Strøtanker om bæredygtighed

Et tværfagligt team af klimaforskere med James Hansen i spidsen fastslår i det netop publicerede studie: Assessing “Dangerous Climate Change”: Required Reduction of Carbon Emissions to Protect Young People, Future Generations and Nature, at den nuværende klimamålsætning om at holde den gennemsnitlige globale klimamålsætning under 2°C og atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm er helt utilstrækkelig.

Faktisk bruger studiet ordene ‘distastrous consequences’ om 2°C-målsætningen, så den er ikke bare helt utilstrækkelig, den vil få katastrofale følger.

2°C / 450 ppm målsætningen indebærer en række langsommere klimapåvirkninger som isafsmeltninger, forsuring af verdenshavene og frisættelse af metan som nu er bundet i permafrosten, som på bare lidt længere sigt vil føre til en opvarmning på 3-4°C. Kort sagt er 2°C / 450 ppm målsætningen ikke nogen stabilisering af klimaudviklingen.

Således er der ifølge Hansen et al. ikke er nogen vej uden om at stramme klimamålsætningen til 350 ppm / 1°C, hvis vi skal genskabe den globale energibalance og undgå alvorlige klimaforandringer for vores efterkommere.

Det svarer til den vurdering, som blev fremlagt allerede i 2008 i artiklen Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? som gav anledning til etableringen af 350-bevægelsen.

James Hansen skriver om hensigten med dette paper, at det var skrevet for at: “provide the scientific basis for legal actions against federal and state governments, in the United States and other nations, for not doing their job of protecting the rights of young people. The legal actions being filed by Our Children’s Trust ask the courts to require the government to provide a plan for how they will reduce fossil fuel emissions consistent with stabilizing climate.”

Teamet bag undersøgelsen erkender, at et reduktionsmål på 350 ppm / 1°C vil være vanskeligt, men at det ikke er deres opgave at afdække, hvad der politisk set er komfortabelt, men hvad der videnskabeligt set er nødvendigt:

“It is distressing that, despite the clarity and imminence of the danger of continued high fossil fuel emissions, governments continue to allow and even encourage pursuit of ever more fossil fuels. Recognition of this reality and perceptions of what is “politically feasible” may partially account for acceptance of targets for global warming and carbon emissions that are well into the range of “dangerous human-made interference” with climate. Although there is merit in simply chronicling what is happening, there is still opportunity for humanity to exercise free will. Thus our objective is to define what the science indicates is needed, not to assess political feasibility. Further, it is not obvious to us that there are physical or economic limitations that prohibit fossil fuel emission targets far lower than 1000 GtC, even targets closer to 500 GtC. Indeed, we suggest that rapid transition off fossil fuels would have numerous near-term and long-term social benefits, including improved human health and outstanding potential for job creation.”

Og dermed er IPCCs netop fremlagte carbon budget ganske alvorligt udfordret.

Læs mere »

Inden for få år er vurderingerne af, hvor meget havene vil stige hvor hurtigt som følge af den globale opvarmning vokset betragteligt. Havet er i løebet af det 20. årh. steget omkring 20 cm, og fremskrivningerne for det 21. århundrede ligger i dag typisk omkring 1 m med selv de mest alvorlige under 2 m. Men skalaen har hele tiden været år 2100, som om der ikke findes en verden på den anden side heraf.

Potsdam-instituttet har netop i går i Proceedings of the National Academy of Sciences, publiceret en artikel, The multimillennial sea-level commitment of global warming,¹ hvor man ser på den mere langvarige effekt af den globale opvarmning i et længere tidsperspektiv. Og man kommer her frem til, at vi inden for de næste 2.000 år må regne med havstigninger på 2,3 m for hver grad, den globale opvarmning øges.

Dette sætter således det nuværende globale klimamål om at søge at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i relief – for selvom det vil kræve resolut omstilling fra den nuværende fossile afhængighed også i lande, som har meldt ud, at de rige lande må gå forrest i denne proces, at holde målsætningen på 2ºC, så kan det kun være en foreløbig målsætning.

For en 2ºC-målsætning, som på sigt implicerer en 4,6 m havstigning, er ikke nogen målsætning. Det er tværtimod en falliterklæring, at vi under pres fra kortsigtede økonomiske interesser og ønsket om at kunne opretholde vores allesammens små komfortable luksusvaner endte med at sætte store dele af verden under vand. AOSIS-landene (sammenslutningen af verdens mange små øriger) og LDC-landene (sammenslutningen af de mindst udviklede lande) vil på den baggrund sige, at selv deres nuværende krav om at den globale målsætning skærpes til 1½ºC er for uambitiøst. For i lyset af Potsdam-instituttets nye data vil 1½ºC på sigt føre til havstigninger på omkring 3,5 m, og stort set alle verdens atolriger må se sig forsvinde under havets overflade. Samtidig vil en havstigning på 3,5 m give alvorlige problemer i alle havnebyer og verdens store deltaer. Og det danske landkort vil ændre sig markant.

Læs mere »

Fredag sluttede endnu to ugers klimaforhandlinger i Bonn. Signalerne derfra er, at de langt hen ad vejen har været stilfærdige og konstruktive med en voksende fornemmelse af urgency – måske lige bortset fra, at det lykkedes russerne sammen med gamle sovjet-fæller, Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine at forhale forhandlingerne så meget, at man i løbet af de to uger end ikke fik vedtaget dagsordenen i det ene af konferencens tre forhandlingsspor. Stadig her et halvt år efter COP18 i Qatar er russerne stærkt oprevne over, hvad de mod slutningen af COP18 oplevede som en tromlen af FNs hævdvundne konsensus-princip, og de russiske indvendinger mod den konkluderende tekst i Qatar blev ganske rigtigt overhørt. Men det havde sine klare grunde.

For verdenssamfundet er ikke til sinds at forære de fire forhenværende sovjetstater 13 gigaton ubrugte CO₂-kreditter, som de teknisk set er blevet tildelt på baggrund af, at udledningerne i det gamle Sovjetunionen var markant større, men som de med verdenssamfundets øjne har meget lille ret til dels fordi der ikke ligger nogen klimaindsats bag, dels fordi Rusland har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden fase. Så hvis disse ‘hot air’-kvoter kunne kapitaliseres, ville det blot blive en simpel økonomisk malkning af klimaindsatsen i andre lande (se mere i blog-indlæggene COP18 noter XI – fortsatte forhandlinger og Carbon Market Watch om EUs ‘hot air’-problem).

Modsat de årlige COP-forhandlinger kommer ministrene ved disse mellemliggende forhandlinger ikke flyvende ind fra hele verden ved starten af anden uge, så der har ikke været lagt op til de store forhandlingsmæssige gennembrud i denne runde af Bonn-forhandlinger. Tværtimod har det været et arbejdsmøde med forberedende og orienterende karakter. Men bortset fra at russerne har teet sig som vanvittige og har blokeret SBI forhandlingssporet dertil, at man end ikke i løbet af de to uger kunne vedtage dagsordenen – og dermed har misbrugt konsensus-institutionen dertil, at de har diskvalificeret sig alvorligt i det videre arbejde – så har arbejdet været båret af en udbredt positiv-konstruktiv ånd. Der synes langsomt at nærme sig en konsensus om, hvordan dén globale bindende aftale, som skal ligge klar til vedtagelse i 2015, kommer til at se ud. Og vi – resten af verden – kan en blanding af glæde os over selv de mindste tegn på fremskridt og foruroliges over, hvor uendeligt langsomt denne konsensus-proces snegler sig fremad ikke mindst i betragtning af, hvor overhængende alvorlige problemerne er.

Læs mere »

I den forgangne uge listede atmosfærens koncentration af CO₂ sig over 400 ppm. Det er ifølge iskerneboringerne det højeste niveau siden pilocæn-perioden, som ligger 3,2 og 5 millioner år tilbage. I pliocæn var verdenshavene 20-40 m højere end i dag. Det kommer ikke fra dag til dag, men vi står med udsigten til havstigninger på 1 meter eller mere i løbet af det 21. århundrede – og har allerede lagt i kakkelovnen til endnu mere. Havstigningerne blot vil accelerere i de kommende århundreder, hvis ikke den nuværende udvikling ændres allersnarest.

Havde det været rente-, kurs- eller gældsudviklingen, havde de 400 ppm været et glødende rødt tal, som ville give anledning til drastiske indgreb på stedet.

Nu er det “bare” klimaet, og med den nuværende handlingslammelse er der ikke megen oplevelse af sagens alvor at spore. Tværtimod søger man stadig verden rundt at anspore til mere vækst og udvikling – i enkelte tilfælde som grøn vækst, men ikke desto mindre en vækst, som stadig forfølger forestillingen om, at vi fortsat kan vokse og skaffe os mere materiel velstand.

Før industrialiseringen har atmosfærens koncentration af CO₂ igennem det meste af menneskets udviklingshistorie ligget på omkring 280 ppm. Den har svinget lidt op og ned, og klodens selvregulerende systemer har kunnet holde koncentrationen på omtrentligt dette niveau gennem lang lang tid. Men menneskets afbrænding af fossile brændstoffer har hastigt ændret på dette. Set med historiens briller har koncentrationen været stort set konstant for siden industrialiseringens start at stige voldsomt. Det meste af det 20. århundrede har vi vidst, at den var gal – at det som lignede et kæmpe skridt frem for menneskeheden, var dybt problematisk, og på bare lidt længere sigt truede vores eksistensvilkår. Siden 70erne har ansvarlige politikere vidst, at den var alvorligt gal, og der har været forsøg på tiltag til at rette op på situationen – som den fossile industri dog indtil nu har haft held til at forpurre.

Læs mere »

.
Et netop udgivet studie peger på 4ºC som den definitive katastrofe-tærskel, hvor fødevareproduktionen mange steder i verden vil bryde sammen. Det er Verdensbanken som står bag udgivelsen, og det er det anerkendte Potsdam Institute for Climate Impact Research and Climate Analytics, som har udarbejdet rapporten.

Stiger temperaturen med fire grader, får det meget negative – ja direkte katastrofale – følger over hele kloden, selv om regioner og verdensdele bliver ramt meget forskelligt, fremgår det af Verdensbankens analyse. I forordet kan man læse:

“The 4°C scenarios are devastating: the inundation of coastal cities; increasing risks for food production potentially leading to higher malnutrition rates; many dry regions becoming dryer, wet regions wetter; unprecedented heat waves in many regions, especially in the tropics; substantially  exacerbated water scarcity in many regions; increased frequency of high-intensity tropical cyclones; and irreversible loss of biodiversity, including coral reef systems.”

Men med den nuværende utilstrækkelighed og manglende konsekvens i den globale klimaindsats, er et 4°C scenario en realistisk mulighed. Efter COP17 i Durban iværksatte vores klimaminister undersøgelser af konsekvenserne ved en 6°C stigning, som må forventes, hvis verden endte med ikke at kunne blive enige om at spare på de fossile brændstoffer.

Verdensbankens leder Jim Yong Kim understreger på den baggrund, at det er uomgængeligt vigtigt, at verdenssamfundet tackler klimaudfordringen langt mere direkte end i dag og beslutter sig for de nødvendige forandringer for at kunne holde de globale temperaturstigninger under 2ºC.

Læs mere »

Denne rapport, Climate Vulnerability Monitor, som er planlagt til at udkomme årligt, er nu kommet for andet år i træk. Den opstiller en cost-benefit syntese af klima- og klimatilpasnings-udfordringen, og uden at gå i detaljer med den ganske omfattende rapport, så er dens hovedkonklusion, at klimaforandringer allerede udgør en betydelig omkostning for verdens økonomi, og at manglende indsats i de kommende to årtier vil betyde store omkostninger – og ikke mindst store menneskelige omkostninger. Vores nuværende CO2-intensive energisystem vil frem mod 2030 medføre omkring 0,4 mio. årlige dødsfald fra klimaforandringer og hele 4,5 mio. årlige dødsfald fra forureningen.

Den gode konklusion, som fremgår af tabellen herunder, er, at det rent faktisk kan betale sig at gøre noget ved problemerne. Rapporten opererer med tre forskellige niveauer af klimaindsats, moderate action, high action & highest action, og for alle tre indsatser er der en nettogevinst på omkring 1% af verdens bruttonationalprodukt.

Problemet ved denne form for opstillinger – og ved at få sådanne klimaindsatser iværksat – er blot, at de mennesker, som skal have penge op ad lommerne, ikke umiddelbart selv høster fortjenesten. Så det kræver en stærk samlet politisk indsats fra verdenssamfundet, og det kræver en fælles forståelse af, at det nytter.

Derfor er det også interessant at se, at selvom verden er så uretfærdig, at de største omkostninger ved klimaforandringerne falder i de fattige udviklingslande, som har mindst andel i at have udløst klimaforandringerne, så er der faktisk for alle regioner enten en netto-fordel, eller der er en netto balance. Store nølerlande som USA, Rusland, Kina og Indien står alle til at vinde ved en stor samlet klimaindsats. EU og Japan, hvor nettovirkningen frem mod 2030 er nul, er forståelsen af nødvendigheden til gengæld til stede, så en sådan tabel giver et vist håb om, at verden vil kunne komme til at se sin fordel ved en fælles indsats – og derefter vælger at gøre noget systematisk ved det.

Læs mere »

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte  skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »

I disse døgn udkæmpes en bizar kamp i det amerikanske politiske system om Keystone XL-olieledningen.

Før jul bremsede Obama igangsættelsen efter massivt pres fra klima- og miljøside – ikke fordi alle de gode grunde, der er til aldrig at at anlægge Keystone XL og aldrig at påbegynde udvindingen af Albertas tar sand-olieforekomster, men med henvisning til, at de miljømæssige konsekvenser af at føre en sådan rørledning tværs igennem de amerikanske landskaber fra nord til syd endnu ikke var tilstrækkeligt belyst.

I mellemtiden er der gået valgkamp i den. Republikanerne vil gerne demonstrere, hvor lidt Obama tænker på beskæftigelsen, samtidig med at beskæftigelsespotentialet ud over selve anlæggelsen har vist sig at vil være nul.

I torsdags vedtog Kongressen derfor et lovforslag, hvor igangsættelsen af Keystone XL knyttes til andre lovtiltag – for derigennem at obstruere Obamas ledelse. Dette er en meget usund form for oppositionspolitik, som synes at trives i USA (se Lofgrens analyse i blog-indlægget: Republikanske afveje) – sådan mere vedholdende-bastant-destruktive udgaver af, når Helle Thorning som noget af det første skal svare 20 gange på samme en spørgsmål, som alle forud kender svaret på.

Forslaget er nu til behandling i Senatet, hvor Republikanerne kun har 47 stemmer og derfor skal finde 13 demokrater, som er villige til at gå mod Obama. Det er ret usikkert, om lykkes at finde, men omvendt ser man en del overspringsmekanismer i det amerikanske senat.

Derfor blev der i en Keystone XL-kampagne på et døgn lavet +800.000 mails om at droppe planerne om rørledningen – og efterfølgende en ring til din senator-kampagne. Billedet herover er fra en senators kontor 14.02., hvor stort set alle telefonhenvendelser – 105 opringninger den dag – insisterede på, at Keystone XL må opgives.

Samtidig nærmer den canadiske tar sand-olie sig en anden vigtig oversøisk beslutning. Sandsynligvis beslutter EU sig i denne uge for et sæt regler for maksimale CO₂-udledninger for brændstoffer – inklusive deres udvinding. Disse vil sætte en stopper for brugen af tar sand-olien i EU. Canadierne har protesteret vildt, men reglerne er udformet, så de ikke specifikt udelukker tar sand, men også vil frasortere for eksempel de mest energikrævende biobrændstoffer.

Det er lige så meget tar sand-olie i Canada, som i verdens hidtil største oliereserver i SaudiArabien, og hvis der kommer hul på olien fra Alberta, vil der efterfølgende være andre tar sand-områder, som bliver økonomisk givtige at udnytte. Det er derfor en ganske principiel situation.

Den fulde afbrænding af Albertas tar sand vil ud over totalødelæggelsen af et landskab tre gange Danmarks størrelse gøre det umuligt at holde verdens klimaindsats under 450 ppm – og 350 ppm, som må være det langsigtede mål for at stabilisere klimaet, synes helt ude af sigte.

Se tidligere blog-indlæg om keystone XL: Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Canadas klimasvigt, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid.  og The Carbon President.

Roberta Rampton: House Passes Keystone Bill, Senate Action Uncertain, Planet Ark (Reuters) 20.02.2012.

Erik Holm: Canada holder vejret: Bliver oliesand dømt ude i Europa? Ingeniøren 17.02.2012.

Ambreen Ali: Keystone Pipeline Finds New Opponents, Roll Call 16.02.2012.