Updates på Strøtanker

30. april 2016

Vi lever i en dynamisk verden, hvor alt er i stadig udvikling. Nogle gange kan man derfor blot få dage efter færdiggørelsen af et blog-indlæg opleve, at perspektiverne har ændret sig markant. Jeg har derfor fået den ‘uvane’ blot at lave en update nederst i et eksisterende indlæg frem for at skrive et nyt indlæg. I en række tilfælde er der tale om hele serier af opdateringer. Dette gør for det gode, at sammenhørende informationer forbliver samlet, og at man i en række situationer bedre får synliggjort udviklingen. Men omvendt bliver det i blog-formatet sværere at se disse opdateringer, fordi de gemmer sig dybt inde i bloggens afkroge. Derfor har jeg etableret en side: Opdaterede blog-indlæg, som giver et overblik over de senest opdaterede indlæg.

Jeg vil gerne samtidig benytte anledningen til at pege på nyhedssiden Agenda 350, som hver dag ved middagstid opdateres med nye artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden.

 

Share

Demokraternes konvent i Philadelphia

25. juli 2016

Oven på Republikanernes konvent i Cleveland i sidste uge, hvor Donald Trump blev nomineret til præsidentkandidat, er det i denne uge Demokraternes tur med fire dage i Philadelphia nær det sted, hvor USAs forfatning i sin tid blev til. Det kommer oven på et langt primærvalg, som efter et tæt kapløb er endt med, at Bernie Sanders i forrige uge endorsed Hillary Clinton og dermed erkendt, at det bliver hende, som bliver Demokraternes kandidat til at efterfølge Obama i Det Hvide Hus. Endda har Sanders ikke trukket sin kampagne, men har med betydelig succes søgt at påvirke forberedelserne af Det Demokratiske Partis politiske platform for det kommende valg. Og jeg vil her i de kommende dage følge udviklingen med særligt fokus på klimapolitikken.

I et indimellem næsten desperat forsøg på at appellere til Bernie Sanders’ vælgere har Hillary i løbet af valgkampen gjort stadig flere af Bernies klimasynspunkter til sine. Først et nej til Keystone XL, så et nej til arktisk olieeftersøgning. Skridt for skridt har hun tilegnet sig betydelige dele af Sanders’ klimaagenda.

Denne proces er forsat i de seneste ugers arbejde med at forberede den valgplatform, som skal vedtages i denne uge. Hvor den demokratiske klimapolitik den tidlige fase af det demokratiske primærvalg er belyst i løbende opdateringer af blog-indlægget Hillarys klima, da er den videre udvikling i selve primærvalgsprocessen og den efterfølgende forberedelse af Demokraternes valgplatform belyst i blog-indlægget Bernies klima. Klimapolitisk set er der stadig uenigheder omkring fracking, men alt tyder lige nu på, at Demokraterne i løbet af denne uge vedtager et særdeles progressivt program, hvor klimaindsatsen bliver håndteret med den nødvendige urgency. Således kom der i seneste forberedelsesrunde en passus om, at samtlige policy-initiativer på alle områder fremover skal klimagranskes og ikke må være hindrende for omstillingsprocessen.

Oven på det republikanske reality show i Cleveland har det givet været en ambition at få demokraternes konvent til at fremstå som enigt, værdigt og politisk visionært. Men sent fredag blev der detoneret en bombe: Via Julian Assange og WikiLeaks blev der frigivet 19.252 e-mails, som er hacket fra Det Demokratiske Partis mailserver. Disse mails stiller Det Demokratiske Partis ledelse i et endog meget problematisk lys. For her bliver det, som Sanders-kampagnen hele vejen igennem har hævdet, uafviseligt klart, at partiledelsen ikke har set det som sin opgave at sikre en fair demokratisk proces, men tværtimod i det skjulte har søgt at favorisere Clintons kampagne og bagtale Sanders’. Det er ny benzin på et bål, som ellers var lige ved at være brændt ud. og det vil givet gøre det endnu vanskeligere for en del af Bernies folk at slutte op om Hillary.

Gateway Pundits har lavet en liste med links til nogle af de mere betændte mails, som nu ligger på WikiLeaks. (link)

Læs mere »

Share

Radioaktive skove

19. juli 2016

.
NHK Documentary: Radioactive Forests, 49:39 min. video juli 2016.

Den nationale japanske TV-station NHK har lavet en dokumentar om radioaktiviteten i det evakuerede område omkring Fukushima Daiichi atomkraftværket, hvor tre reaktorer i marts 2011 kom ud af kontrol og nedsmeltede, med en ganske alvorlig radioaktiv forurening til følge.

I den første tid efter katastrofens begyndelse, hvor langt den største del af den radioaktive forurening blev frigivet, var vindforholdene sådan, at det radioaktive nedfald var størst ud over Stillehavet. Men omkring 30% bevægede sig ind over land, og en stribe af forurenede landskaber strækker sig 40-50 km mod nordvest, langt ud over den 20 km evakueringszone omkring Fukushima Daiichi.

I de mennesketomme landskaber har naturen fået sin renaissance – skolegårdene har meterhøj vegetation, fugle og dyr huserer anderledes frit. Så umiddelbart er der, som det af dem som ønsker at bagatellisere problemerne ved A-kraft udtrykker det, kommet et naturreservat ud af miseren. Men det er et strålingsramt naturreservat. Strålingsniveauet for området som helhed er i dag under halvdelen af, hvad det var umiddelbart efter katstrofen. Men sine steder er det stadig 250 gange højere end hvad man kan måle i Tokyo, blot 200 km længere sydpå. Og hvor nogle strålingsskader kommer umiddelbart til udtryk, så lever andre videre som genetiske fejl, som kan manifestere sig mange generationer frem.

Dokumentaren følger japanske videnskabsmænds arbejde med at forstå omfanget og konsekvenserne af strålingen, først og fremmest i Fukushimas skovområder. Man ser billeder af, hvordan strålingspartikler stadig er spredt rundt i bark og nåle, fugle og pattedyr, insekter og fisk. I dokumentaren ser man, hvordan erfaringer fra Chernobyl har vist, at strålingen blandt andet fører til deformering af træernes vækst, mens fugle har abnormale fjerdannelser (form og pigmentering) samt langt højere forekomster af abnormale sædceller. Meget mangler endnu at blive undersøgt i evakueringsområdet omkring Fukushima, men der synes at være tale om de samme tendenser. En russisk forsker, som har undersøgt strålingspåvirkningen omkring Chernobyl, har således fundet tilsvarende misdannelser af fyrretræers skud omkring Fukushima. I mange tilfælde mangler topskuddet simpelthen (i områder med markant stråling i op til halvdelen af tilfældene), hvilket skovbrugsmæssigt vil det give alvorlige komplikationer.

Læs mere »

Share

Fukushima blues – tre år efter NRAs nye sikkerhedsregler

8. juli 2016

Herover ses Sendai-værket, hvis to reaktorer er de eneste som er kommet i gang her tre år efter at den japanske sikkerhedsinstans NRAs nye regler for reaktorsikkerheden trådte i kraft.

Forud for Fukushima-katastrofen(s begyndelse) 11. marts 2011 havde Japan 54 aktive atomreaktorer, som producerede tæt på 30% af landets energiforbrug, og man havde planer om at udbygge reaktorflåden, så man i løbet af en årrække ville komme op på 50%. Men efterfølgende blev alle reaktorerne én for én taget ud af drift, efterhånden som de blev standset for det årlige driftseftersyn og udskiftning af brændselslegemer. For ingen havde mod på at give tilladelse til genstarten.

Selvom det mest blev sagt indirekte, så var det indlysende, at det ikke kun var Fukushima Daiichi-værkets ejer, TEPCO, som var skyld i, at en katastrofe som denne kunne ske. Det var hele det sikkerhedsapparat, som var sat op for at sådanne katastrofer kunne undgås, som havde svigtet. Alle havde sovet i timen, for ingen troede at det nogensinde skulle komme dertil, at den slags skete, i hvert fald i Japan. Umiddelbart kan det ligne en naturkatastrofe: et stort jordskælv giver en stor tsunami, som sætter atomkraftværkets nødsystemer ud af kraft. Men rent faktisk havde TEPCOs ingeniører få år forinden beregnet, at en katastrofe præcist som den der skete, kunne ske. I stedet for at øge tsunami-sikringen eller blot løfte nødgeneratorerne op i en højde, hvor de ikke kunne oversvømmes (blot en af disse foranstaltninger kunne have modvirket katastrofen), fik man besnakket sikkerhedsmyndighederne til, at man blot skulle at lave endnu en rapport. I befolkningen var tilliden til hele denne sammenspiste “nuclear village” således på nulpunktet, og et markant flertal så helst at atomreaktorerne aldrig mere blev taget i brug, eller hvis det ville give for store huller i energiforsyningen, at man i en overgangsfase genstartede nogle få for lige netop at have energi til at holde hjulene i gang.

På den baggrund blev hele det hidtidige sikkerhedsapparat skrottet, og man søgte fra bunden af  at bygge et nyt op, som kunne forestå sikkerheden ved den fremtidige drift af de japanske atomreaktorer og hermed genskabe befolkningens tillid til A-kraften. Første opgave for NRA (Nuclear Regulation Authority), som den nye sikkerhedsinstans kaldes, var derfor at definere et regelsæt, så man efterfølgende ville stå med verdens skrappeste sikkerhedsregler.

NRA brugte herefter laaaang tid på at forberede disse regler. Men 8. juli 2013 trådte de officielt i kraft. Herefter kunne de forsyningsselskaber, som ejer og driver de japanske atomkraftværker, sende ansøgninger ind om genstart af deres reaktorer. Og her på treårsdagen er det på plads med en status.

NRA har til dato modtaget ansøgninger om genstart af i alt 26 reaktorer ved 16 forskellige værker. Sagsbehandlingen er meget tidskrævende, og forud for hver godkendelse er der udarbejdet et dokumentationsmateriale på i titusindvis af sider og gennemført omfattende inspektioner og testes. Så foreløbig er det lykkedes at færdiggøre sagsbehandlingen for 7 reaktorer, som har fået genstartstilladelse.

Men endnu er der kun kommet to reaktorer i gang ved Sendai-værket på det sydlige Kyushu (se blog-indlæg om opstarten af Sendai-værket). To andre reaktorer ved Takahama-værket opnåede starttilladelse i februar og blev igangsat umiddelbart efter. Men der viste sig tekniske problemer med den ene. Og kort efter genstarten tvang en retskendelse KEPCO til at lukke den anden af de to reaktorer (se blog-indlæg om opstarten af Takahama-værket). Den næste reaktor, som forventes at komme i gang, er Reaktor 3 ved Ikata-værket. Dens tilladelse kom på plads i november 2015, og nu er de fornødne sikkerhedsopgraderinger og tests gennemført, så selve opstarten begynder en af de allernærmeste dage (se blog-indlæg om opstarten af Ikata-værket).

NRA har yderligere givet en tilladelse til en levetidsforlængelse fra 40 til 60 år for Reaktor 1 og Reaktor 2 ved Takahama-værket. Men her forestår så omfattende udbedringer, før de kan genstartes, at de først forventes klart til opstart i 2019.

Så umiddelbart er det let at gøre status: Efter tre år er der endnu kun kommet to reaktorer i gang. Det er straks mere vanskeligt at spå om, hvor mange flere, der vil blive genstartet i de kommende år.

Læs mere »

Share

Exit Brexit

29. juni 2016

Den 23. juni var der folkeafstemning i Storbritannien om briternes videre tilknytningsforhold til EU. Resultatet blev, at 51,9% af de vælgerne, som stemte, satte kryds ved Brexit, som det i løbet af valgkampen kom til at hedde: At Storbritannien skulle forlade EU.

På valgdagen stemte 17,4 mio. briter for Brexit, mens 16,1 mio. briter markerede, at de ønskede at forblive i EU. Men stemmeprocenten var historisk lav, kun 72% af vælgerne stemte. Dermed var det kun 37,4% af de stemmeberettigede, som stemte for Brexit. Umiddelbart er dette et meget lille flertal, når det gælder afgørelsen noget så centralt som et 40-årigt ægteskab med det europæiske fællesskab, og i mange andre situationer kræver sådanne konstitutionelle afgørelser to tredjedeles flertal i to på hinanden følgende afstemninger.

Mange synes da også at være vågnet med alvorlige tømmermænd oven på en nærmest bizar valgkamp. Allerede morgenen efter stod det klart, at meget lidt af det, som Brexit-kampagnen havde stillet i udsigt, kunne lade sig gøre. Og hvis der havde eksisteret en fortrydelsespille for uoverlagt stemmeafgivning, tyder meget på, at afgørelsen ville være blevet en helt anden. For en underskriftsindsamling med det mål at få en ny afstemning, hvori der skal et flertal på mindst 60% af stemmerne, hvis valgdeltagelsen er under 75%, har efterfølgende fået en kolossal tilslutning.

Blot fem døgn efter Brexit-afgørelsen var en realitet, rundede kampagnen mere end 4 mio. underskrifter, og tallet er stadig stigende. (link) Disse underskrifter må først og fremmest formodes at komme fra mennesker, som enten ikke fik stemt eller har stemt Brexit, selvom de ‘kun’ ønskede at markere en utilfredshed, men på ingen måde ønskede, at Storbritannien forlod EU, eller havde forestillet sig, at det kunne blive konsekvensen.

Talløse læserbreve synes at bekræfte dette mønster, og i det første døgn efter afstemningen kunne man se en voldsom stigning i Google-søgninger på “What is EU” og “What is Brexit”. Lidt sent kunne man mene, men måske er vi kun næsten modne til den slags afstemninger. Og måske skulle man have formuleret afstemningen om det meget komplekse spørgsmål helt anderledes, så politikerne havde haft noget konkret at gå videre med og opbygge deres kampagner omkring. Ikke mindst synes det i en moderne medievirkelighed nødvendigt at holde mediedækningen og politikernes kampagner i kortere snor, for valgkampen har ikke gjort det lettere for den almindelige brite at gennemskue det komplekse spørgsmål. Tværtimod har der ikke mindst fra Brexit-side været luftet mange usandheder, og der har været talt til alle mulige former for had og indestængte følelser, selvom det måske havde meget lidt med EU at gøre, når det kom til stykket. Måske var det i virkeligheden mere et nej til den ekstreme ulighed i det britiske samfund, som kun er er uddybet efter årtiers neoliberalisme, end det var et nej til at være med i det europæiske fællesskab.

Læs mere »

Share

Wall Street Journals klimafornægtelse italesat

16. juni 2016

Denne annonce er den første af en serie på 12, som i de kommende uger vil blive indrykket i Wall Street Journal på prominent plads, lige overfor lederpladsen, hvorfra der løbende udgydes en massiv klimafornægtelse. Gennem årene er det således blevet til mere end 200 ledere om klimaspørgsmålet, alle med et mere eller mindre utilsløret klimafornægtende synspunkter, hvilket ikke er så mærkeligt, da vi her står med et af Murdoch-koncernens mere forkromede talerør.

Det kan derfor umiddelbart virke underligt, at Wall Street Journal overhovedet har valgt at sige ja til en annonce, som direkte sætter spørgsmålstegn ved Wall Street Journals vedholdende klimafornægtelse. Partnership for Responsible Growth, som har indrykket annoncen, har da også måttet betale for det. Wall Street Journal synes at have en fuld pris-kategori, som meget sjældent bliver brugt, som er beregnet for de annoncer og annoncører, man ikke sympatiserer med, så man ikke må afvise, men at disse annoncører blot får lov til at gribe dybere i lommerne.

“We’re not really trying to convert or attack the paper,” siger George Frampton, som står bag initiativet til Washington Post: “We’re trying to reach out to a business audience in a medium that never tells them the the science is basically settled and that this is a national-security and economic problem . . . I’d say if the Journal won’t cover it, we’ll pay to have them cover it.”

Læs mere »

Share

Donalds klima

28. maj 2016

Nu hvor det ligger i kortene, at republikanernes kandidat til Obamas efterfølger i Det Hvide Hus bliver Donald Trump, synes det på plads at lave et indlæg om Donalds klima, ligesom man kan finde indlæg om Hillarys klima og Bernies klima. Umiddelbart bliver det noget lettere at lave, for klimapolitikken har indtil nu været til at overse i Donalds politiske cirkus. Tilbage i marts sagde han i et interview med Washington Post, at han ikke troede så meget på det med klimaforandringer – og har flere gange hævdet, at der var tale om et kinesisk plot for at svække den amerikanske økonomi. Som oftest bliver det blot til ultrakorte statements – at det er en hoax, bullshit eller a con job. Og med størstedelen af det republikanske parti sponsoreret af fossile interesser for at opretholde klimafornægtelsen er Trump ikke i løbet af primærprocessen blevet modsagt på dette område.

I det hele taget er han i foruroligende lille grad blevet modsagt. Tværtimod har de amerikanske medier villigt ladet sig reducere til mikrofonholdere for hans absurde teater i stedet for at holde ham til ansvar for den eklatante mangel på politiske substans, hans mangel på basal udenrigspolitisk forståelse, hans chauvinisme, hans demagogi og leflen for laveste fællesnævner, hans utilslørede racisme og skingrende islamofobi. Når endelig der er nogen, som har ymtet uenighed, har han jordet sine modstandere så brutalt og i så høj grad ved at gå efter personen frem for bolden, at der med ganske få undtagelser har været tale om en udtalt berøringsangst.

Både medierne og hans republikanske politiske modstandere må derfor i denne tid se sig dybt i spejlet, hvordan de har kunnet lade en sådan gøgeunge udruge i den republikanske primær-rede og fuldstændigt lade ham afspore den politiske diskurs.

Hvis således – Gud forbyde det – hele denne næsten halvandet år lange valgproces i verdens største økonomi ender med, at Donald flytter ind i Det Hvide Hus med sin Playboy-politik, er det en katastrofe ikke bare for USA, men for verdenssamfundet og for verdens videre udvikling. Og det at et menneske med en sådan sans for trætterier og konspirationsteorier, en sådan manglende sans for, at der findes en verden uden for hans amerikanske hvid mand-univers og decideret fladpandede politiske program, kan finde vejen gennem primærvalgenes politiske nåleøje, stiller alvorlige spørgsmål ved, hvordan demokratiet håndteres i verdens rigeste land.

Læs mere »

Share

Bataan – historien om Filippinernes hvide elefant

28. april 2016

Opførelsen af det filippinske atomkraftværk Bataan blev efter mange års tilløb påbegyndt i 1977. Det stod klar til ibrugtagning i 1986, men har endnu ikke produceret en eneste kilowatttime.

Snarere end et H.C. Andersensk eventyr, hvor alt mod slutningen forløses på et højere plan, må fortællingen om Bataan, Filippinernes første og hidtil eneste atomkraftværk regnes som en klassisk tragedie – et på mange planer dybt tragisk forløb. Men i en tid, hvor der igen bliver talt meget om nødvendigheden af at udbrede atomkraften til hele verden for at tackle klimaudfordringen, er den værd at genlæse. For en udbredelse af atomkraften til det store flertal af verdens lande, som endnu ikke har nogen atomkraft og indtil nu ikke haft nogen planer derom, vil stå overfor mange af de samme udfordringer som på Filippinerne.

Ligesom alle moderne stater skulle Filippinerne i årene efter 2. verdenskrig også have atomkraft, så i 1961 grundlagde man PAEC – The Philippine Atomic Energy Commission – for at forberede Filippinerne til at træde ind i atomalderen. For det kræver viden og personale og infrastruktur at bygge og drive et atomkraftværk, hvis det skal fungere efter hensigten. Forud havde Filippinerne i 1955 (samme år vi i Danmark grundlagde prøvestation Risø) underskrevet en aftale med USA om fredelig udnyttelse af atomenergien, ligesom Filippinerne i 1956 blev medlem af det internationale atomenergiagentur IAEA. Allerede i 1957 udarbejdede et amerikansk konsulentfirma en første vurdering af mulighederne for at etablere atomkraft på Filippinerne. Konklusionen var dog, at det var for tidligt i og med, at hele den infrastrukturelle sammenhæng manglede, men at det kunne blive relevant i 1970erne. I 1958 grundlægges PNRI, The Philippine Nuclear Research Institute, og med støtte fra FNs program for fredelig udnyttelse af atomkraften fik man i 1963 en lille 1 MW forskningsreaktor i gang.

I 1963 igangsætter PAEC i samarbejde med IAEA en ny pre-investment-analyse, som i 1965 anbefaler Filippinernes regering dels seriøst at overveje atomkraft i energiforsyningen af hovedøen Luzon fra først i 70erne, dels at forberede hele det lovkompleks, som skal til for at kunne igangsætte og drive et atomkraftværk – Luzon er omkring 2½ gange Danmarks størrelse og har en befolkning på omkring 50 mio. På den baggrund bliver der i 1967 indhentet tilbud om en reaktor på 300-500 MW, som skal stå færdig i 1975. Der sker dog ikke rigtigt mere i dette spor. Men i 1968 vedtages en lovgivning, som muliggør atomkraft i landet, og allerede måneden efter indgås der en rammeaftale med den amerikanske regering om udarbejdelsen af to reaktorer samt leveringen af det nødvendige brændsel dertil.

I 1971 autoriserer præsident Ferdinand Marcos det nationale energiforsyningsselskab NPC til at forestå udarbejdelsen af atomkraftværker. Og samtidig med at Filippinerne bliver erklæret i undtagelsestilstand, som varede fra 1972-81 og gjorde det muligt for ham at fortsætte som præsident trods den stærkt voksende modstand, går IAEA i 1972 i gang med endnu et feasibility-studie, som i 1973 konkluderer, at en 600 MW-reaktor på hovedøen ville være teknisk mulig, og at det var muligt at finde egnede placeringer.  Præsident Marcos proklamerer herefter med landet i undtagelsessituation sine planer om at opføre to 600 MW reaktorer.

Læs mere »

Share

Paris-aftalen underskrevet

22. april 2016

Symbolikken var til at tage og føle på, da den klimaaftale, som blev vedtaget ved COP21 i Paris i december, som skal sikre den hurtigst mulige afvikling af det fossile samfund, i dag havde første underskrivelsesdag på Moder Jords dag, 22. april. For den aftale har i allerhøjeste grad at gøre med at beskytte Moder Jord mod vi menneskers måske største fejlgreb til dato, afbrændingen af fossile brændstoffer. Meget vanvittigt har vi fundet på gennem tiderne, men med den fossile ild har vi udløst kræfter og muligheder, som intet førindustrielt samfund har kendt til. Det har i de seneste to århundreder ført til, at vi er blevet ikke bare voldsomt mange flere, men også voldsomt meget mere indgribende i de økosystemer, vores eksistens i sidste ende er afhængig af. Så selvom Paris-aftalen er en klimaaftale, så handler det om meget mere end kul og olie. Det handler om beskyttelsen og bevarelsen af hele det livsgrundlag, som har båret menneskeheden igennem hele dens historie, og som vi nu som ‘tak’ er i fuld gang med at smadre. Paris-aftalen er frugten af 21 års forhandlinger under UNFCCC, som FN iværksatte i forlængelse af Rio-konferencen i 1992. Det har ikke været noget enkelt forløb, og resultatet er ikke bare entydigt indlysende, men vi står nu med Paris-aftalen med et instrument, som hvis verdens lande slutter op om den i de kommende årtier vil gribe transformativt ind i mere eller mindre alle aspekter af menneske- og samfundslivet og forhåbentlig sikre, at fremtidige generationer også får mulighed for at leve med, af og på den generøse Moder Jord, som har båret menneskeheden frem til i dag.

For at Paris-aftalen overhovedet bliver en gyldig aftale, skal mindst 55 lande med i alt mindst 55% af verdens klimaudledninger underskrive og ratificere aftalen. I dag har 175 af verdens 195 lande underskrevet, heriblandt stort set alle de største udlederlande. Dette er ny rekord for FN – aldrig før i FNs historie har så mange lande underskrevet en aftale på samme dag. Efter dagens signing ceremony skal aftalen gennem en ratifying process, hvor de enkelte lande har sikret sig de nationale godkendelser mv., som den endelige ratificering indebærer. Her har foreløbig 15 af verdens mindste og mest sårbare lande taget også dette skridt. Men store udlederlande som Australien, Indien, Kina og USA har klart markeret, at de vil foretage den endelige underskrivelse allerede i år og har i fællesskab opfordret alle til at tage også dette skridt hurtigst muligt, så det egentlige arbejde kan begynde. Her kan EU vise sig at være blandt de langsomme, fordi aftalen skal frem og tilbage mellem godkendelser i EU og i de enkelte medlemslande. Men alt tyder lige nu på, at de 55 lande og 55 procent vil være i hus inden årets udgang.

Læs mere »

Share

Bernies klima

15. april 2016

Bernie Sanders har i sin kampagne for at blive den demokratiske kandidat til præsidentvalget i USA til november givet klimaindsatsen en central placering – og ikke kun ved at ønske sig lidt flere solceller, vindmøller, elbiler og smart technology. Han har tværtimod sat klimapolitikken ind i et stort anlagt politisk og socialt perspektiv, hvor han samtidig adresserer retfærdighedsaspektet, det intergenerationelle, den morale forpligtelse og de eksisterende magtstrukturer, som foreløbig er lykkedes med at forsinke den nødvendige klimaindsats med adskillige årtier. 

Tilbage i juli sidste år skrev jeg et indlæg om Hillary Clintons klimapolitiske linje – Hillarys klima – som forsøgte at indkredse, i hvilken udstrækning man ville kunne forvente, at hun, hvis hun blev Obamas efterfølger, videreførte hans påbegyndte klimapolitik. I mellemtiden er Bernie Sanders kommet på banen som udfordrer til nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat. Bernie har i høj grad formået at udfordre Hillary, ikke mindst på klimaområdet, hvilket også afspejler sig i, at flere og flere af de løbende opdateringer i blog-indlægget om Hillarys klimapolitik handlede lige så meget om Bernies klima. For med Bernie på banen har hun været nødt til løbende at skærpe sin klimaposition for om muligt at vinde lidt af Bernies indhug i de unges stemmer tilbage. Så nu, hvor der om mindre end en uge er primærvalg i New York, hvor klima og miljø ser ud til at få en vis rolle, var det på plads at lave en pendant om Bernies klima og se på, hvordan han har været med til at sætte klimadagsordenen i det demokratiske primærvalg og i hvilken grad, de to demokratiske kandidaters klimaperspektiv er forskelligt.

Som oftest er det demokratiske primærvalg for længst afgjort, når det når til New York. Men i år er det anderledes. En sejr – eller i hvert fald et godt resultat i New York nu 19. april – er uomgængeligt vigtig for begge de tilbageværende kandidater. I en række primærvalg i det sydlige USA, som traditionelt er ganske konservativt, vandt Hillary stort tidligere på foråret, ikke mindst takket være en massiv opbakning fra de afro-amerikanske vælgere. Så hun vil med en en stor sejr i New York om ikke lukke ballet endeligt, så gøre det endnu mere usandsynligt, at Bernie kan nå at indhente hende. For Hillary er New York hjemmebane. Hun har været senator for staten New York i to fireårsperioder, så alle kender hende. Hun er da også storfavorit til at vinde nu på tirsdag, og hvis Bernie skulle gå hen og vinde i New York eller bare komme tæt på, så vil det psykologisk set være en gigantisk lussing, efter at hun for blot en måned siden var urørligt foran. For Bernie er New York tilsvarende vigtig, hvis han skal gøre sig håb om at stå med flest forpligtede delegerede, når primærvalgende er ovre. Han har indhentet noget på det seneste, men er stadig mere end 200 bagefter.

Læs mere »

Share