Strøtanker om bæredygtighed

Allerede nu ved jeg, at jeg ikke vil kunne følge COP19 intenst hver dag i de kommende uger, så dette er blot et sted for løbende små optegnelser – og en indledende opsamling af erfaringer om, hvilke informationskilder, som fungerer godt i denne omgang.

Der er masser af information tilgængelig, men den ligger spredt for alle vinde. For eksempel RTCC har ofte en meget indgående og sober dækning af de store klimatopmøder, og det tegner det også til i år – se deres COP19-sektion. De har tidligere produceret små videoer, men måske det i år bliver canadiske IISD, som gør det. Mod slutningen vil store aviser som The Guardian og New York Times ofte have live blogs, som følger forhandlingerne direkte. Environmental Health News har ofte en god nyhedsudklipsservice, som er søgbar, se for eksempel søgninger for COP19 og UNFCCC, mens UNFCCC har en smallere presseklip-liste, som til gengæld holder sig tæt til tematikken.

Agenda 350 er en nyhedsside, som jeg har sat op til at høste nye artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden hver dag kl. 12. Den fodres af en række feeds og ikke mindst et kæmpe mycelium af Twitter-søgninger og er forsøgsvis sat op til at finde en masse spændende stof frem om klimaforhandlingerne i Warszawa.

Via UNFCCCs hjemmeside kan man følge med i forhandlingerne direkte via live webcasts. Her vil der ud over hovedforhandlingerne være adgang til et væld af pressekonferencer fra NGO-organisationer, sammenslutninger af lande osv. Hvis ikke lige man nåede at se det hele real time, er der efterfølgende et video-arkiv med on demand webcasts, hvor man i ro og mag kan hive det hele frem.

Mange af forhandlerne tweeter direkte fra forhandlingerne, så man kan med fordel følge klimatopmødets vigtigste tweetere – Ed King har for RTCC lavet en fin oversigt over, hvemsom er er særligt interessante at følge og har samlet sine COP19-tweeter-favoritter i gruppen COP19 Tweeters – eller man kan give plads for lidt bredere input ved at klikke sig ind på hashtags som #COP19, #REDD, og #GLFCOP19. PÅ RTCC har de også lavet en nyttig oversigt over FN klimajargon.

Her på Strøtanker finder man en række blog-indlæg, som følger optakten til COP19: COP19 forhandlingspositioner, Polske genveje, Bonn: To uger nærmere den nødvendige klimaaftale?. Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni samt Tilløb til COP19, som har en omfattende liste over artikler om de mange positioneringer, som finder sted i månederne op til COP19.

  Optegnelser mandag den 11.11.

COP19 er begyndt, og begyndelsen har i høj grad været præget af slagskyggen fra den voldsomme taifun, Haiyan, som med en sjælden voldsomhed har raseret Filippinernes kyster med ekstreme vindhastigheder og tårnhøje bølger og deroveni 400 mm regn, hvilket svarer til halvdelen af den danske årsnedbør på én gang. Så foreløbig regner man med 10.000 døde i en tragisk situation, som understreger nødvendigheden af en seriøs klimaindsats. For selvom vi stadig kun har en vis sandsynlighed for, at klimaforandringerne intensiverer cyklonsystemer som disse taifuner, så står det klart, at voldsomheden og hyppigheden af sådanne naturfænomener vil vokse indtil vi kommer dertil, at vi igen har fået fjernet store dele af den CO₂, vi har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse.

Læs mere »

.
På tredjedagen havde klimakonferencen i Doha besøg af IPCCs leder Rajendra Pachauri. Jeg har ikke kunnet finde en video med hans tale i Doha, men den er gjort tilgængelig via IPCCs hjemmeside, og jeg har kopieret teksten ind herunder. Herover kan man i en 12 min. samtale med RTCC fra samme dag høre Pachauri udfolde sit perspektiv på den nødvendige indsats.

Han bliver indledende spurgt om sit syn på den nuværende “level of ambition” – og svarer lidt afværgende, at COP18 stadig lige er begyndt, så det endnu er for tidligt at sige noget om. Men det handler om at gøre den nødvendige indsats attraktiv. Han ser et styrket pres fra befolkningerne ikke mindst i verdens demokratier som nødvendigt for at skabe det nødvendige politiske mandat i forhandlingerne til at træffe de nødvendige beslutninger.

IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change – har til opgave løbende at sammenfatte verdens viden om klimaudfordringen. Den seneste store rapport, AR4, forelå i 2007, mens AR5 forventes klar i 2014 og allerede er under sammenfatning. Så Pachauri gav i sin forelæsning en lille forsmag på AR5 (Fifth Assessment Report), som den næste store klimarapport kommer til at hedde. Den vil som tidligere bestå af store blokke fra forskellige arbejdsgrupper hver på flere hundrede sider, samt en sammenfattende rapport.

Men Pachauri fortæller i videoen herover, at AR5, IPCCs 5. Assessment Report, i forhold til tidligere udgaver vil blive mere regionalt fokuseret, da den nødvendige klimaindsats og ikke mindst klimatilpasningsindsats vil være meget forskellig fra område til område.

Pachauri har tidligere omtalt den kommende AR5 som skræmmende læsning. Det vi i dag ved om klimaforandringerne burde kunne få alle ansvarlige politikere til at træffe de fornødne beslutninger nu. Ikke bare bliver det jo dyrere, jo længere vi venter. Det bliver fuldt så meget jo grusommere.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Lauren Lavitt: Managing extreme weather risks at COP-18, Un Earth News 30.11.2012.

Climate action should be seen as risk management, says Pachauri, RTCC 28.11.2012.

STATEMENT OF DR. R. K. PACHAURI, CHAIRMAN, INTERGOVERNMENTAL PANEL ON CLIMATE CHANGE (IPCC) AT THE EIGHTEENTH CONFERENCE OF THE PARTIES, DOHA

Your Excellency Dr. Abdullah Bin Hamad Al-Attiyah, President of COP 18,
Excellencies,
Madame Executive Secretary, Christiana Figueres,
Distinguished delegates,
Members of civil society,
Representatives of the media,
Ladies and gentlemen,

It is a privilege for me to be invited to address COP 18 in the city of Doha. I have been a
student of the history of this region, and can look back on the period a thousand years ago
when this region was a fountain of knowledge on subjects ranging from astronomy to
chemistry. Today Qatar is moving again in the direction of knowledge, and I salute the
leadership of this country for investing financial capital for creation of human capital and
educational infrastructure. Qatar, therefore, promises to become in this day and age a
source of new knowledge and enlightenment.

Læs mere »

Treehugger bragte i torsdags et fint lille interview med Rajendra Pachauri, lederen af IPCC, Intergovernmental Panel on Climate Change, som giver et fint overblik over IPCCs arbejde og arbejdsmetode.

IPCC laver ikke egen forskning, men har siden 1988 forestået en kontinuert global konsensusproces. Dette gør på den ene side, at alle bliver hørt – forud for den seneste Assessment Report, AR4, som forelå i 2007, behandlede man omkring 90.000 kommentarer. Arbejdet med AR5 har stået på længe, i løbet af i år vil første draft ligge klar til intern høring, og hvis alt går efter planen, så vil de forskellige del af AR5 blive færdig i løbet af 2013-14. Dette giver på den anden side en markant forsinkelse på et vidensområde som klimatologien, som i disse år bevæger sig meget hurtigt. Og fordi IPCCs rapporter skal godkendes af samtlige verdens lande bliver vurderingerne relativt forsigtige.

Pachauri giver ikke detaljer om den kommende AR5, men siger, at der vil være langt mere regionalt materiale. Spørgsmålene om aerosolers og skydækkets klimaindflydelse er også nærmere behandlet (nogle af de store usikkerhedsfaktorer i AR4), man har set på forskellige geoengineering-løsninger, og man ser nærmere på lighedsproblematikken – hvem der kan og skal bære byrderne ved at sætte ind overfor klimaudfordringerne?

Under vejs har Pachauri flere fine betragtninger, som at selvom 97% af alle klimavidenskabsmænd m/k er enige i, at den globale opvarmning primært er menneskeskabt, så får de få uenige ofte lige så stor spalteplads. Hans bekymring (disappointed, slight sense of despair) i forhold til klimaforhandlingerne ved de store klimatopmøder (COP15-16-17 osv.) er, at de svigter i forhold til at basere sig på de videnskabelige forhold og tenderer til at udvikle sig til rene politiske spil og diskussioner. Selvom det i AR4 i 2007 blev fastslået, at hvis man ville holde sig under en global temperaturstigning på 2° C, så må verdens CO₂-udledninger kulminere senest i 2015.

Nu har man senest på klimatopmødet i Durban vedtaget en køreplan for en global klimaaftale, så den bliver virksom fra (i bedste fald) 2020 – og kalder det en succes, selvom det betyder, at CO₂-kurven tidligst vender efter 2020. Det politiske niveau agerer således ikke konsistent med sin egen rådgivning – eller sine egne målsætninger – og har ikke rigtig fattet, at klimaudfordringen ikke står til forhandling.

Interviewet foreligger både som podcast og i transskript.

Se tidligere blog-indlæg tagged IPCC.

Jacob Gordon: Rajendra Pachauri, Chairman of the Intergovernmental Panel on Climate Change, (Podcast) Treehugger 01.03.2012.

Det har været gentaget til hudløshed, at der er forskel på vejr og klima. Og da Al Gore for blot to måneder siden lancerede sit Climate Reality Project, var en tilbagevendende kritik, at han i sit velmente forsøg på at tydeliggøre de forestående klimaforandringer for hr. og fru Hansen, trak de stadig flere og større klimakatastrofer omkring os alt for kraftigt op. Man kunne ikke slutte så direkte mellem det, at der var mere tørke, voldsommere storme, flere skybrud og oversvømmelser og så den globale opvarmning. Men en række nylige resultater understreger, at Gore havde ret.

For blot en uge siden rundsendte James Hansen et paper,¹ hvori han viser, at nylige ekstreme vejrsituationer som dette års sommervarme i Texas med meget stor sandsynlighed ikke ville have forekommet uden global opvarmning. Og i dag barslede IPCC med Special Report on Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation (SREX).

Eller rettere, det er stadig kun et 29 sider langt Summary for Policymakers, som bliver lanceret her, hvor der stadig er tid til at få det læst grundigt inden COP17 i Durban. Hovedrapporten, som er et samarbejde mellem 220 klimaforskere fra 62 lande, vil forelægge i sin fulde udstrækning til februar. Og – her er det med at holde tungen lige i munden – man kan stadig ikke sige, at præcist den og den oversvømmelse, storm, tørke, hedebølge osv. skete på grund af global opvarmning. Men man kan sige med stor sikkerhed, at hyppigheden af, hvad vi i dag betragter som ekstreme vejrsituationer, vil være langt større i årene fremover på grund af den globale opvarmning. Som med det voldsomme regnfald over København denne sommer, som blev karakteriseret som det voldsomste i 500 år, og samtidig vi kunne forvente fremover hvert tyvende år.

Lederen af IPCC, Rajendra Pachauri, siger i en pressemeddelelse: “This summary for policymakers provides insights into how disaster risk management and adaptation may assist vulnerable communities to better cope with a changing climate in a world of inequalities”. Og han fortsætter: “It also underlines the complexity and the diversity of factors that are shaping human vulnerability to extremes – why for some communities and countries these can become disasters whereas for others they can be less severe.”²

Læs mere »

Lederen af FNs klimaforhandlinger Rajendra Pachauri, som sammen med Al Gore modtog Nobelprisen for deres arbejde for klodens klima, har netop fra Indien meddelt, at hvor han som leder af forhandlingerne ikke kan have nogen mening, er han personligt overbevist om, at han støtter fuldt op om en række først og fremmest fattige landes krav om, at CO₂-koncentrationerne ikke må overstige 350 ppm.

“As chairman of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), I cannot take a position because we do not make recommendations,” Pachauri told AFP when asked if he supported poorer nations calling for atmospheric CO₂ levels to be held below 350 parts per million (ppm).

“But as a human being I am fully supportive of that goal. What is happening, and what is likely to happen, convinces me that the world must be really ambitious and very determined at moving toward a 350 target,” he said by telephone from New Delhi.¹

Det er en yderst vigtig udvikling – tidligere på måneden kunne man i New Scientist se Obamas klimarådgiver John Holdren markere i samme retning, at 350 ppm fra et videnskabeligt perspektiv er et rigtigere mål end 450 ppm, og/men at det realpolitisk set var noget nær uopfyldeligt (se tidligere blog-indlæg: John Holdren: 350 ppm bedre end 450 ppm).

Kunne man blot blive enige om, at 350 ppm var det rigtige mål, så var der rigtig mange følgeslutninger, som ville være meget enklere. At det bliver vanskeligt at nå 350 ppm. Det kræver ikke bare at de nuværende CO₂-udledninger stort set bringes til standsning. CO₂-koncentrationen er allerede på 389 ppm og stiger pt. med 2 ppm pr. år. For at nå 350 ppm må vi derfor etablere direkte CO₂-negative samfund, som yderligere genbinder store mængder af CO₂ i vegetationen og – måske – i undergrunden.

En tilbagevenden til 350 ppm vil kræve en kolossal indsats. På bloggen Climate Progress² kan man se en diskussion af, hvad det vil kræve. Joseph Romm, forfatteren af Hell and High Water, går her i rette med James E. Hansen, som står bag den forskning, som har fostret målsætningen på 350 ppm, og fremfører, at et er at sige, at en målsætning på 350 ppm er nødvendig, et andet er spørgsmålet, hvordan det kan opnås? Man taler i den forbindelse om wedges, hvor en wedge er en strategi til en reduktion på 1 gigaton CO₂ pr. år i 50 år – eller på jævnt dansk en gigantisk indsats. For for at vende den nuværende udvikling dertil, at vi bare er på vej mod 350 ppm, skal der ifølge Romms beregninger hele 18 af sådanne wedges til, mens der er på verdensplan end ikke i dag er politisk vilje til en enkelt af disse wedges. Så en politisk beslutning om en målsætning på 350 ppm vil være starten på et gigantisk globalt omlægningsprojekt.

I dag står 80 lande bag kravet om 350 ppm – det er omkring en fordobling på et år. Og i det oplæg til en klimaaftale, som foreligger, står 350 ppm stadig som en mulig målsætning, om end som et alternativ til de 450 ppm, som længe har været den officielle målsætning.

UN scientist backs ‘350’ target for CO2 reduction, AFP 25.08.2009.¹

Joseph Romm (Ed): An open letter to James Hansen on the real truth about stabilizing at 350 ppm, Climate Progress 23.11.2008.²

Jørgen Steen Nielsen: 350 ppm, (leder) Information 26.08.2009.

Fra i dag er der World Business Summit on Climate Change i København, hvor omkring 700 af verdens forretningsledere mødes i Bella Centeret for at drøfte erhvervslivets bidrag til den transformation fra fossilt baseret samfund til et samfund på vedvarende energi. Deltagelse kræver invitation, men fra copenhagenclimatecouncil.com kan man være med via webcast.

På dagens program kan man opleve Al Gore kl. 14.00-14:25; og 16.30-16.45 kan man opleve IPCCs leder, Rajendra Pachauri. I løbet af konferencens tre dage er der serier af workshops og paneldiskussioner inden for forskellige sektorer som skibsfart og luftfart. Se Summit Brochure (pdf) og Summit Program (pdf).

Connie Hedegaard deltager i dagens paneldiskussion med temaet ‘Getting to Copenhagen’ kl. 17.00-18.00. I en netop udsendt pressemeddelelse fra Klima- og Energiministeriet hedder det: “‘Den store tilslutning til erhvervstopmødet er et klart signal om, at klimasagen ikke bare er en politisk sag eller en ‘feel-good’-sag. Det er benhård business – og et afgørende marked at være i front på’, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard: ‘Vi har længe talt om visioner. Erhvervslivet har i de kommende dage en enestående mulighed for at komme med deres bidrag til, hvordan vi når frem til at realisere visionerne.’

De politiske klimaforhandlinger, der foregår i FN-regi, kulminerer i COP15 i december i år. Klimaaftalen skal levere den politiske platform for en fremadrettet håndtering af klimaforandringerne. Men politikerne har også brug for erhvervslivet og for at erhvervslivet integrerer udfordringerne ved klimaforandringerne i deres forretningsplaner: ‘Erhvervsledernes aktive involvering og lederskab er alfa og omega for klimasagens forankring i verdensøkonomien’, siger Connie Hedegaard.”

Læs mere »

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige State of the World-rapport fra WorldWatch Institute med undertitlen Into a Warming World, afholdt instituttet sit 13. årssymposium. Der er tre videoer tilgængelige fra symposiet. den første rummer blandt andet åbningstalen af IPCCs formand Rajendra Pachauri. I anledning af, at den kommende klimaaftale skal underskrives i København til december, efterfølges han af Bo Lidegaard, den danske statsministers førsterådgiver i klimaanliggender. De to indledende indlæg giver tilsammen et godt billede af, hvordan IPCC og den danske regering arbejder mod til december at kunne etablere en global klimaaftale i København.

Parallelt med den første video kan man følge Pachauris PowerPoint slides.

Den anden video er for så vidt langt mere interessant. Man kan her under temaet The Perfect Storm møde Tom Lovejoy, leder af biodiversitetsafdelingen af The Heinz Center, Sara Scherr, leder af Ecoagriculture Partners, samt Bill Hare, Visiting Scientist, The Potsdam Institute, som står bag det tankevækkende klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, som udgør kapitel 2 i WorldWatch Institutes netop udkomne årsrapport 2009. (se tidligere blog-indlæg: Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning).

Spændet mellem den første og den anden video viser tydeligt det markante spænd, som i dag eksisterer, mellem hvad politikerne arbejder for (og fremdrager som nødvendigt) og hvad videnskaben fremhæver som nødvendigt. Klimavidenskaben er i dag er entydig om, at en CO₂-koncentration på 450 ppm kun er et skridt på vejen, og at vi skal tilbage under 350 ppm for at bremse klimaforandringerne. Og for eksempel Bill Hare påpeger det ønskværdige i på længere sigt at vende tilbage til et førindustrielt niveau på blot 280 ppm, hvis vi vil langtidsstabilisere klimaet.

Der er en gryende forståelse også i det politiske system af, at vi må sigte på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: 350 ppm vinder fodfæste i Poznan). Men IPCC er på godt og ondt et langsommeligt arbejdende konsensus-apparat, som reagerer langt meget sendrægtigt på nye forskningsresultater end de enkelte institutioner og forskere. Derfor kan vi stadigvæk risikere, at den kommende klimaaftale i København, som i høj grad er en aftale om det politisk mulige, vil blive bygget op om en målsætning på 450 ppm og ikke 350 ppm. Ikke dårligt set i forhold til, at CO₂-koncentrationen sandsynligvis vil nå op omkring 1.000 ppm omkring år 2100, hvis man blot fortsætter afbrændingen af fossile brændstoffer uantastet. Men samtidig ikke tilstrækkeligt til at opnå stor sikkerhed for, at klimaudviklingen ikke når tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver selvaccelererende. Fra videnskabens side står det i dag klart, at 450 ppm ikke er tilstrækkeligt til at sikre os mod en række alvorlige klimaforandringer, som vil gribe ødelæggende ind i livsvilkårene for et meget stort antal mennesker, dyr og planter.

Ifølge Bill Hare giver 450 ppm os kun knapt 50% sikkerhed for at vi holder os under en opvarmning på 2º – vil vi have en sikkerhed på 70-80%, skal vi sigte på 350 ppm, hvilket igen indebærer, at vi i løbet af få årtier må udvikle CO₂-negative samfund, som gennem deres aktivitet absorberer mere CO₂ end de producerer. Her er ikke mindst Sara Scherrs rids af mulighederne og udfordringerne i landbrugssektoren yderst interessante.

Den tredje video viser Christopher Flavin, moderator, Janet Sawin, Senior Researcher, Worldwatch Institute, Satu Hassi, medlem af EU-parlamentet, Malini Mehra, Centre for Social Markets, India, samt Yingling Liu, Kina-ekspert ved WorldWatch Institute. De tre videoer er introduceret af Robert Engelmann, leder af WorldWatch Institute.

13th Annual State of the World 2009 Symposium, Washington 15.01.2009.

For få dage siden fremgik det af en rapport fra EAA, European Environment Agency, som har til huse i København, at de 15 gamle EU-lande i 2006 samlet lå 7,7% under udledningerne i 1990 og hermed var godt på vej til at opfylde sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen om at nedskære CO₂-udledningerne i 2012 med 8% i forhold til 1990, som er hele CO₂-aftalekompleksets nulår.¹

Men det dækker over ganske store forskelle. Tysklands udledninger lå i 2006 18% under 1990, og en række østeuropæiske lande lå omkring 50% lavere end i 1990 (i høj grad på grund af afvikling af kulfyret produktion), mens i den anden ende af spekteret Spaniens udledninger i 2006 lå hele 50% over 1990 og Cyperns 66% højere. De danske udledninger er stort set uændrede igennem perioden – i tabellen nedenfor er de samlede drivhusgasudledninger opgjort til at ligge 2% over 1990.

Efter en let faldende tendens har de danske CO₂-udledninger de seneste tre år endog været stigende, først og fremmest fordi man har valgt at fyre mere med kul på bekostning af brændelskilder med mindre CO₂-udledninger. Det er bagsiden af det europæiske kvotesystem. Man har villet etablere en markedslogik, uden at stramme udgangssituationen tilstrækkeligt til, at markedet fungerer. Kvoteprisen er derfor stadig så lav, at det i alt for mange situationer bedre kan svare sig at betale sig fra at CO₂-forurene. Og kvotesystemet har endnu ikke formået at skabe det brede incitament til fuld omlægning til vedvarende energi i Danmark, som skal til for at imødegå klimaudfordringerne.

Læs mere »

Yvo de Boer, executive secretary ved UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, siger ved et pressemøde, at udsigten til, at vi får en samlet klimaaftale klar til underskrift i København ved udgangen af næste år, lige nu er meget dårlig: “We are not going to see that major developing country engagement unless significant financial resources and technology flows begin to be mobilized.”¹

U-landene vil have hjælp til de omlægninger, der skal ske dér, og de vil se reelle skridt i de industrialiserede lande, før de binder sig til noget som helst. Men når man ser rundt i de industrialiserede lande, er der ikke megen vilje til at gå foran – beklageligvis heller ikke i Danmark. Der lurepasses, og for klimaet og den globale tilslutning til næste klimaaftale vitale beslutninger bliver ikke taget. Samtidig skylder det kvotesystem, som EU har fået etableret, stadig at bevise, at det rent faktisk formår at spore vore handlingsmønstre ind på et mere klimavenligt spor.

Rajendra Pachauri, formand for FNs klimapanel IPCC, er ifølge Politiken meget tvivlsom overfor, om “de (Kina og Indien) kommer med i første runde. Jeg tror gerne, de vil se et vist ambitionsniveau hos de udviklede lande, før de selv indgår nogle frivillige aftaler”.²

Pachauri fremhæver dog ved et interview i forbindelse med det netop afholdte Boao Forum for Asia 2008, (med mottoet: Moving Towards Win-Win Through Changes), at: “We have seen much commitment in developing countries such as China, India and Brazil and they should join in the global efforts.”³

Så der er ikke helt slukket for en ny klimaaftale. Det ville bare være godt at se nogle klare udspil fra lande som Danmark, som både har råd til det og har store CO₂-udledninger. Men hvorfor er det lige, at Danmark ikke som Norge har taget sig sammen og skabt en plan for 100% CO₂-reduktion og et scenario for et bæredygtigt CO₂-neutralt Danmark?

Financing Crucial To Next Climate Change Pact – UN, Reuters, 14.04.¹

¹Rasmus Dam Nielsen: FN: Rige lande fejler i klimakampen, Politiken 13.04.2008.²

India to follow China’s green lead, People’s Daily Online 14.04.2008.³

Topmøde i København kan blive et flop, Politiken 14.04.2008.

I december 2007 fik Al Gore sammen med Rajendra Pachauri fra FNs klimapanel IPCC overrakt Nobels fredspris. I den forbindelse holdt Al Gore en tale, som er en indtrængende opfordring til hele verden om at forstå alvoren i klimatruslen og at handle nu: “We must act.”

Kloden har feber. Vi står overfor at skabe en permanent “carbon summer”. Det er tid for at slutte fred med planeten, siger Gore i sin tale: “The pace of our response must be accelerated to match the accelerating pace of the crisis itself.”

“We must quickly mobilize our civilization with the urgency and resolve that has previously been seen only when nations mobilized for war. These prior struggles for survival were won when leaders found words at the 11th hour that released a mighty surge of courage, hope and readiness to sacrifice for a protracted and mortal challenge.”

“Now comes the threat of climate crisis – a threat that is real, rising, imminent, and universal. Once again, it is the 11th hour. The penalties for ignoring this challenge are immense and growing, and at some near point would be unsustainable and unrecoverable. For now we still have the power to choose our fate, and the remaining question is only this: Have we the will to act vigorously and in time, or will we remain imprisoned by a dangerous illusion?”

“We must abandon the conceit that individual, isolated, private actions are the answer. They can and do help. But they will not take us far enough without collective action. At the same time, we must ensure that in mobilizing globally, we do not invite the establishment of ideological conformity and a new lock-step ‘ism.'”

“That means adopting principles, values, laws, and treaties that release creativity and initiative at every level of society in multifold responses originating concurrently and spontaneously.”

“We have everything we need to get started, save perhaps political will, but political will is a renewable resource.”

Gores tale er tilgængelig som video nedenfor.

Læs mere »