilianske miljøminister Izabella Teixeira ovenpå eftermiddagens mange forhandlinger siger, at aftalen nu politisk set i hus, men at det er den sproglige udmøntning, som tilbagestår: “Everyone knows: OK, we can do this. What is not done yet is the language: how we can translate this common understanding about the next steps, and the progress to a flexible and transparent process, from political language into agreement language,” siger Teixeira: “This is the challenge we have today.” (link)

De forhandlinger, som indledes kl. 23.30 og som sandsynligvis kommer til at løbe natten igennem, kan ikke følges via webcast. Så vi ved først i morgen, om der kommer hvid røg ud fra de ombyggede hangarer i en parisisk forstad, som lige nu er ramme om en af de største beslutninger i menneskehedens historie, at lægge de fossile brændsler bag sig.

Via Twitter er der lige nu masser af kommentarer og betragtninger på #COP21.

Blandt mange andre har Greenpeace været hurtigt ude med en reaktion på den seneste draft tekst, og påpeger, at der er et kæmpe problem, at der er så langt mellem 1½°C-målsætningen og de klimamålsætninger, som er på bordet. Så der burde øjeblikkeligt igangsættes en ny runde med skærpede INDC. “The text talks about ‘greenhouse gas emissions neutrality’,” slutter Greenpeaces sin respons: “Why can’t this conference just say it like it is, that we need to quit oil, coal and gas by 2050 at the latest? And why is there only one mention of the word renewables, and only in relation to Africa, when renewables will clearly come to dominate this century?”

Det er to rigtig gode spørgsmål og svaret er sandsynligvis det absurde, at Saudi-Arabien og de andre store olieproducenter ikke har tolereret, at der kommer til at stå i aftaleteksten, at det senest i år 2050 er det slut med fossile brændsler, mens det andet kan være for ikke også at skulle nævne nuclear.

Kort inden midnat har også Schweiz sluttet sig til High Ambition Coalition. Spørgsmålet er, om der i slutfasen er muligt at blæse mere ambition, mere fairness, og mere klarhed ind i aftalen?

Tony de Brum, initiativtager til High Ambition Koalition, har her en time efter midnat, hvor nattens forhandlinger har været i gang i halvanden time, skrevet over Twitter, at: “Text is good attempt to work through some of the options toward finding landing zones. Forces countries to fight for what they really need.” Vi får håbe, at han får ret – de Brum understregede i går aftes, at der kun var én løsning på den langsigtede målsætning, 1½°C, at der kun var en aftale med 1½°C.

Yeb Saño sendte over Twitter denne hilsen til forhandlerne: “If not us, then who? If not now, when? #COP42?”

Side Events 10.12. – her et udvalg af dagens mange side events, med link til IISDs referater:

The Immense Mitigation Potential of Green Buildings, IISD 10.12.2015.
Technology Solutions for a 2°C World: Investing in Renewables, Storage, Energy Efficiency and Carbon Capture and Storage, IISD 10.12.2015.
Climate Change and Biodiversity for Sustainable Development, IISD 10.12.2015.
Learning from Good Practices of City to City Collaboration: Enhancing Sustainable City Development through the Joint Crediting Mechanism (JCM) City to City Collaboration, IISD 10.12.2015.
UNFCCC Momentum for Change Award, IISD 10.12.2015.
Mobilizing Ambitious State and Non-State Climate Action in the Paris Agreement and Beyond, IISD 10.12.2015.

Fossil of the Day – gik i dag til EU og Umbrella Group (Australia, Canada, Japan, New Zealand, Kazakhstan, Norway, the Russian Federation, Ukraine and the USA) for deres ståen i vejen for at øge ambitionen før 2020. Hvis de skiftede position, skriver CAN, kunne LDMC-landene tvinges til at holde deres løfte om at reevaluere alle INDC inden 2020.

Andenprisen går til “All 196 countries! Yesterday in the meeting of the Committee of Paris, it did not seem like this was a negotiation for the people or for the planet but more about highlighting different short-term self-interests that governments have. Governments from across the world need to realize that this COP is an opportunity to steer the world to a fossil free future with 100% renewable energy for all and shape the long-term future for a prosperous and safe world for all citizens rather than just their own.”

Tredjeprisen gik udelukkende til EU for sin larmende inkonsistens ved at stå i spidsen for High Ambition Coalition og 1½°C-målsætning samtidig med, at der ikke rigtig bliver lukket ned for Europas mange kulkraftværker. I dag blev der også uddelt en Ray of the Day (dem er der længere mellem) til Maldiverne og Philippinerne for den måde, hvorpå de i meget klare vendinger i gårsdagens lange aftenmøde insisterede på, at alle parter måtte lave nye INDC med skærpet ambition inden 2018. (link)

Overrækkelsen af Dagens Fossil kan ses på YouTube: COP21 Fossil of the Day 10 Winner: The Umbrella Group and The European Union.

Prisen er uddelt i formiddags, længe før den seneste udgave af teksten forelå, og det synes som om, at der stadig presses massivt på for at få indarbejdet et review af alle INDC tidligere end 2020. For faktisk er der lige nu i forhandlingsteksten både review-proces og en understregning af, at alle må gøre deres yderste for at styrke indsatsen inden 2020. Men andenprisen er fuldt berettiget. Det er som om at vi stadig ikke har fattet det med global bevidsthed, når det kommer til stykket.

Her kort inden midnat har Andrew Fredman fra Mashable lagt en kommenteret udgave af aftaleteksten ud – den er faktisk god at blive klog på (link).

Dette billede blev delt via Twitter af Miguel Arias Cañete kl. 10 aften, mens EUs ministre og forhandlere læste seneste udgave af teksten inden der kaldes til en ny runde af forhandlinger kl. 23.30.

 

Dag 11 – fredag den 11. december

Uden at trække parallellerne for langt, kan denne fredag meget let gå hen og blive en langfredag. For lige efter kl. 6 her til morgen tweetede Canadas nye miljøminister Catherine McKenna, at nu lukkede de nattens forhandlingsrunde. Ved middagstid meddelte Laurent Fabius, at næste udgave af teksten først vil foreligge lørdag morgen kl. 9. Så alt tyder på, at der stadig er bevægelse i forhandlingerne, og at alt i disse timer vendes og drejes for ord for ord, sætning for sætning, paragraf for praragraf at lande et sted, hvor alle kan leve med det.

Det er blot i den slags situationer, at det politiske felt er tilbøjelig til at glemme, at at det ikke er nok at være enige eller at finde det fælles kompromispunkt mellem de enkelte blokke af lande, som hvert enkelt land kan acceptere. Der er en fremtid, en global virkelighed, en biodiversitet, en etik, et skaberværk, som så at sige er fundamentale størrelser i forhold til, hvad som står til forhandling. Så man snyder sig selv og resten af verden og sætter vores fremtidige levevilkår på spil, hvis man på den ene side vedtager en 1½°C målsætning, og så ikke samtidig sikrer, at de handlinger, som kan føre os til en 1½°C verden, bliver en del af aftalen. Lige nu tegner det for eksempel til, at den anden del af det overordnede mål – hvornår vi har afviklet det fossile samfund – bliver udvandet til at vi må nå greenhouse gas emissions neutrality in the second half of the century”. Carbon Brief har i dag lavet en explainer (link). Det er et i klimaaftalesammenhæng nyt og noget vegt begreb, som åbner for, at man gennem CCS-teknologi og træplantning kan fortsætte den fossile afbrænding, hvor det med en 1½°C-løsning står klart, at vi i anden halvdel af dette århundrede skal frem til en CO2-negativ fase, hvor vi netto absorberer CO2. Beregninger fremlagt tidligere i denne uge, fastslog, at verdens rige lande måtte nå CO2-neutralitet i 2030, hvis kabalen omkring 1½°C skal gå op. På den baggrund er EUs 40% i 2030, som nu spinnes som ambitiøst, jo langt fra nok. Igen er det valgt for ikke at sige noget ‘grimt’ om fossile brændsler. Men tankevækkende, at man ikke i en aftale, som skal føre menneskeheden ud af sit fossile misbrug må nævne problemet ved dets navn!

Når det er så svært at få dette rigtigt, så er det også fordi ingen rigtig har set videre frem. Men udfordringene standser jo ikke ved at have fået standset de globale udledninger. Den dag er atmosfærens koncentration af CO2 i bedste fald 450-500 ppm. Herfra starter det møjsommelige arbejde med at tømme atmosfæren for det nuværende overload af CO2, så vi hurtigst muligt kommer tilbage til en koncentration omkring 350 ppm. Først her er klimaet langtidsstabiliseret, og temperaturerne vil i bedste fald kunne begynde at falde, mens oceanerne langsomt igen bliver afsyrede og klodens ismassiver genvinder deres tidligere volumen. Så jo højere, CO2-koncentrationen når at komme op, inden den bliver stabiliseret, jo større er arbejdet med at genabsorbere disse enorme mængder af CO2. Derfor er langsigtede målsætninger, som giver plads til fortsat fossil brug problematiske, for ikke at sige falske, for vi bliver nødt til i en lang fase at reservere vores absorptionskapacitet til arbejdet med at komme tilbage til 350 ppm frem for at den går til spilde for eksempel som aflad for fortsat at kunne flyve med fossile drivmidler mod at plante træer.

Det var præcist her, 350.org tog fat i tiden frem til COP15 i København – og hvor man måske skulle have fortsat. Men omvendt har indsatsen omkring Keystone XL konkret formået at sætte et andet af de ‘svære’ spørgsmål, som vores klimadiplomati endnu ikke rigtigt har fået hul på, på dagsordenen, nemlig spørgsmålet om, hvilke af de de fossile reserver, vi i dag kender, som skal forblive uudnyttede, når vi ved, at vi for at holde et 2°C carbon budget skal lade op imod 80% forblive i jorden – uafbrændt.

Hvis vi vidste, at vi om 10 år havde store solcelledrevne anlæg, som simpelt og billigt kunne lade sollysets kraft drive en proces, som uden nogen form for bivirkninger førte til, at atmosfærens overdosis af CO2 blev transformeret til kulstof-briketter i fast form, som kunne begraves, og lod ilten slippe tilbage i atmosfæren, så kunne vi måske tage lidt lettere på en fortsat begrænset brug af fossile drivmidler. Men der er tale om enorme mængder af kulstof, og foreløbig er en sådan teknologi i den skala, der er brug for, blot et tegneserie-fatamorgana. Selv den dag, vi havde en sådan teknologi, ville de fleste føle sig fristet til i stedet at lave nyt brændstof.

Reaktioner på 2. draft

En række lande har i løbet af dagen markeret deres positioner overfor den seneste udgave af forhandlingsteksten. Climate Home har i sin løbende update lavet en oversigt over en række landes indvendinger overfor den seneste udgave af forhandlingsteksten, som giver et godt overblik, hvorfor jeg tillader mig at bringe den her:

China  – References to voluntary ‘south south’ finance should be deleted. Not happy with concept of ‘climate neutrality’ (3.1). Wants to see ‘global review’ (3.8) deleted. References to a ‘shared effort by all parties (6.2) in the finance section seek to “shift responsibilities” and must be deleted.

India – Peaking of parties GHG emissions not acceptable, it should say ‘global emissions’ (3.1). Five year review cycles are “a matter of choice”. Not happy with finance section… words developed should help “facilitating the mobilisation” of $ are not acceptable, it should just say ‘mobilise’. Finance and support should be scaled up.

US – The document is already a ‘monument to differentiation’, all INDCs are different and no two are the same. Kyoto failed because it tried a one-size fits all, this is a new approach. This is *all* voluntary. Support 5 year cycles. Language in decisions text on mitigation needs to be stronger (change from invites to shall). Support a long term goal and neutrality in the second half of the century.

Saudi Arabia – Article 3.1, relating to a long term goal is “far away from consensus”. “We wish we can be as optimistic as our co chairs”.

Cuba – This is a “critical step back” compared to yesterday.

Egypt – We agree with the US, we are moving to differentiation. Progress on finance has been “very good”.

Russia – There is already a mechanism to deal with human rights – so why do we need this here?

Tuvalu – We’re small island… this is a matter of survival – as is 1.5C. Barbados – With out 1.5C our dreams will disappear, our beaches will be washed away. Maldives – 1.5C to stay alive… we and AOSIS won’t accept anything less.

Mexico – Human rights are not optional.

EU – This is an ambitious outcome with stronger language. But we’re unhappy with ‘invites’ in the mitigation aspect of the ‘decisions’ text, esp para 22, 23, 24. These must be replaced by ‘shall’. Aviation and shipping emissions are missing.

Switzerland – We have been pragmatic and this text has high ambition. I accept the historical responsibility of developed countries but it cannot be endless.

En række tweets fra lørdag eftermiddag:

I den nuværende situation, hvor forhandlingerne mest sker bag lukkede døre i stadig nye konstellationer for at prøve at finde gennembrud for de sidste store knaster i aftalen, er Twitter en god måde at lodde temperaturen på – her en række tweets fra #COP21:

UN Climate Action: Our spokesperson Nick Nuttall tells the press that #COP21 will continue into Saturday to reach best possible deal

Måske søndagen også kommer i brug … det er set før. Andre profeterer, at det franske formandsskab med den næste udgave vil sige ‘taket it or leave it’. Og ingen ved det endnu.

UN Spokesperson (Ban Ki-moon): I’ve attended many multilateral negotiations this is the most difficult but also the most important: #UNSG #COP21

Der er stadig et stykke vej til den hvide røg fra forhandlingslokalerne. Men det virker som om der stadig er fuld tillid til processen og procesledelsen, og at det mest er et spørgsmål om den tilstrækkelige tid til at få den fra alle sider manifesterede politiske vilje omsat til en kongruent aftale, Ban Ki-moon siger, at det er de vanskeligste og mest komplekse forhandlinger, han nogensinde har været involveret i (link) og opfordrer parterne til at samle sig om de nødvendige kompromiser for en ambitiøs aftale.

Naomi Klein: U.S. shamefully using poor countries’ desperate need for climate financing to extort legal protection for itself from liability

Nok har USA og Obama denne gang været langt mere proaktiv, men står endda til at få den store skurkerolle med den traditionelle afvisning af enhver antydning af historisk ansvar. Indplacereingen af loss and damage synes i disse timer at være et af de tilbageværende stridspunkter, som der ikke er noget enkelt kompromis for. 

Craig Bennett: A negotiator from another EU member state just said to me “We now see Cameron as Greenwasher in Chief”

De seneste måneder har vi set den engelske klimapolitik male sig op i et ganske problematisk hjørne, fordi man viger uden om den vedvarende energi og går 100% efter A-kraft suppleret med naturgas, samtidig med at man har lukket sin videre udvikling af CCS-anlæg. Det bringer simpelthen ikke Storbritannien i mål klimamæssigt. 

Adam Vaughan: John Schellnhuber, adviser to Germany & Vatican: it is very wise to consider 1.5C as the right guardrail #COP21

John Schnellnhuber fra Potsdam Institute for Climate Impact Research skriver (via The Guardian), at: “I have been involved from the very beginning in the 2C target. It was sort of a surprise that the 1.5C came out here so strong in the text. Let’s face it we are still a night away from the final treaty. But we can be pretty sure the 1.5C will be referred to clearly, like we are going to land planet Earth somewhere between 1.5C and 2C, hopefully very close to 1.5C.

There is a scientific rationale for that. When I have looked into tipping points of the climate system, you discover the real dangers start around 1.5C, 2C. We cannot provide you with that precision. We cannot say Greenland melts at 1.7C and then its irreversible but we can say we are entering the risk zone at 1.5C. That is same for the coral reefs [they are at risk after 1.5C].

In order to be on the safe side it is very wise to consider 1.5C as the right guardrail, given all the uncertainties from risk analyses.

What I feel is insufficient in the current treaty is that if you say 1.5C then you need [to be] phasing out CO2 by the middle of this century. You need zero carbon emissions by 2050. If that would also appears in the text than I would be more than happy, and entitled to open a bottle of champagne at Champs Elysee.” (link)

Mike Hudema: To have any chance to stay under 1.5C, rich countries need to have zero fossil fuel use by 2030. @jrockstrom #Science panel, #COP21.

Endda kan vi nok tage for givet, at ingen af de industrialiserede lande har tænkt sig at stramme deres klimaplaner til at blive fossilfri inden 2030 – uanset High Ambition Coalition. 

Lisa Friedman: I just asked Minister Teixeira if #Brazil is planning to join @MinisterTdB (Tony de Brun) in the High Ambition Coalition. “probably yes.”

Både Greenpeace og CAN siger, at dette vil kunne være med til at sikre en ambitiøs klimaaftale.

Miguel Arias Cañete: Game changer: Brazil joins the EU, US, 100+ developing countries in the #HighAmbitionCoalition! #COP21

High Ambition Coalition er ikke en egentlig forhandlingsblok – der er betydelige uenigheder blandt landene om en række ting, men de er fælles om uanset disse forskelle at stå sammen om nødvendigheden af en stærk ambitiøs klimaaftale. Det sagt, så fremstår BRIC-blokken med Brasíliens indtræden i High Ambition Coalition svagere her i slutspillet, hvor både Indien og Kina stadig klarere har varetaget egne interesser. Og fra flere sider er der signaler om, at denne High Ambition Coalition er på vel til at lykkes med at få etableret en brugbar 5-årig review-funktion med første review i 2018-19 i den endelige aftale.

Her i forhandlingernes slutfase synes High Ambition Coalition næsten time for time at vinde mere kraft – ud over Schweiz og Brasílien har nu også Island tilsluttet sig. Med den overordnede målsætning nok så tæt på en ren 1½°C-målsætning som man kommer, handler ambitionsspørgsmålet derefter mest om at få opgraderet de mange nationale INDC gennem en effektiv review-proces. Og noget tyder på at også dette lykkes. Men det ved vi først i morgen.

Ambitionsmæssigt havde det været oplagt også at inkludere luftfarten og skibsfarten, for der ligger et kolossalt reduktionspotentiale heri. Men uden at det står klart hvorfor – eller hvad det er som blokerer for at få sådanne størrelser med ind i aftalen – så er det som om at EU og High Ambition Coalition her i slutfasen har valgt at koncentrere sine kræfter om at sikre, at aftalen kommer til at indeholde en stærk review-proces. For hvis det ikke sker, så risikerer man at have bundet verden op på et utilstrækkeligt forløb helt frem til 2030, som vil umuliggøre både 1½°C og 2°C. Det har ambitionsfløjen ret i. Spørgsmålet er bare, om det er for snævert rationelt? – om det fornægter den (historiske) dimension af climate justice, som ikke mindst for Indien er uomgængelig? – og om man som Modi udtrykte det, er nødt til at koble ikke bare ambition og differentiation, men også ambition og finance, hvis det skal lykkes at få en ambitiøs aftale? – at mere ambition kræver både mere differentiation og finance. Meget tyder på, at når situationen hele tiden har tendens til at låse sig fast, så skyldes det store forskelligheder i den måde, hvorpå Indien, Kina, USA osv. forstår denne figuration.

Dette billede stammer fra en Greenpeace-aktion i dag, hvor rundkørslen omkring Triumfbuen i Paris med hjælp fra trafikken blev omdannet til en gigantisk sol, mens aktivister hejste sig ned over buen med bannere, som krævede 100% vedvarende energi. 

Time-out i forhandlingerne – Her til aften (18:50) har Fabius beordret et par times pause i forhandlingerne for lige at give alle tid til at sunde sig. Han ser stadig en ny udgave af teksten kar til kl. 9 i morgen og en samling i Comité de Paris fra kl. 12. Leo Hickman fra Carbon Brief tweeter, at en EU-forhandler siger, at 1½C-målsætningen nu er “baked into the COP21 deal,” og at han ville være meget overraskt hvis den forsvandt igen.

Den indiske klimajournalist Nitin Sethi beretter i Business Standard om en episode fra nattens forhandlinger, som meget godt demonstrerer, hvor tæt situationen hele tiden er på at gå i baglås:

“The night saw an ugly brawl as US Secretary Of State John Kerry threatened that developed countries would walk out of the agreement if they were asked to commit to differentiation or financial obligations. ‘You can take the US out of this. Take the developed world out of this. Remember, the Earth has a problem. What will you do with the problem on your own?’ he told ministers from other countries during a closed-door negotiation on the second revised draft of the Paris agreement.

‘We can’t afford in the hours we are left with to nit-pick every single word and to believe there is an effort here that separates developed countries from developing countries. That’s not where we are in 2015. Don’t think this agreement reflects that kind of differentiation,’ he added. Making a veiled threat that the agreement could fail if the US was pushed for financial obligations, Kerry said, ‘At this late hour, hope we don’t load this with differentiation… I would love to have a legally binding agreement. But the situation in the US is such that legally binding with respect to finance is a killer for the agreement.'”

Ifølge Sethi forlod Kerry derefter forhandlingslokalet, hvorefter de industrialiserede lande samlet afviste “to agree on a roadmap about their financial obligations towards poor countries.” Og Sethi runder af med at fortælle, at de rige lande tidligere har svigtet overfor at redegøre for de 100 mia. $ pr. år, som de har lovet fra 2020. (link)

Vi er hermed tilbage til det grundspørgsmål, finansieringen, som forud for disse to uger stod som den største risikofaktor i forhold til at lande en aftale. Og selvom det kan synes lidt uklart, hvilke garantier, de forskellige udviklingslande egentlig forestiller sig, så virker det ret så ubegavet, at de industrialiserede lande ikke har gjort sit hjemmearbejde. Det virker forståeligt, at der bliver reageret med mistænksomhed, når der år efter år bliver gledet af på de dele af forhandlingerne, som omhandler, hvordan de rige lande konkret vil hjælpe til med finansieringen. UNEPs leder Achim Steiner siger ligeud, at: “I think we have a problem here in Paris if developed nations cannot demonstrate good faith in honouring a pledge they made.” (link) Og det virker decideret usmagligt, når disse midler bliver brugt som pression i forhandlingerne, at så skal aftalen vinkles nøjagtigt som USA gerne så det, uden nogen historisk dimension, uden noget historisk ansvar, og uden nogen differentiering af de enkelte landes ansvar. USA har altid været meget primitiv på dette område, og selv efter at Obama har taget klimaudfordringen til sig på hjemmebane, er det kun næsten kommet til udtryk i USAs attitude ved FNs forhandlinger.

Ved en CAN pressekonference i aften bliver det sagt, at selvom statslederne fra både Indien, Kina og USA i den indledende fase lagde op til fleksibilitet og åbenhed og kompromisvilje for at få den nødvendige store aftale, så har deres forhandlingsteams i løbet af disse forhandlinger gradvist kørt en mere kantet noget for noget-stil, som har gjort en i forvejen vanskelig situation endnu vanskeligere.

Fossil of the Day – blev endnu en gang tildelt Saudi-Arabien – med begrundelserne for mange til at de kan ridses op. Hvis ikke vi inden for et døgn har en aftale, som sigter mod 1½°C, er det først og fremmest Saudi-Arabien, som har blokeret. Hvis ikke aftalen nævner behovet for at udfase fossile brændstoffer, hvis ikke vi får en velfungerende ratcheting up mechanism, så er det ikke kun Saudi-Arabiens skyld, men det de har gjort deres for, at vi ikke fik den store stærke klimaaftale, som kunne guide menneskeheden sikkert videre i tide.

En kort video med den afsluttende Fossil of the Day ceremoni kan ses her: COP21 Fossil of the Day 11 Winner: The Colossal Fossil is Saudi Arabia.

Måske i morgen lørdag bliver den sidste dag – Fabius har stillet et bud på den færdige tekst i udsigt kl. 9 i morgen tidlig, og siger samtidig, at hvis der skal ligge en ny tekst klar til kl. 9 morgen, så skal juristerne have den kl. 2 nat, så oversætterne har den kl. 4. Og natten kan meget vel gå med forhandlinger, så vi først har næsten udgave op ad dagen.

Klimaforandringsmæssigt kan Frankrig kan umiddelbart synes at ligge i et smørhul, men hvis ikke det lykkes at vende den nuværende udvikling, vil Frankrig opleve store forandringer, hvor det mest synlige vil være, at det meget varme tørre område mod Middelhavet vil brede sig nordpå. Forandringerne vil være så markante, at det på et tidspunkt vil det være vanskeligt at lave Bourgogne, Champagne og andre ædle dråber, i hvert fald vil det kræve en massiv indsats for at tilpasse sig de varmere og mere nedbørsfattige forhold dertil, at man kan opretholde de smagsregistre som har været kultiveret fra egn til egn igennem århundreder. De berømte lavendelmarker i Provence har allerede betydelige vanskeligheder med at klare de varmere somre.

 

Dag 12 – lørdag den 12. december

Her kl. 13.30 blev der fremlagt endnu en udgave af teksten – denne gang en udgave helt fri af parenteser. Dem bliver fremlagt med en opfordringen til at acceptere den i sin helhed.

Hvad som stadig er med?

Teksten rummer stadig en bestræbelse på at holde den globale temperaturudvikling under 1½°C. Og man må gå ud fra, at denne del har været handlet af med lande som Saudi-Arabien, så de ikke vælter det hele her på målstregen. For til gengæld er konkretiseringen meget veg. Ingen klar tale om hurtig opbremsning af brugen af fossile brændsler.

Der er også inkluderet en femårig stocktake, en review-proces, hvor de nationale INDC bliver genskrevet. Men langt fra i den præcise form, som mange lande har efterlyst, og ikke før 2020. Så her har Kina og Indien fået lov at hænge på bremsen. Dog er der en “request for countries to revisit their national climate plans in 2018, before they come into affect post-2020”.

Aftalen har også bevaret loss and damage, men med et sprogbrug, som klart afspejler amerikansk frygt for at blive gjort ansvarlig, for det er meget direkte udtrykt, at: “[it] does not involve or provide a basis for any liability or compensation”.

På den led synes de fleste af de vanskelige elementer at finde fuld enighed om at have overlevet – med modifikationer, som gør deres form og udfoldelses mindre end ideel, men som gør dem acceptable for alle.

Hvad som ikke er med

Det er lykkedes skibsfarten og luftfarten endnu en gang at sno sig udenom – hvilket er betegnende. Men de kan komme med næste år.

Men historiens tilbageblik vil ryste på hovedet over, at man ikke i Paris var i stand til at sætte en sidste udløbsdag for brugen af fossile brændstoffer. I den seneste aftale var der en passus om, at verdens lande måtte stræbe “towards reaching greenhouse gas emissions neutrality in the second half of the century” – hvilket endda var meget vegt i forhold til 1½°C-målsætningen, og i forhold til, hvad alle ønskede sig pånær Saudi-Arabien og nogle få andre lande, som er +90% afhængige af indtægter fra fossile brændsler.

Det sted i teksten står der nu i stedet: “[to] achieve a balance between anthropogenic emissions by sources and removals by sinks of greenhouse gases in the second half of this century”. Den bygger på den ovenfor skitserede fejlagtige opfattelse, at denne ‘balance’ vil genoprette balancen i det globale klimasystem, fordi anden fase i klimaindsatsen, en tilbagevenden til 350 ppm (som beskrevet højere oppe), endnu ikke er indskrevet i overvejelserne.

Det siger måske klarere end noget andet, at det i den yderste time er det forkerte, som får ret i en politisk proces som denne. Når det kommer til stykket, så er de kræfter som varetager nationale særinteresser, i sådanne natlige forhandlingssceancer langt stærkere end dem som søger at sikre det fælles bedste, og størrelser som biodiversiteten og fremtidens levevilkår har foruroligende lidt at skulle have sagt i forhold til ‘retten’ til fortsat at ernære sig ved at pushe fossiler.

Det er nu snart et halvt århundrede siden vi fik “Grænser for vækst” – nærmere bestemt i 1972. I 1992 fik vi Agenda 21, som opridser grundvilkårene for en menneskelig tilstedeværelse på denne klode i bæredygtige ligevægtssamfund, hvor der ikke sker nogen nedslidning af vores naturgrundlag. Men der er i den aftale, som nu kommer ud af Paris, ikke nogen klar erkendelse af de samlede grænser for de menneskelige aktiviteter. Der er en 1½°C-målsætning, som siger, det er det maksimale niveau for forstyrrelse af det globale system og mindst mulige destruktion af vores livsgrundlag. Men når det kommer til stykket, har vi stadig ikke rigtig lært at sætte grænser for vores fremfærd. Hvis vi virkelig anerkendte disse grænser som grundvilkår og erkendte, at den må stå over nationale særinteresser, så havde aftalen set meget anderledes ud.

Et par reaktioner (ud af voldsomt mange)

Men det er på den anden side ikke nogen svag klimaaftale, når Venezuelas chefforhandler Claudio Salerno, som ofte har leveret sønderlemmende kritik af ambitionsniveauet til Climate Home siger: “I don’t think this is theatre… did you see Fabius and how touched and moved he was?” “We worked strongly all night. It will be a revolutionary preamble that will call for a strong provision for climate change… human rights will be a strong element.” “Everyone was negotiating in the final hours but I think we will reach the best that we all could. We will have the best collectively that we could.” Og Salerno kalder kompromiset omkring den såkaldte firewall – den gordiske knude af ambition, differentiation og finance, som meget let kunne have endt med at vi ikke havde fået nogen af delene – for “beautiful”.

Der er ikke nogen tvivl om, at det var et genialt greb, da Fabius gjorde Salerno til hovedansvarlig for at sammenfatte klimaaftalens preamble. Hermed blev en af klimaforhandlingernes gennem tiderne stærkeste kritikere, men klimapolitisk set også mest ambitiøse, direkte medansvarlig for at sikre aftalens perspektiv.

Francois Hollande siger i sin tale: “The agreement will not be perfect for everyone, if everyone reads it with only their own interests in mind. We will not be judged on a clause in a sentence, but on the text as a whole. We will not be judged on a word, but on an act.”

Men både Kinas og EUs forhandlere giver udtryk for, at de ikke vil lade sig rive med af den storladne stemning og den megen tale om historisk øjeblik, som Ban Ki-moon og de franske værter har opbygget som del af presset for nu at sænke paraderne og sige ja til aftalen i sin helhed, men først se nærmere på teksten. Så her ud på eftermiddagen er det endnu ikke givet, at det bliver i dag, champagnepropperne flyver.

Miguel Arias Cañete (Connie Hedegaards efterfølger) tweeter nu, at: “European Union supports current #COP21 draft agreement. If approved unanimously by the plenary, it will be [a] historic breakthrough.”

Like Minded Developing Countries – A spokesman for the LMDC group, comprising China, India, Saudi Arabia and others said they were “happy” with the deal. “We think it is balanced,” said the bloc’s spokesman, Gurdial Singh Nijar – who represents Malaysia at the talks. “India agrees. China agrees. Saudi Arabia agrees. The Arab group agrees.”

Kumi Naidoo (Greenpeace) siger, at meget i aftalen er blevet ‘diluted’, men at den med 1½°C-målsætningen indeholder et nyt imperativ. “The wheel of climate action turns slowly, but in Paris it has turned. This deal puts the fossil fuel industry on the wrong side of history.

350.org har tweeted at “this [agreement] didn’t save the planet but it may have saved the chance of saving the planet”. “This marks the end of the era of fossil fuels”, og der er “no way to meet the targets laid out in this agreement without keeping coal, oil and gas in the ground”.

Adriano Campolina (ActionAid) beklager, at aftalen ikke i tilstrækkelig grad beskytter verdens fattigste: “The elevated status and hype around the idea of a 1.5C warming limit didn’t result in any real and concrete commitments. A limit of 1.5C cannot be achieved with the emission cuts rich countries put on the table, which will in fact lead to temperature rises of 3C.”

Sara Shaw (Friends of the Earth): “Rich countries have moved the goal posts so far that we are left with a sham of a deal in Paris. Through piecemeal pledges and bullying tactics, rich countries have pushed through a very bad deal.”

Richard Branson (Virgin) som har stået i spidsen for en koalition af store virksomheder, som har ønsket en 1½°C-målsætning,  kalder aftalen for impressive.

ACT Alliance (en sammenslutning af trossamfund) skriver om aftalen, at “This is a milestone in the human story to tackle climate change and gives us hope for a climate friendly, resilient and more equitable future”.

Roger Harrabin (klimareporter ved  BBC) kalder Laurent Fabius’ tale ved fremlæggelsen af the final draft for brillant: “He will go down in history of one of the great diplomats if he pulls off this extraordinary deal, affecting the politics and economics of every nation in the world. Mr Fabius has used first-name terms with delegates throughout, to create the atmosphere of a family trying to solve a common problem. His “Indaba” sessions, based on a Zulu meeting of chiefs, were a procedural masterstroke – and nodded to South Africa, which leads the often argumentative “G77″ bloc of developing countries. Now this inspiring finale, again referencing Africa with a quote from Mandela, and specifically tickling small island states, South America and fossil fuel dependent states – all likely fornts of objection.”

Nicholas Stern (klimaøkonom, LSE) kalder aftalen et historiske øjeblik: “The Paris agreement is a turning point in the world’s fight against unmanaged climate change, which threatens prosperity and well-being among both rich and poor countries. The agreement creates enormous opportunities as countries begin to accelerate along the path towards low-carbon economic development and growth.”

Michael Jacobs (New Climate Economy project) siger, at det nye formulering af det langsigtede mål faktisk var stærkere end den tidligere udgaves tale om ‘net zero emissions’ gennem at udtrykke det samme “in the language of science”. I den endelige tekst tales der i stedet om “to achieve a balance between anthropogenic emissions by sources and removals by sinks of greenhouse gases in the second half of this century”. Dette er ifølge Jacobs: “science based language to express net zero emissions”, som repræsenterer: “a strengthening of the language because it roots this agreement in the science”.

Jennifer Morgan (WRI) siger om det langsigtede mål, at det er “transformational” og “sends signals into the heart of the markets”.

Yeb Saño – I hear 2 different things. The people in communities think the Paris agreement is weak. Those wearing suits and ties think it is good.

Stadig uklarheder? – Carbon Pulse skriver kl. 15:58: “Several negotiators have said at least one country is unhappy with the current text, and that’s part of the reason for the delay in the start of the closing plenary.  “Someone is unhappy, otherwise we would be sitting in the plenary right now,” said Poland’s Tomasz Chruszczow, adding he didn’t know who it was. “Poland is always happy,” he said.  India’s Prakash Javadekar called the current draft of the text “a good agreement”, while Brazil’s lead negotiator Luiz Figueiredo said “we are in favour of the adoption of this agreement but some of our friends are maybe not too pleased with it, but the question is how unhappy are they to request changes.” Russia has raised objections in a previous closing COP plenary, and when asked if the country was unhappy with the current text, chief climate negotiator Oleg Shamanov would not confirm Russia’s position on it, telling Carbon Pulse only “what I can say is we will be happy when the deal is done.” (link)

Ed King fra Climate Home tweetede kl. 17:05: “2 bits holding up #COP21. US not happy with 4.4. Africa wants more recognition of vulnerability alongside LDCs.”

I 4.4 står der: “Developed country Parties shall continue to taking the lead by undertaking economy-wide absolute emission reduction targets. Developing country Parties should continue enhancing their mitigation efforts, and are encouraged to move over time towards ecconomy-wide emission reduction or limitation targets in the light of different national circumstances.”

Simon Lewis fra Carbon Brief tweetede kl. 17:47: “Rumour: one of the stumbling blocks was a typo, a shall not should.” At rette shall tilbage til should kan omvendt af udviklingslandene udlægges som en svækkelse af differentieringen – og det juridisk forpligtigende. Det er det niveau af ordkløveri, vi er ude i. I den tidligere udgave stod der should begge steder.

Som Ed King skriver på Climate Home: “‘shall’ is binding under international law. ‘Should” is not.” Og USA har hele vejen igennem fastholdt, at det ikke ville være muligt for USA at underskrive en aftale med bindende reduktionsmål. Det viser sig da også at væren skrivefejl i en sen nattetime, og at der i den seneste udgave stod should – netop for at rumme USAs særlige situation. Så hvis ‘shall’ var forblevet i aftaleteksten på dette sted, ville vi kunne have set aftalen klassificeret som traktat, som skulle godkendes – og dermed ville falde med den nuværende amerikanske kongres. Ed King skriver efterfølgende, at det var kinesisk intervention, som overhovedet fik sagen til at lande (link).

Den forhåbentligt sidste samling i Comité de Paris skulle være startet kl. 17:30, og stort set alle synes at være ankommet, de fleste med store smil. Så alt tegner til at vi får den endelige aftale her til aften. Men foreløbig er der gået 5 kvarter over tiden med diskussion af de sidste detaljer. Man kan følge med via webcast (link).

19:15 – så kom konferencens sidste samling i gang. Små juridiske afpudsninger mellem sprogversionerne, alle forkortelser vil blive skrevet fuldt ud. En række småfejl i teksten bliver opregnet og noteret – og derefter er aftalen vedtaget, kl. 19:27. Derefter følger en række indlæg, som man må forvente bliver primært celebratoriske. Og uanset, at der i de kommende år forestår et opgradeingsarbejde for de mange nationale INDC, for at aftalen kommer til at lykkes i sin intention, så er det et stort historisk øjeblik.

Sydafrika lægger på vegne af G77 ud med at sige god for aftalen, som det sted, hvor processen startede for fire år siden. Og går derefter direkte over til at skamrose Mr. Fabius for hans excellente ledelse. Teksten ikke perfekt, men den er balanced og det bedste vi kunne gøre i dette historiske øjeblik. Et vendepunkt som kan danne basis for en bedre og sikrere verden. At få lukket det store pre-2020 emission gap er nu det vigtigste for COP22 i Marokko næste år.

Ban Ki-moon roste også i sin tale Fabius og Figueres for deres eminente lederskab, og  sagde til de mange forhandlere og statsrepræsentanter, at:

“You have rightly agreed that the current level of ambition is the floor, not the ceiling, and that every five years, beginning before 2020, you will regularly review what is needed in line with science. The Paris Agreement ensures sufficient, balanced adaptation and mitigation support for developing countries, especially the poorest and most vulnerable.

Developed countries have agreed to lead in mobilizing finance and scale up technology support and capacity building. Developing countries have assumed increasing responsibility to address climate change in line with their capabilities. Governments have agreed to binding, robust, transparent rules of the road to ensure that all countries do what they have agreed across a range of issues. Business leaders came to Paris in unprecedented numbers. The Action Agenda, and the prior commitments made at last year’s Climate Summit in New York, show that many powerful climate solutions are already available, and many more are poised to come.

With these elements in place, markets now have the clear signal they need to unleash the full force of human ingenuity and scale up investments that will generate low-emissions, resilient growth. What was once unthinkable has now become unstoppable.”

Ban Ki-moons tale kan ses i sin helhed i Huffington Post (link)

Australien (på vegne af Umbrella Group) udtrykte igen en kæmpe ros til Fabius. Den måde der har været arbejdet på her i Paris giver håb for fremtiden. Det har også været utroligt at se Julie Bishops transformation fra klimafornægter under Abbott til medlem af High Ambition Group. Efter store slag befriende fra hende at høre, at adaptation er vigtig, og at det er en 1½°C-aftale.

Nicaragua forklarer hvorfor landet ikke kan skrive under. For nok står der 1½°C, men denne aftale er ikke nogen sikring af de handlinger eller den finasiering, som er nødvendig for at nå 1½°C. Tværtimod sigter den nu mod 3°C. Nicaragua stiller derfor forslag om, at hvis summen af INDC overskrider 1½°C, så skal der opstilles et carbon budget, som ud fra historiske udledninger fordeler det resterende af et 1½C carbon budget, som de enkelte lande så må holde sig inden for.

Schweiz – fremhæver (på vegne af EIG – Environmental Integrity Group), at aftalen ud over en femårig stocktaking giver den nødvendige flexibility og transparency samt respekterer de enkelte landes differentiated capacity.

Luxembourg – giver på vegne af EU igen skamros til Fabius, som rækker langt ud over høflighedsfraser. Aftalen er et major landmark, som vil føre til velfærd og stabilitet og vil hjælpe de mest sårbare. Den er udtryk for en politisk vilje som giver håb om, at vi sammen kan ændre denne verden.

India citing Gandhi ‘We should care for a world that does not yet exist’.

Francois Hollande annoncerer, at Frankrig vil udarbejde en ny INDC med højere ambitionsniveau. Så mangler bare tilsvarende sudspil fra EUs øvrige 27 medlemslande.

Claudio Salerno kunne på vegne af Venezuela meddele, at man på baggrund af den foreliggende klimaaftale har indleveret sin INDC.

New Zealand har taget initiativ til et samarbejde om udviklingen af carbon markets.

Til sidst – klokken er nu over midnat og mange i salen har kun fået få timers søvn i den sidste uge – var det tid for NGO-repræsentanternes 2 minutter. Climate Justice er overhovedet ikke tilfreds. Ringo-repræsentanten for arbejdsorganisationerne er derimod meget tilfreds. Fagforeningerne er ikke imponeret: “A goal without a plan is just a wish”, sammen med konstateringen af, at der ikke var inkluderet nogen mekanisme til at overkomme det gigantiske emission gap mellem de nuværende INDCers 3°C og de målsatte 1½°C . Women & Gender fandt, at aftalen manglede ambition og retfærdighed. Der var mere til de store virksomheder end til folket. Ungdomsrepræsentanten var stærkt bebrejdende overfor de rige lande for ikke at være ambitiøse, ikke at være fair, ikke at tilvejebringe de nødvendige finanser og ikke at ville vedstå ansvaret for klimaforandringrene. Indigenous People kom til Paris med tre hovedønsker, 1) menneskerettigheder – nu svagt indskrevet, 2) en ren 1½°C målsætning, samt 3) en stærk adaptation-del. For dem var det ikke nogen stor aftale.

Til allersidst – klokken er nu 00:22 – skulle en lang række beslutninger fra de øvrige forhandlingsspor godkendes:

– Development and transfer of technologies and implementation of the Technology Mechanism
– Linkages between the Technology Mechanism and the Financial Mechanism of the Convention
– The 2013–2015 review
– Matters relating to finance
– Report of the Green Climate Fund to the Conference of the Parties and guidance to the
Green Climate Fund

Under eventuelt var der intet, og en draft report over COP21 blev vedtaget. Til sidst talte Fabius næsten rablende hurtigt, nåede igennem disse syv punkter på blot godt 10 minutter, og COP21 kunne erklæres for slut kl. 00:34.

Selve underskriften vil først ske senere. Der vil være en étårs underskrivelsesperiode fra 22.04.2016 – Moder Jords Dag. Og en betingelse for at aftalen bliver virkeliggjort, er, at mindst 55 lande med tilsammen mindst 55% af verdens samlede udledninger efterfølgende ratificerer aftalen, efter at de nødvendige juridiske og politiske forhold er breagt på plads i de enkelte lande. Men med de udmeldinger, der har været under vejs, burde aftalen kunne vinde tilslutning fra stort set alle.

President Obama via Twitter: The strong Paris agreement on climate means a safer, more secure world for our kids. A perfect example of what American leadership can do.

Twitter har været det store kommunikationsmedie – der er i løbet af de seneste to uger sendt 3½ mio. twittermeddelelser med hashtag #cop21. Og det har været interessant at se, hvordan et land som Indien forud for COP21 har hyret kommunikationseksperter, så indiske synspunkter denne gang har haft en helt anden gennemslagskraft.

INCD status pr 12.12. – Her i løbet af i dag er der indleveret endnu en INDC, fra det caribiske øsamfund Saint Kitts and Newis. Og som ovenfor nævnt, så Claudia Salerno som del af sin kommentar efter vedtagelsen af Paris-aftalen her til aften meddele, at Venezuela havde indleveret sin INDC. Dermed er vi oppe på at have fået INDC fra 187 ud af 195 lande med tilsammen 99,0% af verdens samlede udledninger (2011), og der mangler nu kun INDC fra 8 lande: Usbekistan, Nordkorea, Libyen, Syrien, Nepal, Nicaragua, Panama og Timor-Leste. I løbet af disse to uger er det blevet klart, at tre latinamerikanske lande har ønsket at se den endelige aftale, før de afleverede deres INDC, så nu hvor Venezuela har indleveret sin INDC, kunne man formode, at vi også ser INDC fra Panama og Nicaragua. Timor-Leste har også været i gang med sin INDC, så måske der stadig kommer yderligere 3-4 mere.

Hele INDC-projektet har således været en gigantisk succes. Figueres nævnte en gang i sommer, at hendes umiddelbare succes-kriterium ville være inden Paris at have INDC som dækkede to tredjedele af verdens samlede udledninger. Ikke mindst har det været overaskende, hvor mange afrikanske lande som er gået ind i den ganske omfattende proces, det er for første gang at skulle lave en klimaplan. Faktisk er mange af disse planer er langt mere ambitiøse end dem fra de rige lande (se blog-indlægget En række afrikanske INDC).

Men gennemgående lader ambitionniveauet meget tilbage at ønske. Det matcher slet ikke den fælles beslutning om at nå ned i nærheden af 1½°C. Så selvom den langsigtede målsætning kunne være blevet stærkere, så er det godt, at det i forhandlingernes slutfase lykkedes at få indskrevet en regulær femårig review-periode, og at der er lagt op til at genbehandle klimaplanerne første gang allerede  i 2018, så de om muligt er skærpede allerede inden starten i 2020. For det er her, i lukningen af det svimlende emission gap, at Paris-aftalen lige nu står svagest.

Dagen derpå

Hvis nogen af de mange, som har arbejdet døgnet igennem i de sidste to uger for at få denne aftale på plads, har sovet længe, så er der ikke noget at sige til det. Lederen af Verdensbanken, Jim Yong Kim, siger at han vågnede i chok – glædeschok. Og der er – uanset at aftalen ikke er perfekt – meget at glæde sig over. Der er en del, som kun kan se utilstrækkeligheden i aftalen og efterlyser det tvungne mandat. Det virker let ubegavet, fordi forhandlingerne siden de kollapsede i København i 2009 har arbejdet målrettet på en aftale præcist som den nu er blevet vedtaget. Men der forestår en kæmpe opgave med at få hvert eneste af verdens lande til at afvikle sine udledninger med en så hurtig kadence, at der bliver plads til alle i det resterende 1½°C carbon budget – og gerne på en sådan måde, at de lande, som har kørt længst på fossile brændsler, lukker hurtigst ned. Her ligger der i de kommende år en kæmpe opgave for klimabevægelserne verden rundt i at sikre, at ingen regering løber fra deres del af dette ansvar.

Og selvom aftalen nu er gået uden om direkte at tildele de enkelte lande nogen fast del af dette carbon budget, så vil jeg gætte på, at vi inden længe vil se en hel vifte af forslag til fordelingsnøgler. Her på Strøtanker bragte jeg sidst i oktober en sådan nøgle, udarbejdet af Anita Talberg og Malte Meinshausen, og konklusionen ligger så at sige i overskriften: 2°C-målsætningen: De fleste lande skal fordoble deres klimaindsats. De har regnet på, hvad EU skal reducere i forhold til 2010 for at holde sig well below 2°C – hvilket mere teknisk er defineret som 2°C med 66% sandsynlighed. EUs 2030-målsætning er nu 40% i forhold til 1990. Det svarer til en 27% reduktion i forhold til 2010. Men hvis man deler det resterende carbon budget metrisk lige, så burde EU i 2030 ligge 41% under 2010, og hvis man indregner en retfærdighedkomponent, så de lande, som historisk set har haft de største udledninger, har ret til en forholdsvis mindre andel af det resterende carbon budget, så skal EU i 2030 nå 49% under 2010. Og hvis EU i sin praksis vil demonstere sit leadership, skal man ifølge Talberg & Meinshausen helt op på 61% reduktion i 2030 i forhold til 2010. Det er helt anderledes hurtige reduktionshastigheder, end EU nu har lagt sig på sporet af. Og disse tal er for et 2°C carbon budget. Hvis vi som Paris-aftalen lægger op til, skal aspirere til 1½°C, så skal afviklingen gå endnu et niveau hurtigere.

De kommende måneder må vise, i hvor høj grad, Paris-aftalen formår at generere umiddelbare forandringer. Her følger nogle umiddelbare konsekvenser i de enkelte lande:

Frankrig – Præsident Hollande varslede på selve aftenen for vedtagelsen, at han ville iværksætte en gennemgang af de franske klimaplaner med henblik på at stramme ambitionsniveauet – som en indirekte opfordring til alle lande om at tage hjem og gøre tilsvarende, så årene frem mod 2020 ikke går tabt, men tværtimod accelererede omstillingen.

Canada – Her i Paris har vi set Canadas nye regering gå helhjertet ind i forhandlingerne. Premierminister Trudeau siger ved hjemkomsten, at: “Here at home I will meet with the Premiers within the next 90 days to work on a plan to meet our international commitments in tackling climate change and transitioning to a low carbon economy. Along with the provinces and territories, we will work with a wide array of stakeholders – and all Canadians – to reduce greenhouse gas emissions, including through carbon pricing. We will move towards a climate resilient economy, and we will invest in public transit, green infrastructure and clean technologies to create new jobs and support our communities. Internationally, we will provide significant support to help developing countries reduce their emissions and deal with the impacts of climate change.” (link)

Disse to uger i Paris, hvor den canadiske delegation har haft repræsentanter fra alle Canadas provinser, giver det perfekte udgangspunkt for at lave en ny klimaplan for Canada, som gør op med Harpers fossile forehavende. Paris-aftalens 1½°C-aspiration gør det indlysende, at en videre udbygning af den canadiske tar sands-udvinding ikke er farbar. Selvom det er vanskeligt at standse fra dag til dag, så vil vi sandsynligvis se en stærk nedjustering af tar sand-udvindingen, som har været den vigtigste årsag til, at den canadiske klimaindsats kørte af sporet. Den nye regering har det nødvendige folkelige mandat til at tage alvorligt fat – og det forventes af den.

Storbritannien – Ed Millibrand allerede meldt ud, at han med afsæt i Parisaftalen vil arbejde for, at England får lovfæstet en målsætning om zero carbon emission (link), og i det hele taget vil der efter Paris være et massivt øget pres på den konservative regering om at gentænke de seneste månederes strangulering af udbygningen med vedvarende energi.

Tyskland – vil revidere sin klimaplan inden midten af 2016 med henblik på at få en målsætning for fuld udfasning af alle fossiler inden midten af århundredet. (link) Samtidig vil det være en anledning til på den korte bane at få sikret de sidste få procent for at kunne lukke hullet til reduktionsmålsætningen på 40% for 2020, som har vist sig vanskeligere end som så. 30 store tyske virksomheder har krævet, at EUs klimamålsætninger strammes i lyset af Paris-aftalen, så efficiency-målet for 2030 hæves fra de nuværende 27% til 40% og kvotemarkedet strammes, så EU når 95% reduktion i 2050. (link)

EU – Klimakommissær Miguel Arias Canete, som ellers i Paris har ført sig frem som Mr. High Ambition Coalition siger efterfølgende, at der ikke umiddelbart er planer for at ændre EUs 2020-målsætning. (link) Det fortjener han rigtig meget larm for, for den bedste måde at sikre, at vi ser de enkelte landes INDC løftet til det niveau, som kan føre til en 1½°C-løsning, er ved at alle lande i High Ambition Coalition her efter Paris laver klimaplaner, som modsvarer 1½°C-målsætningen. Det kaldes at lede gennem eksemplet, og det er det, som skal til.

Australien – Malcolm Turnbull har ophævet forgængeren Tony Abbotts forbud mod finansiering af vindmøller. Labor har stillet krav om at skrotte den ‘direct action’ som Abbott satte i stedet for et kvotesystem, som er med til at gøre den nuværende australske klimaindsats helt utilstrækkelig. Selvom reaktionerne stadig er tøvende, så vil der givet komme justeringer i den kommende tid. Turnbull har mange klimafornægtere på bagsædet, og Australien har en stærk kullobby, men stærke kræfter vil presse på for, at Australien ikke bare glider tilbage til næsten-Abbott-tilstande, men tager håndgribelige konsekvenser af sin opslutning om den High Ambition Coalition, som var med til at bane vejen for et kompromis, var langt over mindste fællesnævner.

Japan – Premierminister Abe har meldt ud, at Japan uanset resultatet i Paris ikke har tænkt sig at ofre væksten på en klimaindsats. Nu har Japan i to årtier ikke haft nogen klimaindsats af betydning, og heller ikke nogen vækst af betydning, og den økonomiske politik, Abenomics, han har iværksat synes heller ikke at kunne løfte noget i gang, så det var måske en god anledning til i stedet at forsøge at koble vækst og grøn omstilling. Det ser ud til for eksempel at være lykkedes bedre både i USA, Tyskland og et land som Danmark, som i de senere år har prioriteret klimaindsatsen, end i Japan, hvis klimaindsats bortset fra opførelsen af atomkraftværker har været stort set fraværende.

Indien – Premierminister Modi siger tilbage fra Paris, at Paris-aftalen ikke vil føre til ændring af planerne om at fordoble den indiske kulafbrænding. (link)

Norge – Norske NGOer har efter Paris-aftalen rejst krav om, at Norge beslutter sig for at afstå fra fossil udvinding i det arktiske område nord for Norge – hvilket ville være en naturlig konsekvens af, at op til 80% af nu kendte fossile reserver skal forblive i jorden, uudnyttet. Men Norges statsminister Solbjerg afviser: Problemet er kul, ikke gas og olie. (link)

Danmark – Vores hjemlige klimaminister, hvis man overhovedet kan kalde en person som gør hvad han kan for at reducere den danske klimaindsats, for klimaminister, bedyrer, at Paris-aftalen ikke umiddelbart får konsekvenser for den danske klimaindsats.

På den led synes alle at have en forklaring på, hvorfor klimaaftalen ikke lige gælder for dem. Men omvendt ligger der en fantastisk løftestang for at fordre handlinger og beslutninger, som er i overensstemmelse med bestræbelserne på at sikre en 1½°C-løsning. Så der ligger i det kommende år en stor og vigtig opgave i at lægge pres på alle lande verden rundt om at stramme ambitionsniveauet dertil, at Paris-aftalen blev det vendepunkt i menneskehedens historie, som den lægger op op, og som der er så alarmerende brug for.

Kvotemarkeder – En gruppe af foreløbig har 18 lande, hvoraf de fleste endnu ikke har etableret kvote-markeder, har på initiativ fra New Zealand brugt tiden i Paris til at gå sammen om at etablere fælles retningslinjer for udviklingen af kvotemarkeder. Ud over erfaringsudvekslingen ville dette ville kunne forenkle en senere sammenkøring til et globalt kvotemarked. (link)

Sydkorea og Japan er ifølge Reuters begge indstillet på at fortsætte udbygningen med kulkraft uanset Parisaftalens skærpede  målsætning. Ikke mindst Japans hovedløse klimapolitik har været stærkt kritiseret, og der er brug for at nogen trækker grænserne skarpere op for Japan, hvis ikke vi skal se adskillige dusin japanske kulkraftværker opført i de nærmeste år. Ligeledes vil Japan givet forfølge muligheden for eksport af sin super ultra-critical kulteknologi i udviklingslande, hvis ikke grænserne herfor bliver trukket væsentligt klarere op, end de blev ved den nylige OECD-aftale om at søge at begrænse finansieringsstøtten til nye kulkraftværker i udviklingslandene (se blog-indlægget: USA og Japan ønsker stop for finansiering af konventionel kulkraft) (link).

USA – (skrevet flere dage derpå) 17.12. vedtog Repræsentanternes Hus et nyt budget, som dels lod en halv mia. $ til klimafinansiering passere, selvom der fra republikansk side er blevet råbt meget op om, at Obama i Paris lovede noget, som han ikke havde opbakning til. Og lige så vigtigt lod man de nuværende skattefritagelser for etablering af sol- og vindenergi fortsætte i yderligere fem år, hvilket forventes at føre til 20 GW solcelleanlæg – eller mere end der i dag er installeret i USA – ud over at det vil føre til 19 GW vindkraft. Så hvis også (hvad alt tyder på), at den regulering af kraftværkerne, som EPA har iværksat, holder vand i domstolene, så er USAs klimaindsats lagt på god kurs i de kommende år. Ikke mindst for vindindustrien er det gode nyheder, da den førte politik indtil nu har været meget staccato.

Japan – er et af de lande, som står med en totalt utilstrækkelig klimaplan, hvor dels ambitionsniveauet er rystende lavt, dels forudsætningerne virker helt urealistiske, i og med at man forestiller sig en andel af A-kraft i sin energiforsyning i 2030, som er imod alle ønsker i den japanske befolkning, og som vil indebære et stort antal nye reaktorer, som har en endog meget lille chance for at blive virkeliggjort. Abe-regeringen har efterfølgende luftet muligheder for at etablere et kvotemarked. Det virker oplagt, men uinteressant, hvis ikke den samlede målsætning strammes gevaldigt.

Blog-indlægget Paris noter I. følger tilsvarende den første uges forhandlinger i Paris.

Forhandlingsteksten i stadier – anden uge

Adoption of the Paris Agreement, (proposal by the President – stavefejlskorrigeret) 12.12.2012 (pdf).

Adoption of the Paris Agreement, (proposal by the President) 12.12.2015 kl. 13.30 (pdf).

Paris Agreement – Comparison of the final draft with the previous draft, (Scribd document som viser forskellen mellem de to seneste ) Carbon Brief 12.12.2015.

Draft Paris Outcome, Version 2, (proposal by the President) 10.12.2015 kl., 21.00 (pdf).

Draft Paris Outcome, Version 2, annoteret af Andrew Fereedman 10.12.2015 kl. ~23.30.

Draft Paris Outcome, Version 1, (proposal by the President) 09.12.2015 kl. 15.00 (pdf).

For tidligere udgaver, se nederst i Paris noter I – den første uges forhandlinger.

 

Virtuel deltagelse i konferencen

On demand webcasts, UNFCCC.

Paris COP21 Information Hub, UNFCCC.

Et par relevante Twitter feeds #COP21, #ADP2 samt en Agenda 350-liste, som omfatter en stor del af de vigtigste artikler og tweetere omkring COP21.

Agenda 350 opdateres dagligt med et udvalg af artikler, i denne tid primært om COP21.

 

Relaterede blog-indlæg på Strøtanker

Blog-indlæg om COP21: Optakt til COP21 i ParisBrandalism og Paris noter I – den første uges forhandlinger.

En række blog-indlæg belyser enkelte landes klimamålsætninger, se: Japans INDC i støbeskeenKinas INDCIslands INDC, Canadas INDC, Indonesiens INDCIndiens INDC i støbeskeenBrasíliens INDC i støbeskeenNew Zealands INDCJapans INDCAustraliens INDC, OPEC-landenes INDC, samt En række afrikanske INDC.

Se tidligere blog-indlæg: Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juniInterview med Christiana Figueres, Christiana Figueres – The Woman Who Could Stop Climate ChangeKlimamøde i Bonn, fem minutter i ParisKonturerne af den endelige Paris-aftaleKlimamøde i Bonn, to minutter i ParisNu INDC for 90% af verdens udledninger – flot men langt fra nok2°C-målsætningen: De fleste lande skal fordoble deres klimaindsatsEr 1½°C-målsætningen stadig mulig? samt Optakt til COP21 i Paris.

.

Suzanne Goldenberg: Paris climate deal offers flame of hope, says UN official, The Guardian 17.01.2016.

Suzanne Goldenberg: Rapid switch to renewable energy can put Paris climate goals within reach, The Guardian 16.01.2016.

Rajendra Kumar Pachauri: COP 21: The Start of a Long Journey, IPS 14.01.2016.

Jeff Goodell: Will the Paris Climate Deal Save the World? Rolling Stone 13.01.2016.

Kristin Eberhard & Alan Durning: What Paris Means for Cascadia, Sightline Institute 28.12.2015.

David Sheppard: Paris Agreement on Climate Change: Onwards and Upwards, Huffington Post 28.12.2015.

Hilary Chiew: Kyoto Protocol: CP2 implementation rules adopted, ‘revisit mechanism’ deferred, Third World Network 28.12.2015.

Indrajit Bose: COP21 decision on enhanced action prior to 2020, Third World Network 28.12.2015.

T. Ajit: Differentiation under the Paris Agreement – a tough fight, Third World Network 28.12.2015.

P.P. Sangal: Making Paris Agreement work, Financial Express 28.12.2015.

Jessica Chasmar: U.N. chief ‘very grateful’ to George W. Bush for climate change success, Washington Times 28.12.2015.

Robert J. Samuelson: Fighting climate change requires more than soothing fantasies, Washington Post 27.12.2015.

Magda Savin: The Paris agreement on climate has signaled the turning point toward renewables, Alternative Energies 27.12.2015.

Edith M. Lederer: AP Interview: Climate deal caps a long quest for UN chief, AP 26.12.2015.

Mariajosé Aguilera, Anne-Emanuelle Birn, Ben Brisbois, & Timothy H. Holtz: Why Addressing Climate Change Is Not Enough, Huffington Post 25.12.2015.

John Nyangena & Hannah Wang’ombe: Climate Pledges Don’t Meet Africa’s Needs, (Daily Nation) All Africa 24.12.2015.

Sly James & Bill Peduto: Cities will help lead in putting Paris climate agreement into action, The Hill 24.12.2015.

Karl Ritter: Paris Climate Goals Mean Emissions Need to Drop Below Zero, (AP) ABC News 24.12.2015.

Kathleen Mogelgaard & Heather McGray: When Adaptation Is Not Enough: Paris Agreement Recognizes “Loss and Damage”, WRI 24.12.2015.

Megan Darby: Republican candidate ‘would pull US out of Paris climate deal’, Climate Home 23.12.2015.

Amily Atkin: Ted Cruz Vows Not To Honor Global Climate Deal As President, Climate Home 23.12.2015.

Alex Pashley: Nations urged to improve climate pledges by April 2017, Climate Home 22.12.2015.

No adverse impact on India due to climate change pact: Govt, (PTI) Business Standard 22.12.2015.

Mark Robinson: After Paris, Making Good on Climate Commitments Requires Good Governance, WRI 22.12.2015.

Clayton Altern: Could the Paris Agreement mean that half of all coal will go unmined? Grist 22.12.2015.

Urmi Goswami: How India weathered a storm in Paris during COP21 climate summit, Economic Times 22.12.2015.

Catharine Hayhoe: The Paris Climate Agreement: Who Brings What to the Global Potluck? Huffington Post 22.12.2015.

Harriet Lamb: COP21: Building peace by linking responses to climate change and security, DevEx 22.12.2015.

Chisaki Watanabe & Emi Urabe: Japan to Consider Emissions Trading in Climate Change Plan, Bloomberg 22.12.2015.

Raymond C. Offenheiser: What the Paris Climate Agreement Really Means for the World’s Poor, Huffington Post 21.12.2015.

Ben Adler: Paris Agreement represents progress on cutting emissions, but not so much on climate justice, Grist 21.12.2015.

Karen Mahon: Why I celebrate progress over perfection in the struggle for a healthy climate, Business Insider 21.12.2015.

Tim Kruger: We need to get serious about ‘negative emissions’ technology – fast, The Conversation 21.12.2015.

Tyler Hamilton: Paris climate agreement latest sign of trouble for Canada’s oil patch. How will the industry adjust? The Star 21.12.2015.

Megan Darby: Five surprises on the path to a Paris climate deal, Climate Home 21.12.2015.

Jeffrey Gogo: Paris Outcome – Yet Another Raw Deal for Africa, (The Herald) All Africa 21.12.2015.

Willliam Sweet: A surprising success at Paris, Bulletin of the Atomic Scientists 21.12.2015.

Emily Atkin: It’s Official: None Of The Remaining Major GOP Candidates Accept Climate Science, Climate Progress 21.12.2015.

Doreen Walton: Behind The Scenes At The Paris Climate Conference: A Personal View From COP21, Huffington Post 21.12.2015.

Sonja van Renssen: Why the Paris climate deal is a win for energy companies, Renew Economy 21.12.2015.

Compact of Mayors and Partners React to the COP21 Paris Agreement, Compact of Mayors 21.12.2015.

New Zealand scientists demand immediate action on climate change, Xinhua 21.12.2015.

Klaus Dingwert: Four things to ensure Paris climate agreement more than lip service, Independent 20.12.2015.

India has secured its interest in Paris agreement: Javadekar, (PTI) Business Standard 21.12.2015.

Jonathan Chait: People Who Were Certain Climate Change Is Fake Are Now Certain That Paris Can’t Stop It, New York Magazine 20.12.2015.

Barçın Yinanç: Turkey ‘faces bandwagon effect on climate change’, Daily News 21.12.2015.

Andreas Abildlund: Trods klimaaftale vil regeringen ikke begrænse produktionen, Information 19.12.2015.

Kimberly A. Nicholas: Limiting Global Warming Will be Hard, But Hardly Impossible, Scientific American 19.12.2015.

Ban Ki-moon: A new era of opportunity: Paris Agreement succeeds in setting up health insurance for the planet, Times of India 19.12.2015.

Mychaylo Prystupa: Rome-to-Paris climate marcher says COP21 failed poor nations, National Observer 19.12.2015.

Ian Johnston: COP21: Tories recycle cash earmarked for overseas aid to pay for Paris climate deal, The Independent 19.12.2015.

David Gelles: To Achieve Paris Climate Goals, U.S. Will Need New Laws, New York Times 19.12.2015.

Paul Brown: Paris deals crushing blow to coal, Climate News Network 19.12.2015.

Jeff Turrentine: Denying the deniers, onEarth 19.12.2015.

Paris agreement is India”s defeat, says Rajendra Singh, ZeeNews 19.12.2015.

Sam Adelman: After Paris climate deal the EU must turn aspiration into achievement, The Conversation 19.12.2015.

‘Paris deal made possible after getting China, India on board’, (PTI) Financial Express 19.12.2015.

Alex Pashley: Did the Paris deal rule out climate compensation? Climate Home 18.12.2015.

Sohara Mehroze Shachi: ‘Spirit of Paris’: Cities take climate action to local level, Deutsche Welle 18.12.2015.

Robert Stavins: Thanks to Paris, we have a foundation for meaningful climate progress, The Conversation 18.12.2015.

Bill Hare: Turning up the heat: how the diplomatic push for 1.5℃ unfolded in Paris, The Conversation 18.12.2015.

K.C. Golden: An American in Paris, Huffington Post 18.12.2015.

Andrew Freedman: One of these 2016 candidates could be biggest threat to Paris climate pact, Mashable 18.12.2015.

Margaret Klein Salamon & Ezra Silk: Sanders’ Climate Plan: Insufficient & Outdated After the Paris Agreement, Counterpunch 18.12.2015.

James Dyke: What next after Paris? Time to listen to those most at risk from climate change, The Conversation 18.12.2015.

Harro van Asselt & Michael Lazarus: Fossil fuel supply ‘a crucial omission’ from Paris climate deal, Climate Home 18.12.2015.

Valerie Volcovici: For U.S. climate envoy, new coalition helped turn tide in Paris, Reuters 18.12.2015.

Joe Thwaites, Niranjali Manel Amerasinghe & Athena Ballesteros: What Does the Paris Agreement Do for Finance? WRI 18.12.2015.

Sam Adelman: After Paris climate deal the EU must turn aspiration into achievement, The Conversation 18.12.2015.

Sam Ross-Brown: Climate Accord Mobilizes Health Industry, The American Prospect 18.12.2015.

Yamide Dagnet & Eliza Northrop: 3 Reasons Why Capacity Building Is Critical for Implementing the Paris Agreement, WRI 18.12.2015.

Samantha Bell: The Surprising Winner Of Congress’ Budget Deal, Climate Progress 18.12.2015.

Justine Bell: After COP21, Australia’s moment in history: will it ban the Carmichael coal mine? The Ecologist 18.12.2015.

Ed King: Laurent Fabius: From Greenpeace shame to climate champion, Climate Home 17.12.2015.

Jill Replogle: Costa Rica’s Christiana Figueres honored for UN climate work, Tico Times 17.12.2015.

Alex Pashley: There’s no dodging carbon risk after Paris, say fund managers, Climate Home 17.12.2015.

Tom Randall: What Just Happened in Solar Is a Bigger Deal Than Oil Exports, Bloomberg 17.12.2015.

Ed King: US primed to deliver first $500m to Green Climate Fund, Climate Home 17.12.2015.

Sandrine Dixson-Declève & Nick Mabey: The Prince of Wales’s Corporate Leaders Group, 17.12.2015.

Marion Davis: Exploring the case for supply-side climate policies, SEI 17.12.2015.

James Murray: Has the government just thrown the solar industry a welcome life line? James’ Blog 17.12.2015.

Anjali Vaidya: Whatever Happens Next, This is What COP21 Lets Us Do Against Climate Change, The Wire India 17.12.2015.

Marianna Poberezhskaya : How the media spun the Paris climate agreement, The Conversation 17.12.2015.

Harro van Asselt, Marion Davis & Adis Dzebo: Beyond Paris: Some Major Achievements at COP21 — And the Way Forward, Huffington Post 17.12.2015.

Damian Carrington: UK cuts to renewable energy make a mockery of its pledge at Paris climate talks, The Guardian 17.12.2015.

Giovanni Bettini: ‘Climate migration’ proved too political for the Paris agreement – and rightly so, The Conversation 17.12.2015.

Colin Tukuitonga: What Does the Paris Agreement Mean for the Pacific? Huffington Post 17.12.2015.

Bianca Jagger: The Paris Agreement: 1.5C to Stay Alive, Huffington Post 17.12.2015.

Megan Darby: Shipping and aviation: Missing pieces in the climate puzzle, Climate Home 17.12.2015.

Peter M. Haas: The Day After Paris: Politicians Hand the Baton to Green Industries, Huffinton Post 17.12.2015.

Nina Chestney: Britain follows Paris deal with cuts to green subsidies, Reuters 17.12.2015.

Damien Clarkson: After COP21 It’s Time to Talk About Animal Agriculture and Climate Change, Huffington Post 17.12.2015.

John Vidal: How a ‘typo’ nearly derailed the Paris climate deal, The Guardian 16.12.2015.

Thomas Friedman: Paris Climate Accord Is a Big, Big Deal, New York Times 16.12.2015.

Nick Stockton: The World Needs Drastic Action to Meet Paris Climate Goals, Wired 16.12.2015.

Ted Nordhaus: COP21 and the Shift Toward Climate Pragmatism, The Breakthrough 16.12.2015.

Kevin Rafferty: Abe flubs great opportunity to be a green global leader, Japan Times 16.12.2015.

Devin Henry: Funds for Obama climate deal survive in spending bill, The Hill 16.12.2015.

Valerie Volcovici: U.S. spending bill does not block climate fund payment, Reuters 16.12.2015.

Japan, South Korea stick to coal plant policies despite global climate deal, (Reuters) Japan Times 16.12.2015.

Surya P. Sethi: Ten Inconvenient Truths About the Paris Climate Accord, The Wire India 16.12.2015.

Chandrashekhar Dasgupta: The Paris Agreement and Being Grateful for Small Mercies, Wire India 16.12.2015.

Pierce Nahigyan: After COP21, Cities (Not States) Will Lead the Way on Climate Action, Hugffington Post 16.12.2015.

Naomi Oreskes: There is a new form of climate denialism to look out for – so don’t celebrate yet, The Guardian 16.12.2015.

Natasha Geiling: Agriculture Was Left Out Of The Paris Deal, But That Won’t Stop Countries From Taking It On, Climate Progress 16.12.2015.

Michael Oko: Success of Paris Agreement Was Built on Determination, Persistence and Science, WRI 16.12.2015.

Marianna Poberezhskaya & Teresa Ashe: How the media spun the Paris climate agreement, The Conversation 16.12.2015.

Jim Yong Kim: Climate Action After Paris, Project Syndicate 16.12.2015.

Tom Burke: Paris and the Future of Fossil Fuels, Huffington Post 16.12.2015.

Gillan Bowser: Ambition, Transparency and Differentiation: Women at the COP21, Huffington Post 16.12.2015.

Cathy Watson: Reaching the ‘how’ of landscape restoration: experts from ICRAF, IUCN discuss in Paris, Agroforestry World Blog 16.12.2015.

Alex Pashley: A ten-year battle to root forests in a climate pact is won, Climate Home 16.12.2015.

Forests moving forward, WWF 16.12.2015.

David Victor: Why Paris Worked: A Different Approach to Climate Diplomacy, Yale Environment 360 15.12.2015.

Malte Meinshausen et al.: Facts4COP21: Paris Agreement includes ambitious long-term goal, Australian-German Climate and Energy College 15.12.2015.

David Roberts: The conceptual breakthrough behind the Paris climate treaty, Vox 15.12.2015.

Natasha Geiling: Todd Stern: After The Paris Climate Agreement, Countries Of The World ‘Are Not Going Back’, Climate Progress 15.12.2015.

Japanese carmakers, IT firms promote eco-tech in Paris during COP21, Asahi Shimbun 15.12.2015.

Japan passive as world reaches landmark climate change agreement, (leder) Asahi Shimbun 15.12.2015.

Leonid Bershidsky: A toothless treaty can’t stop climate change, (Bloomberg) Japan Times 15.12.2015.

Tristan Smith: Two crucial omissions that could jeopardise Paris climate hopes, The Conversation 15.12.2015.

Elizabeth Shim: North Korea showed interest in combating climate change, official says, UPI 15.12.2015.

Nathaniel Johnson: The good news about farming and the Paris climate talks, Grist 15.12.2015.

Faith Kearns: Stretching science: why emotional intelligence is key to tackling climate change, The Conversation 15.12.2015.

A climate of compromise, (leder) Financial Express 15.12.2015.

Giles Parkinsson: Hidden gem in Paris deal condemns coal to early demise, RenewEconomy 14.12.2015.

Elizabeth Kolbert: Good Reasons to Cheer the Paris Climate Deal, The New Yorker 14.12.2015.

Simon Pollock: After Paris: Charting the ‘psychological distance’ of climate change, Mongabay 14.12.2015.

Jeff Goodell: The Paris Climate Agreement Changes Everything, Rolling Stone 14.12.2015.

Nitin Sethi: 196 countries give in a little for a big deal, Business Standard 14.12.2015.

Nitin Sethi: How the pact was won with a ‘typo’ tweak, Business Standard 14.12.2015.

For China, climate deal is imperfect but huge step forward, (Reuters) Japan Times 14.12.2015.

Mike Gaworecki: Inclusion of REDD+ in Paris climate agreement heralded as major step forward on deforestation, Mongabay 14.12.2015.

Norway extends forest conservation initiative, Mongabay 14.12.2015.

Birgitte Osterath: Setting the record straight on the Paris Climate Agreement, Deutsche Welle 14.12.2015.

James Murray: How the Paris Agreement has just made the UK government’s life a lot harder, James’ Blog 14.12.2015.

Scientists Say Climate Pact Leans on ‘Technical Utopia’, Bloomberg 14.12.2015.

Nitin Sethi: India defends most red lines in Paris pact, Business Standard 14.12.2015.

Silence on the Climate Pact From the Republican Candidates, (leder) New York Times 16.12.2015.

Japan will not sacrifice growth in combating climate change: Abe, (Kyodo) Mainichi 14.12.2015.

Japanese businesses welcome golden lining in new climate agreement, (Jiji) Japan Times 14.12.2015.

Paris Participants Pledge U.S.$150 Million for African Risk Capacity, (Addis Fortune) All Africa 14.12.2015.

Eliza Northrop: Not Just for Paris, but for the Future: How the Paris Agreement Will Keep Accelerating Climate Action, WRI 14.12.2015.

U.S., Japan, Germany among 18 nations to build carbon markets, (Bloomberg) Japan Times 14.12.2015.

Rebecca Perace: Climate justice and an end to fossil fuels: the Paris agreement won’t satisfy activists, The Conversation 14.12.2015.

Nicole Hasham: Heat turned up on Malcolm Turnbull’s domestic climate policies as world pledges to act, Sydney Morning Herald 14.12.2015.

Anika Rahman: Addressing Climate Change and Deforestation: A Solution From Guatemala, Huffington Post 14.12.2015.

Natasha Geiling: How Paris Turned The Climate Movement Into An Everyone Movement, Climate Progress 14.12.2015.

Cities take the lead in Paris, Urban Climate 14.12.2015.

Myles Allen: Paris emissions cuts aren’t enough – we’ll have to put carbon back in the ground, The Conversation 13.12.2015.

Giles Parkinsson: Historic and ambitious climate deal signals end of fossil fuel era, RenewEconomy 13.12.2015.

Luke Kemp: The Paris Agreement won’t stop coal, but future climate talks might, The Conversation 13.12.2015.

Varghese K. George: Differentiation in climate responsibility now forward-looking: U.S., The Hindu 13.12.2015.

Paris agreement a victory of ‘climate justice’, says Modi, (PTI) The Hindu 13.12.2015.

Alex Morales: Eight Lessons From the Climate Disaster and Why Paris Worked, Bloomberg 13.12.2015.

Emil Jeyaratnam et al.: The Paris climate agreement at a glance, The Conversation 13.12.2015.

Alex Morales & Ewa Krukowska: Climate Deal Requires $16.5 Trillion Investment to Cut Pollution, Bloomberg 13.12.2015.

12 Key Takeaways From the Paris Climate Talks, (NRDC) EcoWatch 13.12.2015.

Kumi Naidoo: COP21: shows the end of fossil fuels is near, we must speed its coming, Greenpeace 13.12.2015.

James Murray: COP21: A beautiful, peaceful, French Revolution, James’ Blog 13.12.2015.

Marion Deschamps and Cyril Mychalejko: World Leaders Signed a ‘Death Warrant for the Planet’ at COP21, TeleSUR 13.12.2015.

Bill McKibben: Falling Short on Climate in Paris, New York Times 13.12.2015.

Historic Paris climate pact reached – experts react, The Conversation 13.12.2015.

Venezuela Climate Negotiator Pays Tribute to Hugo Chavez Legacy, TeleSUR 13.12.2015

Stell Paul: Paris Delivers Historic Climate Treaty, but Leaves Gender Untouched, IPS 13.12.2015.

Kevin Freking: Republican Lawmakers Vocal In Opposition To Climate Deal, Huffington Post 13.12.2015.

How the EU helped build the coalition ambition, EU Climate Action 13.12.2015.

African Catholic Groups Call on Pope Francis to Support Divestment From Fossil Fuels Movement, Ecowatch 13.12.2015.

The Latest: World Bank chief ‘in shock’ after climate deal, AP 13.12.2015.

Marlowe Hood: Scientists welcome climate pact but still alarmed, AFP 13.12.2015.

Søren Astrup: Klimaprofessor: »Med den her aftale har vi dannet en platform for den fremtid, vi gerne vil have«, Politiken 13.12.2015.

Anne M. Sørensen: Latinamerika glæder sig over aftale, Politiken 13.12.2015.

Ban Ki-moon: Work Starts Tomorrow, But For Today, Congratulations, (tale ved vedtagelsen) Huffington Post 12.12.2015.

Myles Allen: Can we hold global temperatures to 1.5C? Carbon Brief 12.12.2015.

Rebecca Leber: The World Isn’t Doomed, New Republic 12.12.2015.

Brendan DeMelle: Historic Paris Climate Agreement Should Spook Fossil Fuel Markets and Escalate Clean Tech Investment, Desmog 12.12.2015.

Analysis: The [final] Paris climate deal, Carbon Brief 12.12.2015.

Leonore Taylor: Paris climate deal might just be enough to start turning the tide on global warming, The Guardian 12.12.2015.

Bill McKibben: World leaders adopt 1.5 C goal – and we’re damn well going to hold them to it, Grist 12.12.2012.

Al Gore: Speaking with One Voice to Solve the Climate Crisis, Huffington Post 12.12.2015.

Jo Confino: The Paris Climate Agreement Is One Huge Step For Mankind, Huffington Post 12.12.2015.

Gustavo Silva-Chávez: Forests Emerge as a Big Winner in Paris Agreement, Huffington Post 12.12.2015.

Justin Catanoso: COP21 agreement prominently addresses protection of earth’s forests, Mongabay 12.12.2015.

Justin Gillis: Climate Accord Is a Healing Step, if Not a Cure, New York Times 12.12.2015.

Andrew Restuccia: The one word that almost sank the climate talk, Politico 12.1.2015.

Jessica Shankleman & James Murray: What does a global climate deal mean for the UK? Business green 12.12.2015.

Joby Warrick & Chris Mooney: 196 countries approve historic climate agreement, Washington Post 12.12.2015.

Adam Vaughan & James Randerson: Paris climate talks: governments adopt historic deal – as it happened, The Guardian 12.12.2015.

David Waskow & Jennifer Morgan: The Paris Agreement: Turning Point for a Climate Solution, WRI 12.12.2015.

Craig Welsch: Historic New Climate Deal: Surprises, Snubs, and What it Really Means, National Geographic 12.12.2015.

Ashley Alman: Bernie Sanders Isn’t Too Impressed By The Historic Climate Agreement, Huffington Post 12.12.2015.

COP21 celebrations but governments must mind the emissions gap, EurActiv 12.12.2015.

Ed King: China rescues US from Paris climate deal typo fiasco, Climate Home 12.12.2015.

Historic climate deal in Paris: EU leads global efforts, European Commission 12.12.2015.

Graham Readfern: Paris agreement a victory for climate science and ultimate defeat for fossil fuels, The Guardian 12.12.2015.

teleSUR Interview: ‘Paris Deal Is A Death Warrant For Africa’, TeleSUR 12.12.2015

Daniel Kreps: Paris Climate Conference Reaches ‘Powerful Yet Delicate’ Accord, Rolling Stone 12.12.2015.

Fred Pearce: Turning Point: Landmark Deal On Climate Is Reached in Paris, Yale Environment 360 12.12.2015.

Final COP 21 text a disaster for the world’s most vulnerable and future generations, Global Justice Now 12.12.2015.

Paris deal: Epic fail on a planetary scale, The Internationalist 12.12.2015.

David Doniger: Paris Climate Agreement Explained: Personal Reflections on a Turning Point Day, Huffington Post 12.12.2015.

Thom Mitchell: Julie Bishop: Another Pawn In Australia’s Climate Dodge, New Mathilda 12.12.2015.

Clive Hamilton: Good deal or bad? Emotional turmoil as Paris climate talks draw to a close, The Conversation 12.12.2015.

Obama says Paris deal ‘best chance to save the planet’, Al Jazzera 12.12.2015.

Nearly 200 countries near a landmark climate accord in Paris, (AP) iPolitics 12.12.2015.

Katja Frieler: This is what will happen to the climate in the next 100 years, The Conversation 12.12.2015.

Paris climate deal increases hopes for a sustainable future, IUCN 12.12.2015.

Tanya Somanader: Follow Along: A Global Agreement to Act on Climate, (Obama video message) The White House 12.12.2015.

Coral Davenport: Nations Approve Landmark Climate Accord in Paris, New York Times 12.12.2015.

350.org & Bill McKibben React to COP21 Climate Text, 350.org 12.12.2015.

Clare Saxon Ghauri: Historic global climate deal welcomed by The Climate Group, The Climate Group 12.12.2015.

10,000+ Took to the Streets in Paris Pledging Escalated Actions in the Fight for Climate Justice, (350.org) EcoWatch 12.12.2015.

Helen Clark: Statement on Outcome of Paris Climate Change Conference, UNDP 12.12.2015.

Per Bang Thomsen: Theilgaard om klimaaftale: Et godt skridt på vejen – men langt fra nok, DR 12.12.2015.

Dansk Industri ser store muligheder i klimaaftale, (Ritzau) Politiken 12.12.2015.

COP-21 Roundup: Dec. 12 – Day 13, Carbon Pulse 12.12.2015.

COP-21 Roundup: Dec. 11 – Day 12, Carbon Pulse 11.12.2015.

Mark Hertsgaard: Scientists Warn: The Paris Climate Agreement Needs Massive Improvement, The Nation 11.12.2015.

Jean Chua: Tension heats up as Paris talks enter home stretch, Eco-Business 11.12.2015.

In last hours of COP21, its ambition rises by half a degree, Euractiv 11.12.2015.

Global climate deal expected tomorrow: French hosts, (AFP) Business Standard 11.12.2015.

COP21: encouraged by climate talks, Ban urges negotiators to ‘make final decisions for humanity’, UN News Centre 11.12.2015.

Adam Vaughan: Ban Ki-moon calls Paris climate talks ‘most complicated and difficult’ ever, The Guardian 11.12.2015.

Ed King: UN climate talks go long haul as US, China leaders speak, Climate Home 11.12.2015.

Alister Doyle: Kerry says climate talks make progress, despite delay, Reuters 11.12.2015.

Nitin Sethi: US threatens to walk out of Paris pact over financial obligations, Business Standard 11.12.2015.

Joel Kirkland & Jean Chemnick: Brazil breaks from longtime group, joins ‘ambition’ coalition, E&E 11.12.2015.

Willa Frej: Activists Paint Massive Sun On Paris Streets To Push For Renewable Energy Policy, Huffington Post 11.12.2015.

Cathy Alexander: The final countdown: Paris talks overrun but a climate deal is within reach, The Conversation 11.12.2015.

Alex Pashley: Brazil backs ‘high ambition coalition’ to break Paris deadlock, Climate Home 11.12.2015.

Climate Justice Movement “Extremely Disappointed” in COP21 Draft’s “Failure to Step Up”, Democracy Now 11.12.2015.

Indigenous Group Brings “Canoe of Life” 6,000 Miles from Amazon to Paris to Call for Climate Action, Democracy Now 11.12.2015.

Andrew Freedman: New draft of Paris climate agreement would aim for global ‘carbon neutrality’ by 2100, Mashable 11.12.2015.

John Upton: Climate Pact Sees the Forest and the Trees, Climate Central 11.12.2015.

Adam Vaughan: Paris climate conference: negotiators to work overnight for a deal – as it happened, The Guardian 11.12.2015.

John Vidal & Adam Vaughan: Climate talks: anger over removal of human rights reference from final draft, The Guardian 11.12.2015.

Suzanne Goldenberg: Paris climate deal ‘close to finish line’ but talks set to overrun, The Guardian 11.12.2015.

Graham Redfearn: Veteran climate scientists hopeful a historic Paris deal is only hours away, The Guardian 11.12.2015.

Binoy Kampmark: Fossils of the Day: Saudi Arabia, Australia and Spoilers at COP21, Counterpunch 11.12.2015.

Seth Itzkan & Karl Thidemann: Dispatch From COP21: The Convenient Truth About Soil, Cognoscenti 11.12.2015.

COP21: Experts discuss ‘greenhouse gas emissions neutrality’, Carbon Brief 11.12.2015.

Tom Arup: Paris UN climate conference 2015: Australian government suddenly backs carbon markets, Sydney Morning Herald 11.12.2015.

Steve Breyman: In and After Paris: a Climate Justice Agenda, Counterpunch 11.12.2015.

Suzanne Goldenberg, Lenore Taylor, Adam Vaughan & John Vidal: Paris climate talks: Obama calls Xi Jinping in final push for a deal, The Guardian 11.12.2015.

Business and sub-national governments call for long-term goal in Paris deal, Climate Group 11.12.2015.

Henner Weithoener: COP21: ‘fossil fuel giants must pay carbon tax’, The Ecologist 11.12.2015.

Valerie Volcovici: At Climate Talks, the Media Message Is a Job for PR Professionals, (Reuters) New York Times 11.12.2015.

Craig Welch: Provence’s Legendary Lavender and Olives Threatened by a Changing Climate, National Geographic 11.12.2015.

Peter Burdon: Why is the business world suddenly clamouring for a global carbon tax? The Conversation 11.12.2015.

Stop Hinkley Welcomes Paris Agreement, But Decries Nuclear Lobbying, Blue & Green Tomorrow 11.12.2015.

Velma McColl: The heat’s on: Paris climate talks head into extra innings, iPolitics 11.12.2015.

Nitin Sethi: Coalition led by EU and US a sham? Business Standard 11.12.2015.

Mitchell Anderson: Why cheap oil is the key to beating climate change, The Guardian 11.12.2015.

Victoria Bryan: Aviation emissions deal expected next year, no matter outcome of Paris talks: industry official, Reuters 10.12.2015.

Leonore Taylor: Climate change negotiations in Paris ‘close to the finishing line’, say French, The Guardian 10.12.2015.

Maria Oteru: The preservation of human rights is integral to combating climate change, Quartz 10.12.2015.

Justin Catanoso: Vatican presses COP21 negotiators for strong climate agreement, Mongabay 10.12.2015.

Ed King: Pressure for regular reviews builds on India, China at Paris climate talks, (Achim Steiner video-interview) Climate Home 10.12.2015.

Greenpeace reacts to new draft deal at Paris climate summit, Greenpeace 10.12.2015.

Meghan Holloway & Guy Edwards: Canada joins ‘climate ambition coalition’, but questions persist, Climate Home 10.12.2015.

Adam Vaughan: Paris talks: new climate draft deal expected imminently – live blog, The Guardian 10.12.2015.

Suzanne Goldenberg: The six key road blocks at the UN climate talks in Paris, The Guardian 10.12.2015.

Kate Dooley & Doreen Stabinsky: How 1.5 became the most important number at the Paris climate talks, The Conversation 10.12.2015.

Stian Reklev & Ben Garside: New Zealand attempts to rally support for carbon markets at Paris talks, Carbon Pulse 10.12.2015.

Andrew Freedman: Paris climate agreement may set a goal that is nearly impossible to achieve, Mashable 10.12.2015.

Kyla Mendel: COP21 to investors: ‘the end of fossil fuels is nigh!’, The Ecologist 10.12.2015.

Megan Rowling: Paris climate deal must ensure respect for human rights: U.N., Reuters 10.12.2015.

John Vidal: A view of Paris from a hot air balloon: putting pollution on the climate agenda, The Guardian 10.12.2015.

Avik Roy: Climate finance: A gaping wound that needs healing, Climate Home 10.12.2015.

Joe Romm: Bill Gates’ Fund For Climate Research ‘Will Take Decades To Pay Off’, Climate Progress 10.12.2015.

Suzanne Goldenberg: Paris climate talks: deal in view but negotiations likely to go into overtime, The Guardian 10.12.2015.

Podcast: Bangladeshi expert talks rich-poor tensions and 1.5C, (interview med Saleemul Huq) Climate Home 10.12.2015.

Kate Dooley & Doreen Stabinsky: How 1.5 became the most important number at the Paris climate talks, RenewEconomy 10.12.2015.

Tim McDonnell: Why 1.5 Degrees Matters, Mother Jones 10.12.2015.

EU and Bhutan sign joint climate declaration, European Commission 10.12.2015.

Joydeep Gupta: The latest draft of the Paris agreement leaves most of the major issues unresolved, ChinaDialogue 10.12.2015.

“It’s Going to Burn Our Planet”: Hundreds Protest “Unacceptable” Draft Climate Accord Inside COP21, Democracy Now 10.12.2015.

Diego Arguedas Ortiz: Cities Emerge as Urgent Climate Solution at COP21, IPS 10.12.2015.

Tibetan Plateau turning to desert, says Chinese Academy of Science, ChinaDialogue 10.12.2015.

Chandra Bhushan: High ambition coalition! Are you joking? Down to Earth 10.12.2015.

Sunita Narain: Intolerance in Paris: an opinion by Sunita Narain, Down to Earth 10.12.2015.

Ed King & Megan Darby: Fireworks over fairness expected on draft Paris climate deal, Climate Home 10.12.2015.

Tom Randall: Watch Elon Musk and Exxon Finally Agree on Something, Bloomberg 10.12.2015.

Ramesh Brushal: ‘Loss and damage’ issue almost lost in Paris, ChinaDialogue 10.12.2015.

Gwynne Taraska: 4 Of The Most Controversial Issues At The Paris Climate Talks, Explained, Climate Progress 10.12.2015.

Mike Raven: EU and Umbrella Group Win Fossil for Blocking Ambition Boost, Climate Action Network 09.12.2015.

Sewell Chan & Melissa Eddy: Republicans Make Presence Felt at Climate Talks by Ignoring Them, New York Times 10.12.2015.

Jean Chemnick: U.S. finds its global ambition clipped by politics at home, E&E 10.12.2015.

Andrew Steer: Time for Leaders to Lead on Climate, WRI 10.12.2015.

Colette Davidson: At Paris climate change talks, corporate sponsors aim to warm reputations, Al Jazeera 10.12.2015.

Marc Silver, Emiliano Battista and Charlie Phillips: The Amazonian tribespeople who sailed down the Seine, (video) The Guardian 10.12.2015.

COP21: UN chief calls on civil society to keep governments accountable on climate commitments, UN News Centre 10.12.2015.

Sonja Diehn: McKibben: ‘We won the climate argument, now we have to win the fight’, Deutsche Welle 10.12.2015.

COP21: efforts advance on reaching climate change agreement, says top UN official, UN News Centre 09.12.2015.

UN climate conference: EU-led ambition coalition growing stronger, European Commission 09.12.2015.

Suzanne Goldenberg, John Vidal & Lenore Taylor: Paris climate talks: delegates warn of flaws in ambitious proposals for deal, The Guardian 09.12.2015.

Joe Romm: India’s New Paris Pledge: We’ll Cut Back On Coal If We Get Help With Renewables Now, Climate Progress 09.12.2015.

Eric Holthaus: The Paris Climate Talks Are Going Much Better Than Expected, Slate 09.12.2015.

UK recognises Pacific islanders’ plight, says climate envoy, Climate Home 09.12.2015.

Lenore Taylor, Suzanne Goldenberg & John Vidal: Australia warns against stripping Paris climate agreement of ambition, The Guardian 09.12.2015.

Eric Holthaus: Economists: Buckle Up, Climate Change Is Going to Be a Rough Ride, Slate 09.12.2015.

Joseph Aldy: Roundtable: How should UN climate talks ‘ratchet’ up emissions cuts? ChinaDialogue 09.12.2015.

Juston Worland: Feeling of Optimism at Paris Climate Talks Despite Disagreement, Time 09.12.2015.

Justin Catanoso: COP21 surprise? Negotiators moving to limit temp rise to 1.5 degree C, Mongabay 09.12.2015.

Suzanne Goldenberg: Paris talks: US pledges to double aid to climate-hit countries, The Guardian 09.12.2015.

John Kushman Jr.: Limit Warming to 2 Degrees or 1.5? Climate Negotiators Wrestle With Dangers of Half a Degree, InsideClimate News 09.12.2015.

Ria Voorhaar: Civil society urges ministers to up their game in final push for strong climate deal, Climate Action Network 09.12.2015.

Richard Valdmanis: Canada climate push spells uncertainty for oil sands, Reuters 09.12.2015.

Devyn Henry: EPA chief: US is ready to push forward on climate change, The Hill 09.12.2015.

Jessica Cheam: The Paris paradox, Eco-Business 09.12.2015.

James Painter: Positive Paris talks not like cynical Copenhagen – but how will media cope? The Conversation 09.12.2015.

Nitin Sethi: Leaders aspire to cap global warming at 1.5°C, Business Standard 08.12.2015.

Leonore Taylor: French negotiators furiously work the backrooms to secure a climate deal, The Guardian 08.12.2015.

Suzanne Goldenberg: Saudi Arabia accused of trying to wreck Paris climate deal, The Guardian 08.12.2015.

Ria Voorhaar: With ambition in jeopardy, ministers need to step up in Paris, Climate Action Network 08.12.2015.

Ben Adler: Here’s why the words “loss and damage” are causing such a fuss at the Paris climate talks, Grist 08.12.2015.

Emily Atkin: One Simple Chart Shows How The Democratic Candidates’ Climate Plans Have Drastically Changed, Climate Progress 08.11.2015.

Karl Mathiesen & Fiona Harvey: Climate coalition breaks cover in Paris to push for binding and ambitious deal, The Guardian 08.12.2015.

EU and 79 African, Caribbean and Pacific countries join forces for ambitious global climate deal, European Commission 08.12.2015.

COP21: Ban tells private sector ‘how we do business today will determine if we can do business in the future’, UN News Centre 08.12.2015.

African Ministers Insist On a Legally Binding Agreement in Paris, (Abidjan) All Africa 08.12.2015.

Ben Garside, Stian Reklev & Mike Szabo: Brazil and EU propose new carbon market text for Paris deal, Carbon Pulse 08.12.2015.

North Korea launches ‘war on deforestation’, (AFP) The Guardian 08.12.2015.

Alex Morales: North Korea, Syria and Eight Other Nations Missing From Climate Pledges, Bloomberg 07.12.2015.

Fiona Harvey: France moves at ‘breakneck speed’ to get Paris deal done by end of week, The Guardian 07.12.2015.

Kumi Naidoo: An Open Letter to Prime Minister Modi, (Greenpeace) Huffington Post 07.12.2015.

Fiona Harvey & Suzanne Goldenberg: The key players at the Paris climate summit, The Guardian 07.12.2015.

Natasha Geiling: SolarCity CEO: Renewable Energy ‘Costs You Less Than Dirty Energy So Stop Using Dirty Energy’, Climate Progress 07.12.2015.

Megan Darby: Scientists: 1.5C warming limit means fossil fuel phase-out by 2030, Climate Home 07.12.2015.

Mychaylo Prystupa: Canada shocks COP21 with big new climate goal, National Observer 07.12.2015.

Andrew Freedman: Kerry signals U.S. support for ambitious 1.5-degree goal in climate deal, Mashable 07.12.2015.

John Upton: Climate Negotiators Turn to Tackling the ‘Four Biggies’, Climate Central 07.12.2015.

Mark Hertsgaard: With a 1.5 Degrees Celsius Target, the Climate-Justice Movement Is Poised to Score a Surprise Win, The Nation 07.12.2015.

Ria Voorhaar: In ministerial negotiations, search is on for ambition and finance, Climate Action network 07.12.2015.

Lisa Friedman: The president’s deal-shaper takes the stage in climate talks, E&E 07.12.2015.

Joe Romm: ExxonMobil Warns of ‘Catastrophic’ 7°F to 12°F Global Warming Without Government Action, Climate Progress 07.12.2015.

Nitin Sethi: US and EU want Loss and Damage as a toothless tiger in Paris agreement, Business Standard 07.12.2015.

Global fossil-fuel emissions predicted to decline for 2015, Science Daily 07.12.2015.

Nitin Sethi: Ministerial round of Paris summit advanced to Sunday, Business Standard 07.12.2015.

Nitin Sethi: The principle trouble in Paris is called differentiation, Business Standard 07.12.2015.

Ed King: India can accept 1.5C warming limit – if rich nations make the carbon cuts, Climate Home 06.12.2015.

Peter Hannam & Tom Arup: Paris UN Climate Conference 2015: Australia backs target of limiting warming to 1.5 degrees, Sydney Morning Herald 06.12.2015.

Alister Doyle & Tommy Wilkes: Fuelling its growth with coal, India champions the poor in Paris, Reuters 06.12.2015.

Suzanne Goldenberg: Coalition of business leaders challenges 2C climate change target, The Guardian 06.12.2015.

Nitin Sethi: Developing countries unite on CBDR principle, Business Standard 05.12.2015.

Der er tilsvarende links omkring klimakonferencens første uge sidst i blog-indlægget Paris noter I.

 

Share