Strøtanker om bæredygtighed

Ved de igangværende klimaforhandlinger i Bonn var der i går ‘Workshop on equitable access to sustainable development’. Her var der blandt mange andre et indlæg fra Singapore, som i sin form var overraskende defensivt. Energi- og ressource-optimeringsmæssigt havde man i Singapore allerede gjort det ene og det andet – en indsats, som gik helt tilbage til 1990erne, og med Singapores særlige situation ville man ikke kunne gøre ret meget mere [sic]. Singapore er stort set byareal, med mange, mange millioner mennesker på et meget lille areal, med meget begrænsede mulighed for at lave vindmøllefarme, høste bølgeenergi, termisk energi og biomasse, og selv hvis man satte solceller på alle tage ville det kun kunne dække en mindre del af Singapores energibehov. Så der var ikke nogen let løsning for Singapore uden fossile brændstoffer – faktisk var det ifølge oplægsholderen umuligt at forestille sig Singapore uden fossile brændstoffer.

Det lyste ud af præsentationen, at Singapore var hunderæd for af det internationale samfund at blive holdt op på at være et rigt land, som skulle klare særligt store udledninger, da man 1) allerede havde høstet de lavthængende frugter, 2) havde særligt vanskelige vilkår for hurtige nedskæringer, og 3) historisk set havde små udledninger.

Dette bringer mig til spørgsmålet, om det, som det ofte bliver fremhævet, er den optimale klimaløsning, at mennesker bor i store byer? Og om vi for at kunne svare bekræftende på dette er nødt til at undersøge og forstå dette spørgsmål i en bredere kontekst? I hvert fald var dette indlæg fra Singapore én stor understregning af det så godt som umulige i, at byerne i sig selv blev klimavenlige og bæredygtige.

Indlægget fra Singapore fik mig til at tænke højt, hvad jeg ofte har været lige ved at tænke, at vi bliver nødt til at finde en anden måde at tænke byer og bæredygtighed på, hvor byen som system ikke bare er selve bykernen, og ikke bare det urbane sprawl af endeløse forstæder, som i hvert fald ikke er nogen klima- og bæredygtighedsmæssigt hensigtsmæssig løsning, men som man fuldstændig fortrænger, når man taler om fordelene ved den tætte by. For i praksis findes der ikke nogen tæt bykerne uden et langt større bånd af forstæder – bycentrene virker som magneter, med en transformerende effekt, som når langt ud i de omkringliggende landskaber. Som Singapores defensive indlæg viser – så er den tætte by for sig i praksis en størrelse, som det er svært at forestille sig fuldt bæredygtig.

Læs mere »

I dag indledes en ny runde af FNs klimaforhandlinger i Bonn 14.-25. maj 2012. Her skal de spæde spirer fra Durban-aftalen i december stå deres første prøve, om verden vitterligt er på vej mod sin første samlede klimaaftale, som ifølge planerne skulle træde i kraft i 2020 men ligge klar fra 2015. Hvorfor der ikke skal ske noget i disse år er uforståeligt og dybt uforsvarligt – og hvert års tøven kommer til at koste.

Det bliver også denne gang, at en ny runde af Kyoto-aftalen skal fastlægges. Med store lande som USA, Canada og Rusland ude af Kyoto-aftalen kommer anden fase kun til at dække omkring 15% af verdens samlede udledninger. Det har således fuldt så stor betydning som signalpolitik – at der er rige industrilande, som rent faktisk vil gå foran, og som herigennem vil give de virksomheder, som arbejder for at udvikle grøn teknologi og grønne produkter, ordentlige rammebetingelser for at fortsætte deres udviklingsarbejde.

Men dette lille indlæg er først og fremmest tænkt som en løbende linkopsamling. Pressedækningen er forsvindende lille – søgninger på politiken.dk og information.dk viser stort set ingen omtale af de forestående klimaforhandlinger i Bonn. Det handler jo også kun om vores fælles fremtid, og det er der ikke noget nyt i.

Via webcam kan man følge med de vigtigste forhandlinger i Bonn på UNFCCs hjemmeside, hvorfra præsentationer og forhandlingsdokumenter også løbende gøres tilgængelige.

På Twitter finder man løbende opdateringer for eksempel via @UN_ClimateTalks og @CFigueres.

Opdateres løbende …

James Murray: Bonn climate talks: EU plays down talk of Kyoto protocol rift, The Guardian 17.05.2012.

Rich nations stall talks on their record of cutting emissions, The Times of India 17.05.2012.

UN talks take first steps on 2015 climate deal, AFP 17.05.2012.

Michael Marshall: ‘Nobody is exempt from climate responsibility’, (interview med Christiana Figueres) New Scientist 16.05.2012.

Nina Chestney: Climate deal milestones should be set this year: U.N., Reuters 16.05.2012.

UNFCCC executive secretary calls for action to battle climate change, (Xinhuanet) VietNamNet 15.05.2012.

Stakes High in Bonn Climate Talks: Global Deal, $100B Fund, ENS Newswire 14.05.2012.

Karl Ritter: Climate negotiators return to table after modest progress in Durban, AP 14.05.2012.

Saleemul Huq: Climate change talks from Durban to Bonn, The Daily Star (Bangladesh) 14.05.2012.

Martin Khor: Bracing for tough climate talks, The Star (Malaysia) 14.05.2012.

Side event at UNFCCC Climate Change Conference in Bonn, Germany on 14 May 2012, ICLEI 13.05.2012.

‘Low’ expectations from new round of climate talks, (AFP) ChannelNewAsia 11.05.2012.

Joshua Wiese: Briefing on the upcoming Bonn Climate Change Conference with CAN’s Executive Director, Wael Hmaiden, 08.05.2012.

I de seneste år har det centrale København fået sine Red Light Districts, hvor Middelalderbyens smukke huse ligger badet i infrarødt lys. Billedet herover er fra Gråbrødretorv, hvor så godt som alle spisesteder efterhånden har arrangeret sig med grisevarmere i et forsøg på at fastholde et Middelhavssommervarmt klima året rundt på 56. breddegrad.

Op til klimatopmødet var det på tale at lave en fælles aftale om ikke at bruge sådanne terrassevarmere, men det glippede. Siden er tingene gledet tilbage til business as usual. Måned for måned kommer der flere og flere af disse grisevarmere i bybilledet, og i dag er der kun en enkelt af Gråbrødretorvs restauranter, som holder stand mod denne hån mod klimaet.

Blev de så kun tændt i den udstrækning, at restaurantens gæster udtrykkeligt bad om det, men stort set hver aften her i foråret har grisevarmerne strålet deres rødgustne lys ud over tomme borde og store i al slags vejr.

Fiona Hall, som repræsenterer de liberale i Europa-parlamentet, udtalte i 2008: “Following the introduction of the UK smoking ban outdoor patio heater sales have soared, and I appreciate that if we ban heaters there are implications for those in the hospitality industry. Individuals do have practical alternatives to keeping warm outside. However, Climate Change is now affecting all of us, and we must all do our part. I believe outdoor patio heaters are a luxury the planet cannot afford.”

En række engelske butikskæder har da også taget konsekvensen og har fjernet terrassevarmere fra deres varesortiment.

Jeg kan derfor kun opfordre Københavns Kommune til fremover kun at forny udeserveringstilladelser på betingelse af, at det sker uden brug af grisevarmere. De er et helt forkert signal at sende for en by, som vil være Verdens Miljømetropol i 2015 og CO₂-neutral i 2025. Og indtil disse røde lamper bliver fjernet, må vi markere vores utilfredshed ved ikke at spise i griselampernes skær.

Se tidligere blog-indlæg: KLIMA+ restauranter og Phil Whoolas: When outside, wear a jumper.

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen havde i gårsdagens New York Times et indlæg, hvor han opsummerer, hvorfor det er vitalt at få standset ikke bare Keystone XL-rørledningen og tar sand-udvindingen i Alberta, men som verdenssamfund at komme overens med, hvilke fossile reserver, vi giver plads til at udvinde, og hvilke, vi som ansvarligt verdenssamfund lader ligge i jorden.

For omkring fem år siden udtrykte Hansen det i al sin enkelhed: “Coal is best left in the ground”. Siden har højere oliepriser gjort udvinding af en række unconventional olieforkomster, tar sands og tar shale rentable. Og Hansen har måttet udvide sine anbefaling til, at vi klimatologisk set gjorde bedste i at lade kul og en bred vifte af ukonventionelle olieforekomster blive i jorden. Hvis ikke vi gør det, er det ifølge Hansen “Game over for the climate”.

Det er stærke ord, som vi alle burde lade sive ind, for at handle efter dem.

Men er verdenssamfundet overhovedet i stand til at handle rationelt i forhold til en sådan samlet udfordring? Eller vil vi verden rundt se den kortfristede interesse overvokse det fælles bedste? Siden COP15 synes kul- og olieindustriens lobbyisme og støjproduktion at have taget til i en sådan grad, at man har fået rum for at kunne fortsætte uantastet nogle år endnu. Og hvor vi for fire år siden havde et håb om, at Obama ville løfte USA ind i en omstillingsproces på en måde, så det var med til at vise vejen i verdenssamfundet. Så er det svært at finde næring for samme håb om lederskab på klima-området, selv hvis han bliver valgt for en ny fireårs-periode.

James Hansens opinion i New York Times har jeg tilladt mig at gengive i sin helhed herunder:

.

Game Over for the Climate

James Hansen, New York Times 09.05.2012.

GLOBAL warming isn’t a prediction. It is happening. That is why I was so troubled to read a recent interview with President Obama in Rolling Stone in which he said that Canada would exploit the oil in its vast tar sands reserves “regardless of what we do.”

If Canada proceeds, and we do nothing, it will be game over for the climate.

Canada’s tar sands, deposits of sand saturated with bitumen, contain twice the amount of carbon dioxide emitted by global oil use in our entire history. If we were to fully exploit this new oil source, and continue to burn our conventional oil, gas and coal supplies, concentrations of carbon dioxide in the atmosphere eventually would reach levels higher than in the Pliocene era, more than 2.5 million years ago, when sea level was at least 50 feet higher than it is now. That level of heat-trapping gases would assure that the disintegration of the ice sheets would accelerate out of control. Sea levels would rise and destroy coastal cities. Global temperatures would become intolerable. Twenty to 50 percent of the planet’s species would be driven to extinction. Civilization would be at risk.

That is the long-term outlook. But near-term, things will be bad enough. Over the next several decades, the Western United States and the semi-arid region from North Dakota to Texas will develop semi-permanent drought, with rain, when it does come, occurring in extreme events with heavy flooding. Economic losses would be incalculable. More and more of the Midwest would be a dust bowl. California’s Central Valley could no longer be irrigated. Food prices would rise to unprecedented levels.

If this sounds apocalyptic, it is. This is why we need to reduce emissions dramatically. President Obama has the power not only to deny tar sands oil additional access to Gulf Coast refining, which Canada desires in part for export markets, but also to encourage economic incentives to leave tar sands and other dirty fuels in the ground.

Læs mere »

Amazon-området udgør verdens måske største grønne lunge, med en kolossal vigtighed for verdens biodiversitet og klimabalance. Men efter nogle få år, hvor skovfældningen så småt syntes at være ved at komme under kontrol, bliver der nu i et brasiliansk lovforslag lagt op til totalrydninger i hidtil uset omfang. Derfor har Awaaz har netop rundsendt denne opfordring til at stå bag en underskriftsindsamling om at få den nye lov omstødt:

The Brazilian Congress has just passed a catastrophic forestry bill that gives loggers and farmers free rein to cut down huge swaths of the Amazon. Now only President Dilma can stop it.

Fortunately, the timing is on our side – in weeks Dilma will host the world’s biggest environmental summit and insiders say she cannot afford to open it as the leader who approved the destruction of the rainforest. She’s facing mounting domestic pressure, with 79% of Brazilians rejecting this new bill. Now, if we join them we can turn up the global heat and push her to axe the bill, not the rainforest.

Dilma could make her decision any day. Let’s get her to veto the bill now. Use the online form to sign the urgent petition to stop the Amazon chainsaw massacre and if you have already signed – send this to everyone!

http://www.avaaz.org/en/veto_dilma_global/?tta.

Læs mere »

Mark Rothko (1903-70): Orange, Red, Yellow, oil on canvas 1961.

I den serie af pausebilleder, som gradvist er opstået her på bloggen, har det indtil nu været konstellationer af billede og lyd, som har tegnet billedet. Men i dag er det i al sin enkelhed et billede.

Et billede så enkelt, at alle ville kunne se med uden forudsætninger. Et billede uden budskab – intet at forstå og analysere, blot ren flade og kontur: orange, rød og gul. Og så endda så komplekst i sin opløsning af fladen, at det er værd at dvæle en stund ved. Et billede man kan fortabe sig i, forsvinde ind i, vende tilbage fra efter at have badet i det vidunderliste solorange. Måske også et billede, som salig Rindal ville kunne have fået galt i halsen, ikke mindst hvis han fik at vide, at han stod overfor verdens dyreste maleri. For dette billede er netop i dag på Christie’s handlet til 496 mio. dollar, eller 2,5 mia. danske kroner.

Rothko malede ofte i meget store formater, og den vibrerende fornemmelse af uudgrundelige dybder i hans farveflader, som er skabt med lag på lag på lag af semitransparente strøg, kommer kun næsten til sin ret i kunstbøgernes og computerskærmenes raster-virkelighed.

Rothko er en af mine yndlingsmalere, og Orange, Red, Yellow er fra hans glansperiode, hvor den abstraktionens rejse, som var startet i tiden lige efter 2. verdenskrigs afslutning havde fundet sit modne udtryk, og mesterværkerne faldt tæt. I en stor Rothko-bog, jeg har, med 200 værker, er Orange, Red, Yellow således slet ikke med, og alene fra årene omkring 1960 er der 10-15 billeder, jeg resonerer bedre med. For ikke at tale om de billeder, han lavede mod slutningen af sit liv, hvor kræfterne ikke rakte til at arbejde i de store olieformater, og han derfor fortsatte i mindre skala på papir. Her nåede abstraktionen nye niveauer.

For dem, som ikke synes et still-billede er et rigtigt pausebillede, kommer der her en række video-links. Men jeg har ikke kunnet finde nogen lyd-billed-konstellation, som gav Rothkos billeder noget, de ikke havde i forvejen. Så det blev ved still-billedet, og udvalget her er mere i det dokumentariske felt: Rothko (med Simon Schama intenst indlevet om Rothko), Rothko exhibition in London, Mark Rothko – Ein Portrait I, Mark Rothko – Ein Portrait II, Kate Rothko: about my father Mark I, Kate Rothko: about my father Mark II og What Mark Rothko thinks about modern art & people, som er et lille uddrag fra BBC-dokumentaren “The Power of Art – Mark Rothko”, hvor Rothko siger:

“When I was a younger man, art was a lonely thing. No galleries, no collectors, no critics, no money. Yet, it was an golden age, for we all had nothing to lose, and the vision, the gain. Today is not quite the same. It is a time of tons of verbiage, activity, consumption. Which condition is better for the world at large I will not venture to discuss. But I do know that many of those who were driven to this life are desperately searching for those pockets of silence where we can root and grow. We must all hope we find them.”

Steffen Boesen: Moderne kunst sætter rekorder på stribe i New York, Politiken 09.05.2012.

.
Første gang jeg stødte på den japanske arkitekt Masaharu Takasaki, var i forbindelse med et ganske enestående projekt i Tokyo, Crystal Light (1987), som var bygget op af bølgende bevægelser i flere etager omkring en lysgård beplantet med kæmpebambus, som rakte deres stammer og graciøse løv op mod tagets stiliserede skyer. Alt var håndlavet, frit formet – så generøst i sit forsøg på at bringe menneske og natur i kontakt midt i storbyen, og så ødselt i sit forbrug af tid i en æra, hvor standardisering og masseproduktion er mantraet. Men også et projekt med en gruopvækkende skæbne, fordi det i den japanske bobleøkonomis slutfase ikke levede op til de ofte tårnhøje forventninger til den slags symbolarkitektur og blot få år efter opførelsen blev revet ned. Siden fik Takasaki opgaver i forbindelse med Kumamoto Artpolis – her var hans bestræbelse på gennem sin arkitektur at forbinde menneske og kosmos endnu tydeligere, og bygningerne var nu noget mere solide, ikke sådan bare lige at fjerne.

I denne video fra en TED-konference i december i Tohuku, den del af Japan, som 11. marts 2011 blev ramt af et af de senere års voldsomste jordskæv, som efterfølgende udløste en sine steder op til 40 m høj tsunami, som hærgede langt ind i landet og gjorde i titusindvis hjemløse, kan man opleve Masaharu Takasaki fortælle om sine overvejelser i forbindelse med  hans arbejde med Kokoro Shelter Project – midlertidige boliger til de titusindvis af japanere, som står uden bolig som følge af jordskælv og radioaktiv stråling.

Normalt er den slags katastrofe-genhusning noget, som blot skal opfylde de mest nødøtørftige funktioner, indtil man rykker hjem igen. Men for mange er der tale om en længere periode. For nogle samfund op langs kysten er alt væk efter tsunamien, og man står overfor svære overvejelser, om man skal bygge længere inde i landet, over tsunami-højde, eller om man skal reetablere sig på kanten af det store hav, hvor de fleste føler, at de hører til. For andre samfund er strålingsforureningen af deres område så stor, at der kan der gå årtier, før man kan håbe på at kunne flytte hjem.

Kokoro betyder hjerte, bevidsthed, essens, og Takasaki tager i Kokoro Shelter Project udgangspunkt i, hvor forfærdeligt, hvor uværdigt, hvor bedrøveligt fantasiløst, vi ofte laver den slags genhusning. Han stiller spørgsmålet, hvordan skabe et  rum for sorg, et rum for fællesskab, et rum for refleksion og indadskuen, og for den relation med naturen, som har båret og formet den japanske folkekarakter? Det skulle gå stærkt, kan man måske forsvare det med, i starten blev folk stuvet sammen i klasselokaler, sportshaller og lagerfaciliteter. Og den midlertidige genhusning, som efterhånden er blevet etableret, ligner da også noget i retning af en skurvognsby opbygget af containere. Men Takasaki fortæller på denne video indledende, hvordan han, da han kort efter katastrofen tog nodpå i katastrofeområdet, var rystet over at opleve, hvor pauvre rammer, man bød de evakuerede. Ofte var skillevæggene til naboerne, hvis de overhovedet var der, lavet af papkasser.

Kokoro-enhederne kommer i to forskellige varianter – til udendørs brug, og til opstilling i store lokaler. Størrelsen går fra 1-10 tatamimåtter, eller cirka 1,5-15,5 m². -I den lille boenhed, som han viser en model af i videoen, er der skabt et levested omkring to tatami-måtter. En bordplanke imellem, en billedniche i den ene ende, og et ankomst- og opbevaringsareal i den anden ende. På den måde lykkes det på ganske få m² at skabe et lille værested, mødested, arbejdssted, skjulested, legested, sovested, hyggested, opbevarings-, udstillings- og kultsted med stærke rødder i den japanske bokultur. Faktisk ville man uden problemer kunne afholde te-ceremoni i det lille rum, som på under 5 m² har fundet plads til en lille tokonoma – en niche til udstilling af en særlig årstidens blomst, frugt og billede.

En større enhed er skabt til lidt større fællesskaber, hvor flere kan mødes – igen med det hævede gulvflade og den symbolske markering af væggene. En tredje variant er egentlige bygninger, som ville kunne erstatte de bevidstløse containerbyer, som er stillet op rundt omkring.

Takasaki kan ikke lide den megen tale om midlertidig genhusning. Hvert øjeblik har en flig af evigheden, og med reference til en talemåde som har haft stor betydning i te-ceremonien: ichi-go, ichi-e – som er svært at oversætte direkte, men betyder noget i retning af one meeting, one lifetime, at vi må mødes og være til stede i øjeblikket, som var det sidste gang i livet -  fejer han “undskyldningen” om midlertidighed bort. Eller mere præcist afviser han logikken i, at det ekstrordinære i situationen retfærdiggør at sænke overlæggeren. Vi må tværtimod skabe det ultimative, det uomtvistelige, et rum for spiritualiteten, refleksionen og  sorgarbejdet. “Vi kan invitere naturen ind i selv det mindste rum,” siger Takasaki omkring 9:24.

Og der er brug for det. Der er meget store psykologiske problemer i den del af det japanske befolkning, som nu har boet i lejre og midlertidighed i over et år måske endda uden at vide, hvornår, om eller hvordan de kommer videre.

På de 12 minutter, der var til rådighed for oplægsholderne på TEDx Tohuku i december, når Takasaki faktisk at få sagt noget meget centralt om forholdet mellem fortid, nutid og fremtid og om det traditionelle japanske hus og den måde, hvorpå det griber formende og understøttende ind i tilværelsen. Jeg blev ganske inspireret Takasakis ordstrøm – af hans vilje til at se det ekstraordinære i hverdagens små ting og hans evne til at se mulighederne i hver eneste situation. Der ligger noget fundamentalt bæredygtigt i denne vilje til ikke at lade nogen mulighed gå til spilde.

Minami-Soma city, Fukushima Japan, en YouTube-video med glimt fra Kokoro Shelter Project.

John-Paul Pryor: Takasaki Masaharu / Article 25, (interview med Takasaki) Dazed Digital 2011.

www.takasaki-architects.co.jp.

Har lige sendt nedenstående til min pensionskasse – eller rettere ville jeg gøre det. I det lille kontaktvindue på Unipensions hjemmesiden var der kun plads til spørgsmålet i tekstens første del. Kan kun opfordre andre til at markere tilsvarende.
.

Kære Pensionskasse

I går var det International Tar Sands Day verden rundt. Af en opgørelse i den forbindelse fremgik det, at Danmarks fem største pensionsselskaber tilsammen havde investeringer for 2,5 mia. kr. i udvindingen af tar sands i Canada.

Der er tale om virksomheder som Shell, BP, Total (FR), Statoil ASA, Exxon, ConocoPhillips, Suncor, Chevron og Imperial Oil, se: www.klimabevaegelsen.dk/doc/tarsands/Pensionsfonde.pdf.

Det fremgår ikke af denne opgørelse – og heller ikke umiddelbart af Unipensions hjemmeside – om Unipension har tilsvarende investeringer. Jeg vil derfor gerne spørge, om Unipension (min pensionskasse) har økonomiske interesser i udvindingen af den canadiske tjæresand?

Klima- og bæredygtighedsmæssigt står udvindingen af Tar Sand som noget af det dummeste, mennesket i nyere tid har fundet på. Udvindingen medfører kolossale miljøproblemer og ødelæggelser af oprindelige landskaber, og udvindingsprocessen er så energikrævende, at det kun er et resultat af en helt utilstedelig lobby-virksomhed, hvis det nogensinde lykkes for Canada at få olien ind i EU. Samtidig advarer ledende klimatologer om, at hvis vi tager hul på ukonventionelle forekomster som tar sand og oil shale, så er det en bombe under verdenssamfundets målsætning om at holde udviklingen under 450 ppm og 2 C, og kampen for at langtidsstablilisere klimaudviklingen er definitivt har tabt.

I den nuværende situation har Pensionskasserne ikke bare til opgave snævert at sikre optimal forrentning, men fuldt så meget at sikre, at medlemmernes midler varetages på en måde, så den verden vi lader vores børn og børnebørn arve, har sin optimale værdi.

Jeg håber derfor, at Unipension med målsætningen om ”Ansvarlige Investeringer” har holdt sig fri af investeringer i udvindingen af tjæresand – og at man i den udstrækning, at dette ikke er tilfældet, genovervejer sin position og afvikler disse investeringer inden for en kort tidsfrist for at placere midlerne i virksomheder, som aktivt understøtter omstillingen til en bæredygtig fremtid.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

 .
Links til yderligere information:

www.jenshvass.com/blog/2012/04/07/garth-lenz-the-true-cost-of-oil/

www.jenshvass.com/blog/2012/04/06/to-the-last-drop-canadas-dirty-oil-sands/

www.jenshvass.com/blog/2012/02/16/tar-sands-oil-extraction-the-dirty-truth/

www.jenshvass.com/blog/2012/01/19/til-det-21-aarhundredes-daarligste-ide/

www.jenshvass.com/blog/2010/07/31/james-e-hansen-om-norsk-klimapolitik/

Siden A-kraft-ulykken på Fukushima Dai-ichi-værket marts sidste år er stadig flere af Japans 54 A-kraft-reaktorer blevet lukket for løbende sikkerhedscheck. Efterfølgende har folkestemningen og usikkerheden været så stor, at man ikke har turdet genstarte reaktorerne, og her 5. maj blev den sidste standset for eftersyn. Ligesom med de øvrige, er der ikke meget, der tyder på, at den bliver startet med det første.  Så hvor tsunamien satte 3 reaktorer ud af spillet, har fornuften – eller frygten ville nogle nok hævde – standset de øvrige 51.

Fra i dag er Japan således uden A-kraft for første gang i 42 år, og landet rundt har dagen været markeret med i tusindvis af mennesker på gaden med krav om at opgive A-kraften. 5. maj er traditionelt børnenes dag, og mange har set det som et stærkt symbol, at Japans sidste reaktor lukkede på denne dag – i respekt for fremtiden.

Efter Fukushima-ulykken har man efter europæisk forbillede gennemført en række stres tests for de japanske reaktorer, hvor man har simuleret store påvirkninger af jordskælv og tsunamier. Men lederen af den kommission, som har forestået disse undersøgelser, vil ikke sige, at det dermed er sikkert at starte – det er et politisk valg at påføre befolkningen den risiko. I den seneste måneds tid er det politiske pres for at komme videre fra det nuværende dødvande vokset. Særligt har man sigtet på at få genåbnet to reaktorer i Ohi-værket i Fukui-provinsen og søger lige nu at skabe lokal opbakning dertil. For udsigten til at skulle klare sig igennem endnu en sommer uden A-kraft er mildt sagt svedig.

De japanske somre er fugtigvarme til det stærkt ubehagelige – husker fra en sommer i Kyoto, at der i ugevis kunne være over 30º C selv ved midnat. De moderne huse ikke bygget til at holde sig selv kølige, men er typisk afhængige af airconditioning – og dermed af store mængder elektricitet – for at være udholdelige. Det japanske energibehov kulminerer derfor på varme sommerdage.

Før Fukushima-ulykken stod A-kraften for 30% af den japanske elektricitetskapacitet, og man havde planer om som del af Japans klimaindsats at øge denne andel til 50%. Sidste sommer klarede man sig igennem, selvom der allerede på den tid var så mange reaktorer lukket, at A-kraften kun bidrog med omkring 10% af el-produktionen. Og denne sommer står man overfor at skulle klare sig helt uden A-kraft. Så selvom en række virksomheder har sikret sig med egne generatorer, så vil der skulle spares endnu mere.

I Fukushima-ulykkens eftertanke har der været en stærk bevægelse for at Japan skulle udfase sin A-kraft og fremover i langt højere grad end i dag basere sin energiforsyning på vedvarende energi. Mange ser dette som et vendepunkt. Men den slags omstilling tager tid, og her i den forestående sommer er der ikke ret mange flere solceller og vindmøller til at køle de japanske byer, og man kommer endnu mere end sidste sommer til at trække på borgernes og virksomhedernes gode viljer til at spare, at undlade, at udskyde, at dele … og at svede.

Læs mere »

.

I nogle år har man set bier dø og bisamfund disintegrere på hidtil usete måder. Der har været mange forsøg på at forklare den såkaldte CCD, ‘Colony Collapse Disorder’, fra forstyrrende mobil- og antennesignaler over parasitter og klimaforandringer til forskellige miljøgifte og landbrugets stadig mere omfattende brug af sprøjtemidler.

Nu synes der at tegne sig et definitivt billede af, at det er neonicotinoider, en gruppe af pesticider beslægtet med nikotin, som står bag miseren. En række parallelle undersøgelser dokumenterer, at selv lave doser af disse sprøjtemidler, som bruges både i landbruget og på villavejene, forstyrrer biernes evne til at navigere og svækker bistadernes udvikling.

Ovenstående 2 min. video, en Science Bulletin fra American Museum of Natural History, giver et kort rids af de seneste opdagelser på området.

Neonicotinoider anvendes i stigende omfang af landbruget i EU og anvendes også både i danske haver og landbrug, men er i varierende omfang blevet forbudt i en række lande. Neonicotinoider virker som neurotoksin gennem at angribe skadedyrs centralnervesystem. De optages imidlertid i alle dele af den plante, som behandles med den, herunder pollen og nektar. Efterfølgende kan bier og andre bestøvningsinsekter optage dem og bære dem tilbage til deres stader og reder, også selv om sprøjtningen ikke var tiltænkt bierne (som er et vigtigt nyttedyr i landbruget) men kun skadedyrene.

Nu har vi fået dokumentationen (der er links til abstracts af forskningsartiklerne nedenfor, og de er nærmere beskrevet på videnskab.dk). Men spørgsmålet er, hvor lang tid der går før vi ser myndighederne skride til handling.

På den korte bane må brugen af neonicotinoider standses øjeblikkeligt. På den lidt længere bane må landbruget indse, at denne eskalerende kemiske krigsførelse er den helt forkerte strategi. Stadig flere stoffer bliver spredt i miljøet og finder vej til vores drikkevand – og på et tidspunkt ikke bare kan, men vil det gå alvorligt galt.

Se tidligere blog-indlæg: Højt CO₂-niveau bag bisamfunds kollaps? og Bier i fare.

Mickaël Henry et al.: A Common Pesticide Decreases Foraging Success and Survival in Honey Bees, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Penelope R. Whitehorn et al.: Neonicotinoid Pesticide Reduces Bumble Bee Colony Growth and Queen Production, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Wikipedia: Imidacloprid effects on bees.