Blå kyster

24. august 2015

Danmarks kystlinje er ved lov friholdt fra bebyggelse i en 300 m zone. Det kan synes restriktivt, men det har sikret en fantastisk natur- og oplevelsesrigdom i de danske landskaber. Og når man ser, hvordan turismens mangfoldige indretninger har udviklet sig langs kysterne mange andre steder i verden, må man sige, at der ligger megen visdom i denne fredning. Ikke bare giver det smukke landskaber og fælles adgang til havet. Det giver også den hårdt trængte danske natur en vigtig zone. For her på kanten af det dyrkbare har en stor mangfoldighed af dyr og planter tilpasset sig de ofte omskiftelige forhold på overgangen mellem land og vand. Foto fra Janne Klerk: Danmarks kyster.  

I den pakke af indsatser, som den blå regering har varslet for at få gang i økonomien i de danske landdistrikter, ligger et opgør med de planlovsbestemmelser, som lige nu gør, at det er umuligt at bygge i en 300 m bred zone langs de danske kyster. Der er dels det ideologiske, at det forbud fra central hold næsten pr. definition er at onde. Dels kan det fra lokalt hold være svært at se, hvorfor man ikke bare lige kan lave en lille ting her hos os – det ville kunne give en masse omsætning.

Under alt dette ligger nogle ret så udokumenterede påstande om, at turister i Danmark rent faktisk efterspørger turistanlæg, liggestolslandskaber, tavernaer, stranddiskoteker, underholdning og aktivitetsmuligheder. Dansk sommer er alligevel ikke til middelhavsagtige ferier, dertil er vejret endnu for ustadigt, koldt og blæsende. Selvfølgelig vil der altid kunne finde nogen, som kunne bruge disse tilbud, eller ville leje sig ind i ferieboliger, hvis de var anlagt med balkoner med udsigt direkte til strandlivet. Men når først vi har fået det, så forsvinder det ikke bare igen. Og hvis det bliver med privat ejerskab, så står sådanne lejligheder let tomme 10 måneder om året. Så det boost, det måtte give lokalområdet, giver måske stor travlhed i ferietiden, men der er ikke ret meget helårsbeskæftigelse deri, og man får let ret spøgelsesagtige bebyggelser i de øverige ni-ti måneder.

Allerede i 2014 blev der åbnet for en forsøgsordning, hvor der kunne blive tale om et etablere et begrænset antal projekter. Billedet herunder stammer fra en artikel i Berlingske Tidende, hvor man i online-udgaven kan klikke på hver af de projekter, som der er til overvejelse i denne forsøgsordning. Ved at klikke kommer der et lille billede frem samt link til yderligere projektbeskrivelser.

Læs mere »

Share

Blå landskaber

22. august 2015

Mols Bjerge, udsnit af foto fra Janne Klerks netop udkomne tobinds værk ‘Danmarks Kyster’, som skildrer den enestående landskabelige skat, Danmark har med sine 7.000 km kystlinje.   

Da VK-regeringen tiltrådte i november 2001, var det med en reformiver, som jeg ikke mindes eller tror kongeriget har set på noget tidligere tidspunkt (det skulle da lige være Struense). Værdikamp blev det døbt, og inden for de første få måneder blev en lang række af de instanser og udvalg, som karakteriserede det moderne danske velfærdssamfund og dets fundament af indsigt, slagtet. Men kampen gik langt videre. Det velfærdssamfund, som efterkrigstiden møjsommeligt havde udviklet på basis af en solidaritet og et samfundssind, som spændte over hele det politiske spekter, blev næsten brutalt søgt nedrevet. Selvfølgelig skulle vi stadig have hospitaler, men hvis de var private, ville de med en næsten fundamentalistisk markedslogik blive både billigere og bedre, samtidig med at mere var overgivet til det frie initiativ, og tilsvarende blev flere og flere at de funktioner, som prægede en moderne samfund, privatiseret. Ligeledes med postvæsen, kollektiv transport, kommunikation osv. – alt ville blive bedre, hvis det privatiseret, så den frie konkurrence kunne sikre den til enhver tid bedste pris.

Med den nuværende mindretalsregerings spinkle parlamentariske grundlag er det lidt sværere blot at svinge sværdet, men man fornemmer en tilsvarende intens, næsten vredesbetonet vilje til at dæmme op for københavneriets tyranni af landdistrikterne – en indestængt rasen over naturbeskyttelsens ‘urimelige’ barrierer for at dansk landbrug (som underforstået er verdens bedste) kan blive rentabelt. Så hvor det i år 2000 var kultureliten, som stod for, så er det denne gang naturen og det åbne landskab, som må stå for (altså ud over flygtninge og indvandrere, som Dansk Folkeparti på beskæmmende vis har formået at gøre til blå bloks hadeobjekt).

Står det til blå blok, skal planlovs- og fredningsbestemmelserne langs kysterne ryddes af vejen, så ‘Vandkantsdanmark’ friere kan opdyrke kystlandskabernes turistpotentiale. Og i det åbne landskab skal alle hindringer for danske landmænd ryddes af vejen. Væk med randzoner, væk med krav om vinterafgrøder, væk med begrænsninger på gødningsmængder og husdyrhold, kort sagt væk med al regulering, som står i vejen for landbrugets indtjeningspotentiale. Herunder de umiddelbart uproduktive natur- og randzoneområder, som skal kapitaliseres i et absurd regnestykke, hvor nogle få kroners indtægter til de gældsplagede landbrug i et pinagtigt forsimplet regnestykke gøres vigtigere end biodiversitet og sammenhængende naturområder, naturoplevelser, rent drikkevand også til vores efterkommere, og danske farvande, hvor vi ikke hver sommer må høre om bundvendinger og fiskedød.

“Grøn realisme” kaldes det med en forvrængning af gængs sprogbrug på højde med det konventionelle landbrugs forening ‘Bæredygtigt Landbrug’, hvor man med samme sans for sproglig terror ensidigt fokuserer på den økonomiske bæredygtighed. For i den grønne realisme tager man gerne miljøhensyn – tydeligvis har der i formuleringen af regeringsgrundlaget siddet en kommunikationsansat og klippet en masse uforpligtende grønne besværgelser ind i teksten – bare ikke det koster noget eller er til besvær for nogen. Dansk landbrug vil skam gerne være miljøvenlig, bare det ikke går ud over indtjeningen og konkurrenceevnen.

Læs mere »

Share

Blå klimapolitik – eller mangel på samme

20. august 2015

I 2014 lavede den nu forhenværende regering et forlig om den danske klimaindsats frem mod 2020, som ud over rød blok talte de konservative, netop for at give den fornødne klarhed og langsigtethed, som gør, at virksomheder og kommuner og det globale samfund kunne regne med kursen og investere i overensstemmelse dermed. Op til valget før sommerferien blev det fra flere sider i blå blok luftet, at klimamålsætningen for 2020 kunne blive tilbagerullet.

Efter valget kunne den nyudnævnte energi, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til alles lettelse 7. august meddele, at der ikke ville være behov for at røre ved energiforliget fra 2014. Men i går meldte Lars Christian Lilleholt (V) så ud, at den 40% klimamålsætning er for dyr og bør reduceres til 37%.

Det har dog vakt heftig modstand, ikke bare fra rød blok og klima-og miljøorganisationerne, hvor æteren og de sociale medier siden i går har været rødglædende af harme. Også Konservative har meldt ud, at man ikke er til sinds at acceptere en svækkelse af klimamålsætningen, men står ved sin deltagelse i aftalen om de 40%. De Konservatives klima- og energiordfører Mette Abildgaard tweetede i går, at: “K: Vi er ikke indstillet på at slække på klimaambitionerne om 40 % reduktion i 2020. Man opgiver heller ikke et maraton efter 37 km”. Og Connie Hedegaard har skrevet hjem og istemt de danske NGOers kerneargument, at det her blot tre måneder før COP21 i Paris er det værst tænkelige tidspunkt at pille ved billedet af Danmark som foregangsland. Verden har brug for symboler på, at det kan lade sig gøre.

En medvirkende årsag til, at det kunne være ønskværdigt for Venstre at få nulstillet de seneste tilføjelser til klimaindsatsen, som løftede reduktionerne fra 34% til 40%, er sandsynligvis, at der i denne fase var lagt op til, både transportsektoren og landbruget, som indtil nu kun har leveret en forholdsvis mindre del af den danske klimaindsats, skulle inddrages. For selvom nogen af de mest prisbillige klimareduktioner sandsynligvis lige nu er at finde i landbruget, så er det lidt af en kamel for en Venstre-regering at komme til at lægge navn til markante klimapolitiske indgreb i dansk landbrug, ikke mindst i en situation, hvor man har gjort sig til beskytter i en sådan grad, at men er indstillet på at skrotte en lang række miljøbeskyttelseskrav for at give dansk landbrug mere albuerum.

Læs mere »

Share

Christiana Figueres – The Woman Who Could Stop Climate Change

19. august 2015

Dette er ikke noget egentligt indlæg, blot en introduktion til en artikel i seneste udgave af The New Yorker, hvor Elizabeth Kolbert under overskriften The Weight of the World har lavet et fint portræt af lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres – det menneske, som måske lige nu mere end noget andet sidder med verdens fremtid i sine hænder.

Det er ikke noget let job hun har, at skulle samle alle kræfter på denne klode om at nå til enighed om en global klimaaftale i Paris til december, men hun har en sjælden myndighed i sin måde at tage for givet, at alle leverer deres, og en måde at kunne inkludere alle i folden, selv når der er uartige ‘børn’, som synes at svigte den fælles bestræbelse. Hun har også i langt højere grad formået at inkludere civilsamfundet og NGOerne, ikke som pligt eller politisk korrekthed, men som en nødvendig opretholden af det stadige krav om forandring, som gør at vi ikke bare fortsætter i samme umulige spor.

Selvom Figueres grundlæggende kompasset rundt synes utrolig vellidt og respekteret, så får hun tit bebrejdelser, som her på det seneste, hvor hun har prøvet at ægge de fossile selskaber til at komme med deres bud på, hvad deres bidrag til omstillingen kunne være, og har krævet, at de ophører helt med deres mangeårige uvane med at sponsorere klimafornægtelse. Det er på en måde rigtigt at hun gør det, og fra at olieselskaberne fremstod som en massiv forhindring for den nødvendige omstillingsproces, er der er i disse måneder opløftende tegn på, at olieselskaberne har selvransagelsesprocesser, og at i hvert fald de store europæiske olieselskaber aktivt overvejer deres rolle i udviklingen af et post-fossilt samfund (se blog-indlægget Seks europæiske olieselskaber melder klar til klimaindsats). Her har hun så straks NGOerne på barrikaderne, for efter flere årtiers obstruktion af klimaindsatsen kan tilliden til, at olieselskaberne rent faktisk er indstillet på forandring ligge på et meget lille sted – ikke mindst når man trods de nye signaler blot fortsætter ufortrødent med de klima- og miljømæssigt set vanvittige tar sands-projekter og olieudvindingen i det arktiske område. Så Figueres måtte for nylig bede NGOerne om ikke blot reflektorisk at stigmatisere olieselskaberne, samtidig med at hun har givet olieselskaberne hjemmearbejde, inden COP21 at fremlægge seriøse planer for, hvordan de kan og vil bidrage til omstillingen til det postfossile verdenssamfund.

Kolberts artikel er lang og grundig, og samtidig med at man får et godt rids af klimaforhandlingernes udfordringer siden kollapset i København i 2009, kommer Kolbert virkelig godt omkring personen Figueres. Vi møder et gennem-sympatisk menneske med et ledelsesperspektiv, som på trods af – eller måske netop i kraft af – FN-organisationens stive system formår at navigere og lede og lytte, og så pludselig kan bryde ud i dans. Vi hører i artiklen om, hvordan hun må skifte dress code og vokabularium for at kunne begå sig i og kommunikere med oliestaterne – og med største selvfølgelighed gør det. Her kunne vores hjemlige ytringsfrihedsfundamentalisme lære noget.

Figueres siger under vejs i artiklen, at det er hendes klare fornemmelse, at der lige nu i alle lande arbejdes oprigtigt på at kunne lykkes at få en global klimaaftale i hus i Paris. At den kommer i hus vil også være en sejr for Figueres og hendes inklusive ledelse. Hvor aftalen i København blandt andet gik i vasken på grund af, at der blev lavet rigtigt kedelige manøvrer i korridorerne, hvor mange med rimelighed kunne føle sig holdt udenfor – og vi må med skam melde, at vores nuværende statsminister var en del af det spil – dér synes Figueres i de mellemliggende år gradvist at have formået at genskabe den nødvendige tillid, som skal til, og skabe den transparens og inklusivitet omkring processen, som gør, at næsten 200 lande til december kan enes om at sige ja til samme ene aftale. Samtidig er der i forhold til 2009 en langt stærkere erkendelse af, at klimaindsatsen haster og at den må ske i alle lande, så med de frivillige reduktionsmål, som de enkelte lande selv har stillet sig, er det umiddelbart blevet sværere at være imod. Det hjælper også på processen, at de vedvarende energikilder år for år bliver billigere, så det økonomiske incentive til fortsat brug af fossile brændsler svinder ind. Omstillingen kræver investeringer, men tjener sig ind i løbet af få årtier. Hvis processen i Paris endda ender med at strande, er det sandsynligvis på grund af en en kombination af to årsager, dels en utilfredshed med den manglende finansiering af omstillingen og klimatilpasningen i de fattigste lande, dels en protest mod den manglende ambition i klimaindsatsen ikke mindst fra en række af verdens rige industrinationer som Japan, Canada og Australien, hvis klimamålsætninger lige nu må siges at være patetisk utilstrækkelige.

Figueres er selv helt på det rene med, at Paris ikke når en aftale, som sikrer 2°C-målsætningen – dertil er der for mange lande, hvor klimakursen stadig er slingrende. Men er aftalen og systemet først sat op, kan det opjusteres gennem løbende fornyelser. Og som tingene udvikler sig i disse år, kan det meget vel vise sig at afviklingen af det fossile samfund kommer til at gå langt hurtigere end politikerne og deres embedsmænd lige nu byder ind med. Som for eksempel har premierminister Abbott ud fra økonomiske argumenter indberettet en ganske uambitiøs klimamålsætning for Australien, hvor det økonomisk set ville være billigere at lave en langt hurtigere omstilling (se update 18.08. i blog-indlægget Paris 2015 – Australiens INDC).

Figueres har det sidste ord i Kolberts stærkt anbefalelsesværdige artikel: “You know, I think that this whole climate thing is a very interesting learning ground for humanity. I’m an anthropologist, so I look at the history of mankind. And where we are now is that we see that nations are interlinked, inextricably, and that what one does has an impact on the others. And I think this agreement in Paris is going to be the first time that nations come together in that realization. It’s not going to be the last, because as we proceed into the twenty-first century there are going to be more and more challenges that need that planetary awareness. But this is the first, and it’s actually very exciting. So I look at all of this and I go, This is so cool – to be alive right now!”

Se tidligere blog-indlæg: Interview med Christiana Figueres.

Elizabeth Kolbert: The Weight of the World, The New Yorker, 24.08.2015.

Leo Hickman: The Carbon Brief Interview: Christiana Figueres, Carbon Brief 11.06.2015.

John Vidal: The Figueres family led Costa Rica’s revolution, and now it’s green revolution, The Guardian 14.05.2012.

 

Share

Islamic Declaration on Global Climate Change

18. august 2015

I juni fik vi Pave Francis’ encyklika, Laudato Si, som i meget klare vendinger kalder verdens 1,2 mia. katolikker til klimaindsats – endda med en radikalitet, som det er svært for vore dages politikere at gøre det. Og i dag fik vi tilsvarende en Islamic Declaration on Global Climate Change, som udfolder klimaudfordringen i et islamisk perspektiv og meget direkte opfordrer verdens 1,6 mia. muslimer til at gøre deres til at vi kan møde klimaudfordringen.

Deklarationen er resultatet af et todages symposium i Istanbul med deltagelse af 60 islamiske ledere fra 20 forskellige lande.

Traditionelt har klimaindsatsen kun i mindre grad været drevet af muslimske lande, så på den led er det et dobbelt vigtigt dokument. Den islamiske kultursfære spænder over mange af de landskaber, som i de kommende årtier vil blive allerhårdest ramt af klimaforandringer, fordi i forvejen meget varme klimaer bliver varmere, i forvejen meget tørre klimaer bliver endnu mere tørre og ørkenagtige. Samtidig omfatter den islamiske verden en stor gruppe af olielande, som med deres enorme oliereserver traditionelt har været meget modstræbende mod at anerkende om ikke klimatruslen, så dens enorme omfang.

Som vi har set det både med pavens Laudato Si og den islamiske deklaration, så har det spirituelle udgangspunkt muligheder for at italesætte problemer og adfærd, som den verdslige politiske sfære har meget vanskeligt ved. Det kan moralisere, det kan tale til det gode i mennesket, det kan sætte grænser for vores grådighed vores fremfærd, vores egoisme vores fortravlethed og forvirrethed med en direkthed i sproget, som ingen politiker ville slippe levende fra. Så ligesom der er en helt central plads for NGOerne i den store omstilling, så er der en kæmpe opgave for vores tros- og forestilingssystemer i at hjælpe menneskeheden godt videre i den nok største trussel mod menneskeheden i menneskehedens historie, nemlig mennesket selv som er i fuld gang med at tilintetgøre sine omgivelser og sit livsgrundlag.

“Our species, though selected to be a caretaker or steward (khalifah) on the earth, has been the cause of such corruption and devastation on it,” siger den islamiske deklarationstekst. Vi får her for menneskets indplacering i jordelivet en form for mellemposition mellem et deep– og et shallow ecology-perspektiv. Hvor mennesket på den ene side ikke blot er en lige del af naturen, men på den anden side ikke blot er hersker og forbruger, men nok så meget tjener, forvalter og opretholder. Pave Francis har meget direkte adresseret de amerikanske katolikker, som bedriver en omfattende klimafornægtelse og har på sin kærlige måde sagt, at den ikke går. Og senere på året træder han ind midt i fornægtelsen, når han skal holde tale for den amerikanske kongres.
Vi har endnu til gode at se, i hvilken grad den islamiske deklaration bliver bredt formidlet. Den muslimske verden er mindre hierarkisk organiseret end den katolske, så deklarationen er mere afhængig af, at der i hvert land er mennesker, som tager den til sig og bruger den. For eksempel er det nok ikke tilfældigt, at konferencen ikke havde nogen repræsentant fra Tyrkiet, selvom den fandt sted i Istanbul, mens omvendt lederen af det indonesiske Ulema Council, UCI, som repræsenterer 210 mio. muslimer,  har hilst deklarationen velkommen med ordene:

“we are committed to to implementing all [its] recommendations. The climate crisis needs to be tackled through collaborative efforts.” Vil islamiske fundamentalister tage den til sig, vil oliesheikerne tage den med i fredagsbønnen? Det må de kommende uger vise.

Umiddelbart er der tale om et stærkt og radikalt klimaperspektiv. Og hvor de indledende dele i høj grad søger at forbinde islamisk tro og livssyn med et klimaperspektiv – og søger at definere en sådan akse – så er målsætningsdelen trukket helt ind i FN-forhandlingernes værktøjskasse og begrebsapparat, med bud til verdens rigeste lande og olieproducerende lande om at have udfaset deres brug af fossile brændsler inden midten af århundredet samt at levere generøs finansiel og teknologisk hjælp til verdens fattigere lande, erkende den moralske forpligtelse til at reducere forbruget for at give også fattige lande mulighed for at nyde godt af ikke-fornyelige ressourcer, samt at holde 2°C-målsætningen og om muligt 1½ºC-målsætningen – og lade mindst to tredjedele af alle fossile reserver forblive under jorden. Der skal investeres i en grøn økonomi, og den nuværende uetiske naturødelæggelse må erstattes af naturbevarelse og bæredygtigt forbrug, mens forholdene for verdens fattigste må bedres.

Det var det helt korte resume af deklarationstekstens afsnit 3.2. På deklarationens hjemmeside kan man læse om tilblivelsen, at:

“A group of top academics has been engaged in drafting an “Islamic Declaration on Climate Change” and the initial draft has been circulated widely for consultation. The symposium will be an experts’ meeting convened to seek broad unity and ownership from the Islamic community around the Declaration, and to further discuss the amplification of messages and mobilization of various actors and groups around COP 21 and in the future. In attendance will be senior international development policy makers, leaders of faith groups, academics, and other experts. This symposium shall also provide opportunities to connect with leaders from other faiths as well as secular organisations, and promote inter-faith and cross-movement cooperation around aligned and joint messages. It will moreover highlight the future role and contribution of Muslims to the climate movement, and present ample communications opportunities, the aim being to secure high level representation from the diversity of actors mentioned above.”

Læs mere »

Share

Skifergasboringen i Vendsyssel opgivet

17. august 2015

Her til aften har Energistyrelsen meddelt, at det franske energiselskab Total opgiver prøveboringen i Vendsyssel, da skifergaslaget har vist sig for tyndt til at det giver mening at fortsætte eftersøgning og udvinding i området.

Samtidig kan energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt oplyse, at der er oprettet midlertidigt stop for nye ansøgninger om skifergas, så nye ansøgninger ikke vil komme i betragtning for nuværende. Total opgav tidligere på sommeren at boere efter skifergas i den del af koncessionsområdet, som strækker sig under Nordsjælland. Så faren for, at et skifergaseventyr kommer til at vansire de danske landskaber, er i dag skrumpet betragteligt.

Det er glædelige nyheder, for i den nuværende situation giver det ikke mening at hive flere fossile brændstoffer op at den danske undergrund – vi har for længst brugt mere end vores andel, og hvis den basale indsigt, at to tredjedele af alle kendte fossile brændstoffer skal forblive under jorden for at vi kan holde 2°C-målsætningen, så må vi først som sidst indse absurditeten i et efterforske yderligere forekomster.

Der har været protestlejr foran prøveboringen i over et år nu, og protestbevægelsen mod skifergas var ved at komme op i gear ikke kun i de daglige markeringer, men også i forfølgelsen af de mange politiske og juridiske protestmuligheder, som åbnede sig. Man kan derfor håbe, at de kræfter har mod på at sætte et mere eftertrykkeligt punktum for sagen. For den eneste rigtige konklusion på det seneste års hovsa-proces må være, at Danmark får etableret et fuldt moratorium for al videre efterforskning og udvinding af fossile brændstoffer på dansk territorium. Det må meget gerne udstrække sig til det arktiske område.

I første omgang er det vigtigt at sikre sig, at Total ikke foretager nye boringer andre steder i området, for principielt har Total ret til at gennemføre yderligere prøveboringer frem til 2016, og Totals projektleder Henrik Nicolaisen siger til Nordjyske, at: “Der bliver altså ikke tale om nogen form for fracking ved Dybvad. Men det betyder ikke, at vi helt har opgivet jagten på skifergas i Vendsyssel. Nu går vi i tænkeboks og overvejer næste skridt, siger Totals projektleder.”

En ansøgning om fornyet eftersøgning vil i givet fald skulle foreligge inden 5. juni 2016, hvor licensaftalen udløber. Det virker dog ikke umiddelbart realistisk, at det vil ske, dels fordi man sandsynligvis har boret i Dybvad fordi det her var sandsynligt, at det var her, man skulle finde de tykkeste gasførende lag. Dels vil den politiske situation ved en eventuelt ny godkendelse vil være meget anderledes. Hvor det har kunnet lade sig gøre at gennemføre første prøveboring fordi Danmark er blevet godt og grundigt taget på sengen, så vil en fornyet miljøgodkendelse blive langt vanskeligere at hive hjem.

Herover ses et eksempel på et fracking-ramt landskab i Texas – det ville være fortvivlende, hvis Total var kommet af sted med en tilsvarende ødelæggelse af Vendsyssels smukke landskaber. Måske nogle få tjener på skifergassen, men udvindingen giver øget forekomst af jordskælv, store risici i forhold til vores grundvand og ganske alvorlige sundhedsproblemer. Samtidig undslipper der ofte så megen gas uden om rørsystemerne, at den klimagevinst, som der i udgangspunktet kunne være i forhold til kul og olie, forsvinder i den blå luft. 

Man kan spørge sig selv, om der ikke burde køres en form for principiel retssag omkring hele den gennemført luskede måde, hvorpå Danmark er blevet narret ind i en situation, hvor vi pludselig havde solgt retten til at udvinde skifergas mv. i en stor del af landet – uden at nogen vidste, at det var sket. Det burde ikke kunne ske i et demokrati. Og selvom der siges at det er sket af hensyn til koncessionstagerne, så må man sige, at der er taget en lang række forkerte hensyn, mens omvendt en lang række hensyn, som burde være taget og en lang række instanser som burde have været informeret, systematisk har været holdt udenfor. Lykke Friis som dengang var en nøgleperson i forhandlingerne, hævder, at end ikke hun vidste, at hun var ved at give et fransk firma tilladelse til at udvinde skifergas.

Totals skifegasefterforskning har foreløbig kostet 350 mio. kr., og havde der været bare lidt mere gas, så det havde kunnet betale sig at hente den op, så kunne den danske stat meget let have endt med at måtte tilbagebetale en betydeligt større beløb for at kunne købe koncessionsrettighederne tilbage. Så der bør være en lille gruppe mennesker, som har endog meget røde ører over det makværk, de har lavet ved i al hemmelighed at give Total den tilladelse, de gjorde.

Læs mere »

Share

Paris 2015 – Australiens INDC

13. august 2015

Aftenrøde over et brunkulsfyret kraftværk i den australske delstat Victoria. Australien har store kulreserver, og en af landets store udfordringer ved forud for COP21 i Paris at skulle lave en klimaplan, er den nødvendige erkendelse af, at langt størsteparten af disse kul må forblive i undergrunden.

Efter planen skulle de rige landes klimamålsætninger have foreligget først på året, men måske for at demonstrere sin uvilje overfor fænomenet har Australiens premierminister Tony Abbott trukket den endelige lancering af de australske INDC (Individual Nationally Determined Contributions), men i forgårs blev de lagt offentligt frem. Og de indebærer, at Australien vil reducere sine CO2-udledninger med 26-28% i forhold til 2005. Det har for så vidt stået klart længe, og Australiens premierminister Tony Abbott har da også allerede været udsat for et massivt pres for at øge den australske klimaambition, for de australske klimamålsætninger hører blandt de allersvageste blandt de rige lande.

Marshall-øernes udenrigsminister Tony de Brum skrev 11. august på Twitter: “If the rest of world followed Australia’s lead, the Great Barrier Reef would disappear. So would my country.” Lederen af den engelske klimakommission, Lord Deben, karakteriserer den australske klimamålsætning som helt utilstrækkelig og siger, at: “Global warming won’t wait for Mr. Abbott and his government. Mr Abbott’s hubris is staggering.”
Miljøfolk karakteriserer Australiens klimamålsætning som værende ‘patetisk utilstrækkelig’. Abbott har taget til genmæle og siger, at den på ingen måde er værre, end hvad man naturligt kan sammenligne sig med – hvilket kun er næsten forkert i og med at både Japans, Canadas og New Zealands klimamålsætninger tilsvarende er patetisk utilstrækkelige. Men Obamas klimaindsats ligger klasser over, og den australske klimaambition ligger endog meget langt fra EUs og de øvrige europæiske landes, hvor man er i fuld gang med en række af de strukturelle forandringer, som Abbott foreløbig er veget udenom.

Klimamålsætningen kan ses her: Australias 2030 Emission Reduction Target.

Som man kan se det af grafen herunder, svarer de 26% i forhold til 2005 til blot 20% i forhold til 1990, som der hele tiden har været lagt op til var referenceåret, hvor for eksempel EUs klimamålsætning for 2030 ligger 40% under 1990. Men lande som i årene efter 1990 lod udledningerne stige, har systematisk valgt andre basisår, for at få den fremlagte indsats til at fremstå bedst muligt – mange ville sige at få mindst muligt til at synes af mest muligt.

Figuren herover søger at rydde op i disse forskelligheder ved for hvert land at vise, hvilken reduktion der er tale om i forhold til tre forskellige basisår. De lyst gråblå søjler viser reduktionerne i forhold til 1990 – her kan man se, at EU står stærkest med 40%, hvor Canada i den anden yderlighed med sin planlagte klimaindsats stadig i 2030 vil have højere CO2-udledninger end i 1990, fordi man i mellemtiden har ladet udledningerne stige næsten eksplosivt.

Hvis vi skal have en chance for at holde den målsætning om en gennemsnitlig global temperaturstigning på max 2°C, som alle verdens lande vedtog i København i 2009, så er ingen af disse reduktionsmål tilstrækkelige, for så skulle udledningerne for verdens rigeste lande nærmere ligge 50-55% under 1990. Selv EUs klimamålsætning er i den skala aldeles utilstrækkelig – og ret urimelig, for meget tyder på at EU når i 2020 ikke bare som planlagt når 20% under 1990, men er på vej til at nå 28%. Så blot med en række mindre opjusteringer af EUs klimaindsats ville EU relativt uproblematisk kunne nå 50% eller mere i 2030. For de lande, hvor udledningerne er fortsat med at stige langt ind i det 21. århundrede, ville 50% under 1990 i 2030 til gengæld kræve betydelige anstrengelser. Men situationen kalder omvendt på, at alle anstrenger sig til det yderste, så man må håbe, at processen frem til Paris formår at få alle til at stramme deres målsætninger yderligere.

Australiens Climate Change Authority (CCA) fastslog i starten af juli, at Australien måtte reducere sine udledninger med mindst 30% i 2025 i forhold til år 2000 (36% i forhold til 2005) og tegne sig for reduktioner i størrelsesordenen 40-60% i 2030. “These targets should be considered the bare minimum, at best, when it comes to climate credibility as well as Australia’s carbon competitiveness.” En sådan klimamålsætning vil ifølge CCA være: “credible in terms of what the science requires – and what many comparable countries are doing – to move the world back towards a global emissions reduction path consistent with a reasonable chance of limiting the increase in global warming to 2°C. It would also send a credible signal to domestic and international stakeholders alike that the government is intent on playing a leadership role in guiding Australia’s long-term transition to a sustainable, low-carbon world.”

Én ting er, at Australiens 26% reduktionsmål på den baggrund er aldeles utilstrækkeligt. Hvad der er værre, er, der er ikke ret meget i den fremlagte klimaplan, som sandsynliggør, at man vil nå reduktioner i den størrelsesorden. For den bygger på en meget snæver palet af virkemidler, og Abbott, der som noget af det første efter sin tiltræden skrottede den hidtidige australske klimapolitik, har aktivt fravalgt en række af de mest indlysende virkemidler, samtidig med at han ikke synes til sinds at bremse kuludviklingen. Samtidig siger han ved lanceringen, at han til enhver tid vil sætte økonomien højere end klimaindsatsen – og med økonomien mener han den australske kuløkonomi. Så der bliver et kæmpe oprydnings- og udredningsarbejde for en kommende regering. Og man må forvente, at der bliver indledt et massivt pres på Australien for at skærpe og præcisere sin klimaindsats inden COP21 i Paris.

Det australske udenrigsministerium har haft den fremtrædende økonom Warwick McKibbin til at udarbejde scenarier for omkostningerne ved at gennemføre reduktioner i størrelsesordenen 20-35% i 2030 i forhold til 2005. Rapporten er hemmeligholdt, men den skulle ifølge The Guardian Australia vise, at forskellen mellem 20% reduktion og 35% reduktion økonomisk set kun er ubetydelig. Så når Abbott endda vælger reduktioner i den lave ende af registeret, må det hænge sammen med, at han ikke ønsker at hæmme vilkårene for den australske kulindustri.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften

11. august 2015

I tiden efter Fukushima-katastrofen samlede de store ugentlige demonstrationer mod A-kraft i Tokyo langt over 100.000 demonstranter. Herover protesterede nogle få hundrede mennesker i dag i Satsumasendai mod genstarten af den første reaktor siden Fukushima-katastrofen i 2011 efter de nye sikkerhedsregler

Så skete det. 4½ år efter Fukushima-katastrofen er den første japanske reaktor genstartet. Der er tale om den ene af to reaktorer ved Sendai-værket, som ligger på det sydvestligste Kyushu, hvor kernekræfterne nu er sat i gang. Fra starten af september vil der således igen være elektricitet fra A-kraft i de japanske stikkontakter. Den anden reaktor ved Sendai-værket, som ligeledes har opnået den japanske sikkerhedsinstans NRAs godkendelse, forventes at blive gjort klar til opstart i oktober. De blev begge lukket ned i september 2011 for et årligt sikkerhedscheck og genpåfyldning med brændselslegemer. Men som det skete over hele Japan, var der efterfølgende ingen som turde lægge navn til godkendelsen af genstarten, så i tiden efter Fukushima-katastrofens begyndelse blev samtlige reaktorer gradvist taget ud af drift.

Forud for genstarten er gået et langt politisk slagsmål, tre store undersøgelseskommissioner, store offentlige høringer om Japans fremtidige energiforsyning, som endte med en beslutning om at udfase Japans atomkraft inden 2030erne. Så det lignede i løbet af 2012, at Fukushima-katastrofen i det mindste havde formået at blive katalysator for en ny kurs, hvor Japan blev et bæredygtigt ligevægtssamfund baseret på vedvarende energi. Men så kom et regeringsskifte, som gjorde, at man på trods af det stærke ønske i den japanske befolkning om at udfase A-kraften alligevel er på vej tilbage i det gamle spor med en massiv udbygning af A-kraften – så vidt muligt som om intet var hændt. Dog er NISA, den gamle sikkerheds- og kontrolinstans, som med sin pinagtigt sløsede måde at forvalte sin opgave på var stærkt medvirkende til, at en Fukushima-katastrofe overhovedet kunne ske, skrottet, og en helt ny instans, NRA, er bygget op fra bunden. Eller rettere er ledelsen ny, men mere eller mindre samtlige ansatte i NISA er fortsat i NRA.

Endda synes NRA under ledelse af Shunichi Tanaka at have formået at tilføje sikkerhedsarbejdet en ny klarhed og præcision, selv i en situation, hvor der har været et voldsomt politisk pres for at få reaktor-godkendelserne kørt hurtigt igennem. Mange havde da også forestillet sig, at godkendelser og genstarter efter at NRAs nye sæt af sikkerhedsregler lå klar i juli 2013 ville komme på stribe. Men Tanaka synes at have formået at stå fast på, at godkendelserne ikke bare skulle jappes igennem som en skueproces, men at man rent faktisk brugte situationen til at søge at skabe den optimale sikkerhed.

Hvis det nogensinde lykkes at genskabe den japanske befolknings tillid til A-kraften, er det således i høj grad hans fortjeneste, for TEPCO, som drev Fukushima Daiichi-værket, har ikke på samme måde formået at sadle om, men har gang på gang siden 2011 vist sig at fortie vigtig information, som den japanske befolkning havde al ret til at være informeret om. For eksempel undlod man behændigt at informere om, at der dagligt siver 400 ton radioaktivt forurenet grundvand ud i Stillehavet, indtil en uge efter det valg, som sikrede en pro atomkraft-regering.

Men tilbage Sendai-værket, er de to første reaktorer efter Fukushima-katastrofen endelig klar til at kunne genopstartes efter de nye sikkerhedsregler. De kommende par år vil så vise, hvor mange af de 54 reaktorer, som Japan havde inden Fukushima-katastrofen, som kommer i gang, og hvor hurtigt det kan gå. Lige nu har NRA modtaget ansøgninger om genstart af 25 reaktorer – heriblandt dem, som man må formode har er størst chance for at få genstartet. Hvor mange flere, de store regionale forsyningsselskaber, som driver reaktorerne, vil forsøge at få i gang, er endnu uvist – det synes som om, alle holder vejret og vil se, hvordan det går med de første opstarter og hvor store opgraderinger af det sikkerhedsmæssige, som der skal til, før der bliver taget endelig beslutning om de sidste. For mange af de ældre reaktorers vedkommende vil de nødvendige opgraderinger sandsynligvis blive så bekostelige, at det ikke vil kunne betale sig at søge om genstart med den forventede restlevetid.

Foreløbig står det klart, at de 6 reaktorer ved Fukushima Daiichi ikke kommer i gang, samt (uformaliseret) at de fire reaktorer ved det nærliggende Fukushima Daini heller ikke skal regne med genstart, da man har lovet Fukushima Amt fremover at kunne basere sin eksistens på en 100% vedvarende energiforsyning. Yderligere er der ved de øvrige værker foreløbig truffet beslutninger om, at 5 reaktorer ikke vil blive søgt genstartet. Så bruttogruppen er nede på 39, hvoraf 12 er over 30 år, yderligere 18 er over 20 år, og blot 9 af disse reaktorer er under 20 år. Det blev efter Fukushima-katastrofen foreslået at gøre 30 år til den maksimale alder, men NRA har foreløbig fastslået, at 40 år er den maksimale løbetid.

Til gengæld var tre nye reaktorer under opførelse i 2011, hvoraf man har videreført byggeriet af den ene, Oma-værket på det nordligste Tohuku.

Selv blandt de 25 reaktorer, som der nu er indgivet ansøgninger for, er der adskillige, som af forskellige årsager sandsynligvis ikke kommer i gang. Nogle af disse årsager er korrigerbare, men 10 af disse reaktorer er af samme ‘boiling water’-type som de tre nedsmeltede, hvor man må formode, at sikringsarbejdet vil være særligt bekosteligt. For andre er der ikke noget at stille op. For eksempel blev Japans første atomkraftværk, Tokai-værket, i sin tid placeret uden for Tokyo. Men byen har siden da bredt sig ud over alle grænser, så værket i dag ligger ganske uhensigtsmæssigt placeret i bymæssige omgivelser med over 1 mio. mennesker i evakueringszonen, hvor man omkring Fukushima-værket ‘kun’ måtte evakuere 170.000. Den mest radikale grund til ikke at kunne tillade genstart, er, hvis en reaktor er placeret umiddelbart over geologiske foldelinjer, som det vurderes har bevæget sig inden for de seneste 120-130.000 år. Her vil jordskælv kunne blive særligt voldsomme, hvorfor det ifølge japansk lovgivning ikke er tilladt at drive et anlæg som et atomkraftværk. Foreløbig er kun en enkelt reaktor dømt ude på den konto, men der er en række andre sager, hvor det endnu ikke er endeligt afklaret.

Læs mere »

Share

Obama: 32% reduktion af energisektorens udledninger inden 2030

3. august 2015


.
I dag fremlagde Obama sin klimaplan i sin endelige form. I den forbindelse lagde Det Hvide Hus i går denne video ud, hvor Obama selv præsenterer sin klimapakke og inviterer alle amerikanere til at medvirke til at løse klimaudfordringen.

“Power plants are the single biggest source of harmful carbon pollution that contributes to climate change,” kan man her indledende høre Obama fastslå: “But until now, there have been no federal limits to the amount of that pollution those plants can dump into the air. Think about that. We limit the amount of toxic chemicals like mercury and sulfur and arsenic in our air and water, and we’re better off for it. But existing power plants can still dump unlimited amounts of harmful carbon pollution into the air we breathe. For the sake of our kids, for the health and safety of all Americans, that’s about to change.”

Planen sætter ind overfor de amerikanske kraftværker, og udstikker stat for stat retningslinjer for, hvor store reduktioner kraftværkssektoren skal gennemføre inden 2030, med belønninger for dem som kan klare det hurtigere. Denne indsats overfor kraftværkerne er grundstenen i den klimaindsats, som Obama fremlagde i 2013 og detaljerede i 2014 – og udgør den største enkelte post i den reduktion af de amerikanske udledninger på 26-28% i forhold til 2005, som Obama har forpligtiget USA til inden 2025.

Samlet er der for USAs energisektor tale om reduktioner som over en 15-årig periode vil udgøre 32% i forhold til 2005, hvilket er mere, end der hidtil har været lagt op til, ud over at reduktionerne i højere grad vil blive løst med vedvarende energi og mindre med indfasning af gas. Der er ikke tale om, at alle værker over én kam blot skal reducere det samme, tværtimod er der lavet forskellige reduktionsmål for hver af USAs stater (bortset fra Vermont og Washington BC, som ikke har nogen fossilt fyrede kraftværker), ligesom der er givet en stor frihed til at hver enkel stat inden for disse rammer frit kan sammensætte sin optimale energimix. Til gengæld er der lagt yderligere to år ind i tidslinjen for at have den nødvendige tid til at opnå de foreskrevne reduktioner – og til forud at udarbejde meningsfulde planer, for hvad der skal ske med de enkelte enheder, og hvilke vedvarende energikilder man regionalt vil prioritere.

Det hvide hus har lavet et fact sheet, som resumerer de vigtigste aspekter af Obamas Clean Power Plan, herunder et uddrag af første del:

The Clean Power Plan establishes the first-ever national standards to limit carbon pollution from power plants. We already set limits that protect public health by reducing soot and other toxic emissions, but until now, existing power plants, the largest source of carbon emissions in the United States, could release as much carbon pollution as they wanted. 

The final Clean Power Plan sets flexible and achievable standards to reduce carbon dioxide emissions by 32 percent from 2005 levels by 2030, 9 percent more ambitious than the proposal. By setting carbon pollution reduction goals for power plants and enabling states to develop tailored implementation plans to meet those goals, the Clean Power Plan is a strong, flexible framework that will:

  • Provide significant public health benefits – The Clean Power Plan, and other policies put in place to drive a cleaner energy sector, will reduce premature deaths from power plant emissions by nearly 90 percent in 2030 compared to 2005 and decrease the pollutants that contribute to the soot and smog and can lead to more asthma attacks in kids by more than 70 percent. The Clean Power Plan will also avoid up to 3,600 premature deaths, lead to 90,000 fewer asthma attacks in children, and prevent 300,000 missed work and school days.
  • Create tens of thousands of jobs while ensuring grid reliability;
  • Drive more aggressive investment in clean energy technologies than the proposed rule, resulting in 30 percent more renewable energy generation in 2030 and continuing to lower the costs of renewable energy.
  • Save the average American family nearly $85 on their annual energy bill in 2030, reducing enough energy to power 30 million homes, and save consumers a total of $155 billion from 2020-2030;
  • Give a head start to wind and solar deployment and prioritize the deployment of energy efficiency improvements in low-income communities that need it most early in the program through a Clean Energy Incentive Program; and
  • Continue American leadership on climate change by keeping us on track to meet the economy-wide emissions targets we have set, including the goal of reducing emissions to 17 percent below 2005 levels by 2020 and to 26-28 percent below 2005 levels by 2025.

Med planen er det lykkedes at skabe en situation, hvor der sandsynligvis ikke bliver opført flere kulkraftværker i USA, i det mindste ikke før der er udviklet en effektiv CCS-teknologi. Så den igangværende stime af lukninger af kulkraftværker må forventes at fortsætte. Da Sierra Clubs omfattende kampagne Beyond Coal startede i 2010, havde USA 519 kulfyrede kraftværker. For få dage siden stod det klart, at USA siden da var nået til udfasningen af kulkraftværk nr. 200. Så når der indimellem fra republikansk side bliver talt om “The War on Coal”, er det måske ikke helt forkert. Kulkraftens dage er talte i USA, omend udfasningen kommer til at ske i et tempo, så den vedvarende energi kan følge med. Beyond Coal behøver ikke i sin kampagne at trække på den store idealisme, for i dagens USA er sol- og vindenergien i de fleste situationer blevet billigere end kulkraften. Størstedelen af den nye energikapacitet, som tilføjes, er således i dag fra vedvarende energikilder.

Læs mere »

Share

Alligevel retsligt opgør om Fukushima-katastrofen

31. juli 2015

Fra venstre mod højre Tsunehisa Katsumata, Sakae Muto og Ichiro Takekuro, hhv. formand og visepræsidenter for TEPCO i marts 2011, da Fukushuima-katastrofen begyndte.

To gange tidligere har de japanske domstole afvist, at der kunne blive tale om at gøre TEPCOs ledelse ansvarlig for den tredobbelte reaktornedsmeltning som fulgte i kølvandet på den tsunami, som 11. marts 2011 ramte Fukushimas kyst og på få øjeblikke lammede reaktorkølingen ved Fukushima Daiichi-værket. De to nyeste af værkets seks reaktorer lukkede planmæssigt ned, men i de efterfølgende døgn viste det sig, at sikkerhedsforanstaltningerne var helt utilstrækkelige til det opståede scenario, så processen løb løbsk i tre af de fire reaktorer med reaktornedsmeltninger til følge. Reaktor 4 var på ulykkestidspunktet standset for udskiftning af brændselslegemer, så her begrænsede skaderne sig til, at den omgivende bygning eksploderede som følge af indsivende gas fra Reaktor 3.

Men i dag nåede et borger(lægmands)panel under det japanske retssystem (Tokyo No. 5 Committee for the Inquest of Prosecution) frem til at anbefale, at der anlægges sag mod TEPCOs øverste ledelse for “professional negligence resulting in death and injury.” Det drejer sig ud over TEPCOs formand på katastrofetidspunktet Tsunehisa Katsumata, om TEPCOs to vicepræsidenter, Sakae Muto og Ichiro Takekuro, som ifølge panelet “failed to take pre-emptive measures knowing the risk of a major tsunami.”

Det har i den brede befolkning været meget svært at forstå, at der ikke kunne hæftes noget ansvar på en så alvorlig ‘forbrydelse’, ikke mindst på baggrund af, at TEPCO i årene forud havde erkendt og lavet simulering, som viste, at værket var utilstrækkeligt sikret mod en tsunami som den som ramte kysten 11. marts 2011, og at en katastrofe kunne udfolde sig. Alligevel valgte man ikke at handle. Den ledelse, som tog sit sikkerhedsansvar alvorligt, ville på baggrund af de opstillede scenarier have forhøjet tsunami-beskyttelsen. Og hvis man ville lave flere undersøgelser af, hvor meget, digerne skulle forhøjes, inden man gjorde det, kunne man i det mindste have sikret sig, at nødstrømsforsyningen, som skulle sikre kølingen i katastrofesituationer, ikke var placeret i kælderen, hvor den nu blev oversvømmet. Eller at man havde haft en backup strømforsyning at kunne trække på i sikker afstand fra tsunamiens vandmasser.

Nu fangede tsunamien værket på det helt forkerte ben. Allerede fra første minut var man helt uden for de sikkerhedsrutiner, man havde opstillet. Selvom man havde indset, at en katastrofe som den som skete, kunne ske, havde man overhovedet ikke taget de nødvendige forholdsregler, selvom det havde været relativt enkelt at gøre. TEPCO har da også haft ganske travlt med at karakterisere det skete som en naturkatastrofe, hvor omvendt den måske klareste konklusion fra en af de tre store undersøgelser, som blev iværksat i månederne efter, konkluderede, at katastrofen var “made in Japan”, at den var menneskeskabt og kunne  – og burde – være undgået. Det er her, retssagen nu vil sætte ind.

Reiji Yoshida skriver i Japan Times (31.07.), at:

Læs mere »

Share