Updates på Strøtanker

30. april 2016

Vi lever i en dynamisk verden, hvor alt er i stadig udvikling. Nogle gange kan man derfor blot få dage efter færdiggørelsen af et blog-indlæg opleve, at perspektiverne har ændret sig markant. Jeg har derfor fået den ‘uvane’ blot at lave en update nederst i et eksisterende indlæg frem for at skrive et nyt indlæg. I en række tilfælde er der tale om hele serier af opdateringer. Dette gør for det gode, at sammenhørende informationer forbliver samlet, og at man i en række situationer bedre får synliggjort udviklingen.

Omvendt bliver det i blog-formatet sværere at se disse opdateringer, fordi vækstlaget gemmer sig dybt inde i bloggens afkroge. Derfor har jeg etableret en side: Opdaterede blog-indlæg, som giver et overblik over de senest opdaterede indlæg.

Jeg vil gerne samtidig benytte anledningen til at pege på nyhedssiden Agenda 350, som hver dag ved middagstid opdateres med nye links til artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden.

 

Share

En sort dag i oktober

7. oktober 2017

I dag for et år siden var en ganske særlig dag i amerikansk politik. Det stod måske ikke så klart på selve dagen, men i bakspejlet fik den betydning langt ud over sine 24 timer. Yahoo har lavet en yderst spændende og seværdig halv time lang dokumentar om dagen og de efterfølgende to dage (og undskyld for den indledende annonce). Det er politik, når det er grimmest.

Fredag den 7. oktober sidste år var der en måned til det amerikanske præsidentvalg. Hillary havde siden de to partiers konventer i juli opbygget et komfortabelt forspring, og efterhånden lignede det en sikker sejr til fornuften, kontinuiteten og erfaringen, til Hillary.

I medielandskabet var dagen fra starten af præget af den gigantiske orkan Matthews’ hærgen Floridas kyster (omend ikke et ord om klimaforandringer).

Kl. 15.00 om eftermiddagen gik Obama-administrationen ud med en ganske radikal meddelelse, at russiske interesser havde blandet sig i valget, ikke bare for at destabilisere demokratiet, men i et forsøg at påvirke resultatet i retning af Trump – hvilket normalt ville have præget forsiderne og TV-sendefladerne i dagevis.

Men blot en time senere (16:02) blev et Access Hollywood-bånd via Washington Post offentliggjort. Det viste Trump som en decideret uforskammet-ulækker mandschauvinist, med den dirrende sætning, som ingen avis direkte kan skrive, men som ingen vil glemme: “Grab her by the pussy”. Den slags går som varmt brød blandt de (dobbelt)moralske amerikanere. Og journalisten fra Washington Post fortæller Yahoo, at det system de har til at måle intern trafik på deres hjemmesider, den dag brød sammen.

Blot en halv time senere den dag (16:32) var Hillary Clintons kampagnechef John Podestas hackede emails lagt ud på nettet via Wikileaks. Fra den dag og frem til valgdagen blev der dagligt lagt omkring 1.000 nye mails op, så der hver dag kunne være noget snask at skrive om Hillarys kampagne. Faktisk var tankevækkende, hvor lidt der var at komme efter i disse mails, hvor velovervejet, velsmurt, velfungeende Hillarys kampagne var.

Så uanset orkanen Matthews var der ingen, der talte klimaforandringer. Og uanset det markante udspil fra Det Hvide Hus var der så godt som ingen, der talte om russisk indblanding i valget.

Læs mere »

Share

Massakren på Obamas klimaindsats

5. oktober 2017

New York Times offentliggjorde i dag en meget sigende oversigt over, hvor langt Trump – eller rettere de fossile interesser, der er kommet til magten med Trump –  er kommet i demonteringen af den amerikanske klima- og miljøbeskyttelse, de mange små enkeltelementer, som Obama formåede at stykke en klimaindsats sammen omkring. Jeg har tilladt mig at kopiere listen fra New York Times ind nedenfor.

Ifølge denne oversigt har Trump-administrationen foreløbig været i lag med 48 love og direktiver. Heraf er det lykkedes at tilbagerulle de 24, mens processen for 17 andre er i gang og det for 7 miljøreguleringers vedkommende ikke er lykkedes. Her viser det sig, at det typisk er domstolene, der blokerer for tilbagerulningerne og erklærer dem i strid med føderal lov.

Nogle af tilbagerulningerne har været foretaget med stor mediebevågenhed, som omstødningen af Obamas afgørelser for Keystone XL og DAPL olieledningerne samt tilbagetrækningen fra Paris-aftalen. Men det meste sker i det skjulte, og en stor del af tilbagerulningerne sker via miljøagenturet EPA, hvor lederen Scott Pruitt indtil nu er lykkedes med at holde sig uden for Det Hvide Hus’ tumultariske mediedækning. Så mens medierne konstant følger de seneste tweets og misgerninger fra Trump, bliver den miljøbeskyttelse og klimaindsats, som Obama ikke mindst gennem sin anden periode var med til at skærpe, stille og roligt demonteret.

Nogle af tilbagerulningerne har større konsekvens end andre. For eksempel er det nærmest symbolsk, at man genåbner for at kunne efterforske olie i den arktiske zone. For med de nuværende meget lave oliepriser, er der ikke nogen, der lige nu kan tjene penge på at udvinde, endsige efterforske, olie steder som disse – selv ikke med slækkede miljøkrav. Men alt, hvad Obama stod for, synes at skulle plaffes ned. Og den nidkærhed, hvormed det sker, vækker til stadighed mindelser om vores hjemlige Venstre-regerings nærmest frenetiske anti-miljøkampagne i dens første 100 dage.

Disse tilbagerulninger tegner tilsammen et billede af en præsident, der langt mere lytter til virksomhedsejerne og deres mulighed for at tjene penge på bekostning af klima og miljø, end på beskyttelsen af amerikanerne og den amerikanske natur.

Oversigten stammer fra New York Times i dag – og den efterfølges i avisen af mere indgående beskrivelser af hver af de 48 lovområder.

Hvis den sammenholdes med status quo er det bedrøveligt, men ikke helt uopretteligt, hvis blot dette trumpske vanvid bliver bragt til ende senest efter fire år. Men hvis man sammenligner med Demokraternes plan for den amerikanske indsats, hvor Obamas klimaindsats var blevet strammet og formaliseret – som kunne have været virkeligheden i dag, hvis ikke der var gået totalt skuddermudder i valgkampens slutspil – så er der tale om et gigantisk tilbageskridt, som dels vil forsinke den globale omstilling, dels sandsynligvis vil i historisk tilbageblik blev det vendepunkt, hvor USA satte sin førende position efter 2. verdenskrig over styr.

På sigt er det dybt problematisk, at klimapåvirkningen er taget ud af projekters miljøpåvirkning, og at man igen opgiver de såkaldte “cocial costs” fra den fossile afbrænding. Men det er omvendt noget af det, der er let at ‘frem’rulle igen, den dag Trump bliver rullet af pinden.

Klimamæssigt set er to vigtigste elementer blandt de lovområder, man stadig arbejder på,  Obamas Clean Power Plan og så Paris-aftalen. Den hjemlige energiplan er til dels implementeret i mange stater, så man vil sandsynligvis se, at op imod halvdelen af USA fortsætter efter disse regulativer, selv hvis Trump og EPA får held med tilbagerulningerne. Men det er juridisk set ganske vanskeligt at gennemføre, så man har endnu ikke valgt strategi. Men næsten uanset hvilken vej, man ender med at søge at tilbagerulle, vil det sandsynligvis igangsætte en juridisk proces, der vil strække sig langt ud over Trumps præsidentperiode.

Med Paris-aftalen synes det største problem at være, at Trump ikke fatter, hvad aftalen går ud på. Og stod det til en række af ‘de voksne’ i hans kabinet, endte det hele med, at USA ikke trak sig ud (det tager mindst 4 år), men nedskrev sine frivilligt indberettede reduktionsmål. Selv dette vil dog være vanskeligt at gøre uden at komme til at afsløre, hvor lidt Trump fatter af det hele.

I værste fald ville Trump med sine infrastruktur-planer kunne lave en del skade på USAs omstillingsproces, fordi han i stedet for udbygningen af den kollektive trafik og etableringen af et intelligent energinet, der kunne håndtere store mængder af vedvarende energi, fik kickstartet en lang række infrastruktur-projekter (pipelines, nye kulkraftværker osv.), der mange årtier frem vil fastholde USA i et højt forbrug af fossile brændsler.

Men den del går foreløbig så langsomt, at det meget vel kan ende med, at han aldrig kom dertil. For det første halve år er er gået med ikke at kunne lave nogen tilbagerulning af Obamacare, og meget tyder på, at resten af året tilsvarende kommer til at gå med ikke at kunne blive enige internt blandt republikanerne om at lave skattereform.

Se tidligere blog-indlæg: Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperneHillarys klima,Bernies klimaWall Street Journals klimafornægtelse italesatDonalds klimaDemokraternes konvent i PhiladelphiaDen amerikanske valgkamps klimatavshedTrumps klimapolitik i støbeskeen, De Sorte Slanger – Keystone XL II samt Bedre hvis Trumps USA forlader Paris-aftalen.

Nadja Popowich & Livia Albeck-Ripka: 48 Environmental Rules on the Way Out Under Trump, New York Times 05.10.2017.

 

Share

Tid for et dansk stop for al yderligere fossil udvinding

4. juli 2017

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har her til morgen via Ritzau rundsendt en meddelelse i anledningen af offentliggørelsen af en ny Olie- og Gasstrategi for Nordsøen, der påpeger, at der stadig er masser af gas og olie at hente op af den danske del af Nordsøen. “Der er fortsat brug for olie og gas, og samfundet har en interesse i at sikre den mest hensigtsmæssige udnyttelse af olie- og gasressourcerne i den danske del af Nordsøen,” hedder det heri.

Ingen stillen spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at udbygge den danske efterforskning? Om det var godt at gemme lidt til det 24. århundrede? Eller om vi i Danmark på nuværende tidspunkt har hentet så meget olie op af Nordsøen, at det var små fattige afrikanske lande, der skulle have de sidste indtægter ved den gas og olie, der skal til at drive verdens samfund i den forhåbenligt korte årrække, hvor vi systematisk omstiller vores samfund til vedvarende energi? Ingen refleksion over, om en fortsat udbygning af olie- og gasudvindingen er i overensstemmelse med Paris-aftalens målsætning om well below 2°C og om muligt max 1,5°C.

Det er tværtimod et foruroligende snævert købmandsperspektiv i en situation, hvor det må stå klart for alle, at den blinde fortsættelse deraf vil føre os alle ud over den afgrund, hvor klimatologiske tipping points gør det for sent at genoprette atmosfærens klimabalance.

På forbrugssiden er vi godt på vej til at udfase de fossile brændsler, selvom det under Venstreregeringens ledelse sker med bind for øjnene mens de mange nødvendige infrastrukturelle afklaringer – elektrificeringen af transporten, et klimapositivt landbrug, en fuldt cirkulær ressourceøkonomi osv. – blot udskydes.

Men på udvindingssiden halter Danmark og Verden alvorligt bagefter. Vi ved, at størstedelen af de i dag kendte fossile forekomster skal forblive uafbrændte, hvis vi skal gøre os håb om at holde Paris-aftalen. Men ingen har endnu turdet tage hul på de nødvendige beslutninger om, hvilke fossile forekomster, der skal forblive under jordoverfladen.

Her kunne Danmark virkelig tage et vigtigt skridt for verden ved at vedtage et moratorium for alle nye efterforskninger og udvindinger af fossile forekomster. Ikke flere nye sugerør i Nordsøen, ikke mere roden efter skifergas i de danske landskaber.

Meddelelsen fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet er gengivet i sin helhed herunder.

Ny strategi for olie og gas i Nordsøen

En ny Olie- og Gasstrategi viser, at der fortsat er et betydeligt potentiale for olie- og gasindvinding i den danske del af Nordsøen. Strategien peger også på, at det er nødvendigt at udnytte infrastrukturen i Nordsøen bedre, og at der er behov for flere investeringer i efterforskning og ny teknologi for at kunne udnytte potentialet.

Læs mere »

Share

Retsligt opgør om Fukushima Daiichi

1. juli 2017

En 23 m høj tsunami-sikring foran Hamaoka-værket ved Shizuoka er her under opførelse i håb om at kunne opnå tilladelse til genstart, efter at værkets reaktorer har stået stille siden 2011. Med en sådan mur kunne Fukushima-katastrofen have været undgået. Men Fukushima-værkets ejer, TEPCO, søgte at krybe uden om udgifterne ved en sådan tsunami-sikring til trods for, at det var blevet klarlagt, at der var en risiko for at værket kunne blive oversvømmet af tsunamier. i 2009 søgte Fukushima-værkets leder om accept af udvidelsen af værkets sikkerhedsforanstaltninger , men ledelsen afviste, og der er nu rejst tiltale mod den tids ledelse.  

11. marts 2011 udløste et stort jordskælv i havbunden ud for den japanske nordøstkyst en stor tsunami, der med stor kraft ramte Tohukus østkyst og sine steder pressede de ødelæggede vandmasser adskillige kilometer ind i landet.

Tsunamien ramte også Fukushima Daiichi-værket, hvilket udløste det moderne Japans største krise. Det lykkedes at lukke to af værkets seks reaktorer korrekt ned. Men for tre af reaktorerne blev det en fatal hændelse. Strømforsyningen udefra blev klippet ved jordskælvet, og nødstrømsgeneratorerne var så tankeløst placeret i kælderniveau, at de blev sat ud af kraft af de indtrængende vandmasser. Derfor svigtede kølingen dertil, at der skete en omfattende nedsmeltning af tre af reaktorkernerne. Udsivende gas fra de overophedede reaktorkerner førte til eksplosioner, der raserede flere af reaktorbygningerne. Den sidste reaktor var midlertidigt standset og brændselslegemerne fjernet, da tsunamien ramte. Så her var problemet ‘kun’, at den ydre bygning eksploderede. Store mængder af radioaktiv forurening spredte sig i de kommende uger fra det havarerede værk, og man måtte efterfølgende evakuere omkring 200.000 mennesker, hvoraf et fåtal indtil nu har kunnet vende tilbage til trods for en enorm oprensningsindsats.

Fukushima-katastrofen udløste det moderne Japans største krise, med implikationer ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund. Endda så det længe ud til, at Fukushima-katastrofen ikke ville få nogle retslige konsekvenser. To gange tidligere er offentlige anklagere kommet til det resultat, at der ikke var basis for at gøre nogen fra værkets ejer TEPCOs ledelse personligt ansvarlig for katastrofen, ligesom der heller ikke i retslig forstand syntes at være tale om svigt fra myndighedsside – uanset at man efterfølgende nedlagde den hidtidige sikkerhedsinstans for at bygge en ny op fra bunden.

Dette kom ikke som nogen overraskelse for den japanske befolkning, der var vant til at energiselskaber kørte med klatten. Men endda udfordrede det retsbevidstheden. For hvordan kunne konklusionen på Fukushima-katastrofen – som en af de tre undersøgelseskomissioner karakteriserede som “Made in Japan” for at understrege, at det ikke blot var en naturkatastrofe, men at en serie af menneskelige valg og undladelser tilsammen havde udløst en katastrofe, der i udgangspunktet var fuldt undgåelig – ende med blive, at ingen havde gjort noget galt.

Men så viste der sig en åbning, hvor borgere kunne initiere en anklage. Borgergrupper fra Fukushima har systematisk forfulgt dette spor. Og her mere end seks år senere blev der i går indledt en retslig proces, hvor den forhenværende TEPCO-formand Tsunehisa Katsumata sammen med hans to tidligere vicepræsidenter Ichiro Takekuro og Sakae Muto står anklaget for at have undladt at tage de nødvendige sikkerhedsmæssige konsekvenser efter at det stod klart, at en tsunami så stor som den, der ramte i 2011, var en mulighed. Yderligere indgår det i anklagen, at der på Fukushima-værket blev udarbejdet tiltag for imødegåelsen af denne risiko, der hvis gennemført ville kunne have forhindret katastrofen. Men at TEPCOs centrale ledelse (TEPCO havde indtil 2011 17 reaktorer i drift) havde modsat sig implementeringen heraf.

På den første dag i retten erklærede de tre tidligere TEPCO-ledere sig uskyldige, fordi ingen ville kunne have forudset en tsunami eller katastrofe af dette omfang. Hoverfor fremhævede anklageren, at de alle tre var blevet forelagt beregninger, der præcist viste, at tsunamier af den størrelse ville kunne forekomme på denne del af kysten, og at det ville kunne føre til svigtende strømforsyning.

“They continued running the reactors without taking any measures whatsoever,” fremførte anklageren. “If they had fulfilled their safety responsibilities, the accident would never have occurred.”

Læs mere »

Share

De Sorte Slanger – Keystone XL II

1. juli 2017

Noget af det første, Trump som nytiltrådt præsident foretog sig, var at udstede executive ordrer, der reaktiverede opførelsen af to olieledninger. Den ene, Dakota Access Pipeline, kaldet DAPL, var næsten færdig, men der tilbagestod en strid om en lille strækning, hvor DAPL skulle føres under Missourifloden umiddelbart nord for Sioux-indianernes reservat. Her opstod der en lejr af efterhånden titusindvis af ikke protesterende, men bedende. Og det lykkedes i november 2016 at få Obama til at bremse projektets færdiggørelse indtil der var lavet en tilfredsstillende miljøvurdering af føringen under Missourifloden.

Olien er nu begyndt at flyde i DAPL (se blog-indlægget Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock).

Samtidig med at Trump gennemtvang færdiggærelsen af DAPL annullerede han Obamas afvisning af Keystone XL-rørledningen. Keystone XL nåede i løbet af Obamas præsidentperiode at blive hovedslagmarken for den amerikanske klimakamp. Man kan i historiens tilbageblik spørge, om det var det rigtige, for selv hvis det lykkedes at standse Keystone XL, ville tar sands-olien fra Alberta sandsynligvis finde andre veje, så længe den slags absurd gambling med fremtidens levevilkår ikke var forbudt. Men Keystone XL blev en fantastisk mobiliseringsproces. Og hvor James E. Hansen i 2009 ganske fremsynet på den tid kunne sige, at: Coal is best left in the ground, da blev der i de år ‘opdaget’ så store forekomster af sdåkaldt ukonventionelle olieforekomster, som tas sands-olien i Alberta, at der også var nødt til at komme fokus på, at disse forekomster, der gav væsentligt højrere CO2-udledninger pr. udvundet energienhed end en olie fra en konventionel kilde, også var nødt til at forblive i undergrunden, uudnyttede, hvis det skulle lykkes at undgå det totalhaveri af menneskets fremtidige levevilkår, som den fossile industri insisterede på at have ret til.

Så Keystone XL udviklede sig til en enestående lærebog i, hvilke enorme kræfter, der var på banen, hvis man prøvede at bøje arm med den fossile industri. Og man må sige, at hvor den amerikanske klimabevægelse i dag har en ganske stringent læsning af den fossile industris spillere som entydigt destruktive, da er der i Europa masser af eksempler på en olie- og gasindustri, der har set og erkendt klimaudfordringen og er langt inde i at skifte fokus, have mere vægt på gas som en overgangsenergi og indgå i etableringen af en vedvarende energiforsyning. Ikke alle så konsekvent som DONG, som stort set har afviklet sine kul-, olie- og gasaktiviteter for at blive verdensledende på havvindmølleområdet. Men man ser de hollandske og britiske olie- og gasselskaber lave forretningsplaner, der giver dem en vigtig rolle i omstillingsprocessen og i det postfossile samfund.

Keystone XL har omvendt vist, at der er mange idealistiske mennesker i USA, og i vide kredse en stor dyb forståelse for klimaproblematikken – men ikke i den fossile industri. Her hersker klimafornægtelsen, her finianseres klimafornægtelsen, her korrumperes det amerikanske politiske system. Her søger man krampagtigt at fastholde en status quo, som ikke kan fastholdes. Det er med Trumps egne ord en looser-position,

Nu skriver Wall Street Journal, at ingen vil binde an med at booke sig ind på Keystone XL. Og uden kunder – eller formodede kunder – er det et endog meget dyrt og besværligt projekt at binde an med. Så selvom TransCanada ikke officielt har opgivet, er det er langt fra givet, at man nogensinde tager hul på anlæggelsen.

Læs mere »

Share

Repeal and replace

27. juni 2017

På nederste linje står der med småt, at der på verdensplan årligt dør 1.775 mennesker ved terrorangreb, mens der ifølge beregninger fra Harvard Medical School og Cambridge Health Alliance alene i USA dør 45.000 mennesker om året på grund af manglende health care.

Det helt store tema i Washington lige nu er afviklingen af Obamacare og Medicaid, de to centrale initiativer, som Obama og demokraterne fik gennemført i 2010, som formåede at bringe sundhedsforsikring til 25 mio. flere amerikanere. Det har siden været en rød klud i ansigtet på de mange republikanere og højreradikale, for hvem staten er jo mindre jo bedre. Og nu, hvor republikanerne har magten både i Senatet, i Repræsentanternes Hus og i Det Hvide Hus, var der lagt op til en storstilet tilbagerulning af Obamas sundhedsreform, efter at Obama igen og igen måtte benytte sin vetoret for at beskytte mod republikanske krav om repeal and replace.

Det paradoksale er, at Obama valgte en model, der var udtænkt af en republikansk tænketank, hvor man bevarede det eksisterende system, der bygger på private forsikringsforhold, og supplerede det med ordninger, der gjorde det muligt for langt flere at få sundhedsforsikring. Eller rettere det er ikke så paradoksalt, når man ser, hvordan Obama forstod, at der måtte være enighed om noget så fundamentalt som hvordan et land varetager sine indbyggeres sundhed, hvis det skal blive en varig ændring.

Så selvom det nok havde været mere i Det Demokratiske Partis ånd at søge at gennemføre en skattefinansieret løsning, som det kendes fra de fleste andre af verdens velstående lande – hvad man i USA kalder et single payer-system – og selvom en sådan løsning hvis man sammenligner fra land til land i praksis viser sig at kunne levere et velfungerende sundhedssystem for en langt mindre del af bruttonationalproduktet end The American Way, så var der i en sådan single payer-organisering så mange kameler at sluge, at det ikke havde nogen chance for at blive realiseret tilbage i 2009. Måske i dag, efter at Bernie Sanders igennem et år kørte en valgkampagne, hvor skattefinansieret sundhed og uddannelse var centrale punkter. Men i USA har man traditionelt haft væsentligt lavere skattetryk, og man har ikke samme tradition for omfordeling via skatterne, som vi kender det fra Skandinavien. Samtidig synes en betydelig del af de republikanske ideologer (og vælgere) ikke at tage det for givet, at sundhedsforvaltning er noget, man har ret til som borger – noget der står klar, når ulykken rammer. Tværtimod er det noget, man må gøre sig fortjent til ved selv at betale enten direkte for de ydelser, man får, eller ved at tegne en forsikring – ligesom enhver kan påkalde sig sin ret til ikke at forsikre sig.

I modsætning til de hospitalsvæsener, vi kender i Skandinavien, har USA private hospitaler, private pleje- og alderdomshjem, private fængsler, fødsels- og afvænningsklinikker osv., og de fleste med faste ordentligt betalte jobs har deres sundhedsforsikring organiseret som en del af deres ansættelsesforhold. For de republikanere, der lige nu er ved at repeale og replace Obamacare og Medicaid er det et tilbagevendende argument, at konkurrencemomentet med Obamas reformer blev mindre. I mange stater er der kun en enkelt forsikringsudbyder tilbage, hvilket i republikansk optik er en katastrofe. For der skal ‘nødvendigvis’ være et valg, både mellem foreskellige udbydere af samme forsikring og mellem forskellige forsikringsniveauer. Når der er to eller flere konkurrerende forsikringsselskaber, vil der automatisk være indbygget en mekanisme, der skærper prisdannelsen – fremhæver ideologerne sammen med hele den række af argumenter, som i de seneste årtier har ført til privatiseringen af store dele af den offentlige sektor i mange lande.

Det viser sig blot, at det ikke virker efter hensigten på sundhedsområdet. I praksis er det amerikanske sundhedsvæsen verdens i særklasse dyreste. USA bruger næsten dobbelt så stor en andel af landets bruttonationalprodukt på sundhedsforvaltning end vi gør i Danmark, samtidig med at mange millioner mennesker er holdt uden for. Det misforhold er der mange grunde til. Men for overhovedet at kunne nå frem til at vedtage Medicaid og Obamacare blev der i 2010 indføjet et stort antal tilføjelser i lovkomplekset. For eksempel er det ikke er muligt at forhandle om priserne på medicin. Så stordriftsfordelene er totalt demonterede, medicinalindustrien er en gigantisk parasit på det amerikanske samfund, og qua de prislister for ydelser og materialer, der styrer afregningen mellem de mange forskellige økonomiske enheder i det amerikanske system, betaler amerikanerne voldsomt meget mere for deres medicin end vi gør i andre lande.

Selvom vi kan synes, at vores hjemlige system er bureaukratisk, så er det utroligt enkelt i forhold til når alle de enkelte instanser hele tiden skal agere og fungere som selvstændige forretningsenheder. Samtidig giver det forhold, at (sygdom og) sundhed i det statsfinansierede hosptal ikke er fuldt reduceret til en købmandsvare, en etisk renfærdighed.

Læs mere »

Share

Sydkorea udfaser atomkraften

3. juni 2017

Står det til Sydkoreas nyvalgte præsident, Moon Jae-in, vil den sydkoreanske A-kraft blive udfaset i takt med, at landets 25 reaktorer når skelsår.

Sydkorea har i dag 25 fungerende atomreaktorer, der tilsammen tilvejebringer omkring 35% af landets energiforbrug. Landet har egen atomkraftindustri, og man har løbende udvidet kapaciteten med nye reaktorer, så Sydkorea i dag har omkring 25 igangværende traktorer og flere under opførelse. Forventningerne var i 2035 at nå op på en andel af atomkraft på 60%.

Men atomkraften har været en stadig kilde til utilfredshed i den koreanske befolkningen. Ikke mindst efter Fukushima-katastrofen i 2011 og omfattende skandalesager i 2013, hvor så mange reaktorer måtte lukke på grund af systematisk svindel med sikkerhedscertifikater, at energiforsyningen var tæt på at bryde sammen, er presset fra befolkningen på at afvikle atomkraften vokset. I 2013 blev der således fremlagt fornyede planer, hvor der blev skruet markant ned for fornyelsen af den sydkoreanske reaktorflåde, så A-kraften i 2035 skulle udgøre 29% – eller under halvdelen af de oprindelige planer.

I begyndelsen af maj 2017 fik Sydkorea ny præsident, Moon Jae-in. Han vandt på et program, hvor udfasningen af den koreanske atomkraft havde en markant plads. Står det til Moon, har Sydkorea bygget sin sidste reaktor på koreansk grund. 4 reaktorbyggerier, der er næsten færdige, får lov at blive færdiggjort og taget i brug. Reaktorer derimod, som stadig er i planlægningsfasen, bliver skrottet. Selv reaktor 5 og 6 ved Kori-værket, som nu er 28% færdigbyggede, ønsker Moon at bremse. Og fremover får ingen reaktor lov at fungere ud over de 40 år, de oprindeligt er konstrueret til at kunne holde. Dermed vil Sydkorea lukke sin sidste reaktor omkring 2060.

Sydkorea bruger i dag en betydelig mængde kul, men planen er i den samme 40-års periode at sikre en så massiv udbygning af den vedvarende energi, at energiforsyningen i 2035 primært er baseret på vedvarende kilder suppleret med naturgas. Hvis sydkoreanerne gør dette rigtigt, ville man gradvist kunne gøre selv gasdelen CO2-neutral og bruge den ikke bare som backup-del, men som lagringsmedie.

Læs mere »

Share

Bedre hvis Trumps USA forlader Paris-aftalen

23. maj 2017

File 20170523 7361 3pp7kn

Secretary of State Rex Tillerson has argued the US should stay in the Paris climate agreement. But for the rest of the world, a US exit is better than staying reluctantly. Carlos Barria/Reuters.

Luke Kemp fra Australian National University argumenterer i denne artikel offentliggjort på The Conversation for det umiddelbart overraskende synspunkt, Trumps muligheder for at afspore den globale klimaindsats er mindre med et trumpsk USA holdt uden for Paris-aftalen hvorfor det ville være bedre for alle, hvis Trump trak USA ud af Paris-aftalen.

Jeg føler mig langt fra overbevist om, at Kemp har ret. Men han har ret i, at det ikke kun er forbliven eller jeg, men den klimaindsats, som USA under Trump kommer til at føre, som må være målestokken. Og det er nok en god øvelse at se det gode ved en situation, som Trump meget vel kan ende med at gøre til virkelighed. 

 

The world would be better off if Trump withdraws from the Paris climate deal

The conventional wisdom that the United States should remain under the Paris Agreement is wrong. A US withdrawal would be the best outcome for international climate action.

With Trump set to decide on the matter after this week’s G7 meeting, his aides are split on the issue. Chief strategist Steve Bannon heads the faction pushing for an exit. Secretary of State and former ExxonMobil chief executive Rex Tillerson has argued for the US to retain a “seat at the table”.

It is within the president’s power to withdraw from the Paris Agreement and perhaps even the United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), which has overseen global climate diplomacy for some 25 years.

In a commentary published in Nature Climate Change today, I argue that a US withdrawal would minimise risks and maximise opportunities for the climate community. Simply put: the US and the Trump administration can do more damage inside the agreement than outside it.

There are four key, interconnected risks related to US participation in the Paris Agreement: that the US will miss its emissions target; that it will cut climate finance; that it will cause a “domino” effect among other nations; and that it will impede the UN negotiations.

Money and emissions are all that matter

The first two risks are unaffected by withdrawal. The Paris Agreement doesn’t require the US to meet its current emissions reduction pledge, or to provide further climate finance to developing countries. The agreement is procedural, rather than binding; it requires a new, tougher climate pledge every five years, but actually hitting these targets isn’t mandatory.

The US will probably miss its climate target regardless. It would need more than just Obama’s Clean Power Plan to hit its goal of reducing emissions by 26-28% on 2005 levels by 2025. And now that Trump has decided to roll back those policies too, US emissions are set to increase through to 2025, rather than decrease.

Læs mere »

Share

Afstemning om udfasning af den schweiziske A-kraft

21. maj 2017

I dag holder schweizerne afstemning om A-kraftens fremtid i landet. Schweiz var et af de lande, der reagerede kraftigt på Fukushima-katastrofen, så i tiden efter blev det i princippet besluttet, at den schweiziske A-kraft gradvist skulle udfases, og tre nye atomreaktorer under forberedelse blev efterfølgende opgivet. Sidste efterår vedtog det schweiziske parlament en Energistrategi 2015, men det højreorienterede Schweiziske Folkeparti krævede energiplanen sat til afstemning (hvilket er ganske almindeligt i Schweiz). Derfor kunne schweizerne i dag give deres mening til kende om regeringens energistrategi.

Forslaget fra den schweiziske centrum-højre-regering indebærer, at der ikke kan bygges nye atomkraftværker i Schweiz, og at de udfases i takt med, at de når grænsen for den teknisk forsvarlige driftsperiode. Planen sigter således på inden 2035 at kunne klare sig helt uden A-kraft.

Energiforsyningen i Schweiz er betydeligt anderledes sammensat end den danske. I dag kommer blot 5% fra vedvarende energikilder som sol og vind, mens A-kraften leverer 35% og hele 60% stammer fra vandkraft. Opgaven er således inden 2035 at etablere, hvad der svarer til en tredjedel af det nuværende energiforbrug, enten gennem indfasning af vedvarende energikilder som sol og vind eller gennem energibesparelser. Det forslag der i dag er til afstemning, rummer en betydelig energibesparelsesindsats. Således vil man gennem en bred vifte af initiativer søge at få den enkelte schweizers energiforbrug nedbragt med omkring 43% i 2035 i forhold til i dag – en prioritering, man må tage hatten af for.

Med den store andel af vandkraft har schweizerne ikke samme problemer med de vedvarende energikilders svingende natur som mange andre lande. For de enorme vandmasser, der findes opstuvet bag landets mange vandkraftreservoirer, er som et gigantisk batteri. Faktisk kunne man mene, at Schweiz burde sammentænke sin energistrategi med de omgivende regioner, så man forenklet sagt kunne trække på billig vindstrøm fra fladere landskaber når det stormede over havene, mod at dele af sine vandreserver, når møllevingerne stod stille. Men med de store vandkraft-ressourcer landet har alle muligheder for at lave en ultrastabil energiforsyning.

Læs mere »

Share

Trump i klimafornægternes net?

18. maj 2017

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

Læs mere »

Share