Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?
12. september 2015
Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget.
Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.
Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.
Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.
Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.
Jeg har sat paper.li-siden 
Med de nuværende regeringsfremskrivninger, vil trafikken på Heathrow i 2050 stå for hele 20% af de samlede engelske CO2-udledninger. Det er som om, at det ikke er trængt ind, at man i den nuværende situation er nødt til at spare alvorligt på lufttrafikken, og at en udvidelse af Heathrows kapacitet fra 480.000 til 700.000 årlige fly vil være at sige ja til en miljømæssig katastrofe.
Desværre er det ikke bare den engelske regering, som synes ude af stand til at tage de nødvendige politiske konsekvenser af klimasituationen. Med engelske Sir Nicholas Sterns ord har vi fremover kun ret til ét ton CO2 per person pr. år. En enkelt returbillet til Bangkok medfører omkring 7 ton CO2-ækvivalenter, og til Australien omkring 10 ton. I en situation, hvor luftfarten ikke har udsigt til nogensinde at kunne blive blive bare tilnærmelsesvis CO2-neutral, må der nærmest være tale om en global brist blandt vores politikere, når man bliver ved med pr. rygmarvsproces at forlænge fossile vækstkurver ind i fremtiden.
Ifølge 
James Hansen har et enestående perspektiv på klimaproblemstillingerne, og hvor konsensusdannelsen for FNs klimapanel IPCC er en særdeles langsommelig proces, kan han lynhurtigt inkorporere nye forskningsresultater og iagttagelser. Det er en del af baggrunden for, at IPCC stadig planlægger efter at holde atmosfærens CO2-koncentration under 450 ppm, hvor Hansen og hans kolleger fra på baggrund af blandt andet de nyeste iskerneboringer og de seneste års hastige afsmeltning af klodens ismasser konkluderer, at vi må helt ned på 350 ppm for at kunne regne med at langtidsstabilisere det globale klima.
