Strøtanker om bæredygtighed

På billedet herover besøger den japanske premierminister Shinso Abe sammen med sin kone og datter præsident Obama i Det Hvide Hus – her er de tilsyneladende kommet til den obligatoriske gaveudvekslingsrunde.

I denne uge har den japanske premierminister Shinso Abe gæstet USA og det Hvide Hus. Hvad der politisk set er blevet udvekslet af gaver og tilsagn, kan man kun gisne om, men trods de næsten-fastlåste TPP-forhandlinger (TransPacific Partnership) og de eskalerende spændinger mellem Japan og mere eller mindre samtlige Japans naboer i en tid, hvor Japan er ved at skrotte sin pacifistiske selvforståelse, som har båret landets selvforståelse siden 2. verdenskrig, og opbygge et egentligt militær, som kan sættes ind i globale konflikter, har Obama tydeligvis formået at tale klimaindsats med sine japanske gæster uanset, at klimaindsatsen er et emne som ikke mindst siden Fukushima-katastrofens udbrud i marts 2011 har fyldt foruroligende lidt i den japanske diskurs.

Så USA og Japan har indgået en aftale om at udfase finansieringen af kulkraftværker – en aftale, som det er hensigten at få OECD-landene til at tilslutte sig ved den næst forestående samling i november.

Dette er lidt overraskende i og med at Japan i stor udstrækning har tilbudt finansiering af japanske kulkraftværker til opførelse i udviklingslande – og faktisk er det land i verden, som yder den største støtte til udbygning af kulkraften i udviklingslandene. Man har ydermere haft den frækhed både at indregne det både som U-landsbistand og i de senere år som klimafinansiering, selvom det retteligt burde kaldes eksportstøtte og klimamæssigt set burde forbydes prompte.

Læs mere »

.
Ovenstående video som på nær de første 2 minutter er på engelsk, stammer fra en pressekonference i dag i forbindelse med lanceringen af UNFCCCs synteserapport, som analyserer og sammenfatter de 146 INDC (nationale klimaplaner), som var indleveret pr. 1. oktober i år. På én gang en stor dag, hvor verdens samlede klimaindsats frem mod 2030 blev gjort op, og en dag, som det er svært at fejre, fordi de indmeldte klimamålsætninger tilsammen langt fra formår at løfte den fælles målsætning at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C.  

Da der 1. oktober var der deadline for indlevering af klimaplaner forud for COP21 klimakonferencen i Paris, havde 146 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen – et navn som understreger det frivillige i de enkelte landes indsats og den bottom up-tilgang, som ikke er ideel, fordi den er svær at styre i forhold til en samlet målsætning, men som man ikke desto mindre har valgt, fordi det er det, man har kunnet formå at enes om på tværs af alle forskelle landene imellem. I mellemtiden er der indleveret flere INDC, så der nu er fra 156 lande, som tilsammen dækker omkring 90% af verdens samlede CO₂-udledninger, og der skal nok nå at komme en håndfuld mere inden Paris, for der arbejdes stadig mange steder på at få klimaplaner klar inden COP21 skydes i gang om blot fire uger.

Inden vi forfalder til desperation over, hvor utilstrækkelige disse klimaplaner er i forhold til, hvad der er brug for, er det værd at hæfte sig ved det positive, at hvor Kyoto-aftalen kun dækkede omkring 15% af verdens udledninger, så er der nu reelt tale om en global aftale. Alle de største udlederlande har indgivet deres bud på en klimaindsats frem mod 2030, og samtlige disse landes statschefer har meldt deres ankomst i Paris ved konferencens begyndelse – hvilket er en nyskabelse, som Francois Hollande har insisteret på, da statslederne ved de forudgående klimatopmøder først har indfundet sig i den anden uge. På den måde er der lagt op til to uger, hvor det ikke bare er embedsmænd med bundne agendaer, men med mulighed for reelle politiske forhandlinger.

Det var ikke forud forventet, at alle lande ville udarbejde klimaaftaler. Tidligere på året udtrykte lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres håb om, at der ville komme INDC, som dækkede mindst 60% af verdens samlede udledninger. Men selv for det afrikanske kontinent, hvor man finder verdens aller fattigste lande, som aldrig tidligere har haft klimaplaner udarbejdet, har man i stor udstrækning bidraget, og det endda med et ambitionsniveau, som sætter størstedelen af de industrialiserede landes og de rige udviklingslandes klimaindsats i et skammeligt perspektiv. Så der foreligger i skrivende stund 46 afrikanske INDC ud af 54 mulige, og der er gode chancer for, at endnu 2-3 afrikanske lande når at få deres INDC på plads inden Paris (se blog-indlægget Paris 2015 – En række afrikanske INDC). Så uanset hvad resultatet bliver i Paris her om blot en måned, så er denne del allerede lykkedes over al forventning.

Nøgletallet i dagens synteserapport kendte vi allerede fra Climate Action Trackers løbende analyse af de indkomne INDC: Med de indgivne INDC står verden til ved udgangen af dette århundrede at have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 2,7°C. Det er faktisk betragteligt lavere end de 4-5°C, som der har været udsigt til, hvis vi blot uantastet fortsatte den fossile afbrænding business as usual. Men det er langt fra den 2°C-løsning, som hele konferencen er bygget op om at sikre. Og med vi ved i dag om klimaforandringernes omfang og styrke slev ved 2°C, så ville en 1½°C være en mere rimelig målsætning. For på bare lidt længere sigt (ud over år 2100) må vi forvente omkring 3 m havstigninger for hver grad temperaturstigning. Så hvis vi varigt accepterer at lade den globale gennemsnitstemperatur øge med 2°C, vil mere eller mindre samtlige verdens atolriger og deltaer på sigt forsvinde i havet.

Af samme grund er der to størrelser, som er blevet endnu mere vigtige i klimakonferencen: For det første er det selvindlysende, at vi ikke bare kan cementere verdens klimaindsats frem til 2030 vel vidende, at vi til den tid har forpasset alle chancer for en 2°C-løsning – tværtimod skal der etableres en mekanisme, hvor de enkelte landes indsatser løbende strammes op. For det andet at verdens rige lande tilvejebringer en finansiering, som kan understøtte ikke bare en tidlig mitigation, så verdens fattigere lande tidligt bliver sporet ind på en fossilfri udvikling, men fuldt så meget etablerer midler til adaptation og loss and damage. Ved den seneste forhandlingsrunde i Bonn for blot en uge siden, blev dette sagt så udtrykkeligt fra G77-gruppen af lande, som omfatter to tredjedele af verdens lande, at der overhovedet ikke kunne blive tale om nogen aftale, hvis ikke der som en del af aftalen var indbygget den finansiering på 100 mia. $ pr. år fra 2020, som de fattige lande i årevis er blevet stillet i udsigt, og som verdens rigere lande igen og igen er gledet af på (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). Det sagt skal der nok komme en klimaaftale i Paris. Men det vil skabe et virkelig dårligt nord-syd-klima, hvis den industrialiserede verden, som har påført verdens fattigste dette klimaproblem, endnu engang fornægter sit medansvar.

Tilbage til dagens synteserapport, så omfatter den ud over den ganske teknisk betonede analyse en grafisk sammenfatning af situationen, som så at sige fortæller det hele i et enkelt billede:

Læs mere »

Forud for den forestående Paris-konference får vi i morgen får fremlagt en syntesrapport af de indleverede INDC. Det står allerede nu klart, at summen af de indberettede nationale klimaplaner ikke kommer til at leve op til den 2°C-målsætning. Og selvom vi via IPCC store klimastatusrapport AR5 sidste år fik defineret et carbon budget for en 2°C-løsning, har FNs klimaforhandlinger valgt i første omgang ikke at håndtere det heraf følgende kernespørgsmål, hvem som så må udlede hvor meget, og hvem som skal reducere hvor meget hvor hurtigt for at holde 2°C-målsætningen. I den anledning har jeg hentet nedenstående artikel af Anita Talberg og Malte Meinshausen fra University of Melbourne fra The Conversation. Her præsenterer de en artikel, som de netop har publiceret i Nature Climate Science, som ser på forskellige fordelingsnøgler for det globale carbon budget, hvis vi samlet set skal kunne holde 2°C-målsætningen. Den manglende diskussion af denne fordelingsnøgle er stærkt medvirkende til, at de fleste lande har indleveret klimaplaner, som anerkender 2°C-målsætningen samtidig med at de er helt utilstrækkelige til opnåelsen af 2°C-målsætningen.

For EU, som ikke behandles særskilt i artiklen, vil der ved en metrisk lige fordeling skulle reduceres med 41% i 2030, og hvis man tager udgangspunkt i en korrigeret nøgle, hvor udviklingslande har ret en forholdsvis større del af carbon budgettet end de industrialiserede lande, står EU til at skulle reducere med 49% i 2030 – begge tal i forhold til 2010. EUs nuværende reduktionsmål er 40% i forhold til 1990, så uanset hvilken fordelingsnøgle, man benytter, er også EUs reduktionsmål helt utilstrækkelige i forhold til 2°C-målsætningen. 

Talberg & Meinshausens artikel, Most countries need to at least double their efforts on climate: study, er gengivet her ifølge The Conversations vilkår for common licence.  

Most countries need to at least double their efforts on climate: study

Developed nations would need to double or triple their current efforts to limit global warming to a “safe” level of 2⁰C. That’s the finding of a study published today in Nature Climate Change assessing countries’ post-2020 climate pledges ahead of December’s international climate summit in Paris.

As an example, Australia would need to reduce emissions 50-66% below 2010 levels to be considered to be doing its fair share (its current target, when converted to 2010, is a 23-25% reduction).

Countries have agreed to limit warming to 2⁰C above pre-industrial levels. But how do we divide up the necessary reductions in emissions fairly?

Developing nations often argue that developed nations need to do more, because they are responsible for more greenhouse gas emissions historically.

This new paper shows that these debates about fairness will inevitably cause us to go beyond 2⁰C, however it also shows a way to fix the problem.

You can read more in a Briefing Note, and all the underlying data is available on a new website.

Are we on track for 2⁰C?

How much the world warms is determined by the total amount of greenhouse gases that go into the atmosphere, what’s known as the “carbon budget”. To have a 66% chance of limiting warming to 2⁰C the Intergovernmental Panel on Climate Change shows that after 2011 we can only emit 1,010 billion tonnes of greenhouse gases.

Converting the budget to yearly emissions is not easy. However, by analysing hundreds of emissions scenarios, the new study found that to meet the carbon budget, global emissions need to be reduced to 1990 levels by 2030.

We are not on track for this.

The same conclusion was reached by a paper published in 2010, and more recently by Climate Action Tracker that projects 2.7⁰C of warming by 2100.

Læs mere »

Disse to kort er måske ikke umiddelbart så forskellige. Men hvis man zoomer ind på kortet til højre, som er en 1.000-års-fremskrivning af det afrikanske kontinent, så ser man effekten af de to voldsomste klimaforandringer for det afrikanske kontinent: Ørkenerne er vokset betragteligt, mens de stigende have har ædt de lavtliggende flodsenge, så for eksempel hele det i dag beboede egyptiske Nildelta er fuldstændig væk.

I tiden op til COP21 i Paris er der her på strøtanker efterhånden lavet adskillige indlæg om enkeltlandes klimamålsætninger, INDC, som udgør fundamentet for klimaaftalen, Kina, Island, Indien, Brasílien, New Zealand, Japan, Canada, Australien, Indonesien og OPEC-landenes INDC. Det er på ingen måde tanken at gøre dette for samtlige verdens lande. Men igennem det meste af året har jeg samlet artikler om klimasituationen i Afrika – ikke systematisk, men løbende når jeg er faldet over dem for gradvist at søge at få en fornemmelse af, hvordan klimaindsatsen håndteres i denne del af verden, hvor klimaforandringerne står til at ramme voldsomst. Så dette blog-indlæg består af flere dele. Øverst en lille intro om de afrikanske INDC, som slutter med et par små videoer. Derunder først links til artikler som generelt belyser klima- og bæredygtighedsudfordringen på det afrikanske kontinent. Derefter følger en række links til artikler om de enkelte landes klimaplaner og klimaindsats, som er organiseret alfabetisk efter landenavn. For hvert land findes der et ultrakort resume af pågældende lands INDC, som stammer fra Panafrican Climate Justice Alliance.

Der har ikke været noget uomtvisteligt krav om, at alle lande indleverede INDC, og Christiana Figueres sagde en gang i sommers i et video-interview, at hun fandt det realistisk at håbe på, at der forud for Paris ville være klimaplaner, som dækkede to tredjedele af verdens samlede udledninger. Afrika har her nok været et kontinent, hvor man ikke har taget det for givet, at der forud for Paris blev udarbejdet klimaplaner. De gennemsnitlige udledninger for hele det afrikanske kontinent er blot 1,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år, og en lang række lande har udledninger helt nede omkring 0,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år.

Der er da også stadig lande, som endnu ikke har afleveret – i nogle situationer er en medvirkende grund den banale, at man ikke kender landets samlede klimaregnskab og ikke har det datagrundlag, som skal til for at lave en egentlig klimaplan. Men allerede i marts kom den første afrikanske klimaplan på banen, og her omkring deadline 1. oktober, hvis man ville være rettidig i forhold til den analyse af verdens klimaplaner, som UNFCCCs sekretariat lige nu er i gang med, kom der en hel sværm af afrikanske klimaplaner. Ifølge PACJA er der pr. 1. oktober indkommet INDC fra 44 af 54 lande, og siden er der kommet fra både Malawi og Uganda, så der i skivende stund kun mangler otte. Men sandsynligvis kommer vi op omkring INDC fra omkring 50 afrikanske lande inden Paris.

I foråret blev der forelagt en form for skabelon for, hvordan INDC kunne udarbejdes, og mange lande har fulgt den et langt stykke af vejen, så de er ikke så forskellige som man kunne frygte. Og en række af de allerfatigste lande har fået proceshjælp fra instanser som Climate Analytics og UNEP til udarbejdelsen af deres INDC.

Blandt de lande, som endnu ikke har afleveret INDC, finder man Egypten. Egyptens miljøminister Khaled Fahmy siger 10.11. til Al-Monitor, at “Egypt did not have a major role in the negative environmental impact, as it contributes to only 0.5% of the world total carbon dioxide [C02] emissions. Nevertheless, it is among the countries that are most at risk of sinking into the Mediterranean Sea.” Fahmy tilføjer på den baggrund, at: “Based on Egypt’s aspirations [to increase] economic development, the government’s stance in the international negotiations on climate change tends to focus on solutions to adapt to the climate change impact, while not committing to the decisions and actions to reduce CO₂ emissions”. Det fremgår af samme artikel i Al-Monitor, at man knapt har de grundlæggende klima- og emissionsdata, som gør det muligt at udarbejde en egentlig klimaplan. Hvis der således overhovedet kommer en egyptisk INDC, vil det nok primært være en plan for en stærkt påtrængende klimatilpasning.

Klimaforandringerne er i dag mere fremskredne over det afrikanske kontinent end mange andre steder i verden, og livsbetingelserne er mange steder over det store kontinent så sårbare, at selv marginale forandringer kan have voldsomme konsekvenser for levevilkårene. Det er tydeligt ved læsningen af de afrikanske INDC, at man gennemgående er gået meget seriøst til arbejdet og har brugt situationen til at gøre status over situationen – ikke blot, hvad man kan gøre for at mindske nogle ofte forsvindende små udledninger, men nok så meget hvordan man kan klimatilpasse og inden for rammerne heraf sikre en bæredygtig udvikling. Så det er ikke for meget at sige, at der i mange af de afrikanske klimaplaner er betydeligt mere klimaambition og vilje til forandring end i de mere velsituerede landes INDC.

Blot for at give et par eksempler har Etiopien fremlagt en INDC, som indebærer en reduktion med to tredjedele i 2030 (i forhold til BAU), mens højdespringeren er lande som Comorerne – den lille øgruppe nord for Madagaskar – som i sin INDC regner med at kunne reducere sine udledninger med 85% i 2030, og Namibia, som planlægger en 89% reduktion i 2030, primært gennem bedret skovbrug.

Men ligesom Afrika er et stort kontinent med meget forskellige lande, er klimaplanerne særdeles forskelligartede. Der er lande med forsvindende små klimafodaftryk og lande med rivende udvikling. Mens omkring halvdelen af de afrikanske lande har udledninger på 0,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år eller mindre, og an anden stor gruppe ligger under 1 ton så er de tilsvarende tal for Equatorial Guinea 7,7 ton, Libyen 7,7 ton, Sydafrika 9,5 ton og Sechyellerne 14,1 ton – typisk fordi disse lande har en i forhold til deres størrelse betydelig olie- og gasproduktion. Til sammenligning er EUs samlede per capita-udledninger på 7,2 ton CO₂. Kontinentets største klimapåvirkning kommer fra Sydafrika, som alene står for mere end 40% af Afrikas samlede udledninger. Her har man som del af sin INDC lovet at standse stigningerne i 2025 for så fra 2035 at lade udledningerne falde. Og planerne her er gradvist at erstatte den ganske opfattende kulafbrænding med A-kraft og vedvarende energi.

For langt de fleste landes vedkommende er der tale om, at den i INDCerne beskrevne klimaindsats rækker ud over den snævre mitigation. Der er lagt op til en indsats, som kombinerer mitigation, adaptation og økonomisk udvikling i hvad der ofte beskrives som climate-smart development, hvor en bæredygtig udvikling i et holistisk perspektiv er søgt kombineret med både klimaindsats og klimatilpasning.

De afrikanske landes INDCer viser gennemgående en dybt seriøs tilgang til klimaindsatsen, hvor selv de fattigste lande med de mindste per capita-udledninger har stillet sig det dobbelte spørgsmål, hvor langt man kan komme med egne ressourcer, og hvad man derudover ville kunne gøre under forudsætning af den fornødne finansielle hjælp. Langt de fleste afrikanske landes klimaplaner opererer således med to kategorier af indsatser, en unconditional, som man vil gennemføre under alle omstændigheder, og en unconditional, som man gerne ser gennemført under forudsætningen af finansiel og teknologisk støtte (se grafen nedenfor).

Hvis man ser Climate Action Trackers oversigt, så er der kun ét land, Bhutan, hvis klimaindsats bliver karakteriseret som role model, men tre landes INDC er klassificeret som sufficient, heriblandt Marokko og Etiopien. De øvrige landes klimaplaner er placeret i enten medium eller inadequate, som kan oversættes til noget i retning af fra noget utilstrækkelig og helt utilstrækkelig til at imødekomme 2°C-målsætningen. Her er Sydafrikas klimaindsats karakteriseret som inadequate. De øvrige afrikanske lande er simpelthen ikke medtaget, fordi deres udledninger i det store billede er forsvindende små.

Læs mere »

Der er nu blot halvanden måned til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. Som forberedelse hertil er der i den kommende uge er der sidste officielle samling inden – hvis ikke der viser sig behov for yderligere møder. Dette blog-indlæg rummer et første rids af udfordringerne for den kommende uges forhandlinger og nederst en link-samling, som i løbet af ugen vil blive løbende opdateret. Samtidig er det planen under vejs at lave flere kommentarer og updates. Forhandlingerne vil kunne følges fra UNFCCCs hjemmeside, hvor de centrale sessions både kan ses live og on demand.

Selvom der har været stor anerkendelse af den forkortede tekst, som forelå tidligere på måneden (se blog-indlægget Konturerne af den endelige Paris-aftale), ikke mindst at den havde opnået en nødvendig entydig struktur, så er der også fra mange sider rejst alvorlige spørgsmål til tekstens indhold – herunder ikke mindst hvad der nu mangler i teksten. EUs klimakommissær Miguel Arias Canete har klart meldt ud, at teksten er dårligt afbalanceret og at ambitionsniveauet er for lavt – han efterlyser en aftale, som kan holde hele århundredet – og dermed at aftalen overordnet rummer et rids af den nødvendige udvikling videre fra det fossile samfund.

Indien har været blandt de mest markante kritikere, og der er en vis sandsynlighed for, at vi i den kommende uge vil se Indien ‘larme’ på vegne af udviklingslandene, i hvert fald er der fra indisk side rejst en massiv kritik ikke bare af af den nu foreliggende tekst, men af de rige landes ‘ferie’ fra klimaindsatsen, og der er formuleret minimumskrav for at aftalen overhovedet kan vedgås. Ed King sammenfatter på Climate Home 16.10. fem indiske hovedkritikpunkter:

– Finance: no predictability or adequacy
– Loss and damage: just notes the problem
– Long term goal: no mention of decarbonisation
– Mitigation cycles: when will these happen?
– How binding will the national commitments be?

Fra indisk side vil det givet også blive påpeget, at referencerne til equity og en common but differentiated indsats så godt som er forsvundet fra teksten. Indien synes ikke at tale alene – tværtimod fornemmes det fra hele G77-blokken, som omfatter 134 lande, at aftaleteksten med den nu foreliggende formulering har fået en katastrofal slagside, så der er lagt op til en hektisk uge i Bonn.

Her forud for den (måske) sidste forberedelsesrunde i Bonn er der gjort adskillige forsøg på at sammenfatte de vigtigste punkter. Lad mig herunder bruge fem punkter fra WRIs intro 15.10. og supplere efter behov.

Læs mere »

.
Bill McKibben keynote speech ved Paris Divestment Conference 01.09.2015.

(under udarbejdelse) European Greens og 350.org afholdt 1. september i fællesskab en konference om divestment, hvor Bill McKibben, grundlæggeren af 350.org, gav den indledende tale. Her kommer mere introduktion en af dagene, men i første omgang er der mulighed for at se hans 40 min. indlæg. nederst er der links til konferencens øvrige indslag og paneldiskussioner.

Teksten herunder stammer fra konferencefolderens introduktion:

The case of the carbon bubble and divesting from fossil fuels

The world is agreed: the temperature of the atmosphere must not rise by more than 2°C. At the 2010 UN Climate Conference in Cancún, Mexico, representatives of 194 states committed themselves to this target. Even the USA and China, who never signed the Kyoto Protocol, supported the decision, as do all other major greenhouse gas emitters. The 2°C target refers to the rise in temperature relative to pre-industrial levels. How this can best be achieved is the subject of much controversy. However, there is a large measure of consensus that it must be achieved in order to limit the impact of climate change to a level which humanity can bear.

The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), where hundreds of international scientists analyse climate change and propose countermeasures, have on a number of occasions stressed the urgency of consistent measures if we are to keep the Earth on track towards the 2°C target.

How much CO₂ emissions have to be cut and what does it mean for current fossil fuel reserves?
But what does the 2°C target mean in concrete terms? How much CO₂ can humanity emit into the atmosphere without jeopardising getting there? A joint study by the Carbon Tracker Initiative and the London School of Economics has produced a detailed answer: Between now and 2050, only 900 gigatons of CO₂ can be emitted if the 2°C target is to be attained with a probability of 80%. In the second half of the century, only a further 75 gigatons can be emitted. If more CO₂ is emitted, the probability of remaining within the 2°C limit falls rapidly. With 1,075 gigatons by 2050, the probability is only 50%.

Læs mere »

Tawara-atollen er en del af det udstrakte ørige Kiribati, som sammen med verdens øvrige atolriger står overfor at blive de første, som må give op på grund af de stigende verdenshave.

Repræsentanter fra en række lande i Det Sydlige Stillehav, Fiji, Mikronesien, Cook-øerne, Kiribati, Marshall-øerne, Nauru, Palau, Tonga, Tuvalu og Vanuatu, har i den forgangne uge været samlet i Suva til det tredje Pacific Islands Development Forum med temaet “Bulding Climate Resilient Green Blue Pacific Economies”.

Disse lande har det skæbnesfællessab med verdens øvrige atolriger, deltaområder og lavtliggende kystegne, at man med klimaforandringerne og den indtil nu manglende vilje til at bremse hurtigt op for brugen af fossile brændsler må indstille sig på i løbet af det 21. århundrede at forsvinde i havet. Her op til COP21 i Paris har det altoverskyggende emne derfor været klimaforandringerne og klimaindsatsen, for disse landes videre eksistens afhænger af, at der om tre måneder i Paris ikke bare vedtages en klimaaftale, men igangsættes en stærk klimindsats. Og stod det til disse små atolriger, så var al brug af fossile brændstoffer fuldt udfaset inden 2050.

Pacific Islands Development Forum har da også vedtaget en Suva Declaration on Climate Change, som kan ses i sin helhed nedenfor. Den understreger den alvorlige situation for verdens mest sårbare lavestliggende lande og kræver på den baggrund, at verden vedtager og gennemfører en radikal klimaindsats, som sikrer, at den gennemsnitlige globale opvarmning holdes under 1½°C.

Dette er stadig teknisk muligt, men vi nærmer os hastigt det punkt, hvor den gennemsnitlige globale temperatur er steget 1°C. Hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 1½°C vil det derfor kræve en helt anden politisk vilje til at udfase brugen af de fossile brændstoffer over en meget kort årrække, end man ser i dag (se blog-indlægget: Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?).

Deklarationen udtrykker derfor også stor utilfredshed med de klimamålsætninger, som indtil nu er indgivet til UNFCCC: Stillehavsøandene er “deeply disappointed that current international pledges for action as contained in submitted Intended Nationally Determined Contributions (INDCs), to stabilize global average temperature increase to well below 1.5⁰C above pre-industrial levels, remain grossly inadequate.”

Deklarationen går således også meget direkte i rette med to af de nærmeste naboer, New Zealand og ikke mindst Australien, som hver især har fremlagt provokatorisk uambitiøse klimaplaner, som set fra verdens lavtliggende lande må betragtes som en dødsdom. I deklarationens punkt 19 g bliver der således krævet et moratorium for etableringen af nye kulminer som del af et generelt stop for udvidelsen af udvindingen af fossile brændstoffer med efterlysningen af: “a new global dialogue on the implementation of an international moratorium on the development and expansion of fossil fuel extracting industries, particularly the construction of new coal mines, as an urgent step towards decarbonising the global economy.”

Dette er en logisk konsekvens af den generelle globale klimamålsætning, for selv ved 2°C-målsætningen fald skal mindst 80% af alle kendte kulreserver forblive i undergrunden. Men stort set ingen af verdens klimaplaner gør deres del af at kunne holde en 2°C-målsætning. Australiens premierminister Tony Abbott er tværtimod i fuld gang med at nulstille den hidtidige australske klimaindsats og lægge hindringer i vejen for den videre udbygning af sol- og vindenergien for at fastholde ‘nødvendigheden’ af at udvikle nye kulminer, (se blog-indlægget: Australiens energiproduktion).

Pacific Islands Development Forum fandt sted i Suva umiddelbart inden denne uges møde i Pacific Islands Forum, som omfatter langt flere af regionens øsamfund, herunder Australien og New Zealand. Den kommende uge må vise, om de små lavtliggende nabolande kan overbevise Australien og New Zealand om nødvendigheden af at afvikle den nuværende fossile afhængighed hurtigt. I hvert fald har de med deklarationen præciseret deres forventninger til et godt naboskab på klimaområdet.

Deklarationen giver et godt indblik i en lang række af verdens fattigste og mest udsatte landes forhåbninger og forventninger til en global klimaaftale, så jeg har kopieret deklarationsteksten ind i sin helhed nedenfor.

Se tidligere blog-indlæg: 2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigning, Er 1½°C-målsætningen stadig mulig? Paris 2015 – New Zealands INDC, Paris 2015 – Australiens INDC, Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge og Stillehavsøer forsvinder i havet.

PACIFIC ISLAND DEVELOPMENT FORUM SECRETARIAT
56 Domain Road, P.O. Box 2220, Government Buildings, Suva, Fiji
Tel: (679) 3311520
Fax: (679) 3311527
secretariat@pacificidf.org
www.pacificidf.org

SUVA DECLARATION ON CLIMATE CHANGE

We, the Leaders of the Pacific Islands Development Forum following open, transparent and inclusive discussions with stakeholders undertaken during the Pacific Islands Development Forum Third Annual Summit held in Suva, Fiji between 2-4 September 2015 declare that we:

1. Læs mere »

Der er nu blot tre måneder til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. I den forbindelse er der i den kommende uge forberedende forhandlinger i Bonn, hvor den altdominerende opgave bliver at få forhandlingsteksten kortet ned. Ud over denne uge tilbagestår der kun en enkelt af disse forberedende forhandlingsuger, så med i alt kun ti tilbageværende forhandlingsdage inden Paris oplever lige nu et kolossalt – og kunne man fristes til at sige – nødvendigt pres for at få skabt enighed om en stærk og visionær klimaaftale, som kan guide den nødvendige omstilling og sikre vores livsgrundlag for fremtiden.

Kommissioriet for den kommende uges forhandlinger er med IISDs ord: “At ADP 2-10, Parties are “expected to produce a clearer understanding and articulation of the elements of the Paris package with regard to both workstream 1 (the 2015 agreement) and workstream 2,” including by developing “bridging proposals” and narrowing options for further negotiation.”

Ved sidste samling i juni (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni) måtte man, på trods af at forhandlingerne var båret af en konstruktiv ånd og fælles oplevelse af at stå overfor en ufravigelig, monumental opgave, indse, at redigerings- og afklaringsarbejdet gik alt for langsomt. I løbet af to ugers forhandlinger blev teksten kun to sider kortere, og forhandlingstekstens format var blevet så rodet af de mange tilføjelser og ændringsforslag, at man midtvejs gav formandsskabet for forhandlingssporet, Ahmed Djoghluf og Dan Reifsnyder, til opgave at ombryde teksten, så den strukturelt set var mere håndterbar. Denne udgave forelå sidst i juli, men er stadig 83 sider lang:

• Scenario note on the tenth part of the second session of the Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action, Note by the Co-Chairs 24.07.2015 (pdf).
• Further clarifications by the ADP Co-Chairs on the mode of work at ADP2.10, UNFCCC 30.08.2015 (pdf).

UNFCCC skrev ved fremlæggelsen i juli, at: “The document provides for the first time clarity on what could be contained within the emerging legal agreement in Paris.” “It also clarifies what decisions with immediate effect could be taken at the moment the agreement is adopted.”

Men en lang række spørgsmål afventer stadig den politiske afklaring. Djoghluf og Reifsnyder har ikke kunnet træffe nogen af disse beslutninger, men kun kunnet tydeliggøre, hvilke beslutninger, der mangler at blive truffet og hvor der stadig mangler afklaring og enighed. Om så delegationerne har gjort deres hjemmearbejde på alle disse områder er mere end tvivlsomt – sandsynligvis vil de fleste af de tilbageværende centrale uenigheder først blive afklaret i Paris, når statsoverhovederne kommer med. Det har traditionelt været i processens sidste stade. Men de franske forhandlingsværter har forsøgt at vinde gehør for, at statslederne ved COP21 i stedet kommer til Paris allerede i den første forhandlingsuge, så det politiske kommer tidligere i spil.

På nuværende tidspunkt, hvor 56 lande med tilsammen omkring 70% af verdens udledninger har indgivet deres klimamålsætninger, tegner der sig et billede af, at der kan etableres en aftale i Paris, men at summen af de indmeldte klimatiltag ikke er tilstrækkelige til en 2°C-løsning. Forhandlingernes leder, Christiana Figueres, har da også forud for denne forhandlingsrundet medgivet, at: “On their own, the INDCs received before Paris are not going to keep us below a 2 degrees Celsius rise this century. But they underline a sharp and positive departure from business as usual and will form the essential foundation to reach that ultimate goal if governments agree to clearly ramp up ambition over time.”

Læs mere »

Dette er ikke noget egentligt indlæg, blot en introduktion til en artikel i seneste udgave af The New Yorker, hvor Elizabeth Kolbert under overskriften The Weight of the World har lavet et fint portræt af lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres – det menneske, som måske lige nu mere end noget andet sidder med verdens fremtid i sine hænder.

Det er ikke noget let job hun har, at skulle samle alle kræfter på denne klode om at nå til enighed om en global klimaaftale i Paris til december, men hun har en sjælden myndighed i sin måde at tage for givet, at alle leverer deres, og en måde at kunne inkludere alle i folden, selv når der er uartige ‘børn’, som synes at svigte den fælles bestræbelse. Hun har også i langt højere grad formået at inkludere civilsamfundet og NGOerne, ikke som pligt eller politisk korrekthed, men som en nødvendig opretholden af det stadige krav om forandring, som gør at vi ikke bare fortsætter i samme umulige spor.

Selvom Figueres grundlæggende kompasset rundt synes utrolig vellidt og respekteret, så får hun tit bebrejdelser, som her på det seneste, hvor hun har prøvet at ægge de fossile selskaber til at komme med deres bud på, hvad deres bidrag til omstillingen kunne være, og har krævet, at de ophører helt med deres mangeårige uvane med at sponsorere klimafornægtelse. Det er på en måde rigtigt at hun gør det, og fra at olieselskaberne fremstod som en massiv forhindring for den nødvendige omstillingsproces, er der er i disse måneder opløftende tegn på, at olieselskaberne har selvransagelsesprocesser, og at i hvert fald de store europæiske olieselskaber aktivt overvejer deres rolle i udviklingen af et post-fossilt samfund (se blog-indlægget Seks europæiske olieselskaber melder klar til klimaindsats). Her har hun så straks NGOerne på barrikaderne, for efter flere årtiers obstruktion af klimaindsatsen kan tilliden til, at olieselskaberne rent faktisk er indstillet på forandring ligge på et meget lille sted – ikke mindst når man trods de nye signaler blot fortsætter ufortrødent med de klima- og miljømæssigt set vanvittige tar sands-projekter og olieudvindingen i det arktiske område. Så Figueres måtte for nylig bede NGOerne om ikke blot reflektorisk at stigmatisere olieselskaberne, samtidig med at hun har givet olieselskaberne hjemmearbejde, inden COP21 at fremlægge seriøse planer for, hvordan de kan og vil bidrage til omstillingen til det postfossile verdenssamfund.

Kolberts artikel er lang og grundig, og samtidig med at man får et godt rids af klimaforhandlingernes udfordringer siden kollapset i København i 2009, kommer Kolbert virkelig godt omkring personen Figueres. Vi møder et gennem-sympatisk menneske med et ledelsesperspektiv, som på trods af – eller måske netop i kraft af – FN-organisationens stive system formår at navigere og lede og lytte, og så pludselig kan bryde ud i dans. Vi hører i artiklen om, hvordan hun må skifte dress code og vokabularium for at kunne begå sig i og kommunikere med oliestaterne – og med største selvfølgelighed gør det. Her kunne vores hjemlige ytringsfrihedsfundamentalisme lære noget.

Figueres siger under vejs i artiklen, at det er hendes klare fornemmelse, at der lige nu i alle lande arbejdes oprigtigt på at kunne lykkes at få en global klimaaftale i hus i Paris. At den kommer i hus vil også være en sejr for Figueres og hendes inklusive ledelse. Hvor aftalen i København blandt andet gik i vasken på grund af, at der blev lavet rigtigt kedelige manøvrer i korridorerne, hvor mange med rimelighed kunne føle sig holdt udenfor – og vi må med skam melde, at vores nuværende statsminister var en del af det spil – dér synes Figueres i de mellemliggende år gradvist at have formået at genskabe den nødvendige tillid, som skal til, og skabe den transparens og inklusivitet omkring processen, som gør, at næsten 200 lande til december kan enes om at sige ja til samme ene aftale. Samtidig er der i forhold til 2009 en langt stærkere erkendelse af, at klimaindsatsen haster og at den må ske i alle lande, så med de frivillige reduktionsmål, som de enkelte lande selv har stillet sig, er det umiddelbart blevet sværere at være imod. Det hjælper også på processen, at de vedvarende energikilder år for år bliver billigere, så det økonomiske incentive til fortsat brug af fossile brændsler svinder ind. Omstillingen kræver investeringer, men tjener sig ind i løbet af få årtier. Hvis processen i Paris endda ender med at strande, er det sandsynligvis på grund af en en kombination af to årsager, dels en utilfredshed med den manglende finansiering af omstillingen og klimatilpasningen i de fattigste lande, dels en protest mod den manglende ambition i klimaindsatsen ikke mindst fra en række af verdens rige industrinationer som Japan, Canada og Australien, hvis klimamålsætninger lige nu må siges at være patetisk utilstrækkelige.

Figueres er selv helt på det rene med, at Paris ikke når en aftale, som sikrer 2°C-målsætningen – dertil er der for mange lande, hvor klimakursen stadig er slingrende. Men er aftalen og systemet først sat op, kan det opjusteres gennem løbende fornyelser. Og som tingene udvikler sig i disse år, kan det meget vel vise sig at afviklingen af det fossile samfund kommer til at gå langt hurtigere end politikerne og deres embedsmænd lige nu byder ind med. Som for eksempel har premierminister Abbott ud fra økonomiske argumenter indberettet en ganske uambitiøs klimamålsætning for Australien, hvor det økonomisk set ville være billigere at lave en langt hurtigere omstilling (se update 18.08. i blog-indlægget Paris 2015 – Australiens INDC).

Figueres har det sidste ord i Kolberts stærkt anbefalelsesværdige artikel: “You know, I think that this whole climate thing is a very interesting learning ground for humanity. I’m an anthropologist, so I look at the history of mankind. And where we are now is that we see that nations are interlinked, inextricably, and that what one does has an impact on the others. And I think this agreement in Paris is going to be the first time that nations come together in that realization. It’s not going to be the last, because as we proceed into the twenty-first century there are going to be more and more challenges that need that planetary awareness. But this is the first, and it’s actually very exciting. So I look at all of this and I go, This is so cool – to be alive right now!”

Se tidligere blog-indlæg: Interview med Christiana Figueres.

Elizabeth Kolbert: The Weight of the World, The New Yorker, 24.08.2015.

Leo Hickman: The Carbon Brief Interview: Christiana Figueres, Carbon Brief 11.06.2015.

John Vidal: The Figueres family led Costa Rica’s revolution, and now it’s green revolution, The Guardian 14.05.2012.

Stadig blot små citater til sammenskrivning …

Hansen: More than eight years later, we are publishing a paper describing these studies. We are publishing the paper in an open-access “Discussion” journal, which allows the paper to become public while undergoing peer-review (a pdf of the paper with figures imbedded in the text for easier reading is available here). I will get to the reasons for that in a moment, but first let me mention some curious numerology to get you thinking about scientific reticence.

Romm: As an important aside, Hansen and his 16 co-authors continue to be criticized for publicizing this paper prior to peer review. While I probably would have framed the paper’s launch somewhat differently — as an expert opinion and discussion piece coming from one or more major scientific institutions — I think this particular criticism is overblown.

Romm: The fact that 2°C total warming locks us in to sea level rise of 10 feet or more has been obvious for a while now. Heck, the National Science Foundation (NSF) issued a news release back in March 2012 on paleoclimate research with the large-type headline, “Global Sea Level Likely to Rise as Much as 70 Feet in Future Generations.” The lead author of that study explained, “The natural state of the Earth with present carbon dioxide levels is one with sea levels about 70 feet higher than now.”

Romm: They also warn that even with the less than 1°C of warming we already have, ice sheet melt appears to be putting sea level rise on an exponential growth path that would bring 10 feet of sea level rise sooner, rather than later — even if we stabilize at 2°C total warming.

Romm: I also think Hansen is pushing the speculative possibility of 10 feet of sea level rise this century harder than he needs to. Yes, there are many experts who consider that a real possibility now, so it would be imprudent to ignore the warning. But the fact is, on our current emissions path, we now appear to be headed toward the ballpark of 4-6 feet of sea level rise in 2100 — with seas rising up to one foot per decade after that — which should be more than enough of a “beyond adaptation” catastrophe to warrant strongest of action ASAP.

James Hansen et al.: Ice Melt, Sea Level Rise and Superstorms: Evidence from Paleoclimate Data, Climate Modeling, and Modern Observations that 2°C Global Warming is Highly Dangerous, xxxx (pdf).

James Hansen et al.: Ice melt, sea level rise and superstorms: evidence from paleoclimate data, climate modeling, and modern observations that 2C global warming is highly dangerous, Atmospheric Chemistry and Physics Discussions 23.07.2015.

Brian Palmer: When Are We Going Underwater? onEarth 29.07.2015.

James Hansen: Darn!! Sea Level Disaster Ahead! In 200-900 Years. When?? Climate Science, Awareness and Solutions 27.07.2015.

Joe Romm: James Hansen Spells Out Climate Danger Of The ‘Hyper-Anthropocene’ Age, Climate Progress 27.07.2015.

James Hansen: Disastrous Sea Level Rise Is an Issue for Today’s Public – Not Next Millennium’s, Huffington Post 26.07.2015.

Dr. James Hansen gives his idea to curb climate change on Fareed Zakaria GPS, CNN 26.07.2015.

Andrew C. Revkin: A Rocky First Review for a Climate Paper Warning of a Stormy Coastal Crisis, New York Times 25.07.2015.

James Hansen: Ice Melt, Sea Level Rise and Superstorms, Climate Science, Awareness and Solutions 23.07.2015.

Ben Adler: James Hansen’s new climate study is terrifying, but he still has hope, Grist 22.07.2015.

John Queally: World’s Oceans Could Rise Higher, Sooner, Faster Than Most Thought Possible, Common Dreams 21.07.2015.

Mark Hertsgard: Climate Seer James Hansen Issues His Direst Forecast Yet, The Daily Beast 20.07.2015.

Chris Mooney: The world’s most famous climate scientist just outlined an alarming scenario for our planet’s future, Washington Post 20.07.2015.