Updates på Strøtanker

30. april 2016

Vi lever i en dynamisk verden, hvor alt er i stadig udvikling. Nogle gange kan man derfor blot få dage efter færdiggørelsen af et blog-indlæg opleve, at perspektiverne har ændret sig markant. Jeg har derfor fået den ‘uvane’ blot at lave en update nederst i et eksisterende indlæg frem for at skrive et nyt indlæg. I en række tilfælde er der tale om hele serier af opdateringer. Dette gør for det gode, at sammenhørende informationer forbliver samlet, og at man i en række situationer bedre får synliggjort udviklingen.

Omvendt bliver det i blog-formatet sværere at se disse opdateringer, fordi vækstlaget gemmer sig dybt inde i bloggens afkroge. Derfor har jeg etableret en side: Opdaterede blog-indlæg, som giver et overblik over de senest opdaterede indlæg.

Jeg vil gerne samtidig benytte anledningen til at pege på nyhedssiden Agenda 350, som hver dag ved middagstid opdateres med nye links til artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden.

 

Share

Tid for et dansk stop for al yderligere fossil udvinding

4. juli 2017

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har her til morgen via Ritzau rundsendt en meddelelse i anledningen af offentliggørelsen af en ny Olie- og Gasstrategi for Nordsøen, der påpeger, at der stadig er masser af gas og olie at hente op af den danske del af Nordsøen. “Der er fortsat brug for olie og gas, og samfundet har en interesse i at sikre den mest hensigtsmæssige udnyttelse af olie- og gasressourcerne i den danske del af Nordsøen,” hedder det heri.

Ingen stillen spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at udbygge den danske efterforskning? Om det var godt at gemme lidt til det 24. århundrede? Eller om vi i Danmark på nuværende tidspunkt har hentet så meget olie op af Nordsøen, at det var små fattige afrikanske lande, der skulle have de sidste indtægter ved den gas og olie, der skal til at drive verdens samfund i den forhåbenligt korte årrække, hvor vi systematisk omstiller vores samfund til vedvarende energi? Ingen refleksion over, om en fortsat udbygning af olie- og gasudvindingen er i overensstemmelse med Paris-aftalens målsætning om well below 2°C og om muligt max 1,5°C.

Det er tværtimod et foruroligende snævert købmandsperspektiv i en situation, hvor det må stå klart for alle, at den blinde fortsættelse deraf vil føre os alle ud over den afgrund, hvor klimatologiske tipping points gør det for sent at genoprette atmosfærens klimabalance.

På forbrugssiden er vi godt på vej til at udfase de fossile brændsler, selvom det under Venstreregeringens ledelse sker med bind for øjnene mens de mange nødvendige infrastrukturelle afklaringer – elektrificeringen af transporten, et klimapositivt landbrug, en fuldt cirkulær ressourceøkonomi osv. – blot udskydes.

Men på udvindingssiden halter Danmark og Verden alvorligt bagefter. Vi ved, at størstedelen af de i dag kendte fossile forekomster skal forblive uafbrændte, hvis vi skal gøre os håb om at holde Paris-aftalen. Men ingen har endnu turdet tage hul på de nødvendige beslutninger om, hvilke fossile forekomster, der skal forblive under jordoverfladen.

Her kunne Danmark virkelig tage et vigtigt skridt for verden ved at vedtage et moratorium for alle nye efterforskninger og udvindinger af fossile forekomster. Ikke flere nye sugerør i Nordsøen, ikke mere roden efter skifergas i de danske landskaber.

Meddelelsen fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet er gengivet i sin helhed herunder.

Ny strategi for olie og gas i Nordsøen

En ny Olie- og Gasstrategi viser, at der fortsat er et betydeligt potentiale for olie- og gasindvinding i den danske del af Nordsøen. Strategien peger også på, at det er nødvendigt at udnytte infrastrukturen i Nordsøen bedre, og at der er behov for flere investeringer i efterforskning og ny teknologi for at kunne udnytte potentialet.

Læs mere »

Share

Retsligt opgør om Fukushima Daiichi

1. juli 2017

En 23 m høj tsunami-sikring foran Hamaoka-værket ved Shizuoka er her under opførelse i håb om at kunne opnå tilladelse til genstart, efter at værkets reaktorer har stået stille siden 2011. Med en sådan mur kunne Fukushima-katastrofen have været undgået. Men Fukushima-værkets ejer, TEPCO, søgte at krybe uden om udgifterne ved en sådan tsunami-sikring til trods for, at det var blevet klarlagt, at der var en risiko for at værket kunne blive oversvømmet af tsunamier. i 2009 søgte Fukushima-værkets leder om accept af udvidelsen af værkets sikkerhedsforanstaltninger , men ledelsen afviste, og der er nu rejst tiltale mod den tids ledelse.  

11. marts 2011 udløste et stort jordskælv i havbunden ud for den japanske nordøstkyst en stor tsunami, der med stor kraft ramte Tohukus østkyst og sine steder pressede de ødelæggede vandmasser adskillige kilometer ind i landet.

Tsunamien ramte også Fukushima Daiichi-værket, hvilket udløste det moderne Japans største krise. Det lykkedes at lukke to af værkets seks reaktorer korrekt ned. Men for tre af reaktorerne blev det en fatal hændelse. Strømforsyningen udefra blev klippet ved jordskælvet, og nødstrømsgeneratorerne var så tankeløst placeret i kælderniveau, at de blev sat ud af kraft af de indtrængende vandmasser. Derfor svigtede kølingen dertil, at der skete en omfattende nedsmeltning af tre af reaktorkernerne. Udsivende gas fra de overophedede reaktorkerner førte til eksplosioner, der raserede flere af reaktorbygningerne. Den sidste reaktor var midlertidigt standset og brændselslegemerne fjernet, da tsunamien ramte. Så her var problemet ‘kun’, at den ydre bygning eksploderede. Store mængder af radioaktiv forurening spredte sig i de kommende uger fra det havarerede værk, og man måtte efterfølgende evakuere omkring 200.000 mennesker, hvoraf et fåtal indtil nu har kunnet vende tilbage til trods for en enorm oprensningsindsats.

Fukushima-katastrofen udløste det moderne Japans største krise, med implikationer ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund. Endda så det længe ud til, at Fukushima-katastrofen ikke ville få nogle retslige konsekvenser. To gange tidligere er offentlige anklagere kommet til det resultat, at der ikke var basis for at gøre nogen fra værkets ejer TEPCOs ledelse personligt ansvarlig for katastrofen, ligesom der heller ikke i retslig forstand syntes at være tale om svigt fra myndighedsside – uanset at man efterfølgende nedlagde den hidtidige sikkerhedsinstans for at bygge en ny op fra bunden.

Dette kom ikke som nogen overraskelse for den japanske befolkning, der var vant til at energiselskaber kørte med klatten. Men endda udfordrede det retsbevidstheden. For hvordan kunne konklusionen på Fukushima-katastrofen – som en af de tre undersøgelseskomissioner karakteriserede som “Made in Japan” for at understrege, at det ikke blot var en naturkatastrofe, men at en serie af menneskelige valg og undladelser tilsammen havde udløst en katastrofe, der i udgangspunktet var fuldt undgåelig – ende med blive, at ingen havde gjort noget galt.

Men så viste der sig en åbning, hvor borgere kunne initiere en anklage. Borgergrupper fra Fukushima har systematisk forfulgt dette spor. Og her mere end seks år senere blev der i går indledt en retslig proces, hvor den forhenværende TEPCO-formand Tsunehisa Katsumata sammen med hans to tidligere vicepræsidenter Ichiro Takekuro og Sakae Muto står anklaget for at have undladt at tage de nødvendige sikkerhedsmæssige konsekvenser efter at det stod klart, at en tsunami så stor som den, der ramte i 2011, var en mulighed. Yderligere indgår det i anklagen, at der på Fukushima-værket blev udarbejdet tiltag for imødegåelsen af denne risiko, der hvis gennemført ville kunne have forhindret katastrofen. Men at TEPCOs centrale ledelse (TEPCO havde indtil 2011 17 reaktorer i drift) havde modsat sig implementeringen heraf.

På den første dag i retten erklærede de tre tidligere TEPCO-ledere sig uskyldige, fordi ingen ville kunne have forudset en tsunami eller katastrofe af dette omfang. Hoverfor fremhævede anklageren, at de alle tre var blevet forelagt beregninger, der præcist viste, at tsunamier af den størrelse ville kunne forekomme på denne del af kysten, og at det ville kunne føre til svigtende strømforsyning.

“They continued running the reactors without taking any measures whatsoever,” fremførte anklageren. “If they had fulfilled their safety responsibilities, the accident would never have occurred.”

Læs mere »

Share

Repeal and replace

27. juni 2017

På nederste linje står der med småt, at der på verdensplan årligt dør 1.775 mennesker ved terrorangreb, mens der ifølge beregninger fra Harvard Medical School og Cambridge Health Alliance alene i USA dør 45.000 mennesker om året på grund af manglende health care.

Det helt store tema i Washington lige nu er afviklingen af Obamacare og Medicaid, de to centrale initiativer, som Obama og demokraterne fik gennemført i 2010, som formåede at bringe sundhedsforsikring til 25 mio. flere amerikanere. Det har siden været en rød klud i ansigtet på de mange republikanere og højreradikale, for hvem staten er jo mindre jo bedre. Og nu, hvor republikanerne har magten både i Senatet, i Repræsentanternes Hus og i Det Hvide Hus, var der lagt op til en storstilet tilbagerulning af Obamas sundhedsreform, efter at Obama igen og igen måtte benytte sin vetoret for at beskytte mod republikanske krav om repeal and replace.

Det paradoksale er, at Obama valgte en model, der var udtænkt af en republikansk tænketank, hvor man bevarede det eksisterende system, der bygger på private forsikringsforhold, og supplerede det med ordninger, der gjorde det muligt for langt flere at få sundhedsforsikring. Eller rettere det er ikke så paradoksalt, når man ser, hvordan Obama forstod, at der måtte være enighed om noget så fundamentalt som hvordan et land varetager sine indbyggeres sundhed, hvis det skal blive en varig ændring.

Så selvom det nok havde været mere i Det Demokratiske Partis ånd at søge at gennemføre en skattefinansieret løsning, som det kendes fra de fleste andre af verdens velstående lande – hvad man i USA kalder et single payer-system – og selvom en sådan løsning hvis man sammenligner fra land til land i praksis viser sig at kunne levere et velfungerende sundhedssystem for en langt mindre del af bruttonationalproduktet end The American Way, så var der i en sådan single payer-organisering så mange kameler at sluge, at det ikke havde nogen chance for at blive realiseret tilbage i 2009. Måske i dag, efter at Bernie Sanders igennem et år kørte en valgkampagne, hvor skattefinansieret sundhed og uddannelse var centrale punkter. Men i USA har man traditionelt haft væsentligt lavere skattetryk, og man har ikke samme tradition for omfordeling via skatterne, som vi kender det fra Skandinavien. Samtidig synes en betydelig del af de republikanske ideologer (og vælgere) ikke at tage det for givet, at sundhedsforvaltning er noget, man har ret til som borger – noget der står klar, når ulykken rammer. Tværtimod er det noget, man må gøre sig fortjent til ved selv at betale enten direkte for de ydelser, man får, eller ved at tegne en forsikring – ligesom enhver kan påkalde sig sin ret til ikke at forsikre sig.

I modsætning til de hospitalsvæsener, vi kender i Skandinavien, har USA private hospitaler, private pleje- og alderdomshjem, private fængsler, fødsels- og afvænningsklinikker osv., og de fleste med faste ordentligt betalte jobs har deres sundhedsforsikring organiseret som en del af deres ansættelsesforhold. For de republikanere, der lige nu er ved at repeale og replace Obamacare og Medicaid er det et tilbagevendende argument, at konkurrencemomentet med Obamas reformer blev mindre. I mange stater er der kun en enkelt forsikringsudbyder tilbage, hvilket i republikansk optik er en katastrofe. For der skal ‘nødvendigvis’ være et valg, både mellem foreskellige udbydere af samme forsikring og mellem forskellige forsikringsniveauer. Når der er to eller flere konkurrerende forsikringsselskaber, vil der automatisk være indbygget en mekanisme, der skærper prisdannelsen – fremhæver ideologerne sammen med hele den række af argumenter, som i de seneste årtier har ført til privatiseringen af store dele af den offentlige sektor i mange lande.

Det viser sig blot, at det ikke virker efter hensigten på sundhedsområdet. I praksis er det amerikanske sundhedsvæsen verdens i særklasse dyreste. USA bruger næsten dobbelt så stor en andel af landets bruttonationalprodukt på sundhedsforvaltning end vi gør i Danmark, samtidig med at mange millioner mennesker er holdt uden for. Det misforhold er der mange grunde til. Men for overhovedet at kunne nå frem til at vedtage Medicaid og Obamacare blev der i 2010 indføjet et stort antal tilføjelser i lovkomplekset. For eksempel er det ikke er muligt at forhandle om priserne på medicin. Så stordriftsfordelene er totalt demonterede, medicinalindustrien er en gigantisk parasit på det amerikanske samfund, og qua de prislister for ydelser og materialer, der styrer afregningen mellem de mange forskellige økonomiske enheder i det amerikanske system, betaler amerikanerne voldsomt meget mere for deres medicin end vi gør i andre lande.

Selvom vi kan synes, at vores hjemlige system er bureaukratisk, så er det utroligt enkelt i forhold til når alle de enkelte instanser hele tiden skal agere og fungere som selvstændige forretningsenheder. Samtidig giver det forhold, at (sygdom og) sundhed i det statsfinansierede hosptal ikke er fuldt reduceret til en købmandsvare, en etisk renfærdighed.

Læs mere »

Share

Sydkorea udfaser atomkraften

3. juni 2017

Står det til Sydkoreas nyvalgte præsident, Moon Jae-in, vil den sydkoreanske A-kraft blive udfaset i takt med, at landets 25 reaktorer når skelsår.

Sydkorea har i dag 25 fungerende atomreaktorer, der tilsammen tilvejebringer omkring 35% af landets energiforbrug. Landet har egen atomkraftindustri, og man har løbende udvidet kapaciteten med nye reaktorer, så Sydkorea i dag har omkring 25 igangværende traktorer og flere under opførelse. Forventningerne var i 2035 at nå op på en andel af atomkraft på 60%.

Men atomkraften har været en stadig kilde til utilfredshed i den koreanske befolkningen. Ikke mindst efter Fukushima-katastrofen i 2011 og omfattende skandalesager i 2013, hvor så mange reaktorer måtte lukke på grund af systematisk svindel med sikkerhedscertifikater, at energiforsyningen var tæt på at bryde sammen, er presset fra befolkningen på at afvikle atomkraften vokset. I 2013 blev der således fremlagt fornyede planer, hvor der blev skruet markant ned for fornyelsen af den sydkoreanske reaktorflåde, så A-kraften i 2035 skulle udgøre 29% – eller under halvdelen af de oprindelige planer.

I begyndelsen af maj 2017 fik Sydkorea ny præsident, Moon Jae-in. Han vandt på et program, hvor udfasningen af den koreanske atomkraft havde en markant plads. Står det til Moon, har Sydkorea bygget sin sidste reaktor på koreansk grund. 4 reaktorbyggerier, der er næsten færdige, får lov at blive færdiggjort og taget i brug. Reaktorer derimod, som stadig er i planlægningsfasen, bliver skrottet. Selv reaktor 5 og 6 ved Kori-værket, som nu er 28% færdigbyggede, ønsker Moon at bremse. Og fremover får ingen reaktor lov at fungere ud over de 40 år, de oprindeligt er konstrueret til at kunne holde. Dermed vil Sydkorea lukke sin sidste reaktor omkring 2060.

Sydkorea bruger i dag en betydelig mængde kul, men planen er i den samme 40-års periode at sikre en så massiv udbygning af den vedvarende energi, at energiforsyningen i 2035 primært er baseret på vedvarende kilder suppleret med naturgas. Hvis sydkoreanerne gør dette rigtigt, ville man gradvist kunne gøre selv gasdelen CO2-neutral og bruge den ikke bare som backup-del, men som lagringsmedie.

Læs mere »

Share

Bedre hvis Trumps USA forlader Paris-aftalen

23. maj 2017

File 20170523 7361 3pp7kn

Secretary of State Rex Tillerson has argued the US should stay in the Paris climate agreement. But for the rest of the world, a US exit is better than staying reluctantly. Carlos Barria/Reuters.

Luke Kemp fra Australian National University argumenterer i denne artikel offentliggjort på The Conversation for det umiddelbart overraskende synspunkt, Trumps muligheder for at afspore den globale klimaindsats er mindre med et trumpsk USA holdt uden for Paris-aftalen hvorfor det ville være bedre for alle, hvis Trump trak USA ud af Paris-aftalen.

Jeg føler mig langt fra overbevist om, at Kemp har ret. Men han har ret i, at det ikke kun er forbliven eller jeg, men den klimaindsats, som USA under Trump kommer til at føre, som må være målestokken. Og det er nok en god øvelse at se det gode ved en situation, som Trump meget vel kan ende med at gøre til virkelighed. 

 

The world would be better off if Trump withdraws from the Paris climate deal

The conventional wisdom that the United States should remain under the Paris Agreement is wrong. A US withdrawal would be the best outcome for international climate action.

With Trump set to decide on the matter after this week’s G7 meeting, his aides are split on the issue. Chief strategist Steve Bannon heads the faction pushing for an exit. Secretary of State and former ExxonMobil chief executive Rex Tillerson has argued for the US to retain a “seat at the table”.

It is within the president’s power to withdraw from the Paris Agreement and perhaps even the United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), which has overseen global climate diplomacy for some 25 years.

In a commentary published in Nature Climate Change today, I argue that a US withdrawal would minimise risks and maximise opportunities for the climate community. Simply put: the US and the Trump administration can do more damage inside the agreement than outside it.

There are four key, interconnected risks related to US participation in the Paris Agreement: that the US will miss its emissions target; that it will cut climate finance; that it will cause a “domino” effect among other nations; and that it will impede the UN negotiations.

Money and emissions are all that matter

The first two risks are unaffected by withdrawal. The Paris Agreement doesn’t require the US to meet its current emissions reduction pledge, or to provide further climate finance to developing countries. The agreement is procedural, rather than binding; it requires a new, tougher climate pledge every five years, but actually hitting these targets isn’t mandatory.

The US will probably miss its climate target regardless. It would need more than just Obama’s Clean Power Plan to hit its goal of reducing emissions by 26-28% on 2005 levels by 2025. And now that Trump has decided to roll back those policies too, US emissions are set to increase through to 2025, rather than decrease.

Læs mere »

Share

Afstemning om udfasning af den schweiziske A-kraft

21. maj 2017

I dag holder schweizerne afstemning om A-kraftens fremtid i landet. Schweiz var et af de lande, der reagerede kraftigt på Fukushima-katastrofen, så i tiden efter blev det i princippet besluttet, at den schweiziske A-kraft gradvist skulle udfases, og tre nye atomreaktorer under forberedelse blev efterfølgende opgivet. Sidste efterår vedtog det schweiziske parlament en Energistrategi 2015, men det højreorienterede Schweiziske Folkeparti krævede energiplanen sat til afstemning (hvilket er ganske almindeligt i Schweiz). Derfor kunne schweizerne i dag give deres mening til kende om regeringens energistrategi.

Forslaget fra den schweiziske centrum-højre-regering indebærer, at der ikke kan bygges nye atomkraftværker i Schweiz, og at de udfases i takt med, at de når grænsen for den teknisk forsvarlige driftsperiode. Planen sigter således på inden 2035 at kunne klare sig helt uden A-kraft.

Energiforsyningen i Schweiz er betydeligt anderledes sammensat end den danske. I dag kommer blot 5% fra vedvarende energikilder som sol og vind, mens A-kraften leverer 35% og hele 60% stammer fra vandkraft. Opgaven er således inden 2035 at etablere, hvad der svarer til en tredjedel af det nuværende energiforbrug, enten gennem indfasning af vedvarende energikilder som sol og vind eller gennem energibesparelser. Det forslag der i dag er til afstemning, rummer en betydelig energibesparelsesindsats. Således vil man gennem en bred vifte af initiativer søge at få den enkelte schweizers energiforbrug nedbragt med omkring 43% i 2035 i forhold til i dag – en prioritering, man må tage hatten af for.

Med den store andel af vandkraft har schweizerne ikke samme problemer med de vedvarende energikilders svingende natur som mange andre lande. For de enorme vandmasser, der findes opstuvet bag landets mange vandkraftreservoirer, er som et gigantisk batteri. Faktisk kunne man mene, at Schweiz burde sammentænke sin energistrategi med de omgivende regioner, så man forenklet sagt kunne trække på billig vindstrøm fra fladere landskaber når det stormede over havene, mod at dele af sine vandreserver, når møllevingerne stod stille. Men med de store vandkraft-ressourcer landet har alle muligheder for at lave en ultrastabil energiforsyning.

Læs mere »

Share

Trump i klimafornægternes net?

18. maj 2017

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften VII – Oi-værket

24. februar 2017

NRAs behandling af sikkerhedsforholdene for de to nyeste reaktorer ved Oi-værket (de to til venstre i billedet) er nu kommet dertil, at de forventes inden længe at kunne opnå endelig godkendelse.

Den japanske atomsikkerhedsinstans NRA har netop godkendt en foreløbig rapport, som åbner for genstart af Kansai Electrics (KEPCOs) Reaktor 3 og 4 ved Oi-værket. Rapporten bliver nu sendt i høring. Men uanset i tusindvis af kommentarer er erfaringerne indtil nu, at der ikke sker ændringer i denne fase. Det forventes derfor, at reaktorerne vil kunne være klar til opstart allerede i løbet af dette efterår.

Forud skal der indhentes tilladelse fra amt og værtskommune. Disse tilladelser er der ikke grund til at formode, at der bliver problemer med for Oi-værkets vedkommende. Men reaktorerne ligger tæt ved store befolkningskoncentrationer, som ved katastrofer som den ved Fukushima Daiichi-værket vil være stærkt berørt, men ikke har nogen indflydelse på genstarterne – op på vilkårene derfor. Så der vil fra anden side være stort pres for at sikre en bredere indflydelse på genstartsprocesserne. Og der er i de nærliggende Shiga og Kyoto Amter en betydelig modstand mod genstarten af hele den stribe af reaktorer, som ligger placeret langs Fukuis kystlinje.

Kansai-området var forud for Fukushima-katastrofen det område i Japan, hvor man havde den højeste grad af A-kraft, med omkring 50% af strømmen stammende fra atomreaktorer. Derfor var problemerne her også størst, da atomreaktorerne i månederne efter Fukushima-katastrofens begyndelse en efter en blev lukket ned uden at blive genstartet. Derfor blev det gennemtrumfet fra central-administrationen, at de to reaktorer ved Oi-værket blev midlertidig genstartet forud for sommeren 2012 for at undgå strømnedbrud på særligt varme sommerdage, hvor beregningerne viste, at behovet kunne være større end hvad man havde af backup-energimuligheder. Det japanske energisystem er så ubegavet udformet, at der kun kan overføres relativt begrænsede mængder af energi mellem de enkelte forsyningsområder, så det hjalp ikke meget at man i de tilstødende forsyningsområder havde energioverskud.

Nu viste det sig, at disse beregninger set ikke holdt. For selv på de allervarmeste sommerdage var der ingen problemer – og havde der ikke været nogen problemer selv hvis man ikke havde genstartet de to Oi-reaktorer. Dette var stærkt medvirkende til, at den tids premierminister Yoshihiko Noda kom i unåde og DPJ-regeringen ved efterårsvalget led et knusende valgnederlag, selvom det betød, at man genindsatte en pronuclear regering.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften VI – Genkai-værket

27. januar 2017

Herover ses Genkai-værket, hvor Kyushu Electric nu har opnået godkendelse af genstart af de to nyeste af værkets fire reaktorer fra den japanske sikkerhedsinstans NRA. Der mangler endnu godkendelse fra lokalpolitisk side, men Kyushu Electric håber på at kunne få de to reaktorer i gang i løbet af andet halvår 2017.

Den japanske atomsikkerhedsinstans NRA godkendte i sidste uge genstarten af to reaktorer ved Genkai-værket, det andet af Kyushu Electrics’ to atomkraftværker. Kyushu Electric forventer, at de to reaktorer kan blive klar til genstart i løbet af andet halvår i år. Men de lokale godkendelser er endnu ikke faldet på plads, og som man har set det med andre genstartsprocesser, må man forvente, at NRAs afgørelse udløser en vifte af protester og forsøg på at få bremset genstarterne via domstolene.

Godkendelsen kommer ikke som en overraskelse, da NRA i november godkendte en foreløbig udgave. Men siden da har sagen været i høring. Og NRA har ikke i de 4.200 indsigelser, som er indgivet, hvoraf en stor del må formodes at være bekymrede ønsker om, at de aldrig måtte bliver genstartet, fundet basis for at ændre afgørelsen.

Med godkendelsen af de to reaktorer ved Genkai-værket har NRA givet grønt lys for genstart af i alt 10 reaktorer. Men endda er der pt. kun to reaktorer, som er i drift. En tredje er midlertidigt standset, og vil komme i gang igen i løbet af få uger. Men flere af tilladelserne kræver så omfattende forbedringer, at de først forventes klar til igangsætning i 2020 (se indlæg om levetidsforlængelser), mens andre er bremset af afgørelser ved de japanske domstole (se indlæg om Takahama-værket). Før Fukushima-katastrofen i 2011 havde Japan 54 aktive atomreaktorer. Så reaktiveringen af de japanske atomreaktorer skrider forbløffende langsomt frem.

Forud for Fukushima-katastrofen i 2011 havde Genkai-værket fire reaktorer i gang. Men Kyushu Electric har kun søgt genstart for de to nyeste reaktorer, som er hhv. 18 og 22 år gamle, og dermed har en regulær driftsperiode foran sig (den normerede driftsperiode er 40 år). Kyushu Electric har allerede besluttet, at Reaktor 1 aldrig mere kommer i gang, og Reaktor 2, som blev taget i brug for 35 år siden, vil sandsynligvis heller ikke nogensinde mere komme til at producere strøm. Så det er kun et spørgsmål om tid, før den også bliver sendt til dekommissionering.

Kyushu har fornemme forhold for solenergi, og Fukushima-katastrofen udløste ikke mindst på Kyushu et veritabelt boom i etableringen af solcelleanlæg. Det gik så hurtigt med etableringen af nye solcelleanlæg, at Kyushu Electric allerede efter godt et år måtte slå bremsen i, for ikke at de da endnu ikke genstartede reaktorer ved Sendai-værket og Genkai-værket skulle fremstå som værende fuldstændig overflødige. Og det er i dag kun muligt at tilslutte små husstandsanlæg på Kyushu.

Læs mere »

Share

Trump i Putins net?

10. december 2016

Dette blog-indlæg handler ikke direkte om klimaindsats, men kan endda få endog meget stor betydning for det storpolitiske klima, hvori den globale klima-indsats i de kommende år må udfoldes. Siden september har der været forlydender om, at Rusland ikke bare gjorde forsøg på at blande sig i det amerikanske valg, hvilket kunne være med til at udstille det vestlige demokrati som forkvaklet, men målrettet har støttet den ene af to kandidater, Donald Trump. Dermed har Rusland, uden at det måske har været den direkte mål dermed, været med til at sikre, at en klimafornægter rykker ind i Det Hvide Hus med følge af en sværm af klimafornægtere fra den fossile industri.

På det seneste er kravene vokset om at få undersøgt i hvor høj grad og af hvem, det amerikanske valg er er blevet forsøgt manipuleret. Samtidig er Obama lige nu ifølge The Guardian lagt under betydeligt pres for at frigive nu hemmeligtstemplede dokumenter om, i hvor høj grad der har været tale om russisk indblanden. Der har tydeligvis været forsøgt at vente med disse ganske prekære spørgsmål indtil valget var kommet lidt på afstand. Måske man har givet Trump en måned til at forme sit kabinet før man tog hul på problematikken i det offentlige rum, men nu ser der ud til at der sker noget.

I går morges amerikansk tid meddelte Lisa Monaco, der er Homeland Security Advisor i Det Hvide Hus, at Obama havde taget initiativ til et ‘full review’, for at få belyst, i hvor høj grad russiske interesser har forsøgt ikke bare at forstyrre og diskreditere det amerikanske valg, men også at påvirke valgets udfald ved at søge at styrke den ene kandidat og svække den anden gemmen hacking-aktiviteter, manipulation af valgsystem og stemmemaskiner, produktion og udbredelse af fake news osv. Rapporten vil ikke foreligge før i Obamas allersidste dage – Trump overtager Det Hvide Hus 20. januar – og rapporten kan meget vel ende med også for betydelige deles vedkommende at blive fortroligtstemplet. Monaco sagde, at det vil være op til de amerikanske efterretningstjenester at vurdere hvilke dele af rapporten, som kunne frigives. Men selv de ikke offentliggjorte dele vil kunne informere det politiske system, som skal tage eventuelle konsekvenser af situationen.

Samtidig står det via et læk fra de amerikanske efterretningstjenester til Washington Post klart, at CIA er rimeligt sikker på, at russerne ikke bare hackede Det Demokratiske Partis mailserver og Hillary Clintons kampagneleder John Podestas mailserver, men også hackede Det Republikanske Partis mail-server, men blot overfor republikanerne undlod at videregive informationerne.

Julian Assange har pure afvist, at Wikileaks har fået de hackede mails fra russerne, men igen siger de amerikanske efterretningstjenester, at der er tale om russke hacks, og at man via mellemmænd har givet disse mails til Wikileaks, hvorfra man så har forsøgt at skade Hillarys kampagne mest muligt ved dagligt over en måned at dryppe nye portioner af lækkede mails, så der hver dag var til nye afsløringer, som i højre-republikanske medier kunne bidrage til at befæste det billede af Hillary som højkriminel og værende uden for lov og ret, som man gennem årene har investeret så meget i at opbygge.

Læs mere »

Share