Strøtanker om bæredygtighed

[nggallery id=168]
.
I dagene op til COP21 har Paris’ gader været vidne til en ganske tankevækkende event, #brandalism, hvor 82 kunstnere på en af konsumerismens helligdage, ‘black friday’, satte i alt 600 plakater op i bybilledet på plakatstandere tilsvarende dem, som belemrer det centrale København.

Mange af dem er så gode, at jeg ville ønske at der kom en samlet udgave deraf. Men jeg har forsøgt at samle en række af de bedste herover – de fleste er hentet fra galleri-siden på www.brandalism.org.uk. De tager meget præcist den corporate greenwash ved hornene, som COP21 til overmål er vidne til i disse dage, og udstiller den ved at viderebearbejde virksomhedernes grafiske identiteter til politiske budskaber. Brandalism skriver derom:

“Despite the state of emergency banning any gathering, following the attacks of 13 November in Paris, the Brandalism project, conducted with Parisian activists, has placed throughout the city hundreds of unauthorised artworks. These posters emphasise the links between advertising, consumerism, dependence on fossil fuels and climate change. We take possession of advertising space because we want to denounce the role that advertising plays in promoting an unsustainable consumerism. The advertising industry feeds our desires for products based on the exploitation of fossil fuels, which have a direct impact on climate change. As for the climate negotiations and side events sponsored by large companies, the outdoor advertising allows more rich to ensure that their voice is heard beyond all others.”

Læs mere »

Eiffel-tårnet har fået en prominent rolle i billeddannelsen omkring COP21 med stadig skiftende budskaber om 100% vedvarende energi, træplantning eller som her den kærlighed til vores fælles klode, som må vende den nu ødelæggende kurs.

Gå direkte til noter for 29., 30. nov., 01., 02., 03., 04., 05. dec. eller til link-sektionen.

Så er klimakonferencen i Paris skudt i gang, og i de næste to uger vil klimaet fylde medierne verden rundt. Allerede på dag 1 vil der være op imod 150 statsledere, hvilket er med til at gøre, at der er 6.000 journalister, som har søgt om akkreditering, hvor der er gjort plads til 3.000. Der er 2.800 politifolk til at passe på selve konferencestedet, mens 30.000 er indkaldt til at varetage sikkerheden i Paris og andre 8.000 til at øge kontrollen langs grænserne. Selve konferencen har omkring 20.000 registrerede deltagere, men der er sandsynligvis langt flere lobbyister, NGOer og frivillige omkring de mange sideløbende events. Så der er tale om et gigantisk system.

Jeg vil på dette sted om ikke dagligt, så løbende under vejs i de kommende to uger fastholde noter, egne og ikke mindst andres refleksioner over ‘slagets’ gang – og søge at undgå militaristisk billedsprog, for alt efter udfaldet bliver vi alle vindere – eller alle tabere. Så under vejs vil indlægget have karakter af byggeplads.

I blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris har jeg søgt at samle en række af de mange tråde, som væver sig sammen omkring COP21-konferencen, som står overfor den store opgave at skulle samle alle verdens lande om en samlet indsats om at tackle verdens klimaproblemer. Nederst i dette indlæg er der information om nogen af de mange muligheder der er for at følge med via webcasts, Twitter-feeds osv. samt en linksamling, som dagligt suppleres op. Hvor dette indlæg følger konferencen i Paris igennem den første uge, er processen tilsvarende fulgt i den afsluttende uge i blog-indlægget Paris noter II.

Læs mere »

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Denne graf stammer fra Carbon Brief og giver et godt rids af 2°C-målsætningens historie.

2-graders målsætningen – dette at den gennemsnitlige globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse ikke må overstige 2 grader Celsius – blev introduceret tilbage i 1975, hvor klimavidenskaben var i sin allerførste vorden. Her blev den i en artikel af William Nordhaus forsøgsvist antydet som en mulig tærskel for, hvornår klimaforandringer ville blive katastrofale. Siden er den gadvist blevet del af en standard-målsætning, som i adskillige år var dobbelt, at vi skulle sikre en målsætning, som bremsede temperaturudviklingen før 2°C / 450 ppm, hvor de 450 ppm angiver den maksimalt acceptable koncentration af CO₂ i atmosfæren.

Ved den klimaaftale, som endte med ikke at blive vedtaget i København i 2009, var målsætningen således defineret som 2°C / 450 ppm. Men dels var de synlige virkninger af klimaforandringerne på den tid ved at markere sig, selvom den globale temperaturstigning stadig kun var under 1°C. Dels var der stadig klarere tegn i de fremskrivninger, klimavidenskaben gjorde, på, at en stabilisering af det globale klima på 2°C / 450 ppm ikke ville være nogen stabilisering, men tværtimod på langt sigt ville føre til voldsomme klimaforandringer og på meget lang sigt muligvis fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver – med havstigninger på op til 60 meter eller mere til følge. I 2008 fastlagde James Hansen et al. fra NASA således argumentation for, at en langtidsstabilisering af det globale klimasystem krævede en koncentration af CO2 i atmosfæren på max 350 ppm  (den var omkring på 280 ppm før industrialiseringens begyndelse), så allerede i København i 2009 var der mere end 100 lande bag et krav om en målsætning på max 1½C og max 350 ppm. Denne skærpede målsætning for klimaindsatsen er direkte indfældet i navnet på 350.org, den klimabevægelse, som Bill McKibben var med til at grundlægge.

Læs mere »

.
Denne film tager os rundt på opdagelsesrejse i Caribien – ikke det eksotiske Caribien, men det Caribien, som med udsigten til accelererende klimaforandringer står overfor en vanskelig fremtid med hensygnende koralrev og atolsamfund, som forsvinder under havets overflade.

1.5 Stay Alive er en caribisk uddannelses-, musik- og kampagnefilm lavet for at underbygge og understrege nødvendigheden af en klimamålsætning på max 1½°C ved de forestående klimaforhandlinger i Paris. Det er dog ikke nogen ‘tør’ dokumentarfilm, men en mosaik af levnedsskildringer og vidnesbyrd kædet sammen med masser af tilbagelænet caribisk musik.

Air-Clim skriver i sin introduktion til filmen: “The campaign film highlights the threat of global warming for coastal zones and especially for the second largest coral reef in the world, the Mesoamerican and Caribbean coral reef system, which stretches from Florida to Trinidad Tobago. The IPCC concluded in its fifth assessment report in 2013/2014 that the world’s coral reef ecosystems will be one of the first global ecosystems that will disappear with a global temperature increase of more than 1–2 degrees C. Several research articles published recently in “Science” and “Nature” have confirmed this very large threat.”

I denne lille 3 min. video-introduktion kan man høre Tilman Altenburg fra Deutsche Institut für Entwicklungspolitik fortælle om baggrunden for 1.5 Stay Alive.

“1.5 to stay alive.”

Se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?, CO2-koncentrationen når 400 ppm, 2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigning, James Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkelig, James Hansen: Store havstigninger i vente selv ved 2°C og Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?

Zadie Neufville: Against the Odds, Caribbean Doubles Down for 1.5 Degree Deal in Paris, IPS 23.11.2015.

Petre Williams-Raynor: Countdown to COP21: Caribbean climate change campaign gets Jamaican endorsement, The Cleaner 04.11.2015.

Reinhold Pape: Film:1.5 Stay Alive, Acid News 01.11.2015.

Caribbean formatting climate change strategy for Paris meeting, Jamaica Observer 03.08.2015.

1.5 – Stay Alive | Interview with Tilman Altenburg, (3:22 min video) Deutsche Institut für Entwicklungspolitik 22.05.2015.

Links om 1,5°C-målsætningen generelt

John Upton: The forgotten U.N. climate goal: 1.5°C, RenewEconomy 20.11.2015.

Giles Parkinsson: Australia open to 1.5 °C climate target, “carbon neutral” in 2050, RenewEconomy 17.11.2015.

Climate-threatened nations seek tougher temperature goal in Paris deal, Reuters 12.11.2015.

Ed King: Climate vulnerable governments urge all countries to make tough CO2 cuts, Climate Home 11.11.2015.

Sophie Vorrath: Greens call for 1.5°C global warming target, ahead of Paris talks, RenewEconomy 10.11.2015.

Jennie Z. Rose: What is COP21 & Does it Matter? medium.com 06.11.2015.

Oliver Milman: Pacific islands make last-ditch plea to world before Paris climate change talks, The Guardian 01.11.2015.

Carl-Friedrich Schleussner, Michiel Schaeffer & Bill Hare: 1.5°C target adequate for Paris agreement, Acid News 01.11.2015.

Reinhold Pape: The road from Paris, (leder) Acid News 01.11.2015.

103 nations and civil society urge warming to be kept below 1.5°C, Blue & Green Tomorrow 23.10.2015.

Joe Solomon: The Rise, Fall, and Return of 1.5°C in the Global Climate Negotiations, Common Dreams 21.10.2015.

Simon Lee: Before the Flood—1.5 to stay alive, Guardian (Trinidad & Tobago) 20.08.2015.

Brenton Henry: Antigua: 1.5 to stay alive, The Daily Observer 21.07.2015.

Thoriq Ibrahim: Warming above 1.5C will overwhelm islands, says Maldives minister, Climate Home 30.06.2015.

Small Islands propose “below 1.5˚C” global goal for Paris Agreement, AOSIS 08.06.2015.

Simon Evans: IEA: China should shoulder greatest burden in raising climate ambition, Carbon Brief 17.06.2015.

Sophie Yeo: In-depth: Is the 1.5C global warming goal politically possible? Carbon Brief 15.06.2015.

Ed King: Governments silenced over UN climate change target, RTCC 11.06.2015.

Megan Darby: China, India reject calls for tougher climate goal at UN talks, RTCC 10.06.2015.

Roz Pidcock & Rosamund Pearce: Six years worth of current emissions would blow the carbon budget for 1.5 degrees, Carbon Brief 13.11.2014.

Her til aften dansk tid har Obama endelig efter 6 års overvejelser givet Keystone XL det definitive nej. Det var også på tide, kunne man mene, og det har efterhånden stået klar for de fleste, at det ville ende dér. Men nu skete det – og strategisk set var der nok heller ikke flere gevinster at få ved at fortsat at udsætte, efter at Canada med Trudeau har fået en ny og mere klimavenlig regering og klimaspørgsmålet stortrives i det demokratiske primærvalg.

Kampen har stået på i syv år nu, og det er en kæmpe sejr til miljøbevægelsen – ikke mindst for 350.org, som med Bill McKibben i spidsen har sat alt ind på at vende en udvikling og med denne sejr har vist, at man med gejst og strategi og en god sag i ryggen kan vinde over selv de allerstørste.

Læs mere »

Scene fra filmatiseringen af Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980/86), hvis dramatiske labyrint udfolder modsætningen mellem middelalderuniversets selvindelukkethed og oplysningstidens ubåndlagte vidensdannelse, som leder i lige linje frem til vor tid.

I gårsdagens udgave af The Atlantic stiller Robinson Meyer spørgsmålet: What Technology Should Be Un-Invented? Nu kan man ikke bare spole tiden tilbage, så det fremkalder det næste spørgsmål, om – og i givet fald hvordan – vi kunne blive bedre til at sortere måske på kort sigt smarte, fiffige, tilsyneladende gode løsninger fra, inden deres katastrofale følge- og bivirkninger breder sig ud i hele verden?

Artiklen vakte minder om en bogtrilogi af Jacques Bergier & Louis Pauwels, Den fantastiske virkelighed, som stod i mit barndomshjems reol med en fantastisk samling af skæve og esoteriske indsigter og betragtninger på grænsen af, hvad vi ved – og hvad videnskaben vil vide af.

Det er nok 35 år siden, jeg har læst dem, så meget er forsvundet i glemslens tåger, men der var deri en lille fortælling fra et arkadisk Indien, hvor verdens indsigt var samlet i en lille lukket cirkel af indsigtsfulde, hvorfra den kun blev lukket ud blandt mennesker, i den udstrækning, tiden og menneskeheden var moden. En kættersk tanke i en nutid, som i den grad er båret af oplysningstidens vision om den rene videns frie udfoldelse. Og temaet fik senere med Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980) sin europæiske pendant – omend med modsat fortegn – hvor en munk ender med at brænde biblioteket af for ikke at den enorme fond af viden kan (vil) føre udviklingen på afveje gennem at blive brugt i den forkerte intention.

I dag har vi accepteret oplysningstidens dyrkelse af en verden og en videnskab som er fri af tabuer. Vi dyrker innovation og tilvejebringelse af ny viden, vi producerer videnskabelige forklaringer på snart sagt alt mellem himmel og jord – og ingen stiller for alvor spørgsmålstegn herved. Der sidder her og der nogle forskningsråd og nogle institutplanlæggere, som søger at skabe en eller anden retning og sammenhæng i den viden, som genereres. Og der er elementer af en både personlig og videnskabelig etik, som i en vis udstrækning er styrende. Men er der, når det kommer til stykket, for alvor noget, som holder os (videnskaben) tilbage?

Hvis nysgerrigheden er der, eller hvis forventningen om, at en given indsigt kan give givne muligheder for en person, en nation, en virksomhed, er der så noget, som kan holde den videnskabelige videbegærlighed tilbage? Er der overhovedet brug for det, eller vil det blot bringe vores viden ind i et åndsfængsel, som den var i den tidligt kristne æra?

Og det helt kætterske næste spørgsmål: Har den moderne videnskab og dens rationalitet skabt et nyt sæt af dogmer, som fastholder en særlig, stærkt fragmenteret verdensopfattelse, som ensidigt favoriserer en maskulin fornuft og er en væsentlig medvirken årsag til, at vi har så vanskeligt ved at tackle klima-og bæredygtighedsudfordringen til trods for at vi forstår problemerne bedre end vi måske har forstået noget andet problem, som menneskeheden forud har stået overfor.

I hvert fald har det religiøse tabu, som før oplysningstiden sikrede – eller forsøgte at sikre – at den viden, som blev tilvejebragt, passede ind i de religiøst afstukne verdensforklaring, mistet sin kraft.

Tilbage til artiklen i The Atlantic, så har man spurgt 101 forskere, om der var noget, som man set i bakspejlet ville un-invente? og det er der. Flest peger på selfie-stangen og på atombomben (eller rettere krigsmaskineri i bredere forstand: krudt, landminer, drones osv.). Hvor den ene er harmløs og sikkert snart går af mode, så har den anden givet os en destruktiv, nogle ville sige nærmest dæmonisk kraft, som gør det rimeligt på dette sted i historien at gentænke den uhæmmede vidensproduktion og hittepåsomhed.

Selv den såkaldt ‘fredelige udnyttelse’ i atomkraften har en dæmonisk undertone. Den virker i nutiden som et fluepapir på magthavere, fordi man gennem de ‘fredelige’ atomreaktorer for adgang til den plutonium, som kan videreforarbejdes til bomber, og den videregiver et affaldsopbavaringsprojekt til vores efterkommere, som rækker mange gange længere frem i historien end nogen civilisation endnu har fungeret.

Læs mere »

På billedet herover besøger den japanske premierminister Shinso Abe sammen med sin kone og datter præsident Obama i Det Hvide Hus – her er de tilsyneladende kommet til den obligatoriske gaveudvekslingsrunde.

I denne uge har den japanske premierminister Shinso Abe gæstet USA og det Hvide Hus. Hvad der politisk set er blevet udvekslet af gaver og tilsagn, kan man kun gisne om, men trods de næsten-fastlåste TPP-forhandlinger (TransPacific Partnership) og de eskalerende spændinger mellem Japan og mere eller mindre samtlige Japans naboer i en tid, hvor Japan er ved at skrotte sin pacifistiske selvforståelse, som har båret landets selvforståelse siden 2. verdenskrig, og opbygge et egentligt militær, som kan sættes ind i globale konflikter, har Obama tydeligvis formået at tale klimaindsats med sine japanske gæster uanset, at klimaindsatsen er et emne som ikke mindst siden Fukushima-katastrofens udbrud i marts 2011 har fyldt foruroligende lidt i den japanske diskurs.

Så USA og Japan har indgået en aftale om at udfase finansieringen af kulkraftværker – en aftale, som det er hensigten at få OECD-landene til at tilslutte sig ved den næst forestående samling i november.

Dette er lidt overraskende i og med at Japan i stor udstrækning har tilbudt finansiering af japanske kulkraftværker til opførelse i udviklingslande – og faktisk er det land i verden, som yder den største støtte til udbygning af kulkraften i udviklingslandene. Man har ydermere haft den frækhed både at indregne det både som U-landsbistand og i de senere år som klimafinansiering, selvom det retteligt burde kaldes eksportstøtte og klimamæssigt set burde forbydes prompte.

Læs mere »

.
Ovenstående video som på nær de første 2 minutter er på engelsk, stammer fra en pressekonference i dag i forbindelse med lanceringen af UNFCCCs synteserapport, som analyserer og sammenfatter de 146 INDC (nationale klimaplaner), som var indleveret pr. 1. oktober i år. På én gang en stor dag, hvor verdens samlede klimaindsats frem mod 2030 blev gjort op, og en dag, som det er svært at fejre, fordi de indmeldte klimamålsætninger tilsammen langt fra formår at løfte den fælles målsætning at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C.  

Da der 1. oktober var der deadline for indlevering af klimaplaner forud for COP21 klimakonferencen i Paris, havde 146 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen – et navn som understreger det frivillige i de enkelte landes indsats og den bottom up-tilgang, som ikke er ideel, fordi den er svær at styre i forhold til en samlet målsætning, men som man ikke desto mindre har valgt, fordi det er det, man har kunnet formå at enes om på tværs af alle forskelle landene imellem. I mellemtiden er der indleveret flere INDC, så der nu er fra 156 lande, som tilsammen dækker omkring 90% af verdens samlede CO₂-udledninger, og der skal nok nå at komme en håndfuld mere inden Paris, for der arbejdes stadig mange steder på at få klimaplaner klar inden COP21 skydes i gang om blot fire uger.

Inden vi forfalder til desperation over, hvor utilstrækkelige disse klimaplaner er i forhold til, hvad der er brug for, er det værd at hæfte sig ved det positive, at hvor Kyoto-aftalen kun dækkede omkring 15% af verdens udledninger, så er der nu reelt tale om en global aftale. Alle de største udlederlande har indgivet deres bud på en klimaindsats frem mod 2030, og samtlige disse landes statschefer har meldt deres ankomst i Paris ved konferencens begyndelse – hvilket er en nyskabelse, som Francois Hollande har insisteret på, da statslederne ved de forudgående klimatopmøder først har indfundet sig i den anden uge. På den måde er der lagt op til to uger, hvor det ikke bare er embedsmænd med bundne agendaer, men med mulighed for reelle politiske forhandlinger.

Det var ikke forud forventet, at alle lande ville udarbejde klimaaftaler. Tidligere på året udtrykte lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres håb om, at der ville komme INDC, som dækkede mindst 60% af verdens samlede udledninger. Men selv for det afrikanske kontinent, hvor man finder verdens aller fattigste lande, som aldrig tidligere har haft klimaplaner udarbejdet, har man i stor udstrækning bidraget, og det endda med et ambitionsniveau, som sætter størstedelen af de industrialiserede landes og de rige udviklingslandes klimaindsats i et skammeligt perspektiv. Så der foreligger i skrivende stund 46 afrikanske INDC ud af 54 mulige, og der er gode chancer for, at endnu 2-3 afrikanske lande når at få deres INDC på plads inden Paris (se blog-indlægget Paris 2015 – En række afrikanske INDC). Så uanset hvad resultatet bliver i Paris her om blot en måned, så er denne del allerede lykkedes over al forventning.

Nøgletallet i dagens synteserapport kendte vi allerede fra Climate Action Trackers løbende analyse af de indkomne INDC: Med de indgivne INDC står verden til ved udgangen af dette århundrede at have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 2,7°C. Det er faktisk betragteligt lavere end de 4-5°C, som der har været udsigt til, hvis vi blot uantastet fortsatte den fossile afbrænding business as usual. Men det er langt fra den 2°C-løsning, som hele konferencen er bygget op om at sikre. Og med vi ved i dag om klimaforandringernes omfang og styrke slev ved 2°C, så ville en 1½°C være en mere rimelig målsætning. For på bare lidt længere sigt (ud over år 2100) må vi forvente omkring 3 m havstigninger for hver grad temperaturstigning. Så hvis vi varigt accepterer at lade den globale gennemsnitstemperatur øge med 2°C, vil mere eller mindre samtlige verdens atolriger og deltaer på sigt forsvinde i havet.

Af samme grund er der to størrelser, som er blevet endnu mere vigtige i klimakonferencen: For det første er det selvindlysende, at vi ikke bare kan cementere verdens klimaindsats frem til 2030 vel vidende, at vi til den tid har forpasset alle chancer for en 2°C-løsning – tværtimod skal der etableres en mekanisme, hvor de enkelte landes indsatser løbende strammes op. For det andet at verdens rige lande tilvejebringer en finansiering, som kan understøtte ikke bare en tidlig mitigation, så verdens fattigere lande tidligt bliver sporet ind på en fossilfri udvikling, men fuldt så meget etablerer midler til adaptation og loss and damage. Ved den seneste forhandlingsrunde i Bonn for blot en uge siden, blev dette sagt så udtrykkeligt fra G77-gruppen af lande, som omfatter to tredjedele af verdens lande, at der overhovedet ikke kunne blive tale om nogen aftale, hvis ikke der som en del af aftalen var indbygget den finansiering på 100 mia. $ pr. år fra 2020, som de fattige lande i årevis er blevet stillet i udsigt, og som verdens rigere lande igen og igen er gledet af på (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). Det sagt skal der nok komme en klimaaftale i Paris. Men det vil skabe et virkelig dårligt nord-syd-klima, hvis den industrialiserede verden, som har påført verdens fattigste dette klimaproblem, endnu engang fornægter sit medansvar.

Tilbage til dagens synteserapport, så omfatter den ud over den ganske teknisk betonede analyse en grafisk sammenfatning af situationen, som så at sige fortæller det hele i et enkelt billede:

Læs mere »

Forud for den forestående Paris-konference får vi i morgen får fremlagt en syntesrapport af de indleverede INDC. Det står allerede nu klart, at summen af de indberettede nationale klimaplaner ikke kommer til at leve op til den 2°C-målsætning. Og selvom vi via IPCC store klimastatusrapport AR5 sidste år fik defineret et carbon budget for en 2°C-løsning, har FNs klimaforhandlinger valgt i første omgang ikke at håndtere det heraf følgende kernespørgsmål, hvem som så må udlede hvor meget, og hvem som skal reducere hvor meget hvor hurtigt for at holde 2°C-målsætningen. I den anledning har jeg hentet nedenstående artikel af Anita Talberg og Malte Meinshausen fra University of Melbourne fra The Conversation. Her præsenterer de en artikel, som de netop har publiceret i Nature Climate Science, som ser på forskellige fordelingsnøgler for det globale carbon budget, hvis vi samlet set skal kunne holde 2°C-målsætningen. Den manglende diskussion af denne fordelingsnøgle er stærkt medvirkende til, at de fleste lande har indleveret klimaplaner, som anerkender 2°C-målsætningen samtidig med at de er helt utilstrækkelige til opnåelsen af 2°C-målsætningen.

For EU, som ikke behandles særskilt i artiklen, vil der ved en metrisk lige fordeling skulle reduceres med 41% i 2030, og hvis man tager udgangspunkt i en korrigeret nøgle, hvor udviklingslande har ret en forholdsvis større del af carbon budgettet end de industrialiserede lande, står EU til at skulle reducere med 49% i 2030 – begge tal i forhold til 2010. EUs nuværende reduktionsmål er 40% i forhold til 1990, så uanset hvilken fordelingsnøgle, man benytter, er også EUs reduktionsmål helt utilstrækkelige i forhold til 2°C-målsætningen. 

Talberg & Meinshausens artikel, Most countries need to at least double their efforts on climate: study, er gengivet her ifølge The Conversations vilkår for common licence.  

Most countries need to at least double their efforts on climate: study

Developed nations would need to double or triple their current efforts to limit global warming to a “safe” level of 2⁰C. That’s the finding of a study published today in Nature Climate Change assessing countries’ post-2020 climate pledges ahead of December’s international climate summit in Paris.

As an example, Australia would need to reduce emissions 50-66% below 2010 levels to be considered to be doing its fair share (its current target, when converted to 2010, is a 23-25% reduction).

Countries have agreed to limit warming to 2⁰C above pre-industrial levels. But how do we divide up the necessary reductions in emissions fairly?

Developing nations often argue that developed nations need to do more, because they are responsible for more greenhouse gas emissions historically.

This new paper shows that these debates about fairness will inevitably cause us to go beyond 2⁰C, however it also shows a way to fix the problem.

You can read more in a Briefing Note, and all the underlying data is available on a new website.

Are we on track for 2⁰C?

How much the world warms is determined by the total amount of greenhouse gases that go into the atmosphere, what’s known as the “carbon budget”. To have a 66% chance of limiting warming to 2⁰C the Intergovernmental Panel on Climate Change shows that after 2011 we can only emit 1,010 billion tonnes of greenhouse gases.

Converting the budget to yearly emissions is not easy. However, by analysing hundreds of emissions scenarios, the new study found that to meet the carbon budget, global emissions need to be reduced to 1990 levels by 2030.

We are not on track for this.

The same conclusion was reached by a paper published in 2010, and more recently by Climate Action Tracker that projects 2.7⁰C of warming by 2100.

Læs mere »