Fukushima Update VI

19. marts 2015

Skiltet herover præger indkørslen til Okuma, den ene af de to små byer, som er værtssamfund for Fukushima-værket, og som flere årtier frem må regne med at skulle leve i eksil. Skiltet taler om “Nuclear power the energy of a promising future“ – og så længe det gik godt, regnede det da også med guld fra værket. Hele det lille samfunds økonomi var baseret på dets eksistens. Men nu vil man fjerne skiltet. Teksten blev i sin tid lavet af Yuji Onuma, som den gang gik i 6. klasse og vandt en konkurrence derom. Men han har stærkt modsat sig fjernelsen, og på billedet herover kan man se ham protestere, for som han siger: “The signboards should be preserved as a negative legacy and used to pass on to future generations the stupidity of human beings.”

Det har været 11. marts 2015 og dermed fire år siden Fukushima-katastrofen tog sin begyndelse. Og for første gang har man mærket en afmatning i mediedækningen. Det er ikke fordi der ikke stadig er problemer, tværtimod. Men det er svært for medierne at blive ved med at fremtrylle nye vinkler på samme redelighed.

Stadig her fire år efter katastrofens begyndelse er 120.000 mennesker evakueret, og genopbygningen går umådeligt langsomt. Det er ikke på grund af økonomisk smalhals, tværtimod er det et stort problem, at en meget stor del af de projekter, som bliver forberedt, ikke bliver realiseret, fordi der ikke er nogen firmaer, som byder ind på at løse dem. Og de samfund, hvor man er begyndt at rykke tilbage, står man med et problem, som kun vil blive større, jo længere tid der går. At ganske mange ikke vil tilbage, og stort set jo yngre man er, jo mindre tilbøjelig er man til at søge tilbage. Børnefamilierne har allerede måttet transplantere deres børn én gang og er meget utilbøjelige til at flytte dem endnu en gang, også fordi det kun er meget snævre områder, som er dekontamineret. Hvis bare lige man løber over mellem de nærmeste træer, så er der ikke renset op, og bliver det heller ikke. Her er der kun at vente på, at cæsium-forureningen i løbet af tre-fire-fem årtier klinger så meget af, at det igen betragtes som sundhedsmæssigt forsvarligt at færdes der. De mest driftige mennesker har jo også for længst skabt dem nye tilværelser andre steder, så det er de svage, de gamle de forsørgelseskrævende, som rykker tilbage, og dermed meget skævt sammensatte samfund. Så selv med den nødvendige infrastruktur på plads igen forestår der kolossale udfordringer med at få disse samfund til at fungere. En nylig rundspørge viste, at kun mellem 10-20% af de evakuerede ønskede sig tilbage.

De nedsmeltede reaktorer lækker stadig, TEPCO er for nylig blevet afsløret i endnu en alvorlig fortielse, hvor man i trekvart år har kendt til, at radioaktivt vand sivede direkte fra reaktorruinerne i havet uden forsøg på at opsamle det, hvilket endnu en gang har bragt værket på kollisionskurs med fiskerne, som ellers har været tæt på at acceptere, at TEPCO ledte det oprensede vand ud i havet. Så alt er ved det gamle, og hvis TEPCO skal gøre sig håb om gennem sin opførsel at gøre sig fortjent til at kunne genstarte sit store Kashiwazaki-Kariwa-værk med 7 reaktorer ved Niigata, så har man endnu engang gjort alt det forkerte. Det er faktisk tragisk, hvor svært det synes at være for en så stor enhed at ændre adfærd på dette område selvom det må stå klart for alle, at den del er uomgængeligt nødvendig at få med, hvis det nogensinde skal lykkes at genskabe tilliden i den japanske befolkning til A-kraften. Trods massive anstrengelser for at lægge låg på kritikken og en kriminalisering af mere dybdegående journalistik er der stadig her fire år efter Fukushima et stærkt ønske i den japanske befolkning om at få afviklet A-kraften hurtigst muligt. Og efter fire år, hvor det er gået fint uden A-kraften er det stadig sværere at forstå, hvorfor den er så nødvendig.

Læs mere »

Share

Abundance within planetary boundaries

16. marts 2015


.
I denne video fra en forelæsning i Wien 12. marts i år giver Johan Rockström en præsentation af opdateret udgave af det fortsatte arbejde ved Stockholm Recilience Centre med at definere vores Planetary Boundaries. Rockström er en eminent præsentator, og vi står her med noget, som der i den grad er mangel på, et samlet perspektiv for de rammer, vores samlede menneskelige akrivitet må holde sig inden for, hvis ikke vi skal forøde vores fælles livsgrundlag. Og ikke kun for klimaet eller for bidiversiteten eller for andre hver isædr vigtige parametre, men for det samlede hele som udgør vores livsgrundlag.

Stadig i dag forfølger stort set alle parter og partier i stort alle lande en udvikling, hvor vi kan vokse og konkurrere os ud af den nuværende krise uden blik for, at vi allerede er langt inde i et overforbrug af begrænsede ressourcer, som ikke kan fortsætte, og slet ikke udvides. Selv når det dæmrer, at vi er nødt til at lade størstedelen af de kendte forssile reserver forblive i jorden, uafbrændte, så leder det ikke til besindelse, men til et fornyet kapløb om, hvem som kan nå at pumpe mest op og kapitalisere reserverne, inden det bliver reguleret.

Der er således brug for, at indsigten om planetary boundaries i allerallernærmeste fremtid bliver fælles forståelse. og man kunne ønske sig at en forelæsning som denne var obligatorisk stof for alle politikere, virksomhedsledere og embedsmænd verden over indtil det stod så klart for os, at formåede at handle efter det og kurvene igen begyndte at vende rigtigt.

Rockströms slides kan ses her (pdf).

Se tidligere blog-indlæg: Velfærd uden vækst? og Grænser for vækst 2.0.

 

Share

Bevægelser under Himlen

14. marts 2015


.
Pludselig den 28. februar var den der, Under the Dome, en syv kvarter lang film lagt ud på det kinesiske internet, som bedst kan karakteriseres som den kinesiske pendant til Al Gores An Inconvenient Truth, blot med luftforureningen som fokus.

Det er den tidligere TV-kommentator Chai Jing, som står bag Under the Dome (på kinesisk: 穹顶之下qióngdǐng zhī xià). Chai trak sig tilbage da hun stod overfor at skulle føde sit barn, og hele fortællingen i Under the Dome er bygget op omkring fødslen og ønsket om at kunne give sit barn de bedst mulige opvækstvilkår.

Luftforureningen er en gigantisk ligtorn i det moderne Kinas selvforståelse. Op imod 500.000 mennesker dør hvert år for tidligt som følge af luftforureningen, og den folkelige utilfredshed med situationen er massiv og lader sig ikke bare feje bort. Den nuværende ledelse har da også klart signaleret, at man vil gøre noget, og der er sat en række initiativer i gang. Men problemerne er ikke bare gigantiske af omfang, de er så tæt sammenvævet med hele den gigantiske moderniseringsproces, som landet har gennemløbet siden 1949, at man ikke bare kan ændre situationen fra dag til dag, men må langt ind i maskinrummet og er tvunget til at tænke i ganske radikale omstillingsprocesser. Problemerne er ikke så anderledes fra tyske, engelske og amerikanske industriområder, som har haft deres epoker med sviende luft og langt mellem dage med blå himmel. Men problemerne i Kina er forstærket af skalaen – det er så at sige Ruhr-området, Po-sletten, The Midlands, Detroit og Chicago da de var allerværst klemt sammen skulder ved skulder over flere tusinde kilometer. Så hvor gerne man gerne ville, er der ikke nogen let måde at rense luften fra dag til dag.

Alle forventede da også, at videoen ville blive stoppet nærmest øjeblikkeligt, men tværtimod fik den rosende ord med på vejen fra ledende embedsmænd. China Daily skrev i en leder, at “The government needs to be pushed for more action and the people need to have their awareness raised about what they can do to fight against pollution,” og Kinas nyudnævnte miljøminister Chen Jining sagde, at han havde set hele filmen, og at det burde “encourage efforts by individuals to improve air quality”.¹ Allerede dagen efter skulle den have været set 155 mio. gange. Men efter tre dage efter blev den lukket ned af den kinesiske censurmyndighed, og alle online-diskussioner og artikler for og imod blev beordret fjernet.

Læs mere »

Share

APEC blue

11. november 2014

Siden januar 2013 har Zou Yi hver morgen taget nøjagtigt samme billede ud over Beijing og uploaded det til sin blog. Herover ser man et helt års billeder – og med al tydelighed, hvor langt der er mellem dage med en klar blå himmel.

Mellemblå, coboltblå, akvamarinblå, grønblå, preusiskblå, pariserblå, bremerblå, kalkblå, azurblå, turkisblå, ceulinblå, himmelblå, ultramarinblå, middelhavsblå, vandblå, petroleumsblå, dueblå, indigoblå … og nu også APEC-blå.

APEC, Asia-Pacific Economic Cooperation, en en stort opsat pendant til EU for 21 lande rundt om Stillehavet, blot med et mere rent fokus på det økonomiske samarbejde. I dagene 5. til 11. november er APEC-landenes statsoverhoveder med tilhørende delegationer samlet i Beijing til det 26. årlige APEC forum.

Normalt ville Beijings luft på denne årstid være tyk af luftforureningen, som med sit grågrumsede øjensviende lungekradsende bælte hen over det nordlige Kina gør sit til at mindske befolkningstilvæksten. Således regner man med, at luftforureningen i det nordlige Kina i gennemsnit forkorter levetiden med 7 år. Det var blot ikke det billede, de kinesiske værter ønskede at verdenspressen og APEC-delegationerne tog med sig hjem. Så forud for mødet har det kinesiske styre lige som under olympiaden i 2012 iværksat en bred vifte af tiltag, som tilsammen skulle sikre ren luft og blå himmel over APEC-samlingen.

Et stort antal fabrikker og kraftværker omkring Beijing er derfor blevet midlertidigt lukket, halvdelen af Beijings biler er givet køreforbud, skoler og kontorer er lukket ned, og millioner af mennesker har fået påbudt ferie. Lønudbetalinger, reparationer, gadekøkkener, byggepladser, alt som kan støve, ryge eller ose er sat på stand by, vinteropvarmingen er udsat til efter APEC, ingen er blevet gift i denne uge, og selv hospitalerne kører på vågeblus.

Bejings indbyggere har da heller ikke været sene til at døbe denne særlige variant af himlens blå for APEC-blå – en blå nuance, som minder påfaldende om den Olympic Blue, som folkeviddet døbte himlen over de olympiske lege i 2012 – både når det gælder nuance og kortvarighed. For så snart delegationerne er rejst hjem, kommer der igen fuld knald på trafikken og kulfyringen, og smog’en, som ikke mindst i vintermånederne er alarmerende høj, vil lægge sin kvælende dyne hen over landskaberne og lukke af for solens stråler.

Læs mere »

Share

Fukushima update V – grønt lys for Sendai-reaktorerne

9. november 2014

Igennem næsten to år førte jeg her på bloggen under overskriften Japan igen på A-kraft næsten daglige optegnelser omkring situationen i Japan i kølvandet på Fukushima-katastrofen. For samtidig med, at situationen var tragisk – en strålingskatastrofe som den ved i Fukushima Daiichi giver chokbølger ud i alle afkroge af det japanske samfund – var der et stærkt element af håb og forventning til, at denne katastrofe ville føre til, at det gennem flere årtier skrantende japanske samfund skiftede spor og lagde kursen ind mod et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet af vedvarende energikilder.

Men sådan er det ikke gået, og som det ser ud nu, kommer det heller ikke til at gå sådan, i hvert fald på den korte bane. For der blev ganske rigtigt mobiliseret et stort momentum for forandring – og hvis man spurgte den japanske befolkning, hvad den ønskede, så er det helt klart, at et overvældende flertal ønsker A-kraften afviklet. Størstedelen heraf så endog helst, at man aldrig mere genstartede reaktorerne. Men dels havde man ikke de duelige politiske kræfter, som kunne føre en sådan proces igennem. Dels har industrien og konservatismen og pengeinteresserne i fællesskab fået sat en solid kæp i hjulet for den udvikling. Så her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er alt på vej tilbage til situationen før.

For de mange, hvis liv stadig leves i evakueringscentre, og de endnu flere, for hvem frygten for den usynlige fare i maden teen, legepladsen er dagligdag, er Fukushima-katastrofen her 3½ år stadig levende, så man kan ikke bare fortrænge Fukushima. Men frem for at gøre det til springbræt til en ny æra kan man gøre det til en lille hændelse, en ubetydelighed, en svag rystelse i business as usual. Og for de kræfter, som ønsker dette ske, er det en lettelse, at det endelig her 3½ år efter tegner til, at de første to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu kommer i gang igen. Efter mange omveje, demonstrationer og knubbede ord er Japan snart igen på A-kraft.

I foråret blev de to reaktorer ved Sendai-værket sat på fast track i NRAs behandling af sikkerheden ved de to reaktorer. På den baggrund er det ikke gået specielt hurtigt, men i september kom NRAs godkendelse af igangsættelsen på baggrund af op imod 40.000 sider dokumentation. Herefter fulgte en høringsfase forud for indhentelsen af den lokale accept af genstarten, som skal gives dels af det lille bysamfund, som er værtskommune for Sendai-værket, dels af Kagoshima Amt, hvor reaktorerne er beliggende. Den amtslige godkendelse kom for et par uger siden, mens den lokale accept kom på plads fredag i denne uge.

Stadig bliver de to reaktorer ikke bare prompte sat i gang, for der er stadig papirarbejde, som skal på plads, og en række (mindre) tekniske udbedringer, som skal være på plads, inden det endelige startskud. Men i princippet er der grønt lys for, at Japan igen er på A-kraft, sandsynligvis fra en gang først i det nye år.

Læs mere »

Share

Fukushima update IV

2. oktober 2014

I denne uge viste Japans undergrund vist tænder, da Ontake-bjerget i Nagano-provinsen uden varsel udspyede store mængder af vulkansk materiale. Ontake-san er et populært mål for bjergbestigere, så dødstallet nærmer sig i skrivende stund 50 med yderligere 20 mennesker savnet. Det har aktualiseret diskussionen om det rimelige i at genstarte de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som omend langt fra Ontake-bjerget er placeret midt i Japans mest vulkansk aktive område. Så kritikken af genstarten, som for nylig fik NRAs blåstempling, har fået nye voldsomhed. NRAs leder Shunichi Tanaka har derfor været ude med et budskab om, at risikoen (for Sendai-værket) er overdrevet, at man ikke kan sammenligne de to situationer, og at man, hvis der er udsigt til et større udbrud nær Sendai-værket, forud vil fjerne alt det radioaktive brændselsmateriale. Dette har blot ført til endnu mere hovedrysten, for vulkanudbrud har det med at komme med vulkansk uforudsigelighed, og det vil nærmere tage år end måneder at fjerne alle brændselslegemer fra Sendai-værket. For eksemepl vil man først skulle til at fremstille de massive jernbeholdere, som transporterne i givet fald skulle foregå med.

De seneste uger har således vist, at selv det som for trekvart år siden blev betragtet som en af de lette genstarter, på ingen måde er nogen let proces. Her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er modstanden mod genstarterne i befolkningen usvækket, og de mange i statsadministrationen og A-kraft-industrien, som synes at have klynget sig til håbet om, at modviljen var midlertidig og båret af en irrationel frygt, som ville fordampe, efterhånden som tingene kom lidt på afstand og ‘fornuften’ genindfandt sig, må se i øjnene, at modstanden er mere fastgroet – og mere velinformeret og om man vil fornuftsbetonet – end på noget tidligere tidspunkt.

Man kan så sige, at statsadministrationen og TEPCO (som forestår arbejdet med at rydde op efter de kernenedsmeltede reaktorer) i hele den måde, man har håndteret situationen på, ret konsekvent har gjort alt det forkerte, hvis man ønskede at genskabe tilliden til A-kraften i den japanske befolkning. Der er i de mellemliggende 3½ år lavet så mange løgne fortielser og afledningsmanøvrer og så mange banale fodfejl i kommunikationen, at ingen idag har tillid til informationer fra TEPCO, og ingen tror på, at statens monitorering af situationen giver noget bare tilnærmelsesvist sandt billede af tingenes tilstand.

Læs mere »

Share

Pleiades – dans mellem teknologi og menneske

21. september 2014


.
Pleiades af den japanske performance-gruppe Enra, 4:25 min video, 2013.

Midt i vores moderne globaliserede virkelighed, hvor alting i dag tilsyneladende sker over alt i verden, står man pludselig som her overfor et værk som Pleiades, som med sin poesi, sin næsten overdrevne og dog lyriske præcision i sammensmeltningen af elektronik og menneske, projektion og virkelighed udelukkende ville kunne blive til i Japan.

Enra er fra Tokyo, og på deres YouTube Channel er der i alt 12 videoer, som giver en fornemmelse af, hvordan gruppens små performances på blot 2½ år har bevæget sig fra at udspille sig i lettere adrenalinpumpede drengeværelses- kampsports- computerspils-universer til Pleiades‘ lyrisk æteriske sensuelle univers, hvor danserne går i ét med de computeranimerede projektioner.

Seneste skud på stammen er en reklame for fire parfumer, The Gift of Everlasting Beauty, hvor pendulet er langt inde i et girlish cutish japansk pigeværelsesunivers, hvor det kan være svært at finde ud fra, hvis man først er kommet ind. Så Enra synes at stå et sted, hvor det midt i alle mulighederne er vigtigt at fastholde den kunstneriske integritet. Til The Gift er der udarbejdet en lille 3 min. video, som giver glimt fra tilblivelsen.

Men nyd den enestående sammensmeltning af dans, bevægelse og projektion i Pleiades, gerne via YouTube, hvor den kan ses i fuldskærm i HD-opløsning. Kunne vi blot integrere vores teknologi ligeså graciøst uproblematisk i vores tilværelse.

 

Share

Fukushima update III

15. august 2014

Til højre normalt udviklet, til venstre strålingsforkrøblet sommerfugl fra landskaberne omkring de nedsmeltede Fukushima-reaktorer.

Her i den forgangne uge har det været 69-års dag for A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki – og til forskel fra de seneste tre år har koblingen mellem den ‘fredelige’ og den militære anvendelse af atomkraften i år været næsten fraværende. På den led er A-kraft-industrien så småt ved at få fred fra pressen. Hvor selv banale småproblemer i TEPCOs håndtering af Fukushima-katastrofen og oprydningsarbejdet længe fremkaldte artikler verden over, så bliver tilsyneladende nu selv store problemer med håndteringen af oprydningsarbejdet efterhånden kun små krusninger i verdenspressen.

Selv i blogosfæren er der tegn på udmattelse. Så den japanske industri og regering, som siden premierminister Abe for 1½ år siden kom til magten stadig mere utilsløret har presset på for en hurtig genstart af de nu på fjerde år standsede reaktorer, har fået lidt mere arbejdsro til deres forehavende. Men alligevel går det uendeligt langsomt. Og helt fred får de ikke. I en artikel i dag fra det japanske nyhedsbureau KYODO, som ellers er nøgternheden og soberheden selv, bliver Fukushima-værket præsenteret sådan her: “The poorly protected and maintained Fukushima plant, operated by Tokyo Electric Power Co., was extensively damaged by tsunami spawned by the Great East Japan Earthquake in March 2011 and suffered a blackout after losing its cooling systems.” Dårligt beskyttede og dårligt vedligeholdte … så vi ikke glemmer, at det var en menneskeskabt, og dermed undgåelig katastrofe.

Selvom NRA nu for mere end et år siden fremlagde reglerne for de sikkerhedsgodkendelser, som skulle bringe Japans reaktorer sikkert i gang igen, så mangler vi stadig at se en første genstart. Og med den nuværende hastighed i godkendelsesprocesserne tegner det til, at den definitive aldersgrænse for reaktorer på 40 år bliver en reel faktor, som kommer til at sortere ganske mange reaktorer fra, som fordi de er af ældre årgang vil koste så meget, som skal forrentes på så kort sig, at økonomien ikke hænger sammen. Så jo længere tid der går, jo større er sandsynligheden for, at under halvdelen af de 54 reaktorer, som var i gang før 11. marts 2011, nåede frem til start efter NRAs opdaterede sikkerhedsregler. Og trods Abes og industriens massive pres for genstarter kan det meget vel ende nede omkring en tredjedel.

Sendai-værkets genstart forsinket

I marts blev to reaktorer ved Sendai-værket på det sydligste Kyushu ‘fast-tracked’, for i det mindste at få nogle få klar inden den japanske sommervarme for alvor satte ind sidst i juli. De to reaktorer har fået NRAs godkendelse, men der tilbagestår et stort papirarbejde, så de seneste signaler fra Sendai-værkets ejere går på, at de ikke kommer i gang i år.

Sendai-værket blev ellers valgt fordi der her ville være mindst mulig risiko for, at den efterfølgende lokale godkendelse kørte fast – modstanden mod A-kraften er gennemgående jo mindre, jo længere man kommer fra de store bykoncentrationer omkring Tokyo, Nagoya og Osaka – men selv her synes det langt fra at gå af sig selv.

NRAs godkendelse har været kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at tage højde for de mange vulkaner omkring Sendai-værket. NRA har svaret tilbage, at sandsynligheden var forsvindende, men blot for at understrege, at muligheden foreligger, har en nærliggende vulkan på det seneste lettet på låget – ikke noget stort, men nok til lige at minde alle om, at undergrunden under Kyushu er … vulkansk.

Læs mere »

Share

Janine Benyus: Cities that Function Like Forests

9. august 2014

Introduktion på trapperne af denne enestående video af Janine Benyus … 64:12 min.

Se tidligere blog-indlæg med Janine Benyus, heraf mange med videoer: Janine Benyus: 12 sustainable design ideas from nature, Janine Benyus: Naturen som designmanual, Janine Benyus: Brainstorming with Belugas og Janine Benyus: Biomimicry in Action.

Cities that Function Like Forests: Biomimicry Maps a Sustainable Future, E 380, 2014.

 

Share

Fukushima update II

16. juli 2014

Demonstration mod genstart af Sendai-reaktorerne på Kyushu i juni.

Så kom dagen, hvor NRA kunne sige god for genstarten af to reaktorer ved Sendai-værket på det sydvestligste Kyushu. De to reaktorer biver ikke genstartet øjeblikkeligt, tværtimod vil der i den kommende måned være offentlige høringer i lokalområdet. Ud over NRAs godkendelse forudsætter en genstart også formel accept fra det lokalpolitiske niveau, dels fra Kagoshima Amt, dels fra de kommuner, som ligger inden for 30 km afstand fra Sendai-værket. Mange andre steder i Japan ville dette indebære næsten uoverstigelige problemer, fordi ikke bare den folkelige modstand er massiv, men nok så meget modstanden er manifest i det lokalpolitiske system, men her på Kyushu er modstanden langt mere spredt og den lokalpolitiske accept bliver taget som noget nogenlunde givet. Var de første reaktorgenstarter strandet på lokal modvilje, som det meget vel kan ske flere andre steder i Japan, så havde det måske standset genstartsprocessen før den overhovedet kom i gang. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at man som de første har valgt to reaktorer her langt fra de største bykoncentrationer, selvom det nøgternt set ville have givet langt mere mening at få styrket energiforsyningen i Kansai-området, hvor A-kraften forud for Fukushima-katastrofen stod for halvdelen af energiforsyningen og fraværet af A-kraft derfor har været et langt større problem.

1. juli var det et år siden, at NRAs nye regelsæt for reaktorsikkerhed blev søsat, og den gang var der stadig en fornemmelse af, at de første reaktorer kunne være i gang inden årets udgang. Nu kommer de to reaktorer ved Sendai-værket sandynligvis i gang i løbet af efteråret. Måske det lykkes at få yderliger en eller to reaktorer klar til start inden årets udgang, men med de sagsbehandlingstider, vi har set, kan det meget vel vise sig, at det kun var Sendai-reaktorerne, som kom i gang i år.

For processen har vist sig særdeles langsommelig. Mange har kritiseret NRA for langsommelighed, og centraladministrationen, som stadig mere utvetydigt klemmer på for genstarter, har været lige ved at lave utidig indblanding, men har endda begrænset det til at en af de nyudnævnte kommissærer til NRAs ledelse er en klart pro-nuclear skikkelse, som har fået betydelige midler til sin forskning fra de energiselskaber, som ejer atomkraftværkerne. Han hævder selv, at det ikke har nogen betydning, men det at man udskifter en atomkraft-skeptisk kommissær, som har formået at stille nogle særdeles relevante spørgsmålstegn ved den hidtidige sikringsniveau i forhold til den stadige jordskælvsrisiko, med en mand, fra den nuclear village, hvis gensidige beskyttelse og bekræftelse af at intet kunne gå galt er den direkte grund til, at tingene kunne gå så galt som de gjorde, er dybt problematisk og vil være stærkt svækkende overfor NRAs egentlige mål, at sikre, at den japanske befolkning genvinder sin tillid til A-kraften.

Længe var NRA blot tavs overfor kritikken af den langsommelige sagsbehandling. Men gradvist har man stadig mere utvetydigt markeret, at når det går så langsomt, som det gør, så hænger det først og fremmest sammen med, at det indleverede materiale er aldeles utilstrækkeligt, og at forsyningsselskaberne ikke har taget processen omkring sikkerhedsgodkendelsen seriøst, hvorfor arbejdet igen og igen er blevet forsinket. Men nu er de første to reaktorer meldt klar, og en snart 3½ år lang proces omkring hvordan man fremover skal håndtere sikkerheden omkring landets mange standsede reaktorer, begynder endelig at nærme sig en konkretisering.

Ud over de to Sendai-reaktorer er ansøgerfeltet ved NRA er efterhånden oppe på 17 reaktorer, hvoraf sagsbehandlingen er indledt for de 12. Ansøgerfeltet omfatter nu ikke bare, hvad man kunne forvente var ‘sikre’ genstarter, men indtil flere reaktorer, hvor der er stor sandsynlighed for, at NRA ender med at måtte sige, at det ikke kan komme på tale på grund af undergrundens konstitution, eller at de nødvendige opgraderinger for de ganske mange ældre reaktorer ender med at blive så bekostelige, at de ikke kan tjene sig hjem på den forventede resterende driftstid.

Læs mere »

Share