Updates på Strøtanker

30. april 2016

Vi lever i en dynamisk verden, hvor alt er i stadig udvikling. Nogle gange kan man derfor blot få dage efter færdiggørelsen af et blog-indlæg opleve, at perspektiverne har ændret sig markant. Jeg har derfor fået den ‘uvane’ blot at lave en update nederst i et eksisterende indlæg frem for at skrive et nyt indlæg. I en række tilfælde er der tale om hele serier af opdateringer. Dette gør for det gode, at sammenhørende informationer forbliver samlet, og at man i en række situationer bedre får synliggjort udviklingen. Men omvendt bliver det i blog-formatet sværere at se disse opdateringer, fordi de gemmer sig dybt inde i bloggens afkroge. Derfor har jeg etableret en side: Opdaterede blog-indlæg, som giver et overblik over de senest opdaterede indlæg.

Jeg vil gerne samtidig benytte anledningen til at pege på nyhedssiden Agenda 350, som hver dag ved middagstid opdateres med nye artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden.

 

Share

Wall Street Journals klimafornægtelse italesat

16. juni 2016

Denne annonce er den første af en serie på 12, som i de kommende uger vil blive indrykket i Wall Street Journal på prominent plads, lige overfor lederpladsen, hvorfra der løbende udgydes en massiv klimafornægtelse. Gennem årene er det således blevet til mere end 200 ledere om klimaspørgsmålet, alle med et mere eller mindre utilsløret klimafornægtende synspunkter, hvilket ikke er så mærkeligt, da vi her står med et af Murdoch-koncernens mere forkromede talerør.

Det kan derfor umiddelbart virke underligt, at Wall Street Journal overhovedet har valgt at sige ja til en annonce, som direkte sætter spørgsmålstegn ved Wall Street Journals vedholdende klimafornægtelse. Partnership for Responsible Growth, som har indrykket annoncen, har da også måttet betale for det. Wall Street Journal synes at have en fuld pris-kategori, som meget sjældent bliver brugt, som er beregnet for de annoncer og annoncører, man ikke sympatiserer med, så man ikke må afvise, men at disse annoncører blot får lov til at gribe dybere i lommerne.

“We’re not really trying to convert or attack the paper,” siger George Frampton, som står bag initiativet til Washington Post: “We’re trying to reach out to a business audience in a medium that never tells them the the science is basically settled and that this is a national-security and economic problem . . . I’d say if the Journal won’t cover it, we’ll pay to have them cover it.”

Læs mere »

Share

Donalds klima

28. maj 2016

Nu hvor det ligger i kortene, at republikanernes kandidat til Obamas efterfølger i Det Hvide Hus bliver Donald Trump, synes det på plads at lave et indlæg om Donalds klima, ligesom man kan finde indlæg om Hillarys klima og Bernies klima. Umiddelbart bliver det noget lettere at lave, for klimapolitikken har indtil nu været til at overse i Donalds politiske cirkus. Tilbage i marts sagde han i et interview med Washington Post, at han ikke troede så meget på det med klimaforandringer – og har flere gange hævdet, at der var tale om et kinesisk plot for at svække den amerikanske økonomi. Som oftest bliver det blot til ultrakorte statements – at det er en hoax, bullshit eller a con job. Og med størstedelen af det republikanske parti sponsoreret af fossile interesser for at opretholde klimafornægtelsen er Trump ikke i løbet af primærprocessen blevet modsagt på dette område.

I det hele taget er han i foruroligende lille grad blevet modsagt. Tværtimod har de amerikanske medier villigt ladet sig reducere til mikrofonholdere for hans absurde teater i stedet for at holde ham til ansvar for den eklatante mangel på politiske substans, hans mangel på basal udenrigspolitisk forståelse, hans chauvinisme, hans demagogi og leflen for laveste fællesnævner, hans utilslørede racisme og skingrende islamofobi. Når endelig der er nogen, som har ymtet uenighed, har han jordet sine modstandere så brutalt og i så høj grad ved at gå efter personen frem for bolden, at der med ganske få undtagelser har været tale om en udtalt berøringsangst.

Både medierne og hans republikanske politiske modstandere må derfor i denne tid se sig dybt i spejlet, hvordan de har kunnet lade en sådan gøgeunge udruge i den republikanske primær-rede og fuldstændigt lade ham afspore den politiske diskurs.

Hvis således – Gud forbyde det – hele denne næsten halvandet år lange valgproces i verdens største økonomi ender med, at Donald flytter ind i Det Hvide Hus med sin Playboy-politik, er det en katastrofe ikke bare for USA, men for verdenssamfundet og for verdens videre udvikling. Og det at et menneske med en sådan sans for trætterier og konspirationsteorier, en sådan manglende sans for, at der findes en verden uden for hans amerikanske hvid mand-univers og decideret fladpandede politiske program, kan finde vejen gennem primærvalgenes politiske nåleøje, stiller alvorlige spørgsmål ved, hvordan demokratiet håndteres i verdens rigeste land.

Læs mere »

Share

Bataan – historien om Filippinernes hvide elefant

28. april 2016

Opførelsen af det filippinske atomkraftværk Bataan blev efter mange års tilløb påbegyndt i 1977. Det stod klar til ibrugtagning i 1986, men har endnu ikke produceret en eneste kilowatttime.

Snarere end et H.C. Andersensk eventyr, hvor alt mod slutningen forløses på et højere plan, må fortællingen om Bataan, Filippinernes første og hidtil eneste atomkraftværk regnes som en klassisk tragedie – et på mange planer dybt tragisk forløb. Men i en tid, hvor der igen bliver talt meget om nødvendigheden af at udbrede atomkraften til hele verden for at tackle klimaudfordringen, er den værd at genlæse. For en udbredelse af atomkraften til det store flertal af verdens lande, som endnu ikke har nogen atomkraft og indtil nu ikke haft nogen planer derom, vil stå overfor mange af de samme udfordringer som på Filippinerne.

Ligesom alle moderne stater skulle Filippinerne i årene efter 2. verdenskrig også have atomkraft, så i 1961 grundlagde man PAEC – The Philippine Atomic Energy Commission – for at forberede Filippinerne til at træde ind i atomalderen. For det kræver viden og personale og infrastruktur at bygge og drive et atomkraftværk, hvis det skal fungere efter hensigten. Forud havde Filippinerne i 1955 (samme år vi i Danmark grundlagde prøvestation Risø) underskrevet en aftale med USA om fredelig udnyttelse af atomenergien, ligesom Filippinerne i 1956 blev medlem af det internationale atomenergiagentur IAEA. Allerede i 1957 udarbejdede et amerikansk konsulentfirma en første vurdering af mulighederne for at etablere atomkraft på Filippinerne. Konklusionen var dog, at det var for tidligt i og med, at hele den infrastrukturelle sammenhæng manglede, men at det kunne blive relevant i 1970erne. I 1958 grundlægges PNRI, The Philippine Nuclear Research Institute, og med støtte fra FNs program for fredelig udnyttelse af atomkraften fik man i 1963 en lille 1 MW forskningsreaktor i gang.

I 1963 igangsætter PAEC i samarbejde med IAEA en ny pre-investment-analyse, som i 1965 anbefaler Filippinernes regering dels seriøst at overveje atomkraft i energiforsyningen af hovedøen Luzon fra først i 70erne, dels at forberede hele det lovkompleks, som skal til for at kunne igangsætte og drive et atomkraftværk – Luzon er omkring 2½ gange Danmarks størrelse og har en befolkning på omkring 50 mio. På den baggrund bliver der i 1967 indhentet tilbud om en reaktor på 300-500 MW, som skal stå færdig i 1975. Der sker dog ikke rigtigt mere i dette spor. Men i 1968 vedtages en lovgivning, som muliggør atomkraft i landet, og allerede måneden efter indgås der en rammeaftale med den amerikanske regering om udarbejdelsen af to reaktorer samt leveringen af det nødvendige brændsel dertil.

I 1971 autoriserer præsident Ferdinand Marcos det nationale energiforsyningsselskab NPC til at forestå udarbejdelsen af atomkraftværker. Og samtidig med at Filippinerne bliver erklæret i undtagelsestilstand, som varede fra 1972-81 og gjorde det muligt for ham at fortsætte som præsident trods den stærkt voksende modstand, går IAEA i 1972 i gang med endnu et feasibility-studie, som i 1973 konkluderer, at en 600 MW-reaktor på hovedøen ville være teknisk mulig, og at det var muligt at finde egnede placeringer.  Præsident Marcos proklamerer herefter med landet i undtagelsessituation sine planer om at opføre to 600 MW reaktorer.

Læs mere »

Share

Paris-aftalen underskrevet

22. april 2016

Symbolikken var til at tage og føle på, da den klimaaftale, som blev vedtaget ved COP21 i Paris i december, som skal sikre den hurtigst mulige afvikling af det fossile samfund, i dag havde første underskrivelsesdag på Moder Jords dag, 22. april. For den aftale har i allerhøjeste grad at gøre med at beskytte Moder Jord mod vi menneskers måske største fejlgreb til dato, afbrændingen af fossile brændstoffer. Meget vanvittigt har vi fundet på gennem tiderne, men med den fossile ild har vi udløst kræfter og muligheder, som intet førindustrielt samfund har kendt til. Det har i de seneste to århundreder ført til, at vi er blevet ikke bare voldsomt mange flere, men også voldsomt meget mere indgribende i de økosystemer, vores eksistens i sidste ende er afhængig af. Så selvom Paris-aftalen er en klimaaftale, så handler det om meget mere end kul og olie. Det handler om beskyttelsen og bevarelsen af hele det livsgrundlag, som har båret menneskeheden igennem hele dens historie, og som vi nu som ‘tak’ er i fuld gang med at smadre. Paris-aftalen er frugten af 21 års forhandlinger under UNFCCC, som FN iværksatte i forlængelse af Rio-konferencen i 1992. Det har ikke været noget enkelt forløb, og resultatet er ikke bare entydigt indlysende, men vi står nu med Paris-aftalen med et instrument, som hvis verdens lande slutter op om den i de kommende årtier vil gribe transformativt ind i mere eller mindre alle aspekter af menneske- og samfundslivet og forhåbentlig sikre, at fremtidige generationer også får mulighed for at leve med, af og på den generøse Moder Jord, som har båret menneskeheden frem til i dag.

For at Paris-aftalen overhovedet bliver en gyldig aftale, skal mindst 55 lande med i alt mindst 55% af verdens klimaudledninger underskrive og ratificere aftalen. I dag har 175 af verdens 195 lande underskrevet, heriblandt stort set alle de største udlederlande. Dette er ny rekord for FN – aldrig før i FNs historie har så mange lande underskrevet en aftale på samme dag. Efter dagens signing ceremony skal aftalen gennem en ratifying process, hvor de enkelte lande har sikret sig de nationale godkendelser mv., som den endelige ratificering indebærer. Her har foreløbig 15 af verdens mindste og mest sårbare lande taget også dette skridt. Men store udlederlande som Australien, Indien, Kina og USA har klart markeret, at de vil foretage den endelige underskrivelse allerede i år og har i fællesskab opfordret alle til at tage også dette skridt hurtigst muligt, så det egentlige arbejde kan begynde. Her kan EU vise sig at være blandt de langsomme, fordi aftalen skal frem og tilbage mellem godkendelser i EU og i de enkelte medlemslande. Men alt tyder lige nu på, at de 55 lande og 55 procent vil være i hus inden årets udgang.

Læs mere »

Share

Bernies klima

15. april 2016

Bernie Sanders har i sin kampagne for at blive den demokratiske kandidat til præsidentvalget i USA til november givet klimaindsatsen en central placering – og ikke kun ved at ønske sig lidt flere solceller, vindmøller, elbiler og smart technology. Han har tværtimod sat klimapolitikken ind i et stort anlagt politisk og socialt perspektiv, hvor han samtidig adresserer retfærdighedsaspektet, det intergenerationelle, den morale forpligtelse og de eksisterende magtstrukturer, som foreløbig er lykkedes med at forsinke den nødvendige klimaindsats med adskillige årtier. 

Tilbage i juli sidste år skrev jeg et indlæg om Hillary Clintons klimapolitiske linje – Hillarys klima – som forsøgte at indkredse, i hvilken udstrækning man ville kunne forvente, at hun, hvis hun blev Obamas efterfølger, videreførte hans påbegyndte klimapolitik. I mellemtiden er Bernie Sanders kommet på banen som udfordrer til nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat. Bernie har i høj grad formået at udfordre Hillary, ikke mindst på klimaområdet, hvilket også afspejler sig i, at flere og flere af de løbende opdateringer i blog-indlægget om Hillarys klimapolitik handlede lige så meget om Bernies klima. For med Bernie på banen har hun været nødt til løbende at skærpe sin klimaposition for om muligt at vinde lidt af Bernies indhug i de unges stemmer tilbage. Så nu, hvor der om mindre end en uge er primærvalg i New York, hvor klima og miljø ser ud til at få en vis rolle, var det på plads at lave en pendant om Bernies klima og se på, hvordan han har været med til at sætte klimadagsordenen i det demokratiske primærvalg og i hvilken grad, de to demokratiske kandidaters klimaperspektiv er forskelligt.

Som oftest er det demokratiske primærvalg for længst afgjort, når det når til New York. Men i år er det anderledes. En sejr – eller i hvert fald et godt resultat i New York nu 19. april – er uomgængeligt vigtig for begge de tilbageværende kandidater. I en række primærvalg i det sydlige USA, som traditionelt er ganske konservativt, vandt Hillary stort tidligere på foråret, ikke mindst takket være en massiv opbakning fra de afro-amerikanske vælgere. Så hun vil med en en stor sejr i New York om ikke lukke ballet endeligt, så gøre det endnu mere usandsynligt, at Bernie kan nå at indhente hende. For Hillary er New York hjemmebane. Hun har været senator for staten New York i to fireårsperioder, så alle kender hende. Hun er da også storfavorit til at vinde nu på tirsdag, og hvis Bernie skulle gå hen og vinde i New York eller bare komme tæt på, så vil det psykologisk set være en gigantisk lussing, efter at hun for blot en måned siden var urørligt foran. For Bernie er New York tilsvarende vigtig, hvis han skal gøre sig håb om at stå med flest forpligtede delegerede, når primærvalgende er ovre. Han har indhentet noget på det seneste, men er stadig mere end 200 bagefter.

Læs mere »

Share

Hiroaki Koide: The seven sins of nuclear power

2. april 2016

Igennem mere end fire årtier har Hiroaki Koide været en af Japans mest fremtrædende strålings-forskere. Han indså tidligt, at der var fundamentale problemer med den japanske håndtering af atomkraften, og fra sin position ved et strålingslaboratorium ved Kyoto University blev han tidligt en af de mest fremtrædende kritikere af “the nuclear village” – hele det kompleks af interesser, som omspinder, styres og næres af den japanske atomindustri, som frem for at tage sin sikkerhedsopgave alvorligt lullede sig selv og det japanske samfund ind i den illusion, at intet kunne gå galt. Så sikre var man på teknologiens ufejlbarlighed (Chernobyl var jo i Rusland), at man den dag det gik galt var fuldstændig uforberedt.

Koide er for nylig gået på pension. Ved den lejlighed gav han et langt interview til Japan Focus,¹ som giver et sjældent indblik i den japanske virkelighed, hvori det kunne gå så galt som det gjorde – og hvor det her fem år efter fortsætter med at gå galt, fordi man er så utilbøjelig til at lære af sine fejl og åbent at erkende, hvad som gik galt. I den forbindelse genlæste jeg Hiroaki Koides vidnesbyrd ved en høring i det japanske overhus 23.05.2011, blot godt to måneder efter Fukushima-katastrofen.² Han runder her sin gennemgang af det nucleare brændselskredsløb af med at konstatere, at fast breeder-reaktorerne (den næste generation af reaktorer, som løser alle de problemer de nuværende) igennem nu et halvt århundrede været liiiige ved at være færdigudviklede. Deadline for den første fast breeder-reaktor er senest skubbet til senest 2050, men ifølge Koide-san vil det aldrig ske – det er et umuligt forehavende. Han slutter sin præsentation med en ganske tankevækkende reference til Gandhis syv sociale synder:

In closing, I would like to quote the “seven social sins” that Mahatma Gandhi warned against, and which are inscribed on his memorial. The first is “Politics without Principle.” To those who gathered here today, I would like you to take these words deeply to heart. Gandhi’s other sins, such as “Wealth without Work,” “Pleasure without Conscience,” “Knowledge without Character,” “Commerce without Morality,” all apply to electric power companies, including TEPCO. And with “,” I would challenge academia and its all-out involvement with the nation’s nuclear power policy, and that includes myself. The last one is “Worship without Sacrifice.” To those who have faith, please take these words to heart, too.²

  1. Politics without Principle
  2. Wealth without Work
  3. Pleasure without Conscience
  4. Knowledge without Character
  5. Commerce without Morality
  6. Science without Humanity
  7. Worship without Sacrifice

Når ret skal være ret, er det ikke kun Japans “nuclear village”, som fremstår noget anløben i dette perspektiv. Tværtimod synes Gandhis syv sociale synder i forskellig iklædning at optræde i alle samfund. De er civilisationskritik til benet.

De syv sociale synder er således også centrale komponenter i vor tids nok største paradoks, at vi til trods for, at vi alt for godt ved, at vi er nødt til at lægge vores kurs radikalt om, hvis vi skal lykkes at imødegå klima- og bæredygtighedsudfordringen, ikke synes at være i stand til, endsige indstillet på, for alvor at ændre kursen.

I en optegnelse for 16. marts 2013 er det muligt at se Hiroaki Koide i en 15 min. video fra et symposium i New York 11.03.2013: The Medical and Ecological Consequences of the Fukushima Nuclear Accident.

Hirano Katsuya & Kasai Hirotaka: “The Fukushima Nuclear Disaster is a Serious Crime”: Interview with Koide Hiroaki, The Asia-Pacific Journal – Japan Focus 15.03.2016.¹

Norimatsu Satoko Oka, Yasuyuki Sakai & Hiroaki Koide: The Truth About Nuclear Power: Japanese Nuclear Engineer Calls for Abolition, The Asia-Pacific Journal – Japan Focus 08.08.2011.²

 

Share

Japan skruer igen op for A-kraften III – Takahama-værket

29. december 2015

Herover ses Takahama-værket med dets fire reaktorer, hvoraf reaktor 3 og 4 i forgrunden i februar opnåede godkendelse af genstart ved den nyetablerede japanske sikkerhedsinstans NRA. 

I månederne efter Fukushima-katastrofen i marts 2011 blev en efter en samtlige 54 atomreaktorer taget ud af drift, for efterhånden som de blev standset for det årlige sikkerhedscheck og genpåfyldning af brændselselementer turde ingen lokalpolitiker give sin accept af genstarten. Hele det sikkerhedsapparat, som så eklatant havde fejlet, blev skrottet, og en ny sikkerhedsinstans, NRA, hvis første opgave var at definere nye sikkerhedsregler for drift af atomreaktorer i Japan, blev etableret. Herefter måtte de forsyningsselskaber, som ejer de japanske reaktorer, reaktor for reaktor søge om godkendelse i en møjsommelig proces, som har krævet op imod 40.000 sider dokumentation ud over en række tekniske og sikkerhedsmæssige opgraderinger, som afhængig af hvilken reaktorer, der er tale om, kan være fra mindre justeringer til opgraderinger, som er så omfattende, at det forretningsmæssigt set ikke vil vil hænge sammen.

I august i år lykkedes det ved Sendai-værket at få de første to japanske reaktorer i ordinær drift efter det nye sæt af sikkerhedsregler, og i november kom endnu en reaktor ved Sendai-værket i gang (se blog-indlægget  Japan skruer igen op for A-kraften I – Sendai-værket). Herefter var det ventet, at næste genstart ville blive en reaktor ved Ikata-værket (se blog-indlægget Japan skruer igen op for A-kraften II – Ikata-værket). For genstarten af reaktor 3 og 4 ved Takahama-værket, som i februar opnåede den nye sikkerhedsinstans NRAs godkendelse, blev i april i år blokeret på grund af en retskendelse. Men i løbet af december er de nødvendige lokale tilladelser faldet på plads. Og her juleaftensdag behandlede retten i Fukui en anke over afgørelsen, og blokeringen af genstarten var ophævet.

Allerede dagen efter igangsatte Takahama-værkets ejer, KEPCO, som er forsyningsselskab for Kansai-regionen, påfyldningen af brændselselementer i reaktor 3. Mandag den 28. var de 157 brændselselementer på plads og reaktoren klar til opstart. Der er endnu ikke fremlagt nogen tidsplan, men den nationale japanske TV-station NHK oplyser i dag, at opstartsprocessen vil blive igangsat allerede i januar.

Læs mere »

Share

Divestment og dumstædighed

17. december 2015

Sidste år førte Ansvarlig Fremtid en divestment-kampagne overfor en række danske pensionskasser for at få dem til at afvikle alle investeringer i fossile selskaber, og – selvom det ikke var stærkt understreget – indse, at det at sikre fremtiden ikke kun handlede snævert om den optimale forrentning af pensionskapitalen. Det måtte samtidig ske på en måde, så man ikke ødelagde fremtidens levevilkår og mulighederne for at fastholde velfærden fremover. Pensionskasserne har allerede tilsvarende humane og etiske retningslinjer, så det var kun naturligt i den nuværende situation at inddrage både klima- og bæredygtighedsmæssige retningslinjer.

Resultatet var lidt forskelligt i de 7 danske pensionskasser, hvor der blev ført divestment-kampagne. Men i de fleste viste der sig et flertal for at afvikle alle investeringer i de 100 værste kulselskaber.

I min egen pensionskasse, Arkitekternes Pensionskasse, viste der sig et flertal på 58% for divestment. Men bestyrelsen fastholdt efterfølgende, at man ikke var til sinds at lade sig diktere af sådanne små aktivistflertal – men ville fastholde bestyrelsens frihed til at sikre pensionsformuen bedst muligt!

Derfor dette lille indlæg i dag – for ud over at udvise en eklatant manglende respekt for de demokratiske processer ved blot at lade hånt om medlemmernes udsagn, så viser grafen herover, som stammer fra en artikel i dagens Børsen, hvor uforsvarligt det har været overfor den pensionsformue, disse bestyrelser er sat til at forvalte, blot at overhøre sine medlemmers ønsker og indsigt i tingenes tilstand. For tendensen var allerede klar i første kvartal 2015, og siden da er de fossile aktiekurser raslet ned. I løbet af de sidste to år er kursen på olieselskabernes aktier faldet med godt 40%, mens kulvirksomhedernes aktiekurser er faldet med hele 88,6%. Samtidig er Bloombergs indeks for solcellevirksomheder steget med 5%, mens vind-indekset er steget med hele 30%.

Læs mere »

Share

Når en vindmølle havarerer … når et atomkraftværk

14. december 2015

Ved den seneste storm i dagene op til klimatopmødets begyndelse havarerede vindmølle nr. 7 på Paludans Flak ud for Samsø om morgenen den 28. november. Mølletårnet brækkede simpelthen over lige under det sted, hvor møllehuset er fastgjort, og top og vinger faldt samlet i havet. Møllerne blev koblet ud, den havarerede mølle blev taget ud af kredsløbet, og få dage efter var de øvrige ni møller på Paludans Flak i gang igen. Møllen var en 2,3 MW Bonus-mølle fra 2003, og 13 møller med en tilsvarende konstruktion er nu blevet checket. Der tilbagestår at finde ud af, om det er forsikringsselskabet eller Siemens (som i mellemtiden har opkøbt Bonus), som skal udrede omkostningerne ved udbedringen af møllen, som synes totalskadet. Men ingen uløselige problemer, ingen alvorlige bivirkninger, ingen tilskadekomne – måske bortset fra et par knuste muslingeskaller på havbunden – ingen psykiske men.

I betragtning af hvor mange møller vi efterhånden har i Danmark, er det en sjælden forteelse. Men det er nu opklaret, at det var en svækket svejsesøm, som var årsagen – en usædvanlig fejl, som ingen tidligere mindes at have set som havari-årsag. Når det går galt, er det som oftest de bevægelige dele: Brækkede vinger, overbelastede geardele eller, som man så det med Middelgrundens vindmøllebue, problemer med at de store transformatorer bliver overbelastede.

Vi springer herefter til 11. marts 2011, hvor en tsunami ud for det nordlige Honshu væltede ind over kysten og lammede atomkraftværket Fukushima Daiichi. Kølingen satte øjeblikkeligt ud, og i de følgende døgn havarerede fire af værkets seks reaktorer totalt. De sikkerhedsforanstaltninger, man havde, formåede intet, og selvom beregninger få år inden havde vist, at en tsunami med en sådan kraft kunne ramme kysten, havde man ikke taget konsekvensen og forhøjet sin tsunami-sikring – eller i det mindste sikret nødstrømgeneratorerne til køleanlæggene mod oversvømmelse. Så man stod magtesløs overfor situationen og kunne blot se på, at tre af reaktorerne mere eller mindre totalnedsmeltede mens reaktorbygningen for en fjerde, som var midlertidigt tømt for brændselslegemer, eksploderede. Heldigvis var der fralandsvind, så størstedelen af det radioaktive materiale drev ud over havet, men på et tidspunkt var vinden ind over land, og man måtte evakuere i alt 200.000 mennesker og indføre strålingskontrol med alle fødevarer. I månederne efter lukkede de japanske reaktorer en efter en for det årlige vedligeholdelsescheck, og efterfølgende turde ingen give accept af genstart, så Japan stod uden 30% af sin energiforsyning. Man måtte derfor indføre ganske strenge energisparekampagner over hele landet for at klare sig gennem sommervarmen, hvor airconditioning-anlæggene kørte på højtryk. Kontorhuse måtte sætte termostaten så højt, at man måtte insistere på, at de sædvanlige jakkesæt blev hjemme. Energiforbrugende virksomheder måtte fordele deres produktion, så de brugte mindst, når det samlede forbrug var højest. Og det lykkedes at spare omkring 15% af det normale forbrug – hvilket et godt stykke hen ad vejen var godt. Men mere end 100 mio. mennesker måtte

Læs mere »

Share