Updates på Strøtanker

17. september 2015

Bernie Sanders og Hillary Clinton har i de tidlige faser af det amerikanske præsidentvalg formået at vende en oftest meget banal konkurrence på mudderkastning og fejlinformation til en reel politisk diskussion, hvor ikke mindst klimaudfordringen og hvad USA må gøre for at tackle den, har stået centralt. Tiden må vise, om de formår at holde stilen, nu hvor primærvalgene er i gang.

Vi lever i en dynamisk verden, hvor alt er i stadig udvikling. Nogle gange kan man derfor blot få dage efter færdiggørelsen af et blog-indlæg opleve, at perspektiverne har ændret sig markant, eller at en afgørende detalje ikke kom med, fordi der gik lidt for meget nyhedsorgan i indlægget. Jeg har derfor fået den uvane, i stedet for at skrive et nyt indlæg, blot at lave en update nederst i et eksisterende indlæg. I nogle tilfælde er der tale om hele serier af opdateringer. Dette gør for det gode, at sammenhørende informationer forbliver samlet, og at man i en række situationer bedre får synliggjort dynamikken og bruddene. Men omvendt bliver det i blog-formatet sværere at se disse opdateringer, fordi de gemmer sig dybt inde i bloggens labyrint. Derfor prøver jeg nu en tid at lade denne lille meddelelse ligge øverst i bloggens ‘roll’, så man her har en liste med de senest opdaterede indlæg sammen med nogle få stikord om de seneste opdateringer.

03.02. – Clintons klima – en række opdateringer, senest omkring lanceringen af et nyt afsnit af Hillary Clintons klimaplan, om energieffektiviseringer i den amerikanske bygningsmasse, som står for 40% af det amerikanske energiforbrug.

03.02. – Når en vindmølle havarerer … når et atomkraftværk – opdatering om havariet af en vindmølle nord for Samsø med paralleller til, hvor mange følgevirkninger, det kan have, når det går galt for en atomreaktor.

03.02. – Hinkley Point – en historisk fejlinvestering? – med en række opdateringer om EDFs udfordringer med at etablere den nødvendige finansiering til at gennemføre opførelsen af de to planlagte nye reaktorer ved Hinkley C. Senest er tilføjet en tidslinje over den nu ti år lange proces med at få gang i generationsskiftet af den britiske atomreaktorflåde.

29.01.Japan skruer igen op for A-kraften III – Takahama-værket – senest med en opdatering den i dag igangsatte genstart af reaktor 3 ved Takahama-værket og de udstående sikkerhedsproblemer herved.

24.01. – Japan skruer igen op for A-kraften I – en række opdateringer følger genstarten af to reaktorer ved Sendai-værket, senest om Kyushu Electrics forsøg på at løbe fra sin del af aftalen.

18.01. – OPEC-landenes INDC – senest med en opdatering om De Forenede Emirater, som nu lægger op til målrettet at arbejde frem mod at kunne fejre produktionen af den sidste tønde råolie.

29.12. – The fear of GMOs is a rational fear – en opdatering om GMO som ‘cultural construct’ og vanskelighederne ved overhovedet at lave en meningsfuld entydig definition på GMO.

20.12. – Japan skruer igen op for A-kraften II – Ikata-værket – opdateringer om genstartsprocessen for de japanske atomreaktorer, mest Ikata- og Monju-værket.

20.12.Strøtanker om VW-skandalen – opdatering om et tankevækkende forslag om, at VolksWagen i Californien skal idømmes at producere folke-elbiler i stedet for at udbedre de mange biler, de har snydt med.

18.12. – England lukker sin sidste kulmine – senest en opdatering om den endelige lukning af Kellingley.

15.12. – Optakt til COP21 i Paris – med baggrundsinfo om 1½°C/2°C-målsætningernes udfordringer samt løbende opdateringer om de senest indleverede INDC.

12.12. – Paris noter II – anden uges forhandlinger – daglige opdateringer om det politiske slutspil om klimaaftalen i Paris – senest om selve vedtagelsen.

06.12. – Paris noter I – den første uges forhandlinger – daglige opdateringer, senest om ADP2-forhandlingssporets færdiggørelse af forhandlingsteksten til den afsluttende politiske behandling i næste uge.

29.11. – Paris 2015 – En række afrikanske INDC – med den seneste INDC fra Angola, er der nu indleveret klimaplaner fra 52 ud af 53 afrikanske lande.

18.11. – USA og Japan ønsker stop for finansiering af konventionel kulkraft – OECD er netop på baggrund af det amerikansk-japanske kompromis nået til enighed om at stoppe for finansiel støtte til opførelse af nye kulkraftværker bortset fra de allermest effektive med såkaldt ‘ultra-supercritical’ forbrændingsteknologi. Op til 850 kulkraftværker bremset.

08.11. – Strøtanker om VW-skandalen – en update om udviklingen af VW-skandalen, herunder mulighederne for, at diesel-bilen opgives og indfasningen af el-bilen fremmes i den europæiske bilindustri.

23.10. – Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris – i denne uge, hvor der forhandles intenst i Bonn om den endelige aftaletekst for COP21 i Paris, bliver dette indlæg dagligt opdateret med nye links og kommentarer.

22.10. – Harper – endnu en klimafornægter faldet – en opdatering om de canadiske provinsers klimaindsats og udsigten til en ny klimaplan i Canada.

17.10. – Exxons klimasvigt: The Road Not Taken –  en række opdateringer, senest om Bill McKibben, som har indledt en sit down-protest overfor ExxonMobil på baggrund af, hvad han ser som den største udåd overfor menneskeheden nogen virksomhed  har gjort samt at demokrater fra det amerikanske senat nu kræver at få Exxon prøvet for de amerikanske domstole.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften III – Takahama-værket

29. december 2015

Herover ses Takahama-værket med dets fire reaktorer, hvoraf reaktor 3 og 4 i forgrunden i februar opnåede godkendelse af genstart ved sikkerhedsinstansen NRA. 

I månederne efter Fukushima-katastrofen i marts 2011 blev en efter en samtlige 54 atomreaktorer taget ud af drift, for efterhånden som de blev standset for det årlige sikkerhedscheck og genpåfyldning af brændselselementer turde ingen lokalpolitiker give sin accept af genstarten. Hele det sikkerhedsapparat, som så eklatant havde fejlet, blev skrottet, og en ny sikkerhedsinstans, NRA, hvis første opgave var at definere nye sikkerhedsregler for drift af atomraktorer i Japan, blev etableret. Herefter måtte de forsyningsselskaber, som ejer de japanske reaktorer, reaktor for reaktor søge om godkendelse i en møjsommelig proces, som har krævet op imod 40.000 sider dokumentation ud over en række tekniske og sikkerhedsmæssige opgraderinger, som afhængig af hvilken reaktorer, der er tale om, kan være fra mindre justeringer til opgraderinger, som er så omfattende, at det forretningsmæssigt set ikke vil vil hænge sammen.

I august i år lykkedes ved Sendai-værket at få de første to japanske reaktorer i ordinær drift efter det nye sæt af sikkerhedsregler, og i november kom endnu en reaktor ved Sendai-værket i gang (se blog-indlægget  Japan skruer igen op for A-kraften I – Sendai-værket). Herefter var det ventet, at næste genstart ville blive en reaktor ved Ikata-værket (se blog-indlægget Japan skruer igen op for A-kraften II – Ikata-værket). For genstarten af reaktor 3 og 4 ved Takahama-værket, som i februar opnåede den nye sikkerhedsinstans NRAs godkendelse, blev i april i år blokeret på grund af en retskendelse. Men i løbet af december er de nødvendige lokale samtykke faldet på plads. Og her juleaftensdag behandlede retten i Fukui en anke over afgørelsen. Allerede dagen efter igangsatte Takahama-værkets ejer, KEPCO, som er forsyningsselskab for Kansai-regionen, påfyldningen af brændselselementer i reaktor 3, og mandag den 28. var de 157 brændselselementer på plads og reaktoren klar til opstart. Der er endnu ikke fremlagt nogen tidsplan, men den nationale japanske TV-station NHK oplyser i dag, at opstartsprocessen vil blive igangsat allerede i januar.

Læs mere »

Share

Divestment og dumstædighed

17. december 2015

Sidste år førte Ansvarlig Fremtid en divestment-kampagne overfor en række danske pensionskasser for at få dem til at afvikle alle investeringer i fossile selskaber, og – selvom det ikke var stærkt understreget – indse, at det at sikre fremtiden ikke kun handlede snævert om den optimale forrentning af pensionskapitalen. Det måtte samtidig ske på en måde, så man ikke ødelagde fremtidens levevilkår og mulighederne for at fastholde velfærden fremover. Pensionskasserne har allerede tilsvarende humane og etiske retningslinjer, så det var kun naturligt i den nuværende situation at inddrage både klima- og bæredygtighedsmæssige retningslinjer.

Resultatet var lidt forskelligt i de 7 danske pensionskasser, hvor der blev ført divestment-kampagne. Men i de fleste viste der sig et flertal for at afvikle alle investeringer i de 100 værste kulselskaber.

I min egen pensionskasse, Arkitekternes Pensionskasse, viste der sig et flertal på 58% for divestment. Men bestyrelsen fastholdt efterfølgende, at man ikke var til sinds at lade sig diktere af sådanne små aktivistflertal – men ville fastholde bestyrelsens frihed til at sikre pensionsformuen bedst muligt!

Derfor dette lille indlæg i dag – for ud over at udvise en eklatant manglende respekt for de demokratiske processer ved blot at lade hånt om medlemmernes udsagn, så viser grafen herover, som stammer fra en artikel i dagens Børsen, hvor uforsvarligt det har været overfor den pensionsformue, disse bestyrelser er sat til at forvalte, blot at overhøre sine medlemmers ønsker og indsigt i tingenes tilstand. For tendensen var allerede klar i første kvartal 2015, og siden da er de fossile aktiekurser raslet ned. I løbet af de sidste to år er kursen på olieselskabernes aktier faldet med godt 40%, mens kulvirksomhedernes aktiekurser er faldet med hele 88,6%. Samtidig er Bloombergs indeks for solcellevirksomheder steget med 5%, mens vind-indekset er steget med hele 30%.

Læs mere »

Share

Når en vindmølle havarerer … når et atomkraftværk

14. december 2015

Ved den seneste storm i dagene op til klimatopmødets begyndelse havarerede vindmølle nr. 7 på Paludans Flak ud for Samsø om morgenen den 28. november. Mølletårnet brækkede simpelthen over lige under det sted, hvor møllehuset er fastgjort, og top og vinger faldt samlet i havet. Møllerne blev koblet ud, den havarerede mølle blev taget ud af kredsløbet, og få dage efter var de øvrige ni møller på Paludans Flak i gang igen. Møllen var en 2,3 MW Bonus-mølle fra 2003, og 13 møller med en tilsvarende konstruktion er nu blevet checket. Der tilbagestår at finde ud af, om det er forsikringsselskabet eller Siemens (som i mellemtiden har opkøbt Bonus), som skal udrede omkostningerne ved udbedringen af møllen, som synes totalskadet. Men ingen uløselige problemer, ingen alvorlige bivirkninger, ingen tilskadekomne – måske bortset fra et par knuste muslingeskaller på havbunden – ingen psykiske men.

I betragtning af hvor mange møller vi efterhånden har i Danmark, er det en sjælden forteelse. Men det er nu opklaret, at det var en svækket svejsesøm, som var årsagen – en usædvanlig fejl, som ingen tidligere mindes at have set som havari-årsag. Når det går galt, er det som oftest de bevægelige dele: Brækkede vinger, overbelastede geardele eller, som man så det med Middelgrundens vindmøllebue, problemer med at de store transformatorer bliver overbelastede.

Vi springer herefter til 11. marts 2011, hvor en tsunami ud for det nordlige Honshu væltede ind over kysten og lammede atomkraftværket Fukushima Daiichi. Kølingen satte øjeblikkeligt ud, og i de følgende døgn havarerede fire af værkets seks reaktorer totalt. De sikkerhedsforanstaltninger, man havde, formåede intet, og selvom beregninger få år inden havde vist, at en tsunami med en sådan kraft kunne ramme kysten, havde man ikke taget konsekvensen og forhøjet sin tsunami-sikring – eller i det mindste sikret nødstrømgeneratorerne til køleanlæggene mod oversvømmelse. Så man stod magtesløs overfor situationen og kunne blot se på, at tre af reaktorerne mere eller mindre totalnedsmeltede mens reaktorbygningen for en fjerde, som var midlertidigt tømt for brændselslegemer, eksploderede. Heldigvis var der fralandsvind, så størstedelen af det radioaktive materiale drev ud over havet, men på et tidspunkt var vinden ind over land, og man måtte evakuere i alt 200.000 mennesker og indføre strålingskontrol med alle fødevarer. I månederne efter lukkede de japanske reaktorer en efter en for det årlige vedligeholdelsescheck, og efterfølgende turde ingen give accept af genstart, så Japan stod uden 30% af sin energiforsyning. Man måtte derfor indføre ganske strenge energisparekampagner over hele landet for at klare sig gennem sommervarmen, hvor airconditioning-anlæggene kørte på højtryk. Kontorhuse måtte sætte termostaten så højt, at man måtte insistere på, at de sædvanlige jakkesæt blev hjemme. Energiforbrugende virksomheder måtte fordele deres produktion, så de brugte mindst, når det samlede forbrug var højest. Og det lykkedes at spare omkring 15% af det normale forbrug – hvilket et godt stykke hen ad vejen var godt. Men mere end 100 mio. mennesker måtte

Læs mere »

Share

Paris-noter II – anden uges forhandlinger

7. december 2015

Gå direkte til noter for 07., 08., 09., 10., 11. og 12. december, eller til link-sektionen., som ud over at dække anden uge af forhandlingerne i Paris omfatter et bredt udvalg af reaktioner på resultatet af COP21. 

Så er der taget hul på anden uge i Paris, hvor det efter at det lørdag over middag i ADP2-forhandlingssporet lykkedes forhandlingsdelegationerne at blive enige om et oplæg til de afsluttende forhandlinger, er den videre politiske proces, som står i centrum. Der er stadig mange ting at afklare, og stort set samtlige de ’store’ problemer er endnu uafklarede. Men hvor der ved starten af første uge var mere end 1.600 kantede parenteser i teksten, som hver især indikerer ord, sætninger ellertekstdele, som der er flere forslag til, så er der nu ‘kun’ 937 af disse kantede parenteser tilbage. Og de vigtigste problemer er så at sige blevet filtret så meget ud af hinanden, at de, selvom de hænger tæt sammen, endda meningsfuldt kan behandles, forhandles og besluttes hver for sig.

Sammen med dette tekstoplæg er ledelsen af forhandlingerne her i anden uge overgået til det franske værtskab, så det er den fanske udenrigsminister Laurent Fabius, som nu står i spidsen for forhandlingerne. I løbet af den første uge har jeg oplevet flere sessions, hvor han har deltaget, og man må sige, at COP21 med Christiana Figueres, Laurence Tubiana, Ségolène Royal og Laurent Fabius er i virkelig gode hænder. I forhold til hvad vi så i København i 2009, så har de en enestående procesbevidsthed og et meget klart billede af, hvad det er for en aftale, som fremtiden har brug for – og en så stærk procesbevidsthed at det, som skete i København ikke kommer til at gentage sig, at en lille gruppe lande så at sige ‘kuppede’ processen med et forslag, som var forberedt i kulissen en snæver kreds. Det kan man måske gøre måske i det politiske spil omkring en finanslov i Folketinget, men ikke i en aftale som denne, som skal guide verdens 195 lande gennem en stor og svær proces, som kommer til at tage det meste af det 21. århundrede. Så samtidig med, at Fabius  (som Figueres) synes at have en naturlig autoritet omkring sig og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om en stor og ambitiøs aftale, så kan han ydmygt sige, at han har brugt ugen på at lytte – at går fra gruppering til gruppering og tune sig ind på, hvilke billeder, der rundt i krogene er af det endelige resultat, og hvordan der kan bygges bro til en fælles aftale, som ikke bare er et kompromis, men en god aftale.

På en pressekonference i lørdags sagde Fabius meget betegnende, at succeskriteriet for ham ikke bare var en aftale, og ikke bare en god aftale. For selvfølgelig var aftalen central – den skulle på plads. Men der hvor processen for alvor blev forløst – konferencens tipping point – var dér, hvor alle de mange non-state aktører, byer, regioner, virksomheder, organisationer og NGOer var fuldt involverede i det videre arbejde. For klimaindsatsen krævede, at ikke bare alle lande var med, men at alle dele af samfundet var med.

Og med dette indlæg søge i de kommende dage at fastholde en række elementer og stadier i forhandlingerne frem mod den endelige klimaaftale.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Brandalism

2. december 2015


.
I dagene op til COP21 har Paris’ gader været vidne til en ganske tankevækkende event, #brandalism, hvor 82 kunstnere på en af konsumerismens helligdage, ‘black friday’, satte i alt 600 plakater op i bybilledet på plakatstandere tilsvarende dem, som belemrer det centrale København.

Mange af dem er så gode, at jeg ville ønske at der kom en samlet udgave deraf. Men jeg har forsøgt at samle en række af de bedste herover – de fleste er hentet fra galleri-siden på www.brandalism.org.uk. De tager meget præcist den corporate greenwash ved hornene, som COP21 til overmål er vidne til i disse dage, og udstiller den ved at viderebearbejde virksomhedernes grafiske identiteter til politiske budskaber. Brandalism skriver derom:

“Despite the state of emergency banning any gathering, following the attacks of 13 November in Paris, the Brandalism project, conducted with Parisian activists, has placed throughout the city hundreds of unauthorised artworks. These posters emphasise the links between advertising, consumerism, dependence on fossil fuels and climate change. We take possession of advertising space because we want to denounce the role that advertising plays in promoting an unsustainable consumerism. The advertising industry feeds our desires for products based on the exploitation of fossil fuels, which have a direct impact on climate change. As for the climate negotiations and side events sponsored by large companies, the outdoor advertising allows more rich to ensure that their voice is heard beyond all others.”

 

Læs mere »

Share

Paris-noter I – den første uges forhandlinger

30. november 2015

Eiffel-tårnet har fået en prominent rolle i billeddannelsen omkring COP21 med stadig skiftende budskaber om 100% vedvarende energi, træplantning eller som her den kærlighed til vores fælles klode, som må vende den nu ødelæggende kurs.

Gå direkte til noter for 29., 30. nov., 01., 02., 03., 04., 05. dec. eller til link-sektionen.

Så er klimakonferencen i Paris skudt i gang, og i de næste to uger vil klimaet fylde medierne verden rundt. Allerede på dag 1 vil der være op imod 150 statsledere, hvilket er med til at gøre, at der er 6.000 journalister, som har søgt om akkreditering, hvor der er gjort plads til 3.000. Der er 2.800 politifolk til at passe på selve konferencestedet, mens 30.000 er indkaldt til at varetage sikkerheden i Paris og andre 8.000 til at øge kontrollen langs grænserne. Selve konferencen har omkring 20.000 registrerede deltagere, men der er sandsynligvis langt flere lobbyister, NGOer og frivillige omkring de mange sideløbende events. Så der er tale om et gigantisk system.

Jeg vil på dette sted om ikke dagligt, så løbende under vejs i de kommende to uger fastholde noter, egne og ikke mindst andres refleksioner over ’slagets’ gang – og søge at undgå militaristisk billedsprog, for alt efter udfaldet bliver vi alle vindere – eller alle tabere. Så under vejs vil indlægget have karakter af byggeplads.

I blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris har jeg søgt at samle en række af de mange tråde, som væver sig sammen omkring COP21-konferencen, som står overfor den store opgave at skulle samle alle verdens lande om en samlet indsats om at tackle verdens klimaproblemer. Nederst i dette indlæg er der information om nogen af de mange muligheder der er for at følge med via webcasts, Twitter-feeds osv. samt en linksamling, som dagligt suppleres op.

Læs mere »

Share

Optakt til COP21 i Paris

24. november 2015

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Share

2-graders-målsætningen

16. november 2015

Denne graf stammer fra Carbon Brief og giver et godt rids af 2°C-målsætningens historie.

2-graders målsætningen – dette at den gennemsnitlige globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse ikke må overstige 2 grader Celsius – blev introduceret tilbage i 1975, hvor klimavidenskaben var i sin allerførste vorden. Her blev den i en artikel af William Nordhaus forsøgsvist antydet som en mulig tærskel for, hvornår klimaforandringer ville blive katastrofale. Siden er den gadvist blevet del af en standard-målsætning, som i adskillige år var dobbelt, at vi skulle sikre en målsætning, som bremsede temperaturudviklingen før 2°C / 450 ppm, hvor de 450 ppm angiver den maksimalt acceptable koncentration af CO2 i atmosfæren.

Ved den klimaaftale, som endte med ikke at blive vedtaget i København i 2009, var målsætningen således defineret som 2°C / 450 ppm. Men dels var de synlige virkninger af klimaforandringerne på den tid ved at markere sig, selvom den globale temperaturstigning stadig kun var under 1°C. Dels var der stadig klarere tegn i de fremskrivninger, klimavidenskaben gjorde, på, at en stabilisering af det globale klima på 2°C / 450 ppm ikke ville være nogen stabilisering, men tværtimod på langt sigt ville føre til voldsomme klimaforandringer og på meget lang sigt muligvis fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver – med havstigninger på op til 60 meter eller mere til følge. I 2008 fastlagde James Hansen et al. fra NASA således argumentation for, at en langtidsstabilisering af det globale klimasystem krævede en koncentration af CO2 i atmosfæren på max 350 ppm  (den var omkring på 280 ppm før industrialiseringens begyndelse), så allerede i København i 2009 var der mere end 100 lande bag et krav om en målsætning på max 1½C og max 350 ppm. Denne skærpede målsætning for klimaindsatsen er direkte indfældet i navnet på 350.org, den klimabevægelse, som Bill McKibben var med til at grundlægge.

Læs mere »

Share

1.5 STAY ALIVE – En film om nødvendigheden af en 1½°C-løsning

13. november 2015

.
Denne film tager os rundt på opdagelsesrejse i Caribien – ikke det eksotiske Caribien, men det Caribien, som med udsigten til accelererende klimaforandringer står overfor en vanskelig fremtid med hensygnende koralrev og atolsamfund, som forsvinder under havets overflade.

1.5 Stay Alive er en caribisk uddannelses-, musik- og kampagnefilm lavet for at underbygge og understrege nødvendigheden af en klimamålsætning på max 1½°C ved de forestående klimaforhandlinger i Paris. Det er dog ikke nogen ‘tør’ dokumentarfilm, men en mosaik af levnedsskildringer og vidnesbyrd kædet sammen med masser af tilbagelænet caribisk musik.

Air-Clim skriver i sin introduktion til filmen: “The campaign film highlights the threat of global warming for coastal zones and especially for the second largest coral reef in the world, the Mesoamerican and Caribbean coral reef system, which stretches from Florida to Trinidad Tobago. The IPCC concluded in its fifth assessment report in 2013/2014 that the world’s coral reef ecosystems will be one of the first global ecosystems that will disappear with a global temperature increase of more than 1–2 degrees C. Several research articles published recently in “Science” and “Nature” have confirmed this very large threat.”

I denne lille 3 min. video-introduktion kan man høre Tilman Altenburg fra Deutsche Institut für Entwicklungspolitik fortælle om baggrunden for 1.5 Stay Alive.

“1.5 to stay alive.”

Se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO2-reduktioner skal der til?CO2-koncentrationen når 400 ppm2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigningJames Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkeligJames Hansen: Store havstigninger i vente selv ved 2°C og Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?

Zadie Neufville: Against the Odds, Caribbean Doubles Down for 1.5 Degree Deal in Paris, IPS 23.11.2015.

Petre Williams-Raynor: Countdown to COP21: Caribbean climate change campaign gets Jamaican endorsement, The Cleaner 04.11.2015.

Reinhold Pape: Film:1.5 Stay Alive, Acid News 01.11.2015.

Caribbean formatting climate change strategy for Paris meeting, Jamaica Observer 03.08.2015.

1.5 – Stay Alive | Interview with Tilman Altenburg, (3:22 min video) Deutsche Institut für Entwicklungspolitik 22.05.2015.

Links om 1,5°C-målsætningen generelt

John Upton: The forgotten U.N. climate goal: 1.5°C, RenewEconomy 20.11.2015.

Giles Parkinsson: Australia open to 1.5 °C climate target, “carbon neutral” in 2050, RenewEconomy 17.11.2015.

Climate-threatened nations seek tougher temperature goal in Paris deal, Reuters 12.11.2015.

Ed King: Climate vulnerable governments urge all countries to make tough CO2 cuts, Climate Home 11.11.2015.

Sophie Vorrath: Greens call for 1.5°C global warming target, ahead of Paris talks, RenewEconomy 10.11.2015.

Jennie Z. Rose: What is COP21 & Does it Matter? medium.com 06.11.2015.

Oliver Milman: Pacific islands make last-ditch plea to world before Paris climate change talks, The Guardian 01.11.2015.

Carl-Friedrich Schleussner, Michiel Schaeffer & Bill Hare: 1.5°C target adequate for Paris agreement, Acid News 01.11.2015.

Reinhold Pape: The road from Paris, (leder) Acid News 01.11.2015.

103 nations and civil society urge warming to be kept below 1.5°C, Blue & Green Tomorrow 23.10.2015.

Joe Solomon: The Rise, Fall, and Return of 1.5°C in the Global Climate Negotiations, Common Dreams 21.10.2015.

Simon Lee: Before the Flood—1.5 to stay alive, Guardian (Trinidad & Tobago) 20.08.2015.

Brenton Henry: Antigua: 1.5 to stay alive, The Daily Observer 21.07.2015.

Thoriq Ibrahim: Warming above 1.5C will overwhelm islands, says Maldives minister, Climate Home 30.06.2015.

Small Islands propose “below 1.5˚C” global goal for Paris Agreement, AOSIS 08.06.2015.

Simon Evans: IEA: China should shoulder greatest burden in raising climate ambition, Carbon Brief 17.06.2015.

Sophie Yeo: In-depth: Is the 1.5C global warming goal politically possible? Carbon Brief 15.06.2015.

Ed King: Governments silenced over UN climate change target, RTCC 11.06.2015.

Megan Darby: China, India reject calls for tougher climate goal at UN talks, RTCC 10.06.2015.

Roz Pidcock & Rosamund Pearce: Six years worth of current emissions would blow the carbon budget for 1.5 degrees, Carbon Brief 13.11.2014.

Share

Japan skruer igen op for A-kraften II – Ikata-værket

8. november 2015

I disse dage afholdes den årlige evakueringsøvelse omkring Ikata-værket, som ligger på Sadamisaki-halvøen, hvis nåleagtigt lange bjergryg strækker sig fra øen Shikoku mod Kyushu med Indlandshavet mod nord og Stillehavet mod syd. Scenariet for årets øvelse er det fra Fukushima-katastrofen kendte, at atomkraftværket mister kølingen af sine tre reaktorer efter et jordskælv af styrke 7, som vender op og ned på det meste. I alt 15.000 mennesker omkring værket er involveret i den to dage lange øvelse, hvor mange evakueres med bus, men nogen må evakueres med skib, fordi vejforbindelsen til hovedøen er afskåret. Inde på selve værket har flere hold iført strålingsdragter søgt at køle reaktorerne med en ny sprøjtevogn, mens plejepersonale på ælderinstitutioner osv. i en radius på 10 km trænede evakuering af folk i rullestol. Hjemmeværn og en færge evakuerer fra søsiden, ikke alle de 5.000 beboere på på Sadamisaki-halvøen, som kan blive afskåret, hvis uheldet er ude, men 70.

Det er tredje gang, der afholdes en sådan øvelse ved Ikata-værket. Det kan virke noget uvirkeligt, og mange deltager med præmissen, at det aldrig må ske. Men efter det firedobbelte reaktoruheld ved Fukushima-værket i 2011 er det en mulig virkelighed – en situation, som vil kunne ske alle steder, og som man er nødt til at forholde sig nøgternt til, hvis man skal kunne agere rationelt hvis en dag uheldet skulle være ude. Og nu er der udsigt til, at Reaktor 3 ved Ikata-værket kommer i gang inden længe. I juli måned fik reaktoren sin godkendelse ved NRA, den sikkerhedsinstans som blev etableret efter Fukushima-katastrofen i et forsøg på at genskabe befolkningens tillid til A-kraften. Derudover skal der indhentes lokal accept af genstarten, hvilket traditionelt har været fortolket som en formel accept fra guvernøren for det pågældende amt og borgmesteren for værtskommunen. Og inden for den seneste måned har Ikata-værket fået grønt lys fra både Ehime Amts guvernør Tokihiro Nakamura og Ikatas borgmester Kazuhiko Yamashita. Så værkets ejer, Shikoku Electric, regner nu med at være klar til at igangsætte den 890 MW store reaktor i marts 2016. Når genstarten ikke bare følger umiddelbart herefter, er det fordi man som del af tilladelsen har indvilliget i at lave en række jordskælvssikre rørføringer osv. så værket er rustet til større jordskælvsbelastninger. og når disse opgraderinger er gennemført, skal de inspiceres og godkendes af NRA. Så at dømme efter de hidtidige sagsforløb kan genstarten meget vel trække yderligere ud.

Som del af de nye sikkerhedsregler er evakueringszonen også på baggrund af erfaringerne fra Fukushima øget fra 6 km til 30 km. Det kalder på et helt nyt samarbejde mellem kommunerne, som man ikke har nogen tradition for og ikke noget naturligt forum at udvikle i. Så et tilbagevendende kritikpunkt for godkendelserne til genstart har været, at man har set alt for meget på det tekniske på selve værket, og slet ikke har behandlet evakueringsdelen af sikkerheden på samme systematiske måde.

Omkring de to reaktorer ved Sendai-værket, som her i efteråret som de første efter Fukushima er blevet genstartet efter de nye sikkerhedsbestemmelser, er der således stadig ikke nogen samlet evakueringsplan. Og det samme bliver tilfældet for Ikata-reaktoren. Her er de lokale godkendelser kommet uden den systematiske afklaring af evakueringssituationen – med en stille bøn om, at det aldrig bliver nødvendigt. Det er heller ikke nogen enkelt sag at lave sådanne evakueringsplaner, for man kender først katastrofens omfang i det øjeblik det sker – er det udløst af jordskælv, vulkanudbrud, terrorangreb eller blot et teknisk svigt på selve værket? Vil der stadig være passage på Sadamisaki-halvøen eneste forbindende vej, så måske 6.000 mennesker skal evakueres af søvejen. Driver de radioaktive skyer efter gaseksplosioner nådigt ud over havet, hvor få skal evakueres, eller får vi en tunge 50-60 km eller mere ind over hovedøen Shikoku, som vil kræver et meget stort antal mennesker evakueret? Ingen kan vide det, ingen kan forberede sig på alle mulige kombinationer – og ingen synes at se det som deres opgave gøre det. Så uanset premierminister Abes tilbagevendende lovprisning af de japanske sikkerhedsforskrifters verdensklasse er der rigtig mange ubesvarede spørgsmål.

Læs mere »

Share