Strøtanker om bæredygtighed

Dagen i dag i Warszawa har budt på fortsatte forhandlinger i flere spor. Blandt andet er der taget hul på ADP-forhandlingssporet, som havde samling både formiddag og eftermiddag. Det er her, hovedstrukturen for den klimaaftale, som skal ligge klar til underskrift om to år i Paris, gerne skal falde på plads her under forhandlingerne i Warszawa. Disse forhandlinger er ledet af EUs Artur Runge-Metzger og Kishan Kumarsingh fra Trinidad og Tobago, og i dette lille klip fra IISD kan man indledende høre Runge-Metzger give et godt rids af opgaven for de kommende to uger, herunder den presserende opgave at løse det mitigation gap som findes for tiden frem til 2020, hvis 2ºC-målsætningen skal forblive en mulighed:

Warsaw Climate Change Conference Day 2, (5 min. video-rapport) IISD 12.11.2013.

Disse små videorapporter fra IISD er velproducerede og en virkelig god måde at få hurtigt overblik over dagens vigtigste hændelser i Warszawa på.

IEA fremlagde i dag prognoser, som indikerer, at de årlige CO₂-udledninger på verdensplan vil stige med omkring 20% frem mod 2035, og dermed at muligheden for at holde målsætningen om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget ved COP15 i København i december 2009, er hastigt i færd med at glide os af hænde.

Samtidig var der til frokosten en gennemgang af første del af IPCCs nye klimastatus, AR5, som netop er blevet fremlagt (se blog-indlæggene Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm, IPCC ordinerer stramt CO₂-budget og Ny IPCC-rapport: Klimaindsatsen haster mere end nogensinde). IPCC opererer endog med et scenario, som gør det muligt at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 1½ºC. Mange lande, herunder verdens fattigste og mest udsatte, ønsker en 1½ºC-målsætning. Nauru talte i sit oplæg i dag på vegne af AOSIS-gruppen af østater om at stabilisere klimaudviklingen “well below” 1½ºC:

“The Outcome of the ADP Workstream 1 Should be a legally binding Protocol Under the Convention That is applicable to all Parties And adopted no later than 2015. The safety, viability and survival of our members demands that the agreement bebasedon science”.

Hvis det skal være muligt, vil det kræve en meget omfattende indsats allerede i tiden inden 2020 (se det følgende blog-indlæg: IPCCs fire scenarier: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5).

Forud for COP19 sagde Christiane Figueres, at det carbon budget, som IPCC har inkluderet i sin seneste klimastatus, AR5, ikke ville blive en del af forhandlingerne – også fordi det rejser en række spørgsmål, som man er bange for vil vælte den i forvejen skrøbelige tidsplan for at få den første store klimaaftale på plads til COP21 i Paris. Men bare det, at det er formuleret og bliver fremlagt som i dag, gør, at det gradvist bliver en del af forståelsen af problematikken.

Forud for denne COP sagde Figueres ligeledes, at hun ikke regnede med i sin livstid at nå at se den definitive klimaaftale. Ja, der ville komme en aftale i Paris, som ville være klar til 2020. Men der ville være plads til forbedringer. Der er ikke bare tale om et emission gap – men nok så meget et commitment gap. Selvom det også på baggrund af IPCCs seneste klimastatus står lysende klart, at det haster endog overordentligt meget, og at det for hver dag vi nøler bliver dyrere og dyrere, så er der lang vej til, at denne indsigt genererer den tilstrækkelige politiske vilje til at gennemføre de nødvendige forandringer.

Rusland har barslet med et dokument – så sent at ingen rigtig har kunnet nå at læse det inden – som søger at løse det store procedure-problem, som man mener har præget de sidste to COP’er. I begge tilfælde blev der i de sidste timer vedtaget en konsensuserklæring, som Rusland meget klart føler at have markeret, at der ikke var konsensus om.

Uden at nævne navne blev der ved flere lejligheder henvist til nødvendigheden af at indhente tabt forhandlingstid efter den mellemliggende samling i Bonn, hvor Rusland i praksis blokerede for forhandlingerne i to uger ved ikke at ville anerkende dagsordenen. Så hvor Rusland synes at opleve, at klimaforhandlingerne har et kolossalt problem, så føler resten af verden, at Rusland har alvorlige problemer med at fatte, at et konsensusprincip ikke er ensbetydende med, at alle kan bruge en vetoret, indtil resultatet ned til mindste komma er, som man ønsker det. Tværtimod vil der kompasset rundt være store kameler, som skal sluges.

IEA fremlagde i dag sin årlige World Energy Outlook for 2013. Den fastslår, at verden på baggrund af de nu foreliggende udviklingsmønstre og tilsagn om reduktioner er på vej mod en global temperaturstigning på 3½ºC. Der sker positive ting verden rundt, det går blot alt for langsomt. Hvor IEA forventer, at næsten 50% af den nyinstallerede energikapacitet i 2035 vil være fra vedvarende energikilder, så burde vi på det tidspunkt være derhenne, hvor så godt som alle nye energiinstallationer er fra vedvarende kilder, hvis den globale temperaturstigning skal kunne holdes på 1½ºC. Den omstilling som sker, er således alt for langsomt.

IEAs rapport fastslår samtidig, at vi for at holde den globale målsætning om at holde den gennemsnitlige globbale opvarmning på under 2ºC, er nødt til lade to tredjedele af verdens kendte fossile reserver blive liggende hvor de er, under jordens overfalde, uafbrændte. IEA anbefaler derfor stærkt at sætte ind med energibesparelser, som i mange situationer er det allervigtigste manglende led i kabalen og i som oftest vil være billigere end en modsvarende yderligere udbygning af den vedvarende energiforsyning. Og så er IEA en varm fortaler for skifergassen som en overgangsfossil, hvilket der er langt mere delte meninger om.

Læs mere »

Fredag sluttede endnu to ugers klimaforhandlinger i Bonn. Signalerne derfra er, at de langt hen ad vejen har været stilfærdige og konstruktive med en voksende fornemmelse af urgency – måske lige bortset fra, at det lykkedes russerne sammen med gamle sovjet-fæller, Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine at forhale forhandlingerne så meget, at man i løbet af de to uger end ikke fik vedtaget dagsordenen i det ene af konferencens tre forhandlingsspor. Stadig her et halvt år efter COP18 i Qatar er russerne stærkt oprevne over, hvad de mod slutningen af COP18 oplevede som en tromlen af FNs hævdvundne konsensus-princip, og de russiske indvendinger mod den konkluderende tekst i Qatar blev ganske rigtigt overhørt. Men det havde sine klare grunde.

For verdenssamfundet er ikke til sinds at forære de fire forhenværende sovjetstater 13 gigaton ubrugte CO₂-kreditter, som de teknisk set er blevet tildelt på baggrund af, at udledningerne i det gamle Sovjetunionen var markant større, men som de med verdenssamfundets øjne har meget lille ret til dels fordi der ikke ligger nogen klimaindsats bag, dels fordi Rusland har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden fase. Så hvis disse ‘hot air’-kvoter kunne kapitaliseres, ville det blot blive en simpel økonomisk malkning af klimaindsatsen i andre lande (se mere i blog-indlæggene COP18 noter XI – fortsatte forhandlinger og Carbon Market Watch om EUs ‘hot air’-problem).

Modsat de årlige COP-forhandlinger kommer ministrene ved disse mellemliggende forhandlinger ikke flyvende ind fra hele verden ved starten af anden uge, så der har ikke været lagt op til de store forhandlingsmæssige gennembrud i denne runde af Bonn-forhandlinger. Tværtimod har det været et arbejdsmøde med forberedende og orienterende karakter. Men bortset fra at russerne har teet sig som vanvittige og har blokeret SBI forhandlingssporet dertil, at man end ikke i løbet af de to uger kunne vedtage dagsordenen – og dermed har misbrugt konsensus-institutionen dertil, at de har diskvalificeret sig alvorligt i det videre arbejde – så har arbejdet været båret af en udbredt positiv-konstruktiv ånd. Der synes langsomt at nærme sig en konsensus om, hvordan dén globale bindende aftale, som skal ligge klar til vedtagelse i 2015, kommer til at se ud. Og vi – resten af verden – kan en blanding af glæde os over selv de mindste tegn på fremskridt og foruroliges over, hvor uendeligt langsomt denne konsensus-proces snegler sig fremad ikke mindst i betragtning af, hvor overhængende alvorlige problemerne er.

Læs mere »

Dette indlæg er stadig kun under udarbejdelse …

En af de få ting, man lykkedes at blive enige om ved COP15 i København, var en målsætning om at søge at standse verdens udledninger af CO₂ inden 450 ppm for at sikre, at den samlede globale temperaturstigning siden industrialiseringens start holdt sig under 2ºC. Men man nåede ikke i København bare nærmet sig, hvordan man ville nå dette mål. Og de frivillige indberetninger, som man aftalte i de følgende månderer at indberette, sikrede på ingen måde denne målsætning. Tværtimod tegnede det et billede af, at verdens lande slet ikke forstod deres ansvar i forhold til den samlede situation, for med de indrapporterede klimaindsatser viste The Climate Scoreboard, at vi i år 2100 ville have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 3,9ºC, hvor vi ved business as usual vil nå op på en gennemsnitlig global temperaturstigning på 4,9ºC i år 2100.

Billedet har ikke ændret sig meget siden da. Enkelte lande har styrket deres indsats, mens ganske mange andre lande har slækket på deres klimaindsats, og en række store udviklingslande har i mellemtiden fortsat på fuld kraft med at opføre nye kulkraftværker, så verdens udledninger er stadig stigende, og The Climate Scoreboard viser i dag 4,1ºC. Der er således lang vej til en klimaindsats, der som verdens lande er enedes om vil kunne holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2ºC – for ikke at tale om de blot 1½ºC, som stadig flere lande og forskere mener, det er nødvendigt at stramme målsætningen til, hvis vi skal undgå mere alvorlige klimaforandringer med varige beskadigelser af de økosystemer, som er forudsætningen for ikke bare biodiversiteten, men vores egen eksistens.

Selvom det glippede i København, så kom der i FNs forhandlingsfoløb igen ansatser til en global klimaaftale ved COP18 i Durban, og ifølge “The Durban Platform” skal der foreligge en færdigforhandlet aftale i 2015 med effektuering fra 2020. Hvorfor de 5 års udsættelse, når først man er blevet enige om at gøre en global indsats, er en af verdenshistoriens store gåder, men det er den politiske virkelighed.

Verdens udledninger stiger stadig – i sidste måned nåede atmosfærens koncentration af CO₂ for første gang i 6-800.000 år over 400 ppm (se blog-indlægget CO2-koncentrationen når 400 ppm) og den stiger lige nu med mere end 2 ppm pr år, så vi står med den nuværende stigningstakt til at ramme de 450 ppm inden for 20-25 år.

Hvis vi fortsætter som nu, vil vi ved den globale klimaaftales ikrafttræden i 2020 udlede omkring 56 gigaton CO₂. Men hvis vi vil have en chance for at klare målsætningen om 450 ppm/2ºC, bør vi ifølge en ny rapport fra IEA, som blev fremlagt i forbindelse med klimaforhandlingerne i Bonn i disse dage, ikke være højere end 44 gigaton CO₂.

Det internationale energiagentur IEA har da også de seneste år lavet en årlig rapport, hvor man søger at kortlægge dette ‘ambition gap’ og anviser måder, hvorpå det kan lukkes.

Læs mere »

.
Mandag frigav Det Internationale Energiagentur IEA sin årlige status over verdens energisituation, World Energy Outlook 2012. Videoen herover stammer fra præsentationen i London i mandags – den efterfølgende mere detaljerede gennemgang kan ses nedenfor. Der er frigivet et executive summary,¹ men rapporten i sin helhed kun tilgængelig mod betaling.

Det vigtigste – og mest alarmerende – tal i årets outlook er, at verdens CO₂-udledninger ifølge IEA i 2011 steg med 2,5% i forhold til året inden. Og dette sker på trods af, at der i disse år dels sker en gradvis overgang fra kul til gas, som medfører mindre CO₂-belastning pr. udvundet energienhed, dels finder en markant udbygning af den vedvarende energi sted. Så de 2,5% det dækker over en markant vækst i det globale energiforbrug. Den afmatning i stigningstakten, som kunne observeres som følge af den økonomiske afmatning i 2008-09, er væk.

Det sker i en situation, hvor det står lysende klart, at udledningerne skal begynde at falde senest i 2015 og derefter må reduceres markant meget hurtigt, hvis det, som verdenssamfundet har besluttet det, skal lykkes at holde de globale temperaturstigninger under 2ºC – og dermed at klimaforandringerne begrænses og risikoen for at vi får udløst tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende.

I det executive summary hedder det om mulighederne for at holde 2ºC-målsætningen:

Energy efficiency can keep the door to 2°C open for just a bit longer

Successive editions of this report have shown that the climate goal of limiting warming to 2 °C is becoming more difficult and more costly with each year that passes. Our 450 Scenario examines the actions necessary to achieve this goal and finds that almost four-fifths of the CO₂ emissions allowable by 2035 are already locked-in by existing power plants, factories, buildings, etc. If action to reduce CO₂ emissions is not taken before 2017, all the allowable CO₂ emissions would be locked-in by energy infrastructure existing at that time. Rapid deployment of energy-efficient technologies – as in our Efficient World Scenario – would postpone this complete lock-in to 2022, buying time to secure a muchneeded global agreement to cut greenhouse-gas emissions.

Læs mere »

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte  skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »

Det Internationale Energiagentur IEA barslede sidste uge med deres årlige World Energy Outlook. Det er alt andet end opmuntrende læsning.

Verdens energiforbrug stiger hurtigere end nogensinde, CO₂-udledningerne stiger hurtigere end nogensinde, kulkraft står stadig for ikke bare størstedelen af energien, men for størstedelen af stigningen i energiforbruget. Og i det scenario for energiforbruget frem til 2035, som IEA fremlægger, forventes det samlede energiforbrug at stige med 40%. Den klimavenlige del heraf forventes kun at stige langsomt, mens “unconventional oil” – typisk olie udvundet fra skifer- og sandforekomster, som har et langt større energiforbrug ved udvindingen –  i de kommende årtier vil få en markant større andel af det samlede energiforbrug.

Ifølge IEAs Outlook er verden nu oppe på at have brugt 80% af det samlede mulige CO₂-volumen, hvis koncentrationen skal holdes under 450 ppm, og IEA, som ikke har tradition for alarmisme, giver verden blot 5 år til at vende udviklingen, hvis ikke vi skal stå over for uafvendelige klimaforandringer. Det er vel at mærke ikke 5 år til at blive enige om at beslutte sig, men 5 år til at have igangsat så mange forandringer, at det lykkes at få de stadig stigende fossile energikurver bøjet den rette vej.

IEAs ledende økonom Fatih Birol siger: “As each year passes without clear signals to drive investment in clean energy, the lock-in of high-carbon infrastructure is making it harder and more expensive to meet our energy security and climate goals.” Det er dyrt at tøve med at gennemføre en konsekvent energi- og klimapolitik, hvilket præcist er, hvad verden gør i disse år. Jo længere vi venter med at igangsætte de nødvendige omlægninger, jo dyrere og jo sværere bliver det, og jo større bliver risikoen for, at vi når tærskler eller tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

“‘For hver dollar man ‘sparer’ i forhold til forbedringer af energisektoren før 2020, skal man betale 4,3 dollars mere i årene efter 2020′, skriver IEA i en besked på Twitter.”¹ Så Stern-rapportens hovedkonklusion, at det er dyrt at vente, synes rigtigere end nogensinde.

World Energy Outlook 2011 er det digert værk på 660 sider og koster 150 euro at downloade, men er frit tilgængelig som executive summary. Tidligere års udgaver kan downloades frit via denne side.

Se tidligere blog-indlæg: Den fossile produktion på støtten og World Energy Outlook 2008.

World Energy Outlook 2011 executive summary (pdf).

World Energy Outlook 2011 Faactsheet. How will global energy markets evolve to 2035? (pdf).

Marc Prosser: Om seks år går den globale opvarmning amok, Ingeniøren 15.11.2011.¹

Jeremy Hance: IEA warns: five years to slash emissions or face dangerous climate change, Mongobay 13.11.2011.

Nina Chestney: Warming limit risk if no climate action by 2017: IEA, Reuters 11.11.2011.

Elizabeth Kolbert: Two Degrees of Disaster, The New Yorker 11.11.2011.

Btyan Wassh: Is Our Energy System Locked In to Climate Change? Time Magazine 10.11.2011.

Fiona Harvey: World headed for irreversible climate change in five years, IEA warns, The Guardian 09.11.2011.

Petrer O’Neil: Environmentalists ‘smoking dope’: energy agency director, Edmonton Journal 09.11.2011.

Damian Carrington: Why is it so hard to stop climate change? The Guardian 09.11.2011.

Mason Inman: IEA Outlook: Time Running Out on Climate Change, National Geographic 09.11.2011.

IEA economist: ‘We have to leave oil before it leaves us’, Euractiv 07.11.2011.

Ifølge et tankevækkende telegram fra Reuters har IEA, Det Internationale Energiagentur, snart sin årlige rapport, World Energy Outlook, på trapperne.¹ Af den vil det fremgå, at statsstøtten til den fossile industri fra 2009 til 2010 steg fra 312 mia. $ til 409 mia. $. Heraf får olieproduktionen næsten halvdelen, mens udvindingen af naturgas får omkring en fjerdedel.

Hvis ikke denne udvikling rettes op, vil vi i 2020 på verdensplan subsidiere den fossile industri med 660 mia. $, svarede til 0,7% af verdens bruttonationalprodukt.

I en tid, hvor den fossile energi burde beskattes massivt gennem et effektivt kvotesystem, og vi målrettet burde investere i udviklingen og udbygningen af vedvarende energikilder, er det den helt forkerte udvikling.

Hvis vi fra dag til dag fjernede denne støtte og overførte den til udviklingen af den vedvarende energi, så ville den vedvarende energi med en tilsvarende massiv støtte måske nå det punkt, hvor den var den billigste, og den man naturligt rakte ud efter. Og vi ville uden afsavn kunne beslutte os for ikke at udvinde tar sand-forekomster.

Forud for klimatopmødet i København blev det anslået, at prisen for at gennemføre et 350 ppm scenario ville ligge i størrelsesordenen 1-3% af verdens bruttonationalprodukt (BNP). De 0,7% frataget den fossile industri ville her være en god begyndelse. Det tæller så at sige dobbelt. Heroveni kunne man passende se på verdens reklame- og militærbudgetter.

Alene verdens militærudgifter udgør omkring 2,5% af verdens BNP. Man skulle måske ikke helt nedlægge militærstyrkerne, men i stedet fratage dem deres dødbringende isenkram og i stedet give dem til opgave at bekæmpe klimaforandringer og forsvare levevilkårene for dyr og mennesker.

Tilsvarende burde verdens reklamebudgetter, som er anslået at udgøre 1% af verdens BNP, brandskattes, hvis ikke direkte inddrages for deres samfundsskadelige virksomhed. Med stadig flere mennesker til at dele samme ene jordklode kan vi ikke fortsætte den fri ret til kunstig behovsskabelse. Vi er nødt til at lære at hjælpe hinanden med at være glade for det vi har.

Se tidligere blog-indlæg: Prisen for 350 ppm.

Murelli Boselli: IEA Warns Of Ballooning World Fossil Fuel Subsidies, PlanetArk 05.10.2011.¹

World Energy Outlook 2011 vil være tilgængelig 09.11.2011.

OECD and IEA recommend reforming fossil-fuel subsidies to improve the economy and the environment, (pressemeddelelse) 04.10.2011.

World Energy Outlook 2010 Factsheet: What does the global energy outlook to 2035 look like? IEA 2010 (pdf).

World Energy Outlook 2010 Executive Summary (pdf).

Jørgen Steen Nielsen: Dansk pres på G20 for at fjerne støtte til fossil energi, Information 02.11.2011.

Den årlige rapport fra Det Internationale Energiagentur IEA, som forelå for et par dage siden, giver et forstemmende billede af, hvordan tingene vi udvikle sig i de kommende år, hvis ikke det lykkes at vende udviklingen radikalt. Ifølge rapporten løber vi stort set tør for olie i 2030, og olieforbruget vil til den tid være omkring 25% højere end i dag.

Med den nuværende udvikling vil vi ifølge World Energy Outlook 2008 stå med en temperaturstigning på 6ºC ved udgangen af dette århundrede, og dermed en temperaturstigning langt over de 2ºC, som IPCC har fastsat som det maksimale kloden kan bære.

Selv de 2ºC synes i dag at være sat for for højt. Allerede den lille forøgelse af af temperaturen vi har haft indtil nu er i færd med at forskubbe klodens klimabalance ud over en række ‘tipping points’ i de arktiske og antarktiske områder, ligesom allerede den nuværende temperaturstigning gør, at gletsjere verden over afsmelter i rekordtempo.

New Energy Realities – WEO Calls for Global Energy Revolution Despite Economic Crisis, (pressemeddelelse) IEA 12.11.2008.

World Energy Outlook 2008 Fact Sheets, IEA nov. 2008 (pdf).

World Energy Outlook 2008 Executive Summary, IEA nov. 2008 (pdf).

World Energy Outlook 2008 key Graphs, IEA nov. 2008 (pdf).

Gerard Wynn: IEA stokes doubts over world’s climate fight, Reuters 10.11.2008.

Existing climate actions ‘not good enough’, EU warned, EurActiv.com 12.11.2008.

Nina Chestney: Renewables to top gas as power source by 2015: IEA, Reuters 12.11.2008.

Nao Nakanishi: Dirty coal to remain world’s top power source: IEA, Reuters 12.11.2008.

Muriel Boselli: World needs four Saudi Arabias: IEA, Reuters 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Rapport: Temperaturen stiger 6 grader, Politiken 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Rapport: Olien slipper op i 2030, Politiken 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Elbiler skal vende oliekrisen, Politiken 12.11.2008.

Tim Colebatch: World on track for 6 degree warming, says report, The Age 13.11.2008.

Det internationale energiagentur, IEA, er på vej med en rapport, som vurderer, at vi ved slutningen af det 21. århundrede vil stå med en global temperaturstigning på 6° C, hvis vi blot fortsætter som nu. Temperaturstigninger i den størrelsesorden vil være ødelæggende for kloden som livsrum. Biodiversiteten vil være alvorligt truet, og udviklingen vil sandsynligvis have nået en række ‘tipping points’ hvor klimaforandringerne bliver selvforstærkende. IEA konkluderer derfor, at verdens lande bliver nødt til at aftale meget kraftige begrænsninger for CO₂-udledningen ved Klimatopmødet i København til næste år.

IPCC’s klimapanel har hidtil lagt sin klimastrategi efter at undgå temperaturstigninger højere end 2° C i år 2100. Men beregninger fra det seneste års tid synes at give et samstemmende billede, at den nuværende udvikling giver en langt større opvarmning. IEAs beregninger ligger således i tråd med NASAs beregninger, som munder ud i anbefalinger af at sætte 350 ppm som mål for det maksimale indhold af CO₂ i atmosfæren. Koncentrationen er i dag 387 ppm, og i 1988 nåede den i første gang i 600.000 år over 350 ppm.

Anne Marie Primdal: IEA: Frygt for fremtidige temperaturstigning på 6 grader, Ingeniøren 07.11.2008.

Anne Marie Primdal: Vi har to år til at undgå alvorlige klimaændringer, Ingeniøren 02.10.2008.

James Pomfret: Risks of global warming greater than financial crisis: Stern, Reuters 27.10.2008.

Jeremy Jacquot: Global Warming Math: The Hard Numbers, Discover magazine 18.10.2008.

Time to banish the god of growth, (Editorial) New Scientist 15.10.2008.

Special report: How our economy is killing the Earth, New Scientist 16.10.2008.

Special report: Why politicians dare not limit economic growth, New Scientist 16.10.2008.